Hvem er jeg?

Tagged // Significar

Lyset skar i hoppens øjne, alt imens hun prøvede at finde ud af, hvad det egentlig var hun kiggede på. Intet i hendes hoved gav mening, intet. Det var som om tiden havde stået stille og først nu var begyndt at gå fremad igen. Og så alligevel føltes det som om tiden aldrig havde eksisteret før nu. Hun havde ikke været frosset i en tilstand, hun havde faktisk aldrig levet før.
Jo, Rowena havde levet før, og faktisk havde hun en ret indviklet historie, med både glæder og sorg, men intet af det kunne hun huske. Ja end ikke sit eget navn.
Den røde hoppe fik snart stablet sig på sine ben igen. Græsset under hende var så grønt, og tanken slog hende at det nok var det grønneste græs hun nogensinde havde set. Det var det i og for sig også, for hun kunne ikke huske at have set andet end det hun kiggede på nu. En anelse frustreret over den forvirring der var i hendes sind lagde hun sine ører tilbage og flyttede blikket fra græsset til alt det der lå omkring hende. Træer, flotte store og frodige tårnede sig imod himlen og skyer så hvide som sne flød roligt omkring oppe i den blå himmel. Overalt var der grønt og levende at se på; men det hele føltes bare så fremmed. Atter engang lød en hul fnysen fra den røde hoppe, inden hun lagde ørerne en smule mere i nakken. Den begyndende frustration bredte sig langsomt i hendes krop, som en kulde der startede indefra og ud. Det føltes forkert, men kulden føltes på en måde .. rigtigt. Som kendte hun den fornemmelse, men hun vidste ikke hvorfra.
Om det var tæt på aften eller tæt på morgen havde den røde hoppe ingen idé om. Hun vidste heller ikke hvor længe hun mon havde ligget i græsset, før hun havde åbnet sine øjne og set på den lyse, smukke verden – som dog gjorde alt andet end at imponere hende. Havde hun ligget der i dage? Hun skævede kort omkring sig selv, måske for at lede efter tegn på at hun havde været der længe, men hun vidste faktisk ikke hvad hun kiggede efter. Til sidst lod hun en forhov hamres i jorden som tegn på den irritation hun havde over at stå her, så uvidende som hun var og derpå satte hun fremad imod engens midte. Måske hun kunne finde noget der, som kunne give hende en idé om hvor hun var. Eller hvem hun var?

POINT OF VIEW: Signi

Den brogede hingst vandrede atter afsted; som var det eneste formål i hans liv, at vandre. Men det var det vel egentligt også, han var opvokset med ideen om at vandre for at finde nye græsgange, for at finde levende, for at finde en kur. Han var så van til at vandre, så når alt føltes fortabt, var det den første beslutning Signi selv tog, nemlig at vandre. Kroppen var stadig udsultet og afmagret, knoglerne stak farestruende frem og fik den ellers kraftige hingst, til at syndes mindre. Signi havde haft kastet sig over det frodige grønne græs, og spist så meget, at maven – og Ficar – havde gjort oprør og sat en stopper for hans ædegilde. Men græsset havde efterladt kroppen med en ny portion energi, og sat humøret højt hos Signi, der nu vadede afsted gennem det ukendte land, han var blevet ført til. Et land som han regnede for at være døden; himmelen. For Signi var død, han huskede stadig oplevelsen som et fjernt, ubehageligt minde. Og igen, dette minde havde givet ham en unik chance for at se, hvor Ficar holdte til. Tanken om Ficar fik Signi til at brumme forsigtigt og lyksaligt, men Ficar svarede tilbage i en tør og utilfreds tone, tydeligvis ikke glad for, at blive forstyrret. Signi sukkede såret over Ficars snerren, og lod det mørke hoved glide ned mod det grønne græs. Hans sanser var svækket, underudviklet så at sige. Lugtesansen var stadig fyldt med den velkendte lugt af død, og derfor reagerede han ikke ligeså kraftigt på andre levende væsner, indtil Ficar fløj frem i de grålige kæder, der havde fængslet ham oppe i Signis minder, og beordret kroppen til at stoppe.

Signi stoppede øjeblikkeligt op og slog det før sænket hoved i vejret. De gråblå øjne, der altid var gemt bag den tykke, sorte pandelok fangede lynhurtigt en ændring i landskab; en rødtonede hoppe rev idyllen itu med hendes smukke, røde farve. Signi betragtede hoppen med de utilpasse, gemte øjne, og ønskede mest af alt at liste bort, så han ej kom i vejen for hoppen. Men kroppen var frosset fast, nægtede at reagere. Panikken spredte sig i en ubehagelig kuld følelse gennem Signis krop, og han krympede sig sammen, for at gøre sig mindre og utydelig, på trods af hans egen kraftige krop ikke var til at overse i denne farverige verden. Signis øjne brændte af nervøsitet, af sorg og af frygt, mens ørene gled sidelæns og kroppen dirrede; som var han blevet pisket og ikke kunne røre sig længere. Det var for sent at flygte, så nu håbede han bare på, at den fremmede sjæl ikke så ham; eller rørte ham.

