Something Planned | Volontaire

Det var ikke alle der kunne kaste et blik på den røde skønhed, og med det samme sige hvilken alder hun var. Nogle ville syntes at hun var ung - så ung at man kunne grænse til at tro hun ikke var mere end en fire år. Andre var ganske sikre på at hun måtte være over et årti. Hvem der talte de sande ord, var ikke let at vide. Hvordan bedømmer man alderen på en, der hverken er gammel, men ej heller ung? Når kroppen er velskabt og udviklet, med bløde feminine former, men sindet indeni måske ikke altid hører til en voksens krop? Det er ikke nogen smal sag, end ikke for de garvede øjne. Men måske netop disse, i samspil med en fornuftig intuition, ville nok kunne regne ud at Rana ikke var nogen ung hoppe. Måske var hun heller ikke over ti, men nok deromkring. Hun var en hoppe i sin bedste alder, men hun lod til at hænge i sin egen lille sky, hvor intet ondt kunne røre hende. Her så hun dagen lang på blomster og stjerneskud, og hendes ører var fyldt med sød musik. Ondskab kendte hun ikke meget til, ja, hun nærmest nægtede at tro på at det fandtes. Hun så det sjove og det fantastisk anderledes i hver lille detalje, og hun nød naturens vidundere i en sådan grad, at hun nogle gange mærkede en knugende fornemmelse i brystet, som skulle hun græde over den skønhed der fandtes i verden.  Mangt en sjæl ville ryste på hovedet af den blide hoppe. Fortabt! Lever for at dø i ensomhed! Sådan sagde man om hende, derfra hvor hun kom. For hvem ville dog have en hoppe med en fantasi som hendes? Mange antog hende ganske simpelt som en sinke. Det var nu ikke en helt fair konklusion, for hvem kan måske bebrejde hende, at hun hellere ville se lyset end mørket?

Volontaire, den Hjerteløse vandre, var blevet stillet for en opgave. EN opgave, der derefter ville byde ham ind i broderskabet, mørket og lade ham blive en del af de skygger, han nok fra start af, skulle være søgt til. Men Volontaire havde i første omgang nægtet at lade sin sjæl, sin krop, sig selv, blive en del af mørkets uendelige. Han havde kæmpet imod, og kæmpet for Lyset, og dets ejermand. Og hvilken fatal beslutning havde det ikke endt ud med at være. Ja, den Hjerteløse hingst havde lært af sine fejl; og han var derfor søgt til Fuyus flok, hans ø, for at søge om at komme ind i Broderskabet, blive en del af ham og af Dem. Og opgaven var derfor kommet ham for øre; skaf et føl, offer det til flammernes indre, skyggernes herre; og det ville Volontaire, den spraglede vandre, da gøre.

Volontaire var bevidst om, hvilket føl dette skulle være, for det skulle være et føl af hans eget kød og blod. Et føl, der ville blive født ind i verden, med ét simpelt formål; at ofre sit liv, for den der havde skabt ham; Volontaire, således at han kunne komme ind i flokken Alujin, og blive en sand del af skyggernes broderskab, som det hele tiden havde været spået. Volontaires mørke øre, vigede rundt i en hurtig og hakkende bevægelse, lyttende efter de hovslag han i noget tid havde fulgt, siden han kom til Leventara, efter at have forladt Foehn, for at udføre denne opgave. Hoppen han fulgte, var nemlig i brunst; det kunne den Hjerteløse tydeligt lugte og fornemme.
I en maskulin og tung bevægelse, bevægede han sig videre i hendes retning, søgende, inden han udstødte et kaldende og lokkende brum, dybt nede fra hans lunger, mens han veg med det mørke hoved. Jo, Volontaire kunne sagtens spille sine kort rigtigt, som en charmør, en hingst med hjerte og charme. Men hjerte, det havde han ikke mere, bogstaveligt talt. Og en charmør, det var han kun for at udnytte en anden, nemlig den røde hoppe, som han nu kunne se, stå der midt i intetheden, fin og blank, med de feminine former, og den sødlige duft.

