First meeting | åben

Den røde hingst, som endnu blot var et lille føl, gik i mellem de store stammer, for sig selv. Han var ikke bekymret, da han kendte det her område og havde gået i de samme steder et godt stykke tid, så han kendte smutveje og gemmesteder, men hvad skulle han frygte? Det virkede som om landet var i ro - fra en lille, rødlig hingsts øjne.



Føllet stoppede op og hev veltilfreds bladene af en stilke, hvor flotte, grønne blade hang tungt nedad. Foråret var kommet stærkt den sidste uge og luften var allerede tyk. Den tætte skov omkring ham tængtre til en forfriskning, en kold dykkert af regnen. Regnen kom nok også snart.


Føllet kunne rigtig godt lide regn. Der var noget.. Mørkt over det, men også beroligende. Hingteføllet havde helt glemt hans moder som nok gik rundt og spiste, som hingsten selv gjorde – eller, gjorde før. Så snart stilken var tom, begyndte han at gå, ned af den nedtrampede sti, efter personligheder der ville forme hans.

Xenocrates havde opfanget en fært. En fært der havde fået ham til at krydse vandene. En fært så kvalmende at det halve kunne være nok. Han hastede af sted med trampende skridt og en ret ildevarslende mine over de normalt smilende og hyperaktive hingst. De mandelformede ører var presset bagud, mens han udmanøvrerede stammerne og den friske duft af forår. Han snappede ud i luften og de krystalblå øjne opfangede nu lugten af hvad han havde søgt. Der var ikke meget tøven fra hingsten, inden han med blottede tænder farede frem mod de unge føl med alt andet en en venlig hensigt. Hvorfor han gjorde det mod hans eget afkom var uvist. Måske han havde fået solstik eller noget.

Føllet var en uerfaren hingst, han var ikke engang et plag, så han havde ikke opfanget duften, før lydene fik duften tilkende. Føllet blev forskrækket da de han hævede hovedet og som reaktion bøjede han ryggen i et spring, med hovene i den stormende hingsts retning. Det var selvforsvar, da han godt kunne se at den fremmede hingst ikke havde venlige hensigter.

Eller hvor venlig var han nu?

Han genkendte ikke hingsten. Men han havde hingstens øjne men om han havde træk fra hans personlighed, ville kun fremtiden skrive.

Føllet sprang frem og landte, hvorefter han så sig tilbage mod den betydelig større, fuldvoksne hingst. Han havde aldrig set hingsten før, ikke hvad han kunne huske og derfor var der intet bekendt ved ham, selvom i virkeligheden var han, hans søn.

De blå øjne lyste, at usikkerhed, som blev gemt af tænksomme tanker for at komme væk. Hvor var hans mor dog? Nej, han stod alene her. Frygten var i hans bryst som det 6 mdr gamle føl han var, men han kunne ikke løbe, for hingsten var hurtigere end ham - og langt stærkere.

Xenocrates havde ikke i sinde om at lade ham slippe. Det sølle forsvar prællede af på ham, da han jo var langt større og stærkere og ikke mindst langt hurtigere end det lille skravl. Normalt var han ikke voldelig, men trangen til at udslette hvad der stod foran ham, var utrolig dragende og han havde ingen problemer med det. Den mørke mule blev slynget frem mod føllet og huggede ud efter ham gentagende gange, mens han samtidigt hoppede og sprang omkring ham. Den lette lange ben bar ham hurtigt omkring føllet og flugt ville være mildest talt umuligt. Tænderne klappede efter ham, sigtede efter vitale punkter. Det var ingen hemmelighed at Xenocrates gik efter struben, hvis bare den anden ville stå lidt stille.

Hingsteføllet havde ikke forventet dette og han var endnu så lille, at han ikke vidste hvor a eller b var. Han prøvede bare at undgå slagene fra den store hingst.

Han vidste ikke havde han havde gjort. Han vidste ikke det var hans tilstedeværelse der provokeret den voldsomme hingst. Frygten blev en kæmpe klump i hingsteføllet som prøvede at løbe men kunne ikke for den store hingst spærrede vejen.

Der var noget der knækkede i hingsteføllet.

Hvad det var, var ikke til at sige. Han kunne høre sit eget hurtige hjerteslag og han fik ligesom tid til at stå og betragte den arrige hingst. Han betragtede ham. Imens han var ved at slå ham i hjel.

Han vågnede dog op ved at hingsten gav ham et los så han væltede til siden. Han havde efterhånden fået næseblo, små bidemærker og hans ben var ømme af at være anspændt. Han kunne ikke løbe, han kunne ikke flygte. Han kunne bare.. Vente.

