Mørket falder (Illana)

Det var ved at blive mørkt, dagende var blevet længere som foråret var kommet og sommeren langsomt. Den ældre hingst bevægede sig over et åben område på den halv store ø. Hans kurs var ikke fastlagt, han gik blot at tilfældige veje, veje hans hove førte ham. Det var endnu en dag hvor den gyldne hingst havde vandret omkring, set nærmere på små kroge af øen han netop befandt sig på nu. En stille dag, fyldt op af tanker. Tanker der strejfede vidt omkring, men uden i sidste ende at ende ud i noget nyt. Alt i alt en dag som de mange andre.
Hvad aften nu ville bringe, eller om den endnu en gang ville blive som de andre, var endnu ukendt. Hvad der lå foran ham var ukendt, men for hvert et skridt kom han nærmere. Hvert et skridt han tog, hvert seksund der gik kom han nærmere fremtiden; en fremtid han heller ej vidste hvad ville bringe.
Det ukendte var i vente, og sådan ville det nu altid blive. Det forekom Eagle normalt, men spændende og fangene, det med ikke at vide hvad der ville ske. Havde han muligheden, for at kunne se det hele inden de skete. Eagle vidste endnu ikke om han ville ønske det, og ham ville tage imod det. Hvad hvis man vidste at jorden ville gå under i morgen? Det ville være grusomt.

Mørket havde lagt sig over den gyldne hoppe, som et kvælende tæppe. Nok havde hun fundet trygheden i Teylar-flokken, men når ikke hun tilbragte de mørke timer i dens trykke omgivelser, var hun evigt på vagt.
Hun var virkelig ked af, at nætterne atter var blevet en varsom tid for hende; for da hun ankom i landet, havde hun kunnet føle sig fri af Skyggernes truende adfærd, men nu havde de fundet hende igen. Desværre.
Lyset om hendes hals lyste ganske kraftigt af hendes egen vilje, for at holde mørket på afstand. Hvis man lagde øjne på den gyldne sjæl netop nu, ville man nok mest af alt se en omvandrende kugle af Lys tæt ved jorden, hvor den gyldne sjæl var centrum. Selvom natten skræmte hende, følte hun sig dog ikke til at forhaste sin gang. Lyset ville beskytte hende, det vidste hun; og her den seneste tid havde hun endda haft hele to opgør med disse og vundet. Dog havde hun haft hjælp fra andre rene sjæle, og hendes største frygt i nattens timer var at rende ind i en, der var på Skyggernes side. Ville hun være stærk nok til at stå imod en?
Tankerne var mange imens hun gik, men pludselig rev Lyset hende tilbage til virkeligheden. Det skinnede mere klart end det havde gjort de sidste timer, hvilket kunne tyde på en af tre ting; Enten havde hun fundet en nyankommen sjæl i landet, stødt ind i en meget betydningsfuld sjæl for hende, eller også var hun i nærheden af en der havde mødt det evige Lys, som hende selv.
Af ren nysgerrighed standsede den gyldne hoppe for at spejde efter denne fremmede. Dog var det svært, eftersom Lyset blokerede hendes nattesyn, og hun kunne derfor ikke se noget på afstand. Det endte med hun måtte slukke sit lys, så kun halskæden lyste op, og efter lidt tid kunne hun ane omridset af en hest længere fremme. Det tog hende ikke megen overvejelse, før hun satte imod denne; en hest af ond natur ville Lyset ikke have reageret således på, og nu hvor hun vidste der ingen farer var, havde hun ingen kvaler ved at udforske hvem der var i hendes nærhed.

