Moonhunt [åben]

Den spøgelses hvide skabning skildte sig utroligt ud i det golde, øde og røde landskab. Sand strakte sig som et endeløst hav omkring hende, og solen der just var ved at krybe i skjul i havet gjorde det ikke bedre. Natten lå foran hende.. men for nu, ville hun nyde aftens sidste stråler så godt som det nu var muligt for hende. De lange tynde ben bevægede sig ujævnt fremad, idet at hendes gang hverken var rytmisk eller ordenligt. Den var haltende og snublende.. Mindre fordybninger blev efterladt i sandet, men ellers var der ingen tegn på at den hvide skabning havde været her. Snart ville vinden nok også vaske de spor hun satte væk, og det ville igen være glemt.

Jah.. glemt. Tanken fik en kort gysen til at glide ned af hoppens ryg, og løftede hårene selvom det var hedt. Denne tomme ørken var ikke just det bedste sted hvis man ønskede selskab. Det havde været en fatal fejl for hende at søge et så goldt sted, hvor kun vindens tuden kunne gøre hende selskab imellem de mange sandbanker. Og den magre skabning orkede ikke en tur tilbage over det brede hav. For at fordrive tiden, havde den hvide besluttet sig for at følge den næsten usynelige måne på himlen. I takt med at natten ville lægge sig, ville månen skinne klarer på natten. Om hun ville indhente den, eller den ville løbe fra hende når morgen oprandt vidste hun ikke. Måske hun til den tid ville have kræfterne til at finde bedre områder.

Aftentiden kunne være ganske smuk på Zenobia, den hede ørkenø hvor hun overraskende nok oftest havde mødt sin for længst forsvundne familie. Det var også længe siden at savnet efter dem var forsvundet, det var blevet erstattet med den askegrås uudgrundelige evne til accept og fred med det som var. Desuden følte hun sig aldrig ensom. Hun var altid hjemme, alle steder, selv i den tomme ørken.

Månen var klar og rund oppe på den ny skyfri himmel, og stjernerne havde allerede spredt sig ud over himmelhvælvingen i massevis. Ariel var som så mange gange før fuldstændigt optaget af det hun så. Ørkenen strakte sig så langt øjet rakte, tom så intet dækkede for stjernehimlen der virkede endnu større her end på de andre øer. Dagens hede hang stadig over det bløde sand, men snart ville der blive køligt. Det var det underlige ved ørkenen, der blev ganske koldt om natten. Men selv Ariels glatte, askegrå pels kunne klare de mere udfordrende temperaturer.

Da hun var ganske optaget af at suge omgivelserne til sig, af følelsen af et hjerte der svævede i brystet på hende af overvældelse, gik der et langt øjeblik inden hun fik øje på den hvide skikkelse som var dukket op i hendes øjenkrog. Det var først da den andens bevægelser blev mere tydelige at hun blev opmærksom, at hun overrasket standsede op med mulen hævet af nysgerrighed. Først kunne hun nærmest ikke se hvad det var, hun havde fået øje på, men lidt efter lidt så tegnede skikkelsen af en spinkel hest sig op. Den askegrå brummede for sig selv af overraskelse. Hun var altså ikke den eneste som var her til at opleve ørkenen ved aftenstid.

Der gik kun et kort øjeblik, så satte hun sig igen i bevægelse med lette skridt, denne gang i retningen af den hvide skikkelse.

word count 305

Månen blev hastigt både bredere og lysere, og ikke længe gik der inden at den sendte sine kølige stråler ned over det ellers så røde landskab. Den farvede sandet i en dæmpet blå farve, hvilket med en smule fantasi ville få den til at ligne et hav i sig selv… sandhavet. Og dog.. der var ikke meget fantasi tilbage i den spøgelseshvide, og hun så blot de endeløse bakker af sand foran sig. De mørke øjne skævede op imod nattehimlen, hvor stjernerne også var kommet til syne. Hun ledte imellem de mange efter en bestemt, men den var væk. Som havde vinden fejet den af sted, ligesom den gjorde med sandet.

En rystelse sitrede kort igennem den tynde krop, inden at hun med en skutte bevægede sig videre i langsom skridt. Månejagten var begyndt.

Således gik den spøgelseshvide Raikiri et stykke tid. Hovedet var sænket ned imod den bløde jord, halen dvaskede sløvt bagved hende, imens at øjnene kun så imod den blege runde måne. Utroligt hvordan verden kunne tikke forbi en på denne måde. Det var som om at et slør lagde sig over området omkring hende, og lullede hende ind i hendes egen lille verden. Lyde forsvandt, lugte forsvandt og alt virkede for en gangs skyld fredfyldt. I hvert fald for nu.



