Growing [Nymfe]

De sidste mange dage havde været kaotiske for den unge grå hoppe. Det havde rystet hende i hendes grundvold og hun var bange. Mødet med hendes grusomme monster af en fader havde ikke været rart, nej nærmere traumatiserende for hende. Fysisk var der næsten intet af se. Hun var blevet ren, men de sidste sår skulle stadig heale færdigt. Hun var ikke et kønt syn. Overbygget og den lange man og hale var uglet. En uslæben diamant, hvis psyken fik lov at heale efter dette. Hun havde opdaget noget nyt ved sig selv. Hun var som sin moder. Hendes moder som hun havde fundet efter gangen gennem den portal. Moderen havde været chokket, et chok som ændrede sig til blindt raseri. Euphoria huskede aldrig at have set hendes moder sådan, men hendes moder havde taget sig godt af hende, plejet hendes sår, men samtidigt havde hun sagt at nu var det på tide at klare sig selv. Det havde været hårdt for Euphoria at skulle undvære hendes elskede moder, og nu stå på egne ben, men hendes moder havde sagt at det ville gøre hende stærkere. Ligeledes havde hun fortalt hende andre ting, men Euphoria var bange for hvad det ville bringe med sig.
Og her stod hun så. Alene ude på engen og så udover den med et lettere mismodigt udtryk i de ravfarvede øjne. Hun følte sig så alene her i regnen. Hun savnede sin mor, og sin nymfe.

Den yndefulde Nymphadora, som efterhånden var blevet en ganske fin ung plag, havde krydset det store hav efter at have fået lov at sin moder Ava. Selvom hun nu var noget ældre, holdt hun sig altid tæt på sin mor, som var hendes et og alt; hun følte slet ikke trangen til at vandre væk og ej heller havde Ava sendt hende væk. Det hele gik faktisk ganske godt, hun udviklede sig dag for dag og lærte hele tiden nye ting om verdenen og sig selv.
Hun havde nu taget plads på øen Enophis, den store bjergø som hun havde lært den hed. Den var ganske mageløs, og selvom hun havde set meget nu, betog denne ø hende særligt. Bjergene var enestående, så unikke. Så dragende og farlige.
Dog vidste hun bedre end bare at vandre derop på egen hånd. Hun ville spørge sin moder om de ikke kunne udforske dem sammen engang, men indtil nu måtte hun nøjes med at beskue dem på afstand.
Hun hyggede sig ganske fint, ja, hun manglede faktisk ikke noget – men så opdagede hun den lille Euphoria som hun ikke havde set i måneder. Glæden lyste med det samme ud af de blå øjne som hun havde arvet fra Ava; den grå hoppe havde hun godt nok savnet! Hun var også vokset betydeligt, men så måske en smule mere ranglet ud end Nymfen var. Men alle var jo forskellige – så mon ikke det nok skulle ændre sig?
Med et glædeligt vrinsk satte den yndefulde Nymphadora imod den grå hoppe med ørerne helt fremme. Hvor hun dog glædede sig til at høre om hvad hun havde lavet siden sidst!

En lyd fik hoppen til at fare sammen for en stund, og hun luskede stille en smule fremad. Hun var ubekvem ved at være selv efter mødet med hendes såkaldte fader. Hun var så blød at det nok havde efterladt en form for traume, som hun måske ikke ville vokse helt fra lige foreløbigt. Et skravl i forhold til hendes ældre søskende var hun vel et eller andet sted, men sådan tænkte hun trods alt ikke. Et vrinsk fik hende dog til at glemme alle sine bekymringer for en stund og hun stak hovedet i vejret med et muntert lille vrinsk.
Et bredt smil viste sig på hendes mule og hun satte nu retningen mod den sorte som hun nu fik øje på længere fremme. Den uldrede hale viftede muntert bag ved hende og de ravfarvede øjne blev atter vakt til live med en glædelstrålende glød.

Den langbenede plag havde hele sit fokus på den grå hoppe, som hun havde delt noget af sin barndom med; hendes bedste ven så at sige. Hun havde ikke set hende længe og det havde naget hendes tanker en smule, at hun ikke var rendt på den grå Phoria noget før – men nu havde hun fundet hende, og Phoria havde kaldt igen. Med det samme satte den yndefulde plag afsted i en dansende trav imod sin veninde med halen rejst lige i vejret. Hun havde endnu ikke mødt modgang i hendes liv, den sorte Nymphadora, og hun havde slet ikke lagt mærke til at hendes grå veninde havde set lidt mut ud i det den sorte havde lagt øjne på hende. Nu så hun glad ud, så havde Nymfen bemærket noget før var det glemt.
Hun udsendte få glade kald på sin vej og stoppede med ørerne helt fremme foran Phoria. Her nappede hun muntert efter hendes mule som en kæk hilsen og opfordring til leg. Hvorfor ikke bruge lidt krudt inden de lagde sig ned og snakkede?

