The Hunt

The Hunt

Den mørkebrune hingst havde fundet vej til ørkenøen. Det var en kølig aften, selvom dagen havde været varm her så kom kulden med mørket. Der var ikke andet end stilhed på denne ø, ikke andet end lyden af hans egne dansende hovslag. Det var næsten ulideligt, en verden af stilhed og sand. Alligevel fandt han det ikke direkte ubehageligt at befinde sig Zenobia, han brød sig godt om det hårdføre landskab og udfordringen der lå i at færdes her. Hans skridt var lange og smidige mens han fastholdt en rytmisk trav henover det tunge, lyse sand. Regn faldt ej her, der havde været lige knas tørt igennem vinteren. Det var en underlig ø. En ørken midt i al det grønne, et livløst landskab, selv Foehn indeholdt mere liv end hvad man kunne støde på her. Hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre forstod han sig ikke på, der var så meget i det spøjse land. Han havde stået over for en sjæl af kun lys, uden krop og uden form. Det var unaturligt og surrealistisk, men det var ikke desto mindre virkeligt. Og det havde opfordret ham til at søge herhen.

word count 191

.~:SAMAEL:~.
DESERT

Snehvidt hovskæg dansede over det fyrige sand. Den brogede skikkelse sank næsten en hovdybde ned, før han kunne bevæge sig videre, hvilket dog ikke besværede de glatte bevægelser synderligt. Sand havde han engang bevæget sig i dagligt, omend den havde været mere fjedrende. Med et blik tilbage på sin fortid, samlede den tunge hingst sig, og lod bagparten afsætte for en kort, samlet galop. Med et dyb fnys, bragte hingsten sin krop til stilstand igen på toppen af en høj, og kastede et blik udover de endeløse sandbanker. En koloenorm ridebane, det var næsten tilfældet, hvis man altså så bort fra den enkelte, løse sjæl, der strejfede rundt et stykke derfra. Andre løsehingste var han aldrig stødt på i sit lange liv hos menneskene, og han havde heller ikke mødt mange i andromeda. De fleste var han styret udenom i en stor bue. Men denne var han nu så tæt på, at det ikke ville indgyde respekt at holde sig væk. I stedet stod den tunge hingst blot, og betragtede den fremmede brune hingst. Han gjorde ingen mine til at flytte sig fra denne høj, eller søge imod ham. Dog var den tunge hingst muskler spændt, og gamle instinker hviskede om at jage hingsten ud af området, hvilket han engang havde gjort uden tøven. Dog var den sortbrogede ej på krigsstien.

The Hunt

Hans muskler var varme. På trods af den faldende temperatur i luften omkring ham så følte den mørkebrune det ikke synderligt. Han havde et mål, men om det havde været det rigtige valg at søge hen på Zenobia ville tiden vise. Det var umuligt for ham at forudsige hvor han ville kunne finde denne månehingst. Navnet rungede stadig for hans ører, lyden af den mystiske ånds stemme. Han måtte ærligt indrømme at han ikke så, hvorfor han skulle opsøge hjælp hos en fremmed hingst. Den lysende sjæl måtte selvfølgelig have sine grunde, men Matt forstod sig ikke på dem – hans færd ville hurtigt have været slut hvis han ikke skulle søge efter en hingst han aldrig havde mødt. Måske var det slet ikke muligt at opstøve den konkylie han var blevet bedt om at finde alene? Den mørkebrune brummede kort for sig selv og vippede med ørerne.

Det var da at en skikkelse dukkede op i yderkanten af hans synsfelt. Matt virrede kraftigt på sin mørke, en anelse udspilede mule med hovedet højt hævet mod det der var dukket op. Hans mørke hove bremsede snart op i det nu kolde sand. På toppen af en høj et godt stykke borte tårnede en skikkelse op. Selv på denne afstand så den dog ikke specielt høj ud, mere bred og kraftigt bygget. Der var ingen tvivl om at det var en hest, en hingst, den brise af en vind som blæste lige akkurat nu bar spor af den fremmede med sig. Den mørkebrune vippede et øre. At møde fremmede hingste på sin vej var en sjældenhed, men det morede ham når det skete. Nogle ville konkurrere, andre ville ikke. Måske var han heldig. Måske var månehingsten simpelthen dukket op ud af dette ingenting som omgav ham.

