Mørkets dulmen

Mørket havde endelig ladet sig falde, natten bragte kølige temperature med sig, hvilket var dejligt. Sommeren havde taget en del varme med sig i år- det gjorde det hele meget uudholdeligt. Godt nok var Myth næsten helt hvid; næsten kridhvid, men alligevel var varmen selv for hende ikke altid til at holde ud. Kulden var bedre, natten var bedre. Mørke.
Bleg som få vandrede Myth nu på Leventera, en ø hun ikke havde besøgt længe, men det var på tide at bevæge sig væk fra vulkan øen, for næppe ville hun finde nogen der, der ikke allerede havde valgt skyggernes vej. Tjener for mørket, for skyggerne, for herren, havde den næsten helt hvide hoppe en opgave, en opgave de alle bar med sig nu. De skulle blive flere, eller blot have mere magt. Der var allerede den brogede hingst, og den sorte hoppe. Selvfølgelig var der også den hvide skygge hingst, ham som havde hjulpet hende frem på den sti hun nu fulgte. De var ikke nok. De var i undertal.
Med lange og afslappede skridt bevægede Myth sig hen over ingen. De kulsorte pupilløse øjne hvilede følelsesløst lige frem. Tomt var hendes blik, der var ingen form for livs gnist, end ikke vrede, eller sorg. De vidste intet. De var tomme- blanke. Sådan havde de også været før skyggerne havde sat lagt sig om hendes øjne.
Der var ikke meget liv om natten. De fleste sov nok, eller foretog sig ting i ly af mørket. Myth foretog sig ting i ly af mørket, hun søgte. Hun søgte ikke kun selv, de, dem, søgte. Søgte efter et offer eller en ny broder eller søster. En der ikke havde valgt side endnu. En de kunne lokke med, lege med.

Mørket havde endelig valgt at sænke sin kappe ned over landet, og indhyllet alt i sine dulmende gråtonede træk. De grå farver var kendte for den hvide skabning der havde våget sig ud. De skar hende ikke i øjnene, som den farverige dag gjorde. De mørke øjne hoppen bar kunne ikke klare alt det lys, alle de farver.. de havde for længst, jah lige siden hendes fødsel affundet sig med de svage toner i farvescalaen, og søgte derfor den stille nat. Dog havde månen valgt at rejse sig igen, og sendte sine kolde stråler ned imod den jord hvor den spøgelseshvide vandrede. Den magre hoppe gik langsomt fremad, dog uden at søge noget specielt. Tankerne gik på at lade endnu en nat passere, så hun ved dagens første stråler kunne finde en rede at falde til ro i igen. Skovene gav hende den ly hun så inderligt søgte om dagen, og om natten ville hun lade tiden passere ved at følge den klare måne. Et insitk der hypnotisret fulgte det glødende lys.
de slidte hove bar den tynde skabning frem i en ijævn gang, inden at hun promte stoppede op. Tomt og køligt hævede hun hovedet, inden at forbenene knækkede sammen under hende og hun istedet lagde sig på den kolde jord. Til hvad nytte mon? Det vidste hun ikke engang selv. Det var nok ikke syneligt, men det var ikke længe siden den spøgelseshvide var trådt ind i de voksnes rækker fysisk. Og allerede nu så kroppen både hærget og slidt ud før tid.. Den unge sjæls sind var nu engang så frygtelig indebrændt, at når det blev for meget og flød over... jah, så stoppede hun simpelthen. Når tankerne blev for mange, stemmerne for høje og tilværelsen for smertefuld stopped hun alt og lagde sig blot ned. En forsvars mekanisme der var så indøvet, at hun ikke engang selv lagde mærke til når det skete. Nej, hun prøvede blot at sænke det bedøvende slør af ligegylidghed ned over hende igen, og lappede de huller hvorfra svage hulk kom. Åh, natten var nu engang ensom.

Stille holdt de momentvis rystelser op, og hun sænkede langsomt hovedet ned imod jorden, for at lade panden hvile imod den. Hvorfor havde stjernerne forrådt hende den dag?

Der var ikke mange lyde denne nat, der var stille. Eller så stille der nu kunne blive. Der ville aldrig være helt stille, ikke for den blege hoppe. Myth havde ikke kun sine egne tanker at bære rundt med, hun havde iver af skygger i hende der også havde sine meninger, tanker- de var af og til højlytte. Selvom de kunne skændes, skrige og flå det indre i Myth elskede hun dem, hun forgudede dem. Lod sig føle med dem, delte sine tanker og bekymringer med dem. De var en del af hende, hun var en del af dem. Intet var hemmeligt, og der ved vidste den næsten helt hvide hoppe også at hun ikke længere var alene. Hun havde ikke selv set eller hørt nogen, men det havde skyggerne. Ingen sjæle fik lov at passere uset forbi dem, og slet ikke en sjæl der kunne være et kommende "måltid" eller en kommende søster- i dette tilfælde.
Et smil, ikke et rigtigt et, mere et anstrengt og forpint et, tegnede sig på den spraglede mule. Ak, tiden var inde. Med længere skridt bevægede den næsten helt hvide hoppe sig imod denne fremmede, for det var en fremmede. Ikke blot fordi Myth aldrig havde stødt på den, eller fordi den havde undveget skyggerne hid til. Nej, denne sjæl var ny, ikke blot næsten udklækket, men også ny landet. Eller forholdsvis ny. En urørt sjæl! Denne aften tydede allerede godt.

