New Hope?

//reservertet til Drezar og Nour

Den grå hoppe vandrede stille rundt, tom, ligeglad og dog ikke alligevel.Hun foelte selv hun havde vaeret igennem meget. Et nyt land hvor hun nästen kun havde mödt hingste der var aggressive, og fået et föl der som voksen ikke ville acceptere hende. Forvirret uden et sted at höre til gik hun rundt i skoven, som altid ledte hun efter en eng med masser af gräs hvilket var hendes yndlingssteder. Ingen irriterende träer, intet moss man kunne glide i. Bare rene gräsgange hvor hun kunne spise, for det meste i fred.
Nour fnös, hendes kamp mod det våde moss var uendeligt. En vind bläste ind mod hoppen og fik hendes man til at danse i luften. I et par sekunder fik hun lukket öjnene og husket tilbage til dengang hvor alt var godt. Da hun mödte den gråskimlede hingst - den eneste hingst som hun savnede, han var den förste der gav hende den kärtegn som hun havde behov for. I det näste sekund kom hun tilbage til virkeligheden. Hun ville ikke glemme alt hvad der var sket men hun ville videre og ikke längere sidde fast i fortiden. Nour var stadig umådelig smuk, udseendet og bygningen var feminin. Hendes honningfarvede öjen var begyndt at skinne igen - håb var vagt for den lille hoppe. Alt skulle nok komme igen. Det skule nok blive bedre men det ville tage tid! ligesom med hendes krop. Kroppen havde vöret tynd, men nu var hun tät på normal störelsen igen - dog havde hun stadig en amsse ar og rifter omkring benene fra da hun sad fast i tornbuskene og lignte et ög. Men ikke mere!

Hoppen vandrede videre... en ensom brummen undslap hende.

Vinden kom bagfra alt imens den spraglede Drezar rev den ene græstot af efter den anden. Han havde endelig formået at krydse havet, efter ugers overvejelser og panikanfald, men nu befandt han sig trykt i midten af øen Leventera.
Ganske tilfreds vippede han de krummede ører rundt, imens han græssede. Som altid holdt han øje med hvad der skete omkring ham, men ikke i samme grad som dem der var født i friheden. Han havde levet livet som en tamhest, og derfor forstod han endnu ikke helt hvad det ville sige at være på vagt 24/7; men langsomt var han ved at lære det.
Skoven omkring ham rummede liv han ikke var vandt til; for siden han var ankommet til dette land, havde han primært været på Ørkenøen, grundet hans frygt for at krydse vandet. Han havde overvundet den, den dag han krydsede havet med Piranja, men hende havde han ikke set siden den dag hun blev drægtig med hans første afkom i denne verden – men nu hvor han havde overvundet den igen, havde han stødt på underlige små pelsede ting der kravlede i træer, fugle der sang sange han ikke havde hørt før og mindre hestelignende skabninger med horn fra panden. Verden var mærkelig, og måske var han en smule skræmt af den. Han havde endnu mange pinsler i sit sind, som han kun lod komme frem når han var alene og kunne bearbejde tingene; og det kunne han her i fred. Så selvom han ellers så ganske fredelig ud, imens han spiste, så rumsterede det i hans hjerne på højt tryk, hvilket nok var grunden til han, trods han lyttede, ikke opdagede en fremmed nærme sig denne eng han havde indfundet sig på.

Endelig! tänkte hun. Nu var hun omsider ude af denne irriterende skov! Nour havde valgt en lidt mere snäver sti så da hun hoppede ud af buskadset og landte smuk og elegant som hun var ude på gräsengen var der grene, moss, og lange grässtrå i halen på hende. Der var også nogle irriterende pigge lignende planter der hang i hendes pandelok og man. Den grå feminine hoppe havde på ingen måde opdaget den store hingst midt ude på engen. Hun gik og skrabede med forbenene i et ynkeligt forsög på at fjerne alle de ubehageligheder der havde hägtet sig på hende. Fnysende og irriterede slog hun med hale og hovede for at fjerne de uvelkommende grene. Hvordan havde hun båret sig ad?