Vel, dette kunne have været en aften som så mange andre. Dette kunne have været en dag alene eller i selskab med endnu en ny sjæl. Dog blev det ikke helt sådan. Ud af øjenkrogen spottede den gyldne hingst et skarpt lys. Et lys så tæt på jorden at den ældre hingst måtte tænke sig om en ekstra gang.
En rynke blev formet på den lyse mule da han stoppede og drejede hoved imod dette lys; et lys der skinnede så kraftigt i mørket; det gav en varme. Selvom den ældre hingst ikke vidste hvad, eller hvem eller hvorfor; træk der sig automatisk et smil over den lyse mule.
Eagle stod stille alt imens han så dette lys komme nærmere, nærmere ham. Lyden af hovslag fik endnu en undrende rynke til at komme frem på den ældre hingsts mule. En tanke ud af de mange slog ham hårdt. Kunne han være død; uden han havde opdaget det. Hjerte stop og nu kom lyset for at hente ham, bringe ham videre. Det var underligt, for egentlig følte han sig ganske levende. Han kunne mærke sit eget hjerte slå, han kunne mørke det våde græs imod sine ben. Hver en følelse var helt levende.
Selvfølgelig kunne den ældre hingst ikke sige hvordan det var at være død. Han havde ikke prøvet det. Det kunne nemt være som at være levende. Hvem sagde også man skulle videre? Hvem ville vide det var et lys der ville hente en?

Det var først da lyset gik ud, og en skikkelse i det endnu mørke omgivelser. Mørket virkede mere intens fordi han havde kigget direkte imod lyset; men som hans øjne vænnede sig til mørket kunne han se et lys omkring denne skikkelse.
En hest, en lys af slagens. Eagle brummede imødekommende og valgte at gå denne lysende hoppe i møde. Hvem hun end var, var dette over alle Eagle forventninger til denne aften, og chancen skulle ikke lade den gamle eventyrlystne hingst gå forbi.

Kort efter hun havde lagt blikket imod denne fremmede, og hendes Lys var gået ud, begyndte den fremmede at komme Illana imøde. Snart var det tydeligt, at der var tale om en hingst, og ganske hurtigt kom den gyldne hoppe frem til, at hun ikke havde set denne før. Var han ny i landet? En ny ville i hvert fald fremkalde den reaktion fra Lyset, som denne nu havde, så det ville være en forklaring. Den aura der lå over ham, som hun kun lige kunne ane, virkede ganske åben. Hun havde mødt mange nye efterhånden, og de fleste virkede forvirrede, nogle lykkelige over en ny chance, andre vrede og kede af at have mistet den tilværelse de havde haft før. Måske var denne blot glad for at betræde jorden her?
I og med hun ikke kendte til denne hingst og ikke havde set ham før, skænkede hun det i første omgang ikke en tanke, at han kunne have mødt Lyset som hende selv. Hun mente hun kendte en del af landets beboere efterhånden, og måske ville have opdaget det hvis flere havde mødt det Evige Lys.
Hun standsede ganske høfligt foran den fremmede og afgav et respektabelt nik til hans ære. Hendes ører var vendt fremad og hendes udtryk talte klart for, at hun var åbenhjertet overfor denne fremmede hingst. Aldrig dømte hoppen på forhånd, men gav alle en reel chance for at vise hvem de var, og det krævede et åbent sind.

,,Godaften du fremmede herre. Hvem har jeg æren af at møde, på disse sene timer?”

Hendes stemme lød, ganske ærlig og feminin. Og samtidig unik, på sin egen milde måde. Hun rakte mulen en anelse frem for at undersøge denne hingst en anelse nærmere, fornemme hans duft og kropsform. Han var lidt tungere bygget end hende, måske noget spansk afstamning; Illana havde i sin fortid set rigtig mange typer, fra store til små, fra tunge til lette; og hans krop placerede sig i den ædle del, der var tungere end hendes egen type, men elegant og let til bens alligevel.

Med de mandelformede øre rettet frem imod den fremmede lysende hoppe, hvis skind var en lys gylden farve. Et mildt og roligt blik var at finde i de rav gyldne øjne der hvilede mildt på den fremmede hoppe. Denne hoppes aura mindede om den han selv bar, imødekommende og åbensindet; mild. Dette gjorde vel et sted den ældre hingst mere nysgerrig. Det var ikke mange han havde mødt der havde haft samme åbne sind som ham selv, eller som denne hoppe. Mange han havde mødt havde været lukket eller mistroisk. Det ægrede den gyldne hingst ofte, at dette land var så lukket.
Da der var lagt en respektabel afstand imellem dem, stoppede Eagle op. Selvom hoppen var imødekommende og havde en mild aura der tydeligt udstrålede hendes godhed; ville han aldrig gå over grænsen. Eagle havde en alt for stor respekt for almen og høfligheder. Han nærmede sig kun når han til inviteret.
Eagle nikkede gensidig hilsende til hoppen der hilste på.

