Oblivion

[ ÅBEN TRÅD ]

Dagen hvor Jaidev havde valgt at vende tilbage, stod solen højt. Mægtig og prægtig hang den der oppe på himmelen, jog skyerne på flugt og sendte en kærlig varme nedover Andromedas ydmyge land. Hvor denne dansende hingst, himmelens vogter, havde begravet sig, det vidste ingen, men nu var han tilbage fra intetheden. Med lange og stærke, men ikke mindst slanke og elegante ben bevægede hingsten sig hen over det lille åbne stykke eng på hans ynglings ø, med en målrettet styring med skoven. Insekterne fulgte med varmen, som små grådige dyr overfaldt de hans svedige krop, og gang på gang måtte danseren tage dem bort, ved at svirpe med den ravnsorte hale. Ak, denne varme fik ham til at længtes – længtes om at vandre side om side med hans erindringer om fortiden. Pludselig smækkede hingsten med kæberne, hvor han dog hadede, at leve som en skygge af sig selv, og konstant tænke på fortidens skavanker. Ørerne gled harmonisk bagud og de tomme øjne skinnede fjernt og dødt. Han ejede ikke savn, blot en længsel – en ubeskrivelig længsel efter, at føle den falske kærlighed en gang til.

Da de dansende hove betrådte skovens hårde bund, stoppede hingsten op i en ædel holdning. Varmen havde taget hårdt på ham, og sveddråber legede fangeleg nedover hans fremskudte bringe. Skyggerne havde med det samme angrebet ham, foragtede ham og hans smukke kappe, der flagrede kærtegnede henover hans sensitive korpus. Skyggerne efterlod ham med en kulde, men denne hingsten elskede denne kulde; som han elskede skyggerne. Han rynkede på næseborene, slog halen mod sine stærke bagben, og lod derpå kroppen glide frem i en rolig, balanceret skridt, hvor hans svedige krop ville blive afkølet af skyggerne. De tomme øjne gled langsomt rundt blandt træerne, som dannede hans elskede skov – hvor han dog havde savnet, at begive sig rundt blandt de træagtige lugte og grønne blade, trods han elskede efteråret og de brune blade, mere end de grønne blade, der ligesom diamanter glimtrede ovenover ham. Hingsten prustede dampet, lod halsen bøje smidigt, inden han brummede for sig selv; en maskulin, dyb men behagelig klang, der hurtigt kunne drage andres opmærksomhed til ham. Men hingsten var ej bange, for han vidste, at han havde alle odds med sig, hvis han ønskede, at ’gemme’ sig for andre; nemlig den lette kappe, der gang på gang kyssede hans flanker, og påmindede han om dens tilstedeværelse.

SAMAUUN

Den sortskimlede hoppe havde vandret ensomt rundt i et stykke tid nu, hun elskede selskab men havde heller ikke noget imod at väre alene. Dog var hendes ensomhed blevet lidt for stor. Hendes tanker var stadig om den drömmende hingst, hvor hörte hun til i verdenen? Var der overhovedet en p+lads til hende. En begyndende irritation startede i hendes bryst. Normalt bröd hun sig ikke om tanker der gav hende en bestemt fölelse men det her kunne hun ikke slippe udenom, hun havde ingen plads hun vandrede bare rundt, som en räv uden en hule at vende hjem til. Hun savnede kärtegn, kärlighed fra en anden hest - og ikke mindst tryghed fra en flok. Hoppen gik afslappet igennem skoven med hovedet nede. Hun var ikke som sådan trist bare meget afslappet. Hendes grönne öjne sögte dovent skoven for selskab. En hingstet brumme löd fra buskadset. Med det samme hejste den unge hoppe hovedet op og vrinskede ivrigt tilbage som om hingsten ville forsvinde hvis hun ikke gjorde det. Hun satte i trav. Og i et stod hun side om side med en umådelig flot brun hingst. Uden anelse af höflighed, stak hun hovedet hen til hingsten og brummede velkommende af ham. han var MEGET velkommen

Insekterne bed og flåede i den svedige pels. Hingsten lod de mandelformede øre glide bagover, og rynkede på den silkebløde overlæbe, der dannede små rynker. De kulsorte øjne, som propilen havde ædt op, skævede arrigt til insekterne, men ak. Hans blik var ikke nok til at fjerne dem, så gang på gang måtte han slå med den kraftige hale, eller bøje halsen om mod dem, for at fjerne dem. Hingsten var ganske sensitiv, og selv de små viberationer i pelsen på ham, kunne sende en bølge af irritation gennem den ædle, muskuløse krop. Dog sukkede hingsten taknemmeligt i sit indre, da hans himmel beklædte kappe bredte sig udover hans korpus, og jog nogle af de flyvende kryb væk.

