How to walk like a stallion

Seyé havde rundet det første år nu, og den sorte Leonora havde fulgt ham igennem mangt og meget. Ja, han havde endda været på en lille vandretur for sig selv, hvilket havde fået Leonora til at gå ud af sit eget skind; men hun havde fundet ham igen. Han havde været hendes lykke og var det endnu, men hun vidste at tiden var inde til at han begyndte sin træning imod at blive en rigtig nobel hingst.
Hun havde bragt ham hele vejen til udkanten af Leventera, den ø som de havde boet på siden Seyé var blevet født. Hun havde aldrig fortrudt at være blevet en del af det fællesskab som flokken tilbød, selvom det var sjældent hun så de andre medlemmer. Men trygheden var perfekt for hende.

Sandet smøg sig op omkring hendes hove, alt imens hun skridtede ganske ivrigt imod det salte vand med den gråskimlede Seyé ved sin side. Det var helt tydeligt nu at han ville blive hvid som sin fader og arve det horn som han havde byttet sig til – det eneste den sorte hoppe kunne håbe på var dog, at han ikke havde arvet en kontrakt med den sleske slange - og at han ville vokse op fri til at tage sine egne beslutninger.
Hun brummede gentagende gange ivrigt til ham for at få ham til at følge med. Det tempo hun satte for dagen var noget højere end når de normalt gik turer, så mon ikke Seyé havde luret der var noget nyt i vente for ham; noget langt mere udfordrende end han hidtil havde været udsat for af sin mor.

Hendes plan var ganske klar. Sandet her havde de begge vandret i mange gange og Seyé havde leget her utallige gange, men det var vandet som var det endelige mål; for første del af træningen var at den unge hingst skulle prøve kræfter af med vandet som var ganske oprørsk på denne lidt blæsende dag. Han skulle lærer at bruge sin krop på en helt anden måde end på land, for kun sådan ville han fornemme hvordan det ville sige at udfolde sin krop, åbne op og benytte alle musklerne på én gang.

Den endnu lille gråskimlede hingst havde rundet sit første år. Han var vokset til, men endnu var der langt til han var voksen - og dog. Ikke kun hans fysik men også hans psyke havde ændret sig, modnet. Det var nu langt lettere for hans mor at tale med ham. Han forstod langt bedre hvad forskellige ting betød, og han kunne selv tænke komplekse tanker. Kort sagt var verden nu og spændende for ham endnu engang.

I dag havde hans mor valgt at de skulle på endnu en tur, men allerede inden de forlod flokkens område, havde han bemærket det lille ændring der havde været i luften fra morgenstunden. I dag skulle der ske noget andet end normalt, det var han helt sikker på. De havde vandret i et hurtigt gåtempo i godt en halv times tid nu, med direkte kurs imod havet. Skulle de lege i sandet? Han smilede ved tanken, men kunne alligevel ikke helt forstå hvorfor der var noget specielt ved det. Det havde de jo gjort mange gange!

Ikke desto mindre svarede han livligt tilbage på hans mors hyggelige brummen, der med en moders kærlighed hjalp ham til at fortsætte med at gå. Da jorden under deres hove blev til sand satte han op i en livlig, kort trav der ikke gik meget hurtigere end hans mors skridten. Men hun havde selvfølgelig også meget længere ben. Drillende nappede han til hendes side, inden han galopperede et par spring frem, bukkede, og vendte rundt imod hende igen. Med et bredt, tilfredst smil rankede han sig op og ventede på at hun skulle indhente ham.

Den sorte hoppe Leonora var nu et godt stykke ude i sandet, hele tiden med blikket rettet fremad imod de store bølger der gang på gang kastede sig over sandet, for glubsk st sluge det. Der var inden barmhjertighed, og mange ville nok synes hun var uansvarlig at sende sin søn ud i dette brusende vand i så ung en alder; men hun havde selv været igennem det samme som åring. Hun havde klaret det, så kunne han også!
Da den lille hingst sprang frem i en munter trav, efterlod er drillende nap imod sin mor og derefter overhalede hende, slog den sorte hoppe ganske ivrigt med hovedet. Det var en fryd at hendes søn havde den glæde, det mod på livet han havde, og aldrig havde været sky af sig. Hun sendte derfor er nap tilbage imod hans lille bagpart, for derefter at trække hovedet til sig igen med et lille hoppet hyl. Ikke irettesættende, men legende.

