Hvem er jeg?

POINT OF VIEW: Ficar

De stålblå øjne var fastlåst på himmelen. Aldrig havde Significar set sådan et syn; aldrig set, hvordan den blåhvide himmel kunne skifte farve til en sart lyserød farve. Han var van til de samme, golde brunlige farver, døde farver. Han var normalt ikke en, der blev fascineret over naturen; for ham, havde den jo blot holdt verden sammen. Der var intet smukt tilbage, så nu hvor verden havde ændret sig under Significars tunge hove, måtte han lige komme sig. Han måtte gradvist vænne sig til det nye og fremmede. I mørket stod Signi og lod sig fascinere af det fjerne himmelskift. Han var mere optaget af det, end Ficcar, der normalt ikke tog notits af andet, end sig selv. Den lyserøde mule blev krøllet sammen, og de skjulte øjne skævede til den rødtonede hoppe, der reagere på hans navn. Måden hun reagerede, fik en ny form for udstråling til at blomstre fra hende; hun virkede glad. Glad og tryg. Ørene rettede sig sidelæns ved denne reaktion, for Ficar var ikke van til, at nogen var glade og trygge i hans selskab. Tværtimod. En dæmpet, men tvær brummen lød dybt inde fra bringen, mens den store brogede hingst rystede på hovedet, så den tunge man blev kastet over på den anden side af halsen. Pludselig lød den milde stemme igen, og den fangede Ficars opmærksomhed. Han skævede til hende, og rykkede med mekaniske bevægelser det ene øre fremad imod hende. Hun var glad for, at have mødt ham. Glad? Hvordan kunne hun være glad for, at have mødt en sjæl, der havde tvunget til at huske, de mørkeste dele af minderne? Ficar kneb de stålgrå øjne sammen, og knejste nakken dybt sammen, mens de hvide næsebor blev udspilet.

” Glad? Jeg tror du er mere forvirret, end du var til at starte med. Hvordan kan du være glad for, at møde nogen, som du faktisk ønsker, du ikke havde mødt? ”

Ficars stemme var hård og mørk. Hans ører vippede til siderne, og nakken blev bøjet mere sammen. Hvordan kunne hun sige, at hun var glad for, at have mødt ham – når hun flere gange havde givet udtryk på hendes fortvivlelse? Hvordan kunne nogen sige, at de var glad for at møde ham? Tanken gav et ubehageligt stik i hjertet, og det fik Signi til at krumme sig. Signi følte Ficars smerte, følte det selvhad Ficar ejede. Forsigtigt brummede Signi ud til den sure Ficar, men uden held. Et dybt fnys lød hårdt fra Ficrs skikkelse, og han rystede langsomt på hoved af hoppen, så manen blev skilt i to dele. Da hun søgte ham, trak han sig væk. Ikke fysisk, men psykisk. Fysisk stod han stille, og betragtede tomt hoppen med de skjulte øjne, men i det indre Ficar havde, krøllede det hele sammen, og han bad sammen med Signi om, at hun ikke rørte ved ham. Da hendes stemme atter lød, drejede han et øre langsomt fremad, inden øjnene forlod hoppen, for at kigge en sidste gang på himmelen.

” Jeg ved det ikke. Himmelen, helvede. Et fjernt land. Intet er for mig familiært. Jeg har kun tilbragt timer i dette sære sted. ”

Denne gang var Ficars stemme mere rolig. Han hvæsede ikke længere af hoppen, men lod hende vide, hvor fortvivlet han selv var. Han kiggede sigende på hende, på trods af, at hun ej kunne se dem; øjnene var gemt. Den brogede krop blev vakt til live, da Ficar lod benene begynde at vandre, vandre forbi den røde, og ud imod den lyserøde horisont.

” Men jeg har tænkt mig, at finde ud af det. ”

Stemmen lød mørk og hæs, men oprigtig. Han lod ordene fylde luften ved siden af hoppen, da han forbipasserende hende. Om hun valgte et følge med på hans færd eller ej, var op til hende selv. Desuden, ingen havde nogensinde haft lyst til at vandre sammen med Ficar, så hvorfor skulle hun så?

Hvorfor følte hun sig glad? Ja, det satte hun nu spørgsmålstegn ved, for allerede efter hun havde spurgt ham om hvor de var, kunne hun fornemme hun havde udtrykt sig forkert overfor ham. Hans aura ændrede sig, som trak han sig fra hende uden at gøre det. Hun forstod ikke hvorfor, men da hans stemme lød, nærmest spottende af hende, krøb hun sig sammen. Hun havde gjort noget forkert, men hvad havde hun gjort forkert? Måtte hun ikke være glad?
Hun mimrede uforstående med mulen imens han talte. Han sagde hun var mere forvirret end før, men hvordan kunne hun være det? Nu vidste hun jo hvad han hed? Hun fnøs en anelse skrøbeligt inden hun lod sine ører rettes ud til siderne igen. Hun tænkte, alt imens hans stemme talte. Og svarede på hendes næste spørgsmål.
Han havde ingen idé om hvor de var, og det vakte usikkerhed i hendes sind igen. Hvordan kunne det være muligt at de begge kun havde været i landet i få timer? Hvilken dimension var de havnet i, siden det var muligt?
Det var endnu et faktum hun skulle tænke over; ja, hun tænkte så meget at hun næsten ikke opdagede han begyndte at gå førend han passerede hende. Forundret hev hun hovedet op og skævede lidt til ham – hun var ikke helt sikker på, om hun kunne føle sig sikker nok i hans selskab. Måske bed han? Hun havde jo gjort noget forkert, men nu virkede han ikke vred længere. Hvorfor?
Hun gumlede kort. Hun kunne i første omgang ikke finde ud af om hun skulle blive stående eller gå med ham. Hvad nu hvis han jog hende væk?
Til sidst vandt usikkerheden dog over hendes tanker, og hun vendte om på stedet og valgte at gå efter ham. Hun turde slet ikke være alene nu, så måtte hun tage det der kom, hvis nu hun gjorde forkerte ting igen. Hun skrev sig bag øret, alt imens hun nærmede sig ham, ikke at bruge ordet ’glad’ igen. Det var åbenbart forkert.

,,Om jeg ønsker at jeg ikke havde mødt dig, kan du jo ikke vide. Det ved jeg ikke engang selv”

Sagde hun med sagte toner. Det var overhovedet ikke ment som en fornærmelse eller noget andet ondsindet, men hun undrede sig over han kunne vide hvad hun tænkte – især når hun ikke vidste det med sikkerhed selv. Men måske var han tankelæser? Måske kunne han tolke de følelser der krøb rundt i hendes indre og havde aflæst at hun ikke ønskede hun havde mødt ham?
Alligevel havde hun valgt at følge ham. Måske det så var tegn på at hun ikke fortrød hun havde mødt ham. Men hun måtte heller ikke være glad. Hvad så?

Hun gumlede en smule, inden hun gik videre. Hun havde en fornemmelse af, at hun skulle lukke emnet hurtigt for ikke at få hans vrede toner frem igen – så hun kommenterede hurtigt på det andet han sagde.

,,Men kan du så huske hvor du kommer fra?”

Afsluttede hun da, med lidt tydeligere toneleje. Det ville hun meget hellere snakke om, for måske han vidste hvorfor hun ikke kunne huske hvor hun kom fra, hvis han netop vidste det?

POINT OF VIEW: Ficar

Den brogede Ficar var overrasket, nærmest chokeret over at den fortvivlet hoppe ønskede at følges sammen med ham. Ingen ønskede at følges med ham, og han bebrejdede dem ikke; i realiteten skubbede han dem vel også selv væk. Ficar lod et øjeblik hvile mod den røde, inden han slog blikket i jorden, og knejste nakken sammen. Et sted var han vel glad for, at han ikke skulle vandre alene dette åndsforladte land. Han var ej bange, blot forvirret – men det skulle den røde ikke vide. På den anden side, han vidste intet om hende, ikke engang hendes navn. Ficar vandrede altid alene, for når natten blomstrede, gik Signi til ro, for at sove skrækken for mørket væk; og derfor måtte Ficar holde sig vågen hele natten for, at love Signi at passe på ham. Da hoppen atter lod stemme fylde luften blandt dem, vippede Ficar et dovent øre mod hende, blot for at vise, at han lyttede. Hun irettesætte ham. Han drejede hovedet mod hende, og så på hende med de skjulte øjne, som den tykke pandelok dækkede for. Mulen blev krøllet sammen, hvorefter overlæben mimrede i en form for latter. Dertil hørte en dyb og hæs brummen til.