Der gik kun et kort øjeblik, så var hans slanke, men stærke krop igen i bevægelse. Denne gang i et noget andet tempo, han gik med kraftfulde men dansende skridt i retningen af højen og den ukendte hingst. Til enhver anden tid ville han have foretrukket en udstrakt galop henover sandet, men hans sind og krop var ikke en ren bølge af energi og kraft som ellers. Hans tålmodighed var pludselig blevet enorm. Han måtte finde ud af hvem hingsten var, om han kendte til denne Samael eller rent faktisk var den sjæl han var blevet bedt om at tage med sig på sin færd.

Han undlod dog ikke at give et højt og dybt vrinsk fra sig, så hingsten ikke var i tvivl om at han nærmede sig. Omhyggelig med ikke at lyde udfordrende, men det var ikke til at sige hvordan den anden ville reagere. Så musklerne var bestemt en anelse spændte under det glatte skind, allerede ivrige efter at blive udnyttet selvom det ikke var hans hensigt.

word count 464

.~:SAMAEL:~.
PATIENCE

Han, der ofte blev kaldt månehingsten, trådte kort et skridt tilbage, da denne fremmede nu bevægede sig imod ham. Det forekom kortvarrigt mærkeligt for den harmoniske sjæl, at en anden hingst skulle søge hans bekendtskab, men alligevel trådte han efter kort tids overvejelse selv frem. To tunge skridt, der langsomt gled over i en trav, alt imens hylet fra den fremmede ungede i luften. Denne anden var ligeledes dansende, let til bens, hvilket havde været grunden til at den tunge hingst nu selv satte imod ham. Den måde hvorpå denne føjede sin krop, havde lokket nok til at han havde indviet i dette møde, blot for en kort stund. Der var intet ondt at tyde af hans kropssprog, en opmærksomhed og spænsdighed var ganskevist at tyde, men det var ikke fjendtlighed, blot et årvågent blik, fra en hest der havde erfaringer om det selvsamme som han. Kamp. Krig. Ikke i voldsom forstand, men nok til at træde varsomt omkring andre.
Månehingstens skridt blev langsomt mere flydende, imens hans vægt gradvist sank tibage på hans bagpart, vippede gradvist, før han slog over i en kort galop. Den letteste måde at føre sig ned ad højen, uden at ødelægge samlingen. Skridt efter skridt, næsten kortere og langsommere end det ville have været i hans foretrukne vandregang, dansede han ned ad den sandede høj, med en hvirvel af det mørkt gyldne sand bag sig. I lyset fra denne aften, forekom det næsten blåt, selvom han var ganske bevidst om at det ikke var således.
Langsomt falmede hingstens galoptrin til en rolig skridt igen, og han stansede for at anskue denne nye sjæl, der nu var kommet så nær, at hingstens blå øjne kunne skælne hans træk. Tålmodighed var malet hos den anden, men hvilken slags, og hvorfor? Samael, den mørke engel, tippede hovedet en anelse, hvilket skabte bevægelse i hans lange sølvhvide man, derpå faldt hans krop til ro, og han overlod sin energi til opsparing. Selv var hans muskler ikke spændte. Der forekom ham ingen grund. Han havde styrken, og kontrollen, til at samle og slippe på så kort tid, at unødig spænding kunne ødelægge selv de mindste bevægelse. I særdeleshed var han en besynderlig sjæl, unik og harmonisk, men stille af sind og bevægelse. Derfor faldt der ingen ord fra ham, ej heller et svar på hingstens vrinsk, blot en afventende stilhed.

The Hunt

Den fremmede hingst havde altså valgt at komme nærmere. Det tegnede positivt selv da hingsten ikke besvarede hans markering, den anden gjorde ingen tegn på modvilje mod hans tilstedeværelse men dansede i stedet med imponerende kontrol ned af højens side. Den mørkebrune ændrede samtidig ikke tempo, hans fjedrende skridt fik ham sikkert, men også hurtigt frem. Så snart den anden havde nået enden af højen med en sky af sand efter sig var der kun nogle meter imellem dem. Matt rettede sine mørke ører fremad og strakte sin stærke hals en anelse, mens hans kastanjebrune blik nøje undersøgte den sjæl som nu var på vej til at møde ham.