Dog var dette ikke den rene leg, og det havde hun mærket på den lille hingst at han forstod. Han havde nok det lange ben foran sig, men alligevel viste han tydeligt at ha.n lyttede til det som hans mor fortalte med kroppen - han skulle vente. Hun var snart ved hans side igen, og her brummede hun ganske moderligt til ham i det hun sænkede sit hoved for at stryge ham over næseryggen. Hendes blå øjne hvilede direkte i hans et øjeblik, inden hendes milde stemme lød.

,,Det er meget vigtigt du holder dig tæt ved mig. Vandets kræfter er store, men samtidig bringer vandet viden med sig. Følg det og lyt til din krop Seye; du vil vide hvad du skal gøre"

Derpå løftede hun hovedet med en lettere iltert brum; nu gik det løs. Derpå sprang hun frem i den overdådige trav hun havde, direkte ud i bølgernes rasen uden at tøve.

Hans blå øjne hvilede på de lige så blå bølger der endnu var nogle få meter fremme. De brusede imod bredden med en behagelig lyd, der dog var tilpas høj og anderledes til at den lille skimle hingst følte et jag af adrenalin i sin lille krop. Hvad end det var, dette store vand der bevægede sig, så fyldte det ham med glæde, energi og en lille smule frygt.
Han så op på sin mor da hun talte til ham. Side om side stod de og betragtede sammen bølgerne imens hun instruerede ham. Han brummede kærligt tilbage til hende da hun strøg ham over næseryggen, men han stod alligevel et øjeblik tøvende tilbage da hans mor sprang frem - men kun et halvt sekund. Så sprang han efter hende i lange galopspring indtil han nåede hendes side, netop tids nok til at plaske ud i brændingen på samme tid som hende.

Uf! Vandet var koldt! Han så hvordan hans mor travede længere ud, helt derud hvor hendes ben ikke længere var synlige. Han stod endnu i vandkanten hvor bølgerne skvulpede rundt om hams ben, helt op til knæene. Han sænkede hovedet og snusede kort til det blå vand. Det lugtede... salt. Med et hvin sprang han pludseligt frem, ivrig efter at nå ud til sin mor. Nu havde han set det han skulle, og han havde fundet vandet sikkert nok til at bevæge sig længere ud. Men det blev snart svært at bevæge sig, for selvom hans midnatssorte mor kunne nå bunden, så kunne han ikke ret meget længere. Snart gik vandet ham til bugen, så til skulderen. Til sidst kunne han kun holde hovedet over vandet og det var der, der skete noget magisk: Han begyndte at svømme. Benene gik af sig selv. Lidt kluntet i starten måske, men han fandt hurtigt rytmen der bragte ham sikkert ud til sin mor.

Smilet var bredt om hans mule. "Se mor, se! Jeg flyder!"

Soundtrack

Bølgerne smøg sig om siderne på den nattesorte Leonora, som havde brudt dem med sine hove. Hun havde valgt at lede sin søn, den skimlende Seyé ud i vandets mængder for at lærer ham en meget vigtig lektie – og han havde taget springet efter hende. Hun havde vendt sig om i det en bølge skød imod hendes krop; ja hun havde faktisk sprunget om sig selv med et hoppet hvin, inden bølgen skød over hendes ryg. Og da den havde forladt hende og strøg imod hendes søn, lod hun sine isblå øjne følge den i spænding.
Synet der mødte hende vakte så stor en glæde i hendes indre, at hun måtte rejse sig på bagben; for hendes søn havde lyttet til sit indre. Han svømmede! Hun krængede overlæben kort op inden hun brød i en glædende latter, så inderlig og ærlig, at man ikke var i tvivl om at hun i dette øjeblik var lykkelig. Det var nok første gang i dette land at den sorte hoppe havde været så fri i sin krop, sit sind og havde taget imod den lykke der var omkring hende.
Da hun havde placeret sine forben i vandet igen sprang hun frem i en kæmpe trav imod ham igen. Hun søgte helt hen ved hans side, så hun kunne fornemme hvordan hans små ben skubbede vandet væk for hvert svømmetag han tog. Hun puffede let imod hans hals der var over vandet, inden hun med den varme stemme svarede ham.

