A memory to be deleted (Xenocrates)

Grålingen havde endelig indfundet sig på Chibale, øen der var hendes hjem. Hun havde ikke været her i mange måneder, for hun havde søgt væk, væk fra det sted der vakte mange minder, dårlige som gode; men aldeles mest de dårlige egentlig. For hun havde mistet mange, og de var alle forsvundet fra øen; her iblandt hendes egen datter Saphira. Men der var dog også minder der var bedre. Et minde hun kunne huske, var mødet med den livlige Xenocrates. En hingst der på en eller anden måde havde formået at mærke hende, inderst inde. Og samtidig havde han også rørt hende i bogstaveligste forstand, da hans mule havde kørt over hendes sensitive skind. Men ligesom alle andre, var han måske også forsvundet og borte, ligesom alle andre?

Hun virrede kort med hovedet, mens hendes sorte øjne stirrede ind i det krat, der stod tomt, ødelagt og knækket, efter vinterens sne og slud. Der havde hun født Saphira, men end ikke en lugt var der at ane mere. Hun nikkede kort, som om det nu var helt slut; det var fortid. Langsomt drejede hun sin spinkle og arrede krop, og begav sig imod den å, der snoede sig igennem chibales træer. Hun skubbede sig selv frem, i en taktfast trav, inden hun veg voldsomt med hovedet, og kastede sig fremad med hidsige bevægelser, ud i en lidt ukontrolleret galop. Hendes hove slog imod skovbunden, taktfast og højt, inden hun udstødte et vredt hvin, arrigt, angrende, sørgende og samtidig søgende. Det skar igennem træerne, og gav ekko længere inde, mens hun dundrede af sted, imellem de tætte træer. Men galoppen fik dog en ende, da den grå Asira kort var en anelse ukoncentreret, og hun slog derfor sin skulder imod et træ, hun ikke nåede helt udenom. Snublende bevægede hun sig frem, ude af balance, inden hun da kort røg ned på begge forknæ, og rev hovedet op, med en højlydt brummende lyd, utilfreds og vredt. Hun veg hovedet op, og kom på benene endnu engang, nu stillestående. Skadet var hun ikke, måske en smule øm og beskidt, men intet der var værd at nævne. Og der stod hun nu, med fronten imod åen der snoede sig af sted, der hvor hun så ofte havde stået.. Men hun forblev stående, stille, stirrende ind imellem mørket iblandt træerne. Mon nogen havde hørt hendes vredesudbrud?

Xenocrates befandt sig oftest flere steder i Andromeda. Det var sjældent han opholdte sig et sted i længere tid af gangen. Han var en aktiv hingst, som havde meget svært ved at holde sig i ro. Han var samtidigt ikke en som lod sig påvirke af ting, faktisk var der ikke sket meget i hingstens liv. Han havde lært sin magi at kende, men den var endnu ikke mestret. Han undede at mestre den, men ligenu fandt han de i stedet sjovere at luske rundt og holde øje med andre. Han stod ved en å, ikke en han havde nogen forbindelse eller minde tilknyttet til, for ham var det blot en måde at indtage vand på, efter hans lange ørkenvandringer på Zenobia. Et hvin lod sig skære igennem den lumre luft på Chibale og det fik den gyldne hingst til at se en anelse op. De krystalblå øjne kunne ikke se nogen, men han kunne fornemme en anden sjæl som kom direkte i hans retning.

Sjælen var Asira, hoppen med facaden ja. Han klukkede fornøjet ved hans kommende selskab og trippede en anelse ivrigt, inden han besluttede sig for at holde sig i skjul. Det ville være mere elegant. Hun nåede nu til åen på en anelse uelegant og han måtte kvæle et fnis, inden han gjorde sin entre.