Normalt ville Volontaire søge væk fra disse dufte, for han ønskede ikke at sætte et afkom på jorden, med en forkert hoppe. Nej, for ham skulle afkommene være mere eller mindre ønsket, og ikke bare fremtvunget; for den Hjerteløse vidste, at hans gener var stærke og rå, og der skulle en speciel hoppe til, før et afkom efter ham, overhovedet ville få en chance for at blive gammel, med det sind og personlighed, han videregav. Men dette var noget andet; han skulle fremtvinge et føl, skabe det, og ofre det. I en voldsom bevægelse standsede den spraglede hingst op, nogle meter fra den røde hoppe, inden han knejste nakken voldsomt op, og skød bringen frem, samtidig med at han skrabede i jorden med den ene forhov, og udsendte endnu en brummende lyd, efterfulgt af et hingstet hyl, af reaktion over den sødlige duft..

Inde i sin egen lille verden bemærkede den røde hoppe først ikke, at en anden skabning var trådt indenfor hendes radius. Hendes blik var vendt imod den blå himmel, optaget af at se skyerne drive forbi i løse former, der forandrede sig for øjnene af beskueren. Uanset hver gerne man ville, så kunne man ikke tvinge den løse masse deroppe, til at forblive i én form. Evigt og altid skulle der forandring til deroppe. På en måde trøstede det hende. Men det gav hendes også en følelse af vemod, at tingene aldrig kunne blive ved med at være de samme. Hendes blik rettedes nu fremefter, mættet af sit sky-kiggeri.

I dag var en anderledes dag for den røde hoppe. Ringen var sluttet og den naturlige cyklus i hendes krop var nået til det punkt, hvor hun var klar til at bære et føl. Det var som en altoverskyggende kraft i hendes indre, der tryglede hende om at gøre det naturen bød hende. Det bed i hende, nappede, og jagede. I disse tider var hun ikke helt så sky som ellers. Hendes hoved indtog en særlig form for tilstand, hvor alle hæmninger faldt en smule i baggrunden. Hun ønskede sig ikke decideret endnu et føl, men hun nægtede det heller ikke. Alligevel søgte hun som regel ensomhed når brunsten blev for voldsom.

Men denne gang lod det ikke til at hun havde fundet den ensomhed hun søgte. I stedet stod der nu pludselig en hvidplettet hingst ganske nær, der med en dyb brummen kaldte lokkende imod hende. Han nærmede sig hastigt, med skridt der var tydeligt rå og hingstede, men alligevel følte hun sig ikke truet. Hun havde altid følt sig tiltrukket af de mest maskuline hingste, og specielt i denne periode kunne hun ikke få blikket væk fra de hingste der førte sig frem med styrke og charme. Hun fnøs let da han bremsede ved hendes side, og skød bringen frem. Hendes hale slog svirpende smæld bag hende, imens hun lod blikket glide over den fremmede hingst. Han var langt større end hende, og i hand blik så hun både charme og en hingstet attitude, men også smerte. Normalt ville hun reagere på det, men ikke i dag. Instinkterne buldrede løs i hendes krop i stedet.

Den spraglede vandre, der havde mistet sit hjerte, i bogstaveligste forstand, lod ørene vippe frem og tilbage, mens han udstødte flere brummede og lokkende lyde, til den rødlige feminine hoppe, der var en del mindre og knapt så stærk som han selv. Han ønskede at lokke hende med sin attitude; og trods hans mangel på godhed, kunne han godt spille dette spil til fulde. Han så ikke vred og aggressiv ud; men charmerende, hingstet og samtidig lokkende og stærk. For han ville nu heller ikke lade som om han var en lille og ubetydelig hingst; for det var han jo altså ikke.
Han svirpede med den mørke hale bag sig, som respons til at den røde hoppe lod sin hale svirpe, så duften spredte sig endnu mere til den hjerteløse vandres næsebor. De udspilede sig som reaktion på dette, og han trippede nogle skridt tættere på den røde og feminine hoppe.

