Et smut forbi (Ava)

Det var blevet varmt, solen havde taget sine revanche og kommet stærkt igen efter den kølige vinter. Med dens varme kom planterne på ny, alt spirrede og sprang ud. Fugle kvidre var at høre over alt i området. Alt i alt smukt og naturrigt blev hele øen dækket af skov på ny. I denne skov, vandrede en næsten helt hvid hoppe, hvis øjne var kul sorte og over hendes skuldre løv sorte aftegn, ar skygger der havde sat sig i hendes skind og mærket hendes ofring. Denne hoppe, Deadly Myth passede ikke længere ind i dette landskab. Som var en gyser figur taget fra en gruopvækkende scene og placeret ind i et eventyr om kærlighed og lykke. Bisard så det ud som hun gik der med hoved højt, ørene vendt tilbage imod nakken, og den fyldige man hængende ned over den robuste hals. De kulsorte øjne der stirrede tomt og følelsesløs lige frem.
Myth var ikke en fin spinkel hoppe som så mange andre, hun var heller ikke høj eller af særlig elegant type, men med hendes genvundne selvtillid, takket være skyggerne, hendes broder, brødre, følgesvende; dem og de var hun på banen igen. En ny hest var hun blevet om så at sige, selvom der stadig var en stor del af hende selv. Det var små ting der havde ændret sig ved hende.

Efter en tur rundt i Andromeda, og for at slå et nyt syn på landet var hun nu igen på vej imod den askefyldte vulkan ø hun holde sig ved. Broderskabet var der, og hun, dem, de søgte det. Vejen rundt havde været lang, men den næsten hvide hoppe havde heller ikke travlt med at vende tilbage.
Med dette ekstra gik på landet begyndte den lyse hoppe at væmmes ved det. Dette var ikke sådan det skulle være, og vinteren den døde natur og mørket blev savnet.

Et smut forbi

Den sorte hoppe var alene. Det skete sjældent i disse tider. Faktisk havde hun haft sin lille forfølger med over det hele. Nu var hun tilbage på den lille tilgroede ø, hvor hun først havde søgt tilflugt og skjulested fra resten af omverdenen. Det havde hun brug for af og til. Og nu hvor solen var begyndt at komme frem, kunne hun også godt mærke hvordan hun af og til blev bagt i solen. Træerne var meget mere behagelige - og der var mulighed for lidt træning også. Ava var på ingen måde som da hun først lige var kommet til øen. Der var meget der havde ændret sig. Ikke kun fysisk var hun blevet mere spinkel og meget mere muskuløs at se på, mens sindsmæssigt havde hun også flyttet sig fra at være den åbne lille hoppe til at være lidt mere indelukket og mørk. Det mørke som andre ikke særlig tit fik lov at stifte bekendskab til. Det var ikke noget hun ville lade alle se. 

Hvad der havde gået Ava på over det sidste stykke tid var ikke til at vide. Måske den manglende søvn? men den kunne umuligt være skyld i det hele. Alt den irritation der langsomt byggede sig op. Alt den vrede der alligevel ikke føltes som hendes egen men som alligevel gnavede helt inde i hendes knogler. 

Hun standsede brat da lugten af fremmed nåede hendes næsebor, og med et halvhårdt fnys hakkede hun også ud i luften. De små sorte ører pressede hun om i nakken selvom hun ikke vidste hvad der ventede sig endnu. Det var måske det. Det var aldrig til at vide hvad der ventede sig. En gang havde hun mødt noget der var så uforklarligt at hun ikke havde talt med andre om det. Et mørke der sidenhen havde plaget hende - fyldt hendes nætter med søvnløshed, og tilmed fyldt hende med mistro over for hendes egen skygge. Et lille næsten advarende hvin blev sendt afsted.

words: 328  | Tag: Deadly Myth

Et hvin, et lille og tilmed advarende, havde fået den næsten helt hvide hoppe til at stoppe. De mandelformede øre blev vippet i retning af hvor lyden af kommet, et sted imellem træerne havde det lydt. Stift stod den robuste hoppe nu og med de kul sorte øjne søgte imellem træerne for at få øje på denne skikkelse af en hest der ville være der et sted.
Normalt, altså førhen, før skyggerne havde den næsten hvide hoppe frivilligt gået videre, ignoreret denne lyd af andre heste. Sådan var det ikke helt længere. Andres selskab og sårbar hed var ikke en frygt hun bar over for andre mere, hun var blevet healet, gjort til en ny ved hjælp fra disse kære hun nu bar i sit indre. Måske mere end nogen anden ville komme til. Hendes hjerte var af skyggerne, men også kunne hun høre deres tanker, som de i hendes hoved snakkede. De fortalte hende at denne hoppe hun nu spejdede efter skulle hun opsøge. De fortalte hende hvem hun var.