” Jamen Jamen, se hvem vi har her! Har vi det bedre i dag? ”

Den gyldne sjæl trak et karismatisk smil frem på den mørke mule og vimsede hen til den lækre dame, hvis krop dog var en anelse beskidt. Ugh. Xenon overvejede et sekund om han skulle se om han kunne møfle hende i åen, uden hun tog en bid af hans øre. Xenon overholdte slet ikke hendes personlige grænser og hun stod nu næsten klistret op af hende, dog uden og røre den beskidte pels.

Asira kiggede kort ned af sin egen bringe, som for at se, om der var skræmmer eller ej; men der var nu intet at se, heller ikke på hendes lysegrå skulder, der have banket imod et træ for nogle få sekunder siden. Hun trak da hovedet op i et ryk, da hun synes at kunne ane en andens tilstedeværelse; men der var umiddelbart ikke noget at se eller høre. Men en lugt var dog hele tiden i nærheden af hende, som var der en anden til stede, ved åen, som hun selv stod tæt ved. Hun kneb øjnene skeptisk i, søgende efter vedkommende, og kort efter kom der nu en skikkelse ud fra de tætte træer; Xenocrates.
Han var ikke længe om at åbne munden og tale, og ordene der kom, var lidt underlige for Asira; for det lød næsten som var det i går, de havde set hinanden sidst; men det var det jo altså ikke.

Den grå Asira fnøs kort, med udspilede næsebor, mens han kom nærmere og nærmere. Ja, han forstod da i hvert fald stadig ikke hendes personlige sfære; eller også ignorerede han den bare fuldkommen. Hun skar kort tænder, inden hun vippede ørene advarende ned i nakken, da han nu stod hende klistret op af hende, som var det det mest naturlige i hele verdenen. Hun snappede kort ud i luften, forbi ham, advarende endnu engang, inden hun trådte et skridt bagud og sidelæns.

,,Jeg har det fortrinligt”

Svarede den grå hoppe, en anelse sarkastisk, inden hun en smule afvisende og opgivende rystede på hovedet. Hun spurgte ikke tilbage, i hvert fald ikke lige nu.

Han klukkede fornøjet, og ignorerede hendes afvisende tilnærmelser fuldstændigt. Et kækt smil var at finde på den mørke mule og han snappede blot kådt igen da hun snappede ud efter ham. Det gik ham ikke på, og det viste han ganske tydeligt, ved blot at vimse efter hende. Hendes ord fik ham til at le en anelse. Et mere djævelsk smil spillede over den brune mule, og han smygede sig da nærmere på den grå hoppe, inden han nappede til hendes man. De krystalblå hende så nu ind i hendes. De var næsten gennemborende, som kunne han se ind i hendes sjæl, hvilket han jo sådan set kunne, sådan da.

” Årh det tænkte jeg nok du ikke havde, men hey? I det mindste er jeg ikke forsvundet som alle de andre. ”

Xenons stemme var høj og gennemtrængende, med den der djævelske tone, som han nu engang besad. Han tirrede hoppen, det var tydeligt. Hun skulle vide at det var ham der havde overtaget, og hun ikke kunne gemme noget for ham. Han trak sig nu tættere på hende og ignorere det skidt der sad på hoppen ,som egentlig ikke var meget at snakke om. Xenon var bare fjantet.

Den grå Asira vidste udmærket godt, at den lyse Xenocrates ikke ville lytte til hendes afvisende attitude; han ville nok nærmere reagere modsat på det, og forsøge at komme endnu tættere på hende. Og denne anelse, viste sig at være ganske sand. For Xeno snappede tilbage ud efter hende, og trådte nærmest bare endnu tættere på hendes grå skikkelse. Dette brød hun sig aldeles ikke om; for hvorfor havde hun overhovedet i første omgang givet ham lov til at røre hende, og komme så tæt på? Det var en gåde for hende.. For det ville altid ende med at give bagslag, på et eller andet tidspunkt, det vidste hun.
Han nappede pludselig til hendes man, inden han stirrede med sine blå øjne ind i hendes kulsorte øjne. Hun veg blikket væk fra ham, og kiggede nærmere henover ham i stedet; for hun ønskede ikke øjenkontakt. Men da ord så forlod hans mule, stirrede hun pludselig ind i hans øjne igen, tomt men skeptisk og vredt.

