Growing [Nymfe]

Da Phoria sukkede, duttede Nymfen omgående til sin grå veninde. Det var ganske tydeligt, at hun ikke var synderligt begejstret for hendes fader, som hun havde kaldt et monster; og som hun nu beskrev som værende som en slange i sandet. Hendes egen mor havde godt advaret Nymfen om at være påpasselig i ørkenen, da de ofte gemte sig der, men hun regnede dog ikke med at Phoria’s far egentlig var en slange. Blot at han evt. lignede en lidt.
Hun mimrede en smule med mulen, tænksomt, over hvordan det kunne være, at en så sød som Phoria, havde så ond en far. Hun var nået ret langt i sine spekulationer, da Phoria afbrød hende ved endnu at dutte til hende, og herefter spørge indtil Nymfens far. Et smil gled straks over hovedet på den lille sorte, for selvom hun kun havde set sin fader én gang, stod hans skikkelse meget klar i hendes hoved; om end hun ikke kunne hans navn.

,,Min far er en stor hingst, med 3 forskellige farver på kroppen. Han er grå, som jeg er på mine ben. Han er sort, som min mor. Og han er brun. Og så har han gule øjne”

Det var oprigtig glæde, som lyste ud af Nymfen. Hun ønskede dog inderligt også, at Phoria havde en far, som hun var glad for også. Derpå trissede den sorte Nymfe en anelse omkring sin grå veninde, for da at smyge sig helt tæt op ad hendes side, dog forsigtig, for hun vidste at hun stadig havde ondt. Herefter nippede hun kærligt til mulen på den grå, inden hun betragtede det område, de befandt sig i. Alt imens pønsede hun i stilhed på at lokke Phoria med til sin moders flok; hun havde set sin far vandre i udkanten før, så måske hun kunne vise Phoria både hendes mor og far på samme tid!

Phoria lod de små ører vippe nysgerrigt fremad ved nymfens ord. Hun vendte dem yderst grundig i hovedet og så ganske tænktsom og spekulerende ud. Det sagde hende noget. Hun kendte kun en trefarvet hingst med gule øjne i Andromeda, men hun havde dog ikke mødt så mange. For en stund stod hun og skar de tænksomme grimasser, men hun kunne kun komme til en konklusion som fik hende til at smile bredt på mulen, inden hun begejstret duttede til Nymfen. Hun kendte bestemt hendes far. Ikke at hun vidste hvad det betød som sådan, men hun vidste hvertfald at hun var i familie med nymfen.

” Storebror! ”

Udbrød hun nu glad og fandt sig selv i faktisk at finde overskuddet til at trippe lidt på trods af ømheden, som nok også var de psykiske men af den oplevelse hun nu havde haft med sin far, men det var for en stund blevet glemt.

Et uforstående blik gled snart ind over hovedet på den sorte Nymfe. Lige godt som hun havde fortalt om hvem hendes fader var, var det som om Phoria kom i tanke om noget. Og pludseligt udbrød hun med en glæde, som Nymfen ikke havde set hende med tidligere i dag; Storebror.
Uforstående rynkede Nymfen på mulen, imens Phoria nærmest trippede frem, på trods af hun dårligt kunne bevæge sig på grund af smerter. Nymfen hastede efter for at stoppe sin veninde, inden hun gjorde skade på sig selv, og hurtigt var hun oppe foran hende og blokerede vejen for hende. Her så hun direkte ind i Phorias øjne, med en næsten undrende latter. Altså, nok var de gode venner, men de var ikke søskende, og Nymfen var i hvert fald ikke en dreng!

,,Jeg er ikke din storebror, det ved du da!”

Sagde hun med en munter tone, inden hun nappede imod mulen på Phoria – måske en anelse mere hårdt end hun ellers havde berørt sin veninde med; for hun var faktisk en smule fornærmet over at være blevet kaldt en hingst. Phoria måtte da have lagt sin hjerne et eller andet sted, siden hun kunne finde på at sige sådanne ting; men Nymfen gjorde ikke mere ud af det. Fejl kunne vel ske for alle?

Euphoria lagde hovedet på sned da Nymfen stoppede hende. Det var måske meget godt. Men den undrende latter og ordene der kom fra hende fik hende til at glo næsten helt uforstående på hende. Nej det var jo ikke det hun sagde. Det fik hende til at fnise og duttede til hendes skulder.

” Nej fjolle. Din far er min storebror! ”

Forklarede hun så. Hun var helt hundrede procent sikker på den spraglede hingst med de gule øjne var Nymfens far. Det kunne jo kun være ham, for der fandtes altså ikke andre som ham. Det ville i hvertfald undre den grå hoppe umådelig meget selvom hun kun havde mødt storebroren ganske kort en enkelt gang. Hun vidste godt at hun havde andet familie, den eneste hun aldrig rigtig havde hørt noget om var hendes far, men ham havde hun jo så senere hen fundet ud af hvem var.

