Dont you dare forget the sun [Åben]

Skumringen begyndte langsomt at sænke sig over landet. Skyggerne blev længere, mørket tættere og snart ville solens sidste varme stråler ikke længere nå skovens midte. Men dog, dagen havde i sandhed været lang. Sommeren havde meldt sin ankomst i et væld af liv i naturen, men i sandhed også ved at vende om på selve dagen. Korte nætter og lange dage var det den rustrøde skabning vandrede i, og næppe ville hun sige noget imod det. Hun bød denne varme velkommen med et smil, og kunne hvis det var muligt nyde dens glød hele dagen. Men selvom hun elskede dagen, kunne hun ikke løbe fra at skurmringen var hendes domæne. Den rustrøde krop blev blot fremhævet i disse specielle farver, og den magiske dis der en gang imellem bredte sig i landet lod den elegante skabning fremstå med en mystik hun ikke engang selv kendte. Fame var en hoppe med elegance og ynde... det kunne man ikke tage fra hende. Men ligeså smuk en rose kunne være, ligeså skarpe kunne piggene blive.

Med et ligegyldigt blik - jah næsten en anelse tvært, betragtede Fame den tætte skov omkring hende. Enkelte lysstråler faldt ned igennem trækronerne, men selve stedet imponerede hende ikke som sådan. Jovidst, det trak dybt i hendes gener at lade sig rive med af alt denne... sommer. Hun var ikke blind, og så da hvordan alle syntes at have små forpjuskede unger ved sin side, eller dele intime og magiske øjeblikke med deres mager. Men denne trækning var ikke nok til at lede den røde hoppe på vildspor.
langsomt begyndte den velformede krop at bevæge sig fremad i en vuggende skridt, idet at den langlemmede skabning søgte en udvej fra den tætte skov. hun ville se solen forsvinde bag bjergene... hun ville mærke den friske luft i den flødefarvede og lange man. Hun agtede ikke at holde sig inde i skovene, men træde frem i dagens sidste stråler. Jah... smilet der før havde gemt sig i mundvigen bredte sig langsomt, og hun tillod sig selv en kort brummende latter. Åhh, hvor savnede hun selskab.. savnede nogle at dele denne aften med. For selvom hun skyeede føl, elskede hun den fysiske kontakt en anden skabning kunne bringe hende. Elskede hvordan en simpel leg kunne lysne natten op.

Natten var på vej; på vej til at overtage det sidste af dagens sidste, ydmyge stråler. Den rødbrune hingst havde forladt hans hjemsted, hans ynglings ø, Chibale, for at vandre på nye områder. Ak disse områder for ej ukendte, ej hellere fremmede for den ædle hingst; han havde boet i Andromedas land længe nu, og havde for længst undersøgt hver en afkrog af området; alle øerne kendte han så godt, men alligevel var der kun én af øerne, der tiltrak hingstens opmærksomhed. Han elskede Chibales terræn, følte en samhørighed med skoven, der altid vækkede forglemte minder hos ham, Jaidev havde i al sin tid levet som en rastløs skygge i skovenen, for ej at blive fundet eller dømt. I Andromedas land var han ej bange for at blive dømt længere, for han vidste udmærket, at ingen kendte hans fortid, og han troede på, at den aldrig nogensinde kunne indhente ham – ikke her, ikke nu.

Leventera var et sted, hvor den ædle hingst havde valgt at danse. Han havde atter søgt mod skoven på øen, og havde nødt at tilbringe daglyset i skoven, nødt at se solen skinne gennem bladende og skinne som unikke diamenter. Men han havde også flygtet; flygtet fra den omverden, der var blevet præget af forårs eller sommerhormonerne, noget so Jaidev ønskede at undgå. Tanken fik ham til at rynke på den silkebløde mule, mens de stærke ben bar ham frem i en flydende dans. Han agtede at tilbringe en nat i det fri, fri for skovens beskyttende træer og dets arrige skygger. Ønskede, at danse under månen, der hver nat gensejlede sig i hans smukke kappe, der flagrede blidt omkring hans korpus.