"Godaften, mit navn er Eagle Eye. Hvem har jeg æren af at træffe?"

Eagles stemme prydede aften med en varm ru tone, der tydelige gjorde en alder der ikke just var ung mere. Hans stemme lød brugt, næsten slidt. På en smuk måde, fangende. En stemme man ville kunne lytte længe til.
Let strakte han sin lyse mule imødekommende imod hendes, let pustede han ud og lod hende der ved mærke hans varme ånde. Eagle kunne ikke sætte ord på hvem hun mon kunne være. Dette lys hun bar om halsen, udelukket kunne hun kun være af særlig type. Den ældre hingst var meget interesseret i at finde ud af hvem hun var.

Den aura der virkelig lå over den lidt ravgyldne hingst var oprigtig åben. Han virkede som typen der aldrig sagde nej til en andens forespørgsel, og det var et umådeligt dejligt syn for hende at møde; ikke en fordomsfuld sjæl, der misbilligede det magiske der faktisk lå i landet. Hun havde mødt mange af disse; og ikke anså hun dem som værende vage sjæle, nej overhovedet ikke. Men det glædede hende blot at hun nu havde mødt en der var modsat.
Snart lød hans stemme, ru og hæs, sigende at der boede en ældre sjæl i hans krop. Nysgerrigt vippede den gyldne hoppe ørerne frem; sjældent havde hun stødt på ældre i landet, og pludselig strøg en følelse af ungdom igennem hendes krop. Måske havde denne hingst en visdom hun ikke kendte til, ja, måske han kunne berige hende med lærdom hun endnu ikke havde mødt? Nysgerrigt mimrede hun let med mulen og lod sin egen berøre hans et øjeblik. Derpå trak hun hovedet tilbage og nikkede alt imens hun lod sin mule mimre en anelse fortsat.

,,Eagle Eye. Et nobelt navn, du ravgyldne hingst. Mit navn er Illana. I landet er jeg lysets vogter, men overfor enhver sjæl er jeg blot Illana”

Hun var ikke typen der prøvede at ophøje sig selv, fordi hun havde en titel. Overhovedet ikke. Titler og rang var hende irrelevant. Det definerede ikke en sjæl, hvad end fine ord beskrev dem som, nej. Personligheden var alene det den gyldne hoppe definerede en sjæl ud fra; men andre i landet havde andre meninger. Hun rankede sig en smule, inden hun lagde hovedet på sned.

,,Eagle Eye, jeg fornemmer at du enten er ny i landet her, eller har mødt det Evige Lys, som jeg selv har det?”

Hun var nysgerrig. Men ikke snagende. Hun søgte ikke at grave dybere end den fremmede kunne tillade det. Som altid spurgte den gyldne hoppe med en følende fornemmelse, som søgte hun at afgrænse hvor hingstens personlige rum var, så hun kunne undlade at træde u inviteret ind. Hendes ører var lyttende vippet frem imod denne ravgyldne hingst med en nobel karakter; havde han mon mødt Lyset? Havde det noget tilfælles, ud over det land de kaldte hjem?

Med et betaget blik så den ældre hingst på det lys der hang om halsen på hende. Forbløffet over hvad dette egentlig var. Mange ting havde han set, udsmykning i form af forskellige smykker, eller lignende; men aldrig en halskæde med sådan et lys. ganske betaget var Eagle blevet af hendes kæde, og egentlig skulle han lige til at spørge ind til det, da hoppen præsenterede sig selv.
Vogter af lyset; Illana, lysets vogter.

"Det er mig i sand en ære at møde dig Illina, du lysende hoppe."

Han nikkede med respekt for den lyse gyldne hoppe, dette ville han have gjort om alle omstændigheder, men nu en ekstra gestus. Det var ikke så meget det at hun var vogter, som så, mere det at hun var vogter og der ved kunne fortælle ham mere om landet han havde betrådt så længe nu. Hun var måske den han havde søgt i sine mange vandringer, den ene der kunne give ham svar på nogle af de ting han ønskede at vide om dette land. Han ønskede at lære Andromeda at kende.

