Homeland | Phoenix

Den langbenede hoppe havde opholdt sig i Andromeda i hvad der måtte svare til et par måneskifter nu. Hendes fornemmelse af tid havde ændret sig meget - dels fordi der var så mange træer og bjerge, at hun i mange timer af dagen ikke kunne se hvor solen befandt sig. Landet var ikke så fladt som hun var vant til, og det påvirkede hende mere end hun havde troet. Og dels fordi hun ikke længere kerede sig om at holde øje med dagene og tiden. Hun havde fået et nyt liv her, og her havde hun tænkt sig at leve til det ikke længere var hendes lod at sætte sine hove her. Hun brød sig ikke om at tælle minutterne til hendes endeligt. Det lod hun skæbnen om.

På trods af at hun længe havde troet at dette land kun var grønt og fint og let at overleve i, så havde hun nu opdaget en ø der var anderledes end de andre. Men ikke for hende. For hende var den velkendt. Det var en ø af rødgyldent sand, der bølgede blødt fra bred til bred. Varmen var voldsom her, specielt midt på øen. Men hun nød den hede varme imod hendes gråspættede skind. Hun havde rullet sig på strandens bred, og derved dækket sig i et beskyttende lag støv af fine, fine sandkorn. Det her var hendes hjemmebane. Her følte hun sig sikker.

Phoe stod nu og følte sig for første gang i et velkendt sted. Han havde intet hjem og ville aldrig finde et hjem. Han var en evig strejfer og en evig enspænder. Han var vant til at være alene og det var sådan han levede bedste. Ingen skulle komme på tværs af hverken ham eller hans måde at være på.
Hans mørke øjne som var dækket af den sorte pandelok spejdede nu over dette område. Et område, som var rødt, varmt og øde. Dette var som det land han var kommet fra. Dette var en ørken og dette var det sted som han havde levet i, det sted han havde måttet kæmpe for sit liv flere gang og dette var det tætteste han nogensinde ville være på at høre til nogen stedet.

Hans blik spejdede kort og spor i sandet afslørede at han ikke var alene. Hans blik søgte denne skabning som vovede at betræde samme sletter som han selv gjorde.
Et hidsigt og advarende hvin forlod højlydt den mørke gule hingst, hans pels gik godt i med ørkenens sand og det eneste som skilte sig ud var hans sorte farver som lå over hans hud forskelige steder.
Hans skridt førte ham nu mod denne hest som havde vovet at begive sig ud på dette sted. Han var vant til at kæmpe for alt og han ville helt sikkert også kæmpe for at få denne hest til at fordufte!

Hun var en sjæl af ørkenen, datter af vinden, en nomade, født og opvokset på sparsom kost og strenge forhold. Hendes lange senede ben arbejdede ubesværet under hende, og førte hende over de tunge sanddriver, som trådte hun blot på den bare jord. Den hede ørkenvind føltes blot som kærtegn på hendes kind, og hun smilede til den runde, lysende kugle af ild over hende. Solen var hendes ven, hun kendte dens vaner og dens tavse sprog. Med den hængende over sig følte hun sig tryg.

Ikke desto mindre følte hun nu et jag af adrenalin suse igennem sig, som et hvin flængede den hede luft. Hun var ikke alene. Den sortbrune hale svirpede bag hende i et enkelt slag, frembragt af den brusende iver der nu brusede i hende. Hun vendte brat rundt for at tage sit nye selskab i øjesyn. Det var en hingst - noget hun ikke var i tvivl om - gylden som sandet, men med mørk man og hale. Hans kropssprog var tydeligt. Selvom hun altid tænkte på andre som hendes selskab, så var det ikke sikkert at andre tænkte ligeså positivt. Selv hendes modstandere, blev af hende nævnt som et selskab. En hun havde tilbragt tid med, god som dårlig.

Hendes brune øjne søgte imod den fremmedes blik. Hun så en aggressiv flamme, der i de mørke øjne den fremmede bar. Hans skind var arret af kamp - som hendes eget. Selvom hun ikke havde nær så mange ar som hingsten, så kunne hun ikke løbe fra de tydelig tegn på evig kamp der havde mærket hendes krop. Men hun var stolt af dem. Arrene var der af en grund. De var der fordi hun havde kæmpet for livet, for sejren, for at se den næste solopgang. Det betød at hun havde vundet.

Som hingsten nærmede sig blev hun blot stående, rank og ganske afslappet. Hun var beredt på et angreb, men hun viste det ikke tydeligt. Hun ville ikke krænke den fremmede ved at vise ham en sådan mistillid. Men det skadede aldrig at være beredt på smidigt at vige til siden.