Dog fik en bevægelse i udkanten af hendes syndsfelt hende kort til at vippe ørene i den retning, og sløret blev løftet. Tågen forsvandt og hun så igen ligeså klart som for blot få minutter siden. Raikiri stoppede langsomt op, og vendte mekanisk det markerede hoved imod den fremmede skygge hun havde set bevæge sig i natten. En grå hoppe. De følsomme næsebor udvidede sig, og hun vippede kort ørene en anelse vagtsomt i nakken. Fremmede… denne ville være det første selskab lige siden… siden længe for den hvide hoppe. Dog forsvandt det nervøse glimt, og en køligt samt neutral attitude gled over hende i stedet. Hun bød hverken den fremmede velkommen, eller direkte afviste hende. Ventede blot.

Den askegrå dansede frem i noget der mindede om trav, men alligevel ikke var det. De lyse hove bevægede sig let henover det ellers tunge sand som nu var koldt. Det havde været hedt ikke mange timer forinden, men så snart solen forsvandt så var også varmen borte. Hun virrede let på de følsomme næseborer.

De ravgyldne øjne hvilede absolut på den fremmede, selv mens der var et godt stykke mellem dem. Den hvide skikkelse var stoppet op, det var tydeligt at det måtte være en hoppe. Hendes duft nåede også snart frem til den grå. Hun så ud til at være en anelse lavere end hende selv, hvilket var usædvanligt. Hun var som regel den mindste af sit selskab. Et blødt smil brød frem på den lyse mund.

Der gik et langt øjeblik inden hun nåede frem til sit mål. Månelyset lyste hendes hvide aftegn op, mens det fik hele den fremmede hoppe til at skinne. De ravgyldne øjne glimtede allerede nysgerrigt, men selv på denne afstand så fornemmede hun hvordan en anerledes stemning hang over den fremmede. En hun svagt genkendte. Det havde været den grå hoppe hun havde mødt højt oppe i Enophis bjerge. Da hun endelig var nogle meter fra hoppen sagtens hun yderligere farten og trippede de sidste meter, inden hun standsede op foran den blege skikkelse. En månehoppe. Hun lignede en der lige var trådt ned fra månen, så hvid var hun.

”Følger du månen?”

Hun havde stået tavs foran den fremmed hoppe et øjeblik før hendes lyse stemme brød nattens stilhed. Hun havde lagt mærke til i hvilken retning den fremmede havde bevæget sig inden hun havde bemærket den askegrå. Endnu et smil undslap, lille, men mildt. For hun havde selv fulgt månen en nat som denne, i Zenobias ørken.

word count 299

Den grå gled elegante over det tunge sand, som fløj hun oprigtigt talt af sted. Åh, hvilken ynde. Ungdommens ynde, energi og elegance næsten lyste ud af den askegrå, hvilket fik den hvide Raikiri til langsomt at tippe hovedet på sned i en tænkende gestus. En alder kunne hun ikke helt placere.. men ikke desto mindre virkede hun ikke meget yngre end hende selv – jah hvem vidste. Måske ældre. Selvom Raikiri så noget så slidt og hærget ud, var hun ikke gammel. Nej, sandheden var nu engang at det ikke var længe siden hun havde taget sine første skridt ind i de voksens rækker.
Denne energi gav hende kort lyst til blot at vende hovedet fra hende og gå videre, men hun beherskedede den trang. I stedet fattede hun sig fra sit før så flygtige blik imod himlen, og valgte i stedet at tillade sig sin korte stirren på den aksegrås øjne. Gyldne som rav, og næsten lysende i den kolde nat. Og varme.. varme i forhold til de sterile farver der omgav den tavse hoppe. Det var ingen hemmelighed at den hvide farve næsten syntes at kaste månens kolde stråler tilbage, og gav hende et lysende udseende i natten. Frygtelig udsat og synelig for enhver der ligesom disse to færdedes i ørkenen.

Følger du månen?
ordene forsvandt langsomt i natten, og Raikiri trak svagt et skridt væk fra hende. Blikket lå studerende samt køligt over hende, inden at hun i stedet flyttede det tilbage imod den blege måne hun for kort tid siden havde sat sig til at følge. Tavsheden var næsten massiv imellem dem, inden at hun langsomt hævede hvoedet en anelse for at lade det mørke blik skue på hende igen.

”Jah…”
Et enkelt ord, og den raspende hæse stemme døede langsomt ud. Blikket fængsledes kort ved det smil der hvilede om mulen, inden at hun langsomt tog nogle skridt til siden for at træde uden om hende og videre.

Måneskinnet fik nærmest hoppens pels til at lyse op. Og det var ikke kun pelsen der var hvid som sne, det var også halen og manen og hovene. Mon hun var af sne? Eller skyer? Eller også så var hun ganske enkelt en månehoppe. Den askegrå vippede med ørerne da de gyldne øjne de mørke. Mørke som natten. Fremmede, men den grå følte sig sjældent fremmed for nogen. Hun var altid nysgerrig. Og selvom hun altid udviste glæde, så lagde hun skam også mærke til alle de små detaljer, alle de små skygger.

