Lost [Nymfe]

Dut dut – sikken de kunne. Den lille grå havde ladet Nymfens ører være, og ligeså havde hun. I stedet havde de givet sig til at puffe imod hinandens muler, måske for at huske hinanden på at det var okay det hele, eller måske blot for at holde fokus. Det var jo sene timer, og allerede nu kunne Nymphadora mærke at trætheden kom snigende igen, nu hvor de ikke længere løb for fulde drøn – men den måtte ikke overmande hende.
Da den lille grå nærmest pustede til hendes mule vrikkede hun nysgerrigt ørerne op. Hvad var det nu det betød? Hun havde set hendes mor gøre det før, og Nymfen havde også selv oplevet hendes mor gøre det på sig selv, men meningen var et øjeblik glemt, indtil den grå duttede hende på mulen igen. Nå ja, det betød jo at man var venner! Et kækt, men samtidig glædeligt smil fandt vej til hendes mule, inden hun gumlede tilfreds. Det her havde hun ikke ligefrem ventet, da hun havde lagt sig til at sove, men overraskelser var hun altid glad for, især de gode. Da den grå havde lagt sig lidt bedre til rette, brummede Nymphadora tilfreds igen, inden hun lagde hovedet ned på den grå’s forben. Herfra kunne hendes blå øjne stadig betragte hendes nyfundne ven uden problemer. Der gik lidt, hvor hun blot kiggede ganske nysgerrigt på den grå, inden noget poppede op i hendes hoved. Hvad hed den grå? Nok havde Nymfen ikke snakket meget i sit liv, men få ord kunne hun vel nok få fremstammet.

,,Du er?”

Blev det til, alt imens hendes ører ganske opmærksomt var rettet frem. Hun var Nymphadora, det vidste hun. Men hun anede ikke hvem den grå var.

Euphoria smaskede en anelse døsigt. Det havde været en stressende dag, som hun havde brugt på at lede efter sin moder over hele Enophis. Hun havde ikke kunne finde hende, men havde i stedet fundet en ny sjov ven. Dog holdt hun sig vågen, for hun ville ikke gå glip af det her øjeblik. Desuden var det så trygt i hendes selskab, selvom hun kun var på næsten samme størrelse som hende selv. Et perlende fnis kom fra hende og hun duttede hende nu i panden da hun lagde hovedet på hendes forben. De små ører vippede sig fremad da hun nu talte og et bredt smil fandte vej på hendes lyserøde mule. Det tog lidt tid for at vende ordene i det lille hoved, og det var lige med at huske hvordan man svarede.

” Euphor-pho-ria. Du-uuh? ”

Fik hun fremstammet, men ikke af usikkerhed, nærmere bare fordi hun var vant til at kommunikere via kropssprog med sin moder og derfor ikke var trænet i at tale. Endnu engang duttede hun til den anden, for at se om hun nu holdt sig vågen.

Der gik lidt, inden den lille grå fik sagt hvem hun var. Nymphadora skulle bruge en smule krudt på at gennemskue sammenhængen i de lyde hun sagde, men kom frem til at den grå havde sagt Euphoria. Et langt navn, ligesom hendes eget, men kreativ som den lille Nymfe var, fandt hun hurtigt på et alternativ.

,,Phoria!”

Udbrød hun glædeligt over at kende navnet på sin nye veninde, som havde givet udtryk for at hun var ganske godt tilpas i selskabet af den sorte Nymfe, som havde puttet sig ganske godt ovenpå hende. Hun brummede sagte, inden hun løftede hovedet en smule, for ligesom at gøre klar til at fortælle sit eget navn – Phoria spurgte jo trods alt om det!

,,Nymphadora”

Sagde hun med noget større sikkerhed. De to ord i verden hun kunne bedst var sit eget navn og ordet mor. Det brugte hun også tit. Ellers kendte hun ikke så meget til sproget endnu, men det var så småt begyndt at dæmre for hende, og formegentlig ville hun snart være i stand til at snakke noget mere. Derpå lagde hun hovedet en smule ned igen; Phoria’s dut i panden var vel for at se om hun endnu var vågen, men det behøvede hun ikke bekymre sig om. Nymfen skulle nok holde sig vågen så længe det var påkrævet fra hendes nye veninde.

