The shadow has returned (Drezar)

(reserveret til Signe // Drezar)
Længe var der gået. Et halv år som minimum, siden den spraglede hoppe sidst havde vist sig for andre skikkelser, i Andromedas land. Den grålige hoppe havde til vinter søgt langt væk, væk fra det område hun kendte ud og ind; for væk ville hun, men mest af alt, ønskede hun bare at komme væk fra hende selv. Den grå spraglede hoppe, var indbegrebet af tab, tab af andre, sorgen indblandet, skuffelsen og nederlaget. Men alligevel kom hun her gående, blandt de tætte træer, med hovedet hævet op, og bringen skudt frem. Ja, hun bevægede sig af sted med stolthed, trods det ej var det hun følte i sit indre. For Asira, ja, den spraglede hoppe, mente ikke at hun havde noget at være stolt over; men hun bar sig frem således. For da ville man ej bemærke hende så meget, som hvis hun slæbte sig af sted, med sin spinkle og feminine krop, der bar muskler, men som ikke bar meget fedt.

Fedt havde hun ej båret igennem det sidste års tide, nej, tynd, og næsten markeret i alle knoglerne, det havde hun været.. Ja, siden dengang Saphira forsvandt, Seth, Djange og Taia, ja, da havde appetitten ej ligget hende nær eller kær. Men dog havde hun da spist, da ville hun jo ej være i live ellers. Den grå hoppe slog et svirp med den sorte hale, inden hun i et ryk standsede op, og stirrede ud i det nu åbne landskab, Leventera. Ja, hun begik sig sjældent på andre øer en Chibale, men denne gang, måtte hun krydse denne ø, for at komme helt hjem.

Den spraglede og arrede hoppe, lod de mørke øre vippe bagud imod nakken, inden hun da bevægede sig fremad, med et stift blik fremadrettet. Blot skulle dette åbne stykke krydses, så hun atter kunne komme ud til havet, og krydse dette, for at komme til øen Chibale; hendes hjem, efter en udrejse på nogle måneder.. Hun vidste ikke hvad hun søgte, ved at komme tilbage hertil; for alle omkring hende, var jo forsvundet længe inden hun selv søgte herfra.. Et fnys forlod hendes udspilede næsebor, inden hun da slog frem i en trippende trav, og knejste sin nakke ned i en bue, og løftede sin sorte hale.. Således bevægede hun sig af sted, den arrede og spinkle hoppe, så lydløst som muligt.

Leventera var endnu hjemmet for den spralgede Drezar der bar alverdens farver på sin krop. Han havde ikke haft viljen til at give sig i kast med det frådende vand endnu engang – men på den anden side, så havde han alt han behøvede lige her. Han havde mad, vand, plads til at bevæge sig på og samtidig var denne ø noget mere befolket end ørkenøen, som han for kort tid siden endelig havde taget sig sammen til at forlade.
Han kunne vel sagtens ikke klage, men alligevel havde han stirret mistroisk på vandet fra trægrænsen af de sidste par dage. Han hadede idéen om at være fanget, selvom han brød som om denne ø. Han havde levet et liv på en fold, men det havde aldrig generet ham, for han følte han havde haft friheden alligevel. På skibet havde det været en fængsel uden lige, og det var nok traumet derfra, som havde gjort at han aldrig følte sig tilpas, når ikke han kunne vandre præcist hvor han ville i dette land, på grund af vandmasserne der skilte øerne. Åh det generede ham.
Et udmattet, trodsigt og nærmest opgivende fnys forlod hans mule, inden han valgte at vende ryggen til vandet. Dage var gået hvor han nærmest kun havde betragtet vandet og tænkt over hvordan han kunne krydse det; men han var ikke kommet frem til en løsning, og valgte derfor at gå indlands igen. Måske kom der noget til ham, når han ikke prøvede at tvinge det frem.
Dermed satte han afsted med de majestætiske skridt han nu engang besad, og som et lyn fra en klar himmel forsvandt det vemodige fra hans adfærd. Det måtte ganske enkelt vente til han havde tid til at tage sig af det igen. Han strøg let og elegant igennem skoven, som blev mere og mere tæt jo længere han kom ind, indtil en fremmed duft ramte hans næsebor. En sjæl han endnu ikke havde stødt på var i hans nærhed og havde med det samme fanget hans interesse. Selvskab var altid at foretrække frem for ensomheden, så derfor satte han ufortrødent i den retning som lugten kom fra; ganske spændt på at se hvem han ville rende på.