Uden at besvare hvinet fra denne hest, gik Myth nu frem med halv lange skridt imod hende. Uden tøven var kursen sat målret efter lyden. Skyggerne guidede hende, så uden at hun vidste selv præcis hvor hoppen var fik hun sin hjælp, der gjorde vejen direkte.
Imellem nogle træer kunne en sort hoppe anes, ikke speciel høj og ikke en Myth nogen sinde havde truffet før. Nu havde hun også hold sig for sig selv det meste af sin tid i Andromeda. Der var ikke mange hun kendte til.
De kul sorte og tomme øjne så direkte på hoppen; og først kunne det så ud som om den næsten helt hvide hoppe ville foresætte lige igennem hende. Det gjorde hun ikke og et par meter fra hoppen stoppede hun stift op. Som var der blevet trykket stop på den fjernbetjening der styrede hende. I Myths hoved blev navnet på hoppen hvisket til hende.

"Vi hilser dig, Ava."

Stemmen var næsten kun en hvisken, den var tør og hæs, som blev den aldrig brugt, ordende var sagt uden nogen følelser i. De var blot tomme.

Et smut forbi

Den sorte Ava blev stående. Hun syntes alligevel at kunne høre nogen nærme sig. Det var ikke noget hun var meget stor fan af, men mon ikke hun kunne få vedkommende til at gå sin vej hvis det virkelig var nødvendigt? Hun havde trods alt spillet med musklerne over for større hingste der troede de kunne hundse rundt med hende og sætte hende i 'bås'.

Det var ikke fordi hoppen der standsede foran hende så så anderledes ud end alle andre. Nej. Det var måden hun standsede på. Måden hun så ud på. Hendes øjne. kulsorte. næsten ligesom hendes 'svigermors' hvide øjne, men i stedet for at se tomme ud kom de bare til at se mere...... dæmoniske ud. Det der dog for alvor fik den røde lampe til at blinke i baghovedet på Ava var, at hoppen kendte til hendes navn. Det var nemlig ikke en hoppe Ava syntes hun havde stiftet bekendtskab til før.

"...I?"

De blå øjne begyndte straks at søge rundt i området efter andre, der måske kunne være til stede også. Der kunne være nogen, som hun rent faktisk kendte, som kunne have fortalt hendes navn. Dog syntes hun hverken at kunne høre eller lugte - eller se andre. Ikke tæt på i hvert fald.

"Hvem er I? - Og hvor kender I mit navn fra?"

Det var en lidt hård tone, men Ava havde heller ikke længere travlt med at være venlig. hun havde allerede været ved at hugge hovedet af nogle der lige var kommet til landet, med deres tåbelige drømme og forklaringer. Intet var så lyserødt og drømmefyldt. Dette land var nøjagtig ligesom det sted hun var kommet fra, men med en lille ændring. hvor hun kom fra fandtes der ikke levende skygger - eller magi. Men der fandtes godt og ondt - ligesom her. Bare i andre former.

words: 307  | Tag: Deadly Myth

Den sorte hoppes reaktion var just den mest positive eller venligsindet. Man kunne i hvert fald have håbet på mere, men det gjorde nu ikke den næsten hvide hoppe noget. Hun frygtede ikke denne hoppe, end ikke selvom hun muligvis fysisk var hende overlegen. Myth havde ikke meget at frygte.. frygt var en illusion, intet andet. Fare der imod var ganske ægte. Den hvide hoppe vurderede dog at denne sorte Ava ikke var farlig. Ikke for hende.
De kul sorte øjne hvilede stadig stift på den sorte hoppe, flyttede ikke blikket det mindste, end blinkede hun ikke. hun stirrede blot stift med et tomt blik.

