A memory to be deleted (Xenocrates)

Han kunne mærke hvor utryg hun var. Det sivede ud igennem hoppen og han forstod sig ikke meget på. Han kendte trods alt heller ikke så meget til den slags følelser. Det var derfor helt ukendt for ham. Det havde også taget ham et par tænkepauser for at huske hvordan man udførte disse kærtegn, som han havde sat sit eget lille præg på ved at slikke på hende, for han ejede hende jo. Han huskede hvordan hans egen moder havde nusset ham, men aldrig havde han ellers selv modtaget noget fra andre, men han havde heller ikke givet. Hoppen så dog ud til at være ganske tilfreds med det, selvom hun jo havde givet udtryk for det ikke var hende, men han var jo ligeglad. Han stoppede kort da hun berørte ham og det gik da først lidt op for ham at hun egentlig forsøgte at gengælde den gestus.

Snart genoptog han hans nusseri, mens hans mule dog mimrede en anelse ude af kontrol over hendes berøring. Det var en helt ny verden for den gyldne hingst, og det var lige noget han skulle vende sig til, men behageligt var det, faktisk meget behageligt. Han drog et roligt brum og skiftede kort position så han kunne nå hendes længere over ryggen og så hun ligeledes kunne komme bedre til at nå ham.

Asira lod sin mule glide stille rundt i cirklende bevægelser, imod hans skulderblad, der stod hende nærmest. Hendes grålige skind stod ikke i så voldsom kontrast til hans gyldne skind, som hendes pels ellers have gjort i mange andres selskaber. For begge bar de farver, der ar afdæmpede, men på hver deres helt egen måde. Men det var nu ikke hans farve, som hun var interesseret i, men nok mere det bag skindet. Men hun ville ikke rode i noget som helst, eller lære ham bedre at kende; for så ville det nok bare i sidste ende gå galt, som med de andre bekendtskaber hun i årenes løb havde fået. De var alle forsvundet, en efter en; hvorhen, det vidste de spraglede Asira dog ikke.. Og hun ønskede nok inderst inde ikke, at Xenocrates også forsvandt. Så hvis hun nu bare lod være med at lære ham bedre at kende, og lod være med at stole lidt på ham, så ville han måske ikke forsvinde? Det var måske en mærkelig tankegang, men sådan var Asiras tankegang som oftest.

Han så kort ud til at undre sig over hendes gestus i at gengælde berøringerne, og Asira var klar til at trække mulen til sig igen, hvis han hukkede ud efter hende, for at få hende til at stoppe; for hun gad ikke have flere sår eller skræmmer, som med tiden ville blive til ar. Men dette blev dog ikke aktuelt. Han trak blot mulen længere ned af hendes ryg, og dette fik skindet til at dirre omkring det sted, hans mule bevægede sig, fordi det nu var et nyt sted. Hun selv, trak mulen lidt ind til sin bringe, en anelse uroligt over hans mule der nu var der. Men efter nogle sekunder lod hun dog mulen komme op til hans ryg, og et lille skridt tog hun også imod ham, for bedre at kunne nå. Her lod hun mulen nulre i små bevægelse, tæt ved hans slutning af manen.

Han var i et Ganske kort øjeblik overbevist om at hun ville trække sig, men hun valgte at overraske ham og rykkede sig nu tættere på. Han lod en maskulin brummen lyde fra hans strube i ren velbehag. De krystalblå øjne hvilede på hende og han mimrede en anelse med mulen, inden han nippede en anelse kælent til hende. Han vidste ikke hvad det her betød for hende, eller ham selv for den sags skyld. Han stod blot og nød nærværet, for det var så ganske nyt for ham, men Xenocrates havde svært ved at stå stille i længere tid af gangen og han trippede en anelse med bagbenene. Han trak sig en anelse bagud og så nu på hende. Hans mørke mule berørte nu hendes med en rolig gestus, inden han nulrede den på en ganske særlig måde. Berøringen var næsten sensuel, inden han plantede et næsten ømt slik på den, og han trak den så til sig og så på hende.

” Du min nu.. Så ikke nogen med at forsvinde”

Konstaterede han blot. Der lå ikke nogle drillerier i det, for han mente det helt seriøst. Asira var hans nu, og ingen andre måtte få hende og ej heller skulle hun forsøge at smutte. Han skulle nok finde hende, og følge hende indtil hun gav efter. Xenon vidste ikke hvad kærlighed var, men han vidste godt at denne grå hoppe var hans absolutte ynglingsting.

Den grå hoppe, stod roligt ved Xenocrates side, som var det ganske naturligt for hende. Men det var det aldeles ikke. Dette var meget uvant for den unge hoppe, for hun anede ikke hvad hun selv lavede, eller hvad han lavede; eller hvad dette i det hele taget betød. Men Asira kunne mærke en gnistrende følelse, som hun havde oplevet en gang før; med den sorte Seth, der var far til hendes datter. En følelse, som både var behagelig, men også meget ubehagelig og uvant. For der fulgte en smerte med, en smerte der forekom fra manglende forståelse, og en frygt for at et nyt savn ville dukke op, hvis Xenocrates forsvandt, ligesom Seth dengang gjorde. Han havde været væk i mere end et år, og den følelse ville hun ikke opleve igen.. Et kortvarigt savn opstod i hendes sind, men ikke pga Seth. Nej, et forudset savn, om Xenocrates.

