'Cause being lost is not about direction.. [Brêgo]

'Cause being lost is not about direction..

[Reserveret til Brêgo]

Hoppen var faret vild. Og hun vidste ikke hvordan hun skulle komme tilbage. Det var ikke det, at hun ikke kunne finde rundt. Landet havde trods alt været hendes hjem igennem en længere tidsperiode, men nu, som hun var kommet tilbage, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes sanser fortalte hende, at selve hendes tanker havde lukket ned, og de havde ikke været til stede længe - som havde hun været i et blackout. Men nu var hun kommet tilbage på mirakuløs vis, og hun havde ingen ide hvorfor.

Havde dette mystiske land givet hende en chance til? Havde hun ligget i vinterhi, som hun havde set de piggede smådyr gøre?

Hun havde ikke vidst hvor hun skulle søge efter sine bekendtskaber, da hun først var vågnet på engen med blomsterne hvilende om hende. Så hun havde gjort det, som var lidt af et sats, men hun håbede. Åh hun håbede.
Der var nemlig én, som Antheia stolede nok på. Og det var denne, hendes søgning nu gjaldt efter. Det var, i så fald, at hun ville finde denne skabning, som havde fyldt hendes hoved med glæde så længe, og som endnu engang havde fundet vej ind i hendes tanker.

Hendes fine, velformede ører, kørte rundt mens hun lyttede efter tegn på liv. Hun satte frem i en let, dansende trav. Endnu en gang var dette landskab helt og aldeles tørt - og der var varmt. Hun havde glemt ruten til vandet, og vidste derfor ikke hvor langt der var, men hun kunne mærke, at hun begyndte at tørste, idet det fine pelslag, begyndte at blive blankt af de første sveddråber.

Hun gav et forsigtigt vrinsk fra sig, og hendes ører vendte for et kort øjeblik helt fremad - forbavset over, at høre sin egen stemme. Så fin og ubrugt. Hun begyndte at tvivle, og hun forbandede sig selv for, at hun havde ladet sit blackout, - eller hvad det nu var, ske. Nu vidste hun hverken fra eller til, og det skræmte hende noget så meget. Hendes næsebor udvidede sig, før hun stoppede op i en glidende bevægelse, og endnu engang vrinskede. Nu mere desperat - og efter en vis, broget herre.

Antal ord: 365

Cause being lost is not about direction..

Den brogede hingst havde længe vandret alene. Tiden var gået langsomt, og hver dag gik som alle de andre – i stilhed og ensomhed. På trods af han vandrede rundt i flokken næsten dagligt, og var omgivet af andre sjæle, så følte han sig helt og aldeles alene. Det var ikke mange han havde delt sine tanker med, og det lod også til at ikke alle forstod dem. Han så anderledes på nogle ting end andre, hvilket måske også havde gjort ham bare en smule upopulær – i hvert fald i en af hans medvogteres øjne. Han ville dog ikke give sig og give hende ret, for han mente ikke at det var en gave der var blevet givet ham. Det var et ansvar, noget han skulle vogte – noget han skulle passe på, og give videre til en anden når hans tid engang var slut. Ikke en gave han kunne gøre med hvad han ville.

Ikke nok med den brogede hingst ikke havde delt sine tanker med nogen længe, så havde han heller ikke åbnet munden i et godt stykke tid. Han havde ikke haft behov for at kommunikere med nogen gennem ord. Ikke nogen uden for flokken i hvert fald. De fleste lod ham vel også være, eller forsvandt på mystisk vis når han var i nærheden. Af og til kunne man sagtens tro der var noget galt med hingsten, men egentlig var det nok mere landets mystik.

Varmen der fik luften til at flimre hen over græsset og hvor han ellers så, havde drevet ham ud til vandet, hvor luften var en anelse køligere – og hvor vinden i det mindste ikke stod stille. Det var længere væk fra flokken end han havde været i et stykke tid. Han havde trods alt sagt til sig selv at han ville tage mere ansvar for flokken og dermed også droppe sin søgning. Han vidste dog godt at det ikke ville være muligt, og et skridt efter et andet var han længere og længere ude i vandet, og på vej mod den tilsandede ø, hvor han sidst havde set sin brogede ven. Hans Antheia! Selvom han hver gang vendte skuffet tilbage, lod han sig alligevel ikke slå ud.

Da Brêgo nåede den tilsandede ø, traskede han nogle meter ind i sandet hvor han stoppede for at ryste sig, så vandet stod ud til alle sider. Det var nu også skønt at blive kølet ned, selvom sandet ville klistre sig til hans ben når han først begyndte vandreturen. Han bevægede sig dog aldrig for langt væk fra vandet, for nåede han først midten af øen uden vand og uden skygge, så kunne varmen godt være en pinsel. Teylar kunne vel godt klare sig en dag uden ham, så han kunne bruge tiden på den tilsandede ø, og først bevæge sig ind mod midten, når solen ikke længere stod højt på himlen.

476 ord

Hun var ikke begyndt at gå i panik. I hvert fald ikke endnu. Men hun følte et vis angstanfald skylle sig hen over hende, som en alt for stærk bølge, idet det gik op for hende, at hun muligvis aldrig ville finde nogen - eller Brêgo. Det var en tanke, der slog sig om hende, som et tungt og koldt tæppe, men på dette tidspunkt af dagen, hvor solen stod allerhøjest, mindede det hende om at være tilstede og ikke sygne hen i varmens døs. Og selvom det gjorde hende noget så trist, var det som om, at benene bevægede sig hurtigere for at modbevise tanken.

