Clipped Wings [Fenris]

Med forsigtige trippende trin bevægede den brogede hoppe sig igennem skoven. Hovedet sænket imod jorden, imens hun undgik diverse små grene og knasende blade. Øjnene fikserede helt og holdent på stammen foran hende, og hun stoppede langsomt ud op. I spænding sitrede det tynde skind kort, inden at hun med et hvin sprang frem og uden om stammen – sikker på at den lille lysende skabning hun helt sikkert havde set stadig var der.
Men ikke andet end skov lå foran hende, og hoppens spændte glimt ændrede sig langsomt til et skuffet et. Hun havde været så sikker! Den brogede virrede langsomt og en anelse irriteret på hovedet, inden at hun fornærmet plantede bagdelen i jorden. Hvorfor var de der aldrig? Hun havde gået rundt i skoven i evigheder på jagt efter de små lysende nymfer og feer, men de syntes altid at forsvinde idet hun bestemt mente hun havde afsløret dem. Hun havde engang prøvet at forklare hvorfor hun lige præcis blev ved med at vandre ensomt omkring i de store skove.. men de forstod det ikke. De forstod ingen ting!

Sådan sad den lille brogede skabning lidt tid, tavs og alene, inden at hun med en langsom bevægelse rejste sig igen. Det var lang tid siden.. så lang tid siden kontakten eller nærværet af andre havde omgivet den brogede mindre hoppe. Hun savnede selskab… jah. Men hun opsøgte det aldrig. Og derfor, forsatte den brogede fremad igen. Alene, og søgende efter noget nyt.

Den mærkværdige hingst begav sig med næsten lydløst skridt igennem den tætte begroning. Stortset uden at bevæge sig undgik han greb efter gren, stub efter stub, og synes alligevel at fortsætte ligeud. Der var ikke nogen følelse at ane i det kønne hoved, hvor en tordene blis snoede sig ned langs hans næseryg. Det blålige mørke svøbte sig omkring ham som et tæppe, og synes at give ham en næsten unaturlig fremtning. De hvide aftegn, og ikke mindst de næsten lysende ar, var ganske tydelige imod den mørkt nuancerede pels. Ligeledes skilte det plettede klæde, der snoede sig tæt om hingstens hoved, ganske meget ud fra resten af hans mørke krop. Kæderne, der endnu hvilede om hans ben, gav til tider en dæmpet raslen fra sig, men ellers var de forbløffende stille, som om de vandrede i tavshed, side om side med den smukke skabning. For ganske smuk var han, det lod der ingen tvivl om. Med en krop proportioneret til både kamp, og det der var værre. Han havde sine ar, både på sjælen, og på sit skind, men ikke destromindre lå en rolig, vellidt selvtillid over ham. På trods af det manglenede syn færdedes han særdeles elegant, og ligeledes opdagede han hoppen, allerede før han havde kunne tplacere sine daværende øjne på hende. Hvorledes hun så ud, var op til ham at gisne, men hendes bevægelser vidnede om at hun var elegant til bens, men ligeledes at noget tyngede denne fremmede. Med et kort vip af det ene øre, omlagde han korsel, og satte i stdet hovene ned i en ny retning; imod det ye bekendtskab. Ganskevist opsøgte han sjældent andre, men han brød sig ikke om tyngede sind, siden det oftest var et eneste indtryk han kunne danne sig af andre; Deres sindsstemning, bevægelser, og ikke mindst lyde. Men på nuværende tidspunkt havde hoppen ingen af de sidstnævnte.

Snart nåede den dumpe lyd af skridt igennem skovbunden Jivala, og hun stoppede langsomt sin gang, inden at hun stod stille. De følsomme næsebor udvidede sig, imens hun trippende vendte hele den ranglede krop omkring for at se om hun kunne få et glimt af den fremmede. Færten nåede i forvejen, og ørerne flakkede langsomt tilbage ved lugten af hingst. Uff.. Det var ikke mange hankønsvæsner Jivala havde mødt eller snakket med, så hun forholdt sig altid utrolig passiv eller ligefrem bakkede tilbage når sådanne selskab begyndte at snige sig frem. Og følelsen af at vende om og sætte snuden imod.. bare et eller andet var utroligt fristende. Men en lille tanke om at hun måske for en gangs skyld lige kunne sige hej til vedkommende, føre en høflig samtale og SÅ smutte, fik hende til at holde igen.
De lange ben gik skiftevis frem og tilbage, fra side til side, imens hun rastløst ventede på at kunne se denne fremmede. Men ikke længe skulle hun stå, inden at en vældig stor og grålig skikkelse tonede sig frem imellem de mange stammer. Den brogede hoppe spidsede nysgerrigt ørene, inden at de igen flakkede en smule tilbage. Hans udseende var fremmedt og underligt… noget skjulte hans øjne, og en kæde raslede omkring halsen og benene. Lænker? Hvorfor han gik med det kunne hun virkelig ikke gætte sig til. Måske syntes han det var pænt? Tænkende smaskede hun et par gange, inden at hun prøvende sendte en hilsende brummen ud.

Halen svirpede omkring hoppens ben, inden at hun trådte nogle skridt til siden for at lægge en smule afstand imellem dem såfremt han forsatte med at gå ligeud. Det kunne også være at han slet ikke ønskede selskab, og faktisk bare ville hurtigst muligt forbi hende. Hun kunne ikke længere helt sige hvad hun selv ønskede, fordi den grålige hingst havde da formået at fange hendes nysgerrighed med det underlige tilbehør han havde fundet sig. Det sitrede næsten i hende at finde ud af hvorfor han bar det.. og dog. Tænk hvis det var noget farligt tilbehør?