|
|
Post by Ava on Jul 10, 2014 16:59:13 GMT 1
Oh, the water! - Åben
Varmen dansede som varmt flimmer hen over jorden. Det var næsten uudholdeligt. Hvor hun kom fra, var der aldrig så varmt om sommeren. Det var kun hendes anden sommer i landet Andromeda, og hun huskede ikke den sidste som værende lige så varm, klistret og på samme tid fyldt med insekter. Den sorte hale slog et smæld omkring den smalle bagpart, idet hun endnu en gang gjorde et forsøg på at få fred fra de elendige insekter. Det var ikke engang begyndt at nærme sig efterår endnu, og hun var allerede træt af dem. Hvordan skulle det så ikke blive når de blev mere aggressive? En af de små sorte ører blev tippet bagud i retningen af en lyd. Lyden af en lille brise der gik gennem samlingen af træerne bag hende. Skygge. Hun måtte tilbage til skyggen, men ikke før hun havde slukket tørsten. Selvom hun allerede befandt sig ved vandet, stod hun ikke med mulen plantet i den kolde væske hele tiden. Det var som om hun kunne drikke til hun var mæt, og meget kort tid efter igen var hun mindst lige så tørstig som før hun overhovedet havde drukket noget. Hun ville i hvert fald sikre sig at tørsten var helt slukket, før hun ville begive sig nogle andre steder hen, for ikke at skulle gå alt for langt, alt for mange gange. Det kunne hurtigt blive en konstant vandren mellem skygge og vand – med mindre hun fandt et sted hvor begge dele var tilstedeværende. Det gav hende en lille idé. En idé om at søge et sted hen hun før havde været, med en lille bæk der løb mellem træerne – hvor der havde været en grotte – og et lille vandfald man måtte igennem for at komme ud på den anden. Ikke et så stort at vandet fossede ned, men i stedet løb lige så stille som en væg af tyndt vand.
Ava pustede halvtungt mens hun endnu en gang sænkede hovedet ned mod det kolde vand, og dermed lavede små ringe i vandet. Det var utroligt det kunne holde sig så koldt i sådan en varme. Først da hun var helt færdig med at slukke tørsten trak hun hovedet op igen for endnu en gang at vurdere om det var nok eller ej. Denne gang måtte det dog være nok, men for en sikkerheds skyld blev hun stående og lod vandet dryppe fra mulen, og lave endnu flere ringe i vandet, som små fisk der nippede til overfladen. Det var også dejligt køligt med hovene placeret i vandet, og så længe det glitrende vand lå stille, ville hun heller ikke have fornemmelsen af at hun var ved at vælte – eller lige så stille skride til siden, som små bølger godt kunne manipulere hendes hjerne til at tro. Hun tog sig god tid, før hun vendte rundt, for at begive sig mod samlingen af træerne. Der var skygge. Skygge, fugtigt og ikke så meget vind, men for nu, ville det betyde at den brændende fornemmelse over hele kroppen ville stoppe. I et godt stykke tid havde den kulsorte hoppe ikke befundet sig i nærheden af andre end ganske få, og hendes lille nymfe. Hun foretrak det sådan. Ikke fordi hun per definition hadede alle andre firbenede væsner, men simpelthen fordi hun så meget anderledes på tingene end de mange positive sjæle hun engang havde delt meninger med. Landet havde kun været fyldt med positivitet, drømme og magi da hun lige var kommet til, men nu så hun også mørket.
words: 583 | Tag: Åben |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jul 12, 2014 19:30:28 GMT 1
Morgana. "Where are we going now?"
Varmen var næsten uudholdelig for den grå, idet at hun med tunge skridt bevægede sig igennem skoven. Den havde bagt, og bagt ned i de sidste par dage, og syntes blot at være steget i graderne efterhånden som sommeren gled frem. Og med varmen, fulgte insekter. De summede.. de summede, de sværmede og de bed. Morgana både forbandede og priste sig lange hale og pandelok, imens det ellers altid neutrale udtryk efterhånden havde ændret sig til et mere irritabelt. Sommer var ikke just hendes favorit tid på året, og den var lige begyndt.
Pelsen under manen klistrede næsten til halsen, inden at hun fandt en lille bæk. Den bugtede og løb stille igennem skoven, og Morgana så tvivlende på den et øjeblik, inden at hun med et fnys bevægede den robuste krop ud i den. Kulden den bragte med sig var velset hos grålingen, og hun brummede tilfreds da hun også rykkede bagbenene ned i den smalle bæk: nej, der var ikke meget plads her hvor hun stod.. men lige nu, var det nok til at hun ville bruge det. Sageligt stod hun kort, inden at hun langsomt sænkede det grove hoved ned imod vandet.