De bløde ører spidsedes da hoppen åbnede munden, hvorefter den hvide skikkelse lagde an til at genoptage sin færd. Det var en usædvanlig stemme. Ikke noget den askegrå havde hørt før. Feminin, men fuld af.. En lys brummen undslap hende.

”Du ligner også en månehoppe.”

Ariel lagde hovedet en anelse på sned, mens hun yderligere studerede hoppen. Hun ville vældig gerne tale med hende, høre mere af denne specielle stemme som hurtigt var tonet ud i den tavse ørken omkring dem. Så hun flyttede på sine egne lyse hove og lagde an til også at gå mod månen.

word count 193

Ariel havde vendt sine ravgyldne øjne op mod månen et øjeblik. Hendes ene øre var stadig rettet mod den hvide månehoppe, opmærksomt selvom blikket var rettet andetstedshen. Hendes egne hvide næseborer virrede blidt i sommerbrisen der strøg forbi, henover det kølige sand. Den fik deres manker til at danse let.

Så åbnede den hvide hoppe munden og talte igen med sin særprægede stemme. Det fik atter den askegrå til at vende sit hvide ansigt mod hende, øjnene glimtede nærmest af nysgerrighed og interesse selvom stemningen var noget mere lav på energi end den grå var vant til. Hun lyttede omhyggeligt til hoppens ord. Månen og stjernerne var ikke nogen skidt følgesvend at have. Ariel havde blot aldrig tænkt på dem på den måde. Hun smilede, og trippede let på hovene da hoppen fortsatte med at gå. Hun blev på siden af hende, i samme tempo.

”Ariel. Hvad er dit navn, månehoppe? Hvornår dukkede du op her?”

word count 158

Den hvislende lyd af Ariels trippende hove over sandet, fik hende kort til at vende det mørke blik ned imor jorden. Det blålige sand – farvet af nattens slør, fik et lille smil til at trække op i hoppens mundvig. De dæmpede farver var ikke ligefrem noget man ville sige den spøgelseshvide stod godt imellem. Men ikke desto mindre var det sådanne farver hun elskede. Mørkere og mere dunkle farver som sort, mørkeblå, mørkegrøn.. alt der ikke skar hende i øjnene. Alt der mindede hende om hendes gamle hjem bragte både smil og sorg frem. Andromedas mange farver var så fremmede for hende, at hun helst undgik dem så vidt som muligt. Og selvom hun burde byde dem og dette lands vidundere velkommen med et smil, nåede det aldrig længere end til blot at skrabe overfladen. Hun var bange for det.

Hvad er dit navn, Månehoppe?
Hoppen så et stykke tid frem for sig, imens hun skiftevis åbnede og lukkede munden igen. Hvad skulle hun svare? Hun var ikke blevet spurgt om sit navn før nu, og vidste ikke helt om det bare var noget man sagde til hindanden. Og dog, den askefarvede Ariel havde uden tøven sagt det, så slemt kunne det ikke være.

”Raikiri..”
Sagde hun langsomt, og nikkede for sig selv. Næsten som skulle hun understrege det for sig selv først. Hun ventede et stykke tid, inden at hun forsatte i en dæmpet tone.

”For nogle måner siden, Ariel. Hvorfor spørger du?”
Kom det forsigtigt fra hende, og hun drejede langsomt det markerede hoved imod hende i en spørgende gestus. Hvilken interesse kunne den askefarvede have i hende?

Den askegrå vippede med sine bløde ører. Der var ikke mange lyde i ørkenen, faktisk slet ingen. Kun vinden. Og nu hovslag og en meget unik stemme, som i lavt toneleje brød stilheden mellem dem. Ikke at stilhed var ubehageligt, selvom den askegrå var meget energisk og stillede alt for mange spørgsmål, så havde hun ikke noget imod at dele mere stille stunder med en anden sjæl. Månehoppen vakte dog en god mængde nysgerrighed i den grå. De ravfarvede øjne gnistrede i måneskinnet mens hun nøje, men venligt studerede den hvide sjæls kropssprog og bevægelser. De virkede langsommere, som om tiden stod stille rundt om hoppen, selvom hun nok bevægede sig i nogenlunde samme tempo som den elektriske grå.

Raikiri. Det lød specielt, som af et fremmed sprog. Hun kunne næppe forestille sig hvilken slags verden den hvide kom fra.

”Du ligner en fra en anden verden.. Er du faldet til her?”

Hun gengældte uden tøven hoppens blik. Modsat de fleste skinnede enhver følelse den grå måtte føle klart igennem, hendes nysgerrighed. Men der var også noget andet, noget mildt.

word count 182