Syd på, vil jeg drage..

Det var ikke solopgang, nej – tværtimod, men endnu var solens stråler kun langsomt ved at varme Øen op. Hun vidste det kun var spørgsmål om tid før solen ville bage så voldsomt at det halve kunne have været nok! Alligevel blev hun på Øen. Det fascinerede hende hvordan sommeren gav denne ulidelige hede på Øen her, næsten så den ene sø der prydede området hun mest begav sig i, tørrede ud. På den anden side, så var det isnende koldt om natten. Næsten som om det var sen efterår, med tiltræng til minus grader. Hun havde dog nydt det til fulde, i dette kogende langskab som det nu var om dagen.

Atter drog hun afsted over det evige sand. Hun vidste dog godt lidt hvor hun var henne af, samt hvor hun skulle hen. Hun skulle syd på, på Øen, for at nå det mere levende landskab. Der hvor det høje og tørre græs var – og søen ikke mindst. Samt de større træer der kunne give noget skygge. Hendes flanker hævede sig og lagde sig, hurtigere og hurtigere i takt med hendes vejrtrækning der begyndte at blive forpustet. Hun havde været langt fra syd området i nat. Grundet hendes nysgerrighed, der havde draget hende langt mod nord på Øen, og gjort at hun mere eller mindre var dejset om til sidst et sted i midten. Først i nat havde hun været vågnet, og tørsten begyndte snart at blive et problem. Alligevel var de stålgrå øjne ret så livlige endnu, mens de slanke ben bar hendes fine krop elegant og målrettet igennem sandet.

[Reserveret til Trine]

Instinktivt havde Antheia søgt hen til den tørre og gyldne ø. Varmen havde altid været det største problem, men nær havets bølger og frejdige vind, virkede den aldrig direkte ubehagelig. Solen havde endnu ikke tittet frem bag horisonten, men dens stråler var begyndt at vise sig, og hun nød de tidlige morgentimer. Lyset der blev kastet hen over øen var mageløst, og et syn, som hun var glad for at møde.

Hun havde endnu ikke haft held med at finde andre levende skabninger. End ikke en slange havde hun mødt endnu, hvilket forbavsede hende. Frastødte hun vitterligt alle levende væsener? Var hun dømt til at være alene resten af sit liv? Var hun.. et spøgelse?

Tanken opmuntrede hende ikke, og satte kun yderligere spørgsmål i gang i hendes hoved. Sandet under hendes hove perlede sig længere og længere ned under hendes vægt, hvilket skabte en effekt af, at hun sank. Det gjorde hun måske også. Det var tungt at gå i, og hendes muskler havde ikke rørt sig længe.
Hendes næsebor var udvidede alt imens at hun forsøgte at opfange dufte. Både dufte der kunne indikere, at hun var tæt på vandet, men også om der var andre i nærheden.

Og så var det, at hun fik øje på en skikkelse længere fremme. Hestens bagpart var lysende hvid sammen med de fleste af dens ben, og dog var det hvide på dens bagpart dækket af brune pletter - mere kunne hun ikke se.
Antheia satte farten op, og ørerne rejste sig straks. Hun brummede ivrigt for sig selv, mens hun kunne mærke det boble indeni. Hun havde fundet nogen! Hun havde rent faktisk fundet nogen. Hun var ikke alene længere. Hendes vrinsk lød højt og gennemtrængende, og det var klart, at vrinsket var rettet imod den skikkelse et godt stykke fra hende. Nu håbede hun bare, at hun ville få et svar. Selskab var noget, som Antheia ikke kunne leve uden, og hendes hjerte havde sunket, da hun først var vågnet op, kun for at finde sig selv liggende mutters alene.

Antal ord: 341

Det var tydeligt at den mørkebrune hoppe var sat i moderat mode. Hun fortsatte endnu, roligt, men glidende frem i en taktfast skridt. Tilmed i sin egen verden var Phatamorgana efterhånden i, mens hendes dehydrerede krop blot fortsatte. Hun vidste at det kun var spørgsmål om få skridt, før hun ville kunne ane det første tre og dermed snart ville kunne komme til søen.