Efter hende fløj den røde man om hende, idet hun satte frem i 3.gear. Hun havde faktisk ingen ide om hvor hun var henne, eller hvor langt hun skulle for at nå til vandet. Men hun vidste, at så længe hun havde håbet med sig - og hendes ben bar hendes krop så hurtigt som nu. Ja så havde hun troen på, at hun nok skulle finde det inden længe.

Hun elskede det - at mærke sine muskler arbejde på den måde. Hendes krop var som en maskine, med en masse komponenter der hver havde deres funktion - men som alligevel på sin egen måde var sammensat og samarbejdede. Hendes muskler arbejdede ikke glat under det fine, blanke pelslag, som de plejede. Førhen havde hun været så smidig og let på tå. Nu føltes hun klodset og hendes hove ramte det bløde sand hårdere end nødvendigt.

Optimismen der havde glædet hende øjeblikket før, begyndte langsomt at slippe op, da hun kunne mærke de første tegn på ømhed og træthed. Til at starte med, havde disse følelser kommet snigende, men nu ramte de hende hårdt. Hun blev nødt til at standse, og da hun gjorde det, hævede og sænkede hendes flanker sig i små, korte stød. Hun pustede kort ud og sænkede hovedet i udmattelse. Hun følte skuffelse over sig selv. Hun kunne da ikke bare give op på denne måde? Hun løftede hovedet og gav et ynkeligt vrinsk fra sig, som manglede kraft og luft til at blive højt nok.

Antheia satte frem i skridt, besluttet på, at hun ville finde ham.
Det var ikke før, at det hvirvlende sand, som øjeblikket før havde dannet en sky, lagde sig, at hun kunne se en skikkelse. Hun hævede hovedet og vippede ørerne frem, mens hun forsøgte at opfange nogle af de dufte, som skyen ikke drev bort. Og der var han. Skikkelsen. Et feminint, lavt, brum undslap hende, før hun satte fremad imens hun hjerteskærende vrinskede til hendes længe ventede - og savnede skikkelse.
Brêgo.

Antal ord: 440

'Cause being lost is not about direction..

Varmen der ikke kun havde flimret hen over engene, flimrede også hen over det gyldne sand. Det gyldne og næsten brændende sand. Han kunne næsten fornemme hvordan det ville brænde hans mule at grave den ned i det – for ikke at tale om hvor ubehageligt det nok også ville være med alt det sand i næseborene, som nok ville være den største grund til ikke at gøre det. Det var ikke let at gøre ham tilfreds. Om vinteren længtes han efter foråret og det frodige græs... og sommeren med varmen og de lange dage.... om sommeren længtes han efter vinteren, på grund af kulden. Aldrig længtes han efter efteråret, selvom det var en af hans yndlingsårstider. Han elskede den måde naturen skiftede på – at alle de træer der var grønne pludselig kunne blive så farverige. Han elskede lige ledes vinteren fordi landskabet ville blive dækket af sne – en masse små krystaller sat sammen til en kold hvid masse. Ikke særlig kønt når mange hove havde sat sine spor i den, men urørt var det noget af det smukkeste man kunne se – i hans øjne. Et stykke af himlen på jorden.

På trods af sommeren og alt det frodige græs, så var han ikke blevet lige så rund som så mange af de andre nok var. Han var generelt ikke lige så rund som da han var kommet til landet, men i stedet mere muskuløs. Fedtet var omdannet til muskler – men han vidste også godt at han snart måtte til at danne et ordentligt lag fedt til når vejret blev køligere – og så han ikke ville svinde helt ind i vinteren. Han ville trods alt helst ikke komme til at ligne det skelet han havde set, som næsten havde været fjendtligt af ren og skær paranoia – på trods af, han selv ikke havde vist andet end venlighed. På den måde var der så mange sære i landet.

Sandet knasede under hans hove, med de gyldne sko. Det gav en helt bestemt rytme, fordi han holdt samme fart hele vejen igennem. Halskæden dinglede også og slog imod hans bringe i takt til hans skridt. Det stoppede dog og blev stille da han syntes at kunne høre en andens vrinsk. Selv forholdt han sig tavs mens han stadig stod og lyttede. Det var først da endnu et vrinsk lød, at han var helt sikker på han ikke var den eneste til stede. Bagparten fik han svinget rundt så han stod med ryggen til vandet, og de varme nøddebrune øjne, der dog var plaget af et trist blik, blev rettet mod sandbakkerne. De røde ører blev rettet fremad, for den skikkelse der kom nærmere lignede meget den brogede hoppe han så længe havde søgt efter. Det var en halv hæs vrinsken der knap nok kom ordentlig ud – som en motor der ikke kunne starte, da han først ville give sig selv til kende. Han tog et par skridt fremad, men standsede igen, for at lad et højt og hingstet vrinsk lyde. Kaldende på hans Antheia.

501 ord

Hendes hjerne kunne bedrage hende - hendes hjerte kunne også. Det ville være typisk. I sådan et vigtigt moment som dette, ville de naturligvis slukke, sådan at en mørk krog i hendes hjerne, der tænkte, at det ville være sjovt at hallucinere, fik plads til at gøre det. I hvert fald var det en krog hun ikke ville have længere, så imens hun vaklede frem imod skikkelsen, som hun ikke længere var i tvivl om var Brêgo, forsøgte hun at hive denne mørke skabning frem fra hendes indre, som måtte være dukket op imens hun lå i sit blackout. Hun brød sig ikke om, at have sådan et mørke, der rent faktisk kunne finde på at gamble med hende og hendes følelser.

Hun kunne mærke sit hoved gnave, imens hun prøvede at få styr på sig selv og sine hvirvlende tanker - og ikke mindst følelser. Som mørket langsomt kom frem i lyset, forsøgte det også, at få fat på alle hendes flyvske glædesfølelser, og hun kunne ikke lade dem forsvinde ind i det sorte. Skabningen kunne ikke tillade sig at tage dem - det var hendes!
Hendes blå årvågne øjne hvilede på den brogede hingst, som hun var noget så glad for at se. Og så kom det.