Den grå Phoria duttede snart igen til Nymfen, da først hun havde stoppet hende. Smilet stod tegnet i den askegrå hoppes ansigt, da Nymfen havde irettesat hende; men det viste sig, at Phoria slet ikke havde troet, at Nymfen var hendes storebror. Nej, hun sagde nu, at Nymfens far var Phorias storebror. Et forvirret blik gled over den sorte hoppes ungdommelige ansigt, og hun lod et øjeblik blikket flakke fjernt ud til siden. Hun skulle lige greje det hele lidt, før det dæmrede for hende.
Hun lyste op som solen når den stod op over jordens kant, da det gik op for hende, at hun altså var i familie med sin bedste ven. Det kunne vidst ikke være bedre! Med et muntert hyl hoppede hun lige i vejret, satte af med alle 4 ben på samme tid, og da hun stod på jorden igen, sprang hun glædeligt omkring Phoria. Ikke væk fra hende, for Phoria skulle ikke bruge energi på at hoppe med; så hun blev helt tæt på.

,,Vi er i familie! Du og jeg! Familie!”

Udbrød hun glædeligt. Så behøvede hun jo slet ikke vise Phoria hendes fader, for hun vidste godt hvem han var. Så skulle hun blot se hendes mor; og det ville slet ikke være underligt, for når de var i familie, ville det hele med garanti blive super godt! Måske Phoria endda kunne flytte ind i flokken?

Det så ud til at Nymfen opfattede hvad det egentlig var Phoria havde sagt, og hun kunne derfor bryde ud i selv samme smil. Den grå hoppe forsøgte selv ihærdigt at efterligne hendes hoppen rundt, men det lykkedes ikke helt til fulde, men glæden erstattede den største smerte og hun kunne nu bevæge sig en anelse mere frit, så meget som hendes ømme muskler nu tillod. Hun duttede ihærdigt op til flere gange til hendes sorte veninde. Inden hun så måtte lade sig overgive en anelse til den træthed der nu skyllede ind over hende. Hun var endelig tryg og derfor kunne trætheden få sit gennembrud.

” Familie. Tror du så jeg må bo hos dig? ”

Lød det så spørgende. Hun håbede inderligt at hun kunne få lov at bo hos sit nye familiemedlem og måske få nye venner. Hun havde faktisk ikke mødt ret mange andre end nymfen.

Alle de små dut fra Phoria fik den sorte Nymphadora til at grine. Hun kunne simpelthen ikke rigtig være sur i selskab med den muntre grå, som hun lige havde fundet ud af, at hun var i familie med. Simpelthen! Ikke nok med at de var blevet venner, nok mest ved et tilfælde, men nu var de sørme også i familie. Hendes bror, var Nymfens far. Helt præcist hvad de så var til hinanden kunne Nymfen ikke helt regne ud, for endnu var hendes viden om familier ikke så stor; men en dag ville hun spørge sin mor.
Snart lød Phorias stemme igen. Hun spurgte, om Nymfen troede at hun måtte bo hos hende i Teylar, og det tog ikke den yndefulde Nymfe mange øjeblikke at regne ud, at det måtte hun med garanti! Med én stor bevægelse nikkede hun for derefter at rejse sin spinkle forpart en smule fra jorden, inden hun med ørerne helt fremme duttede Phoria på mulen.

,,Det tror jeg bestemt du må! Skal vi gå derhen nu?”

Et øjeblik havde Nymfen lykkeligt glemt at Phoria havde ondt, og nok ikke var i stødet til at vandre så langt. Men visdom kom med alderen, og Nymfen ville klart lære at blive mere observant på sine omgivelser, i stedet for at reagere på hendes impulser som hun gjorde det pt.

Ivrigt smilede hun og nikkede mindst ligeså ivrigt til hendes spørgsmål. De måtte så nok hellere komme afsted hurtigst muligt. Hun vidste ikke hvor hun boede, men mon ikke hun kunne klare turen derhen. Det kunne jo ikke være alt for langt væk. Det hele virkede til at lysne en anelse op for den grå hoppe, som havde haft en hård medfart i den sidste tid. Hun ønskede vel egentlig at komme så langt væk fra sin fader som muligt og overhovedet ikke se ham igen. Nej. Han var et farligt monster som hun frygtede. Hun tog et par skridt frem og duttede ivrigt til Nymfen. De måtte afsted nu. Afsted til trygge rammer. Hvor hun håbede at de ville lade hendes flytte ind, ellers ville hun slet ikke vide hvad hun skulle gøre af sig selv.


//Out

[4]

Alt det som den unge Nymphadora havde fundet ud af, siden hun rendte ind i hendes forslåede ven, var slet ikke til at forstå! Nu hvor de to unge hopper begav sig imod Teylar, hvor Nymfen ville spørge sin mor pænt, om Phoria måtte bo hos dem, sank informationen om, at de to var i familie først for alvor ind. Flere gange undervejs puffede Nymfen forsigtigt til den grå Phoria, som for at tjekke om det endnu var hende, og det ikke blot var en god drøm hun var i færd med at udspille i sit sind. Men nej, hver gang var Phoria der, og smilet omkring den sorte mule forsvandt ikke ét eneste sekund på hele turen til Teylar. Langsomt, men sikkert, bevægede de sig afsted, for at Phoria ikke skulle få ondt; men for Nymens skyld kunne turen have varet dage, for så længe hun var i selskab med Phoria, så var alt i skønneste orden.

[Slut]