Da han stod halvanden meter fra hende, lod han mulen glide frem imod hende, uden et ord, søgende efter at snuse til hendes skulder, indånde hendes sødlige duft. Et hingstet lavmeldt hvin forlod hans mule, idet han rørte hendes skulder, inden han brummede voldsomt og dybt, helt nede fra lungerne, og derefter trådte endnu et skridt tættere imod hendes lokkende og sødlige duft. Men han forblev ved hende skulder og front; for at gå bag til hende nu, var nok en anelse for offensivt, og så ville muligheden måske ryge i vasken for den hjerteløse hingst Volontaire. Han knejste nakken dybt, og fortsatte sit dybe og tillokkende brummeri; afventende på en eller anden reaktion fra den røde og feminine hoppe, der nu altså var udvalgt til denne opgave, uvidende om at føllet ikke ville blive hendes, men en offergave..

Det var længe siden hun havde haft hingsteligt selskab - faktisk ikke siden hun ved en fejl havde forladt sit hjemland og var havnet i Andromeda. Og selv i sit hjemland var det sjældent at hun omgikkes med andre hingste end hendes far og bror. Skikkene i landet tillod ikke omgang med det andet køn på løsagtig manér, alt foregik kontrolleret og ordentligt. På trods af hendes generte ydre og et sindelag der så hurtigt fik folk til at dømme hende som barnlig og udskyldig, så var hun den hoppe der hurtigts var kommet i uføre i hendes gamle verden. Blot tre år gammel havde hun givet liv til et hingsteføl, en søn. Det var mange år siden nu, og hendes søn levede ikke længere i de levendes verden. Men det havde aldrig slået hende ud, og heller ikke nu følte hun nogen skam eller trang til at bakke ud. Hun nød på en sær vis at være styret af de naturlige drifter. Inderst inde mente hun at livet burde leves på instinkter og drifter, i stedet for samfundets kvælende normer. Men hun sagde det aldrig højt. Sommetider tog det bare over i hendes indre.

Og netop det var grunden til, at hun ikke nægtede den plettede hingst sit selskab. Han havde budt sig til i det rette øjeblik, og hun ville ikke jage ham væk nu. I stedet slog hun lokkende med halen og lod mulen stryge langs hans hals og skulder. Han var en stor og stærk hingst, der uden tvivl ville kunne give gode gener videre. Om han ville blive hængende af agere far var hende egentlig lige meget, hvis blot han ville skænke hende føl. En pludselig indre længsel efter en datter eller en søn hun kalde for sin blussede op i hende.

Hun dansede let om ham i en blød halvbue, inden hun stillede sig op med siden til ham. Hendes blå øjne gled over hans krop en sidste gang, for så at møde hans øjne. I hans øjne ville han finde accept. Hun ville ikke sige nej. For det ville nogen måske kalde hende billig. I fremtiden ville hun kalde sig selv dum og uansvarlig. Hun ville fortryde det. Men i øjeblikket ønskede hun blot at besvare naturens kald.

Den røde hoppe der stod tæt på Den Hjerteløse Volontaire, lod sig ikke sådan skræmme af hans adfærd og hans berøringer. Nej, egentlig var det nærmere det modsatte der skete; for den røde hoppe besvarede Volontaires kaldende lyde, der kælede omkring hendes øre, lokkende og maskulint. Han var ikke meget for at være af den charmerende type; men i denne situation, var det nødvendigt. Han havde fået tildelt en opgave; en offergave til skyggerne. Og denne gang, ville Den Hjerteløse ikke tabe eller skuffe sin herre Fuyu og sine skyggebrødre. Nej, opgaven skulle fuldføres, og denne hoppe var blevet af ham valgt.

Hun lod sine øjne ramle ind i Volontaire sorte og tomme øjne, hvor den sitrende flamme dansede omkring, grinede i hans indre, over hoppens naivitet, og over Volontaire der endelig var bukket under for mørket og skyggerne; som den jo for mange år siden havde spået at han ville. Den brogede hingst knejste nakken voldsomt op, og et smæld lød fra hans tykke og buskede hale, inden han udstødte et opstemt og hingstet hylende hvin. Hun stod med siden til ham, lokkende. Og hendes øjne viste en tydelig accept for hans dans, hans tilnærmelser.