Hans vrinsk. Vrinsket der hviskede mørket væk fra hendes indre, og som gjorde, at hendes hoved endnu engang føltes let og ubekymret. Hun stjal sig til nogle kræfter for, at rejse sig let og kort på bagbenene og besvare hans vrinsk med samme styrke. Som hun betragtede hingsten kunne hun ikke helt forstå hans velkomst - hun havde troet, at han enten havde glemt hende, eller havde vendt bort fra hende, som var hun en ildelugtende sygdom. Hvorfor så det? Fordi hun havde svigtet ham, og hun havde svigtet alle, som hun nogensinde havde følt en forbindelse til. Det var ikke ligefrem hendes ønske, at gå glip af så lang tid af sit liv, men ret skulle være ret, og hun vidste stadig ikke hvordan det var sket.

Hans besvarelse betød så også, at andre kunne se hende. At hun ikke var en tabt sjæl, der var dømt til at vandre dette land, fordi denne havde lavet en fejl.
Brêgo kunne se hende, hvilket var en gave i sig selv, og hun kunne ikke vente med at se ham tættere på og føle hans nærvær. Den lille pause havde gjort hende godt for da hun satte fremad imod ham, følte hun kun ømhed og hun følte ingen tegn på iltmangel.

Hun var formentlig ikke et kønt syn, med sit pelslag, der var dækket af spredte svedpletter. Hun ville gerne gøre et godt indtryk - undskylde fra sin bedste side, men hun tvivlede på, at det ville være godt nok. Han fortjente bedre.
Og dog stoppede hun ikke. Hun ville stjæle dette øjeblik og lade Brêgo snakke bagefter. Det tog ingen tid, at komme hen til ham. Ikke med så meget motivation, som hun var fyldt op med. Hun stoppede op og kiggede på ham - som var hun bange for, at han ville forsvinde for øjnene af hende. Hun pustede langsomt ud, før hun mødte hans blik.

"Brêgo!"

Navnet lød næsten fremmed på hendes læber, idet hun ikke havde sagt det højt i lang tid. Men det føltes godt at sige.

"Jeg har aldrig været så glad for at se nogen, som jeg er, for at se dig! Jeg er så ked af det.. pludseligt var alt sort, og det næste øjeblik var alt lyst og levende. Jeg troede aldrig jeg ville finde dig igen!"

Hendes ord var hurtige og hendes sætninger kaotiske. Hendes undskyldning var ikke engang særlig god, men der var så meget at sige på så kort tid. Ethvert øjeblik kunne han afvise hende, og hun ønskede at opsummere det hele på den allerkorteste måde, så han forstod, at hun vitterligt var ked af det og at hun havde savnet ham noget så grusomt, i denne tid hun havde været alene og søgt efter ham.

Antal ord: 667

'Cause being lost is not about direction..

Så mange gange havde hans hoved lavet tricks med ham. Så mange gange syntes han at han havde hørt den brogede hoppe – lige siden han så hende sidst. Til at starte med havde det kun været når han befandt sig på den tilsandede ø, hvor han altid havde følt hun var i nærheden, selvom hun aldrig var der. Måske fordi mindet om hende hang fast ved lige netop den ø. Fordi det var der deres møder oftest havde fundet sted. Men det havde også spredt sig til de andre øer. Og det var ikke kun når han stod og lyttede han til sidst havde hørt hende. Han havde sågar sovet, og var vågnet fordi han syntes han havde hørt den brogede hoppes vrinsk. Om morgenen på hans vandreture i periferien omkring Teylar flokken, når tågen lå tungt og morgenduggen lod græsset være vådt og koldt, syntes han også sommetider at kunne skimte en skikkelse ud af tågen. Ofte var det bare et træ, nogle buske, en han ikke kendte eller en han kendte, men som stod på en måde der fik omgivelserne til at spille ind og få dem til at ligne en de ikke var. Han havde set hende så mange gange at han denne gang også burde være i tvivl. Men det var han ikke. Ikke her. Ikke på den tilsandede ø. Det var jo næsten her han mente hun hørte til. Det var her han altid havde regnet med at ville finde hende – og her han havde søgt hen når han følte overskud til at lede.

Hun kom mod ham, med fart på. En fart han sagtens ville kunne forestille sig, og han tøvede ganske kort. Alligevel trippede han fremad, og da hun besvarede hans vrinsk med samme kraft, sendte han endnu et af sted – mindst lige så højt, lige så hingstet, og lige så kaldende som før. Han kastede sig ubeslutsomt fremad, og dansede lidt sidelæns, for han ville jo ikke for langt væk fra vandt. Hvis han først begav sig mod hende kunne han hurtigt glemme sine omgivelser – og så ville han ikke være sikker på hvilken vej der ville være tilbage. Den tilsandede ø havde han aldrig lært at finde rundt på. Selvfølgelig ville han kunne bruge solen, men det ville også tage sin tid at skulle betragte den – og hvis varmen var uudholdelig og der ingen vand var, så ville det ikke være til ret meget nytte.