"Hvem vi er? Deadly Myth, skyggerne, vi er mørkets budbringer. Vi er en, vi er mange."

Med et lille knejs i den kraftige hals gjorde den næsten helt hvide hoppe en høflig gestus i form at et buk, efter sin præsentation. Det var endnu nyt for den hvide hoppe. Disse stemmer der snakkede med hende, at hun var mere end en, at de var flere, de var mange.
Stadig var stemmen tom for toner, der var ikke meget liv i den hæse stemme der ikke var meget højere end en hvisken. Myth snakkede ikke normalt, for hende var ord som regel overflødige, men ordende måtte komme hende til gode nu. Talen var en nødvendighed. Talen forekom nok at blive en ny del af den hvide hoppe, eller næsten helt hvide.

Et smut forbi

Den næsten hvide hoppe havde ikke nået at sige ret mange ord før Ava allerede havde besluttet sig for hvad hendes dom skulle være, nemlig: En af dem. Som sådan var det ikke en gruppe hun havde valgt at give et navn, men hun havde ført mødt en af skyggerne, eller..... mange af skyggerne måtte det jo være siden de alle sammen var både en og mange på samme tid. Både i form af mørket og i form af den hvide skygge, Fuyu. Hingsten hun havde kaldt hoppe fordi hun mente hans argumentation var helt hen i vejret og rent faktisk ville kunne gøre det muligt for hende at komme med solide argumentationer for, at det han sagde ville gøre ham til en hoppe i stedet for en hingst. Dog var det længe siden, og han havde som sådan ikke været farlig - bare underlig. Den eneste farlige var den skygge, der havde givet hende det hvide ar på hendes hals. Det hvide bid. Det der havde føltes som tusind små stik på en gang. De små sorte ører forblev derfor i nakken, for hun vidste ikke i hvilken kategori den hvide hoppe med de sorte øjne måtte være.

Hun bukkede ikke på samme måde som hoppen gjorde. Hun havde ikke behøvet at præsentere sig selv, og hun ville ikke stå og vise respekt over for en fremmed, skygge eller ej. Hun var en dame med holdninger og principper. 

"Jeg ved hvem skyggerne er"

svarede hun i stedet i en lidt mørk tone. Hun var ikke lige så tonløs som den hvide hoppe, men i stedet fyldt med mange følelser i stemmen - dog ikke alle positive eller glædelige. Der havde været meget had og arrigskab og irritation over den det sidste års tid, selvom de fleste samtaler var foregået i selskab med hende selv og uden andre til at lytte. 

"Hvad vil i mig?"

words: 315  | Tag: Deadly Myth

Selvfølgelig vidste skyggerne jo godt at Ava kendte til dem, havde mødt dem før. Så egentlig havde hun selv stillet et dumt spørgsmål, men aldrig mødt dem i form af denne hoppe. Deadly Myth de for ganske nyelig havde taget til sig, gjort til en del af fællesskabet. Om så at sige findes ingen dumme spørgsmål og der ved havde høfligheden i at præsentere sig selv, dem, de. At hun ikke gjorde lige ledes var ikke nødvendigt, men ganske uhøflig. Det gav vel for nogen en snært at fornærmelse og et sted dybt inde var denne følelse der også et sted. Den manglende respekt. Om det var Myths egnen følelse eller en del af skyggernes var ikke helt til at vide.

"Hvorfor spørger du så?"

Kom det små flabet igen, endnu med en hæs næsten hviskende stemme, da hun nævnte hun vidste hvem skyggerne var, denne flabet attitude var ny. Den var ikke noget den næsten hvide hoppe før havde gjort noget i, hun havde altid udvist en anelse respekt, og havde det ikke været gensidigt, var hun blot vendt rundt og gået sin vej. Det var dog ikke tilfældet her.
De kul sorte øjne hvilede på hende og hoved blev med næsten en helt mekanisk bevægelse vippet på sned. For hvis hun kendte dem, så hvorfor spørge?