En sjæl i det fjerne tiltræk hingstens opmærksomhed. En sjæl, hvis skikkelse var af røde nuancer, samt en lys man. Jaidev havde mødt denne sjæl en gang før, lang tid siden; det for blot en tåget erindring, for de havde aldrig været hinanden rigtig nær. I en harmonisk bevægelse stoppede hingsten op, og med åben mund lod han et dominerende og maskulint vrinsk nå hen til den røde sjæl. Halsen blev knejst sammen, og den kulsorte hale blev pisket rundt omkring den spændte bagpart; han ville ej lyve, den ædle hingst, hormonerne boblede også i ham; mon han var blevet smittet af forårskuller?

Sjovt hvordan dette land altid syntes at skille sig ud på alle mulige positive måder, hvis man sammenlignede med Fames tidligere plads i livet. Ensomheden og frygten på de ensomme og golde stepper havde tæret hårdt på den rustrøde. Nej, næppe kunne man se det på den velformede krop hoppen bar, da skaden var sket indvendig. Hendes sind og psyke var blevet testet på så mange leder og kanter, at det havde udviklet sin egen høje mur omkring hvad der nu gemte sig af følelser og holdninger i den røde. Intet var sluppet ud, og intet var kommet igennem. Selvfølgelig kunne ingen vedblive med at holde murene høje, og de var da ligeså langsomt ved at smuldre en smule og lukke noget af Andromedas varme lys ind. Hun var begyndt at.. nyde sin tilværelse og sit før så usle liv. Et smil spøgede kort omkring den mørke mule, og Fame tog de sidste skridt ud i den nedgående sols stråler.
Den vandrede væk, og snart ville den være forsvundet i det brede hav der omkransede øen. Dét lys ville slukkes, imens et andet ville tændes. Fame vendte langsomt det ædle hoved en smule, og skimtede den blege og runde måne allerede var begyndt at melde sin ankomst. Åh jah.. månen og natten. Tanken om den lyse sommernat der lå i vente fik de mørke ulmende øjne hoppen bar til at gnistre af ny energi, og hun nikkede langsomt en enkelt gang for sig selv. Nej, natten i nat var ikke skabt til søvn.

Et dominerende og maskulint vrinsk brød den stilhed der havde omkranset hende, og Fames ører vippede langsomt i dennes retning. Havde hun hørte denne stemme før? Forsigtigt vendte hun hovedet og senere hen hele den langlemmede krop imod den fremmede, hvis mørke krop skilte sig tydeligt ud i den lyse sommernat. Blikket gled søgende og en anelse vurderende over ham, inden at hun langsomt selv hævede hovedet og bøjede det smidigt ind imod den slanke hals. En feminin kort brummen kom fra hende - tilfreds med det hun så, inden at hendes egen lyse stemme hilste ham tilbage. Hun mindedes at have set denne skikkelse.. men aldrig kommet tættere på end blot et enkelt glimt.
Med lange skridt bevægede den elegante rustrøde skabning sig imod den fremmede. Det markerede hoved var hævet, og blikket dybt men med et strejf af simpel nysgerrighed og interesse for sit natte selskab. For han skuffede hende ikke hvad udseendet gjaldt.. Musklerne var tydelige under det tynde brune skind, og holdningen ædel. Men fulgte en ligeså flot personlighed med? Guderne havde ganske vidst velsignet den kære Fame med et udseende der kunne forblænde mange, og de opdagede forsent hvilket råddent indre hun til tider kunne besidde. Men sommerens hormoner rev og hev i den elegante krop, og fik en naturlig interesse til at spire frem.

//Fame står stadig som i brunst under siden, men ved ikke om jeg skal tælle det med siden det er lang tid siden den er blevet opdateret. Hvad tænker du?