For hvert skridt den røde hoppe tog, blev hendes frustrationer større. Jo mere hun prøvede at huske hvorfra hun var kommet, jo tydeligere var det tomme hul i hendes hoved. Hun kunne simpelthen ikke huske det. Og ingen følelser dukkede op i forbindelse med de tanker hun prøvede at fremtvinge i sit hoved, ud over den forvirring der allerede var der.
Snart nåede den røde dun hoppe midten af engen. Hvad ledte hun dog efter her? Et svar? Hun fnøs blot af dén tanke, for det var jo logisk at græsset ikke kunne fortælle hende noget. Eller vinden. Men så igen – hvad var logisk?
Op føltes som ned og ned som op. Dag som nat og nat som dag, så rodet var det i hendes sind. Og hver gang hun kom til at undre sig over noget, blev det hele meget værre og kaotisk, for hvorfor undrede hun sig over noget hun burde vide, men som hun ikke vidste? Og hvorfor vidste hun det ikke?
Til sidst fik hun slået sin krop omkring i et hop der bar præg af den indre kamp hun vel havde, og et skrig forlod hendes mule. Hendes puls var steget til unormalt højt niveau uden hun havde lavet noget særligt, ganske enkelt fordi hun ikke vidste noget som helst.
Efter hun havde skreget stod hun et øjeblik i stilhed. Hun kunne ikke gøre noget ved det. Ikke ændre på det faktum at hun intet vidste, og selvom det nagede hende så utroligt meget, så måtte hun prøve at holde op med at tænke. Derpå slog hun sine øjne op og stirrede direkte på en barokpinto der stod nede ved trægrænsen. Hvor længe havde han stået der? Forundret slog hun hovedet nærmest afvigende i vejret, fordi hun et øjeblik følte sig presset. Men han gjorde ikke noget, han stod der bare. Egentlig lignede han en der havde samme frygt i sindet som hun havde – som havde nogen sat et spejl op foran hende og blot ændret på udseendet. Hun fnøs sagte, men langt mere godmodigt end de lyde hun havde udtrykt sig med før – man kunne vel ikke tillade sig at være sådan overfor andre. Eller kunne man?

POINT OF VIEW: Signi

Den store, kraftige krop blev hele tiden forsøgt, at blive krummet sammen til unaturlig størrelse, prøvede på at gå i ét med omverdenen, men sådan forholdte tingene sig ikke. Signis krop var præget af sorthvide mønstre, pletter, der nærmest blev oplyst af det smaragdgrønne græs og de mosegrønne blade, fra skoven der tårnede frem. Han kunne umuligt gemme sig her, ikke med det udseende. Signi havde egentligt aldrig haft et problem med hans krop, men havde derimod heller aldrig skænket den en tanke; da han så hvor mægtig Ficar var, var Signi blevet beundret, fascineret og stolt, men når han havde set sig selv i det spejlblanke vand, var det udtryksløst for ham. Han var der bare. Han havde aldrig fået komplimenter for sig udseende, men ej heller kritik; han havde levet i en verden, hvor skønhed var det sidste, man lagde mærke til. Det var ikke fordi, at Signi ikke vidste hvad skønhed var, han vidste hvad han syntes om og hvad han ikke gjorde; og dog, det var ofte Ficar der måtte træffe disse beslutninger.


Den lyserøde mule blev dannet med små, dybe rynker, mens de skjulte øjne betragtede hoppen, der lod sine frustrationer komme ud fysisk. Et skrig skar gennem luften, og det fik Signi til at fare forskrækket sammen, og blot forsøge at krumme sig mindre sammen, som havde skriget gjort ham ondt. Kroppen rystede og dirrede, benene føltes som gele, men dog som sten, for de var ikke til at flytte ud af stedet. Hele Signis aura var præget af nervøsitet og angst, og da han mærkede, at hoppen havde opdagede ham, kiggede på ham, undslap han en stille og undskyldende brummen, han var ikke ude på, at snige sig ind på hende. Langsomt løftede Signi blikket fra den hårde jord, og kiggede på den rødtonede hoppe, kiggede ganske diskret, men åbenlyst ikke på hendes øjne. Atter lod han en undskyldende brummen lyde, ganske forsigtig og sagte. Han ønskede at gå, vandre videre på opdagelse, vandre i hans boble af sorg og fortvivlelse, men han kunne ikke få kroppen til at reagere. Han var simpelthen så nervøs, og til sidst forsøgte han at holde vejret; end ikke hans heftige åndedrag skulle chikanere hoppen. Ak, han ønskede inderligt at han ikke var et problem, ikke stod i vejen for den røde hoppe, ønskede at han blot kunne give hende fred, til at rase ud. Men han kunne ikke.