Det var i sandhed en kraftigt bygget hingst, med et væld af hår som bølgede ned over hans hals og bag hans bagpart. Han havde aldrig i sit liv set en sjæl med så kraftig en man og hale, selv ikke i dette land. Hingstens sorte og hvide farver klædte bestemt natten. Mon ikke dette kunne være månehingsten? Han lignede en søn af månen. Og han var ligeså tavs. Da den mørkebrune kun var lidt mere end en hestelængde fra den fremmede standsede han endelig op, en noget pludselig afbrydelse af hans ellers dansende skridt. De mørke næseborer var let udspilede mens mulen stadig var placeret i samme højde som altid. Ikke lavt, men højt, alligevel gjorde han ingen markeringer der viste at han ønskede nogen form for underkastelse fra hingstens side. Han ville mødes som ligemænd. Desuden havde han ikke tænkt sig at spilde hverken hingstens eller sin egen tid på ligegyldigheder.

Så der gik kun et kort øjeblik med afventede stilhed inden han lod sin dybe bas af en stemme bryde den.

"Jeg skal ikke spilde din tid, danser. Jeg leder efter en sjæl som går under tilnavnet månehingsten – eller Samael,"

Hans ravnsorte hale bevægede sig langsomt bag hans muskuløse bagpart mens hans blik ikke forlod den fremmede. Der var ingen hilsen, han gik direkte til sagen. Der hang en aura over den anden som gjorde at han ikke fandt indledninger nødvendige og det trods den tålmodighed som ellers pludselig havde grebet ham.

"Ved du hvor jeg kan finde ham?"

word count 361

.~:SAMAEL:~.
PATIENCE

Den fremmede hingst stoppede så bræt, at månehingstens ører kortvarrigt fremviste en særlig iver til at søge ned bag den tykke man. Men snart rejste de sig igen, dunede, næsten individuelle, som levede de et liv der ikke var påvirket af hinanden. Hans næsebor udvidedes ligeledes kort, og han lod de brede hals strækkes en anelse, for at søge denne fremmede hingsts duft. Snart lod han dog hovedet falde tilbage på sin vante plads, let over lod, og lod vægten falde bagud. I tilfælde af at denne sjæl skulle vise sig at have fjendtlige hensigter, og ville kaste sig ud i en kamp der ville være dem begge til gene. Snart lod hingsten dog vægten forlade bagparten igen, og han forlod sin plads, for at tage et par skridt til side, betragte hingsten med hovedet let på skrå. Samael. Det var det navn der var ham skænket. Det navn den vise havde kaldt ham ved, det hans sind lystrede. Tavsheden hvilede imellem dem, den brogede skikkelse tog sig tid til at overveje svarets konsekvenser. Denne anden kendte hans navn. En ting han ej var helt tyg ved, thi ikke mange bar den vished, og kun få havde han ytret sig over for. Dog brød han snart stilheden, med en dyb stemme, rungede dybt fra det tvefarvede bryst:
"Den du søger står ganske nær dig, fremmede. Jeg ar han du søger, men et spørgsmål lægger mig ganske nært på sinde. Hvem har delt mit navn med dig? Ganske få burde vide om det, og dets betydning i dette land."

På trods af hans rygte som en stille og tavs sjæl, var hans ord ikke få når de var nødvendige. Han følte ej at denne undren kunne udtrykkes ved andet end ordenes vej, og hans dybe havblå øjne lå på hingsten, aflæsende, for at opfange det mindste skjulte svar der kunne skjule sig i dennes krop. Selv var hans kropssprog ganske defensivt. Han var ej tryg ved denne brune skikkelse, men ej heller mistænkte han ham for at ville angribe længere.

The Hunt

{Ekstremt sent svar. Jeg er ked af at Sam har måtte vente så længe, kunne komme med flere forklaringer (såsom overvejet sletning), men det ville ligesom ikke ændre på noget. Så sorry Tears!! Jeg tænker at vi gør tråden hurtigt færdig - når/hvis Sam indvilliger i at tage med og de tager videre, så skriver jeg resten af deres færd på opgaven som faktisk er meget simpel}

Den sorthvides svar overraskede. Han var den første sjæl han havde mødt på øen af sand, og alligevel viste han sig at være præcis den han søgte. På den anden side kom det slet ikke bag på ham at netop denne fremmede var månehingsten, ikke med den energi som han usædvanligt nok fornemmede fra ham. Og det til trods for at den mørkebrune egentlig ikke interesserede sig synderligt fra andres energistrømme, auraer – hvad det end var han egentlig mærkede fra den fremmede. For det var netop det de var, fremmede, men på mærkværdig vis forsvandt det fremmede ved den sorthvide så snart det var blevet fastslået, at han virkelig var denne Samael.