Himmelhingsten, der ej vandrede alene i nattens mørke, havde fundet en sjæl. Mørket omklamrede dem begge to, og Jaidev følte det som om, at det var nattens børn, skyggemonstre, der rakte grådige ud efter det lys, han var blevet velsignet med; et lys bestående af en kappe, der blidt flagrede på hans stærke korpus, og lignede et stykke af himmelen. Kappen udsendte et blidt og mildt lysskær omkring sig, og lyste hingsten op, men ej på en overvældende måde; som månen lyste himmelen op, lyste kappen ham op. Det blide lys rakte ud efter den rustrøde hoppe, og ramte hende ganske blidt; det oplyste hende en anelse, på trods af hendes lyse man allerede gav hende et mildt skær. Jaidevs dybe, sortnede øjne betragtede den fremmede sjæl på en unik måde; hans øjne gled over hendes fine skind, men ej gloende, men nærmest kærtegnende betragtede øjnene hoppen. Betragtede henes fine, slanke linjer, betragtede hvordan den kraftige man stod i stor kontrast til den spinkle, feminine krop. Næseborende dirrede en anelse på himmelhingsten, der sagtens kunne fornemme sødmen i luften; en lugt der satte hans hormoner i kog, men samtidig efterlod ham med en grim erindring fra fortiden.

” Vær hilset. ”

Stemmen brød nattens stilhed, som skar den blødt igennem det. Stemme var mørk og maskulin, men undertonerne var behagelige, toner man ønskede at lytte til. Jaidevs slanke ben dansede frem mod den rustrøde hoppe, mens hans silkebløde mule søgte forsigtigt frem imod hendes, for at hilse hende an; en simpel gestus. Da hans mule ramte hoppens mørke mule, lod hingsten den blødt berøre hendes næsebor og overlæbe, mens hendes duft blev indprentet på hukommelsen. Atter trådte han frem, ej på en frembrusene måde, men ganske let og elegant, mens den stille lyd fra den flagrende kappe, fyldte luften mellem dem.

” Mit navn er Jaidev, himlens vogter. ”

Det var ej pral, den måde himmelhingsten præsenterede sig på; han ønskede ej at prale med hans status. Men han ønskede, at hoppen kunne få noget at hendes nysgerrighed stillet; hvorfor han bar dette himmelstykke, havde han ny besvaret hende på. Men denne kappe, denne titel var også blevet en identitet for Jaidev; han var ikke længere Jaidev, han var en vogter, himmelvogter, han var mere end han nogensinde havde været før. En dyb brummen forlod fremskudte bringe, mens de mangfoldige muskler spillede under det mørke hårlag. Jaidev nød natten, nød at kunne danse i mørket, man i nat ønskede han en dansepartner. Mon den rustrøde ville være hans danserinde i en midnatsdans?


[ Hun kan bare være brunstig, lille stakkel ]

Den dansende hingst i månens skær. Omkring ham flagrede en stjerneprydet kappe, hvis indre syntes at rumme et lys. Et lys, der i nattens timer var kraftigt nok til at kaste bløde skygger omkring hingstens ædle krop. Dette lys kastede også sine bløde stråler frem imod Fame, hvis rustrøde krop tog imod den som hingstens egen. Lod det kærtegne hver runding, hver form, inden at han kom tæt nok på til at hilse på den røde sirene. Sådan begyndte natten for den rustfarvede Fame. Den maskuline duft af hingsten fyldte snart de følsomme næsebor, og den ranke skikkelse knejsede smidigt i nakken i takt med at han nærmede sig hende. Med en ulmende blik lod hun de mørke øjne glide over hingstens velformede krop, for derefter at lande imod de mørke øjne under pandelokken. Det var en stærk hingst… ikke blot i fysik, men i sandhed også i sjælen. Tanken var for en stund fremmed for den røde Fame, inden at hun kort nikkede for sig selv. Sådan måtte det være.. for andet indtryk ville hun få svært ved at acceptere.
Vær hilset.
Ved lyden af hans mørke stemme, vippede de mandelformede ører let frem imod den brune skikkelse. En fornem hilsen, som vækkede en behagelig følelse i hoppen. At blive hilst med sådanne en respekt var sjældent nu til dags. Og selvom denne stjernehingst ikke just kendte Fame, ønskede han alligevel at møde hende på ligefod med andre. Og ved hans fremstrakte mule, var hun ikke sen til selv at strække sin frem for at indprente denne himmelhingsts fært. Den brune skabning i den lysende kappe, præsterede sig kort efter som værende Jaidev – himlens vogter. Langsomt vippede den røde hoppe det fine hoved på sned, men godtog det kort efter. At nogle kunne vogte himlen over hende, faldt hende fremmedt. Men ikke desto mindre, var kappen et tydeligt bevis på at han i mindste fald ejede et stykke af denne himmel. En brummen med en svag dyb undertone kom da fra hoppen, inden at hun langsomt hævede hovedet en anelse.