Tiden stod nærmest stille, nu hvor hun havde fået øje på den fremmede. Først havde hendes overvejelser fået hende til at trække sig en smule tilbage, ja faktisk vige for hans tilstedeværelse, men nu hvor hun havde tænkt sig om, gjort det klart i hendes hoved at hun ikke kunne være sådan overfor en fremmed, gav hun sig tid til at beskue ham. Han så nærmest plaget ud, tynd. Skræmt. Hun studsede lidt over det, for hvorfor var han mon skræmt? Og hvorfor var hun selv skræmt?
Hun gumlede en anelse, inden hun slog hovedet op og ned et par gange. Han var fremmed for hende, men måske var hun ikke fremmed for ham. I og med hun ikke kunne huske noget, end ikke sine forældre, sit liv, kunne denne hingst jo sagtens være en hun kendte til. Hun overvejede det kort inden hun satte tøvende fremad imod denne hingst med næsten følende skridt. Hun havde sine instinkter, men om de talte rigtigt kunne hun ikke vide; så hellere være mere forsigtig end normale nok ville være.
Trin for trin nærmede hun sig, og jo tættere hun kom, jo mere bedende så hun ud. Hun ville så gerne bare smide sig foran ham og tigge ham om at fortælle hende alt, ja, hun håbede vel så inderligt på at han kendte hende? Dette håb var spiret frem meget hurtigt, men når man ikke har noget at forholde sig til, noget man kender, så klynger man sig måske til det første man ser i et håb om vejledning. Det var det hun gjorde.
Hun stoppede først et par meter fra hingsten med hovedet sænket i underlegen position. Hun underkastede sig gerne, hvis blot han ville vise hende vejen hun skulle gå, en vej der måske kunne give hende svar? Med en sagte prusten gav hun sig vel nu endeligt til kende. Ville han gøre det samme?

POINT OF VIEW: Signi

Det var naivt at tro, men Signi var naiv; godtroende om, at hvis han blot gjorde alt hvad han kunne, for ikke at fremstå en som trussel, så ville den røde hoppe vandre bort. Tanken havde givet ham et lille, spirende håb, og et sørgmodigt smil i sit indre. Ja, hvis han nu blot stod her, og lod som om, at han ikke eksisterede, så ville hun sikkert vandre væk; så interessant kunne han vel heller ikke være. Og dog, Signi fandt faktisk den røde hoppe interessant, for det var lang tid siden, at hans øjne havde beskuet sådan en prægtig skikkelse; spinkel men stærk, feminin og rask. I modsætning til ham, så hun hverken udsultet eller forpint ud, men måske ligeså fortvivlet som han selv var – men måske hun havde nogle svar? Måske hun også var død og kommet i himmelen, måske han kunne hjælpe hende? Signi brummede stille for sig selv, og med en forsigtig, men overvejende bevægelse trådt han frem. Hjertet pumpede hurtigere, hårdere i brystkassen på ham, og se lyserøde næsebor dirrede heftigt, men han troede oprigtigt på, at han måske kunne hjælpe hende, for det gjorde ondt på ham, at se hvor fortvivlet denne hoppe var. Han hævede de gråblå øjne, der fangede hoppen i bevægelse. Som et spejl, var hun også begyndt at vandre mod ham. Signi stivnede atter, alt hans opbyggede mod blev kastet brutalt til jorden, og han blev efterladt med en ny blomstrende angst. Mulen mimrede forvirret, mens hele den kraftigere krop virkede tung, som om han ikke kunne holde sig oprejst. Hovedet søgte længere ned i græsset, mens hans dirrende krop prustede og stønnede; nervøsiteten voksede på ham, som sveden der varmede hans flanker og hals.

Hoppen standsede tæt på – dog hverken for tæt eller for langt. Signi løftede forsigtigt blikket, og det ramte et syn, der skar ham i hjertet; hoppen underkastede ham simpelthen. Signi var ikke van til denne stilling, på trods af, at han selv dyrkede den. Det kom bag på ham, at den røde hoppe underkastede ham, gjorde sig selv så underdanig, og han ønskede sådan at hjælpe hende, men han kunne ikke; end ikke kunne han bede hende om, at rejse sig, for Ficar dansede rundt af glæde, som nød han denne underkastelse og magt det gav ham. Signi vippede de sorte øre sidelæns, og brummede sørgmodigt til Ficar, der blot fnyste som en hånlig latter; men det eneste lyde, som den røde hoppe ville kunne høre, var det sørgmodige brummen fra den store, brogede hingst. Signi mimrede med mulen og lod hovedet glide ned i hoppens højde, som ønskede han, at underkaste sig hendes underkastelse. Han ville så gerne være den laveste, mindste af dem; han ønskede ikke ballade, blot at hoppen fandt, hvad hun søgte efter; for noget måtte hun søge, siden at hun havde valgt, at komme ham nær.