"Så du er månehingsten.. Dit navn blev mig givet af den lysende sjæl selv, den der omtales Den Vise,"

Det undrede ham at hingsten kun lod få vide af sit navn. Han havde skam fornemmet at det var en stille sjæl han havde med at gøre, tavs ligefrem uden hilsen, men at lade sit navn være andre uvist? Af visse grunde? Det mindede jo egentlig om hans egen hang til kun at præsentere sig med forkortelsen af sit navn.. Den mørkebrune flyttede på ørerne, der ellers blev holdt opmærksomt rettet måde den sorthvide – de spørgsmål der fyldte hans sind netop nu var detaljer, uvæsentligt. Det eneste som var væsentligt i dette nu var opgaven, det var det som bandt ham sammen med sjælen foran ham, og nok også det som af mystiske grunde af ført dem sammen i første forsøg.

"Det eneste jeg kan tilbyde dig til gengæld for min viden er mit eget. Matthew. Denne Vise bad mig tage dig med på min færd, min opgave."

Han tav. Ufatteligt tålmodigt for hans sædvanlige temperament. Det ville ikke undre ham hvis den sorthvide allerede kendte til den omtalte Vise, havde måske mødt ham i rejsen hertil.. Medmindre han var født her, men han lod til at være skabt af et andet stof end det som gror på Andromedas vidder. Nej, noget sagde ham bestemt at Samael, månehingsten, den sorthvide ville vide hvem han mente. Spørgsmålet var om han ville acceptere.

word count 365

.~:SAMAEL:~.
THE WISE ONE

(Det gør skam ingenting, er trods alt heller ikke den mest aktive selv ! Samael vil gerne have en forklaring på denne opgave, før han uden videre overgiver sig til at følge en fremmed hingst, men ellers skal han nok drage med ^^)
Den tunge hingst lytted opmærksomt til ordene fra den lettere, brune skabning. Han omtalte en lysende sjæl selv, noget der omgående kaldte minder af den solfarvede hoppe frem i hans minder. Snart blev det dog klart, at det var en anden sjæl der blev omtalt, et andet sind. Den vise. Han havde hørt de to ord brugt sammen før, og ikke alene havde han hørt det, måden den anden udtalte navnet på, fik små lysglimt til at dirre i hans indre. Undrende lod han hoveet falde på skrå, alt imens de må lysperler, som hans danserinde havde efterladt i hingstens indre, synes at lyse op ved navnet. Den vise. Hvem end dette var, måtte sjælen navnet tilknyttede sig have noget at gøre med lyset, med magien, med hans kommen til denne verden. Alt dette var dog spekulationer, og intet kunne han for alvor sætte hoven på. Dog var interessen vækket hos den månefarvede sjæl, og derfor forholdt han sig endnu i ro, imens de tvefarvede ører tippede nysgerrigt frem imod hingsten. Matthew. Så det var navnet på den jordfarvede.
"Matthew. Du skal være hilset, sendt af lysende sjæle eller ej. "
Hingstens stemme var straks blevet langt roligere, og synes at være blevet tonen dybere. Som en rungende bas, snoede ordene sig med smukke toner imellem hinanden, alt imens han langsomt kaldte sin krop frem i bevægelse. Gradvist vågede han sig tættere på denne hingst, ikke som trussel, men fordi han følte for at vidregive en ordentlig hilsen. Dog stoppede han inden for en rimelig afstand, og lod det være op til den brogede, hvorvidt hans kropslige hilsen ville blive accepteret, eller ej. Alt imens talte han videre, både spørgende og med en dyb visdom spillende i sit toneleje.
"Hvilke meninger lægger du i dette ord, Matthew? En færd kan være alt fra sjælevandring, til langt længere strækninger. Hvor ønsker du destinationen, og hvorledes mit selskab?"
Hingsten kendte ikke til den opgave brunlingen omtalte, og ligeledes kendte han ikke den færd, han ville blive ledt ud på. Dog var han overbevist om at denne sjæl var ren nok, om at der lå gode intentioner i hans sind, og at han talte sandhed. En vis havde sendt ham, ønsket at han tog månehingsten med på en vandring. Men hvorhen, og med hvilket formål. Det lå endnu uklart.

