Where am I? [Signøh]

Fortumlet og forvirret kom den unge plag på benene ved Chibales kyst. Sandet klistrede til hendes våde pels, og den efterhånden lange man var uglet, og hun lignede mest en druknet mus. Hun rystede sig nu for at få det værste vand og skidt af, hvilket resulterede i at hendes hårpagt nu var endnu mere rodet. Hun så sig nu forvildet rundt med de ravfarvede øjne, og kunne slet ikke genkende omgivelserne overhovedet. Hvordan var hun i øvrigt havnet her? Hun rundede snart et år, det var blot et spørgsmål om dage, og det var første gang hun var sådan helt på egen hånd på fremmed grund. Af uforklarlige årsager havde hun holdt sig klistret op og ned af sin moder i hele det første år, hvorfor hun havde fået lov måtte guderne vide, for hendes mor var en meget tavs hoppe, men hun vidste vel i bund og grund godt hvordan man skulle klare sig selv.
Hun prustede en anelse for at få sandet ud af næseborene, og hun vaklede da et par skridt fremad, inden hun for alvor fandt fodfæste og begyndte at vandre ind mod træerne. Trætheden var næsten overvældende og det var tydeligt at hun ikke havde nogen anelse om hvor hun befandt sig.
Trækronerne tårnede sig op foran den unge hoppe og tøvende fortsatte hun sin vandret ind mellem stammerne. I det mindste ville der være ly for vind og regn.

… Nyahahaha

Noget var skyllet i lands på hans ø; eller nærmere den ø hvor den lumske sjæl Rumpelstiltskin havde valgt at bygge sit hjem. Det ville aldrig blive i den pragt, som hans falske minder huskede han tidligere havde levet i, for denne verden forbød ham at tage den form han ønskede. Den form, sm han mente han havde haft i ufatteligt mange år, og som han søgte at bruge sin magt til at få igen. Han ønskede at bryde den balance, de begrænsninger der var i landet, ved at gøre magten op mellem de Skygger som i virkeligheden havde skabt ham og så de vogtere, der rendte rundt og var i ledtog med det Lys som han aldrig ville se. Hans plan var klar, men den ville tage lang tid at udfører.
Nu, en stille dag som i dag, hvor der ikke skete så meget, havde han opdaget denne nye sjæl der var kommet til Chibale. Men denne sjæl var ikke blot en hvem-som-helst, nej. Det var den datter han havde sat i verden, som det sidste afkom han ville skabe. Han havde tit opsøgt Myth i smug for at beskue det afkom hun havde fået, og tit havde han brugt sin magi til at holde øje med dem, men i dag skulle han hverken det ene eller andet, for hun var ganske enkelt dumpet ned til ham. Han valgte derfor at forlade hulen, til hovs, for at sætte kursen imod den lille Euphoria, som han var noget spændt på at se hvad hun kunne blive til.

Den unge plag måtte kort støtte sig mod en stamme for at få vejret og komme lidt til sig selv igen. Hendes åndedræt var tungt og hun havde ingen idé om hvor meget vand hun måtte have slugt. Hun huskede stadig ikke hvordan hun var havnet i vandet, men hun huskede at hun havde ledt efter sin mor, mens det var mørkt.
Efter lidt til var hun kommet til sine sanser og begyndte nu at undersøge området med sine ravfarvede øjne. Ørerne vippede frem og tilbage som små radarer der skulle opfange hver en lyd der nu var omkring hende. Den lille overbyggede krop stivnede nu da hun kunne fornemme nogle eller noget, men hvor kom vedkommende fra? Hun vendte sig rundt, men intet var endnu at se, hun kiggede sågar op blot for at være sikker, men hun kunne ingen se. Euphoria måtte tænke, for hun kunne vrinske, men så ville hun give sin position væk, men hvis vedkommende nu var fredelig så ville de måske hjælpe. Den lille hoppe rystede på hovedet og trykkede sig i stedet op af træstammen. Hvad gjorde hendes mor i sådan en situation? Euphoria var lidt i vildrede, for hendes mor ville nok var elektrochokke vedkommende eller æde dem levende. Hvad var det nu hun havde sagt? Den lille grå hoppe forsøgte i hærdigt at huske det, men turen over vandet havde gjort hende en smugle groggy.
De ravfarvede øjne blev lukket og hun tog en dyb indåndring og forsøgte at fornemme hvor hvad en det var, kom fra. Vedkommende bevægede sig næsten lydløst og for en utrænet Euphoria var det meget svært at lokalisere hvor præcis den kom fra. Hun åbnede dog de ravfarvede øjne og luskede væk fra sin træstamme og over i noget buskads i det hun vurderede at den anden var tilpas langt nok væk til ikke at kunne se hende. De var først da hun var noget i ’sikkerhed’ at hun kunne ane den skumle skikkelse længere fremme.