"Ny er jeg ikke, det betegner jeg ikke mig selv som. Jeg var vandret på disse kanter i noget tid nu. Hvor lang tid er for mig efterhånden svær at huske. Det evige Lyset? Der må jeg spørge, for lige netop det siger mig ikke umiddelbart noget?"

Den gyldne hingst spidsede den mandelformede øre frem imod den gyldne Illana, blot for at lytte med alt opmærksomhed, klar til at sluge hver en information hun kunne give ham. Normalt var det ikke så mange nye ting den ældre hingst lærte, men lidt var der vel. Eagle havde dog en klar fornemmelse af, at denne hoppe han havde stødt på på disse sene timer, netop kunne give ham en masse svar.

Et let og ganske glædeligt smil fandt vej til den gyldne hoppes mule over de ord der blev hende skænket. Han synes det var en ære at møde hende, ligesom hun synes det var en ære at møde ham; og selvom hun havde sagt det til ham, kunne hun ikke undgå den let generte følelse der strøg igennem hendes krop sommetider, når andre sjæle udviste hende en særlig respekt. Aldrig have hun krævet respekt, aldrig ønsket at få det, men hun havde det. Hun lod mulen søge hans atter engang, ganske let og respektabelt imod ham. Hendes ører blev rettet helt frem, inden hun med en ganske nysgerrig prusten trak hovedet igen; han huskede umiddelbart ikke det evige lys, og havde han mødt det ville han ikke være i tvivl. Helt præcist hvorfor Lyset så havde valgt at reagere således på ham, vidste hun ikke; for ny var han heller ej, og meget nær til hendes hjerte heller. Han var en fremmed for hende, så det måtte forblive en gåde hvorfor Lyset havde reageret som det havde. Hun rømmede sig kort, inden den unikke stemme lød som respons på hans ord.

,,Det Evige Lys, er det Lys jeg er ret sikker på du blev mødt af på din vej hertil; men Eagle, tilgiv mig min uvished. Lyset om min hals fornemmer ting hos andre sjæle, og den nuance som det har vist nu, har det som regel kun vist når sjæle i landet har mødt det Evige Lys igen. Jeg troede du måske havde det; men Lysets vilje er mig vidst endnu lidt en gåde”

Hun smilede igen, oprigtigt og en smule undrende. Ikke over hans opførsel eller ord, selvfølgelig ikke, men over den reaktion hun havde fået fra det Lys hun var ét med. Hun slog ganske kort med hovedet, inden hendes fokus fandt vej til Eagle Eye igen.

,,Men hvis du har vandret her i nogen tid, så er jeg da glad for vores veje endelig har mødtes. Sig mig Eagle Eye; vil du ikke fortælle mig lidt om dig selv?”

Hendes toneleje var ganske opfordrende. Hingsten virkede som en der havde en langt større livserfaring end hende selv, selvom hun ikke var den yngste i landet. Men Illana var aldrig for gammel til at tage ny viden til sig, og hvis der var noget hun holdt af, var det at lære nye sjæle at kende.

De mandelformede øre blev vippet frem, til det yderste. Hun talte og Eagle lyttede. Sådan var det nu en gang, den ældre hingst lyttede altid med stor interesse når andre talte. Selvom tingene måske kunne være uinteressante var det alligevel ikke et problem for den ældre hingst. Han fandt det fascinerende at høre hvad andre havde at sige, høre deres meninger og holdninger. I sandhed kunne det være ligegyldige ting der blev slynget ud, og alligevel ville den ældre hingst vise en stor interesse, fordi han interesseret sig for andre. Det var en del af Eagle. En del af det åbne sind han havde med sig.

"Et lys.. Måske, men ser du da jeg kom her til var jeg fortumlet, ude af balance. Jeg var i en tilstand hvor de meste var sløret og tåget. Ujævnt, meget svært at forklare. Alt fra min rejse her til ligger mig meget ukendt. Ser du, den da jeg kom her til var både den dag jeg døde; men i virkelighed også den dag jeg begyndte at leve. Af en eller anden årsag tror jeg på at jeg blev skånet, bragt her til fordi jeg har en anden opgave i mit liv end den der først var mig skænket.
Tillader du?"