Hun virrede kort med sit hoved, samtidig med at han trak sig lidt fra hende. Han lod sin mule ramme hendes, ømt, og et slik forlod hans tunge, imod hendes sensitive mule. Hun mimrede med den mørke mule, og kom med et lille brum, sageligt, mens øjnene kort lukkede lidt i. Hun slog dem dog hurtigt op igen, og nu kiggede han på hende, ind i hendes sorte øjne. Asira hadede øjenkontakt, for hun følte at andre kiggede direkte ind i hendes sind og tanker, hendes følelser, hendes rum. Men hun lod ham gøre det. Ord kom nu fra Xenocrates, den gyldne hingst, ord som hun ikke helt var klar over betydningen på. Han mente at hun var hans nu; men på hvilken måde? Asira slog med den sorte hale, mens hun lidt uforstående og skeptisk kneb øjnene i.

,,Hvorfor?”

Dette blev hende svar, for hun var uforstående. Hvorfor ville han have hende som sin? Hvorfor overhovedet være interesseret i hendes skabning, og om hun ville forsvinde? Hun var uforstående og om end en smule forvirret.

Den gyldne hingst kunne ikke lade være med at lure i hendes sind i ny og næ. Han mærkede hendes savn, frygten. Var det for at miste mon? Xenon trådte atter hen til hende, da det viste sig at hun ikke havde i sinde om at æde ham. Kunne hun lide hans tilnærmelser? Det virkede sådan. Han behøvede ikke øjenkontakten for at se i hendes sind, men samtidigt var hans varsom med det. Han lod mulen gnide sig ned af hendes næseryg med en saglig brummen og lagde hovedet på sned over hendes uforståendhed. Hvorfor? Ja hvorfor ønskede han at eje den grå hoppe med det iltre temperament. Det var ikke til at forstå, men for Xenon handlede det om at han egentlig godt kunne lide hendes iltre temperament, måden hun kunne snappe fra sig, men at han samtidigt kunne tage kontrollen på sigt. Han nippede lidt til hendes skulder, inden han nok hellere måtte få svaret hende. Han løftede hovedet og vippede de mandelfarvede ører frem.

” Fordi jeg vil have dig. Fordi du er dig. ”

Lød det så ganske usimpelt fra ham. Det var et faktum, og det lå ikke mere i det. Han ville have hende, eje hende. Man kunne kalde det en lidt forskruet kærlighedserklæring, men eftersom Xenon ikke vidste hvordan kærlighed foregik, så kunne han ikke sige om det var det. Måske blot en naturlig selektion. Han strakte mulen mod hendes skulder og pustede på hende.

Den grå Asira, var ikke så skeptisk overfor den gyldne hingst, som hun gerne ville være. For hun ønskede ikke at føle en trang til at finde Xenon igen, og lede efter ham hvis han blev væk. Derfor blev hun ved med at forsøge at lyve for sig selv, og bilde sig selv ind, at han bare var ’endnu en’ af dem, der ville være kort i hendes liv, og derefter ville forsvinde. Så hun ville ikke tillade sig selv, at nære en eller anden form for følelser for ham. For det ville jo bare ende, som det altid havde gjort, med alle andre. Et svirp forlod hendes sorte hale, mens han lod sin mule glide henover hendes næseryg. De stod stadig tæt, og den spraglede hoppe var tvetydig omkring dette. For på sin vis nød hun, at mærke en andens varme og nærværd; men netop den nydelse, vidste hun var farlig. Han kom med et svar, der ikke gav mening for hende, igen. Bare fordi han ville have hende. Men hvorfor?

Asira svarede dog ikke, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige i første omgang. Og hun ville ikke ødelægge den stemning der lige nu var omkring dem. Den rolighed og en form for tryghed og nærværd. Men den grå hoppe hev da hovedet ind til sig selv, idet han pustede til hendes skulder. Hun skulle have ham væk nu. De skulle ikke stå her. For i sidste ende ville han bare forsvinde ud af hendes liv, som alle de andre. Hun jokkede nogle hastige skridt bagud, og lod sine grå øre falde bagud imod den sorte man. Hun stillede fronten imod hans, med afstand, og knejste nakken voldsomt op, og kneb øjnene i. Væk, det skulle han eller hun. Og hun vidste nok godt, at han ikke ville gå. Hun hukkede det ene forben fremad, markerende og advarende imod ham, inden hun vendte kroppen sidelæns imod ham, og skuede bagud imod ham, afvisende. Derefter begyndte hun at skridte afsted, væk fra hans nærværd. Det hev i hendes indre, for at stoppe og gå tilbage imod ham. Men nej. Hun var blevet efterladt så mange gange før; så nu måtte det være hende, der forlod en sjæl…