Han agerede mere og mere som spejlede han hende, den barokpinto der stod foran hende. Hun vidste slet ikke hvorfor – det kunne være alt. Det kunne være en skik i dette land at man gjorde sådan, det kunne være han var utryg som hende selv, det kunne være han havde haft dårlige oplevelser med fremmede, eller det kunne være han blot var sådan. Hun gøs kort indvendigt af usikkerhed, som langsomt skød ind over hendes krop.
Da hingsten først underkastede sig, som hun havde startet ud med at gøre overfor ham, vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre. Hun søgte en der kunne lede hende frem, så hun kunne holde op med at tænke over alt, som hun havde gjort de timer hun havde været i dette land. Det var for meget, for hårdt.
Hun trak sig nu, langsomt som havde hun fortrudt sin handling, ud over hun egentlig ikke havde fortrudt. Men i mangel på bedre viden, var dette træk det eneste der faldt hende ind. Hun ventede et øjeblik, inden hun slog hovedet en smule beklagende til side. Hvorfor virkede han selv så uvidende? Hvad var der sket?
Hun var tydelig frustreret. Hun havde søgt hjælp, men han havde vist hende samme utilpashed som hun havde vist ham, og det havde kun gjort hende mere forvirret end hun egentlig var. Derfor valgte hun at trække sig en smule mere til sig selv, og derefter begyndte hendes frustration at kunne ses helt op i hendes øjne som blev ganske blanke.

¤Hvem er jeg..¤

Hviskede hun for sig selv med en nærmest magisk stemme. Hun bar en ret unik stemme, blid og kærtegnende. Hun besad hverken autoritære adfærdsmønstre eller ledende. Hun var aldrig skabt til sådan noget, men hun var skabt til at tage vare om andre, vise kærlighed; og det var netop det man kunne høre i hendes stemme hvis man lyttede.

POINT OF VIEW: Ficar

Den brogede hingst rummede meget mere, end hvad øjet egentligt ville kunne se. Ingen kunne se ind i Significar, se hvilket mørke der gemte sig der inde; eller for den sags skyld, hvad der egentligt gemte sig i mørket. Significars krop var som et fængsel, for det havde fanget Ficar, bogstavelig talt. Han var blevet straffe via gråtonede lænker, der borede sig ind i hans kraftige ben, og havde lagt sig som en kvælende halskæde på ham, alt dette for at holde ham nede og i ro. Signi derimod var så svag, at han frit kunne få lov til at vandre rundt i mørket, og se på, mens Ficar herskede i kroppen og sindet; men kun hvis han havde kræfterne til at slippe fri for hans fængsel. Men Ficar kunne ikke holde ud at se, hvordan Signi blev ved med at undertrykke sig selv, for det var ligeså meget Ficars omdømme der var på spil, som Signis, trods det var det sidste, Signi spekulerede på, og det første Ficar bed mærke i.

Ficar havde overtaget kroppen, og skubbet Signi langt væk, gemt ham inde i mørket. Hvad det ynkelige kræ foretog sig der inde, ragede ham et hvis sted, for Signi betød egentligt ikke meget for Ficar. Og dog, den sørgmodige fornemmelse der boblede fjernt fra Signi, der tydeligvis led af en enorm mørkerad, gav Ficar en ubehagelig smag i munden. Det sænkede hovedet blev hejst langsomt, mens hele den kraftige krop blev rettet op. Som hævede han sig, fik den naturlige størrelse; eller større, samt han så mere rank og ædel ud. Ficar knejste nakken og gemte de gråblå øjne bag den ravnsorte pandelok, mens han betragtede hende, fik endelig lov til at se hende rigtigt. Udseendet var ikke noget, som havde Ficars interesse; intet kunne fange Ficars interesse. Han var ikke dagdrømmende eller typen, der beundrede nogen. Dog da hoppens bløde, sarte stemme lød, drejede han mekanisk de sorte øre frem mod hendes stemme; en så kærlig og varm stemme, som han ikke havde hørt længe. Signi rakte forsigtigt frem i mørket, søgende, længselsfuldt efter at høre mere, men ej fik han lov til at trodse Ficar.

" Hvis du ikke ved hvem du er, hvem skulle så? " 

Stemmen Ficar ejede, var i stor kontrast til hoppens fine, kærtegne og sarte stemme. Ficars stemme var ru. Den var mørk, rungende og hæs; endnu hæsere end den plejede at være, for det var længe siden, at han havde talt. Den var dominerende, beordrende, dog fyldt med skjulte undertoner, der ejede sørg og længsel; alle følelser, som Ficar delte med Signi. Da hoppen rykkede sig længere bagud, hvælvede Ficar den sorte hals, og prustede hårdt ud fra de lyserøde næsebor; det var rart, at hun ikke var gået tættere på. Halen, der før havde hængt og slasket, blev langsomt hævet og pisket omkring i hidsige bevægelser, mens den udmagrede krop så stolt og rustik ud; men på trods af udstrålingen, lå der stadig en skjult aura omkring ham; en aura der var så uskyldig, så sørgmodige og så fortvivlet.