,,Lad være med at rode i mit hoved, hingst!”

Sagde den grå Asira, med en sammenbidt stemme, inden hun snappede ud efter ham, markerende og hurtigt. Hendes tanker og minder var hende, og hun ville ikke have ham til at være en del af dem. Han skulle ikke rode op i hendes ting, for det var personligt og kun hendes at vide og kende til. Hun trådte atter bagud og sidelæns, da han smygede sig langs hendes krop, og et lille plask lød bag hende, fordi hun havde trådt den ene baghov ned i den lavvandede å.

Xenons latter blev nu skinger og næsten direkte ondskabsfuld. Den var overdreven og hans mimik ligeså. Han morede sig over hoppen. Hun var simpelthen noget af det sjoveste at have med at gøre. Forsøgte at lukke af og gøre sig ulæselig, men alligevel var hun som en åben bog. Han vimsede kort væk fra hende da hun blev hoppesur, men var lyn hurtigt henne i hovedet på hende da hun trådte ud i åen med det ene bagben.

” Årh, du trygler jo nærmest om at jeg roder i det, pfft. ”

Lød det så bebrejdende fra ham. Hun kunne jo bare lade være. Han gjorde et let op i kådhed, inden han nu bragede ind i hende. Xenon var uforudsigelig, men han kunne faktisk være en gentleman, hvis bare man opførrede sig ordenligt og lod ham gøre hvad han nu skulle gøre. Han vidste at han kunne komme tæt på Asira, men havde ikke tålmodigheden til at gøre det på den flinke måde.

Grålingen veg op med hovedet, da han slog ud i en latter, der ikke just virkede glad eller venligsindet. Nærmere ondt og sarkastisk, som morede han sig faktisk inderligt over at hun før havde snappet ud efter ham, og bedt ham lettere vredt og bestemt om, ikke at rode i hendes hoved og holde sig ude af det, for det var hende og ikke hans! Hun svirpede med den sorte hale, og jokkede endnu et skridt bagud, inden han atter talte, og nu nærmest beskyldte hende for selv at indbyde til det. Hun kneb øjnene i, og stirrede vredt i hans retning; nej. Hun bad ham aldeles ikke om at rode i hendes hoved.

Pludselig bragede han frem og ind i hendes spinkle bringe, hvilket gjorde at hun jokkede nogle ekstra skridt bagud, og ned i vandet bag hende. Hun snappede nu op efter ham, nærmere bestemt hans kæbe, og slog det ene forben fremad, hårdt, for at få ham til at træde fra hende, så de ikke stod så tæt på hinanden. Hendes øre var lagt ned i nakken, vredt og forsvarende samtidig, for hendes øre, dem skulle han bestemt ikke have fat i. Men endnu engang havde den grå Asira ret; i sidste ende, ville det altid give bagslag med bekendtskaber.. Her var beviset; endnu engang stod hun nu og skulle bide fra sig selv, i et forsøg på at skabe afstand.

Hun ramte ham, hårdt, i bringen og han gryntede kort, inden han ikke rigtig lod yderligere mimik bruges på at udtrykke at han kunne mærke at det gjorde ondt. Han fnyste kort, men tilfredst da hun nu endelig stod ude i vandet. Han bevægede sig selv op på bredden igen og stod nu og beskuede hende. Et lummert smil var at anes på hans mule, mens han næsten åd hende levende med blikket, med en let klukken. Han løftede hovedet en anelse. Han kunne godt lide hoppen, ja. Hun var let at have med at gøre, i den forstand at hun skejede sådan ud i forhold til de andre artige og så var hun flot. Det synes han bestemt.

