Little wolf

Solen havde netop vist sig, efter timer med tunge grå skyer. Regnen havde efterladt den ellers varme ørken, som en kølig, gold vildmark. Og midt i denne, stod en hingst, ganske special, med fflankerne våde af regnen, og synes at se... ingensteder. Et klæde dækkede hans tomme øjenhuler, og lænker hvilede om hans koder, og hals. En besynderlig skikkelse var han at se i disse kolde momenter, men han synes ej at lade kulden påvirke sig. Ganskesnart ville her være varmefuldt igen - det var ihvertfald hvad han sagde til sig selv. For solens blege skær havde så småt varmet den mørke pels, blot en anelse. Han var ikke på vej noget sted hen, og havde intet mål her, betragtede blot blidt omverdenen. Betragtede var måske i denne sammenhæng forkert, han lyttede, lugtede, og smagte på vindende, imens overvejelse om en ny retning langsomt tegnede sig vej igennem hans hoved. Dette land - andromeda - var i særdeleshed fyldt med overraskelser, og han vidste knapt hvilken vej han ønskede at tage, før han ville snuble over nye ting, nye bekendtskaber. Endnu havde det lykkedes den blinde at fornæmme ganske meget af landet, selvom hans sanser fortalte ham, at alt ikke blot var begrænset til denne enkelte ø, men at det bestod af... mere.
Dog havde den mørke hingst ikke travlt med at få udforsket sit nye liv, han følte sig ganske veltilpas i nuet, og lod derfor hoften glide til siden, således han kunne tillade det ene bagben hvile. En dæmpet prusten forlod hans mule, før han sænkede hovedet en anelse, og gav sig til at vente. På at han bevægede sig videre, på en ny hændelse, på solen, på regnvejret. Hvad han ventede på, vidste han ikke. Men han stod i alle fald stille, med ørene rettet imod de nye lyde der tegnede sig fra tid til anden i horrisonten.

Den askegrå havde fundet vej til ørkenøen. Regnen var netop ophørt, her var køligt og tungt og stille. Men hun var let, hun dansede henover sandet som havde aldrig gjort andet igennem hele sit endnu unge liv. Hvorfor hun var søgt herhen var ikke til at sige, landskabet var hårdført og tavst, her var sjældent liv at finde. Alligevel tiltrak det hende, synet af de uendelige mængder af sand og atter sand. Hun fnøs i en høj, lys tone. Hendes skind var stadig fugtigt, en sidste dråbe løb ned over den lyse mule. Tempoet blev holdt, en frisk trav selvom sandet tyngede hendes slanke krop nedad. Det var noget tid siden hun sidst havde sat sine hove her, hun opholdt sig efterhånden meget på Enophis. Det var skovene som trak, skovene og de store søer. Hendes sanser skærpedes da hun pludselig skimtede noget, der lignede en skikkelse forude. Den var dukket op ud af det blå, sådan som tingene ofte gjorde på denne ø. Pludselig var de der bare, andre levende skabninger, men var det en hest? Hun vrikkede med sine bløde ører inden hun kvikt skiftede retning. Mod skikkelsen som tegnede sig tydeligere og tydeligere mod det tomme landskab jo flere skridt hun dansede. Men hun hilste ikke, ikke endnu, ikke selvom nysgerrigheden dæmrede.

word count 215