… Nyahaha

Den lille hoppe som han havde luret navnet på, nemlig Euphoria, havde vidst opdaget ham. Hun havde i hvert fald gemt sig, men det hjalp hende ikke så meget – for den spraglede hingst kunne finde alt hvis blot han gad. Han slog en skinger, hysterisk latter i luften, inden han ganske overlegent blot fortsatte videre, endnu uden at gøre brug af sin magi. Det var langt sjovere det her, og nu var han jo ikke på vej for at gøre hende fortræd eller andet .. ubehageligt.

,,Hvor er du kære?”

Lød hans karakteristiske stemme snart. Den var som den nu engang var; snu, lusket, hysterisk, ironisk og samtidig grav alvorlig. Der var så mange lag i hans stemme og karakter, at ingen endnu havde fundet ud af hvem han var på alle lag. Han var en kompliceret herre, det ville han ikke lægge skjul på. Mon hans afkom havde arvet noget af det? Han fortsatte frem imod den lille dun brindle hoppe, som snart kun var en busk fra ham. Han stoppede her, og lod ganske åbenlyst som om han kiggede alle andre steder end på hende, inden hans specielle stemme lød igen.

,,Kom frit frem Euphoria. Din far er her”

Hans stemme bar ingen tegn på at han løg. Hvorfor skulle han egentlig også lyve? Måske fordi det var sjovt og det var noget han ofte gjorde, men ikke når det gjaldt hans familie. Selvom man måske ikke skulle tro det, så skattede han sin familie højt. Ja, faktisk næsten så højt som magien. Han blev stående ved denne busk, som han vidste hun befandt sig på den anden side af, ganske afventende på den lille sjæl. Hvis ikke hun kom frem dog, ville han ikke være lang tid om at fange hende, for se hende det ville han. Inden hun blev gammel nok til at være præget kun af hendes moder.

En stemme lød. En stemme rettet mod, var det hende? Det måtte det være for der var altså ikke andre i nærheden. Men latteren forinden havde skræmt den lille hoppe, inden stod stivnet bag ved buskadset, i det hun nu kunne fornemme stemmens ejer på den anden side af busken, men selvom hun var bange skævede hun alligevel over busken for at se om hun kunne fange et glimt af den fremmede. Han så ikke ud til at have fået øje på hende. Eller havde han? Hun turde ikke se for længe på ham i tilfælde af han fik øje på hende, for hun vidste jo ikke om han var farlig.
Men snart lød stemmen igen, en stemme som hun nu allerede kunne karakterisere. Ørerne rejste sig nu op og hun kvalte et lille gisp. Han kendte hendes navn, men ikke blot det. Han var hendes far? Kunne det passe? Men hvorfor skulle han så ellers sige det? Og ingen kendte hendes navn udover Nymfe og hendes moder. Hun tøvede et langt øjeblik, mens hun forsøgte at overtale sig selv til at være modig, eller fornuftig. Hun kunne ikke helt beslutte sig.
Stilfærdigt begav den lille overbyggede hoppe sig ud af buskadset og stod nu ansigt til ansigt med den hingst som påstod han var hendes fader. Euphoria kunne ikke vide om det var ham. Hun vidste hun havde en, men hendes moder havde sagt at han nok skulle komme til hende, hvis han ønskede at se hende. Det var endnu ikke sket og hun havde derfor egentlig glemt at hun havde en. De ravfarvede øjne så nu op på hingsten foran hende, et blik så ganske uskyldigt, at det var tydeligt hun aldrig havde oplevet noget ondt i løbet af sit korte liv. Hun trådte forsigtigt nærmere, inden hun nu kunne dutte mulen mod hans bringe, inden hun dog alligevel trak sig lidt bagud.