The Hunt

{Selvfølgelig ^^}

Det var tydeligt hvordan månehingsten faldt mere til ro i den ellers lettere absurde situation, efter at have hørt grunden til den mørkebrunes viden og søgen. Han følte ligeså selv større tillid til den sorthvide efter at have fået fastslået hans identitet, den lyse sjæl havde ikke valgt netop ham til at følge med på den brunes færd uden grund. Og det på trods af at tillid ikke var hans stærkeste side. Da månehingstens stemme igen havde lydt første gang, nikkede den brune kort, som havde de først nu hilst rigtigt på hinanden. Den eneste reaktion på at den lettere mystiske sjæl kom ham fysisk nærmere var en vippen med det ene øre. De kastanjebrune øjne forlod ikke den anden, heller ikke da han havde talt ud og stillet det spørgsmål, han havde forventet ville komme.

"Det bliver ikke nogen lang færd, jeg kan allerede mærke at vi befinder os ganske tæt på,”

Hans blik forlod for første gang under deres møde den sorthvide sjæl. Matt flyttede på ørerne, hans øjne fandt automatisk en helt bestemt retning der lod til at opsluge ham for et kort øjeblik. Så så han igen på månehingsten.

"Der er en genstand jeg skal finde, en af overjordisk karakter, for jeg har kunnet mærke den trække i mig så snart jeg satte mine hove på øen. Det er ellers en tilsyneladende almindelig genstand, en konkylie fra Zenobias kyst. Naturligvis er de såkaldte skygger også på spil. Den lysende sjæl mente at du var den rette til at drage med mig i denne søgen."

word count 258

.~:SAMAEL:~.
LESS THAN STRANGERS

Da der fortsat ikke var nogen reaktion på hans eller ganske selvsigende hensigter, gav den tunge hingst op, og lod i stedet sine dybblå øjne hvile på den fremmede. Roligt, men skuffet over den ubevidste afvisning. På trods af det, talte den anden dog med sandhed i stemmen, om en færd og et kald. En genstand der skulle findes, og den brogede kunne ikke se, hvorfor han ikke skulle deltage i den korte rejse. Ganskevist var han utilpads med den manglende hilsen, men ligeledes bevidst om at ikke alle talte det samme sprog som ham. Ikke alle førte sig med kroppen før stemmen. Ikke alle forstod det.
"Hvorledes mit selskab kan være til hjælp med at finde en genstand, står mig uvidst. Men såfremt det er dit ønske - da slår jeg mig gerne fast ved din side, og ledsager dig på denne færd, hvor langt den end fører os."
Skyggerne havde han ingen ydeligere reaktion på, han kendte ej til deres eksistens, eller til begrebet. Havde ikke set de mærke væsner, der bugtede sig som slanger, og samtidig var urørlige, som skabt ud af en anden verden. Hvorfor netop han skulle drage med, forstod han sig ej heller på. Men som han udtalte, ville det ikke genere ham at have en partner for en stund, en at dele vejen med, om den så blev kort eller lang.

The Hunt

Matt mindedes kort hans egen forvirring da den brogede Brêgo, også ved første møde, tog ham med på sin færd. Han skulle netop også finde en genstand, en særlig genstand som den lysende sjæl der dukkede op og også hviskede den brune i øret, kaldte kongestenen. Det havde også undret ham dengang hvorfor han skulle følge med, da det var op til den brogede selv at finde stenen. Og det var længe siden – trods mødet med sjælen forekom Den Vise ham stadig lige mystisk og uforklarlig.

Han havde endnu en gang nikket da den sorthvide havde talt og accepteret, derefter sænkede han kort sit ellers højthævede hoved som et kropsligt tegn på hans respekt for månehingstens valg. Det var bestemt ikke alle som ville have draget med en fuldstændig fremmed på en noget mystisk opgave, men ordene om den lyse sjæl syntes at have vagt en eller anden form for genkendelse hos den tunge hingst, eller også havde den brune misforstået hans udtryk. Efter så lang tid fandt han stadig måden mange af sjælene i Andromeda kommunikerede på en mærkværdig facon, naturligvis var de alle forskellige fra hinanden. Men hvor han var kommet fra, det sted han bevidst havde forladt, fungerede alt ganske anerledes. Der havde han også haft en helt anden position end den han havde nu, blot endnu et flokmedlem i Teylars lille kreds. At han sænkede hovedet blot en centimeter for en anden sjæl havde været fuldstændig utænkeligt tilbage i hans land, i det der skulle have været hans rige.