Med et lød et vrinsk. Hingsten stoppede op i en samlet parade og lod de mørke øre glide opmærksomt fremad; søgende såvel som nysgerrigt. En fremmede sjæl havde besvaret hans kald, hvis man kunne tillade sig, at kalde det et kald. En fremmede hvis vrinsk var præget af feminine toner, der blødt og kærtegnende ramte hingstens følsomme hørelse. Langsomt og harmonisk knejste hingsten halsen sammen i en blød bue, og lod de slanke ben danse fremad, for at imødekomme den fremmede sjæl. Da hans sortnede øjne fangede den sortskimlede hoppe, stoppede han atter op, og lod en dyb, maskulin, dog behagelig brumme ramme mod denne fine, spinkle hoppe. Da hoppens mule kom ham nær, strakte han sin egen silkebløde mule frem for at imødekomme hende i en høflig gestus; hans varme åndedrag ramte hende først, hvorefter næseborene blødt stødte ind i hendes, og han prustede dybt. De sortnede, tomme øjne betragtede hoppens ydre, dog ej med et krænkende eller dømmende blik; øjnene vandrede kærtegnende hen over hendes krop, mens hingsten indprentede sig hendes udseende og hendes feminine duft.

[/blockquote][/font]

Den sortskimlede hoppe hvinede drillende til hingsten da han blidt hilste igen, hun kunne lide det og viste hendes nydelse ved at brumme lavt tilbage i hans næsebor, imens hun selv holdte hans øjenkontakt - opslugt af hans dybe næsten tomme øjne. Han duftede godt og virkede interessant på en underlig måde. Samauuns hale røg op i en kåd gestus, hvorefter hun trådte et skridt tilbage for at se hingsten an - først der slap hun øjenkontakten med ham. Han var indbydende og venlig. Hun kunne lide hvad hun så. Hendes grønne øjne slog sig fast på det yndige tæppe han havde på sig, hendes første tanke var at det mindede om hendes egen pels, sort som nattehimlen, dog beklædt med smukke hvide stjerner, bagefter kunne hun dog godt se - det her var himlen! helt forundret brummede hun af ren interesse. Hendes elegante krop trådte forsigtigt tættere på denne hingst. Hun vidste ikke om hun måtte røre hvor tæppet lå på hans muskuløse krop eller om hun bare skulle holde sig til hans u dækkede korpus. Helt tæt stod hun ved ham, blidt strøg hun hans mule til kæbe og brummede nu engang med sin feminine stemme næsten forførende uden egentlig at være det. Hvordan mon hingsten ville reagere på hendes tilnærmelser? Sam var en hoppe der intet anede om respekt mht. at tilnærme sig andre heste, hun gjorde tingene rent impulsivt, rent instinktivt. Mange heste havde jaget hende væk fordi hun bare havde troppet op ved siden af dem uden den fjerneste ide om hvor forkert hendes tilnærmelser havde været.
Samauun ventede roligt hingstens reaktion, hun havde savnet kærtegn og nærhed fra en anden hest, og det viste hun bedst ved selv at være den første til at tilnærme sig på den måde. En lav, dyb - dog ej hingstet brummen kom fra hende igen. En brummer var hun da, hendes brummen var ligesom et kærtegn, en måde at omfavne en anden hest på den blideste måde.

Da hoppens feminine hvinen bryd den tiltagende stilhed mellem de to sjæle, kastede hingsten med det velformede hoved, og stampede hårdt i jorden med det ene forben; hvinet var tydeligvis gået ind under huden på hingsten, og han kunne ikke undgå at reagere. Ørerne, der får var vippet frem mod hende, var derpå rykket sidelæns, men de sortnede øjne forlod ej hoppen. Ak, han betragtede hendes spinkle, feminine skikkelse; de mørke nuancer, der var præget af små lyse prikker; de lignede svagt hans egen kappe, der gang på gang flagrede blidt i vinden. Apropos kappe, det slog hurtigt hingsten, hvor interessant hoppen fandt hans kappe, men ak han kunne ikke dømme hende; alle fandt denne kappe spændende – selv han selv. I en stiv bevægelse, drejede han et øre med hoppen, og et mod kappen, imens en dyb og advarende brummen lød fra den fremskudte, muskuløse bringe; hun vovede på at røre den! . Med et dansende skridt, trådte han hoppen nærmere, og skabte et mildt og blødt lys fra kappen, der oplyste hoppens grønne øjne; øjne, som hingsten aldrig havde mødt før.