,,Du flyder ikke, min søn. Du svømmer”

Derpå gav hun ham et ordentlig skub længere ud, så hun selv kunne strække sig frem og lade hovene slippe bunden. Hun gled frem ved hans side, hele tiden tæt så han kunne støtte sig ved hende hvis han følte det blev hårdt, eller hvis en bølge skulle forsøge at kaste ham rundt. Hun var der, hele tiden – men lod ham ellers selv svømme. Det var vigtigt for hende at han forsøgte sig, lærte hvordan man gjorde. Men hun ville altid være der til at vise ham hvordan, hvis han fik brug for det.

Han kunne knap røre bunden i forvejen, men da hans mor skubbede ham længere ud forsvandt det bløde sand helt fra hans rækkevidde. Et øjeblik blev han ganske panisk, hvilket fik ham til at plaske vildt for sig og et øjeblik fik hele hovedet under vand. Han fnøs forskrækket da han igen var oven vande, men i mellemtiden havde hans krop overtaget styringen og han svømmede nu ganske let af sted. Han strøg glat igennem vandet med en medfødt ynde. Vandet lukkede sig om det meste af hans krop i et lunt favntag som han søgte at svømme efter sin mor, der trods alt svømmede hurtigere end ham.

Han smilede bredt til hende da hun vendte sig imod ham. Glæden var helt oprigtig og meget tydelig. Hans blå øjne lyste af lykke. Han havde gjort det hans mor havde bedt ham om. Det havde lykkedes! Stoltheden svulmede i hans lille hjerte der bankede hastigt derud af. Tænk, han havde aldrig selv fundet på at hoppe ud i havet. Godt han havde sådan en klog mor til at vise ham sådan noget.

"Svømmer? Hedder det det? Det jeg gør med benene?"

Han prøvede at skimte de sortgrå ben igennem vandets blå overflade, men trods hans rolige svømning krusede overfladen alligevel for meget til at se. Selvom han ikke skabte bølgerne, så betød det ikke at havet ikke gjorde det. For havet havde sit helt eget liv. I dag var det mildt og godmodigt, men vinden piskede bølgerne op så der kom skum på toppen. Han kunne ikke lade være med at rynke på mulen, da en stor klat fløj med vinden og landede på hans pande. FLOP!

Måske ville nogen mene at den metode Leonora brugte var for voldsom. Hun havde med vilje skubbet hendes søn fremad, så han var tvunget til at svømme mere aktivt, for at kunne holde sig over vande; men hun havde vurderet, da han allerede havde taget de første svømmetag, at han var klar. Hun ville aldrig nogensinde kaste sin søn ud i noget hun var i tvivl om, at han ville kunne klare – for hvis der var noget, som Leonora var, så var det opmærksom. Hun så alt han gjorde, observerede alt han lavede. Hun kendte ham bedre end noget andet og vidste han kunne svømme, hvilket han klarede rigtig flot. Selv havde hun været ved at drukne de første to gange.
Hun lod sig glide frem ved hans side atter igen, for hun veg ikke fra ham. Hvis han fik behov for det, skulle hun nok vinkle sin retning af og guide ham ind ved bunden igen. Hun støttede ham hele vejen igennem.
Den lille hingst spurgte ivrigt ind til det han gjorde, og kort efter lod vandets vilje til at spille den lille et puds, da en ret stor dråbe vand landede lige i hans pande. Den sorte Leonora lod sin overlæbe krænges op i et grin, inden hun slog med det feminine hoved. Nok var det svært, for hun havde selv ikke kontakt med bunden selv, men det lykkedes uden at hun sank; og da hun havde genfundet sin faste rytme, og ændret kursen lidt, så de svømmede langs med stranden frem for ud, da svarede hun ham med sin kærlige tone.

,,Det hedder det, Seyé. Du svømmer. Bare gør ligesom når du traver og læn dig frem. Lad mulen hvile lige over vandet, så er du bedst i balance.”

Derpå sendte hun en opfordrende brummen, for at holde ham i gang, indtil de atter ville kunne nå bunden; og snart ville hun guide ham ind. Det var hårdt at svømme, og derfor ville hun ikke presse ham for meget i første omgang. Denne træning var vigtig, men den skulle aldrig overdrives, aldrig.