Da Morgana havde kølet sig ned i den smalle bæk en smule tid, besluttede hun sig for at det bedre kunne betale sig at komme længere ned af den.. måske den blev større længere nede, så der var mere plads til hende. Godt nok fyldte hun ikke det store med sin ringe størrelse.. men hvad hun ikke havde i højden bar hun i drøjden. Og lige nu var plads tiltrængt. Skoven havde heller ikke altid været hendes favorit sted at opholde sig.. men for nu, var det en meget velkommen skov.
Bækken ledte hende imod en mindre sø længere fremme, og hun vippede forsigtigt de mandelformede ører en anelse frem ved synet af den. En sø var lige hvad hun kunne bruge.. vand, plads og måske hvis hun var heldig – skygge. Halen svirpede en anelse irriteret nogle fluer væk, inden at hun satte sig for at komme derned så hurtigt som muligt. Forhåbentlig ville fluerne også holde sig fra vandet.
Men aldrig havde hun regnet med at finde selskab dernede.. Morgana mente at hun var så dybt inde i Leventeras skove, at hun aldrig ville have fundet andre sjæle. Men der tog hun fejl, for længere fremme ved søen stod en enkelt sort skikkelse. Morgana hævede hovedet en anelse, usikker på hvor vidt den fremmede ønskede selskab. Forsigtigt sendte hun en dyb hilsende brummen imod den fremmede, inden at hun begyndte at gå derned. Hvis den sorte ikke ønskede hendes selskab ville hun ikke henvende sig til hende, så ville hun gå lidt væk. Men at holde sig fuldkommen væk var ikke en mulighed. Dette var jo et perfekt sted!
"Heaven or Hell?" 
|
|
|
|
|
Post by Ava on Jul 26, 2014 16:38:52 GMT 1
Oh, the water
Som en slange snoede den kulsorte hoppe, med et næsten blåligt skær, sig gennem træernes stammer. Omgivet af skygge følte hun sig straks bedre tilpas. Nu var det kun et spørgsmål om at finde det rette sted - det sted hun aldrig ville glemme og aldrig ville betragte som et 'offentligt' sted for alle andre. Det var hendes sted. Hendes og måske lige de få hun brød sig om, der kunne få lov at være i nærheden. Hun ville vogte det med sin hidsighed som våben. Den kunne skræmme de fleste væk - og det generede hende ikke. Hun var efterhånden vant til at være alene, på nær de tider hvor hun fulgtes med familien. dem kunne hun godt holde ud. Mindraper kunne hun nok aldrig rigtig skræmme væk, for ligesom hende, var han også en der sagde fra når han var utilfreds, så han skulle jo nok sige til hvis hun gik over stregen.
De små hove på de spinkle lange ben placerede sig taktfast og sikkert på det ellers nogengange ujævne underlag. Det var ikke noget der havde nogen betydning, for hun var også vant til det der var værre. Små rullende sten i bakkede områder var lidt anderledes end en trærod der lige stak op over jorden. De blå øjne søgte efter alle de 'milepæle' hun havde brændt fast i hukommelsen for at finde området. Langsomt var det også som om det begyndte at ligne mere og mere noget hun kendte. Jo.... Hun kunne høre vandet nu, så hun var på rette vej. Hun kunne også se den. Den ellers næsten skjulte grotte, hvor hun før havde været. Hun trådte ind af den næsten alt for smalle indgang, hvor siderne strejfede begge hendes. Havde hun været meget større ville hun ikke kunne være kommet den vej ind.
Åh, skygge...... Der kom en smule gennemtræk i den mørke grotte. Selvom der var vand løbende for i den ene ende, så var der jo stadig en åbning i begge ender. Den var ikke forfærdelig lang, men på en måde virkede den stadig stor. Måske fordi den var lav og smal i den ene ende, men høj og bred i den anden. Som et horn. Det var nok også derfor der til tider kom sjove vindhyl når det blæste.Ava fortsatte langs grotten, til det lille 'vandfald' i den anden ende. Det var trods alt kun bækken der faldt, og der var ikke vildt meget fart på. Det lod kun vandet falde som en slags dør ind til grotten, og slørede 'billedet' af hvad der var på den anden side - den lille skovsø med det klare og vel også kolde vand, fordi den ikke havde været midt i solen, og var derfor ikke blevet varmet op af solens stråler. Allerede igen følte den sorte hoppe sig tørstig, men noget fik hende til at blive stående i mørket hvor hun kunne skjule sig med sin pelsfarve - og på grund af det tynde lag vand. Hun kunne høre noget - noget der lød som skridt. Ikke en stor hest, men heller ikke en lille hest. Noget tungt måske - men ikke det tungeste hun kunne forestille sig.