” H-hvor er jeg? Hvor mor? Far?”

Lød hendes lyse stemme, som startede en anelse tøvende op. Euphoria synes selv det var relevante spørgsmål, i det hun faktisk ikke var sikker på om hun stadig var på Enophis eller overhovedet i landet mere. Hun trådte et lille skridt frem, men så også et tilbage, for hun vidste nu ikke helt om hun turde gå helt tæt på alligevel.

... Nyahaha

Han morede sig ganske over den lille sjæl der gemte sig; hun havde vidst ikke opfanget at han faktisk havde set hende. Han løftede hovedet med det skumle smil, da busken begyndte at pusle. Hun havde samlet modet til at komme frem, og da hun gjorde, slog han sin forpart ganske galant ned i et buk for den lille prinsesse; hans prinsesse. Da han rettede sig op igen kom den karakteristiske latter, der både var hysterisk, hånefuld og overgearet. Hun så næsten paf ud, over det faktum at hun nu stod overfor sin egen fader i egen person. Hvorfor havde han ikke opsøgt hende før? Han havde ikke følt behovet. Han følte nu heller ingen trang til at være i hendes nærhed, selvom han skattede sin familie højt – ja, på nogen punkter var han ret selvmodsigende, men han havde sine grunde, som kun han kunne finde rundt i.

,,Nyaaaah, hvor du er kære? Jo ser du, du er på Chibale. Mit hjem”

Sagde han nok så nonchalant og overspillet. Han nød at gøre en scene ud af sin tilstedeværelse, være overdramatisk og mystisk i sine handlinger og væremåde, og det var uanset alderen på sit selskab. Han vimsede ganske hurtigt en runde om den lille hoppe, som nok snart rundede sit første år at dømme ud fra hans hukommelse, blot lige for at se hende an. Hun var ikke videre køn ligenu, men han var ganske sikker på hendes skønhed ville indhente hende – se, det vidste han nemlig. Dele af fremtiden var en gave han havde fået med sig, hans øjne kunne se frem i tiden, men fremtiden var altid .. utilregnelig.

,,Din mor, kære, ser du hun er tilbage på den ø du lige er kommet fra. Hun leder sikkert efter dig”

Han lød nærmest anklagende i sit toneleje, som beskyldte han hende for unoder ved at forlade sin mor; men som altid skulle man passe på hvad man lagde i hans ordvalg og toner. Han var så uforudsigelig som vinden, hvilket den lille Euphoria nok skulle lærer med tiden.

En anelse forvirret så hun til imens hendes såkaldte fader bukkede galant foran hende. Endnu engang lød hans latter og det gav et sæt i den unge hoppe, som næsten hoppede op i luften. Hun tiltede kort hovedet på sned og forstod ikke meget af det. Mon ikke hun snart ville lære at det var blot sådan han var. Det ville tiden vise. Forvirringen blev total. Chibale? Hvor var den? Næsten opgivende skævede hun tilbage mod vandet og hun sukkede en anelse mismodigt. Hun vidste jo knapt hvordan hun var kommet herover, så hvordan skulle hun overhovedet finde tilbage? Men at faderen boede her forklarede jo hvorfor hun ikke havde mødt ham. Hun tiltede hovedet tilbage i rette stilling og trippede let på stedet da han vimsede omkring hende. Hun var stadig ikke helt tryg ved situationen, og hun vidste slet ikke hvor hun skulle sætte sine små hove. Ved hans næste ord så hun næsten forfærdet op på ham og vidste nu slet ikke hvor hun skulle sætte sine hove. Hun rettede fronten mod vandet og var på nippet til at styrte ud i det igen, men fornuften tog instinktivt over. For hun ville ikke kunne svømme tilbage nu. Hun var alt for træt og udmattet, og for øvrigt så vidste hun heller ikke hvad retning hun skulle svømme. De små ører blev nu vippet ud til siden og et næsten bedrøvet udtryk fandt vej til de ravfarvede øjne. Hvor hun dog savnede sin mor.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, for her var ingen Nymfe som hun kunne putte med. Hun så over mod sin fader, søgende i håb om hjælp. Til hvad var hun heller ikke helt sikker på. Der var så meget hun skulle tage stilling til nu.