Den spraglede og arrede hoppe, trippede af sted i en elegant bevægelse, som flød hun langs med græsset, og fulgte dets bevægelser. Hun slog et slag med det ellers knejsede hoved, inden hun da knejste det ned igen, så musklerne kunne anes i hendes spinkle hals. Et svirp med halen blev det også til, inden hun i et ryk drejede hovedet en smule, fordi en fremmed lugt havde ramt hendes udspilede og sensitive næsebor; en fremmed sjæl var i nærheden af hende, og hvis hun ikke tog helt fejl, løb de faktisk imod hinanden, for der hvor vedkommende kom fra, der var den spraglede Asira på vej til.

Hun udstødte et halvt utilfreds brum, inden hun da slog forhovene i jorden, og gav et let sæt i forkroppen, for at bremse helt op, og nu stå med sammenknebne øjne, stirrende imod de træer, der skjulte hingsten. For en hingst, det var det, det kunne hun lugte. Hun veg et par skridt bagud, og virrede hovedet op og ned, inden hun da samlede kroppen, og lod blikket stirre endnu, intenst, uden at blinke.

Frem mellem træerne, kom en yderst flot hingst; men Asira havde ingen intentioner om at lade nogen hingste komme så tæt på hende igen, efter de sidste mange møder. Hun lod blikket falde lidt ned, så hun kiggede imod hans bringe, og ikke hans ansigt. For Asira ønskede ikke øjenkontakt, det havde den grå hoppe aldrig været god til. Intet sagde hun, men trådte blot nogle skridt sidelæns og et frem; ubeslutsomt, for den grålige hoppe anede ikke hvad hun skulle, for selskaber, dem havde hun aldrig været god til. Inderst inde ønskede hun dem inderligt, men hun turde ikke være i dem, i lang tid, eller binde sig. Et kort hej, det var det som regel blevet til. Men der stod hun, en anelse trippende og virrende, ubeslutsomt, uden at tale.

Den spralgede hingst tøvede ikke på sin vej imod den fremmede hest, som han havde sanset i skoven. Han ville så meget hellere imod indlandet, end stranden som han havde opgivet, og nu hvor denne fremmede tilfældigvis var mere indlands end han var, havde han ingen problemer med at sætte farten lidt op.
Han satte frem i trav, en rigtig fyldig og svævende trav med let rejst hals og fremad rettede ører. De krøllede ører, som nok var hans mest særprægede kendetegn, ud over den umådeligt spraglede krop, opfangede snart de første lyde fra denne fremmede, som nu fremstod som værende en hoppe. Duften var klar og tydelig, men ingen brunst var at finde i luften. Det slog ham dog ikke ud af kurs, for selvom han førhen kun havde haft med hopper at gøre i deres brunstperiode, nød han nu deres selskab ganske fortrinligt.
Hans dansende skridt førte ham snart igennem en klynge træer i skoven, der stod ekstra tæt, og så var hun der. Grå, med et hvidt aftegn over ryggen og mørkere ben. Hun var lidt mindre og tættere i bygningen end hopper af hans egen race, men hun var umådeligt elegant at se på alligevel. Han udstødte et prust af ganske høj og hingstet karakter, inden han lagde hovedet let på skrå. Et smil tegnede sig over hans mule, der dog hurtigt blev erstattet af en undring der krøb over hans mule. Hun virkede utroligt usikker på sig selv og hvor hun skulle stå, som var hun i tvivl om, om hun ville blive eller gå. Han rettede sig en anelse op og kneb øjnene sammen et øjeblik. Han havde før jagtet hopper for deres selskab, men noget fortalte ham, at han ikke skulle gøre det med denne, eller måske nærmere ikke orkede. De rigtig besværlige sagde ham ikke det store; men måske var hun ikke besværlig hvis han lod værre at presse hende.

,,Og hvem har vi så her?”

Lød det så fra den spraglede hingst, hvis lækre og sprøde stemme tidligere havde været kendt for at tryllebinde de unge hopper. Det var dog under langt andre omstændigheder, og han forventede heller ikke at det ville gavne ham meget i dette frie land. Han brummede derefter hingstet, inden han rakte mulen en anelse fremad imod hende. Hun virkede jo meget spændende, så han ville ikke have noget imod at kigge lidt nærmere på denne hoppe.