Noget vagte dog hendes sind, da et højt vrinsk lød. Næsten fløjtende lød det, og hurtigt rettede hun sit fine hoved op og vendte omkring, så hun stod med fronten imod denne fremmede. Det var hurtigt hun fik øje på en broget skikkelse, der så ud til at være ret så nysgerrig og kontaktsøgende, med den aura der lå omkring vedkommende. Hendes stålgrå øjne funklede let nysgerrigt, mens hun mest af alt tænkte på at komme videre, men måske hesten ville med?

Roligt blev hun stående, med de mørke ører vippende frem nysgerrigt og imødekommende, da Phatamorgana derpå nu fastslog at denne hest måtte være en hoppe. Duften var endelig gået ind, som den fremmede nærmere sig, og roligt stod hun på sine fine ben, mens hoppen kom nærmere.

Hendes ører stod rejste, hvilket vidnede om den store glæde, som Antheia følte i dette øjeblik. At hun havde fundet en anden hest! Det var da så utroligt, at hun næsten ikke forstod, at det rent faktisk skete. Hun inhalerede duften fra hesten og kunne hurtigt konstatere, at det var en hoppe. Det passede hende godt. Hun havde aldrig rigtigt mødt særlig mange hunkønsvæsener som sig selv, på sin vej, men hun var sikker på, at hun ville finde mødet som en positiv oplevelse - ja, det gjorde hun faktisk allerede.

Hun gik og småbrummede ivrigt for sig selv, og det stoppede ikke, da hun kunne se at hoppen ligefrem ventede på hende. Hvad havde Antheia gjort for at fortjene sådan en varm velkomst? Hun kastede kådt med hovedet, før hun lavmælt vrinskede til hoppen, der nu kun var et stykke væk fra hende. Hoppen virkede hverken fjendsk eller andet negativt. Bare afventende og imødekommende, og Antheia sænkede kort hovedet for hende. Hun elskede at møde sådan en personlighed på sin vej. Det gjorde hende i godt humør.

Hendes ører forblev fremme, også idet hun stoppede foran hoppen et par meter fra hende. Nu var Antheia en anelse usikker. Hvordan skulle hun opføre sig foran denne hest? Det sidste hun havde lyst til var, at skræmme hende væk med sin pladder og endeløse spørgsmål. Men hvor intet vover, intet sejrer, og hun havde intet valg end blot at være sig selv.

"Du gode hvisken i træerne! Lad mig høre - er du et spøgelse ligesom jeg? Eller lever vi begge to?"

Nej Antheia var aldrig bange for, at sige hvad der faldt hende nærmest. Det var en ting, som man enten fandt positivt eller negativt, og hun måtte blot vente og se, hvad denne hoppes reaktion ville være.

Hendes spørgsmål til hoppen var ikke strategisk formuleret, men blot et spørgsmål, der havde ligget på hendes tunge idet hun for hvert bogstav formede ordene og sagde dem højt. Desuden havde tanken naget hende længe, og nu ville hun forhåbentlig få svar.

Antal ord: 340

Hoppen virkede synderligt begejstret og kontaktsøgende, mens den mørkebrune hoppe blev stående pænt med et velkommende smil over den lyserøde mule. Stille svang hun halen af ren tidsfordriv bag sig, mens hendes stålgrå øjne egentlig have travlt med at betragte den brogede ankomne. Den brogede hoppe forstod sig på manér, da hun i en passende afstand stoppede fra Phatamorgana.

Den mørkebrune hoppes øjne funklede livligt mens de betragtede den fremmede nysgerrigt. Hun snuste diskret hendes duft ind og lagrede den til en anden god gang, mens hun lod sig betragte hoppens aftegn. Det var dog hurtigt hoppen talte, og lydigt vippede hendes ører opmærksomt imod hende mens de stålgrå øjne funklede nysgerrigt mod hendes ord.

Phatamorgana kunne ikke afholde det store og glædelige smil, da hun prøvende nikkede lidt ivrigt med det fine hoved af det sidste hun havde sagt. Hun pustede ivrigt luft ud af næseborende, uden lyd, en lyd der nok skulle have haft været et prust – men bare blev tom luft. Det morede hende nu lidt at hoppen troede hun var død. Hun måtte have haft en hård tur hertil. Til dette land hun endnu ikke kendte megen til.