” Men… Hvordan kommer jeg .. hjem.. ”

Fik hun alligevel fremsagt, i et noget bedrøvet toneleje. Det hele var jo ganske forfærdeligt.

Hun så noget så forvirret ud den lille hoppe, alt imens hendes far vandrede omkring hende. Han skulle lige betragte hende dog, for at se hvad der denne gang var kommet ud af krydsningen mellem ham og Myth; og denne gang slægtede afkommet sig noget mere på efter sin mor. Men det han egentlig var nysgerrig for, var mere omkring om hun mon havde arvet noget fra dem. Noget langt mere magisk, end blot udseendet.
Myth havde en evne, hun havde haft før hun kom til dette land, som Rumpel havde givet hende magt over igen. Denne evne var dog medfødt og derfor var det muligt, at denne hoppe ligesom hendes storebror, havde arvet noget fra en af dem.
Hun spurgte, med en nok så bedrøvet tone, hvordan hun kunne komme hjem; men før han ville svare hende, ville han opklare om hun havde nogle evner hun endnu ikke var klar over – og han ville undersøge det ved at pirre hende. Derfor snappede han hende over ryggen, for at prøve at fremkalde en smertereaktion. Ville det mon provokere indre kræfter i den lille, eller ej? Uanset hvad, ville han finde ud af om hun havde magi, og skulle under oplæring, eller om dette ville blive det sidste møde han selv ville foranstalte med hende – for var hun uden magi, ja, så havde han meget bedre ting at bruge sin tid på. Han ville altid sørge for hun var i sikkerhed ja, men ikke bruge tid på hende. Dertil var hans tid for kostbar.

Næsten vantro stivnede den lille hoppe da hendes far valgte at snappe til hende. En forsinket reaktion kom som følger, at hun nu smækkede bagparten op og lod de lange bagben slynge sig i hans retning. Instinktivt. Det tog hende derfra ikke længe og storme afsted mellem træerne, vel vidende om at det nok ikke var muligt at ryste ham af. Udmattet var hun den lille og hun vidste ikke hvor længe hendes små ben ville kunne bære hende afsted.
Da hun nåede skovbrynet, havde hun ingen anelse om hvor langt hun havde løbet, sikkert ikke ret langt, men på det tidspunkt var den lille hoppe helt brugt og de lange ben dirrede faretruende under hende. Hun gispede og hev forpustet efter vejret, og fandt lige overskud til at vende fronten mod hvor end hendes fader var. Hvis hun ikke kunne flygte måtte hun vel.. slås. Euphoria vidste ikke engang hvordan man gjorde. Hendes moder havde jo brugt sine evner og aldrig haft behov for at bruge sin fysisk på den måde. Euphoria rettede sig vaklende op og vippede de små ører ned i nakken, mens hun knapt så overbevisende forsøgte at se meget farlig ud.

” H-ho-hold di-dig……. Væk! ”

Fik hun stakåndet fremstammet. Det lille forben blev kort stampet i jorden.

Hun reagerede nok som han havde forventet det; hun stak halen mellem sine ben og løb. Et skummelt smil fandt vej til hans mule, inden han ved brug af sin magi begyndte at ændre placeringer så hurtigt, at den lille hoppe ikke ville opdage det – blot for at skabe endnu mere forvirring. Han ville virkelig skubbe hende langt ud, for det var først der at det kom til udtryk hvis hun havde arvet noget; for hun kendte ikke til de eventuelle kræfter hun bar rundt med sig.
Da hun først stoppede op, stangforpustet, dukkede han op ud af det blå lige foran hende med et direkte ondt smil og blik rettet direkte imod hende.