”Jaidev.. Mit navn er Fame..”

Fame havde selv intet hun kunne sætte bagpå navnet, men ordrende blev fremsagt med samme stolthed som havde hun været vogter af selveste solen. Den dæmpede stemme svandt langsomt ind i nattens stilhed, inden at hun med trippende skridt bevægede den velformede krop lidt til siden, for bedre at se på den brunlige Jaidev. Betragtede den flagrende kappe, men gjorde sig efter kort tid opmærksom på de spillende muskler under hårlaget. Hun havde ikke andet at sige, end at han var en attraktiv skabning hvad fysikken angik.
Den røde sirene lod søgende den følsomme mule søge frem imod ham, men stoppede den få centimeter fra pelsen. Om denne himmelhingst var til at røre - til at føle – vidste hun ikke. Da brummede hun opfordrende, og slog med hovedet for derefter at trippe omkring ham i fyrige skridt. Opstemt af nattens skønhed og sit pludselige selskab, reagerede Fame ved de tanker der svirrede i hende. Hun ønskede at lære denne at kende, at vide mere om himmelhingsten. Men mest af alt, at nyde nattens muligheder.

Dont you dare forget the sun

Wordcount: 484

Den himmelbeklædte kappe lå stødt og stabilt på den ranke ryg. Den klistrede ej til hingstens skind, men den var ej heller ved at falde ned på hans side; den var som formet til ham. Hver gang et lille vindpust drog vejen forbi, flagrede kappen ved hingstens flanke, og bevidste, at den blot lå på hans ryg, prydede hans ryg. Over de to sjæle skinnede stjernerne på den mørke himmel; men disse stjerne var også dannet på kappen, der skinnede over himmelhingsten, og blidt lod det blege lys kærtegne den røde hoppe foran ham. Et lys, han var velsignet med, og ville bære med stolthed og ærefrygt. Han var stolt over, hvilken magt han havde fået tildelt, men vidste også, at ved store kræfter, kom et stort ansvar. Tanken fik ham til at gøre et minimalt ryk med det ene øre, men da den røde hoppe tog imod hans mule, lod han et varmt prust ramme hende, så ånden steg op imellem dem.

Da hoppen lod stemmen lyde, vippede Jaidev ørerne nysgerrigt fremad. Hans egen maskuline stemme var blevet fortæret af skyggerne, men nu lod den røde hoppe sin feminine stemme drive stilheden væk. Fame. Med et langsomt og lyttende nik med hovedet, drejede hingsten hovedet til siden, da den røde Fame lod til, at betragte ham. Betragte det ydre, der gemte sig under den smukke kappe. Et dybt, maskulint brum spillede fra hans bringe ved hoppens åsyn på hans krop; det var med blandende følelser, at han kunne mærke hendes blik. Engang var alt hvad han ønskede, at blive set – nu drømte han om, atter at kunne skjule sig i skyggerne. Da hoppens mule kom tættere på, hævede Jaidev den ravnsorte hale og knejste nakke sammen. Brummen blev dybere og dybere, og da hun var ganske kort fra hårlaget, drejede han smidigt halsen, og lod mulen puffe kærtegnende til hendes bløde mule. Hans mørke øjne, hvor et karamelliseret udtryk spillede, betragtede hende, inden han kastede med hovedet, da hun trippede bort. Natten lagde op til så mange muligheder, og det begyndte at krible under Jaidevs pels; en femmede, ukendt følelse boblede i det indre.