” Vær hilst. ”

Hingstens stemme var bredte sig mellem dem. En stemme, der var ru og mørk; tonerne spillede af dominas og maskulinitet, men dog ejede han også en ubeskrivelig behagelig tone, der netop gjorde, at man ønskede at høre stemmen. Da hoppen ej reagere negativt på nærkontakten, lod hingstens hans silkebløde mule vandre fra hendes mule, og op langs kæbepartiet, indtil det ramte nakken og manen. Hoppens karakteristiske duft blev fyldt i hingstens næsebor; indprentede sig som et brandmærke på hukommelsen. Han lod en dæmpet brummen spille melodisk mellem dem, da han atter trådte nærmere, og nappede hoppen på skulderen, for at få hendes opmærksomhed, da de sorte øjne fangede hoppens unikke, grønne øjne.

” Mit navn er Jaidev, himlens vogter. ”

Hingstens advarende brummen fik straks Sam til at trække mulen til sig i skam over at havde vist interesse for den stjernefyldte kappe han bar. Hendes grønne øjne søgte nu atter hans i forvirring, hun blev ligepludselig bevidst om sig selv og hendes tilnærmelser, men da hingsten brummede dybt for derefter at stryge hendes mule og kæbe, smeltede den sortskimlede hoppe. Hun viste da også in iver efter hans berøring ved at puffe blidt til hans hals men mere nåede hun ikke før en blød, behagelig, ja næsten forførende stemme brød stilheden. Det var som om tid og sted stod stille når hingsten snakkede. Hoppen lystrede hans stemme ej hans ord. Da han trådte nærmere stod hun bundfast, urokkelig - modtagelig overfor ham. Hun var til tider naiv, og til andre tider lidt for glad for andre hestes nærhed, ville nogen ihvertfald mene, men ikke Samauun.

Hingsten talte endnu engang og denne gang røg hun ud af hendes trancelignende tilstand. Han præsenteret sig selv, *Jaidev himlens vogter* gentog hun i sit hovedet. Hendes øjne var stadig fanget af hans dybe sorte øjne, nu var det hendes tur til at tale.

"vær hilset…." hendes stemme syngende og smuk, ligeså feminint som hendes udseende.

"Vær hilset Jaidev - Himlens vogter….“ Hendes stemme var fyldt med beundring og respekt “ Mit navn er Samauun Muraza'a Bel Nujuum

Hingstens advarende brummen fik straks Sam til at trække mulen til sig i skam over at havde vist interesse for den stjernefyldte kappe han bar. Hendes grønne øjne søgte nu atter hans i forvirring, hun blev ligepludselig bevidst om sig selv og hendes tilnærmelser, men da hingsten brummede dybt for derefter at stryge hendes mule og kæbe, smeltede den sortskimlede hoppe. Hun viste da også in iver efter hans berøring ved at puffe blidt til hans hals men mere nåede hun ikke før en blød, behagelig, ja næsten forførende stemme brød stilheden. Det var som om tid og sted stod stille når hingsten snakkede. Hoppen lystrede hans stemme ej hans ord. Da han trådte nærmere stod hun bundfast, urokkelig - modtagelig overfor ham. Hun var til tider naiv, og til andre tider lidt for glad for andre hestes nærhed, ville nogen ihvertfald mene, men ikke Samauun.

Hingsten talte endnu engang og denne gang røg hun ud af hendes trancelignende tilstand. Han præsenteret sig selv, *Jaidev himlens vogter* gentog hun i sit hovedet. Hendes øjne var stadig fanget af hans dybe sorte øjne, nu var det hendes tur til at tale.

"vær hilset…." hendes stemme syngende og smuk, ligeså feminint som hendes udseende.

"Vær hilset Jaidev - Himlens vogter….“ Hendes stemme var fyldt med beundring og respekt “ Mit navn er Samauun Muraza'a Bel Nujuum"

Sam trådte et sidste skridt ind mod hingsten så de nu stod helt tæt. Hviskende nærmest euphorisk talte hun igen "Det betyder den stjernefyldte himmel….." Hendes grønne øjne der skinnede livligt kiggede intenst på den himmelklædte hingst. Det var utrolig pudsigt at de “lignede“ hinanden. Han var himlens vogter og hendes navn betød den stjernefyldte himmel. Hun brummede kærligt af ham og strøg ham blidt på halsen, forsigtigt meget forsigtigt.