,,Bøh! Nyhahaha”

Grinede han, inden han trådte ganske truende imod hende. Han ville presse hende op i en krog, op imod et af de store træer der stod omkring dem, så hun ikke bare lige kunne flygte. På denne måde håbede han at han kunne tricke hende så meget, at hendes krop bare ville reagere uden at hun tænkte over det, og så ville det vise sig om hun bar på noget eller blot var ganske almindelig.

Havde Euphoria været hvilken som helst havde hun nok fået et hjertestop i det han nu ud af ingenting, dukkede op lige foran hende. Hun ville have skreget, men der kom ingen lyd ud af den lille hoppe. Nej i stedet begyndte hele kroppen at dirre i det der kunne ligne en choktilstand. Hun ville bakke da han trådte frem mod hende, men hun var ude af stand til at bevæge sig. Hun stod blot lammet og det eneste livstegn var den ustandselige dirren. Måske havde hun fået et hjertestop, eller også var hun gået i chok.
Men snart dukkede noget op på den lille hoppe. Det uglede hår begyndte at stritte en anelse og pelsen rejste sig og der var en svag glød at spore i de ravfarvede øjne, inden elektriciteten nærmest eksploderede ud i et inferno mod hingsten, hendes fader. Euphoria var ikke klar over hvad der foregik. Hun var fjern og det var udelukkende en reaktion hendes indre kom med som en sidste udvej. Hun tænkte ikke, det skete bare.

Endelig skete det. Den lille hoppe, som han vidst havde forskrækket godt og grundigt, var som forstenet, selv da han trådte frem imod hende igen. Hun var panisk, det var tydeligt, men kort efter var det som om hendes krop valgte at træde i karakter. Over hendes pels sansede han nu en svag elektrisk ladning dannes, og snart begyndte hendes pels at stritte ganske let. Jo tak, hun havde sørme arvet noget han kunne arbejde med, men ikke fra ham selv – derimod den spydende moder. Hans ondskabsfulde aura blev snart erstattet af den vante lumske og hånefulde, som tog han intet sådan direkte seriøst. Så snart den lille hoppe eksploderede i det lille anfald hun fik, svirpede han kort med hovedet og en kugle strøg ud omkring hendes angreb, omkapslede det og sendte det direkte tilbage over hendes lille krop. Én ting var sikkert, aldrig skulle hun med vilje angribe ham og det kunne hun ligeså godt lærer nu. Hans grin var gennemtrængende imens hendes elektricitet blev vendt direkte imod hende selv, og han vendte blot ryggen til indtil det havde fortaget sig. Derpå vendte han blikket om imod hende med det lumske grin om mulen, inden hans skingre stemme lød.

,,Kom med, nyahaha!”

Hvis ikke hun frivilligt trådte med, ville han slæbe hende afsted ved brug af sin magi, så egentlig havde hun ikke noget valg. Han begyndte derpå at sætte imod sin hule, som hun nu havde gjort sig fortjent til at se; en hule hun fra nu af også kunne benytte som den ældre Xenocrates havde benyttet så ofte før.

