Cold Walls [Emma]

Det var ikke til at fatte. Den hvide hoppe åbnede langsomt og søvnigt øjnene, og så sig omkring. Et væld af farver og dufte, lyde og smags indtryk sprang hende i øjnene, ligesom dagen inden. Intet var forsvundet i den korte stund hoppen havde ladet trætheden overmande hende, og øen fandtes stadig. Hun levede faktisk endnu.. De tynde ben bevægede sig langsomt under hende, og hun rejste sig fra den frodige jord i nogle hakkende bevægelser. Som var hun en marionet, hvor styreren endnu ikke havde styr på de mange strenge der styrede hende. Mekanisk så hun ud over det frodige landskab, inden at hun tog nogle skridt fremad for at løsne op i kroppen. Så træt.. så frygtelig træt var hun.

Mulen gled søgende over græsset, inden at hun fraværende tog enkelte bider og tyggede dem. Hendes tanker flygtede… de søgte videre, imens hun for en stund prøvede at få styr på den omvæltning der var sket i hendes liv. For hverken denne ø’s frodige landskab eller friske vinde kunne jage sindets skyggefulde tanker på flugt. De mørkebrune øjne så aldrig rigtigt de mange farver Chibale bød på. De følsomme næsebor lod aldrig duften af sommer finde hele vejen ind. Nej, en hinde forhindrede alt dette i at finde vej, og blev slugt hvis de prøvede at forcere den.



Tavst sank hun en sidste bid, og løftede da hovedet. Søgende så hun ud over øen, inden at hun med langsomme skridt begyndte at bevæge den magre krop fremad. Hvad hun søgte efter, vidste hun ikke. Måske vand. Måske stilhed. Måske en pause fra de mange indtryk der bombede hende ligenu.

Noget var lige død. Ikke sådan rigtigt død-død med blod og det hele, men på en mere poetisk måde. Øen var død. Fuglene hold tand for tunge og selv ikke smådyrene puslede i den dybe underskov. Faktisk var det måske ikke øen selv som var død. Måske var dens stilhed blot fordi den sørgede over den døde. Måske Noami selv var den døde. Faktisk var hun ikke helt sikker på hvordan det hang sammen. Selvom hun bevæge sig rundt var det som om at verdenen ikke kunne nå hende. Måske hun faktisk var død? Hun havde hørt om gengangere, for myterne derom havde været mange i hendes gamle hjemland, men hun mente dog det måtte være anderledes end dette. For at gå i gen, måtte en genganger være død og døden førte for det meste smerte med. Så hvorfor havde hun ikke følt smerte, hvis hun var død? Ergo måtte hun vel leve. Men selvom hun havde det på denne måde, selvom hun ikke var sikker på så simple ting, som om hun levede, så var hun ikke desideret trist. Hun følte simpelthen intet. Intetheden ville have skræmt den gamle Noa mere end døden selv, men hun var ikke sit gamle 'jeg'.

Det skærrende lys fra solen sved i hendes mørke øjne, og hun kneb dem sammen for bedre at kunne danne et overblik. Hvilket nu engang var svært med alle de larmende tanker der rumsterede rundt i hovedet på hende. De råbte hende ind i de følsomme ører, og fik hende til at skærer tænder af irritation og frygt. De var over alt.. stilheden kunne skræmme hende ligeså meget som de hviskende stemmer. det var en evig balance der simpelthen bare ikke fandtes i det forvirrede sind. Ååh, hvor hun hadede det... og lige som de rundede det værste, forsvandt de. Tilbage stod den spøgelseshvide magre skabning, imens hun røstende prøvede at åbne øjnene for verden igen. Stadig de samme farver.. stadig de samme omgivelser. hun havde ikke rykket sig i sit korte anfald... hvor længe havde hun været væk? Minutter? timer? hun kunne ikke hvide det. For Raikiri kunne ikke tyde dagen og solen, men færdedes som oftest i de kølige natte timer.
Dog skildte en rødlig silhuet sig ud fra før, og kom gående ud af skovbrynet. Eller, gående var nu engang så meget sagt. Den gik, men den så vidst ikke hvor den gik. Ligesom hende selv, syntes den at vandre i en tåge. fjernt fra denne verden, som om at det ærligt talt ikke rørte hende.. der hang den samme ligegyldighed og sorg over den røde, som der gjorde med den spøgelseshvide. De mørke øjne fulgte hende tavst, inden at hun langsomt endnu engang sænkede hovedet for at nippe til græsset. Stadig opmærksom på den fremmede, men ikke med tankerne om at søge imod hende. Nej, hun måtte vente og se hvad det nu var.. hvem hun nu var.

Den lyse sol brændte næsten på det hvide skind, og hun flyttede sig ubevidst og langsomt imod de mange skygger træerne kastede. Sikke meget.. lys og farver der var her. hendes gamle hjemland havde kun båret meget nedtonede farver, og skiftede som oftest imellem sort, hvid eller grå. alt dette... farveværk var ligeså fremmed for hende som landet i sig selv. Og hun prøvede.. ved eller guder hun prøvede at lægge det kendte slør over de mørke øjne igen. men intet ville skrue ned for det liv der omgav hende.