Med knejset nakke så den silkebløde og svagt lyserøde mule rørte den brogede bringe med halskæden, rejste han sig på bagbenene nogle gange. Ikke lige så højt som de fleste andre hingste gjorde når de skulle vise sig frem eller spille med musklerne over for andre hingste – men for at vise hans glæde. Han gjorde et par kast med hovedet også, brummede glædeligt, og fortsatte de sidste meter mod den brogede hoppe, med trippende skridt. Undersøgende strakte han halsen frem for at se, om ikke nok det virkelig var hende – og jo! Det var det! Det var hans Antheia! Hun var lige der – lige foran ham. Og hun talte! Hun sagde hans navn. Et kort øjeblik stod han fuldkommen målløs og uden ord. Hvad skulle han sige? Kunne han overhovedet sige noget efter så lang tid? Der var kun et ord der kredsede rundt inde i hans hoved. Antheia – og han kunne ikke engang finde ud af at omforme det til talte ord. Hun var trods alt ikke i hans flok, og derfor ikke i stand til at høre hvad han forsøgte at sige. Det var frustrerende, men alligevel ikke vigtigt nok til han bare sådan ville lade glæden svinde hen. For hun var lige der. Hun var i live. Hun var ikke væk. Men hvor havde hun så været?

Den brogede hingst havde svært ved at stå stille af ren og skær glæde. Det fik ham til at se yngre ud igen, fordi hans sind ikke var tynget af tristhed, sorg og savn. Ikke nu i hvert fald. Han var heller ikke så gammel som han til tider kunne virke som, og nu lignede han mest af alt en unghingst med alt for meget energi.

”Antheia”

Fik han så langt om længe sagt, med en lidt ru stemme fordi den ikke havde været brugt længe, dog stadig mild og varm som altid.

717 ord

Det havde fascineret hende på mange måder - det at de lignede hinanden så meget. Hun havde set sig selv i vandets spejling mere end en gang, og så længe hun ikke havde skiftet udseende siden hun var kommet tilbage, kunne hun konstatere at han var mere brun end hvid - og hun var mere hvid end brun. På sin vis gav det en smuk harmoni, som underligt nok fik hende til at slappe af.
Ikke kun fysisk syntes hun, at de lignede. Hun havde straks følt sig tilpas hos Brêgo, og faktummet at han havde valgt at stole på hende, første gang de havde mødtes, fortalte hende også noget om hans karakter - på den absolut bedste måde.

Vejen imellem dem blev tilbagelagt af Antheia, men ikke uden støtte hele vejen igennem. For hun kunne høre hans kaldende vrinsk, og da hun var kommet tæt nok på, kunne hun se ham småstejle, hvilket fik Antheia til selv at stoppe, og smide sig på bagbenene et par gange. Ikke højt, men forbenene lettede sig. Det var glæde, og hun læste ikke hans småstejl som andet heller.

* * *

Hun betragtede hingsten, som han stod overfor hende. Der var ikke kommet en lyd over hans læber, og dog tydede hun hans kort fremstrakte mule som en hilsen. Der var et bekymret glimt i hendes øjne, som hun stod der og indtog alle de indtryk af ham, hun kunne nå.
Og så var det, at hun fik øje på den glitrende sten der hang ned fra hans hals i et fint bånd. Stenen lyste lilla, og fik for et kort øjeblik Antheias fulde opmærksomhed. Den havde han ikke haft inden hendes 'afrejse', så meget kunne hun godt huske. Men.. hvordan kan man få fat i noget så fint.. og dyrebart? Medmindre hun blot aldrig havde set om den.. eller hørt om den. Det pirrede Antheias nysgerrighed noget så grusomt, og så var det en god undskyldning til at få fokus væk fra hende og den tid hun havde været væk.
Hun brummede kort muntert, før hun sagde:

"Jeg vidste ikke, at du var begyndt at samle på smykker? Er man begyndt at udforske sin feminine side?"

Hendes ord hang drillende i luften. Nu var hendes stemme klar og tydelig, men hendes blik var forsigtigt. Det var også derfor, at ordene stadig hang i mellem dem. Indtil en af dem ville reagere, ville hun stå her og afvente den med størst påpasselighed.
Havde han glemt hvordan hun var? eller havde hun glemt hvordan han var? Hun ønskede for alt i verden ikke at ødelægge noget.

Antheia spidsede ører ved lyden af hans længe ventede stemme. Den var en smule hæs - ubrugt, men den gamle, sædvanlige milde tone var der, og det fik hendes hjerte til at flyve rundt. Han kunne huske hende! Og ikke nok med det, lød hans stemme hverken sur eller bebrejdende. Måske, måske ville han stadig gerne tale med hende.

"Det er mit navn! Det er dog ikke til salg.." brummede hun ivrigt, muntert, mens hun trådte et skridt tættere på ham. Han havde sagt hendes navn, og hun havde taget det som en accept - en velkomst. Hendes fine spidsede mule, søgte hans, idet hendes hals blev længere og længere. Nu blev hun forsigtig igen, og hendes mules søgning stoppede, da hun kom i tanke om, at hun meget vel kunne blive afvist. Det kunne hun ikke bære - så ville hun næsten hellere undgå nærkontakten. Men hun manglede Brêgo i sin tilværelse, og her var han. Lyslevende. Kunne man bebrejde hende for at prøve?

Antal ord: 598

'Cause being lost is not about direction..

Hendes munterhed kunne den brogede hingst godt lide, men han kunne stadig ikke helt selv følge med på samme niveau. Han var trods alt meget rolig af sind. Og han havde svært ved bare at slippe sig løs, for hvad hvis hun forsvandt igen i to somre og en vinter? Eller endnu værre...... i længere tid? Han var ikke sikker på han ville kunne blive ved med at klare det. Han smilede dog af hendes kommentar til hendes navn. Han foretrak nu også det ikke var til salg. Der kunne kun være én Antheia...... og hun stod lige foran ham. Han rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål omkring hans feminine side og det at udforske smykkeverdenen. Det kunne han ikke ligefrem påstå. Han var trods alt ikke til den slags tingeltangel. Han bar den dog med glæde, fordi den ikke bare havde hvilken som helst betydning. Der var rent faktisk nogen der troede på han kunne tage ansvar. Det var hans job at passe på den.