” Om jeg ikke kan vide det? Ha! Du kan tro, at jeg kan vide det, lille ven. Jeg har mødt flere, der har givet de nøjagtige samme udtryk som dig – og som tydeligvis ikke har ville se mere til mig. Jeg ved udmærket godt, hvornår man er glad for, at møde nogen, og hvornår man bare er taknemmelig for, at man ikke er alene. Grunden til du ikke ved dette, er fordi du ikke engang ved hvem du er. ”

Den mørke og maskuline stemme skar tydeligt igennem mørket. Det var en stor kontrast til hendes milde og feminine stemme; hans derimod var dyb og mørk. Alvorlig. Der var intet rart at spore i den stemme, intet håb eller nogen som helst følelser. De skjulte øjne var stadig rettet mod den røde, og selvom hun ikke kunne se det, stirrede de dødt og indgående på sammen tid. Han var overbevidst om, at efter denne dag, aften, nat, at den røde ikke ville møde ham igen; hun ville i hvert fald gøre alt hvad hun kunne for, at slippe for at rende ind i ham igen. For Ficar havde erfaret, at der fandtes andre sjæle i landet; og det var blot et spørgsmål om tid, før den røde også opdagede det, og fandt noget bedre. Tanken fik den lyserøde mule til at mimre, og blikket blev atter slået flovt ned i den mørke jord, hvor de tunge hove gav en dunkende lød, når den brogede krop gik afsted. Da hoppen drejede emnet over på noget andet, stoppede Ficar langsomt op. Om han kunne huske det? Selvfølgelig! Det sad som et brandmærke i hukommelsen. Han drejede atter hovedet imod hende, og de skjulte øjne glimtrede svagt i spejlbilledet af den tiltagende nat.

”Jeg husker alt, men dette er ikke en historie, der vil interessere dig. ”

Ficars stemme var oprigtig. Hvorfor skulle den interessere hende, interessere hende at høre om død og tabt håb? Nej, han ville skåne hende for dette, nu hvor hun i forvejen var så fortvivlet. Det ville ikke gøre godt for hende. Igen, hvem interesserede sig også for ham. Langsomt skævede Ficar imod himmelen, hvor det lyserøde næsten var blevet udvisket af den blodrøde farve, der snart ville blive slugt af mørket. Nysgerrig var hun, men kunne man være andet, når man havde mistet hukommelsen som hende, og ikke engang vidste hvad man hed? Ficar følte ikke sympati, men han ejede dog et ærligt hjerte et sted i dybet, og kunne når det passede ham, godt vise en smule medfølelse. En smule.

Den rødblakke hoppe havde truffet et valg, som hun ikke vidste om var klogt eller dumt. Hun var i princippet heller ikke kvalificeret til at træffe denne beslutning, da hun ikke havde noget at holde det op imod – men hun var altså gået med.
Kort efter hun havde fortalt ham, at han jo ikke kunne vide hvad der foregik i hendes hoved når hun ikke selv vidste det, virkede det som om han fandt det morsomt. Eller var det nu det? Han udtrykte sig derefter, og her kunne hun ikke helt finde ud af om han mente det nedladende eller blot neutralt. Han havde set hendes udtryk før. Hvordan så hun ud? Strakt røg hendes ører forundret frem, for hvis han havde set nogen der havde mimik som hende før, havde han måske set nogen som hun kendte? Hun spidsede mulen en smule og skulle lige til at slynge flere ord ud i luften, inden han stoppede op. Han kiggede vidst ikke direkte på hende, det kunne hun ikke se, men hun følte at hun havde fanget hans opmærksomhed på den ene eller den anden måde.
Han huskede sin historie, men ville ikke fortælle hende den. Hvorfor nu ikke det? Og hvordan kunne det være at han kunne huske, når hun ikke kunne? En frustreret mine overtog kortvarigt hendes nysgerrige fra før; for det irriterede hende faktisk inderst inde at han kunne huske nu hvor hun ikke kunne. Især når de begge to var kommet til landet selv samme døgn.
Hun stoppede selv, for hun ville helst ikke for langt væk fra ham. Hun anede faktisk slet ikke hvor de var på vej hen, på trods af han havde givet hende et hint. Han var vel på opdagelse, men hun vidste ikke rigtig hvad det var, eller hvad det ville sige. Da først hun var stoppet op så hun direkte imod ham, men uden at stirre. Det havde hun en sær fornemmelse af at hun ikke måtte.

,,Du siger du har set en, der gør som jeg. Ser ud som jeg – og du siger at jeg ikke vil være sammen med dig. Men hvorfor følger jeg så med? Kan du forklare mig det?”

Hendes ordvalg kunne måske sammenlignes med en plag der ikke forstod hvad den selv gjorde. Og sådan var hun nok også netop nu, fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle opføre sig – men hun ville mægtig gerne have svar på, hvorfor det hun gjorde var det modsatte af det han sagde, at hun gav udtryk for. Hvorfor var hun selvmodsigende lige pludselig? Hun lagde hovedet lidt på sned, inden hendes ører røg tænksomt i nakken igen. Der var så mange ting hun skulle have igennem sit hoved, at hun ikke kunne finde hoved og hale i det.

,,Men hvis du ikke vil fortælle mig din historie, vil du så fortælle mig hvorfor du kan huske din? Det undre mig”

Hun valgte nu bevidst at holde sig udenfor emnet ’hans fortid’. Han lød ikke ligefrem glad; ikke at han havde gjort det på noget tidspunkt under deres kortvarige måde, men hun fornemmede en ting omkring den sidste sætning han sagde, der nagede hende. Så hun ville ikke prikke til ham for at få ham til at fortælle; selvom at han netop nu havde vækket hendes nysgerrighed ved at komme med endnu en påstand omkring hende, som hun ikke selv var klar over. Var hun interesseret eller ej?

POINT OF VIEW: Ficar
Den brogede hingst var stoppet op, og lod de døde, gemte øjne hvile på den røde hoppe. Hun var nysgerrigheden selv, og mindede Ficar om en plag, der var ude og opleve verden for allerførste gang. Men det var hun vel også, nu hvor hendes erindringer var forsvundet. Et hårdt fnys forlod den lyserøde mule, der mimrede kortvarigt. De tunge krop blev sat frem i skridt igen; en skridt der blødt vuggede og vandrede. Der var intet elegant over hans bevægelser, ingen lethed eller ynde. Han gik bare der. Men hans stærke ben var præcise, og han mistede hverken balancen eller trådte forkert på noget tidspunkt. Han var vant til at vandre. De to sjæle havde tilbragt meget tid sammen. Så meget tid, at den blodrøde himmel langsomt blev mørkere og mørkere, og skyggerne længere og længere. Dette var hans første nat i dette fremmede land; og første gang, at Signi skulle opleve mørket efter episoden, hvis han ikke snart lagde sig til at sove. Tanken fik Ficar til at smække med de kraftige kæber, og ørerne røg mekanisk i baghovedet på ham. Det irriterede ham grænseløst, at Signi var så nysgerrig, men også så nervøs for, hvad der skulle ske med den røde hoppe, hvis Ficar pludselig gik fra hende. Da de feminine toner fyldte luften mellem dem, rettede Ficar langsomt ørerne opad, og
skævede ud mod den røde.

” Fordi du ikke har noget bedre, at tage dig til. Fordi du er lost i en verden, som du ikke kender, og gerne vil have, at du har en følgesvend at undersøge verdenen med. Du er i realiteten fuldstændig ligeglad, om det er mig du følges sammen med, eller hvilken som helst anden. Pointen er bare, at du ikke vil være alene med dit fortabte sind. ”

Tonen var kort og fraværende. Den var følelsesløs og ligegyldig. Den hæse og maskuline stemme blev snart revet væk af stilheden, der atter voksede mellem dem. Ficars ord var hårde. Hårde og kolde, men de var ifølge ham korrekte. For hvorfor skulle hun ellers ville gå sammen med ham? Langsomt sank Ficar hovedet, og gumlede tvært. De kraftige trin han efterlod, overdøvede den rødes gang, men deres åndedrag var til at høre, når de regelmæssigt drog luften ind og åndende den ud. Var han for hård? Hun blev nødt til at se i øjnene, at hun jo ikke gad ham. Hvis hun havde haft lidt mere selvtillid og selvstændighed, ville hun da også været skredet for længst, og ikke fundet sig i hans nedværdigende tone.
Solen var dukket ned bag bjerget i det fjerne. Skyggerne var lange, og ramte Ficar op til flere gange. Hver gang en af skyggerne strejfede hans brogede skind, fór Signi sammen af skræk, og kastede sig panisk rundt. Hver gang hans tunge og klodset ben ramte de tomme kæder, raslede det forfærdeligt. De døde, rustne toner fra Ficars kæder, sendte kuldegysninger igennem hans krop gang på gang, og ørerne gled mere og mere bagud.