Antheias blik var undersøgende, som hun forsøgte, at hitte ud af hoppen der stod foran hende. Hvilken type var hun så? Hun sprang ikke rundt som et utålmodigt ungdyr - som Antheia engang imellem godt kunne finde på, men hun stod heller ikke og nidstirrede Antheia eller virkede utålmodig. Det fik hende til at tænke på, at der måtte være mere til hoppen end hvad man lige så. Når det så var sagt, kunne hun i hvert fald godt lide hendes pelsfarve, da den i Antheias øjne, så meget unik ud - og det syntes hun var fascinerende. Så det udformede sig altså til hendes andet spørgsmål, før hoppen kunne nå at svare på hendes første.

"Tilgiv mig for at være for direkte, ikke? Men jeg misunder din farve - den er virkelig flot"

For direkte? Højest sandsynligt, men Antheias kommentar var jo helt ærlig og dybfølt, og så måtte hoppen tage imod hendes venlige kompliment eller lade vær'. Hendes blå øjne kiggede på hoppen, idet hun kunne se, at hun ville give et svar fra sig. Antheia bemærkede med munterhed det store smil på hoppens læber, før hun fik et nik, og endnu havde hun ikke hørt hoppens stemme, men et nik besvarede spørgsmålet glimrende.

"Se, dét er hvad jeg kalder en god nyhed! Det er jeg glad for, at du siger... ?"

Antheias stemme var munter og fyldt med glæde. Nu havde hun endelig fået fastslået, at hun ikke var et spøgelse eller var død, så det var lidt af en sejr i sig selv - og hoppen måtte vel også være glad for, at heller ikke hun var et spøgelse. Men jaja, det var blot hvad Antheia tænkte.
- Hun havde indlejret hoppens duft, men hun kendte stadig ikke navnet, så det var hvad hun lagde op til tilsidst i sætningen. Nok kunne et bekendtskab udvikle sig til et langt venskab uden at man kendte hinandens navne, men for Antheia virkede det mest naturligt, at hun kendte navnet på de hun talte med.

Antal ord: 336

Hyn synes nu nok at hoppens blå øjne havde betragtet Phatamorgana en kende, men da hoppen så meget direkte udtalte sig således, rødmede hun helt i sin smigr. Næsten genert boblede et smil på den lyse mule, før han trak lidt tilbage, med det ene forben krydset halvt ind over det andet. Mens hun veg hovedet en anelse på skrå, og trak mulen ind til sig i en langsom bevægelse. Hendes ører gled let genert og overvældet ud til siderne og hun så let i jorden, hvorefter hun atter så op på hende med funklende stålgrå øjne. Mens smilet endnu ikke blegnede. Det var tydeligt hendes øjne sagde tak, tydeligt hvordan hun blev helt forlegen og smigret.

Atter talte hoppen, og Phatamorgana forsøgte at se lidt forbi den smigrede følelse der endnu boblede. Mest fordi hoppen havde virket så ægte omkring sine ord. Opmærksomt vippede hende hendes ører nu frem lyttende, mens hun nikkede ivrigt og bekræftende over hendes ord. Dog forstod hun hurtigt hentydningen, og stille sank hun en klump. Hendes øjne var rolige, men også en kende undskyldende da hun åbnede mulen og strakte hovedet en lille anelse frem. Ingen lyd kom der, ingen ord. Det havde der aldrig været, og ville nok heller ikke komme. Hun lukkede atter mulen og igen stod hun som før, mens hun smilede stille – overbærende, mens hendes øjne funklede livligt, men med en snert af undskyld.

Antheia betragtede tavst hoppen, mens hendes ører var fremme og der var et ivrigt glimt i hendes blå øjne. Hendes ører klaskede for et kort øjeblik ud til siderne, da hoppen pludselig blev helt .. genert? Det forstod Antheia ikke - men det var helt tydeligt at hoppen blev glad for Antheias ord, og det gjorde Antheia glad. Der var ikke noget bedre end, at glæde andre sjæle, og få sådan en respons tilbage. Det betød bare, at verdenen kunne blive et helt fint sted - hvor der ikke var noget vold. Blot fred og venlighed. Se det ville være en god verden. Antheia prustede blidt til hoppen, da hun anerkendte hendes blik som et tak. Hun havde intet at takke for, men Antheia satte pris på hoppens tydelige glæde og venlighed.