De blå øjne så op imod hingsten, afventede med øjne der flakkede, både af frygt men også.. Noget andet. Noget der stammede fra hingsten over ham.

Xenon så sin chance da føllet nu væltede. Han rejste sig nu på bagbenene og hamrede forbenene i jorden, mod ham gentagne gange. Ørerne lå fladt i nakken og et forskruet smil hvilede på hans mule, i mens han forsøgte at tage livet af sit eget kød og blod. En fnysen lød fra hingsten, inden han endnu engang blottede tænderne i det forskruede smil og genoptog blot sin mishandling af det unge føl. Hvad der havde fået ham til at gå sådan berserk på føllet anede han ikke selv. Det var næsten instinktivt det kom fra ham.

Hingsten ænsede ingenting. Så snart hovene begyndte at ramme ham, blev smerten værre og hingsteføllet sagde smertelyde. Føllet vidste ikke hvad han skulle gøre, men han vidste kun smerten var der, og han ville væk fra det her fremmede væsen. Hans sider gjorde ondt og han kunne høre et knæk, fra hans mave - ribbene.

Da hingsten løftede sig op for at hamre ned igen, så hingsteføllet sin chance og sprang op på benene, hvorefter han prøvede at løbe væk. Men smerten var hård. Han side gjorde ondt og hans ben var ømme og det ene af dem gjorde ondt. Men han kæmpede sig væk i vild galop.

Dog var han endnu en kluntet skabning. Så snart foden ramte modstand fra en stor sten, snublede føllet ned af den lette skråning og landede i en masse blade som næsten hele året rundt prydede skovbunden.

Trods det hele, var hingsten mere ved at blive træt. Frygten var der, men han kunne ikke tyde den ordenligt. Han var nu fyldt med rifter, men trods smerten, trods alt, prøvede han at komme op, som den overlever han ville blive. Og så op på hingsten med de arvede øjne, inden han knækkede lidt sammen i forbenet, men stædigt forblev oppe, holdt pulsen oppe så han kunne løbe et lille stykke væk hvis hingsten forsatte sin jagt.

Xenon var hurtigt over føllet, for han var trods alt en af de hurtigste i Andromeda. Han kastede sig efter føllet og var ikke ræd for at lande oven på det hvis det skulle være nødvendigt. Han huggede nu ud efter hans strube gentagene gange. Han ville ikke kunne flygte. Hvertfald ikke for evigt. Han ville følge ham til verdens ende, om end ikke så ville der nok ikke gå længe før den lille krop gik op. Smilet var stadig på hans mule. Besynderligt.

(Kun 25 post tilbage til ét år d: Lol XD)

Hingsten forsatte. Hvad ville han dog opnå? Føllet havde intet gjort. Han.. Var der bare. Men det var netop problemet. Han ville ønske hans mor var her, men selv på det punkt var han svigtet. Hun holdt ikke øje med ham, så netop det her skete.

Hvad med en far? Han vidste det fandtes, men vidste ikke hvem det var. I hans tanker var han blevet skubbet ind i et træ og føllet hævede benet der smertede - det nyttede ikke at sparke. Ikke at bide. Ikke at løbe. Han var for stærk. Hingsteføllet vippede ørene tilbage og blodet løb ned af ham, næsen, fra hans rifter. Kviste og blade hang i hans man og hale.

,,Far.." Mumlede føllet, som om der ville ske et mirakel, som om den mystiske fars skikkelse ville dukke op og springe ind og redde resterne af føllets sind. Igen. Noget knækkede i ham og det blev ved, jo længere det varede.

Han ville gå i psykose.

Den svage lyd fra føllet, fik kortvarrigt den gyldne hingst til at holde op med sine brutal angreb der da snart måtte bære frugt. En væmmelse bredte sig i hingsten da føllet kaldte "far". Han fnyste hånligt og forsøgte endnu engang at trampe på ham. Mon det var sådan hans egen fader havde det med ham? En vrede og skuffelse steg op i den gyldne hingst, som blot drev ham videre i sit mordtogt af den skuffelse der lå for hans hove. Han satte af med alle fire ben fra jorden og forsøgte at placere alle fire hove oven på det unge føl, som var han blot en måtte han kunne svine til. Han ville holde ham fast så han ikke længere kunne vride sig ud af hans tandset. Han fnyste føllet i hovedet, inden han huggede ud efter struben nok en gang.