” Du lugter bitter. ”

Anklagede han hende nu, men også som en direkte hentydning til at hun trængte til et bad. Men det var egentlig blot sådan lidt noget lala noget. Han var trods alt lalleglad. Han lagde ikke så meget betydning i noget. Han tog aldrig rigtig noget til sig medmindre det kom fra hans fader. Ellers var han kold overfor afvisninger og hån.

Den grå hoppe stod med alle fire ben i vandet, således at det gik hende til knæene. Det var ikke koldt, for sommerens sol havde skam allerede opvarmet vandet til nogle flere grader, end for bare et par uger siden. Hun svirpede kort med den mørke hale, inden hun lod hovedet vige op en smule, da han trådte bagud, fordi hun vidst havde ramt ham hårdere end som så. Men han viste det ikke, så om det egentlig gjorde ondt, eller om han bare ville træde i afstand, det kunne hun som sådan ikke vide. Ordene der nu kom fra ham, mens han beskuede hende, som var hun noget der kunne spises, fik hende til at fnyse højlydt og irritabelt.

,,Jeg har ikke bedt dig være tæt på, eller i nærheden. Du har frie muligheder for at gå, så den bitre lugt ikke irriterer dine følsomme og sensitive næsebor, Xenocrates”

Ordene var sarkastiske, for hvis han da var så sart, så havde han da frie muligheder for at gå. Asira vendte ham langsom siden til, og kiggede imod den anden side af åen, over på den anden bred. Et fnys forlod hendes mule, inden hun da vendte ham ryggen helt, med ørene lagt helt bagud imod ham, lyttende. Han skulle ikke komme springende! Langsomt men stålsat begav hun sig af sted igennem vandet, der langsomt blev dybere og dybere, for at krydse åen og komme til den anden side.. Men det ville dog tage lidt tid, grundet undervandsstrømmen, der ikke gjorde det nemt at sætte hovene i den stenede bund.

“ Årh, hvis har du det. ”

Lød det blot fra ham, mens han stolt spankulerede rundt ved åens bred. Da hun vendte ryggen til, begyndte han nu at trippe pirrende ved åens bred, som ville han lave et tigerspring mod hende. Han vidste at det var hvad han havde tænkt sig, men han ventede til det rette øjne blik. Dog skete der det at han stoppede sit tripperne, og nu vendte rundt og skriftede i den anden retning. Der gik dog ikke længe før han i en hurtig acceleration styrtede mod åen, satte af ved kanten, og landede lige ved siden af hende, med et ordenligt plask. Det skulle nok køle hende ned, samtidigt med at lugten måske blev fjernet. Xenon fik sig skravlet på benene, selv drivvåd efter at have været dukket under vandet på grund af de glatte sten på bunden, men det generede ham som sådan ikke. Det var dejligt kølende. Han strakte mulen hen og puffede nu til den grå hoppe, som nok var alt andet en begejstret for hans lille stunt, men han var sådan set ligeglad. En idé fik hingsten nu, og han plantede nu sin tunge på hendes skulder og lod den stryge mod hårene, inden han trak hovedet til sig i et ryk. Nu var hun hans! Stolt svansede han nu til siden, selvom vandmodstanden gjorde at det gik meget langsomt.

Asira joggede igennem vandet, en smule besværet fordi hun gled på de glatte sten, men fremad imod bredden kom hun da. Hun var hele tiden opmærksom på Xenocrates, der ved sidste møde allerede havde vist sig, at være en anelse uforudsigelig, da han pludselig gjorde noget andet, end hvad hun troede han ville. Så hun var godt klar over, at han nok ville gøre et eller andet dumt og unødvendigt. Han trippede langs bredden, det kunne hun sagtens høre og skimte ud af øjenkrogen. Og alligevel virkede det som om han nu ville trække sig væk fra hende, for hovslagene blev en smule lavere. Den grå hoppede drejede hovedet skeptisk bagud imod ham, men ikke helt tidsnok. For han kom nu springende og landede pladask i vandet ved hendes side, så hun selv blev drivvåd af vandet der kastede sig op på hende og ned af hendes ryg og sider. Et fnys med udspilede næsebor gled fra hende, mens hun virrede voldsomt med det lysegrå hoved. Det var dog pokkers med ham!