¤ J.. J-jeg er så mørkerad.. ¤

Stemmen der undslap den brogede, var karakteristisk. Den havde stadig den maskuline og hæse stemme, men undertonerne var lysere, sårbare og sørgmodige, hvorimod de før havde været dominerende, aggressive og kommanderende. Signis stemme var sluppet forbi Ficars blokade, og havde sluppet løs i friheden. Det var ikke mere end en lille hvisken, men den var der. Ficar stoppede op i et voldsomt ryk, og spærrede de gråblå øjne. Han fandt et punkt på jorden, og lod blikket stirre dødt og fokuseret på punktet. Blodet kogte under det spraglede pelslag, og han måtte beherske sig. Inderst inde havde han lyst til at råbe og skrige af Signi, men det gik ikke, for den røde sted ved hans side. Et hårdt og irritabelt prust steg ud fra hingstens næsebor, mens han rykkede irritabelt med hovedet. Han måtte lade det gå upåvirket forbi, i håb om at den røde ikke havde hørt Signis stemme. Ficar drejede kortvarigt et øre imod hende, lyttede og overvejede det spørgsmål, hun havde stillet, lige inden Signis stemme havde forladt den lyserøde mule.

” Fordi jeg ikke har fået et gok i nøden, da jeg ankom. ”

Snerrede Ficar vredt og tvært. Det var ikke meningen, at hans raserianfald på Signi skulle gå ud over den røde, men hvordan skulle han beskytte Signi, hvis han hele tiden gjorde sig tilkende? Ficar skrabede vredt i den kølige jord, og brummede irritabelt for sig selv. Han kunne ikke risikere, at Signi afbrød igen, men han kunne hellere ikke lade det gå ud over den røde. Langsomt stoppede hans skraben op, og han drejede langsomt hovedet i hoppens retning.

” Det var ikke min mening, at sige det. Vil du finde ro for natten et sted? ”

Det var et kejtet udtryk, den ellers udtryksløse Ficar havde. Øjnene skinnede under den sorte pandelok, men hun ville nok aldrig få dem at se. Han havde aldrig spurgt andre, på den måde, som han spurgte den røde, og det gav ham et lidt klodset udtryk. Men hvis nu hun faldt i søvn, ville hun forhåbentligt også glemme Signis afbrydelse. Og han ville sikre sig, at Signi ikke sagde mere. Det ville være win win for alle. Signi fik hans vilje, hoppen fik en chance for at fordøje alle de nye indtryk. Og ham selv? Han ville gøre det, som han altid gjorde om natten; holde sig vågen, for at beskytte Signi imod det snigende mørke.

De fortsatte deres vandren. Endnu bevægede den rødblakke hoppe sig ved siden af den brogede; dog med så god afstand, at hun ikke kunne røre ham , selvom hun prøvede. Hans grænser var tegnet tydeligt op, og selvom hun ikke anede hvordan hun skulle være; hvem hun var, eller hvordan hun skulle agere, ja, så følte hun nu, at hendes viden om hingsten var stor nok til at hun ikke overskred hans grænser sådan lige med det samme.
Kort efter hun havde talt, svarede den brogede. Hans tone var utroligt fraværende, og hans ord fik det til at stikke indvendigt i hendes sjæl. Hvorfor? Hun kunne slet ikke forstå det, og et øjeblik vendte hun sine øjne fra den brogede hingst, for at lade dem flakke imod den rødlige himmel. Hans ord omtalte hende, som om han kendte hende. Måske endda mere end kendte hende, men nærmere vidste hvordan hun tænkte. Hvordan var det muligt? Kunne han se de tanker, som hun ikke vidste hun havde, eller kunne han føle dem? Hun fnøs sagte af frustration, inden hans stemme atter hev hende tilbage til ham.

Stemmen var nu meget anderledes. Lav, hingstet, men lysere og med en tone der var mere imod det sørgelige, end skræmte. Hun studsede, tydeligt forundret og overrasket. Og hans reaktion efterfølgende viste hende tydeligt, at hun nok ikke skulle have hørt det. Han lod nemlig som om det ikke var sket. Hun skulle lige til at åbne mulen og spørge indtil det, hvorfor han havde sagt noget i sådanne toner. Var der noget der gik ham på? Ordret havde hun nemlig ikke hørt hans sætning. Tonerne havde hun til gengæld fanget ned i mindste detalje. Hun trykkede blot kæberne sammen, for inden hun selv fik sagt noget, lød Significars ord igen. Han svarede nu på, hvorfor han kunne huske sin rejse, og hun ikke kunne. Og atter stak det indvendigt i hjertet hos den rødblakke hoppe. Han kommenterede direkte og personligt imod hende, hentydede til at hun havde slået hovedet inden hun kom hertil. Igen, hvordan kunne han vide det? Hun trak ørerne tilbage igen, inden hendes hoved blev hævet en anelse. Nu måtte hun have svar! Især når hans toneleje nærmest lød hånende imod hende. Eller var det nu blot hende der overtolkede igen? Hun fnøs atter, frustreret – og igen skulle hun lige til at bryde ind, da noget forunderligt skete.

Significar snakkede igen. Og denne gang var det en form for undskyldning der fyldte rummet imellem dem. Og ikke nok med det, så spurgte han hende faktisk om hun ville finde ro for natten – med en hentydning til, at de skulle tilbringe den sammen.
Nu stoppede hun. Hun stoppede op og lod sit ene forben smækkes i jorden, som tegn på de frustrationer der havde bygget sig op inde i hendes krop; hans humør havde svinget utroligt de sidste par minutter. Noget, som lignede en helt anden personlighed havde vist sig. Han havde talt hende ned, og derefter nærmest undskyldt. Det var utrolig mange ting hun skulle forholde sig til, og derfor valgte hun at stoppe op, for at få det hele klaret inden de kunne finde ro for natten – for selvom han mente det modsatte, så havde han ikke gjort noget der endnu havde skræmt hende helt væk.

,,Jeg … Du.. Jeg forstår ikke det her! Du snakker om mig, som om du kender alt til mig. Hvordan jeg tænker, hvordan jeg er. Men jeg kan ikke se hvorfor du skulle kunne vide det! Når jeg ikke engang aner hvem jeg er, eller hvad jeg hedder, så tror jeg ikke du kan udtale dig om, hvordan jeg er, når det jeg udtrykker, kan være det modsatte af hvad jeg i virkeligheden vil. ”

Derpå slog hun med hovedet og trak sig to skridt bagud. Hun skulle på en måde lige samle sig selv, og det hjælpe hende fysisk at trække kroppen sammen, hvorefter hun holdt spændingen blot et øjeblik. Da hun slap, og stod normalt igen, gumlede hun en anelse mere fredsommeligt. Godt så, så blev det sagt. Hun vippede sin øre en smule frem og lod sit blik sigte direkte efter hans; de øjne der måtte gemme sig bag hans enorme pandelok.

,,Jeg vil gerne finde ro for natten, ja. Og om du så vil tro på det eller ej, så vil jeg gerne fortsætte med at følges med dig. Og måske har du ret ja, at jeg kun gør det fordi jeg ikke vil være alene. Men jeg vælger at følge det, som mine instinkter siger – og de siger, at jeg egentlig godt vil være i selskab med dig, uden at det er på grund af frygt for at være alene. Okay?”

Derpå satte hun frem i skridt igen. Hun anede dog slet ikke hvor de skulle hen, og det fik hende til at stoppe kort efter. Hun så tilbage på ham, afventende; hun ønskede vel lidt at han viste vejen, da hans forstand synede mere normalt end hendes – selvom hun havde opdaget nu, at der lå mere under skindet på den brogede hingst, end en afvisende attittude.