Hun havde blottet sig utroligt meget ved at underkaste sig denne hingst, som hun I første øjekast næsten havde set som et spejl. Et spejl der viste den samme adfærd som hende selv, hvilket i første øjekast havde gjort hende mere utryg. Hun manglede en til at fortælle hende hvad der var op og ned, og det havde hun ikke som sådan set i den brogede; men så vendte han.
Hele hans kropsholdning blev pludselig anderledes. Som rejste han sig fra såret tilstand og genvandt den autoritet han normalt havde – dog vidste hun endnu ikke hvad eller hvem han var. Og det var tydeligt at noget havde fanget hingstens interesse foran ham, for hans ører blev vendt fremad; men han så ikke indbydende ud. Hun kunne ikke rigtig beskrive hvad det var hun så, men det indbød hende ikke til at komme nærmere, eller udviste tryghed. Hun gumlede kort for sig selv, inden hun lagde hovedet en smule på sned, næsten i skam. Ja, hvem skulle dog vide hvem hun var når hun ikke selv gjorde? Hendes håb om at han måske vidste hvem hun var og kunne huske hende på det var knust, splintret i takt med spejlet foran hende havde ændret karakter. Hvis ikke han vidste hvem hun var, var det så sandsynligt at andre gjorde det, hvis der fandtes andre i dette område?
Hendes krop dirrede kort, som var hun tvetydig i sine tanker og beslutninger. Hun vævede imellem at gå eller blive, men usikkerheden var alligevel for stor ved at gå, så hun blev.

,,Jeg husker intet”

Sagde hun så, nok mere henvendt til sig selv end hingsten. Hendes toneleje var dog alligevel højt nok til at han kunne høre det, selvom hun nok ikke ønskede at få en kommentar fra ham igen – eller gjorde hun? Hun slog kort med hovedet, inden hendes blå øjne blev rettet imod ham igen. Hun kunne ikke helt bestemme sig for om hun fandt hans lidt dominerende aura, der nu havde taget over hans krop, skræmmende eller tiltalende. Hun ville bare så gerne at han kunne passe på hende, nu hvor hun ikke vidste hvordan hun selv skulle gøre det.

POINT OF VIEW: Ficar

Han kunne ikke hjælpe, det vidste han. Ønskede han at hjælpe? Det vidste han ikke. Han følte ingen barmhjertighed med den stakkels, forvirrede hoppe foran ham, der tilsyneladende havde glemt, hvem hun var. Den lyserøde mule blev rynket, dybe huller blev fød på ny, mens den kraftige hals blev hvælvet sammen i en blød bue. De mørke øre blev langsomt og mekanisk rettet ud til hver deres side, dog opretholdte hingsten der magtfulde holdning, som Ficar altid vandrede omkring med. En tanke strejfede Ficars sind; havde hun glemt hvem hun var efter rejsen? Var det hans pligt, at hjælpe hende? Ficar udstødte et hårdt fnys, mens ørerne blev trykket ned i nakken. Inden i dybet, i mørket og indret, stod Signi fortabt og fortvivlet. Hans ynkelige, sørgmodige stemme bad Ficar om at hjælpe den rødtonede, bad ham om at være en smule venligsindet. Ficar havde dog mest af alt lyst til at knække sammen, og hyle af latter, mens han kunne håne sig over, at han vidste hvem han var. Og dog, det gjorde han ikke. Han vidste ikke hvor han hørte til, andet end nogle højere magter havde givet ham en ny chance – eller straf – ved at lade ham dele krop med Signi. Da hoppens feminine, bløde stemme atter talte, rettede Ficar ørerne op af nakken, og lod hendes ord blive hørt. Han var ikke den bedste lytter, trods Signi ofte havde forsøgt at gøre ham til det. Man kunne vel sige, at Ficar var fortabt for længe siden, og det ville aldrig kunne ændres igen.

” Noget må du kunne huske. Tænk! ” 

Det var ikke Ficars opgave, at løse hoppens eget mysterium. Men det vækkede fremmede følelser, at se den røde hoppe i sådan en fortvivlet tilstand. Ficar havde aldrig følt kærlighed eller medlidenhed, så han vidste i bund og grund ikke hvordan, han skulle håndtere den sårbare hoppe; han var van til, at når han kommanderede eller dominerede Signi, så svarede Signi på stedet, så det var samme taktik han udførte på hoppen. Desuden, hvis hun nu blev tvunget til at tænke sig om, måtte der sidde små brøkdele af erindringer tilbage. De blågrå øjne var gemt under den mørke pandelok, mens kroppen dirrede ganske svagt; han var ej kommet hende nærmere, og udstrålede hverken fare eller ondskab. Han var blot en meget spraglet hingst, der end ikke vidste hvad han ville have; han var bare van til, at få alt.