Euphoria blev først en anelse forskrækket da Nymfen snappede ud efter hendes mule. Ikke at hun blev forskrækket over gestussen, men på grund af hun stadig var en smule ængstelig efter hvad der nu var sket. Hun glemte det dog lyn hurtigt og hapsede i stedet ud efter Nymfen pandelok med en forsigtig latter, inden hun dansede en anelse fjalet til siden. Det var nu lidt sjovt at møde hende igen. Hun var så stor og smuk! Langt smukkere end Euphoria ifølge hende selv. Men det gjorde ikke noget.
Hun var stadig en smule øm i kroppen og derfor stoppede hun hurtigt op og rystede en anelse opgivende på hovedet, og nippede i stedet ud efter hendes flanke som en hentydning til lidt mere stille leg som ikke indebar så meget løben rundt. Der gik noget op for Euphoria og hun skyndte sig en anelse krampagtigt om foran Nymfen og duttede hende nu midt på mulen. Dut!

Nymfen havde måske ikke lært at være så forsigtig endnu; for dem hun havde haft nærkontakt med havde hun kunnet gøre alt med. Til gengæld havde hun heller ikke lært at være aggressiv, så den væremåde hun havde, kunne nok bedst beskrives som direkte og ærlig. Lidt som hendes mor. Derfor krøb en undrende grimasse over hendes ungdommelige ansigt, da Phoria nærmest virkede forskrækket over hun havde nappet til hendes mule. Det havde hun jo gjort sidst også?
Hurtigt lod Phoria dog til at være klar igen og parat til leg. Derpå sprøjtede Nymfen frem i fuld fart, med buk og glade pigede hyl – men hun opdagede snart at Phoria ikke var med? Hvorfor ikke? Hun bremsede op og luntede tilbage, hvorefter Phoria placerede sig foran hende. Hun duttede hende på mulen, på samme måde som da de mødtes første gang og nærmest med lys i øjnene duttede Nymfen igen.

,,Du er blevet så stor!”

Sagde hun med en ivrig stemme, men ordene var endnu en smule usikre i hendes mule. Hun havde ikke snakket så forfærdelig meget endnu, selvom hendes mor havde lært hende en masse. Det med at snakke var bare ikke ligefrem hendes yndlingsaktivitet – det var meget sjovere bare at lege og tonse. Det føltes i hvert fald bedre i hendes lille krop.

Små julelys var at finde i Phorias øjne i det hendes Nymfe glædeligt duttede igen. Det betød meget for den lille sjæl at hun havde en veninde for det kunne da godt blive lidt ensomt at hæng eud med sin mor hele tiden, især fordi hendes mor egentlig bare for det meste vandrede tavst rundt uden at foretrække nogen særlig mine. Hun var ikke i tvivl om at hun elskede hende af hele sit hjerte, men hun virkede til at være optaget af andre ting det meste af tiden. Dog lod den lille grå hoppe sig ikke gå på at dette, og sendte i stedet et kæmpe smil mod Nymfen og hun forsøgte at trippe begejstret på stedet, selvom hun måtte ømme sig lidt. Hun løftede hovedet lidt og duttede endnu engang til hendes nymfe da hun nu talte og hun svarede hurtigt med et begejstret toneleje.

” Og dig. Meget større! Mega mega meget større! ”

Euphoria var bekvem ved at tale, så længe det var med nogle som hun var tryg ved og hun var helt og aldeles tryg ved hendes Nymfe. Bare de dog kunne være sammen noget mere. Hun nippede så forsigtigt til hendes pandelok.

Da den grå Phoria sendte det smil til Nymfen, som hun gjorde, slog den lille hoppe ivrigt og glædeligt med hovedet. Der var noget ved hendes veninde, som gjorde at Nymfen reagerede promte på hendes udtryk. De påvirkede hende meget, og hun var så opmærksom på den grå hoppe, at hun nok ville opdage enhver ændring der end måtte komme. Og hvorfor? Nok fordi den grå hoppe var hendes bedste ven. Derfor var det tydeligt for den lille sorte Nymfe, at Phoria så ud til at ømme sig lidt da hun trippede på stedet, ja lige inden hun duttede til hende igen. Hun lagde hovedet en smule på sned og lod sine ører lægges spørgende fremad. Hun lod dog Phoria tale før hun selv begyndte at stille spørgsmål.
Et smil skød over hendes mule og forsvandt ligeså hurtigt igen, for hun havde faktisk ikke lagt mærke til hun selv var vokset så meget, men det gjorde hende da glad at Phoria sagde det! Men det andet betød bare mere i den lille sortes hoved, så derfor havde hun pludselig ikke mere tid til at snakke om størrelse.