Nour satte i let galop, mon det ville fjerne det värste, örene var rettet bagud og opmärksomheden på hendes hale - Det hjalp! De store grene var väk nu var der bare alt det andet der skulle väk. Stadig i galop helt uvidende om hvad eller hvem hun ville löbe ind i var hun stadig helt optaget af alt skovsnasket. Hun var i sandhed en örkenhest!

Midt i det heel hörte hun en gumlen? hvad? men ak ja den smukke hoppe nåede ikke at standse for da hun kiggede op ramlede hun direkte ind i en stor hingst med besynderlige aftegn!

Pludseligt var der noget bag ham der larmede. Som brød noget ud fra skovens tætte ring, og ganske rigtigt, det var der. Drezar blev revet ud af hans grubler, og stadig påvirket over det, dirrede han over det spraglede skind. Den panik han havde haft indvendigt, blev hurtigt skudt helt ud på huden af ham og et højt og iltert fnys forlod hans mule som tegn på den forskrækkelse han havde fået!
Inden han fik drejet sig rundt, hørte han at den der nu engang var kommet ud fra skoven satte farten op. Og i samme øjeblik han fik sat i gang og vendt sin muskelfyldte krop, stødte en lille grå hoppe ind i ham. Han sprang nærmest lodret i vejret og alle 4 hove slap jorden på samme tid, inden han fik krænget sig til siden. Hans landing var knapt så elegant, men han bevarede balancen og kastede sig ud i et par voldsomme buk for at få spændingen ud af kroppen. Man kunne vel godt sige, at dette sammenstød havde sat nogle voldsomme processer i gang i hans krop, og først da han havde raset ud fik han standset sin serie af buk og fik tid til at se på hvem der egentlig havde ramlet ind i ham.
Han havde ikke set denne hoppe før, som havde bragt en del af skoven med sig i man og hale; hvis han havde, ville han have genkendt hende. Hendes udseende var ganske unikt, og tonerne i hendes grå pels lignede ikke noget han havde set før. Hans pinsler i sindet var glemt, gemt væk til næste gang han havde tid til dem, og nu var der kun hoppen i hans hoved. Han rykkede to gange med hovedet for at føle lidt på situationen, inden han med maskuline bevægelser satte frem imod hende. Hvem var dog denne skovhoppe?

Midt i alt hurlumhejet rullede den ellers elegante hoppe ret kluntet ud til siden, Det hele snurrede i hovedet på hende. Op var ned og siderne flöj rundt omkring hende. Nour fnös i håb om at komme lidt mere til sig selv, det var et voldsomt hovedstöd hun fik lavet, måske ikke for den store hingst men for hende der var spinkel og lille var det nu ret voldsomt. De honningfarvede öjne kigggede med slöret syn over på hingsten, og da hun opdagede at han var begyndt at bukke voldsomt kunne hun ikke komme hurtigt nok väk. Al form for elegance forsvandt omgående! Hun ville bare ikke rammes af hans hove. Sörgeligt nok nåede hun ikke så langt, hun nåede op at stå på hendes rystende ben for at hoppe to skridt frem. Hun havde mistet balancen og vaklede som et nyfödt föl med overbalance bagtil. I et faldt hun ned på grässet igen med forbenene fremme og bagbenene inden under sig. irriteret kiggede hun på benene som om de havde forrådt hende i hendes forsög på at flygte. Nogle lyde var begyndt at komme fra hingstens side af - gräs der blev betrådt. Med lynhurtige bevägelser kiggede hun opmärksomt på hingsten, han havde fået al hendes opmärksomhed. Da hun opdagede störelsen på hingsten fik hun med det samme rejst sig igen, denne gang kontrolleret og elegant. I et ryg stod hun oprejst med halen i vejret og knejset nakke. Hvem var han??