Antheia ventede på navnet, der aldrig kom. Nej i stedet demonstrerede hoppen, at hun ikke kunne snakke, hvilket på sin vis gjorde hende trist. Hoppen havde nok affundet sig med det.. Måske var hun født sådan. Antheia brugte alligevel sin stemme lidt for meget - hvis bare hoppen kunne låne noget af hendes stemme.

"Åh.. okay. Øhm.."

Hun var faktisk enormt usikker på hvordan hun skulle tackle situationen. Så vidt hun vidste, kendte hun ikke til andre, med samme omstændigheder som hoppen. Men fast besluttet på, at det ikke skulle blive akavet, puffede Antheia blidt og opmuntrende sin mule ud imod hoppen.

"Altså du ved.. Det er jo faktisk en ting, der gør dig unik. Så altså.. mens andre er kede af, at de syntes at de ligner alle andre. Så står du her.."

Hmm.. det hjalp sikkert ikke.

"Jeg hedder Antheia.. Har du et navn? Så kan jeg måske gætte mig til noget af navnet?" foreslog hun hjælpsomt, selvom hun ikke vidste om hoppen havde lyst til at få hjælp.

Antal ord: 303

Det var tydeligt hvordan det gik den brogede hoppe, foran hende, på. Men selve det at Phatamrogana ingen stemme havde, gjorde som sådan ikke noget for hendes vedkommende. Det kunne godt give lidt udfordringer i kommunikationen fra tid til anden, men så heller ikke meget mere.Det var ikke fordi hun ikke kunne have det sjovt eller være glad, samt var hun god til at bruge sit kropssprog, så det havde endnu ikke været umuligt for hende at få folk til at forstå hende alligevel... mere eller mindre.

De stålgrå øjne hvilede roligt i hoppens blå, mens hun bestemt ikke afholdte sig for at snakke videre. Hvilket Phatamorgana egentlig rigtig godt kunne li'! Stille mimrede hendes lyserøde mule et par tænkende gange, før hun hurtigt udbrød i et bredt og fornøjet smil. Det var en sjov tankegang, og det fornøjede bestemt den tavse hoppe. Havde hun kunne le, havde hun nok gjort det nu.

Antheia... Sikke et smukt navn! Opmærksomt rykkede hun op i hovedet, mens ørerne vippede nysgerrigt og lyttende imod den borgede hoppe. Det var klart at se Phatamorganas begejstring over hendes navn, ikke overilet, men oprigtig. Hoppens idé faldt dog lidt til jorden med et overbærende og venligt smil fra Phatamorgana. Det ville blive svært at gætte... Men hun var da villig til at prøve; og blidt nikkede Phatamorgana med det fine hoved, og det varmhjertede smil.

Antheia beundrede hoppen, der stod foran hende. Hun virkede ikke til at lade hendes specielle karaktertræk gå hende på, hvilket var noget så.. ekstraordinært. Ja, det var det rette ord. For det var det jo – hvilken psyke man skulle have!

Antheias ører vippede straks fremad, da hun kunne se, at hun havde moret hoppen. Hendes hoved røg en takt op, mens hun løftede mulen og brummede venskabeligt til hende. Isen begyndte at bryde sig nu.. Lidt ligesom når det skifter fra vinter til forår.

Der kom et kort undrende glimt i hendes øjne, da hoppen tilsyneladende kunne lide hendes navn. Antheia sænkede hovedet som for ærbødigt at sige tak. Hun kunne ikke tage æren. Det var måske mere hendes forældre der skulle have ros, men de var her ikke, så på deres vegne modtog hun den. Ja det var sådan det fungerede. Antheia tiltede hovedet på skrå, da hun straks fornemmede, at det nok ikke ville blive så nemt at gætte navnet, som hun havde håbet på.

”Jeg har aldrig sagt nej til en udfordring – bare rolig, jeg finder ud af det, og så siger jeg det til alle du møder” hun mimrede kort med mulen, før hun kiggede ned på jorden. Det lød underligt.. ”.. Ikke på en sær måde, vel? På en tænksom måde.. hvis du vil have det, altså” hun nikkede for sig selv, før hun kort rystede sit hoved og forsøgte sig frem med nogle korte ord.

”Amb.. , Ja.. , In ,.. Noget nær mit, måske? An.. al…? Måske ovre i noget.. Pha..?”

Ord: 260