Hopper. Det var hvad Xenon efterhånen kunne konkludere var et væsen som gjorde det modsatte af hvad de ville have. Hans moder ligeså. Stædige individer med ekstreme humørsvingninger. Hvorfor forsøgte de altid at lyve for sig selv. Han fnyste, opgivende for en stund da Asira gjorde et pludseligt udfald som han egentlig ikke rigtig havde set komme. Han havde ladet sig lulle hen i noget der kunne virke i en tilværelse af velbehag. De blå øjne så blot intetsigende på hende og han lod hende for en stund tage den afstand som hun nu gjorde. Hun stank langt væk af frygt. Eller ikke sådan tydeligt, men han kunne fornemme det. Han kunne trods alt se en smule mere end hvad øjet kunne, men hans kræfter lakkede mod enden og det tærede på ham. De var end ikke fuldt udviklede og han kunne ikke benytte dem i ret lang tid. Skulle han så gå? Det sjove var jo ovre. Men skulle hun bare have lov at afvise ham? Nej. Nu havde han jo lige sagt at hun var hans, så skulle hun ikke bare gå. Stædigt, som en hoppe, trampede han derfor efter hende, men holdt en tilpas afstand til hendes flyvske ben.

” Kujon. ”

Lød det så fra ham. Det var en udfordring i sig selv, en måde at forsøge at tirre den spraglede hoppe. Se om han kunne hente en reaktion fra hende og i så fald hvilken. Ville hun fare op, fornægte eller blot lukke af? Måske noget helt andet. Han sitrede i spænding og vippede forventningsfuldt de mandelformede ører fremad, mens han trak på smilebåndet. Det skulle blive interessant.

Asira havde vendt ham ryggen, og var begyndt at skridte i en anden retning, end den Xeno befandt sig i. Hun ville ikke lukke ham mere ind, end det han allerede var. For det ville skade hende, det var hun sikker på. De sjæle hun før i tiden havde holdt af, og stolet blot en smule på, var enten forsvundet ud i det blå, eller de havde vendt hende ryggen med vilje; hvilken en af tingene der var sandheden, anede den spraglede hoppe dog ikke. Men hun vidste blot, at hendes bekendtskab måtte være skyld i, at folk forsvandt. Så nu ville hun forsvinde fra Xeno, så han ikke forsvandt fra hende. Det måtte være mere holdbart, og knapt så tærende for Asira, hvis det var hende der gik og ikke ham. Men han gav ikke så let op. Han trampede efter hende, men dog i en behørig afstand af hendes før flyvske ben. Ét enkelt ord kom der fra hende, ’kujon’. Hun standsede brat op ved ordene, og lod ørene falde ned i hende sorte man, inden hun kneb øjnene en smule i.

Hun kunne næsten fornemme hans sleske smil, selvom hun ikke kiggede på ham. Men hvis hun kendte ham bare en lille smule, var det smil på hans mule lige nu, for at tirre hende og fremprovokere en reaktion. Et tungt prust forlod hendes mule, som var hun opgivende over situationen. I et ryk, ud af det blå, vendte hun sin front imod ham, og hukkede advarende ud efter hans ansigt. Han havde ramt et ømt punkt. For det var jo sandheden, hun var en kujon. Men den var rettelig for hende, for hun havde oplevet mange nedture og ingen opture. Hun var intet i andres øjne, og nærmest heller ikke i sine egne, Men hun havde aldrig blot givet op. Hun stirrede nu på ham, vredt, men bag de vrede øjne, lurede en anden følelse, sorg, og samtidig en følelse af at ville tæt på Xeno, røre ham, og støtte sin krop ind imod hans. Søge den omsorg og tryghed, hun før havde følt hos ham. Men hun nægtede at give efter.. SÅ hellere forsøge at skubbe ham bort.

Hingstens latter skar gennem luften da han fik sin reaktion. Årh hvilken fryd, hvilken fryd! Hun var så nem, så skrøbelig. Xenocrates var ikke ude på at knække hoppen, for netop dette skrøbelige indre gemt bag hendes mange facader gjorde at han fandt hoppen spændende, at udforske hendes sind, men desværre rakte hans evner på nuværende tidspunkt ikke langt nok til at gå i dybden. Hvilken skam. Nej Asira var særlig til denne skabning, men om det blot var deres møder og om det ville blive ved var ej til at sige. Han havde ramt plet her. Ja. Han følte sig dygtig og et kækt smil spillede over hans mørke mule, mens han stirrede tilbage i hendes vrede øjne, som dog gemte på meget mere end blot det. Han nappede ud efter hende i ren leg. Han tog hende ikke seriøst så længe hun så desperart forsøgte at opretholde de facader han allerede havde læst.

” Du kan ikke gemme dig for mig, kære ”

Lød det blot fra ham. Han var overlegen. Han følte sig overlegen, men for nu ville han lade hende gå. Han havde fået det ud af mødet han ville. Hans magi havde nået dens nuværende grænse og det begyndte at tærre en anelse på ham. Han valgte derfor at nikke til hende, inden han vendte hende ryggen og skridtede bort.

//Out.