Mens han havde bukket rundt, ude af stand til at koncentrere sig om hvad hoppen lavede, var hun væltet. Og først da han havde fået kontrol over sin krop igen og vendt om for at se på hende, opdagede han det. Han brummede undrende, overrasket, inden han satte imod hende – men han nåede ikke mange skridt førend den mindre hoppe havde rejst sig. Hendes måde at bevæge sig på viste tydeligt, at hun var en der havde stor bevidsthed om sin krop; og hendes adfærd fortalte ham at hun var på vagt. Derfor stoppede han med det samme og stak et fnys i luften for at udtrykke sin frustration over det som var sket.
Han stod et øjeblik stille blot og overvejede situationen, inden han tog en beslutning. Derpå satte han i skridt imod hende med tydelig hingstet adfærd og fremtoning, men han var ikke truende overhovedet. Nej, han var nok nærmere nysgerrig; og da han var hende nær nok stak han mulen frem med en lidt varsom brummen der forlod hans mule. Normalt tøvede han slet ikke i sine tilnærmelser til andre, især ikke hopper, men hans stresshormoner tonsede stadig i hans krop og gjorde ham noget mere touchy end ellers, og derfor trådte han varsomt nu.
Han stoppede da han var tæt nok ved hoppen til at kunne røre, såfremt hun stak mulen ud selv. Men ville hun det? Hun lignede ikke ligefrem en der var afslappet ovenpå den oplevelse heller, så han forventede ikke hun ville hilse. Nok mere at hun rendte den anden vej.

Hingsten havde trådt frem for bagefter at stoppe igen. Hun var stadig forvirret og godtog ikke helt hingstens tilnärmelser men hun ville heller ikke flygte, hun var dog på sit yderste. Det mindste fra ham og hun ville skyde bagparten for at markere. Det var hvad hoppen var kendt for at göre efterhånden som alle de hingste hun havde mödt var uberegnelige! Da han endelig trådte närmere igen fnös hun utilfreds, og spändte atter op igen. Han så ikke truende ud men hun havde oplevet for meget til at tage chancer. Da hingsten stak mulen hen til hende hvinede hun höjlydt og kastede hovedet den modsatte vej, for derefter at dreje hele hendes krop sideläns mod hingsten så sparkeafstanden var betydeligt mindre. De honningfarvede öjne som kunne fange enhver sögte efter hingstens kropssprog - ville han bare hilse. Da Nours öjne stod fast og kiggede direkte ind i hingstens så hun noget besynderligt. hans öjne mindede om hendes? De var bare lysere. Hun havde sendt tydelige signaler om at han skulle träde varsomt når hun var så fölsom en hoppe. Hun gumlede en smule i overgivelse om hvorvidt hun skulle hilse eller ej. Stille og roligt fik hun mulen helt hen ved hans og brummede ophidset af ham. halen var stadig oppe i en fin krölle. Der var ingen brunst men hendes hektiske möde med ham havde sat noget igang der mindede om det!

Det var ganske tydeligt at denne hoppe han var rendt på var noget af en hidsigprop. Han havde haft sit at gøre med hopper, samt set hvordan Thork havde håndteret dem, så han var rimelig god til at spotte hvornår de sagde fra; også selvom han ikke vat vant til det frie liv. En hoppe var en hoppe, og deres adfærd overfor hingste ændredes ikke af om deres opvækst var hos mennesker eller i det frie.
Han trak øjeblikkeligt hovedet til sig da hun hylede op og drejede sin flanke imod ham; afvist. Fint nok! Han trak sine ører i nakken og løftede hovedet for derefter at sende et forben lige ret i jorden med overraskende overbevisning. Han var en hingst der ikke bare tog et nej for et nej, men samtidig var han absolut fair i den måde han behandlede andre på. Hun havde sagt han ikke måtte komme nærmere, det var ok, men han ville da lige fortælle at han ikke lod sig hundse rundt med.
Snart skete der dog noget han ikke havde forudset, for hoppen fik øjenkontakt og snart efter gumlede hun med en form for overgivelse i sit kropssprog. Da hun lod sin mule komme ham nærmere, begyndte han at brumme sagte, men alligevel hingstet og markerende. Den måde hun skiftede i sin adfærd på, kunne sagtens have mindet om en hoppe i brunst, men duften var der ikke, og det fortalte den spraglede hingst at denne hoppe var noget anderledes end de fleste; så han måtte nok hellere passe lidt på.