Han nød fornemmelsen af at glide igennem det brusende vand med sin mor ved sin side. Det var en helt ny oplevelse, og noget, der knyttede dem tættere sammen. Hans blik hvilede opmærksomt på hende og hans sugede al den viden til sig, som hun så gavmildt øsede ud af. Først lænede han sig prøvende frem. Det var svært at se, hvordan det ville hjælpe ham at læne sig frem, men han indså snart, at det var ganske sandt. Han strakte mulen frem og lod den hænge lige over vandet. Under overfladen begyndte hans ben at arbejde anderledes end før; der kom mere bevægelse og mere fart på. Det bevirkede at han skød af sted og hvinede kort af glæde. Wuhu!

Han kastede et blik tilbage på sin mor, men så hende ikke. En spire af frygt voksede sig lynhurtigt kæmpestor i hans bryst, og han stoppede brat op. Men da han vendte sig, så han hendes sorte skikkelse lige ved siden af sig. Han lo sagte og udtrykte sin lettelse ved at stryge mulen over sin mors. Han havde blot kigget til den forkerte side, og distraheret af det nye omgivelser, havde han ikke kunnet tænke så langt, som til at se til den anden side også.

Efter det lille stop fortsatte de frem efter, side om side. De svømmede nu langs bredden i stedet for ud efter, og han fandt det betryggende at han af og til kunne mærke bunden over sine små hove. Hans blå øjne hvilede skiftevis frem efter og på sin mor, men han lyttede hele tiden opmærksomt.

Alt imens Seyé var helt tæt ved hendes side, benyttede hun et øjeblik, hvor vandets bølger var lidt rolige, til at betragte nuancerne I bunden af hans man og pandelok. Han s rødder var ved at blive lysere; ligesom underpelsen på hans krop. Der var ingen tvivl om, at han ville blive hvid som sin fader, og besidde horn som ham – to overraskelser, som Leonora havde fået sig, efter at have set sin søn blive ældre og ældre. Det behagede hende dog, at slægtsskabet var så tydeligt med Ahearn. Han mindede hende så meget om den hingst hun elskede – og samtidig havde den unge Seyé arvet hendes majestætiske bygning.

Der gik ikke længe, før han begyndte at forstå præcist hvad han skulle. Fra at padle lidt uden struktur, gik han til at svømme rytmisk. Han lænede sig fremad, og langsomt begyndte hans ben at føre ham afsted mere og mere selvstændigt. Da han havde forladt hendes side og satte i et hvin, lo den sorte Leonora ganske moderligt og kærligt; den ivrighed og glæde som Seyé udtrykte ved at lære nyt var så stærk, at hun ikke selv kunne undlade at føle den. Hun løftede sig hoved en smule, da en forhøjning i sandet under hende gjorde, at hun fik kontakt med sandbunden. Hun benyttede dette øjeblik til at skyde sig selv frem og efter ham igen; og ingen længe flød hun ubesværet hen ved hans side igen.

Den sorte hoppe var hele tiden på ydersiden af den yngre søn, så hun kunne skærme ham fra bølgerne, som nu kom fra siden. Flere gange blev de to nærmest hævet, som følger af en større bølge, som forsigtigt løftede dem op, for derefter at sætte dem ned igen. Det var en hård øvelse, for den unge Seyé, men Leonora vidste at han nød det. Hun brummede sagte, da de havde svømmet vel godt 100 meter, som tegn på at hun ville guide ham ind mod lang. Derpå drejede hun af, så hun svømmede mere direkte imod stranden, og efter få svømmetag gik hun nu på bunden igen. Det var på tide at få ham op, imens han endnu havde energi, så de kunne holde gang i kroppen til de var tørre. Hun ville nødigt have, at han skulle gå hen og blive syg efter første svømmetur!

Da hun var kommet op på den store sandstrand rystede hun sin støre, elegante krop over, så vandet stod ud til alle sider. Hun gjorde det tydeligt, for at fortælle hendes søn, at han skulle gøre det samme; selvom hans instinkter nok ville fortælle ham hvad han skulle. Dog var det vigtigt at det meste af vandet kom ud, især fra underpelsen; så ville han tørre hurtigere og chancen for at blive syg var mindre.

Hun puffede let imod hans skulder. Opfordrende; og med et smil satte hun pludseligt frem i en samlet trav langs det endnu brusende hav. At svømme var en ting; men at trave, bevæge sig som den stolte hingst han snart skulle være, var noget andet. Og nu var det tid til, at hans moder lagde øjne på hans bevægelser. Hjalp ham på vej, til at trave med fryghed og spændstighed.