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Sept 27, 2014 22:24:44 GMT 1
Morgana. "Where are we going now?"
Morgana stod sådanne et stykke tid – omgivet af stilheden – kun brudt af den brusende lyd fra vandfaldet, inden at hun med et skuldetræk forsatte fremad. De brede hove blev sikkert placeret på det lettere ujævne underlig, alt imens træer og sten langsomt paserede hende. Det var tydeligt hvordan hun hverken havde travlt eller som sådan frygtede noget på dette sted. For endnu havde intet give hende en grund til at føle frygt. Indtil videre havde landet kun budt på frodige græsgange of fredelige nætter. Lidt lunt i vejret, og en gang imellem et frådende hav. Uvejr havde der været en smule af, og den enkelte gang hvor torden havde braget igennem landet, havde hun blot søgt ly i en af de mange grotter i bjergene.
Over hende raslede det i trækronerne, da vinden pludselig trak op. Den løftede op i den tunge man, og lod en behagelig kølighed sænke sig, alt imens skyggerne gjorde deres indtog på jorden. En sky var gledet for solen, og så ud til at blive der lidt endnu. Kort blev et af de lyse øjne vippet den vej, men stadig forsatte hun imod vandet. Det klare van vidste sig at være forfriskende og rent, og den kølige læskende drik var virkelig tiltrængt for den langhårede hoppe.
Som hun stod sådan og nød freden, havde følelsen af at blive overvåget aldrig forladt hende. Gemt under pandelokken, lod hun blikket glide over området. Men der var ingen at se. Og selvom skoven var tæt og mørk, var det ikke imellem trækronerne fornemmelsen gemte sig. En lidt rastløs brummen kom fra den spraglede Morgana, og hun bakkede et enkelt skridt tilbage fra vandet. Hvad var det? Eller.. var der overhovedet nogle? Det kraftige hoved svajede overvejende fra side til side, inden at hun med et fnys begyndte at gå lidt rundt om søen. Blot for at holde rastløsheden en anelse på afstand.
"Heaven or Hell?"
|
|
|
|
|
Post by Ava on Sept 28, 2014 11:48:26 GMT 1
Oh, the water
Det var rigtig nok. Nogen var til stede. En fremmed, grålig skabning. Ikke den skimlede hingst som hun til hver en tid ville stole på som et hvert andet familiemedlem. Dette var en anden. En lidt mere kraftig skabning. Et næsten mørkt blik gled hen over de blå øjne, der engang havde været fyldt med varme, venlighed og ikke mindst energi. Det var ikke længere muligt at se den mindste smule spor af det.
Den sorte hoppe slog et svirp med halen, og kastede sig fremad ud gennem vandet, der ligeså stille flød ud over stenene og ned i søen. Hun sprang dog ikke ud i vandet, men gennem den lille mur af vand, til de våde ujævne sten, som hun brugte til endnu en gang at sætte af og hoppe ud mod det mere normale underlag af mos og græs - og jord. Så snart hun stod sikkert på jorden blev de blå øjne rettet mod den fremmede skabning. En hoppe. En fremmed hoppe. De små pelsede ører vippede bagud, og en utilfreds rynke på mulen kom frem. Hvad bildte hun sig ind at vandre rundt her?
Nok var den lille hoppe ikke særlig høj, og måske en anelse for spinkel, men hun var samtidig muskuløs. Ikke på en måde der fik hende til at se ud som en lille hingst, men man kunne se hvordan musklerne bevægede sig under det sorte hårlag. Hun gav ingen lyd fra sig før hun strøg gennem luften og med hovene dansende hen over jorden og græsset og mosset, med retning mod den lidt større hoppe. Venlig kunne hun umuligt se ud, og hun var også klar til at hakke ud efter hoppen når hun kom tæt nok på. Hun skulle i hvert fald ikke tro hun kunne indtage den sortes lille sted.
words: 300 |
|
|