Hvad dem, de ville hende var ikke noget specifikt. Det var ikke planlagt, ruten blev blot ændret ved denne hoppes advarende vrinsk. Da hun tilkendegav hun var i området. Planen havde været at tage tilbage til vulkan øen, tilbage til broderskabet.
Måske ville de hende ikke noget, eller måske blot snik snakke.. Eller lokke på den mere mørke side i hendes sind. Tage hende med til flokken.

"Vi vil dig alt, vi vil dig ingen ting. Spørgsmålet er hvad du vil?"

Et smut forbi

De isblå øjne blev ikke fjernet fra den hvide hoppe. Hoppens flabede attitude var heller ikke noget der bed på den sorte Ava. Hun havde stillet et spørgsmål fordi hun ganske vidst ikke kendte til svaret. Hun havde ikke opsøgt nogen, tvært imod bedt om afstand. Hun burde dog have vidst en skygge ikke følger ens mindste vink, men i stedet gør hvad der passer den - dem - fortærrer lyset omkring sig og strækker sig på tidspunkter af dagen hvor solen enten var på vej op eller ned.

Det var dog nemt at se på Ava, at hun længtes efter bare at hakke ud efter hoppen, og havde hoppen ikke fortsat med at snakke, så havde hun nok også fået et hak over mulen - hvis ikke hun havde flyttet den hurtigt. Hvad ville hun? Det var et farligt spørgsmål, for Ava ville mange ting. Rigtig mange ting. Hun ville være blandt de stærkeste. Hun ville gerne være den hoppe hendes forældre troede hun ville blive - og hun ville være meget mere! Meget meget mere end det! Hun ville være frygtløs. Hun ville ikke bøje sig for nogen - heller ikke alle de lysglade tåber der rendte rundt med deres fine trinkets og måske håbede på det kunne beskytte dem lige så meget som de skulle beskytte det der var blevet dem givet.

I eventyr fortællinger ville det gode altid sejre. Men dette var ikke et eventyr - Dette var det virkelige liv. Ava åbnede mulen for at sige noget men lukkede den igen, for hun vidste ikke hvad hun skulle svare. For ud over den egoistiske side af hende, så var der også den del, der gerne ville have hendes bror, Arc, tilbage. Tilbage fra de døde - men det kunne næppe.

"Det er et unfair spørgsmål"

words: 300  | Tag: Deadly Myth

Det spørgsmål der var blevet stillet til den sorte hoppe så ud til at sætte gang i tankerne hos hende. Måske kunne hun vendes til deres side, blive en del af broderskabet. Blive en søster måske. Hvad ville hun, ak. Det var spørgsmålet, men hvad var svaret?
Utålmodigeheden hobbede sig en smule op inden i, men end blev det ikke vidst; ude fra så det blot ud som den næsten helt hvide hoppe stod helt stille med tålmodigheden sin sin ven. De kunne tage hende med, vise hende en vej. Vise hende den magt, den frihed det var at tage den sti Myth selv havde valgt. Den sti hun var blevet vist.

"Unfair. Måske, men det er stadig spørgsmålet. Vi kan vise dem en vej, en sti. Et fællesskab og magt."

Stemmen der blev talt med var pludselig ikke så tom længere, det var som en mild tone havde taget over, og forsøgte med venlighed at overbevise denne sorte Ava om at vejen frem, vejen at tage var denne som de kunne lede hende til. Drage hende ind i. Vejen frem var skyggerne, vejen frem var at tjene den mørke herre.

Et smut forbi

Ava forblev tavs nogle sekunder endnu. Ikke helt minutter, eller minut, men heller ikke bare få sekunder, for tankerne var svære at slippe. Tankerne havde lukket op for minderne - og et savn der ikke bare kunne lukkes ned igen. Der var intet hun savnede mere end Arc. Ikke engang den datter, hun ikke kunne kalde for datter, fordi hun var fremmed for hende.

Den sorte hoppe svarede stadig ikke på spørgsmålet fra før. Hvad ville hun? Hun vidste det jo ikke rigtig selv, men noget havde åbnet for hendes nysgerrighed. 

"En sti?"

