Where am I? [Signøh]

At hun begyndte at græde efter at han havde sluppet hende, og hun havde mislykkeds sine forsøg på at rejse sig, rørte ham faktisk ikke. I stedet blev hans udtryk, der før bare var direkte skummelt, ændret til ligegyldigt. Hun var virkelig ikke medgørlig, og ligenu kunne han vidst slet ikke få proppet noget i hovedet på hende, fordi hun havde lukket af. Han fnøs kort, inden han vandrede ind i bunden af grotten – han gad ikke bruge tiden nu, når hun alligevel bare græd, så han kunne ligeså godt sende hende videre. Han skulle bare bruge noget først, inden det kunne lade sig gøre at smide hende tilbage til den ø hendes mor var på.
Han rodede rundt mellem alle de ting som Myth havde haft rørt. Han skulle bruge noget fra hende, for at lave en portal til den ø hun befandt sig på nu, for den lille prinsesse ville nok næppe have fornuft nok til at finde tilbage på egen hov.
Efter flere minutters søgen fandt han dog det som han ledte efter; et par af Myths hår fra hendes sølvfarvede man. Han tog dem ganske nænsomt op, så nænsomt det nu kunne gøres med en mule og ikke hænder. Derpå benyttede han sin magi til at fremtrylle en portal der åbnede op til øen som hendes moder nu befandt sig på. Den dukkede op lige foran den lille hoppe, som han var gået ud til igen. Han nikkede kort og ganske bestemt imod den, inden hans nu grav alvorlige stemme lød.

,,Du finder din mor på den anden side. Gå”

Derpå vendte han ryggen til hende; gik hun ikke selv skulle han nok smide hende igennem – men mere gad han heller ikke have med hende at gøre for nu. Han ville finde hende når hun engang blev ældre og mindre pivet; til den tid kunne det være hun også forstod hvad det var for evner hun havde og dermed selv ville udvikle dem. Og så kunne han sætte sit præg på hende.

Snart ophørte den ellers ustyrlige hulken. Hun var næsten faldet hen og lå blot og stirrede fjernt ud i luften. Hun havde ganske rigtigt lukket af, så hun ikke kunne mærke hvor ondt hun havde. Hun var forvirret. Forvirret over at nogen kunne være så grusomme, når alt hun havde kendt til var kærlighed. Man kunne vel sige at hun inderst inde var skuffet, men hun kendte ikke til de følelser, ikke endnu. Hun ænsede knapt at den dumme hingst kom tilbage. Det var først da portalen blev fremtryllet at hun så op. Der var ikke rigtig noget liv at spore i de ravfarvede øjne, ingen frygt, ingen ting, men en ting forstod hun dog. Mor. Spørgsmålet var så om det var sandt, men havde hun noget at miste? Det tog længe, men snart stod hun vaklende på de lange ben. I det mindste havde han lavet den tæt på hende, så hun væltede nærmest igennem den, i ren iver på at komme væk fra ham.

//Fin ?

Han stirrede blot på hende, imens hun med et ganske dødt blik fik stablet sig op på sine ben og vaklet igennem den portal han havde fremtryllet. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle synes. Hun havde vel skuffet, ved at være sådan en pjevs – dertil havde Xenocrates været noget lettere at have med at gøre, selvom hans hjerne havde været optaget af så meget andet. Men denne hoppe. Ja, måske hun ville blive til noget en dag, men ligenu var hun for svagelig af sindet. Det sind kunne han faktisk ikke helt greje hvor hun havde arvet fra – for hendes moder var da nok den mest fyrrige han kendte til i landet. Med et fnys lukkede han portalen da den lille hoppe var gået igennem, for da at vende tilbage til dybden af sin hule. Som altid havde han planer at arbejde med og fremtidssyn han skulle tolke. Men denne aften gik hans tanker nok mest omkring hvordan han skulle få denne pjevsede hoppe til at vokse op og blive en prinsesse han kunne blive stolt af – en prinsesse med stød i.

// Out