Helt præcist hvad det var, som foregik foran hende, vidste hun ikke. Hun havde lagt mærke til det skift i hingstens ydre, som havde han ændret aura på blot et øjeblik. Hvorfor kunne hun slet ikke beregne, men når ikke man kan huske noget, er det også svært at sammenligne og undre sig over ting; for hvad var normalen? Hun mimrede en smule uforstående med mulen, imens hendes øjne diskret granskede den brogede foran hende for svar. Bare svar på et eller andet. Men hun fik intet, for i stedet kommanderede hingsten nu med en tone der ligefrem fik det til at give et sæt i hende, at hun skulle tænke sig om. Jamen hvordan? Hvad skulle hun tænke over? Hvordan skulle hun huske noget, når alt der dukkede frem i hendes sind når hun prøvede var ingenting? Forvirret stod på og vævede på stedet, usikker på om hun skulle gå til højre eller venstre eller ingen af delene. Hun gumlede, pakkede halsen sammen i en introvert holdning, som forsøgte hun at lukke virkeligheden omkring hende ude. Hun forsøgte at se ind, føle og mærke, imens hun følte sig presset udefra. Åh det føltes som.. som..

---

Kulden krøb sig nærmere hendes knogler. Hendes kramagtige forsøg på at holde sig over vandet udmattede hende. Panikken var så stor, at hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Lyset, lydende. Intet..

---

Pludselig hev hoppen hovedet op og hev efter vejret, som hun ubevidst havde holdt. Hun skælvede, det var tydeligt- Hun frygtede direkte det hun lige havde følt. Eller husket? Kulden var den mest gennemtrængende faktor fra det ene spæde minde om hendes fortid der havde fundet vejen igennem den sorte blokade som hidtil havde været hendes minder. Den sorte tåge. Men hvad hun skulle gøre ved dette minde, kunne hun slet ikke finde ud af – for det var direkte ubehageligt. Hun så nu bedende på den brogede hingst med blanke øjne; en direkte port indtil hendes utrygge indre der blot tiggede og bad om at få noget at vide hun kunne stole på. Bygge sin eksistens på. Hvorfor kunne han ikke give hende noget?

,,Kulde..”

Mumlede hun så med rystende stemme. Dét kunne hun huske. Og det var alt hun gav hingsten nu at bygge videre på.

POINT OF VIEW: Ficar

En store, kraftige krop, der dette moment så, så sølle og undernæret ud, havde en unik aura omkring sig. På trods af den dominerende tone, der lå omkring Ficars holdning, var der ej ondskab at spore nogen som helst steder, såvel som pure godhed. Ficar var vel i realiteten blot en neutral, spraglet skygge, der ikke hørte til nogen steder. Han var ej ude på at skade den røde hoppe, men han var heller ikke interesseret i, at hjælpe hende med at genfinde sig selv; det var en personlig ting, og han ønskede ikke, at hun skulle blande sig, i hans personlige erindringer, så derfor berørte han heller ikke hendes. Kroppen, er dirrede anspændt og sagte på den broget hingst, udsendte et særpræget udtryk; aldrig havde en krop set så død ud før, men ak den havde også taget livet af Signi. Den skreg op, den arme krop, den skreg efter varme, efter føde, efter en kærlig berøring. Den sidste der havde rørt kroppen, var Signis moder, inden hun drog bort. Sygdommen, der havde lagt Signis land i et øde område, var smitsom, og ingen der var blevet berørt af en sygdomsramt, ville nogensinde blive berørt af en anden igen. Det var længe siden, og følelsen sad blot tilbage som en varm erindring i Signis tanker. En gang imellem, uden Signi vidste det, spejlede Ficar sig i det gemte minde, for blot at finde en smule kærlighed – en kærlighed, han ikke selv ejede længere. Den døde sammen med ham første gang; døde sammen med Ficars hjemland. Tanken fik ham til at krølle den lyserøde mule sammen; hvad kunne han egentligt huske fra hans egen fortid?
De stålblå øjne, der gemte sig bag den massive pandelok, betragtede dødt hoppens indædte kamp. Hun træk sig tydeligvis ind sig selv, for at lede efter den mindste brøkdel, der kunne vække et gammelt minde. Dovent vippede Ficar et øre frem mod hende, mens den udtryksløse hingst betragtede hende. Hendes krop skreg mindst ligeså meget efter trøst og omsorg som hans egen gjord – men han ville aldrig kunne give den sølle hoppe det. De kraftige ben var som plantet i jorden, og han havde på intet tidspunkt givet udtryk for, at nærmere sig hoppen, hverken som en hjælpende hånd, eller som en hånlig sjæl. Pludselig lød en blød, stille tone; en tone der overdøvede Ficars regelmæssige, men tunge åndedrag. Det var blot en simpel hvisken; en hvisken der nok var mere henvendt til hende selv, ind til ham, så han måtte anstrenge sig, for at høre det enkelte, forpinte ord slippe fri; kulde. Et lille glip rykkede i hingstens krop; havde Ficars fortid bestået af kulde? Han kunne ikke huske det, ønskede ikke at huske det.