”Det er et ansvar der er blevet mig givet. Jeg har set lyset. Jeg har set græsset gro. Jeg har hørt en stemme der ikke kom fra noget der lignede nogen som helst andet væsen her. Jeg fik besked på at drage ud, og finde kongestenen. Det er mit job at passe på den, og når min tid er ved at være slut, skal jeg give den videre til en anden som skal overtage min opgave”

Den bedste måde at passe på den var jo ved at have den med sig hele tiden. Så vidste man i hvert fald at ingen af fuglene ville få fat i den, eller andre af hestene. Ikke at han troede at nogen af dem fra flokken ville kunne finde på at rende af sted med den, men de var jo ikke de eneste der befandt sig på Leventra og nær flokkens område.

Efterhånden som han fik talt, blev stemmebåndet også mere smurt, og den ru fornemmelse forsvandt lige så stille, og gjorde det nemmere for ham at tale uden gener. Den brogede hingst stod helt stille da hun strakte sin mule frem mod ham – undersøgende? Hvad ville hun? Hvad var hun ude på? Ville hun bare prikke til ham for at se om han rent faktisk stod der lige foran hende, som han havde overvejet at prikke til hende for at se om hun virkelig også var der? Nej. Hendes mule standsede i hvert fald uden at komme nærmere, og det fik Brêgo til at strække halsen frem og lige så stille puffe til hendes silkebløde mule med hans, efterfulgt af et par halve nip. Jo.... hun var der godt nok.

”Hvor har du været i alt den tid?

453 ord

Hun fornemmede hans tilbagetrukkenhed, og hendes hjerte sank ned i mellemgulvet. Følte hun skuffelse? Muligvis. Men kunne hun overhovedet tillade sig, at føle det? Det var trods alt ikke ham, der havde forladt landet uden en varsel eller notits. Hun kunne mærke, at hendes ivrighed langsomt forvandlede sig til noget andet.. langt mindre. Nu vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre eller sige, for at gøre situationen god. Derfor stod hun blot, og omfavnede den akavede stilhed i hendes indre, som hun selv havde forskyldt.

Hun havde håbet, at hendes kommentar ville have bragt et smil på hans læber, men det gjorde det ikke, hvilket hun så som endnu en nedtur. Ville han overhovedet stole på hende igen? Hun var ikke engang sikker på, at hun havde fortjent det.
Hun spidsede sine ører, da hans stemme lød. Imens de stod her på den kæmpe, tilsandede ø, var det ufatteligt nemt at høre hvilke som helst ord. Det gav en særlig slags akustik, som gjorde at det føltes som om, at de var de to eneste på øen. Det var de måske også? Hun havde ikke set andre på øen på sin vej hertil.
Hendes blik hvilede på ham, imens han fortalte historien. Det lød eksotisk.. farligt og fuldstændig magisk.

"Det lyder.. wow. Men... hvad nu hvis stemmen havde haft ondskabsfulde hensigter? Hvad nu hvis stenen slet ikke er som du tror?"

Hendes øjne var store, åbne - og bekymrede. Hun havde ikke ret til, at komme og tvivle på ham - og det vidste hun også godt, men hun blev nødt til at spørge. Det var jo kun af ren bekymring, at hun reagerede som hun gjorde.
Det lød bare meget risikabelt at stole så blindt på nogen, man ikke engang har set ansigtet på. Hun havde selv hørt en stemme, da hun var ankommet til Andromeda første gang. Den havde budt hende velkommen, og det var jo i sig selv ganske harmløst - men de kunne jo i princippet godt leve i et stort ondt land. Havde nogle nogensinde stillet det spørgsmål?

Hun fulgte hans mule med blikket, som den kom nærmere, imens hendes egen mule stod stille. Han puffede blidt til den, og hun gengældte gestussen. Hun ville virkelig ønske, at de kunne gå tilbage til hvad de havde før. Hvor hun ville stå og nippe drillende i hans man. Men det måtte komme med tiden - hvis de altså nogensinde kunne komme tilbage.
Hendes ører vippede nervøst rundt, da han spurgte hende det ultimative spørgsmål. Det spørgsmål, selv hun, ikke vidste svaret på.

"Åååh.. Brêgo.. det ved jeg ikke. Jeg vågnede op på en eng her for ikke så lang tid siden, og så har jeg brugt tiden på at lede efter dig. Jeg føler, bare jeg har ligget og kigget på det indvendige af mine øjenlåg mens tiden passerede, hvis du forstår? Jeg har ingen minder derfra.."

Hendes stemme rystede kun en smule, som hun blev konfronteret med det. Hvad ville Brêgo sige? Ville han tro, at hun løj? Eller ville han rent faktisk tro på hende? Hun fortalte jo sandheden, som hun så den, hvilket jo faktisk ikke kunne kaldes at lyve - selv hvis det ikke passede, og hun var blevet besat, eller sådan noget skørt noget. Men altså, hvad vidste hun?

Antal ord: 548

'Cause being lost is not about direction..

Hendes bekymring kunne han godt fornemme. Der var dog slet ingen grund til at bekymre sig - overhovedet. Det var jo gået fint nok, og han havde ikke haft nogen problemer med ondskab..... endnu.... Det ville nok komme på et tidspunkt, for hvis ingen var ude efter stenen, ville der jo heller ikke være nogen grund til at skulle passe på den. Han kunne dog kun smile af det. Af hende. Hendes bekymring varmede kun endnu mere om hans i forvejen næsten smeltede hjerte. Han var måske en smule mere åben end de fleste andre, når det kom til fremmede. Alle fik en chance - også dem han ikke kunne se ansigtet på, hvis ikke de var fjendtlige over for ham.