POINT OF VIEW: Ficar
WORDS: 2017

Det var synd, for den røde hoppe. Synd for hende, at hun havde mødt Significar som den første i landet. Synd for hende, at hun ikke havde nogen, at støtte sig opad, og følte tryghed ved. Det var synd for hende, at hun blev mere og mere forvirret, og det var synd for hende, at hun ikke kunne huske, hvem hun var. Der var meget, der var synd for den lille, røde hoppe. Men der var også meget, der havde været synd for Ficar dengang – men havde nogle ynket ham, støtte ham, givet ham tryghed? Lige meget hvor meget han benægtede det, kunne han ikke indse, at tiden fra det gamle land, før Signi overhovedet var blevet født, havde formet ham til den, han var lige nu og her. Sat indre ar på sjælen, der nu var blevet spaltet i to. Ar, der lyste op, som kæderne der bandt ham i det indre mørke. Ar, Signi flere og flere gange havde kommenteret på, vidst interesse og omsorg for, men altid var blevet fejet af banen. Ficar ønskede ikke de brøkdele af erindringer, han havde tilbage fra hans fortid. Han delte fortid med Signi nu; en fortid, en rejse og et nyt liv. Noget, den røde havde prøvet, at få ham til at fortælle hende. Fortælle hende, hvor han kom fra. Havde det været godhjertet af ham, at skåne hende for de oplysninger? Hun så ham vel som urimelig, ikke at give hende en smule oplysninger, som hun kunne bygge sin identitet op på. Men han havde blot skånet hende for flere forvirringer. En hoppe, der havde denne identitetskrise, behøvede ikke flere unødvendige oplysninger. Hun burde blot fokusere på, at finde frem til hvem hun var.

Ficar drejede mekanisk de stive ører ud til siderne, mens han med stærke, tunge skridt vandrede ved siden af den røde hoppe. På trods af, at hun også var en kraftig hoppe, var hans hovslag tungere end hendes. Ikke at de overdøvede hendes, men de fortalte blot, hvor tunge hans bevægelser egentligt var. Han var jo, ligesom Signi, vant til at vandre. Mens de vandrede i den tiltagende stilhed, lod Ficar hovedet dreje til den modsatte side, af hvor hoppen gik, og betragtede atter himmelen. På trods af, at han ikke ville indrømme det, så havde han savnet, at se et frodigt land. Og en himmel med stjerner. Noget, som den skræmte Signi aldrig havde set – og som sikkert også sad i et hjørne, og rystede af nervøsitet og den tiltagende angst for natten.

Den tiltagende trang til at høre grin med Signi som snigende. Som en målrettet slange, snog det sig opad af benene og langsomt ind i brystet på ham. Langsomt hvælvede Ficar halsen sammen, så den lange man fik et blødt, krøllet fald på den modsatte siden. Den lyserøde mule blev dannet til dybe rynker, og lige idét han skulle til, at drille Signi, stoppede den røde hoppe op. Som om, hun vidste hvad han havde gang i, og nu ville belære ham, straffe ham eller blot skælde ham ud. Ficar lod den brogede krop stoppe op i et sæt, og vippede stift ørerne imod hoppen. Han havde trådt nogle skridt længere, inden hun havde stoppet, så han stod nu en smule foran hende. Med et tomt og dødt blik, gloede han tomt ud igennem den tykke pandelok, mens ørerne var rettet tilbage mod de røde for, at høre hvad hun havde, at sige denne gang.

Hendes ord var en form for skældud, dog ikke den, som Ficar havde regnet. Men hvorfor skulle han også have troet, at hun ville snakke om Signi? Hvor latterligt af ham, at tro sådan noget om en forvirret, lille hoppe. Selvfølgelig var der ingen, der kunne se Signi. Tanken fik overlæben til at mimre, nærmest som stod han og lavede en hånlig grimasse af hende, på trods af hun ikke kunne se det; han stod trods alt nogle skridt foran hende, og mon ikke den tykke man også gjorde sit, for at skjule silhuetten af ansigtet. Med et voldsomt kast med hovedet, hævede Ficar sig på de stærke bagben, og idet han løftede sig i et lavt stejl, bøjede han i bagbenene, og fik drejet den brogede krop. Med et tungt dunk landede forbene, hvorefter han atter gjorde et voldsomt kast med overkroppen, så han atter stod foran hoppen. Pandelokken, der havde ligget fladt og præcist nedover hans ansigt, havde delt sig på midten, og dækkede nu hver sit øje, til gengæld var den hvide blis tydelig for hoppen. Manen skiltes på midten, og ligesom pandelokken hang den på hver sin side. Ficar fnyste højt ud af de lyserøde næsebor, og de stålblå øjne søgte ned til hoppens mule, for at have et punkt, at fokusere på. Specielt hvis hoppen nu prøvede, at få øjenkontakt.

” Jeg kan se det, fordi jeg ikke er dum, som du går og tror! Jeg ved godt, hvordan andre reagere. Du er jo ikke den første hest, jeg nogensinde har mødt, jeg kan huske mine møder! Du er ikke den første, jeg har mødt med identitetsta…" 

 
Ficars vredeudbrud var blevet tændt, som havde hoppens frustration smittet af på ham. Den lyserøde var spændt som en flitsbue, og åndedraget steg ud af ham som tåge. Han havde stoppet sætningen, for han var ved at snakke over sig. Ved at sige mere, end han burde. Han hårde, aggressive aura, der havde ligget omkring ham, dalede langsomt i takt med at han fik tøjret sit temperament. Den brogede krop havde spændt sig fuldstændig op, men nu løsnede han langsomt op, ved at rulle med skuldrene, og træde nogle skridt tilbage. Han havde på intet tidspunkt været tæt på hende, for han ønskede ikke, at hun skulle have en chance for, at røre ved ham. Men han valgte alligevel at give hende lidt plads, såvel som han selv havde brug for det. Da hoppen havde fået hendes frustrationer ud, slappede hun tydeligvis mere af, og på trods af, at der lå meget mere og ulmede under skindet på Ficar, fik han styr på sig selv. Med et dødt blik betragtede Ficar hvordan hun spejlede sig i ham, og selv havde trukket sig tilbage. Distancen var blevet større imellem dem, såvel som deres kendskab.

Det var som om, at ordrene hang lidt i luften, og spændingerne kriblede mellem dem, skjulte sig i det tiltagende tusmørke. I det indre tittede Signi forsigtigt frem. Hans nysgerrighed var stor, og han prøvede at se, hvad der skete mellem dem; og så prøvede han, at berette Ficar om, at han skulle lære, at styre sit temperament, ellers ville han aldrig få venner. Venner? Var han overhovedet interesseret i det? Han havde vel egentligt nok i sig selv. Og det som han ikke havde i sig selv, havde han vel i Signi. Det var vel hele princippet, med at de var to. At de havde nok i hinanden, og ikke behøvede andre. I virkeligheden ville Ficar også gerne bilde sig selv ind, at han ikke engang behøvede Signi.
Det var bare ikke altid, at det virkede.

Han var forberedt på, at skulle leve for sig selv. Tilbringe tiden med hans evige mareridt. Og lidt med Signi. Og det var nøjagtigt det, der skulle ske i aften; for hvorfor skulle hoppen spilde mere tid på ham? Ha! Ingen gad, at spilde tiden. Specielt ikke Ficar. Lige da han skulle til at dreje sig, for at vandre ud i nattens tusmørke, snakkede den røde. De stive øre gled i hendes retning, og de gemte øjne, skævede til hende under den tykke, delte pandelok. Hun ønskede at dele natten med ham. Dele noget af hendes livstid med ham. Ficar vippede hovedet på skrå, men kun i et kort moment; pandelokken skulle endelig ikke forlade øjnene. Den røde vandrede forbi ham, og efterlod ordene om, at hun faktisk ønskede hans selskab, om han måtte tro det eller ej. Da hun vandrede forbi ham, fulgte Ficar hende med hele hovedet, og da hun stoppede op foran ham, var han derfor rettet lige igen. Hun forventede vel, at det var ham, der skulle vise vejen; hendes fortvivlet sind vidste sikkert ikke, hvor det skulle hen. Vidste han det overhovedet? I virkeligheden vidste Ficar ikke mere om landet, end den røde hoppe gjorde. Det eneste han vidste, var at der var frodigt, samt stjerne på himmelen. Men det var ikke noget, som han gad interesserer sig for; naturen kunne passe sig selv, bare der var ilt til, at hans lunger kunne holde ham i live.

Med de tunge, vandrende skridt satte Ficar kroppen i gang, og vandrede forbi den røde. Hans vippede et stift ører i hendes retning da han vandrede forbi, og en dyb, mørk brummen lød fra den sorte bringe. En brummen, der var så tør, så mørk og så maskulin. Den var nærmest ligesom den karakteristiske stemme, som dræbte stilheden mellem dem. For stilheden voksede mellem dem, som et sultent bæst, der begærede dem begge, voksede den sig stærkere og stærkere. Ficar havde ladet ordene hænge i luften, men havde fejet dem af banen. Han ønskede ikke yderligere, at tale om dette. Fortid var fortid. Jo færre oplysninger, jo bedre.