” Hvad er der med den kulde? ”

Ficars stemme var en ubehagelig rust. Hans stemme var tydelig, forståelig, men tonerne var mørke og ejede en ru, hæs overflade. De stive ben ønskede at rykke på sig, da de to sjæle efterhånden at havde stået, og betragtet hinanden i lang tid, men ak. Han kunne ikke rykke på sig, ikke rykke sig nærmere på den fremmede, forvirret sjæl – det eneste han vidste han kunne var, at rykke sig, hvis hun kom for tæt. Den krøllede mule blev til sidst glattet ud, og et dybt åndedrag steg fra hingsten, som en damp fra de sorte næsebor. Han burde føle en smule barmhjertighed med den røde hoppe, men det gjorde han simpelthen ikke. Hvem havde nogensinde følt barmhjertighed for ham?

[/quote]

Det at der faktisk var dukket noget frem i hendes indre, skræmte hende. Især fordi det eneste hun huskede var den bidende kulde og panikken der havde ædt hendes krop indefra og ud. Før hvor hun så inderligt havde ønsket at vide mere – turde hun nu pludselig ikke. Hvad havde mon drevet hende derud hvor det hele havde været så frygteligt? Det ville hun ikke gense i sit indre. Det var for skræmmende og ødelæggende; men hun vidste samtidig også at hun ville søge svar senere. Men ikke nu. Hun rykkede ørerne en smule utilpas, inden hun klappede underlæben imod overlæben flere gange, inden hun fik opmærksomheden rettet imod den brogede. Hvad han udstrålede, det kunne hun ikke rigtig forstå. Og hun kunne ikke rigtig overskue at finde ud af det – for når det kom til stykket, så han mindst lige så plaget ud som hun nok gjorde.
Hendes ben havde skælvet under hende, men hun genfandt langsomt kontrollen over dem. Dét vidste hun på underlig vis hvordan man gjorde. Hun fik et øjeblik øjenkontakt med den brogede hingst, og der stivnede hun. Han spurgte hende om kulden – den kulde hun gerne ville glemme. Hvorfor gjorde han dog også det? Hun virrede kort med hovedet og ’klappede’ igen læberne sammen som et forsøg på at vige udenom; men det vidste hun godt at hun ikke kunne. Hans aura nærmest krævede et svar, eller sådan tolkede hun det, og hun kunne ikke bare gå uden at give det. Samtidig ville hun jo også forlade den tryghed ved at stå ved en anden levende sjæl, og det ville hun slet, slet ikke.

,,Jeg husker.. Kulde.. Panik”

Sagde hun sagte og nu mere direkte henvendt til ham. Hun havde før ikke udtrykt sig direkte, men det gjorde hun nu, om end tvivlen og forvirringen endnu stod ganske tydelig i hendes stemme og hendes udstråling. Hun var vel på mange måder som et nyfødt føl, som ikke kendte til verden omkring det. Hvad var op, hvad var ned; hvad var dag og hvad var nat. Hun skulle faktisk til at lærer en masse ting igen, så længe hendes hukommelse ikke var andet end en sort tåge og én enkelt følelse; og det ville blive en stor udfordring for den røde dun hoppe.

POINT OF VIEW: Ficar

Den primære part, men samtidig også den svage part, Signi, var blevet overladt til sig selv. Inde i mørket, hos Ficar ofte boede; eller retter sagt fængslet, stod han nu blot der, skræmt og fortvivlet. Kæderne, der bandt sig omkring Ficars korpus som kvælerslanger, lå urokkelige foran Signis brogede ben. Hvis han rørte dem, gav de en raslen lyd fra sig. De var tunge, de sølvgrå kæder; tunge og fæle. Signi var af hele sit hjerte glad for, at han ikke blev fængslet, til gengæld skræmte mørket ham. Han var paranoia, og frygtede ensomheden, kulden, mørket og døden. Normalt plejede Signi kun at tilbringe tid i det indre, når han skulle sove; hver nat brød Ficar fri fra de smertefulde kæder, så Signi kunne få lov til at sove trygt. Men nu var Signi hjælpeløs, og det eneste han kunne, var at se til på sidelinjen, mens Ficar kørte psykisk terror på den fortvivlet hoppe.

Ficar havde betragtet hoppen med øjnene gemt under pandelokken, indtil hun fik øjenkontakt med ham. Det gav et stik i hjertet, og med et voldsomt sæt igennem hele kroppen, slog Ficar blikket i jorden, mens den kraftige nakken blev hvælvet sammen, for at sikre, at hoppen ej ville kunne finde hans øjne igen. Han ønskede ikke øjenkontakt, ønskede ikke at se hendes øjne og omvendt. Som et spejl af hinanden, af hoppen også reageret med et voldsomt sæt, da Ficar uden barmhjertighed havde spurgt ind til kulden. Ficar kendte ikke til nogen grænse, og han var van til at kunne kommandere med Signi, så han holdte blot det ved lige; enhver sjæl der var svag, kunne manipuleres. Om det så var til et enkelt gøremål, så var de stadig muligt. Kroppen var anspændt, og får at sikre, at den ikke pludselig faldt sammen, træk Ficar nogle skridt sidelæns, trods det smertede ham. I hans øjne var lt en intern kamp, og han havde derved tabt, ved at bevæge sig først. Tanken fik en hård fnysen til at forlade de lyserøde næsebor, på trods af, hoppen ikke havde den fjerneste idé om, at hun vandt hans kamp.

