The lion and the wolf [Camie]

Gemt under de mange bregner og blade lå den spøgelseshvide skabning. Månen kastede sine kolde stråler ned igennem trækronerne, og farvede alt i de kølige nuancer af naturen. Det var i sandhed smukt, det var i sandhed enestående og det var i sandhed ensomt. For det var hvad hun var.. gemt væk for verdenen for en stund, imens hun lod søvnen tage over og minderne vandre. De fleste drømme blev før eller senere vredet til grufulde mareridt, som den hvide kunne vågne gispende til efter noget tid. Badet i sved ville hun ligge, imens nattens kølighed ville liste sig ind på hende. Derfor havde hun da rejst sig for sin lille improviserede rede af blade, for at få noget af den livsgivende varme tilbage i den magre krop.
Hun søgte med tavse skridt ud af den frodige skov, og fandt sig selv kort efter på de lange enge. De mørke, jah næsten sorte øjne skuede udover dem, men de virkede ligeså øde og tomme som natten var mørk. Ingen fugle.. ingen smådyr kravlede rundt i det høje græs, men fornemmelsen af enkelte mindre rovdyr der luskede sig af sted i månens skygger var til at fornemme. Dog var det ikke noget der vækkede frygt i Raikiris tavse sind, og hun skridtede da langsomt ud på engen.

En kølig brise løftede forsigtigt op i den hårpragt hun bar, og hun skuttede sig en anelse i den. Det ville måske virke direkte dumt at søge ud på et mere åbent og fladt område hvis man frøs. Men hun kunne hverken løbe eller trave hurtigt omkring for at få varmen. Hun kunne ikke blot lægge sig ned imellem de varme blade igen, da den tynde pels ikke ville holde på hendes varme. Derfor.. gik hun bare. Uden tanke for hvad der ville være smart, og ventede på at solens stråler igen ville rejse sig fra havet. Da ville hun måske vende tilbage til en rede af blade, for at få den søvn der blev hende nægtet om natten.

Den mørkebrune pels var end ikke våd mere. Der var alligevel gået et godt stykke tid nu siden hun havde taget den beslutning at forlade Zenobia for en stund. Varmen havde været for meget, og alligevel savnede hun nu den Ø igen. Hun stod et stykke fra vandet, på den åbne eng – inden den uendelige skov på denne Ø. Den skov hun egentlig var dumpet ned i da hun først kom til landet. Igen plagede minder hende, og hun syntes næsten at kunne høre sin broders latter i krogende. Hun rynkede de ikkeeksisterende bryn og rystede på det fine hoved, før hun atter så ud imod den mørke horisont – mod ørken Øen.

Hun slog let med halen, mens hun kort betragtede stjernerne på himmelen, dansende med månen. Hun vidste at det ikke kunne betale sig at svømme tilbage før hun havde indtaget mere næring herfra denne Ø, og før solen stod op på ny. Det forundrede hende alligevel at nattetimerne herovre var varmere end på ørken Øen. De iskolde nætter savnede hun pludselig…

Det var i samme øjeblik noget fangede de stålgrå øjne! Hun vendte lidt forskrækket rundt på de slanke ben, hvoraf hun fik øje på en kridhvid hest i skovbrynet. Hun stod helt stille, mens hun betragtede skabningen – hvorefter hun lidt ivrigt kastede med hovedet et par gange, til trods for hendes feminine bygning af en krop blev pænt stående.

Med lydløse skridt bevægede den spinkle skabning sig ud af de vældige skove. Hovedet blev langsomt sænket ned imod den frodige jord, og hun lod med nogle svage fnys den nippe til diverse græsstrå der stak for meget opad. Hun var sulten.. virkelig sulten. Men alligevel, var der intet ønske om mad i hende. Nej, hun spiste næsten aldrig – hvilket kroppen i den grad kunne både brokke sig over og vise frem tydeligt. Det benede ydre.. indsunke øjne og tjavsede pels var blot en del af hende. Det afspejlede til en hvis grad hendes indre, og fulgte blot med. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at spise.. hun glemte det bare. Og når hun endelig begyndte gjorde hun aldrig det arbejde der var i det færdigt. Langsomt tyggede hun, inden at hun igen løftede hovedt. Noget længere fremme havde fanget hendes opmærksomhed.
Den kolde månes stråler blev næsten kastet tilbage af den hvide pels Raikiri selv bar.. Og det var ingen undtagelse for den fremmede. En hest var det, og de få hvide plamager hun bar lyste ligesom hun selv op i det trygge mørke. Dog var der mørkere dele på hendes slanke krop, hvilket fik hende til at stå både skarpt og alligevel ikke i området. De mørke øjne blev langsomt knebet sammen, idet at hun tog et enkelt skridt tilbage på de svage ben. Fremmed.. dog vidste hun at det ikke var muligt at gemme sig i skoven, og besluttede i stedet at forholde sig stille. Måske ville den anden gå? Men dog, hun kastede ivrigt med hovedet i stedet, hvilket mange ville tage som en tydelig invitation til at komme nærmere

I stedet plantede Raikiri de lange ben solidt i jorden, idet at hun sløvt vendte hovedet væk fra hende. En invitation blev ikke taget imod, og gik for døve ører så at sige. Hun fandt hverken den tindrende nysgerrighed til at hvide hvem det var, eller trangen til andres selskab. Hun fandt intet, og forholdt sig dermed til det det. Hvis den anden havde ønske om noget, måtte den komme tættere på.. for Raikiri vidste ikke hvorvidt hun selv skulle gøre det.

Natten var ulm, og månen med stjernerne stærk. Phatamorgana syntes selv at det havde været nat længe nu, men alligevel sagde hendes instinkt hende alligevel at der ville gå en god sjat hjerteslag for solen overhoved ville overvejer at titte frem i horisonten. Den kridhvide fremmede stod blot der; og tydeligt var det da den fik øje på hende selv også. Den mørkebrune hoppe stod lidt afventende, observerende; mens hun betragtede hvordan månens lys direkte kælede for det hvide skind det kunne genskære sig i.

Men det var tydeligt at den fremmede vidst, enten var sky, eller blot ikke ønskede selvskab? Men alligevel syntes Phatamorgana at der var noget over denne fremmede. Noget sagde hende at der var noget galt? Måske tog hun fejl? Måske ikke… Stille trådte hun frem, nysgerrigt på de slanke ben. Smidigt bar hun sin fine krop afsted, mens hendes hoved i takt med skridtende, lidt ivrigt gik op og ned. De stålgrå øjne så lysvågne ud, mens de nysgerrigt undersøgte den fremmede på alle leder og kanter. Tynd så den ud. Hun. Stakkels hoppe.

[OUT]