Tiden stod nærmest stille. Ficar vidste ikke, hvor længe de havde vandret, eller hvor de var på vej hen. Han vidste jo intet om dette land. Med en tør gumlen, strakte han den mørke hals fremad. Mørket over dem, havde for alvor taget fat, og hvis det ikke var fordi stjerne skinnede, kunne de umuligt se noget. Op til flere gange havde Ficar orienteret sig om, hvor den røde var, og om hun var med ham. Et sted ønskede han vel, at han ikke var helt så alene, som han bildte sig selv ind, at han egentligt gerne ville være. I indret havde Signi endelig fundet ro; han havde været rastløs, tudet og panikken havde flere gange grebet ham, men eftersom Ficar og den røde havde vandret i ro og mag, havde han fundet den tillid til, at lægge sig ned og falde i søvn. Det var jo det, der var meningen; Signi skulle sove, når det var mørkt for, at undgå at blive bange. Det var Ficars pligt, at holde vagt om natten, så Signi kunne sove trygt om natten. Sådan havde det altid været; Ficar havde altid taget imod slagene og ubehagen – selvom Signi ikke vidste noget om det.

De havde ubevidst søgt imod et stort bjerg, hvis klipper tårnede sig højt op i himmelen. Ficars øjne gled uinteresseret over bjergets silhuet, inden de fandt en ændring i landsskab; nogle ensomme træer stod i nærheden af bjergets fod. Målrettet styrede Ficar den vej; han var van til, at søge en form for læ om natten. Og dette træer ville godt, kunne gøre udfaldet. De skjulte øjne kiggede på den røde hoppe. De skinnede som stjerner under pandelokken, men hun ville aldrig kunne se det. Den lyserøde mule blev rynket, og de stive ører gled til hver deres side. Mon hun også følte behov for, at have læ for natten – eller havde hun slet ikke nogen mening, fordi hun ikke kunne huske hvordan en nat foregik? Et fnys forlod den spændte mule, idet han slog med hovedet. Signi ville sikkert stå og klappe i hænderne af glæde, hvis han ”tog hende under hans vinger”, og beskyttede hende, såvel som han beskyttede Signi. Problematikken var bare, at dette ikke var et eventyr; det var en realiteten. En realitet, der en dag ville slå Signi hårdt i hovedet, og bringe ham ind i virkeligheden – medmindre Ficar selvfølgelig også tog imod det slag. Tanken fik ham til gentage en tørre brummen, og da de nåede det lille bundt træer, stoppede han op med siden imod det ene træ. Med bevægelser, der næsten kunne se helt rolige og indbydende ud, vippede han mulen i hoppens retning, og de sorte øre gled langsomt fremad.

” Jeg fortrækker læ. Jeg forventer ikke, at du har nogen mening på dette område, fordi du ikke kan huske, hvordan en nat føles. ”

Ficars stemme var næsten helt toneløs. Dens undertoner var som altid karakteristiske, for han kunne jo ikke ændre stemmen. Og de lettere hånske og afvisende toner skinnede svagt igennem, men ellers var stemmen neutral. Han hvælvede nakken dybt, og rykkede sig atter nogle skridt sidelæns, så den røde hoppe kunne få bedst muligt i læ. Medmindre hun ønskede, at sove på det åbne område, og være et let byttedyr.

Siden den rødblakke hoppe satte sine hove på jorden i dette fremmede land for første gang, var der sket utroligt meget. Faktisk så meget, at det nok ville tage hende dage at bearbejde det hele i hendes sind, vende og dreje hver en tanke hun havde haft, tolke de indtryk som hun havde fået og trukket meningen ud af det hele. Men nu, så længe hun atter var i selskab med den brogede Significar, havde hun dog slet ikke tid til at se tilbage på det, som var sket; men i stedet måtte hun holde fokus i nuet og finde ud af, hvordan hun kunne overleve dette, så at sige.

Rowena, som ikke kunne sit eget navn, var nemlig i et skrøbeligt stadie. Selvom hendes krop måske fornægtede det, så var det sandheden; hvis ikke hun snart fik ro, ville hun nok bukke under for det pres, som hendes sind langsomt lagde omkring hende. Det pres, som krævede mere og mere energi fra hendes muskler, således at hendes hjerne kunne få ro og plads til at arbejde. Ligenu måtte den stå på standby, imens hendes instinkter blev ved med at reagere på de impulser hun fik fra den brogede hingst, de impulser som havde drevet hende ud i at sætte ham på plads, så at sige, og dernæst vælge hans selskab for natten.

Hun var trådt frem, så hun egentlig stod foran ham, men inden de kunne fortsætte ud for at finde læ for natten, ulmede en vrede under den brogedes skind, som skulle til udtryk før de kunne fortsætte. Han begyndte, fortalte hende igen, at han ikke var dum; og hentydede indirekte til at hun var. Øjeblikkeligt reagerede den ellers fredelige sjæl ved at udtrykke sin frustration igen. Den var ikke slået ned, ikke helt, selvom hun havde fået udløb for det værste; og det overraskede hende, at der ikke skulle mere til, end at han hævde stemmen, før det lå der igen. En tanke slog hende – for hun håbede inderligt ikke, at hun normalt var så udfarende, som hun impulsivt havde lyst til nu. Egentlig burde hun ikke have lyst til at gøre noget, når hun ikke vidste hvordan verden hang sammen om hende, hvordan hun burde reagere, eller hvorfor den brogede hingst reagerede, som han gjorde. Hvis blot hun havde en idé om, hvorfor hendes hjerte slog, så ville det hele give så meget mere mening.

I takt med han sluttede sin sætning, vendte hun sig rundt med ørerne lagt i nakken. Hun var dog langt fra aggressiv, som han havde udtrykt sig. Hun var langt mere frustreret i sin attitude, og en smule fornærmet så hun vel også ud. Nok anede hun intet, men hun ville ikke finde sig i at blive kaldt dum. Hvis hendes liv var på spil, skulle hun nok finde en løsning på det, og overleve. Det var hun dog sikker på.

,,Stop med at kalde mig dum! Og jeg tror aldeles ikke at du er dum. Du aner slet ikke hvad der foregår i mine tanker..” 

Hun stoppede dog, lige så hurtigt som han var stoppet. Han havde lagt bånd på sig selv og fravalgt at køre det her længere; og derfor gjorde hun det vel også. Man kunne vel sige, at den brogede prægede hende, nok i mere grad end de begge ville skrive under på. Men når man ikke havde et verdensbillede at forholde sig til, måtte hun forholde sig til det eneste som hun kunne – og det var i øjeblikket ham. Den brogede figur der var i hendes nærhed, den hingst som var den første hun havde mødt i landet her. Den hingst, som trods hans modstridende adfærd, havde spurgt hende om hun ville finde ro for natten med ham, hvilket hun havde sagt ja til. Hun prustede dybt ud, en lyd som endte i et suk. Hun skulle slet ikke begynde at reflektere over det, hun lige havde gjort, for ellers ville hun ikke få rokket sig ud af stedet resten af aftenen, og så ville ideen om at finde ly være skudt lidt til jorden.

Hun stemmede sin krop op, da den brogede satte frem. Hun fortsatte efter ham, da han var foran hende, men hun sagde intet. Hun havde en idé om, at der foregik en helt masse i hans krop, såvel som der foregik i hendes. Han havde nok bare en bevidsthed med sig, som gjorde at han kunne forholde sig til det, i en anden grad end Rowena selv kunne. Hun misundte ham faktisk. Han kendte sit navn. Han vidste hvem han var. Og selvom han så måtte have sine egne dæmoner at slås med, så ville den rødblakke hoppe til hver en tid bytte, hvis han spurgte. Hun måtte blot bide i det bitter-sure æble, indtil de første brikker af pudsespillet var lagt engang i fremtiden.

De vandrede i tavshed, og hvis ærligheden skulle frem, benyttede den rødblakke Rowena dette ’pusterum’ til at koble lidt af. Hun bed ikke så meget mærke i, hvad den brogede gjorde sig af bevægelser, antydninger eller andet. Hun vendte i stedet blikket ind imod sig selv, for at tykke lidt på det minde, som var dukket op timer forinden. Hvad betød det? Kulde.. Panik.. Det var langt fra rare fornemmelser, som hun havde følt i det øjeblik, og selvom hun helst ville glemme det helt, kunne hun slet ikke. Og jo mere hun ville tænke på noget andet, jo mere brød det frem for hendes indre blik igen.