,,Du har ondt?”

Derpå strakte hun sin mule fremad imod hendes sider, undersøgende og spørgende. Hvorfor havde hun mon ondt? Hun så ikke umiddelbart ud til at være skadet, men nu havde den sorte Nymfe heller ikke set skader i sit liv før, så måske de bare var svære at se.

Det var skønt at være sammen med en jævnaldrende og ikke bare sin mor. Euphoria tænkte tit over hvor mon Nymfen boede og om hun stadig var sammen med sin mor? Selv var hun nærmest opvokset i bjergene og aldrig rigtig været på andre øer. Kun den ene gang, og lige nu skulle hun ikke nyde noget. Hun lagde godt mærke til Nymfens ændring i udtryk gennem sin korte tænkepause. Hun løftede hovedet, inden hun krympede sig lidt sammen. Hendes ravfarvede øjne så ned på hendes hove og hun nikkede stille for at bekræfte hendes spørgsmål. Hendes sår var healet, men hun var stadig øm og hendes indre føltes uroligt, men for nu kunne hun bevæge sig rundt uden de helt store problemer.

” Jeg mødte min far.. Han kunne vist ikke lide mig..”

Sagde hun så stille med et mut toneleje, næsten utydeligt. Det var lidt et ømt punkt for hende, da hun ikke just var stolt over det møde. Det sad stadig for meget i hende. Hun duttede derpå forsigtigt til nymfens mule.

Atter engang krympede den grå Euphoria sig, da hun bevægede sig. Det understregede Nymfens mistanke om at hun havde ondt, og den lille sorte trak hovedet en tak op med et misfornøjet udtryk. Hun kendte godt til smerte, om end hun havde været skånet for meget, da hendes mor havde passet godt på hende, så hun brød sig overhovedet ikke om at den grå havde så ondt som hun havde.
Dog undrede det stadig Nymfen, ja faktisk gjorde det hende også lidt nysgerrig, at hun ikke kunne se nogle sår eller andet der kunne indikere at hun havde ondt. Usynlige smerter! Det måtte være noget meget underligt der havde forsaget dem. Ja, Nymfen tænkte mange tanker, inden hun faktisk hørte hvad den grå sagde. Hendes far? En direkte sær grimasse røg over mulen på den sorte hoppe. Hvordan kunne hendes far ikke lide hende? Selv vidste Nymfen at hendes far godt kunne lide hende. Det gav simpelthen ingen mening – men den lille sorte havde meget endnu at lære om livet.

,,Er du sikker på han er din far så? Min far slår ikke”

Nok lød den grå mut, og Nymfen kunne måske forestille sig at hun ikke ville snakke om det – men den lille sorte havde ikke helt lært hvornår man skulle trække sig endnu. Hendes nysgerrighed og trang til at passe på den grå var blot for stor til at hun kunne lade emnet ligge. Hun duttede ganske forsigtigt igen, da Phoria gjorde det. Og hun var virkelig forsigtig, for hun ville bestemt ikke være årsag til at den grå fik flere smerter!

Euphoria lukkede kort øjnene og vendte nu hovedet bort væk fra Nymfen, da hun talte. Nej hendes far slog ikke. Hun havde stadig ingen idé om at de to var i familie, ja faktisk meget tæt. Det virkede måske underligt, men hendes mor talte ikke meget mere. Måske hun var ved at blive stum. De lange grå ører blev vippet ud til siden og hun så nu på Nymfen med et fortvivlet udtryk.

” Min far er et monster.. ”

Fortalte hun nu med frygt i stemmen. Hun frygtede monsteret på Chibale. Hun skulle aldrig derover igen. Det var dog ikke gået helt op for hende at hendes fader kunne opsøge hende når hun ville. Hun trak sig langsomt hen til Nymfen og puttede sig en anelse utrygt op af hende for netop at syge mere tryghed. I det mindste var hun sikker lige her ved sin sorte Nymfe.

Nymfen, som stod ganske tæt på den grå Phoria, undrede sig lidt da hun vendte hovedet væk. Hvorfor gjorde hun det? Havde Nymfen sagt noget forkert, eller skammede hun sig? Nymfen brummede sagte og måske en smule opmuntrende. Phoria skulle ikke være ked af det i hendes selskab! Og da Phoria kiggede på hende igen med et noget fortvivlet udtryk gemt i hendes øjne, duttede Nymfen til hendes mule. Hun slog derpå med hovedet, som en lille ’op med humøret’ hentydning, selvom hun nok godt vidste, at der skulle mere til.