Der var kun tale om ganske få sekunder, før den brogede hingst drejede kroppen en smule, og lod sig rejse på sine bagben. Han landede henover hendes ryg, og lagde et ben på hver sin side af hendes skulder. Bagparten trippende han længere op imod hende, mens han en anelse utålmodigt ventede på at hun skulle flytte sin røde hale, så han kunne få dette job udført. Hans tænder satte han i hende mankam, for at kunne holde balancen ordentligt, og samtidig kunne han presse tænderne om hendes nakke, hvis hun nu skulle begynder at fortryde sit valg og accept. For i hans øjne, var der kun én vej nu. Den Hjerteløse vandre havde taget valgt: et føl skulle blive til, om så den røde hoppe nu ønskede det eller ej. For på plads, det var han. Kun hendes hale var i vejen nu..

(Sorry for kort svar XDD)

Knap havde deres øjne mødtes før den brogede hingst gjorde brug af den accept, hun havde givet ham. Hos ham var der ikke tid mere småleg eller dansen omkring - noget hun egentlig heller ikke havde lagt op til. De havde begge et klart mål med dette møde, og de var begge enige om hvad der skulle ske. Hvorfor så spilde tiden? Hun svirpede en sidste gang med den røde hale, inden hun forberedte sig på at skulle understøtte hans vægt. Hendes hove stod solidt plantet på jorden, da hun mærkede hans ben om hendes bug. Hun vippede en smule med ørerne da han bed sig fast i hendes mankam, men på det punkt var hun rimelig large. Han kunne sådan set gøre hvad han ville, bare det ikke gjorde alt for ondt. Derpå flyttede hun blot sin hale og lod ham gøre sit arbejde.

Den røde hoppe som Volontaire havde fundet, virkede Ganske tilforladelig. Ja, måske var det næsten for nemt i denne omgang, i forhold til hvad Den Hjerteløse havde regnet med. Mange af hopperne i dette område, af dem han havde mødt, havde ikke været just nemme at finde ud af. Men det kunne den brogede hingst nok heller ikke forvente; for han selv, var en helt lukket bog.
Halen fra den røde hoppe forsvandt til siden, og Den Spraglede hingst, lod sig ikke vente. Han begyndte på sit job..

Da det hele var overstået, gled han galant og roligt ned af den røde hoppes bagpart, inden han da knejste nakken voldsomt op. Hans tanker var ikke urolige, og han fortrød heller intet. For føllet ville knapt nok nå at sætte sine hove på jorden, før han ville tage det med sig, og ofre det; da ville han blive en skyggehingst og blive en del af det broderskab, der hele tiden havde kaldt på hans indre, og leget med hans spirende flamme, som efterhånden var blusset voldsommere og voldsommere op.

Et svirp forlod hans bagpart, inden han vippede ørene tilbage på sin vante plads, bagud imod manen. Ikke vredt, men heller ikke venligt stemt. Han kiggede kort på den røde hoppe, som nu ville være hans afkom. Et meget mørkt og dybt brum forlod ham, inden han da åbnede munden, for første og sidste gang i dette møde.

,,Når føllet kommer til live, vil jeg finde dig igen, røde hoppe.”

Stemmen var dyb og ru. Med de ord sagt, vendte han rundt, uden tøven. Han havde intet at snakke med hende om. Den Hjerteløse ønskede ikke bekendtskaber. Han ønskede bare at være alene. En knækket sjæl ville nogen mene han var. Og én bestemt hoppe, ville også vide, at det hårde og kolde samt tomme ydre, ikke kun var hvad han var. Men dette, var hvad han var blevet til, efter endnu en skæbnesvanger dag, hvor han atter engang havde mistet en, der var hans hjerte kær. Men hans hjerte, havde ingen kær mere, og hans hjerte var end ikke hans. For det lå hos RUmpelstilskin.. Med tunge og maskuline skridt, forsvandt Volontaire længere ud i det åbne og mørke område, til han til sidst ikke kunne ses mere..

(OUT)

//OUT