Selv kom han op, ligeså drivvåd som hende selv, og hun stirrede irritabelt på ham, med ørene helt i nakken, inden hun snappede utilfredst ud efter hans pandelok. Hvorfor hun ikke bed og flåede i ham, var hende en gåde. Måske brød hun sig på en eller anden måde om hans mærkelige selskab, der ikke havde mindet om noget andet selskab hun før havde haft. Et lidt forbløffet ansigtsudtryk kom over hende, da han nu pludselig slikkede hende på skulderen, modsat hendes pels retning. Hun kneb øjnene skeptisk i, og stirrede på hans mørke mule, inden han så pludselig svansede dansende sidelæns, men så kønt var det nu heller ikke, grundet vandmodstanden der fik det til at gå langsomt. Hun selv, bevægede sig længere imod bredden, hvor hun så standsede og rystede sig over. Vandet gik hende nu kun til knæene. Et svirp forlod hendes hale, inden hun utilfredst brummede, over at være så våd. Men alligevel flyttede hun sig ikke længere væk, for vandet kølede hendes koder. Asira kiggede kort ud imod Xenocrates, inden hun igen rystede sig, med en utilfreds brummende lyd. Pokkers til selskab hun havde fået sig.. Men alligevel stod hun der stadig.

Han lo ikke, den hånlige latter var gemt væk, men han var stoppet op i åen og beskuede den grå hoppe på en let afstand, inden han nu fik sig transporteret op af åen. Han rystede sig på behørig afstand, mens han kort stod og beskuede hende med de krystalblå øjne. Han kunne lide denne hoppe, som han ifølge hans eget lille hoved nu ejede. Hun kunne bestemt også lide ham, havde han på en eller anden måde konkluderet. Han var i hvertfald ikke blevet ædt endnu. Xenon trissede nu hen til hende og derfor også ud i vandet igen. Han bevægede sig ikke for at vise sig frem, for ifølge Xenocrates selv så var det ikke nødvendigt, i det han jo allerede var mega lækker i forvejen. Den gyldne hingst kunne skifte på et sekund, fra lallet til seriøs og helt ud i noget der mindede om direkte sindssyg. Måske var han sindssyg, men for Xenon var han en helt normal hest, hvorimod det var de andre der fejlede noget. Det kunne han jo ikke gøre for.

Han stod nu ved siden af sin hoppe, stadig nærgående som altid. Det så ud til hun var kølet lidt ned efter han havde hjulpet hende med det. Hans mule berørte let hende hals lige ved skulderen, inden han begyndte på noget mere mærkværdigt, små næsten ømme nap, mens han nulrede hende i det område som han havde udvalgt. Han måtte jo ligesom fastslå at det var ham der ejede hende nu. Xenons berøringer kunne let tages som ømme sensuelle kærtegn. Måske var de også det, men med Xenon kunne man aldrig vide. Men han havde hørt noget om at man skulle behandle sine ting ordenligt, så det måtte han hellere gøre.

Asira kunne ikke rigtig finde ud af, hvad hun skulle mene om hele denne underlige situation; for han vendte hele tiden i sin væremåde, og Asira var nok inderstinde en smule skeptisk omkring ham; for det ville ende mig at han ville tage røven på hende, på et eller andet tidspunkt, det var hun næsten helt sikker på. Et svirp forlod hendes hale bag hende, inden den hang helt stille, fordi Xenocrates nu bevægede sig ud til hende i vandet igen. Asira spændte let op, klar til at skubbe ham væk, hvis han nu skulle finde på at bulre ind i hende for 2. gang i dag. Men i stedet standsede Xeno ved hendes side, og hans mule rørte hendes skulder. Hendes grå skind sitrede og dirrede, fordi berøringen var hende uvant endnu. Hun svirpede med den sorte hale, en smule penippen da hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle.