Da hoppen talte igen, vippede Ficar mekanisk ørerne frem imod hende, dog stadig med den hvælvet hals, for at sikre, hun ej så hans gemte øjne igen; han var for skræmt til, at vise hende dem. Vise alle dem. Det smertede inden i ham, og han mærkede hvordan Signi havde trukket sig ind i sig selv, på trods af den korte øjenkontakt. Atter lød hoppens forpinte stemme, denne gang en smule mere henvende. De eneste erindringer hun havde, var tanken om kulde og panik; ikke meget at gå ud fra. Men det kunne vel også være lige meget, for det interessere ikke Ficar, ikke hendes facts, kun hendes reaktioner. En dyb og hingstet brummen, tør og hæs brød den tiltagende stilhed mellem dem, mens hele det brogede korpus blev rettet op, som var han ved at gå. Over dem begyndte himmelen at skifte farve, og vanilje tusmørket farvede himmelen sart lyserød, med et blodrødt skær. De stålgrå øjne fangede kort et glimt af den idylliske himmel, inden han atter gemte dem for omverdenen.

” Mit navn er Significar. ”

Hingsten havde stadig ørerne imod hende, men fokusset var rettet mod himmelen. Det var første gang, han gav sit navn tilkende i landet, første gang han afslørede hans identitet. Hans navn var blevet sagt kort og toneløst, som en ligegyldig facts til hende – om hun tog imod det, var vel i realiteten også lige meget. Langsomt, ganske diskret, vendte han blikket imod hende, omhyggelig med ikke, at få øjenkontakt. Han kunne køre terror på hoppen hele natten, tvinge hende til at huske hvem hun var, men hvorfor i alverden skulle han det? Det var hendes eget problem, det måtte hun selv bruge tid på, at finde ud af. Med stive bevægelser rettede han sig op, og rykkede sig atter til siden; parat til at vandre ud i det tiltagende tusmørke.

Den rødblakke hoppe stod med ørerne krænget nærmest ulykkeligt tilbage. Hun havde husket noget; eller nok rettere følt noget. Kulden, den bidende kulde og panikken der, hvis ikke hun havde stået i landet Andromeda med alle 4 hove på jorden, nok havde jaget hende i luften. Der gik faktisk flere øjeblikke før hun fik kigget på den sortbrogede foran hende, hvis aura stadig vækkede spørgsmål i hendes indre. Hvis hun dog bare havde mere forstand på tingene, ville hun måske kunne have gættet hvad det var han udtrykte. Men hun vidste faktisk ikke hvad han måtte vise; det kunne være både gode ting og onde ting.
Hun valgte dog nu, at i stedet for at stå og gisne over det hun lige havde husket, at hun hellere ville prøve at koncentrere sig om ham. Især da hans stemme brød hendes tankespind og præsenterede et ord; et navn?
En smule forundret lod den rødblakke Rowena sit blik falde mere direkte på den brogede. Hans ører var peget frem; en ganske simpelt ting som vækkede et instinkt i hendes indre. Langsomt gled hendes en anelse frem også, måske nysgerrigt, måske bare opmærksomt? Hun vidste jo ikke hvordan man skelnede imellem de to ting. Måske hun bare skulle beslutte sig for hvad hun ville tro på og så gå videre med det? Det besluttede hun sig for, og derfor måtte hun understrege at hun mente det var af opmærksomhed hun vendte sine ører frem. Og måske tryghed.
Hun mimrede kort med mulen inden hun løftede hovedet en smule. Hans navn var Significar. Han havde faktisk fortalt hende hvem han var. Det betød at hun nu havde noget hun med sikkerhed vidste; nemlig hvem han var! Et øjebliks glæde brød frem i hendes indre, for der lå en sand trøst i at vide hans navn. Det gav hende noget at forholde sig til, der hvor der intet andet var.

,,Jeg er glad for jeg mødte dig, Significar.”

Sagde hun med den utroligt milde stemme. Hun var virkelig glad for at have mødt ham, det var hun sikker på. Det føltes sådan.
Og følelser var nok det, som den rødblakke hoppe kunne tro mest på. De løg ikke, men fortalte hende hvordan det var. Frygt og fortvivlelse som hun havde følt indtil hun stødte på denne hingst. Og nu glæde. Følelserne var måske vejen frem til at huske – eller lærer nye ting – for den rødblakke hoppe, og det gav hende i den grad mod på at føle mere. Hun rakte mulen en anelse imod den brogede Significar, men ikke for meget. Hun vidste ikke hvor grænserne lå, hverken for ham eller hende selv, og derfor ville hun ikke presse det hele ved blot at stikke mulen helt hen til ham. Måske kunne hun ikke selv lide det?

,,Hvor er vi?”

Spurgte hun da. Nu hvor han havde givet hende ro nok, så at sige, til at finde sig til ro i hans selskab, turde hun godt spørge. I stedet for blot at se spørgende ud.