Fællesskab og magt lød jo ikke slemt. Slet ikke slemt. Heller ikke selvom hun jo allerede var i et fællesskab. Flokken, hvor hele hendes familie var samlet - men hvor hun alligevel ikke brugte ret meget af sin tid. Hun havde aldrig taget sig tid til at tilbringe sin tid der. Kun på grund af nymfen. Og da hun i sin tid fandt frem til flokken var det kun for at følge traditionerne - og de traditioner havde hun allerede opgivet at forsøge at opretholde. Hun var vel på en måde begyndt at starte på en frisk med egne traditioner.

"Hvilken sti? Hvilken retning fører den hen?"

Lige så vel som den kunne være fysisk kunne den også være metaforisk, og uanset hvad den var, så var der noget i den sorte hoppe der trak i den retning. Noget lokkede - og hun var næsten sikker på det ikke kun var den hvide hoppe. Skyggerne.

words: 248  | Tag: Deadly Myth

Det hoppede næsten helt i det indre, glæde var der at finde, ro også. Overskuelighed. Der foregik mange ting i den næsten helt hvide hoppes indre, det var ikke kun hendes, men også de skygger der havde bosat sig i hende. De skygger der fulgte med hende over alt, delte deres tanker med hende. Idéer. De var der altid, nogle gange mere bemærkesværdige for Myth end andre; men de var der og de slap ikke.
følelserne og tankerne der eksplodere i det indre skyldes Avas nysgerrighed, blot at det hun ikke med det samme havde afvist gjorde det hele lettere. Der var mulighed for at få denne sorte hoppe med sig. Om det ville ske var endnu uvis for dem, for end havde hun ikke givet sit svar på hvad hun ville. Hvis hun vidste hvad hun ville.

"Stien vi kan vise dig, er stien vi selv er. Vi er stien. Vi er din guide, vi kan føre dig os, vi kan give dig magt, et fællesskab, broderskab."

Endnu forblev tonen af mildhed i ordende der blev sagt. De, dem, den hvide hoppe forsøgte at lokke denne sorte Ava til at følge den vej hun selv havde taget. Åbne hendes øjne for det hun havde fået lov at blive en del af.

Et smut forbi

Den sorte hoppe lukkede øjnene mens hun forsøgte at finde frem til hvad hun ville. Det hun aller helst ville. Da hun åbnede dem igen var der lidt mere beslutsomhed i blikket. Hun nikkede en enkelt gang som for at vise hun havde fundet frem til et svar.

Hun var ikke sikker på hvad hendes mors søster, Leonora ville sige til det. Eller Mindraper. Men det var vel også vigtigt at lytte til sig selv. Det havde trods alt trukket i hende længe for at tage tilbage til vulkanøen - lige så meget som hun havde frygtet at tage tilbage dertil på grund af mørket, stemmen, stemmerne, skyggen, skyggerne. De røde øjne og skyggehingsten. Lang tid efter mødet med skyggehingsten havde hun ikke fået lukket et øje, og når hun gjorde var det med mareridt. Mareridt var hun stadig ikke foruden - men de var ikke længere altid om det samme. De indeholdt dog altid en smerte. En smerte og frygten. Kunne hun bare slippe for frygten ville der være en bekymring mindre.

"Kan du, i, fjerne frygten? så vis mig vejen. . ."

words: 184  | Tag: Deadly Myth

Hun havde truffet et valg, forbløffet var de, dem forbløffet var Myth over hvor hurtigt hun havde taget sin beslutning. Det gav et billede af beslutsomhed hos den sorte hoppe, det ville komme til gavn. Det var sikkert.
Myth, hoppen der var der et sted, den del af hendes gamle jeg der endnu fandtes, fik en lille sympati for den sorte Ava, som ønskede at frygten skulle forsvinde, lige som hun selv ville slippe fore sine mareridt hun engang havde, sine pinsler. Dem hun ikke længere kunne huske årsagen var, men stadig huskede de havde været der en gang. Den næsten helt hvide hoppe havde valgt skyggerne, valgt frivilligt at gå den vej og var blevet belønnet med mere end blot frihed. Hun havde fået en magt, et broderskab. Hun vej ej alene. Ava kunne gå af samme vej.

"Din frygt vil ikke være for hos os, den vil ikke være for mørket. Vi kan, vi vil vise dig vejen."