Med halsen knejst dybt sammen, sprang Jaidev an i en dansende trav op til hoppens side. De mørke øjne glimtrede i kappens bløde skær, og den bløde mule ramte hendes i en intens berøring. Ørerne vippede sidelæns, og halsen piskede omkring kappen. Et varmt prust ramte hende, inden han dansende frem i piaffligende bevægelser. Han skævende bagud mod den røde hoppe, inden han svingede bagparten kontrolleret til siden, så de stod front mod front. Næseborende dirrede på den mørke Jaidev, og i nattens magiske stund, rakte han mulen frem mod hendes pandelok, og lod den glide ned af hendes næseryg, og ramme mulen på hende. Der lod han et forsigtigt nap ramme, efterfulgt af en dominerende brummen; han bød hende op til dans, hvis hun ønskede, at danse med ham.

code by ♥

Fames mørke øjne skuede hingsten, hvis krop var dækket af den stjerneprydede kappe. Den smøg sig blødt ned over hingstens former, og fulgte ham i hver bevægelse han end måtte foretage. Den glødede, og bar løfter om aldrig at vandre i mørket. Med den fulgte sikkert en historie, hvis bærer nok også holdt tæt. Fame selv havde sine historier, sine minder og sine ar. Men de var ikke til enhver at høre, og blev dermed holdt ligeså hemmelige som natten selv. Så mørke, mystiske og til tider skræmmende… Og ligesom denne himmelvogters kappe, smøg disse hemmeligheder omkring den rustrøde. Dækkede hende i sin egen aura af mystik, hvori øjnene blot var centreret punkt. De funklede i det svage lys, men aldrig nok til at gløde som stjernekappen.

Den smidige hals blev elegant foldet, idet at en maskulin brummen steg fra den mørke hingst. Svagt tiltede hun hovedet tilbage, hvorpå at den brune var selv i en dansende trav søgte hendes side. De stærke ben bar ham hurtigt fremad, og en ukendt og dog så velkendt spænding begyndte i hoppens krop. Den fik det følsomme røde skind til at sitre svagt, og et opstemt smæld steg fra den lange flødefarvede hale. Tanker gled langt i nat, og i den mørke mule hvilede et svagt smil.
De mandelformede ører blev let vippet tilbage, idet at den røde nobelt trak hovedet tilbage og bukkede det smidigt ind imod bringen. Fra hendes bringe steg en feminin og dyb brummen, der i natten gled uhindret frem. Den varme berøring ned over næseryggen, fik et svagt prust til at komme fra hoppen, der næsten dirrede under den bløde mule. Den indespærrede energi og længsel var svær at trodse, men selvkontrol havde hun dog. Dog efter hingstens forespørgsmål, var der et svagt øjeblik i stilhed fra hoppe. Betragtende og vurderende så hun på ham, selvom der ikke var meget tilbage til at vurdere. For hvis hoppen havde haft nogen tvivl omkring denne hingst, havde hun søgt videre for længst.
Med et dæmpet hvin trippede hun tilbage, inden at hun i fjedrende skridt begyndte at cirkulere omkring stjernehingsten. Den silkebløde man blev fyrrigt kastet over på den anden side, inden at den røde begyndte at søge ind imod ham igen - ved at dreje om hendes egen akse ind på midten. Den elegante krop gled smidigt omrking ham, inden at hun med et pirrende nap lod mulen glide fremad halsen da hun nåede ham igen. Hun havde set sådanne bevægelser som hingsten fremførte før, men havde aldrig selv lært dem. Således dansede de 2 sjæle forskelligt, men sådan måtte det være.