,,Monster”

Gentog hun eftertænksomt. Hun kendte ikke ordet monster. Det mindede lidt om ordet ’moster’, men betoningen af det lød ikke god, så Nymfen udelukkede hurtigt muligheden for at Phoria kunne have udtalt det forkert. Hun lagde derfor hovedet uforstående på sned, næsten spørgende, inden hun viftede halen lidt ivrigt omkring sin bagpart. Der skulle meget til at Nymfen blev direkte påvirket af den nedtrykte stemning – hun brød sig bare ikke om at Phoria var trist.

,,Hvad er det?”

Spurgte hun så – nysgerrigheden måtte hun i hvert fald have stillet, inden hun forsøgte at muntre hendes veninde op igen. Sådan var Nymfen bare; nysgerrig og kunne være utroligt stædig, også selvom det ikke ligefrem var sjovt for andre at skulle gennemgå de ting hun ville vide.

Et forsigtigt lille smil tittede frem på den lyserøde mule. Nymfen hjalp meget blot ved at være der. Hun var stadig mut og påvirket af det hele, men her kunne hun glemme det lidt. Det var der at hun endnu engang duttede til nymfen og bevægede sig nogle skridt fremad. Hun var stadig øm i hele skroget, men forsøgte at holde sig i gang, det var trods alt en nødvendighed havde hun lært. Eftertænktsomt glæd de ravfarvede øjne ud over engen længere fremme og hun sukkede kort mismodigt, ved tanken om at skulle begive sig derud. Hvor skulle hun begive sig hen. Nymfen afbrød hende i hendes tanker og hun så nu på hende. Ja hvad var et monster, for Euphoria var monster jo lig med far, men Nymfes var vel ikke et monster?

” Monster er nogle der gør andre fortræd med vilje fordi de synes det er sjovt.. ”

Lød det så fortolkende fra den lille hoppe, der forsøgte at forklare hvad et monster var. Hun duttede nu endnu engang til Nymfen og krympede sig kort sammen og lagde mulen på hendes ryg og sugede trygheden til sig.

” Er der monstere hvor du bor? ”

Lød det så stille fra hende.

Nymfen mimrede let med mulen, da hendes veninde en gik smule frem. Hun kunne mærke, at hun var livet en smule mere op, siden de var begyndt at snakke om dette emne, trods der endnu var lang vej til brede smil og munter leg. Det var dog fremskridt.
Nymfen fulgte øjeblikkeligt med, da Phoria trådte frem, og stoppede da hun stoppede. Det dut som Phoria placerede imod hende, gengældte hun med et smil. Hun var nok ikke så forsigtig i sine berøringer normalt, men ligenu var hun uhyre forsigtig. Hun ville ikke gøre den grå hoppe mere ondt, end hun allerede havde.
Øjeblikkeligt rettede den sorte hoppe sine ører frem, da Phoria talte. Monstre, var nogen som gjorde andre fortræd med vilje. Hun tyggede meget på meningen, faktisk så længe at Phoria nåede at spørge hende om hun havde sådan nogle hvor hun selv boede, inden hun havde fundet vendt det hele i hovedet. Hun rystede dog med det samme på hovedet – hun havde ikke monstre. Men hun mente hun havde mødt et, for hendes mor havde vrisset meget af en bestemt hingst, så Nymfen kunne godt mistænke ham for at være det. Var den grå hingst hendes far? Hun var jo grå.

,,Er din far grå? Mødte engang en grå hingst som min mor ikke kunne lide. Tror han er et monster”

Sagde hun med meget opmærksom stemme. Hun troede bestemt hun havde regnet den ud! Men der var endnu så meget den unge hoppe skulle lære om livet.

Euphoria lod et lille suk lyde fra hende. Det var så svært at være modig og klare sig selv. Ligenu virkede det hele meget uoverskueligt, men Nymfen var her. Hendes ynglingsnymfe. Deres dutterier ville nok aldrig slutte, men det var som en ritual for de to. Et ritual hun fandt sig vældig godt tilfredst med. Det havde ikke rigtig givet sig til udtryk for den unge grå hoppe, men inderst inde var hun spændt på hvad fremtiden ville bringe for både hende og Nymfe. Stadig var hun ung, og langt fra voksen så for hende var det svært at forestille sig selv som voksen. Slet ikke hvis der kom flere monstre som hendes far. Tanken strejfede hende i det nymfen talte og hun vippede forsigtigt ørerne frem og rystede stille på hovedet.

” Min far er ligesom en slange i ørkenen. Går næsten i et med sandet. Hans øjne. Som rav. Min far er farlig.. ”

Hendes stemme var fyldt med frygt overfor den lumske sjæl der havde titlen som hendes fader. Hun følte at hun måtte snakke om noget andet. Hun prøvede derfor at smile forsigtigt til nymfen.

” Hvem er din far? ”

Den lille grå havde ingen idé om at hendes spraglede storebror faktisk var far til nymfen. En nyhed hun med garanti ville blive ovenud begejstret for når den engang blev præsenteret for hende.