Den grå skabning, forblev stående med ansigtet rette imod den spraglede skabning, der nu kom ud mellem de tætte træer. Asira veg kort med det mørke hoved, inden hun trådte nogle få skridt bagud, i en små stiv bevægelse. Hun frygtede ikke skabningen foran hende, hingsten, hun frygtede sjældent noget. Men alligevel var hun skeptisk, og forudseende, for hun havde oplevet mange ting, med disse hingste; og sjældent havde de været gode for hende. Et slag med halen afgav en svirpende lyd bag hende, inden hun da udstødte en brummende lyd, lyst og alligevel mørkere end så mange andre hoppers. For hun brugte sjældent sin stemme; hun var oftest tavs, og viste mere med kroppen, end med ord.

Den spraglede hingst, kom dog ikke tættere på hende, han forblev stående hvor han var, om end lidt forvirret over at den grålige Asira trippede til siderne og bagud, for derefter at træde et lille skridt frem, og derefter tilbage igen. Ja, hun vidste nok ikke helt hvad hun skulle gøre af sin egen krop og tilstedeværelse; for han var det første selskab, hun havde haft i mange måneder, siden hun havde udvandret fra Chibale.. En sprød brummen forlod hingsten foran hende, inden han da hilste på, med et spørgsmål til Asira. Hun kneb let øjnene i, skeptisk, ’Hvem har vi så her?’, ja, det var jo egentlig et godt spørgsmål; Asira kendte bare ikke selv svaret på det. Men dog vidste hun godt, hvad han nok mente med formuleringen; ’Hvad er dit navn’.

,,Asira”

Svarede hun, med den lyse stemme, der dog havde en lidt ’rusten’ kant, fordi den så sjældent blev brugt. Stemmen kom helt bag på hende selv, for hun havde ikke talt de sidste mange måneder, så de grå øre vippede ned i nakken, skeptisk over sit eget ord; og ligeså over at hun overhovedet havde svaret ham. Hun knejste nakken ned, og tog mulen ind imod sig selv, som en besvarelse af hans fremstrakte mule; den ville hun nu altså ikke røre. Men alligevel kiggede hun på den, og hendes egen mule mimrede, som søgte den en berøring. Asira tog sig selv i det, og virrede med det grå hoved, og tvang kroppen endnu et skridt bagud; selvom hun måske egentlig hellere ville tættere på ham, bare for at røre ham.

,,Hvad er dit navn?”

Hun spurgte sjældent tilbage; men noget gjorde bare, at hun ikke ønskede at selskabet allerede skulle stoppe. Ikke endnu.. For ensomheden havde hærget hende for længe nu.

Han gumlede kort for sig selv, imens han beskuede den dun hoppe, der nu så ud til at have fået styr på sine ben. Godt så, første skridt på vejen. Hans krop stod ganske rankt og enhver ville nok mene at det var et ganske betagende syn, men han var ikke sikker på den grå hoppe havde sådanne tanker. Hun så noget mere bidsk ud end alle de hopper han hidtil havde stødt på – og han havde set en del efterhånden.
Der gik lidt tid inden hun fik styr på hvad hun skulle svare virkede det som om. Og dermed fik han at vide at Asira var hendes navn. Han lagde hovedet en smule på sned og nikkede anderkendende. Det klædte hende og hendes lidt kampklare ydre ganske fint.
Hun spurgte ligeledes efter hans navn, og som altid kom den lille diskussion frem i hans sind omkring hvilket af hans navne han skulle benytte. Jagdis var det navn hans ejer havde givet ham og Drezar var det navn hans moder havde givet. Han benyttede som regel kun Drezar overfor sjæle som havde gjort særligt indtryk på ham; og derfor valgte han for nu at udgive sig som Jagdis – og så måtte han se om hun kunne gøre indtryk nok på ham til at udlevere det andet navn.

,,Du kan kalde mig Jagdis, Asira. Aye”

Lød hans sprøde stemme, inden han tillod sig at træde ét skridt tættere. Hun virkede som lidt af en bombe, sådan ud fra hendes kropsholdning og spændingen der ikke helt ville slippe hendes muskler, så han regnede ikke med hun ville lade ham komme nærmere; men som altid, var hopper jo en ting han ikke kunne lade værre, så et forsøg ville han da gøre. Om det så måtte betyde at hun trådte endnu længere fra ham, hvis ikke han var accepteret.