Der havde været en reaktion. Føllet vidste ikke hvorfor, men hingsten stoppede op. Føllet fik tid, plads og idet han begyndte igen, brutalt, sprang føllet afsted, så godt han kunne. Han vidste ikke hvad den følelse betød, han havde, men han vidste bare, han ville væk.

Ribbene pressede ubehageligt og han vidste, han ikke kunne løbe fra ham, der var ingen måde. Men han var lille endnu. Et stor grævlingehul formede sig forude og det sidste stykke, sprang han bare, ned i hullet. Da han ramte lidt ved siden af, kravlede han ivrigt videre, hvorefter han klemte sig helt op af den smalle jordhulevæg.

Føllet prustede og tårene pressede i øjenkrogene på grund af hans smerter. Han havde fået rifter - igen - på vej ind i jordhulen og hingsteføllet var ikke sikker på han ville orke at rejse sig op igen.

Den ældre hingst havde begivet sig rundt i sine egne tanker, endnu en dag i de evige vandringer han nu foretog sig. Turen havde han lagt forbi et område han ikke så ofte befandt sig i, blot for at passere. Egentlig havde den gyldne hingst ikke forvente at støde på nogen, men da lyde fra en yngre hest, næppe et særlig gammel et, trampende lyd hvad der kunne minde om en slås kamp vågnede den ældre hingst op. Hans før rolige tempo blev sat op og med kursen imod postyret.
De gyldne øjne nåede at opfange et lille føl, ikke meget ældre end et par dage få mast sig ned i et hul og en gylden arrig hingst var lige efter.
De mandelformede øre blev trykket i nakken og frem fór han for at tage det arme væsen i forsvar. Lige meget hvad grunden var ville den ældre hingst aldrig kunne ignorer sådan en situation.
Halv over føllet stoppede han og så direkte på den halv unge gyldne hingst. De mandel formede var stadig i nakken, ikke noget man normalt så den ellers rolige hingst. Det milde blik var knap så mildt og mere strengt. En dyb brummen lød fra Eagle.

Xenocrates iagttog blot med et hånligt smil på læben hvordan føllet kravlede ind i den hule det på en eller anden måde havde fundet. Han fulgte blot roligt efter og stod og gloede efter den lille skabning, inden han begyndte at stampe på hulens indgang. Han fandt det morsomt, yderst morsomt, så morsomt at det var helt vulgært. Jorden dækkede snart hulens indgang og der var ikke andet tilbage end blot at vente. Enten på at han fik gravet sig ud eller at han langsomt ville kvæles i de små partikler. Han lo kort med et veltilpas fnys.

Hingsten dækkede hullet til, og Ekpeo betragtede udgangen blive dækket til. Først tænkte han, at han fik fred nu. Men der gik ikke længe før han følte sig ubehagdeligt klemt og snart var der ikke ilt nok. Føllet gav en lavmældt, søgende brummen fra ham mens han begyndte at lede omkring.

Efterhånden kunne han ikke få luft. Han var nød til at komme ud. Men tænk hvis hingsten stod udenfor? Han ventede lidt, men så fnøs det lille føl, inden han trak vejret i hæse stød. Nej, han måtte ud. Han begyndte at trampe på jorden der holdt ham fanget og snart tittede den lille skabning ud. Han så herrens ud. Blod, sved og rifter var ikke nok mere - nu var han også fyldt med jord og mørke pletter. Blodet løb fra hans næse og det ene forben knækkede let sammen da han prøvede at rette sig op.

Det var først nu han lagde mærke til den anden hingst, og hingsteføllet kiggede mellem de to, store hingste. Hvis den hingst var med den gyldne, ville føllets chance være på minus 120. Men hingsten angreb ham ikke, men alligevel holdte han sig på afstand af begge to og holdte sig tæt inde i hullet, for hvis den gyldne angreb..

Med ørene trykket let i nakken så han på den anden gyldne hingst med et hårdt udtryk i de rav gyldne øjne. Da han var sikker på denne holdt sig på afstand, eller i hvert fald så ud til det, blev det store hoved sænket ned til føllet og brummede venligt. Ørene blev rettet lidt op for og i de gyldne øjne dannede sig et mildt blik. Han fortalte på den måde føllet han ej ville ham noget ondt.
Han kunne se føllets tilstand var kritisk, og det var et held at den ikke var død endnu. risikoen for den ville dø af sine kvæstelser var store. Speciel på alderen at tyde.
Atter igen tog Eagle blikket på den anden fremmede hingst, han forsøgte at vurdere ham. Finde en grund til denne masakra.