|
|
Post by Deleted on Jul 9, 2014 22:14:55 GMT 1
Morgana. "Where are we going now?"
En grålig skikkelse vandrede ensomt igennem den mørke nat. Snoede sig med en rolig mine igennem de krogede nøgne stammer, og fulgte en vej som i denne stund hoppen kun selv kunne se. Og hvem var denne hoppe så? hvem var denne sjæl? hun var Morgana. Det var hendes navn - det var hendes essens. Siden tiden havde startet, havde Morgana heddet Morgana - og ville altid hedde dette. Lige meget hvorend hun besluttede at føre sin krop og sjæl hen, ville hun nu engang altid forblive Morgana. Det vidste hun. Men hvad så med alt det hun ikke vidste? og alt det andre ikke vidste?
Og hvorfor gik denne grålige sjæl så omkring i dette mørke?
Jo, måske ønskede hun stilheden. Måske ønskede hun freden.. ensomheden og den stemning som kun en nat som denne kunne give hende. en nat, hvor månen i dette øjelbik stod gemt bagved grå skyer. en nat der næsten kunne fremkalde alverdens monstre og andre udyr. Skabt til at skræmme hvem end der færdedes i denne. Måske ønkede hun i dette øjeblik blot sådan en nat?
Ak, så mange spørgsmål, og så lidt svar. Den dumpe lyd af hove meldte hoppens færden over det bløde tærren, selvom at natten havde sænket disse grader ned til det kølige. Vinteren havde været hård ved Andromeda, men varmen og lyset vandt langsomt ind over dette. En tid Morgana både ville glæde sig til, og forholde sig til med den samme dybe ro der syntes at omgive den grålige hoppe.
"Heaven or Hell?" 
|
|
|
|
Post by Deleted on Jul 9, 2014 22:34:54 GMT 1
Den skimle, hvidlige hingst havde efterhånden indfundet sig med at være havnet på dette besynderlige sted. Men hvad han ikke endnu forstod eller havde fået svar på, var simpelt; ’Hvorfor?’. Hvorfor var den blide kæmpe havnet her, med en ny chance for at leve livet, men ikke de som han havde kær og kæmpet for? Måske var det fordi de var sluppet derfra, helskindet og uden skræmmer og ar på livet. Men han selv havde jo liget der blandt de orange og gule flammer, mens varmen sneg sig tættere og tættere, kvælende og dræbende.
Arion, den blide, tunge og store kæmpe, bevægede sig af sted med rolige og taktfaste skridt, uden at have travlt med at komme fremad. For nej, den skimlede hingst havde ingen grund til at skynde sig, for der var jo intet han skulle nå. Han bevægede sig uden mål eller søgen, blot bevægede han sig igennem den stadigt varme sand, med de sorte hove, der let skubbede til det, blødt og roligt. Den hvide kæmpe, lod de blå øjne vige fremad, opmærksomt, men ikke bange. Blot var han opmærksom på, om han pludselig stødte på nogen eller noget ukendt. Hans hvide hale slog et let slag bag hans hale, inden han udstødte et sageligt og roligt brum, dybt og mildt. Hans øre vippede langsomt rundt, inden de da stivnede kort; for lyden af andre hovslag, der gik i utakt med hans, havde nu fundet vej til hans sensitive øre. Arion standsede op, med en rolig bevægelse, mens hans søgende løftede det lyse hoved, og udstødte et kaldende og lavmeldt vrinsk; for der var ingen grund til at vrinske højt, på sådan en stille nat. Han tog ikke længe om at slå frem i en dansende men langsom trav, i retningen af hovslagene, trods han kun lige havde gjort opmærksom på sig selv; for han elskede selskab. Og ønskede vedkommende ikke hans, da ville han jo blot vende om, og søge et nyt, eller gå igennem sandet og natten alene, med tankerne og melodierne som han selv skabte.
|
|