"Jeg har set det mest forunderlige...... græsset der groede... snoede sig omkring mine ben, mens stemmen talte. Ikke for at fange mig. Det var liv..... hvordan kan noget der spreder liv, lys og varme være ondskabsfuldt eller farligt?"

Hans stemme var blød og en smule dæmpet. Han vidste jo godt det ville være umuligt at forklare over for en der ikke selv havde set det. Og at forklare det for en af de andre der selv havde set lyset ville nok ikke engang være muligt. Men de ville vide hvad han mente så snart han nævnte det. Lyset. Energien. Freden der fulgte med.

"Stenen tilhører landet.. Tilhører lyset, men også Andromeda. Jeg har fået til opgave at passe på den, så skyggerne ikke får fat i den. Jeg er ikke helt sikker på hvad der foregår, og jeg tror ikke nogen kan sige de med sikkerhed ved det. Men en slags kamp mellem det gode og det onde.... Lyset og mørket... Skyggerne..."

Han havde aldrig selv set dem, men han havde hørt om dem. Både fra lyset, men også fra Illana. Tanken om Illana fik ham til at smile mildt. Han kunne næsten ikke vente til den dag Antheia ville møde hende. Så ville hun måske kunne se det. Den gyldne hoppe bar jo på et stykke af lyset. Ikke det talene lys, men stadig lys.

"Jeg forstår.... Jeg har selv haft den slags dage. Men det glæder mig at se dig igen"

Den brogede hingst nippede ganske forsigtigt til hoppens pandelok. Han havde i hvert fald savnet hende. I alt den tid hun havde været væk, havde han ikke haft snakket med vildt mange - for han havde haft travlt med at vandre rundt som en zombie, og kunne egentlig ikke skille den ene dag af fra den anden, så han kunne vel sagtens lige så godt have ligget og set indersiden af sine øjenlåg som hende. De dage hvor han ikke tøffede rundt som en zombie, havde han været ude for at søge efter hende.

Antal ord: 458

(btw. kludrer rundt i om jeg skal have tale i fed eller kursiv, håber at det er okay, haha)

Som altid, når han talte, lyttede Antheia nøje efter. Blandet med, at hun virkelig gerne ville høre hvad han havde at sige, kunne hun også spore en eller anden slags autoritet i hans stemme. Og så var det, at det gik op for Antheia, at Brêgo jo havde startet sin egen flok og at det sikkert kom derfra.
Men hun havde aldrig rigtigt nået at høre mere om den, før hun havde fået sit blackout, hvilket ærgerde hende. Det var formentlig en kæmpe del af ham, og her stod hun og snakkede om sig selv og sit eget blackout. Det fik hendes fokus væk fra samtalen for et kort øjeblik, men så lyttede hun igen til hans ord. Han havde jo ret, altså jo, det havde han. Men ville det være så slemt, hvis hun forsøgte at udvide teorien lidt mere? Det gjorde aldrig skade, at udfordre sine kreative sanser.

"Måske var det en illusion.. At du så det, som du ønskede at se.."

Det var ikke et spørgsmål, der ledte samtalen ud i en dybere sammenhæng og diskussion. Det havde hun slet ikke nok argumenter til. Desuden var hun overbevist om, at Brêgo var så ren og uspoleret i sit hjerte, at han ville kunne modstå mørket og genkende det, når det slog til. Men hun syntes, at hun skyldte tvivlen en chance til at komme til udtryk, og det havde hun gjort.
Egentlig havde hun jo ikke noget at bekymre sig om. Brêgo klarede sig trods alt bedre ude i verdenen end hende - og sådan en stor opgave blev ikke tildelt til svagelige sjæle, der pludselig går i blackout, som hende.
Hun følte sig faktisk.. stolt af ham. Hvor underligt det så end måtte lyde, men siden hun så ham første gang til nu, måtte hun indrømme de forandringer der var sket. Men selvom, at de i dette øjeblik var 2 væsener, der forsøgte at finde ud af hvordan de skulle reagere efter ikke at have set hinanden i ualmindelige tider, kunne hun stadig mærke på ham, at dette var hendes Brêgo.

"Det gode og det onde.. Tænk at du står i spidsen for at lede det gode.. det er fantastisk, Brêgo.."

Hendes stemme var dæmpet, mens hun forsøgte at bearbejde alt det han sagde. Ja hun havde jo lige selv stillet sig det spørgsmål, om det ikke var et ondt land de levede i. Og til dels var det så også rigtigt, lød det til. Det var måske også derfor, at det ikke undrede hende mere. At hun netop havde tænkt disse tanker igennem. Der var trods alt sket lidt med hendes psyke, siden hun var vågnet op.

Gad vide om han nogensinde var kommet til skade mens han forsøgte at beskytte stenen? Men så ville han sige det til hende.. ikke?

Og så sagde han noget, der både forbløffede og glædede Antheia på en og samme tid. Han.. rent faktisk accepterede hendes svar? og tilmed svarede han ligeså afslappet tilbage, at han også havde sådanne dage.

"Tænk.. jeg havde frygtet, at du ville sige noget helt andet.." sagde hun forsigtigt, men hun var glad for hans reaktion. Hun kunne ikke have håbet på en bedre reaktion, og hendes hjerte lettede sig igen, da han gik fremad og nippede i hendes pandelok. Hun løftede ivrigt hovedet, og nippede drillende efter hans øre.

"Jeg har savnet dig.. mere end du aner.."

Antal ord: 564

'Cause being lost is not about direction..