Hun tyggede bogstavelig talt på emnet, for der måtte være mere end blot følelsen. Hvorfor havde der ikke været et syn tilknyttet det? Hvorfor kunne hun kun huske følelsen? Hun grænskede mindet mere og mere, og lige før den brogede hingsts stemme brød frem igen, kom der noget nyt til hendes erindring. Hun huskede lyden af en andens stemme. Ikke kun hendes egen følelse af kulde og panik, men en andens skrig. Det gav en kuldegysning hele vejen igennem hendes krop, og hvis ikke hingsten havde afbrudt hendes tanker, var hun nok endt med at smide sig i panik. Han redede hende der, fra hendes egne tanker; og hun skrev bag øret, at hun ville sørge for at holde sig så meget i selskab med andre som muligt, for at undgå at være alene med disse uhyggelige tanker og minder.

Significar havde udset sit et læ i form af træer, der kunne dække for vinden, men samtidig tilbyde udsyn til omgivelserne. Det var nok et klogt træk, for da ville de kunne holde øje med evt. farer – og med samtykkende nik rømmede hun sig.

,,Selvom jeg ikke kan huske hvordan jeg tilbragte nætterne, har jeg en fornemmelse om hvad det vil sige at sove, Significar. Det er fint” 

Hendes stemme var vel en smule overgivende nu; hun havde lagt sine frustrationer bag sig, i det øjeblik at hun havde husket mere ved hendes minde. Og hun orkede faktisk ikke at skulle godtgøre sin egen eksistens overfor ham, i det han igen huskede hende på, at hun ikke kunne huske noget. Det havde hun skam styr på. Hun brummede sagte, inden hun med et lille smil vendte sit fokus imod det udvalgte hvilested og begav sig imod det.

Significar rykkede sig let til siden, således at den rødblakke Rowena kunne komme ind i læ; endda var han galant nok til at give hende den bedste plads. Smilet på hendes mule blev lidt større – for selvom hun havde en følelse af, at han måske så ned på hende, så behandlede han hende egentlig pænt nok når det kom til stykket. Og det var hun ham dybt taknemmelig for.

Hvem er jeg?

Tag: Rowena  | Wordcount: 1.077 | Point of view: Ficar |  Weather: Cold, night, snowy

Nattens kulde og vinterens kommen rasede i vinden, omkring de to sjæle, der havde vandret tværs gennem det ukendte land, ingen af dem kendte til. Et land, de begge på mystisk vis var blevet bragt til, og med et pust fra skæbnen, var de blevet bragt sammen – hvis man nu også troede på det skæbne fis. Ikke for Ficars vedkommende, alt skete af en grund, og det var ikke skæbnen, der havde en finger med i spillet. Det der skete gennem livet, det var ubevidst; der lå ikke en stil pålagt en, som man blot skulle følge. Måske havde det været lettere, hvis det blot havde været så enkelt, i hvert fald for Ficars vedkommende. Han ville have undgået, at møde al den modstand på hans vej. Men på den anden side, er det ikke al det negative, al det vi ikke ønsker at møde, der påminder os om, hvor vigtigt livet er, og hvor meget det værdsættes? Et fnys forlod hingstens lyserøde mule, og på grund af det kølige vejr, stod ånden omkring hans næsebor som en tyk tåge. Hvis Signi så dette, ville han sikkert blive forskrækket og løbe skrigende bort. Det rev kort i Ficars mundvige for, at lave en hånlig grimasse af Signi; han var som et føl, havde ikke oplevet noget som helst. Han ville blive bange for stjernerne, for det grønne græs og for fuglekvidre. Ikke mindst noget så enkelt, som årsskiftende ville han flippe ud over. Han var jo umulig! Hvorfor havde han også fået til opgave, at vogte over sådan en umulig og håbløs sjæl som Signi? Ha! Det var til grin, at Signi var hans straf.
Nogen gange ville han ønske, at han havde frasagt opgaven til, at beskytte Signi, og takket nej til tilbuddet om livet efter døden.

Den intense stemning mellem de to sjæle var faldet til jorden, og hver deres ord havde hængt lidt i luften, uberørt, indtil natten havde ædt dem. Hvorfor tilbragte den røde overhovedet tiden med ham? Hun måtte i sandheden være forvirret. Øjnene hvilede længe og tomt på hendes røde skind under deres vandre tur. Hun så ikke ud til at bemærke det, det var som om, hun var gået ind i sig selv. Det gav Ficar en chance for, at betragte hoppens korpus, hendes bagpart, hendes ben og ikke mindst hoved på sikker afstand, uden hun ville fornemme hans blik. Hun var robust, hun var stærk og hun var ganske køn. Et højt fnys forlod ham atter, sådan skulle han da ikke tænke om hende! Hun var ligeså belastende, som alle de andre. Der var intet unikt ved hende. Absolut intet.

Da de kom til træerne, havde Ficar gjort plads til hoppen, så hun kunne få bedst muligt læ. Hvis hun alligevel skulle ligge, nyttede det ikke, at hun fik træk. Hun risikerede, at musklerne ville være spændte, hun ville sove uroligt og hun kunne risikere, at blive syg. Mens den røde var på vej imod den plads, Ficar havde tildelt hende, begyndte han at skrabe hårdt og voldsomt i den frosne jord med den ene forhov, for at undgå, at hun lå på det hårde, knoldet stykke, men i stedet kom ned til et mere fladt og derved blødere underlag. Det var ikke meget, han formåede at grave frem til, men han fik fjernet de værste knolde, og trådte et stort skridt til siden, så den røde kunne få plads. Men det var ikke kun for hendes skyld, det var ligeså meget hans egen. De skjulte øjne kiggede længe på hende, måske hun ville være utilfreds eller sippet med hendes seng? Mulen blev spændt, og han var allerede klar til, at skælde hende ud, hvis hun kritiserede manglen på prinsesseseng. Men da Ficar så smilet omkring mulen, bed han ordende i sig, og undlod at skælde mere ud.

Med stive bevægelser drejede han hovedet modsat retning, og langsomt hvilede han ned i hoften, og støttede udelukkende på tre ben. Himmelen var blevet mørkere over dem, stjernerne var forsvundet. En pludselig kølig brise sparkede ham i siden, hvorefter en ensom snefnug ramte den lyserøde mule. Irritabelt over, at noget berørte ham, kastede han iltert med hovedet, så pandelokken blev kastet omkring ham, og et øjeblik forlod den de ellers altid skjulte øjne. Da kastet var overstået, drejede han atter hovedet bort; tænk nu hvis hun så hans øjne. Et snefnug blev til to, blev til fire og til sidst tusindvis. Blødt dalede de ned fra himmelen over dem, og ramte den kølig dal omkring dem, og trods det var vindstille, fløj snefnuggene dansende rundt omkring dem. Dybt hvælvede Ficar halsen sammen, mens de hvide perler af sne pyntede hans pandelok og man, og oplyste området omkring dem.

" Forbandet sne... "

Snerrede han lidt for selv, mens han rykkede gentagende med hovedet. Han hadede sne, han hadede den varme sol, han hadede alt der ikke blot var, som det plejede at være. Der var ingen grund til, at temperaturen skulle ændre sig. Ficar puttede sig næsten sammen under den lange man, og trykkede siden imod træet, hvor han hvilede i hoften. Han drejede langsomt hovedet imod den røde, for at se, om hun havde fundet ro for natten. Han agtede ikke, at ligge sig sammen med hende – i det hele taget lå han aldrig ned. Han sov kun om dagen, de få timer Signi fik lov til at strække benene. Hver eneste nat holdte han sig vågen; det havde han lovet Signi engang. Lovet, at han ville beskytte ham. Og et løfte var et løfte. Men hvordan skulle han forlade hende? Skulle han liste bort, når hun trådte ind i søvnens verden? Skulle han vente på, at hun vågnede for, at hun havde en chance for, at vente bort selv? Tomt stod hingsten der, og stirrede på hoppen, men uden egentligt at fokusere. Øjnene hvilede ganske vidst på hende, men de så ikke på hende. Langsomt skiftede han hofte, så han hvilede på den anden i stedet, og sank langsomt det store hoved nedad.

" Få noget søvn, du har sikkert en masse tanker, at få styr på. Måske husker du også bedre, efter en nat med søvn. Godnat. " 

Det var ikke en opfordring til, at hygge-aften snakke. Det var nærmest en ordre til, at hun skulle tie stille og sove. Ficar kiggede kort på hende en sidste gang, inden han tvært flyttede blikket ud mod horisonten, der efterhånden var blevet dækket af et fint, skrøbeligt lag sneg.