Der kom ikke flere ord fra den brune, i stedet flyttede han med en dansers smidighed på hovene i det tunge sand, frem mod månehingsten. Han standsede da de næsten stod skulder mod skulder, men kun for et øjeblik hvor de kastanjebrune øjne mødte den sorthvides blå. Færden var påbegyndt.

Og så var de ellers på vej. Den retning han havde trådt frem i, var netop den retning denne mærkelige fornemmelse trak ham mod. Det var som en sang uden lyd, en sang der ikke nåede hans ører, men kun hans sind, i nogle øjeblikke følte han det nærmest helt ind i sjælen. En konkylie. En genstand af havet, af vand. Et fnys forlod nu og da den brune mens de to sjæle arbejdede sig frem over sandet. Der gik ikke længe inden kysten tegnede sig forude, eller han havde nærmest mistet tidsfornemmelsen, det eneste han forstod og mærkede var denne kalden. Men som de kom tættere og tættere blandede den sig med andre stemmer, andre kald, en hvisken fra alle sider. Hvorimod det første havde ringet i hans sind som en klar klokke af lys og lyd, var disse andre kald anerledes. Mere skrattende, forvirrende, de støjede i hans sind. Det krævede al hans koncentration at lede dem den vej, han mente var den rette, til det sted på kysten hvor han mente at netop hans konkylie var at finde.

Lige inden de nåede kysten af sand, sten og klipper standsede den brune op, og hans følgesvend fulgte med. Med mulen højt i vejret udstødte han et tungt fnys, de kastanjebrune øjne kastede et nærmest intenst blik ud over det nu brusende hav. Hans sind var ét kaos af stemmer, af larm og kald og lyd, det udløste en hidsig svirpen med hans kraftige, ravnsorte hale. Han vidste ikke hvor længe de stod der, med vinden piskende mod dem. Der var øjeblikke hvor den lyse, rette klang slet ikke var at høre, og han troede at han havde tabt den, at han var endt det forkerte sted, men så dukkede den pludselig op igen, en svag hvisken i støjen af stemmer. Skygger? Han var ikke sikker på hvad skyggerne egentlig var, han havde aldrig set dem, men en dag ville han bestemt komme til at møde dem. Om det blev snart eller senere, det afgjorde hans valg.

Matt trådte endelig frem på sine mørke hove, hans skridt var lange og en ny form for ro var faldet over ham. Det havde taget nogen tid for ham at samle sig. Der var nemlig stemmer som lød fra hans eget sind, hans egen destruktivitet som bød ham kaste det hele bort og følge de skrattende stemmer. Som pine, som straf. Hans rastløse jeg der bekymrede sig om absolut intet. Men han havde taget et valg. Det undrede ham endnu at den lyse havde valgt netop ham, men han ville tage imod denne mulighed, denne gave. Og det ansvar. Han var skredet fra sit ansvar én gang, denne gang ville han gøre det anerledes. Denne gang føltes det ikke forkert at følge det, som blev ham budt – eller var det af andre grunde? Han trådte frem i sandet, langsomt, og fandt at kysten var dækket af konkylier.

Det var nærmest svært at undgå at knuse enkelte af dem under hovene. Men han var en danser af æt, og en danser skramlede ikke ind i genstande hvor tæt de så end lå. Og det på trods af hans størrelse som ikke sagde så lidt. Det var dog som om han var faldet hen i trance, en trance som ikke kunne ses udefra. Han vidste at den sorthvide var til stede, men han var selv et andet sted, for hans sind var et kaos af stemmer. Nogle lød som brøl, andre var blot en hvisken, og den han ledte efter blev skiftevis druknet og genfundet. Han søgte. For hvert skridt forkastede han alle de omkringliggende konkylier, konkylier som hver især kunne være netop den rette.