En ulidelig smerte bredte sig i den lille grå krop i det den nu flåede hendes brutalt tilbage til hendes sanser. Hendes ubevidste angreb var blevet sendt direkte tilbage på hende og den lille sjæl vred sig nu i smerte. Hun forsøgte endnu at udtrykke sin smerte via lyd, men ingenting kom ud af den lyserøde mule, og hun knækkede nu sammen på jorden da det nu havde fortaget sig. Med en følelse af at være fuldstændig fortabt krøllede hun sig nu sammen i en lille bold, og hendes ravfarvede øjne blev nu våde og de første tårer begyndte at rende ned at kinderne. Hendes krop dirrede stadig, men ikke i samme omfang som før den lille eksplosion. Hendes vejrtrækning var tung og ligeledes dirrende, mens hun forsøgte at komme til kræfter, men det hele var så overvældende. Den skingre stemme skar i hendes små ører og hun gemte hovedet i hendes forben. De små øjne skævede fortvivlet op på ham. Havde hun noget valg? Spørgsmålene var mange, men hun turde ikke spørge. Hun var skrækslagen. Hun forsøgte da at rejse sig, men opgav hurtigt i det kræfterne var sluppet op. Hun vendte derfor hovedet væk fra ham og sukkede svagt og lod de små ører finde vej ned i nakken. Så måtte han bære hende, hvis hun skulle med, for gå det kunne hun altså ikke og motivation var ikke just noget hun fik af at skulle følge med en der havde gjort hende fortræd.

At den lille hoppe led smerte, var han sådan set ligeglad med. Han var faktisk ligeglad med om hun var glad, ked af det, sulten, træt. Det der betød noget var at han havde fundet ud af hvem hun var, og dermed fundet ud af hvor meget han skulle involvere sig i hendes liv, ligesom han havde været det med Xenocrates, som efter en del hjernevrideri faktisk havde vist sig at kunne kontrollere sine evner blot en smule. Det ville kræve helt andre midler med denne hoppe, end med den lidt mere tomhjernede søn.
Hun fulgte ham ikke, sådan som han havde bedt hende, og ganske enkelt, ja uden at kigge på hende, trak han hende afsted ved hjælp af magien. Det trættede ham ikke at skulle hive hende med, for hans magiske lager, kunne man vel kalde det, var så stort at han kunne udrette helt fantastiske ting såfremt han ville. Det var nok ikke så behageligt for hende at blive trukket afsted – for han bar hende ikke just på en sky. Men så igen, hun kunne jo bare vælge at bruge sine egne ben, så slap hun for at skulle hives afsted.
Han fortsatte helt op til hans hule, som ikke lå mere end en halv kilometer fra der hvor han havde fundet hende. Åbningen gabte op og afslørede dens eksistens samt det første a hulen, som egentlig bare var tomt. Det interessante var helt i bunden, hvor Myth op til flere gange havde rodet rundt. Da først de var halvvejs inde slap han sit tag i hende og vendte sig om for at beskue hende med et lettere tænksomt blik.

,,Nyahahah. Og hvad skal jeg så gøre med dig, mmm?”

Euphoria havde ikke nogen anelse om hvad hun havde gjort for at fortjene dette. Hun kunne mærke hun blev slæbt af sted, men det var som om at hendes sind havde lukket af og hun ikke rigtig længere var til stede under den proces. Det var måske for det bedre, for det kunne ikke have været en behagelig oplevelse. De ravfarvede øjne blev lukket i og hun sukkede tungt og næsten opgivende. Hun opfattede hulen, men ikke dens eksakte location. Hun havde end ikke nogen anelse om hvor lang tid hun var blevet slæbt afsted. Timer, dage? Faktisk ikke specielt lang tid, men det vidste hun ikke.
Hun lå nu stille på klippegulvet med øjnene fortsat lukket. Det her var bare en ond drøm, var det ikke? Hun åbnede dem forsigtigt, men til hendes rædsel stod han der endnu. Hvorfor kunne han ikke bare forsvinde. Hvorfor kunne hun ikke bare… Forsvinde. Måske hvis hun nu kunne. Hun forsøgte at komme på benene, men efter flere forsøg, måtte hun konstatere at de simpelthen kollapsede under hende gang på gang. Hun ville se på ham, med et hadefuldt blik, men hun kunne ikke. Hun kunne ikke hade, end ikke efter den tortur. I stedet startede hun ud i en ukontrolleret hulken, mens tårene rendte ned af de små kinder. Det var ikke fordi den var specielt højlydt, kræfterne var ganske simpelt ikke til det. Hun følte sig noget så krænket og nedgjort, og hvis hun slap levende herfra var der ingen tvivl om at det ville påvirke hende på en eller anden måde.