Den brogede hingst ville nok i meget lang tid virke som lidt af en gåde for den rødblakke Rowena. Nu, hvor de havde fundet læ, ja, da sørgede han endda for, med et par skrab med hoven henover den kolde jord, at hun kunne ligge nogenlunde lige. Denne gestus havde hun slet ikke forventet, for selvom hun ingen anelse havde, omkring hvordan det egentlig var man behandlede andre, så havde hun sine fornemmelser. Og siden hun havde mødt ham, havde hun ikke haft nogen fornemmelse af, at han ønskede at gøre nogen anden glæde, gøre dem tilpasse, eller hjælpe dem. Men nu, galant, havde han redt hende en seng.
Uden ord lagde hun sig ned, der hvor han havde gjort plads til hende. Hun brummede sagte, men yderst tilpast; for det var rart at ligge ned. Hun havde brugt megen energi på at tænke og begå sig overfor den brogede hingst, og når man ikke kendte spillets regler, var det trættende at forsøge at gætte sig frem til dem.
Nu, hvor hun endelig lå ned, begyndte det at sne. Først var det blot et par enkelte, men det udviklede sig snart til reel sne. Med et helt forundret udtryk lå den rødblakke og stirrede frem for sig, betragtede de dansende fnug, hvordan de lagde sig på jorden. Hun huskede intet om at have set sne før, men af en underlig grund vidste hun godt hvad det var. Kort efter hørte hun hingstens udbrud, han brød sig vidst ikke om de hvide snefnug, men Rowena var fascineret, trods kulden og vinden. Hun sagde i første omgang intet, men fortsatte bare med at stirre på hvert et snefnug hun kunne få sine øjne på, betragtede dets bevægelser og hvor det landede. Hun fandt en sær ro over dette, som var det velkendt for hende, at betragte sneen. Mon hun havde gjort det før?
Bag hende stillede den sortbrogede hingst sig til rette, nok for at finde en hvilende stilling. Det ene af Rowenas ører gled lyttende om efter ham, men det var først da hans næst - og sidste - ord lød, at hun drejede sit hoved for faktisk at se på ham. Han sagde, at de skulle sove, og hans toneleje lød ikke ligefrem venligt. Han kommanderede hende faktisk til at sove. Hun betragtede ham et øjeblik tavst, inden hendes milde og nærmest syngende toner forstyrrede vindes hylen omkring dem.

,,Tak fordi du holder mig med selskab i nattens timer.. Og tak for at gøre klar til natten. Godnat"

Hun lagde ikke op til at fortsætte samtalen. Hun havde forstået hans ønske om fred, og det ville hun give ham. Og samtidig var det nok godt for hendes sind at få ro, til at bearbejde alle de tanker og indtryk hun havde haft i løbet af disse timer. Den frustration, den ro, den glæde, den vrede. Hun havde oplevet så meget, og fordi hun ikke vidste noget særligt, var det følelserne der havde fået lov at guide hende igennem dagen. Det var det eneste hun kendte, og dermed det eneste hun kunne reagere på. Og i det hun vendte blikket fra den brogede hingst for at beskue sneen, som nu var ved at lægge sig i et lag der dækkede jordens gråbrune farver, tippede hun sine ører ud til siden, og begyndte at lade tankerne strømme ind.

De ramte hende i første omgang hårdt. Hun fnøs sagte for sig selv, men udtrykte sig ikke på andre måder. Hun kæmpede ikke imod, men lod dem bare komme. Hun gennemgik hele mødet med Significar, hendes undren over hans person, men også hendes fascination. Hendes tanker omkring hans galante gestus, og hans nedsættende ord. Der var mange modsigelser i hingsten, og hun kunne ikke forstå hvorfor.
Hun tænkte over hendes minde. Kulden, panikken. Hvorfor havde hun husket det? Var det vigtigt? Det måtte det næsten være, for ellers gav det ingen mening at det var dukket frem. Eller hvad?
Hun tænkte over, hvordan det kunne være at den brogede kunne huske. Han havde sagt, at han ikke have fået et gok i nødden, inden han kom hertil. Var hun blevet slået i hovedet? Var det derfor hun intet kunne huske? Og hvordan i alverden var hun kommet hertil? Hun måtte da være gået, men så burde hun kunne huske turen. Det måtte altså være efter hun var kommet hertil, at hun havde fået slettet hendes hukommelse. Det gav mest mening.

Hendes tanker kørte længe faktisk, og først efter en time, eller mere, begyndte søvnen at snige sig ind på hende. Det ene øre lyttede stadig efter den brogede. Hørte hans vejrtrækning, registrerede når han flyttede på sig. Han lod ikke til at sove, men han havde jo bedt hende om at gøre det; så det var nok bedst. Efter yderligere minutter lukkede hun endelig sine øjne og gled ind i søvnens virvar af tanker, farver og følelser. Og midt i hendes drømme, stod én ting pludselig klart. Hendes paniske følelse havde noget at gøre med vand. For med ét næste morgen, da solen begyndte at stige over træerne atter engang, vågnede den rødblakke Rowena med et sæt; netop i det, som vandet havde fundet vejen til hendes lunger.

Hvem er jeg?

Tag: Rowena  | Wordcount: 860 | Point of view: Ficar |  Weather: Cold, night, snowy

Sneen faldt i store, legesyge fnug. Hver gang de faldt fra himmelen, hvirvlede de rundt i luften i en sælsom leg, som forsøgte de af fange hinanden. Den brogede hingst, hvis ranke krop stadig stod og vogtede over den røde, lod en tung ånde forlade de lyserøde næsebor. Ånden var kridthvid, og den skubbede fnuggene omkring mulen, bort. Gamle minder, der var gemt længere væk end Signi nogensinde kunne finde frem til, ulmede under skindet på ham, der blev fugtet af sneen. Stilheden blev pludselig brudt, da den røde hoppe lod sine feminine toner lyde. Hun takkede ham. Takkede ham for hvad? Der var intet, at sige tak for. De pjuskede øre gled bagover, og et tvært fnys forlod den kølige mule, idet Ficar med et voldsomt ryk med hovedet, flyttede fokus fra hoppen ud over landskabet. Kroppen var van til, at den ikke kunne ligge ned så længe, at han skulle holde vagt og beskytte Signi. Han havde svoret på, at han skulle beskytte ham, koste hvad det end ville. Stift løftede han det ene forben, bøjede det og satte det blødt og lydløst igen. Øvelserne forsætte, indtil lemmerne var varme nok til, at holde ham oprejst på en uforstyrret måde.

***

Sneen lå som tusind af diamanter og skinnede op imod himmelen. Det var endelig holdt op med at sne, men der lå også tilpas meget, at Ficar havde – efter sit eget hoved – god grund til at brokke sig. Over ham havde ligget et tykt lag sne, men det var begyndt at smelte, og dråberne løb koldt og klamt ned over hans mave og flanker. I et forsøg på, at holde hoppen varm, havde han rykket det store hovedet han over hendes korpus, og i takt med den tykke man kunne være skjold, havde han afdækket det meste af sneen for hende. Naturligvis uden at røre hende på noget tidspunkt. Hvor længe han havde stået der, var han ikke bevidst om. Men tankerne, omgivelserne, rejsen, Lyset – alt det fremmede, nye og gamle var begyndt, at tære på hans opmærksomhed, og på trods af, at han forsøgte sit bedste, faldt øjnene til sidst i.

