Wandering mind(Trine)

.~:SAMAEL:~.
WANDERING MIND

Solen bagte fra en skyfri himmel, og kastede et uligedigt, flimrende skær over den gyldenrøde sandverden. Et sted man ikke ønskede at opholde sig for længe, og dog vandrede en hingst iblandt bankerne, ganske roligt, og næsten upåvirket af heden. Ganskevist dampede hans brogede skind svagt, men den mægtige hårpragt tillo ham at bibeholde kulden, selv i den mægtige hede, hvis blot han ej krævede for megen bevægese fra sin krop. Trådte man nærmere den mægtige skabning, kunne en svag nynnen tydes fra brisen, dyb, melodisk, og frem for alt, med sin helt egen mystik. Ikke en melodi han før havde hørt og opfanget, nej, han skabte den selv, som han vandrede der, og spredte sang i tusinder af retninger med sit hovskæg.
Fortællinger gled igennem hans brede hoved, alt imens hans vandring førte ham nærmere det skyggefulde ly han søgte. Fortællinger om de oplevelser han havde været igennem, og de som var blevet ham overleveret igennem hans vanding. Let til mods var han, og frem for alt i sin egen, harmoniske bobbel. Og dog forekom han ikke uvildig over for udefrakommende, hans kropssprog, holdning og sjæl udtrykte ikke behov, men nærmere en venlig imødekommende sjæl. Hellere end gerne sluttede han sig til en anden, i denne hede, men det var ham ikke nødvendigt, han kunne med lethed få timer til at gå, blot ved at fremstille melodier, og overveje alt fra liv til død.

En grå hoppe kom gående igennem sandet, med skridt der virkede tunge og slæbende. Dette var aldeles ikke en ø, der tiltalte den spraglede Asira; for underlaget var hendes hove og skikkelse ikke vand til. Hun var vant til Chibale, den træfyldte ø, hvor hun havde bevæget sig rundt, siden hun som lille var blevet efterladt. Der havde hun også født Saphira, som senere hen forsvandt, som om hun aldrig havde eksisteret. På Chibale havde hun også oplevet diverse kampe, mellem hende og andre individer; men alligevel var det den ø, hvor Asira følte sig hjemme, og i trygge omgivelser.

Den grå skabning vandrede tungt af sted, mens solen bagte ned på hendes følsomme skind, der var arret efter de mange kampe og bid. Hun var spinkel, tynd, på nippet til at det næsten kunne være farligt. Men dog var hun da langsomt begyndt at tage på igen, efter vinterens hersken og frost. Den mørke hale slog et svirp, inden hun lidt dovent løftede hovedet op, og standsede, på en sandhøj. Hun lod blikket spejde udover det golde område, men skyggen af vand eller føde, var ikke at se. Et fnys forlod hendes mule, og i et lidt desperat øjeblik, lod hun hovedet slå et slag, virrende, mens et forben faldt ud i luften, og derefter ned i sandet, så det hvirvlede let op. Hun bevægede sig da atter af sted, igennem det tunge sand, som hun af of til snublede i; nej, Asira kunne bestemt ikke li denne ø. Hun lod blikket glide lidt sidelæns, hvor hun da fik øje på en skikkelse; en stor hingst. Han virkede en smule.. Bekendt.. Men hvorfra? Hun standsede brat op, og kneb øjnene sammen; Var det indbildning, eller gik der en skikkelse rundt i det fjerne?

.~:SAMAEL:~.
WANDERING MIND

Skridt for skridt mængede de gyldne hove sig med sandkornene, og lod det skumfarvede hovskæg hvivle den lette byrde op i luften. Ganskevist var dette sand tungt, og brændte svagt under hans såler, men det indbød, for ham, hellere end gerne til dans og bevægelse. Han havde været vant med at traske rundt i timevis, øve cirker, piaffer og versader, i en rund sandbund, noget han aldrig havde elsket på samme måde, som han elskede at bevæge sig i det fri, men disse øvelser var ham dog en kærlighed. Kort vippede det sorte øre ud til siden, hvorpå det tunge hoved snart fulgte, og hingstens dybblå øjne faldt på en mager skikkelse i de næsten flammefarvede omgivelser. Grållig, mussegrå, men frem for alt velkendt for hans blik. Den milde brise bragte snart hendes duft med sig, og vedkendte hingstens genkendelse. Jo, denne sjæl havde han mødt før, men hendes navn huskede han ej, blot at hun havde været besværret af en stor mave under deres møde. En brummen forlod snart hingsten, og bredte sig til sidst til et dubt, smukt vrinsk midt i al ørkenens stilhed. Han gik ej nærmere hende, men stoppede i stedet sin bevægelse, for at betragte hoppen. Hun forekom ham spinkel, og ikke velnæret. En ting der undrede ham, for sommeren havde længe haft grebet i dette land, og græset spiret fugtigt. Men ikke alle levede lige vel med vinteren som selskab, og måske det samme kunne siges om de unge skikkelse.