Brêgo kunne ikke andet end at smile. Der måtte være mange der tvivlede på det de ikke kendte til. Han havde dog altid haft et åbent sind. Han lod sig ikke holde tilbage af frygten for det ukendte. Det var måske en sjældenhed hos andre. Han havde i hvert fald set frygten hos mindst to hopper, han ikke havde gjort andet end at snakke til, kigge på, eller på anden vis forsøgt at kommunikere. Og det var på trods af hans blide og meget venlige væsen. 

"Det kan ikke have været en illusion, når andre end mig har set og hørt det samme. Flere har fået en opgave af lyset. Ikke den samme, men alle har fået et ansvar. Vi er vogtere og skal passe på en del af dette land..... Jeg er dog bange for nogen tager for let på opgaven. At betragte det som en gave i stedet for en opgave, vil jeg mene er at se for let på tingene"

Han brød sig ikke om det. Hvordan det kunne stige til hjernen så man kunne blive forblændet af de kræfter det gav. Han var bange for at nogen ville svigte hvis de gik for meget med mulen i sky og ikke havde benene på jorden. Den brogede hingst trak den silkebløde mule tilbage for at ryste på hovedet, dog stadig smilende, og endda et smil der nåede helt op til de nøddebrune øjne. Det havde været et meget sjældent syn over de sidste to somre.

"Jeg står ikke i spidsen for noget - andet end min flok. Jeg er ikke en kriger. Jeg løser gerne konflikter gennem ord, og undgår helst vold så vidt som muligt, så at stå i spidsen ville være håbløst fra min side af. Men jeg skal gøre hvad jeg kan, for at undgå skyggerne får fat i stenen."

Han trak vejret ind og lod luften sive ud i noget der kunne minde om et tungt suk. Varmen var skyld i det, og det at stå stille hjalp ikke så meget heller. Han ville gerne tilbage til vandkanten. Han rystede på hovedet da hun nippede til hans øre, og gav hendes hals et enkelt lille puf, før han begyndte at flytte hovene og begive sig længere ned mod vandet. Der hvor sandet var mere fast og derfor ikke så tungt at bevæge sig rundt i.

"Frygtet ligefrem? Jeg er ikke en sur gammel hingst. Bare glad for du er tilbage"

Svarede han med en lille latter. Hun havde absolut intet at frygte. Han havde trods alt brugt så lang tid på at finde hende, så han ville jo ikke skubbe hende væk nu. Og hvad angik alt andet omkring dem, så ville han gøre det bedste han kunne for at passe på hende.

"Jeg har ledt lige siden jeg så dig sidst. Dog nogen gange oftere end andre. Det har måske fået mig til at tilsidesætte flokken en smule. Tag med mig til Teylar?"

Det var som sådan ikke en ordre, men noget han håbede på hun ville sige ja til. Han ville gerne vise hende flokkens område, og flokken, selvom den ikke var så stor som han kunne have håbet på. Dog stadig voksende. Med tiden skulle den nok blive større.

Antal ord: 539

Hendes muskler bevægede sig under det tynde lag pels, da hun skiftede vægten fra højre side over til venstre side. Han havde nok følt, at han skulle uddybe det, og hun lyttede nøje efter.

Hun betragtede ham, og pustede mildt ud. Tænk at der var flere med samme ansvar som ham. Det måtte være hårdt, at gå rundt med sådan et pres. En gave kunne man nok ikke sige at det var – med det slags ansvar der fulgte med, så der var hun enig med ham.
Var det ikke ligeså meget en byrde som en opgave? Hun ville ikke kalde det en gave, hvis det var en byrde. Men den tanke måtte hun lægge væk for nu.

”Jeg vidste slet ikke, at sådan noget foregik her. Jeg må virkelig have været blind” sagde hun opgivende, og vendte blikket op mod himlen. Gad vide hvilke andre ting hun havde gået glip af?
Hun følte sig dog fortrøstningsfuld med Brêgo ved hendes side. Med ham følte hun, at hun nok skulle overkomme de prøvelser, som landet måtte udsætte hende for.

Hun smilte af hans næste ord. Så mild og nede på jorden. En anden ting hun beundrede ham for. Hun tog et skridt tættere på ham og sænkede hovedet en anelse.

”Jeg forstår dig godt.. Men med dine holdninger og det du siger nu, synes jeg nu alligevel du står i spidsen for freden i landet” sagde hun stædigt, og vendte blikket op på ham. Hun puffede kort til hans hals, som for at sige: ’og det skal nok lykkedes dig’. Skyggerne ville heller ikke få fat på stenen, så længe Brêgo havde ansvaret for den, det var hun helt sikker på.
Hun lo sagte, da han rystede på hovedet, efter hun havde nippet hans øre. Hendes egne ører var fremme og i blikket var der glæde at spore. Hun var glad for at være i hans selskab igen. Hun havde ikke skænket tørsten en tanke før nu, men nu ramte det hende. Hun undlod dog at sige noget. Hun himlede med øjnene over hans ord, men med et smil. Jaja, hun vidste godt han ikke var en sur gammel hingst – men ifølge hende, var hendes frygt for hans reaktion berettiget. Men der var intet surt at spore i hoppen. Hun var bare glad for at se og høre ham.

Hun sænkede hovedet, da hun hørte fra hans egen mund, at han havde ledt efter hende så længe. Tænk at han havde gjort det for hendes skyld. Hun prustede kærligt og skulle til at undskylde sig, da han tilbød at hun kunne tage med til flokken. Hun løftede hovedet og nikkede ivrigt.

”Ja, ja, ja!” startede hun med at sige muntert, før hun tilføjede; ”Det var det næste jeg skulle spørge dig om! Hvordan går det med flokken?”

Hun håbede at det ikke lå langt fra denne tilsandede ø, så hun kunne drikke noget ferskt vand. Men hun glædede sig også til at se området - og muligvis se nogle af medlemmerne.

'Cause being lost is not about direction..