***

” Ser man det! Du er godt nok faldet af på den gamle dreng! ”
Den sorte hale piskede igennem luften, og i sneens hvide skær, blev et hånsk smil blottet på den sorte mule. Den sorte hingst bevægede sig med langsomme skridt omkring Ficar, hvis kulsorte krop var skjult af nattens skygger. Han var mørkere, dunklere end de andre. Hans pels skinnede som ravnens fjerdragt, hvorimod de andre var matte og blanke. Ficars tænder blev blottet i en vred grimasse, og den spændte krop træk sig bagud. Et gebis ville snart ramme hans strube, hvis han ikke passede på. Hvordan kunne han vide, at han gemte på Signi?!
” Rend og hop, du har din måde at snyde døden på, jeg har min. Det er ikke mit problem, at jeg er klogere end dig, og faktisk får en ekstra chance, hvorimod du må rådne op ene og alene resten af dit sølle liv. ”
Ficars mørke, hæse tone skar som glasskår gennem natten. Den matsorte stoppede op, og for første gang i Ficars levetid, så han næsten såret ud. Som havde han ramt et ømt punkt. Den matsorte lagde hovedet på skrå med et sørgmodigt udtryk.
” Rådne op alene? Du tror simpelthen, at jeg rådner op helt alene? Åhh jamen min kære ven dog, ”
Smidige, lydløse skridt nærmede sig Ficar, og pludselig stod den matsorte ved siden af ham. Som to dæmoner stod de i nattens mørke, mørkere end mørket selv, for mørke til end at kaste en skygge. De var intetheden.
” Kære ven, du misforstår jo fuldstændigt. Åhh du har altid været den nærtagende, ikke sandt? Det havde jeg næsten glemt. Nej, ser du, jeg rådner ikke op. For hver dag øges min styrke, og jeg vender tilbage i et legme, der er urørligt og fuldendt. Jeg får en krop, jeg ikke skal dele med andre. Jeg mister ikke min bevidsthed, som visse andre. Nej, i modsætning til dig gamle dreng, er jeg tålmodig. Tålmodighed er en dyd, som du aldrig rigtig har forstået, ”
Den matsorte hingst skubbede provokerende til Ficars bagpart. Ubehaget steg som en bølge igennem ham, og Ficar snappede arrigt efter vejret, mens ørerne gled ned i nakken.
” Rolig nu gamle dreng, pas på blodtrykket. Når, men eftersom jeg er tålmodig, vil jeg blive belønnet. Som sagt tidligere, vil jeg blive et pragteksemplar. Jeg vil ikke have nogle skavanker eller mén. Næ nej, jeg vil ikke være ligeså ødelægt og uduelig som dig, der end ikke kan klare, at vinden blæser på dig, uden du væmmes. Jeg skal ikke leve med dit forbandet skind og sind! ”
Den matsorte vendte sig om, og de matte, gemte sjæle, håndlager, skygger eller dæmoner, væltede frem, og kastede sig over ham. Det var pinefyldt, det føltes som at blive brændt levende, og Ficar åbnede mulen for at råbe på Signi, da...

***

Signi slog øjnene op. Fordømt! Fica var faldet i søvn. Men det overraskede ham jo ikke. Selvfølgelig kunne Ficar ikke holde sig vågen hele natten. Med langsomme, stive bevægelser kom han på benene. Over alt lå et fint lag pulversne og skinnede i solens varme stråler. Det glimtrede bogstaveligt for øjnene af ham. Signi fnys forskrækket, og skrabede blidt i jorden. Det knaste lidt. Skulle han vække Ficar? Eller den røde? De skjulte øjne kiggede på hende, mens mulen var spændt. Nej, de havde begge brug for søvn. Det var på tide, at han selv drog på opdagelse. Med kluntede bevægelser sprang Signi legesygt frem, og lyttede til sneen, der knastede under hovene. Han sank hovedet ned imod det, og prustede højlydt til det. Det vigede op omkring hans hovedet, og det fik ham forskrækket til at hive næsen op igen med et overrasket udtryk. Et smæld forlod den tunge halen, hvorefter Signi lidt usikkert og ubalanceret, lagde sig ned i den hvide substans. Med et anstrengt prust, begyndte han et køre og rulle kroppen rundt i det, indtil han var kommet rundt et par gange. Da kom han først på benene, og trådte langsomt imod den røde, da hans nysgerrighed var forsvundet fra sneen, og rettet imod den røde. Hun lå der helt uforstyrret og søvn. Forsigtigt rakte Signi mulen imod hende, men pludselig vågnede hoppen i et spjæt. Forskrækkelsen lammede Signi et øjeblik, hvorefter han hastigt rykkede flere skridt bagud, så panisk at han nær var gledet i sneen.

” J-jeg b-beklager r…rigtig meee.. meget. Det var i-ikke for at ko.. komme for tæt på.. U-undskyld.. ”

Stemmen var hulkende og undskyldende. Den lignede slet ikke den, hun tidligere havde hørt. Og dog, denne udgave var bare mere lys, mere forpint, mere sørgmodig end den tidligere, der havde lydt hånlig og nedlagende.

Alt imens søvnens fredfylde timer tikkede af sted, bemærkede den rødblakke Rowena intet til de udfald, som hendes brogede følgesvend gjorde sig. Hans drøm, som kun foregik i hans hoved, kunne hun af gode grunde ikke vide noget om; og alt imens hans drøm spillede for hans indre øjne, havde Rowena selv en drøm.

Hendes drøm kunne dog ikke beskrives, for det føltes som en stor tåge, hvori glimt at ting, steder, sjæle hun kendte, poppede op i tide og utide. Store engen, dybe skove. Snedækket landskab. Bjerge. Sorte, røde, hvide heste, større og minde end hende. Sten, bække, træer. Og så pludselig stod ét billede klart af det slørede drømmebillede. En stor isdækket sø, med hovspor i det tynde lag sne, som lå åben på. Rowena befandt sig stående på kanten af søen, med blikket låst ud over det åbne område. Der gik heste derude. Og selvom det hele så rimelig sikkert ud, kunne hun ikke ryste fornemmelsen af, at der snart skulle til at ske noget forfærdeligt af sig. Hun forsøgte først og træde ud på isen, for at løbe ud til dem, bede dem om at komme tilbage, men hun kunne ikke. Hun forsøgte at kalde, men uanset hvor højt hendes toner kom, reagerede de ikke. Faktisk var det som om hun slet ikke var tilstede i drømmen, selvom hun var den som drømte det hele. Mere og mere angst blev hun, sikker på at der snart ville ske noget katastrofalt. Hendes ønske om at komme derud og advare de andre blev større og større, imens hun sprang frem og tilbage langs kanten af søen - indtil hun af uforklarlige årsager befandt sig ude ved de andre. De havde alle rumpen til hende, men hendes kald fik dem nu til at stoppe. En vendte hovedet imod hende, en rødblak hoppe med bred blis, og blå øjne. Det løb koldt ned ad ryggen på den røde Rowena, i det hun stirrede sig selv i øjnene. Hun skulle lige til at bede hende selv om at skynde sig væk, da isen gav efter, og hele flokken styrede i.

Alt imens Rowenas drøm havde udspillet sig, og var nået til ende, var den brogede hingst vågnet. Hun havde været så langt væk i sin egen drømmeverden, at hun ikke havde bemærket, at den brogede var trådt frem. Dog i modsætning til ham, vågnede hun ikke med et sæt, men langsomt. Hendes øjne blev åbnet, hendes næsebor vibrerede. Hun drog et suk, imens hun prøvede at løfte sig hoved ud af søvnens dyssende tåger. Og lige i det hun fik slået sine øjne helt op, rørte den brogede ved hende. Hun fik et lille chok, og trak derfor mulen let til sig; et øjeblik var hendes drøm, som var ret banebrydende for hende, gemt væk og hendes fokus lå på virkeligheden omkring hende. Dog lå den nagende fornemmelse af, at drømmen hun lige havde haft, var mere virkelig end som så i hendes baghoved, imens de stammende toner forlod den brogedes mule, i det han bakkede væk fra hende. Han undskyldte, men hun forstod ikke hvorfor. Hvorfor var det forbudt for ham? Nok havde han dagen før ikke ladet hverken hende komme nær ham eller omvendt, men ligefrem undskylde, det forstod hun ikke. At hans stemme lød helt anderledes end dagen før, hæftede hun sig i første omgang ikke særligt meget ved. Nok fordi hun vidste, at han var så kompliceret en hest som han havde vist, så hun ville nok ikke stille spørgsmål ved noget han gjorde, med mindre han som nu, undskyldte hvor han før ville have reageret anderledes. Eller ville han? Hun kendte ham jo ikke, og måske var ændret personlighed blot normalt i dette land.

,,Du skal ikke undskylde. I hvert fald ikke overfor mig.. Du må godt."

Derpå rejste hun sig op, en anelse stivbenet, men hun formåede dog at få bevægelsen til at ske flydende. Og først da hun kom op, fik hun øje på hvor smukt sneen havde lagt sig i løbet af natten. Hun brummede sagte og lod blikket flyttes fra den brogede hingst; betaget så hun et øjeblik ud, på trods af at sne og kulde kunne bindes direkte til hendes drøm, hendes mareridt. Men hun lod til at have glemt det i øjeblikket - men sikkert var det, at det ville indhente hende. Det ville hjemsøge hende, til den dag hun vidste, hvad drømmen betød.