Vulkanøen var kursen, den måtte sættes. Den næsten hvide hoppe ville følge hende, vise hende vejen, som den hvide skygge hingst Fuyu, hendes broder havde gjort for hende. Inden der målrettet blev flyttet sig imod den askefyldte vulkan ø, hvilede de kul sorte øjne på Ava. Denne gang var det ikke den samme stirren, men endnu et helt koldt blik. Hvis hun skulle være en søster, en del af broderskabet; en skygge, ville hun ikke være fjenden. Med en svag brummen trådte Myth frem, blot for at ville lede hende på vej, vise hende vejen. Vise den sti hun kunne følge.

Et smut forbi

Som sådan var det ikke mørket Ava frygtede. Det var hvad mørket kunne bringe med sig. Nej, ikke hvad det kunne bringe, men hvad det ville bringe. Ikke nu, men en gang. Når de vel følte sig stærke nok til at lave deres verden. Den nye verden. Den verden de havde fortalt hende om. Hun ville gerne forklare hoppen, at det ikke var mørket der skræmte hende. Det var ikke mørket hun frygtede - det var hvad det kunne føre med sig. Det var hvad der kunne ske med dem omkring hende - det var konsekvenser af andres handlinger, og vejret. Aldrig havde hun set en sådan storm som den der fik træet til at vælte ned over Arc, når solen stod højt på himlen. Den var aldrig til stede når de værste storme havde hærget hendes gamle hjem. Men her var der selvfølgelig også meget, der var anderledes. 

I stedet trådte den sorte hoppe et skridt til siden som for at gøre plads, og gav sig i stedet til at følge den hvide hoppe - næsten hvide hoppe, med de sorte øjne. Hun havde nok ret i at frygten ikke ville være for hende i hvert fald. Hverken hende eller Fuyu havde fået hende til at ryste af skræk på noget som helst tidspunkt. Begge skygger - begge lige så ufarlige som hendes egen skygge. Hun behøvede heller ikke spørge om hvor de skulle hen, for hun havde en fornemmelse - og retningen matchede den fornemmelse meget fint. Der var et sted der trak mere i hende end de andre siden mødet med de røde øjne. Det måtte være der de skulle hen.

words: 274  | Tag: Deadly Myth

Mørket var ikke farligt, det der var i mørket var måske en anden side, det mørket ville bringe. Men den næsten helt hvide hoppe, Deadly Myth frygtede det ikke. Hun handlede efter den sande herskers ønsker, hun ville hjælpe ham. Hun ville sågar ofre sig helt, hvis det skulle komme til stykket. Han, var den sande hersker, den sande leder af Andromeda!
Hvordan andre ikke kunne se, eller ikke vidste at landet her var blevet stjålet, taget fra en anden. Det gav en væmmelse ved tanken om hvad der en gang var sket. Blive frataget sit eget herredømme og gemt væk, låst væk. Jaget, og fra nogen hadet. Landet skulle komme til sit sande, det var i hvert fald det den næsten hvide hoppe nu tjente til. Ingen frygt.

Hun ønskede Ava kunne se det, dem, de ønskede Ava skulle se det, kunne se det. Hun fulgte med og det var et godt tegn. Et tegn på at hun ville følge dem, men dommen var ikke Myths, hun var blot en mellemmand. En guide. Hende, dem, de ville følge hende vejen, vise hende vejen. De ville tage hende med til den askefyldte vulkan ø.
Det kantede hoved blev vendt rundt, og de kul øjne så på den sorte hoppe. Viste hende at hun, dem, de var her. Som en støtte, som Fuyu havde støttet Myth den gang hun havde taget sit valg.
Frem gik det, gangen var i skridt, rolig, men ikke langsomt. Kursen var lagt imod vulkanen. En ø der faldt i meget bedre smag hos den næsten hvide hoppe. Den ø hun havde tilbragt det meste af sin tid på. Den ø hun foretræk at være på. Turende omkring var med formål som dette, at finde andre frivillige. At få bredt sig ud. Dette var ikke som så en opgave hun havde fået tillagt sit, det var ikke en ordre som da hun fik sin opgave. Dette var frivilligt, en del af at være en skygge, at bærer skyggerne med sig. I evig tjeneste.

(Synes vi skal forsætter på Foehn? :b)