Kort efter ændrede hans bevægelser sig, til mere ømme berøringer, næsten kærtegnende kunne det synes at se ud. Asiras øre vippede frem og tilbage, mens hun mistroisk stirrede ned på hans mule, der nulrede hendes skulderblad, som om intet var hændt eller at dette var det mest naturlige i verden. Hendes mule mimrede kort, som respons, og hun tog sig selv i det, og trak derfor mulen ind til sig, med en knejst nakke. Hun trådte et enkelt skridt sidelæns, i et forsøg på at stoppe sin egen ekstase over berøringen. Hun stirrede lidt på Xeno, mistroisk og skeptisk, mens hun mimrede med mulen endnu engang, og snappede ud i luften i en lille frustreret handling. Hun vidste ikke helt, hvad pokker hun skulle gøre af sig selv.

Et roligt prust kom blot fra den ellers altid energiske hingst. Han lurede på hende og hendes reaktioner og han vidste hun kunne lide det, eller hun lignede mest af alt en der ikke turde nyde det. Han kvalte sin fornøjede klukken og så nu op på hende da hun trådte et skridt til siden. Han slog kort et svirp med halen og prustede en anelse ligeglad over hendes frustrationer. Det rørte ham ikke at hun forsøgte at afvise eller skubbe ham væk. Han havde sat sig i hovedet at hun var hans, om hun ville det eller ej. Han var dog glad for hun ikke var i brunst, et eller andet sted. Han var ikke helt sikker på at det ville have været gavnligt for nogen af dem i dette øjeblik. Han bevægede sig nu atter frem mod Asira og fortsatte blot hvor han slap, dog strøg han ind i mellem sin mule op over hendes ryg eller ned over skulderen. Han kunne heller ikke dy sig, og måtte da også vise hende at han altså virkelig mente at han ejede hende nu. Derfor stak han i ny og næ tungen ud og slikkede hende på skulderen. Han trippede en anelse i en svag ekstase, men fik da kontrol på sig selv og stod nu stille.

” Jeg bider kun, hvis du gør ”

Lød det så beroligende fra ham. Han ønskede denne stund ligenu med hans hoppe, og hun skulle ikke æde ham, men samtidigt måtte han også gøre gengæld ved at love at han ikke bed hende.

Den grålige hoppe, var ikke just tryg ved situationen. Var der noget der kunne få den stædige hoppe ud af kurs, var det situationer som disse, fordi den var så uvant. En kamp kunne hun håndtere uden at være usikker og bange; men noget så simpelt som dette, at blive rørt og nusset, dette kunne få hende helt ud af balance. For det var uvant, og hun anede ikke hvad hun skulle stille op med sig selv, i sådanne situationer. Hun svirpede med den sorte hale, idet han begyndte at træde imod hende igen, ligeglad med hendes afvisende attitude. Og hans mule ramte endnu engang hendes sensitive skind, i bløde berøringer, der skiftede fra skulder til ryg, og nussede hende som var det naturligt. Et slik kom der også i ny og næ, noget hun heller ikke just var vant til, fra andres sider af. Hun lyttede til ham, da ordene kom. En fremsigelse, at et løfte om ikke at bide hende, hvis hun da ikke bed ham; og det var jo for sig helt fair.

Hendes mørke hoved sank en lille smule, i takt med nusseriet, fordi det alligevel føltes ganske behageligt og søvndyssende. Hun lod skeptisk og lidt stift sin mule ramme imod hans skulderblad, uden at bevæge mulen eller mimre med den. Den hold blot imod hans skulder, med næseryggen, næsten helt mekanisk. Langsomt lod hun dog sin overlæbe mimre, så nulrende bevægelser blev ført til hans gyldne skind på skulderen; mon dette også var behageligt for ham?