"Jeg havde mødt en enkelt sjæl, som bar et lys. En gylden hoppe, der havde mødt lyset før mig. Hun ar været en rigtig god støtte igennem det hele" - Både med hensyn til flokken og det at han havde brugt så lang tid på at lede efter Antheia, at det havde sat dybe spor af sorg i hans hjerte. Han havde været ved at opgive, og han ville ikke opgive. "Jeg er sikker på tage imod dig med samme varme og glæde som hun tog imod mig. Hun er i sandhed en rigtig ven." Han var heller ikke et sekund i tvivl om at de to hopper også sagtens kunne danne et venskab. Begge to så milde væsner.

Det var bevidst den brogede hingst lod være med at kommentere på det ansvar der fulgte med stenen, og det med at stå i spidsen for freden. Han ønskede ikke at blive set som en højrøvet hingst der blev ved med at sige andre imod bare for at de skulle blive ved med at sige at det var han. Det var en unødvendig diskussion og unødvendigt område at give opmærksomhed. Hvorfor snakke om ham når han nu kunne nyde selskabet med den brogede hoppe, der længe havde været væk fra hans side?

Den brogede Brêgo afgav en mild latter ved hoppens entusiasme omkring flokken. Det var ikke mange der var interesserede i at joine en flok, og han forstod det ikke helt. Måske var det bare dem der langt om længe havde mærket ensomheden, eller som havde haft svært ved at komme igennem en vinter og overleve - eller dem der for nyligt var kommet til landet og som havde været vant til at være i en flok, og nu pludselig stod alene, der søgte hans flok. Måske havde de fleste sjæle bare været i landet for længe og været for længe alene til at huske hvordan et sådan fællesskab kunne danne en tryghedsfølelse som man ikke selv var i stand til at danne. Han vidste godt der var opstået endnu en flok, men hvor hans bar præg af godhed, havde den anden en form for ondskab over sig. Han ville ikke sætte sine hove i nærheden af den flok, med mindre han blev nødt til det.

"Teylar ligger på Leventra. Der er et godt stykke vej dertil, men ikke en vej der er så fysisk krævende" svarede han med et mildt og varmt blik, der hvilede på den brogede hoppe. Hvis hun havde sovet længe eller været væk længe og ikke kunne huske noget - og nok ikke havde fået brugt sine muskler, så var det jo ikke sikkert hun ville kunne holde til lige så meget som hun engang kunne. "Først må vi krydse denne ø, og svømme over til Enophis. den korte tur. Så følger vi bredden sydpå ned til punktet hvor Enophis er tættest på Leventra, og svømmer over. Det sidste er bare en lille tur sydpå. Hvis du ikke er alt for træt kan vi begive os mod flokken nu? Vi tager bare de pauser du eventuelt kunne have brug for" Der var trods alt også både vand og græs på turen, så sulten og tørstig skulle de i hvert fald ikke være - så snart de var kommet væk fra den sandfyldte ø.

words: 548

Antheias ører bevægede sig i alle retninger. Nok var hun returneret – men hendes opmærksomhed var ikke blevet forringet. Det var det der i sidste ende kunne redde hende, så hun ville ikke blot lade det passere. Hendes blik var rettet imod hingsten, Brêgo, med et kærligt og dog bekymret blik. Skyldfølelsen over at have forladt ham på den måde.. det nagede i hende, og hun havde det på fornemmelsen, at det ikke ville forandre sig før om lang tid.
Hun strakte sin mule mod hans og vippede ørerne imod ham.
”Hun lyder fantastisk” erkendte hun og tiltede hovedet på skrå. Hvordan kunne hun konkurrere med det? Hun havde været der for Brêgo, da hun ikke selv havde været der. Selv hendes selskab lød bedre end hendes – var hun overhovedet værdig til sådan et selskab?

Han lod emnet ligge, hvilket hun også gjorde. I stedet tilføjede hun noget til sin sidste sætning, med den sædvanlige muntre tone.
Det er især fantastisk, at hun har passet på dig i alt den tid. Hvad ville der dog blive af alle hankøn, hvis de ikke havde hunkøn til at passe på dem? Hun kastede legesygt med hovedet og trådte frem med det ene forben, før hun nippede til hans skulder.

Det fyldte hende med en varme, da hun hørte hans latter. Af samme grund vippede hendes ører automatiske frem, fordi hun selv blev glad. Hun var glad for, at hun havde spurgt. Helt oprigtigt var hun interesseret i hans flok. Havde han ikke selv spurgt hende om at komme med? Eller var det noget hun havde drømt? Hendes ører flappede pinefuldt ud til siden, fordi det irriterede hende, at hendes hukommelse tydeligvis ikke var kommet helt igen. Hun måtte erkende, at nogle ting, forblev glemte.

Leventera. Det var den store ø, som dog ikke var ligeså stor som.. Enophis? Hun sukkede for sig selv. Selvom det lå langt væk, mindedes hun Leventera, som en ø med masser af græs og vand. Det var et oplagt sted, at have sin flok. Ikke sært, at Brêgo havde valgt at slå sig ned. Han vidste hvordan det fungerede. Det var noget hun beundrede ham for.
Hun nikkede imens han talte. Hun glædede sig til at komme afsted. Komme på tur med Brêgo og mærke musklerne under sig – til trods for at de var rustne.

Hendes blik blev varmt med hans sidste ord og hun nikkede en sidste gang.
”Tak Brêgo. Min krop føles som om, at den har været angrebet af en kæmpe bjørn” indrømmede hun, før hun tog et skridt frem.

”Jeg frygter, at jeg ikke helt ved hvilken retning vi skal..” sagde hun og kiggede rundt. Hvilken vej var det nu..

Ord: 448