Eagle kastede et spørgende blik på lyset om hendes hals, i en gestus for at lade sin mule nærme sig. Se nærmere, men han ville aldrig gøre uden tilladelse, dette lys hun bar om halsen synes at være langt mere betydningsfuld en først antaget. Ganske betaget af det var Eagle. Hvis han kunne lærer mere om det, ville han være evig taknemlig, eller blot lære mere om Andromeda, mere om tingene der foregår i landet.

De rav gyldne øjne faldt igen på den lysende Illana, da hun atter talte. Igen lyttede han opmærksomt. Et smil tegnede sig over den lyse mule, og en mild og venlig klukkende latter kom fra den store hingst.

"Det glæder mig også endelig at træffe dem, det glæder mig vores veje skulle mødes. Mange har jeg mødt på mine vandringer omkring i landet. Hver dag en ny sjæl, af og til et gensyn af en man allerede har mødt. Jeg fornemmer at landet her rummer mange sjæle. Mange forskelligeheder.
Der er ikke meget at fortælle mig selv som sådan. Jeg har haft et langt liv, og selvfølgelig har jeg haft mange bedrifter, lært meget hørt meget. Jeg har været en vandre det meste af mit liv, jeg har taget mange kulturer til mig."

Det selskab som den gyldne hoppe stod overfor, var af ganske særlig karakter. Han bar en aura, som talte for sig, viste han var en hingst med begge ben på jorden og sindet plantet solidt. Han var en éner, bestemt, og selvom de to blot lige var mødtes, så følte den gyldne hoppe sig allerede ’hjemme’ i hans nærvær. Hun brummede sagte, da hans ord fyldte hendes ører. Han havde haft en svær ankomst til landet, fortalte at hans død havde ramt ham, og så alligevel var han blevet skænket livet. En historie som den gyldne hoppe hellere end gerne ville undersøge nærmere, men hun valgte dog ikke at bryde ind og spørge, men lade hingsten tale til ende.
Da han spurgte indtil om hun tillod ham at nærme sig, se nærmere på Lyset om hendes hals, da reagerede det. Det skinnede ivrigt, som pulserede det, hvilket betød at det bød ham til. Illana havde efterhånden lært dets sprog at kende, for Lyset var en del af hende ligesom hun var en del af det. Hun nikkede med et ægte smil der prydede hendes mule, inden hun lod sin hals strækkes frem, så Lyset hang mere frit i stedet for at ligge tæt op af hendes bringe. Alt imens vippede hun det ene øre helt frem, lyttende imod den ravfarvede hingst og det andet afslappet ud til siden. Hun gjorde som regel meget ud af at vise med hendes krop og adfærd, hvordan stregerne skulle tegnes, og det samme gjorde hun nu; han var velkommen til at se, røre og undersøge.
Derefter trak hun hovedet til sig igen, så Lyset atter kærtegnede hendes lyse pels. Derpå lød de bløde toner fra hingsten Eagle Eye atter, og atter lyttede hun til fulde.

,,Du har ret, du ædle. Landet rummer ufattelig mange typer; men også fristelser. Nogle bukker under for disse, andre modstår dem – men en balance er blevet skabt. En balance jeg tror er vigtig for landets dynamik.”

Hun talte af erfaringer – for hun havde vandret her i flere år, ja, som en af de første. Dengang der kun var få sjæle, var der ingen der drog imod de mørke kræfter, men nu var der flere der tog den sti. Lyset, landet havde fået en trussel, men den trussel havde vækket ting i landet som indtil nu havde ligget skjult.

,,Jeg er sikker på, at din erfaring vil lede til mange fortællinger i fremtiden. Mit liv før jeg kom til dette land, indeholdt mange glæder. Jeg blev oplært i den flok jeg blev født i, men senere udstødt fra den. Jeg har oplevet glæder og sorger, der har formet mig til den jeg er i dag; men landet her gav mig en frelse, ligesom det har givet dig. ”

Afsluttede hun med endnu et smil; generelt var hun en meget smilende type, men aldrig virkede det påtaget. Hun puffede ganske let imod hans muskuløse hals, inden hun stilfærdigt lod en brummen forlade hendes bryst. Hun lod det være frit for den ravfarvede hingst at spørge igen; lade ham vælge hvilken retning denne samtale skulle tage.