Euphoria smilede blot bredt af sin nye ven. Hun duttede endnu engang muntert til hende i ren glæde over hendes glæde. Ligeledes fik hun nu navnet på sin nye ynglingsven. Havde hun været en hund havde hun nok logret med halen, i stedet nøjedes hun med at vifte begejstret med den. Også Euphoria kunne nu kreere et kortere alternativ til hendes lange navn, som nok ville volde hendes tunge store problemer indtil hun blev lidt ældre.

” Nymfe! ”

Udbrød hun glædestrålende og duttede hende endnu engang i panden for at bekræfte at det altså var det hun blev kaldt nu. Hun gabte dog nu højlydt og nippede nu blidt en Nymfe. De ravfarvede øjne blev kortvarigt en anelse fjerne, men hun forsøgte at vække sig selv ved at give et lille spjæt i hele kroppen, mens hun smaskende så på sin nye ven, nymfe!

De sene timer var snart begyndt at blive de tidlige. De to føl havde ikke sovet meget i løbet af natten, for de havde haft travlt med at lege. Nu, hvor de havde krøllet sig sammen ovenpå hinanden og fundet ud af hvem de hver især var; Hun Nymfe og Phoria, ja hun var Phoria, så var der faldet lidt stilhed over dem. Af og til duttede de lidt til hinanden, og hver gang Phoria duttede, duttede hun selv igen. Det var nok et varetegn de to små sjæle var ved at udvikle med hinanden, og som de lynhurtigt havde fundet ud af fungerede for dem.
Phoria så ud til at være træt, og det var den spæde hoppe også selv. Deres øjne blev tungere, og snart så Phoria ud til at være ganske fjern, selvom hun vidst kæmpede med at holde sig vågen. Det tog ikke Nymfen ret lang tid at overveje, om hun skulle lægge sig til at sove eller ej. Hun var jo tryg, og hendes mor stod stadig blot 10 meter fra dem, og hvis der var noget Ava var god til, var det at holde øje med hende. Så de var i sikkerhed. Langsomt lod hun sit hoved lægges godt til rette med en lille gumlen, inden hun langsomt lod sig glide ind i søvnen. Det gik stærkt, selvom Phoria af og til spjættede, så det gav et sæt i dem begge, men det forstyrrede hende ikke. Hun sov nok så skønt.

Langsomt begyndte fuglsang at høres over Enophis. Det gik her op for Euphoria at hun faktisk havde været væk fra sin mor i rigtig længe. Hun så kort søgende rundt, men kunne til sin store sorg bekræfte at hendes mor ikke var til at finde. Hun blev dog revet ud af sin sorg hver gang Nymfe duttede til hende, og hun duttede hver eneste gang igen. Deres dutning. Hun smaskede en anelse og lagde hovedet på Nymfes hals. De små lodne ører vippede frem og tilbage og hun kunne ikke finde helt ro uden sin mor, men hun fornemmede roen fra sin ven og det var også med til at hun nu langsomt faldt mere og mere hen. En svag smasken kunne høres fra hende og hun sukkede i ren velbehag, inden hun lod de små øjne glide tungt i. Hun kunne ikke holde sig vågen mere nu. Det havde været sådan en lang dag, og nu havde trætheden overvældet hende, i det hun havde fundet tryghed. Snart sov hun mindst ligeså skønt som sin ven.

//Fin

Stilheden var tryg og beroligende; men aldrig havde den lille Nymfe heller haft problemer med at sove. Hun blev varmet ganske dejligt fra den lidt større Phoria, som hun ikke lagde så meget mærke til måske var en smule mere utilpas end hende selv, for hun sov stødt og trygt. Da Phoria omsider valgte søvnen også, lå de to små sjæle sammenrullet i en klump der bestod af tryghed og varme, hvor de uden bekymringer kunne tilbringe resten af de mørke timer, inden solen om ikke så længe ville trænge ind over himlen igen og vække både Ava og de to små, så de kunne gå en ny dag i møde med fornyet energi. Natten havde været berigende for dem begge, for de havde hver især fundet en ny ven i hinanden; et venskab der forhåbentlig skulle varer år endnu.

//The end