Lige indtil han til sidst standsede op, med sit nu nærmest iltre kastanjebrune blik plantet på en bestemt af de mange hundrede skaller. Det var som om han var blevet vanvittig for en stund, drevet til vanvid af stemmerne og sangene, men en efter en fik han dem efterhånden til at tie. Hans vilje fik ham til at bevare roen, til at kvæle dem som blot forstyrrede. De hylede nu da han havde blikket sat fast på en konkylie, en der glimtede i sollyset, og den rette, lyse sang skar nu klarere og klarere igennem. Han sænkede mulen. I et langt øjeblik berørte han den kølige overflade, og så snart der var kontakt vidste han, at han havde fundet den han havde søgt.

word count 1067

På en sælsom færd havde Den Vise fulgt nøje med i hvert et trin som den nøddebrune Matthew havde taget. Han havde set, da han havde fundet den månebrogede vandre Samael, hørt deres samtaler. Fulgt dem på deres vej til Zenobias kyst, og hørt hver en stemme der havde sunget over de mange konkylier, hvoraf den ene var skabt til ære for Matthew selv.
Sandet under de to hingste havde en ganske særlig farve på Zenobias kyst - mere ren og mere klar, end på de andre kyster. Om de to sjæle havde bemærket dette eller ej, det kunne Den Vise ikke sanse, men da det Evige Lys begyndte at bryde frem, blev sandet omkring dem nærmest malet hvidt.

En varme der var mere gennemtrængende end selve øens gled omkring de to hingste, indhyllede dem i et næsten tidløst uinvers. Den Vise's klare aura, som skinnede så hvidt, at ingen kunne lægge øjne direkte på, dukkede nu frem foran de to hingste, hvis sti var blevet flettet sammen på den vandring de havde gjort sig, for at nå hertil. Alt imens begyndte den konkylie, som Matthew havde rørt, den, som rummede de kræfter der skulle blive hans, at gløde mælkehvidt. Som blev den varmet op til uendelige høje temperaturer, glødede den, men ej blev den varm. Ej kunne den skade den kødelige mule som Matthew havde rørt den med og ej ville den kunne sprede varme i sandet, som ville jage de to hingste bort. I takt med konkylien blev mere og mere hvid, til den til sidst nåede det punkt, hvor den glødede i samme grad som Den Vise selv, tonede den Evige Sjæl sig frem, og hans mægtige røst kunne nu høres.

,,Matthew, jeg hilser dig. Din tro, din vilje og dit ærede sind har ledt dig denne vej, ledt dig hertil. Du har klaret den opgave, som jeg sendte dig ud på, og hvert et øjeblik har jeg troet på at dine instinkter nok skulle vise dig rette vej. Matthew, jeg venter dig, på det sted vi først mødtes. Kom til mig når du er rede, og da vil du modtage din velsignelse."

Kort efter Den Vise's varme, mægtige, rungende stemme tav, blev konkylien med ét forvandlet til en klar krystal med samme form, som konkylien før havde haft. Den spejlede nu alle de farver der lå i dens omgivelser i det smukkeste spektrum; gengav de to hingstes farver på deres kroppe, sandets nærmest hvide farve, Lyset fra Den Vise selv. Som Matthew ville undergå det, havde den undergået sin forvandling og var nu klar, til at indtage sin position i landet. Med en nærmest varmt brummen, lød De Evige Toner nu igen.

,,Denne konkylie er noget ganske særligt. Den vil, såfremt der er brug for det, kunne hidkalde alle de, der bærer titlen Vogter i landet og ligeså vil det kunne hidkalde mig. Er du i nød, eller andre i landet, da brug denne, og hjælpen vil komme."

Varmen dansede sig næsten over de to hingste, hvor tid og sted stod stille. Ej var det en brændende, uudholdelig varme, men i stedet en, der tilpassede sig deres behov. En, der fordelte sig ligeligt over dem og holdt vind og vejr ude. Det kridhvide Lys, som Den Vise var, begyndte nu langsomt at aftage; men inden han forsvandt helt, skulle en sidste besked gives.

,,Samael, månedanser. Din sjæl har modtaget vore Lys, fra den gyldne Illana. Jeg har følt din styrke, set dit mod og din kærlighed. Du er, om noget, en ganske særlig hingst. Når dit sind er rede, da vil jeg opsøge dig - og indtil da, gå med sikkerhed. Jeg vil våge over dig, som jeg våger over dem, hvis sind har modtaget velsignelsen."

Derpå forsvandt han nu. Det krydhvide Lys fadede ud og tilbage stod de to hingste på Zenobia's strand, foran konkylien der nu var lavet af det klareste krystal. De to hingstes veje var nu op til dem at vælge; men Den Vise var sikker på, at begge havde en stor rolle at spille i landets historie - om end de nok ej selv vidste det endnu.