Det tog dem, de, hende ikke lang tid at nå frem til stedet hvor den anden hvide hoppe var kolabset. Med et brat bevægelse stoppede den næsten helt hvide hoppe op. Det kantede hoved blev rykket på, i næsten mekanisk bevægelse, og de kuld sorte pupilløse øjne hvilede nu med et stift blik på denne hvide hoppe.

"Rejs dig Raikiri!"

En hæs lyd var stemmen i, og alligevel synes den ikke kun at være en stemme, men mange flere. Skyggerne talte sammen med Myth, de talte alle. En stemme blev til mange, trods for lyden kom fra den samme hest.
Det var ikke Myth i sig selv der vidste hvem hun var, faktisk var denne hoppe helt og aldeles fremmede for hende. Skyggerne der imod. De kendte alle- de vidste hvem alle var.

Midt i sin egen elskede og hadefulde ensomhed hørte hun pludselige skridt. Skridt der gik hvislende igennem de høje græs, inden at de stoppede promte. Stadig med lukkede øjne sitrede det kort i hoppens følsomme næsebor, idet at hun prøvede at finde ud af hvad havde søgt hende i denne nat. Dog var det ingen bekendt fært der ramte hende. Raikiri løftede ikke direkte hovedet for at se på den fremmed, men hævede det en smule. En stemme. mange stemmer.. uendeligt mange stemmer skar sig igennem natten, og sendte en direkte ordrer imod den hvide hoppe om at rejse sig. Hvad den fremmede var vidste hun endnu, men tale kunne den. Sløvt vippede de mandelformede ørere til siden, inden at hun med en uendelig langsom bevægelse løftede hovedet helt for at dreje det imod den fremmede. De mørke øjne skuede over hendes hvide skind, sorte øjne og særprægede aftegn, inden at hun tiltede det på sned. Rejse.. sig? Fra jorden? rejse sig fra den dulmende selvmedlidenhed, og viden om at på jorden kunne hun i det mindste blive for en stund?Javel jah.
Den spøgelseshvide åbnede munden, men ingen ord kom ud. Istedet lod hun det kølige blik der for kort tid siden havde grædt salte tårer møde det sorte. Dog var der intet liv at finde i de matte øjne, og hun brummede kort. Hvad den næsten hvide hoppe var, vidste hun ikke. Men intet liv var til at se.. ingen gnister, og intet glimt. Den spøgelseshvide overvejede for en stund om stemmerne var trådt ud af hovedet og havde formet sig til denne... hoppe, men håbede det dog ikke. Stemmerne var hendes, og kun hendes.. de slyngede hende ned i det dybeste hav, og hev hende op til de højeste bjerge.

"Hvorfor...."
endelig kom der noget ud af hende, og den raspende hæse stemme forsvandt langsomt i mørket. Alene og ensom... jah, næsten ynkelig sammenlignet med den andens kraftige stemme. Den slidte stemme forsvandt, og Raikiri lukkede langsomt munden, inden at hun igen åbnede den for anstrengende at forme sine ord.

"Jeg har aldrig før følt mig afvist af jorden... den er der altid, når alt andet forsvinder. Hvorfor skulle jeg rejse mig fra den?"

Det var ikke just den pæneste måde at indbyde sig, men hvorfor skulle høfligheden komme nu. En skrøbelig sjæl, som den der lå for den næsten helt hvide hoppes hove, skulle vise sig fra sine bedre sider. Vise en styrke. At ligge på jorden gav ikke meget. Ikke for dem, ikke for nogen. Der som hun lå ville andre blot træde på hende, hun ville være mere svag.
Rank stod den næsten helt hvide hoppe endnu og holdt blikket fast på den anden hoppe. Hoved gled på skrå og blikket blev mere iagttagende. Hun studerede denne hoppe fra hov til øre. Ville hun kunne være værdig som søster, eller ville hun blot kunne være en ofring der kunne prise herren. Ak, beslutning, beslutning. Noget skulle ske, og da denne hoppe ikke rejste sig. Denne spinkle lille skabning der lå for hendes hove, var ikke meget værd liggende der på jorden. Alligevel rejste hun sig ikke. Et stedet kom ord fra hende, en skrøbelig svag stemme lød fra hende.

"Vi, os, herren- jeg afviser dig ikke. Vi, os, dem, jeg imødekommer dig. Rejs dig så vi, jeg, dem os alle kan hilse dig med lige værd."

Stemmerne lød igen som var der flere, mange og alligevel kun en. Denne gang var tonen knap så hæs og kølig, nej den havde mere en snært af venlighed, mere forførende.
Et par for skridt blev trådt tilbage, blot for at give denne arme sjæl pladsen til at rejse sig.

Den magre Raikiri var nu engang en yderst skrøbelig skabning af fysik såvel som udstråling. Hendes langevarige mishandling af kroppen samt kølige opfattelse af verden lod hende til sidst stå alene og svækket.. Alene. Så alene. Alene tanken fik en brændenede og for længst glemt følelse af savn til kort at sitre igennem hende, inden at den ligesom alt andet blev opslugt af den tomme ligeglydged hun bar. Det var hvad der var blevget gjordt længe, og de hobede sig skam op - de kære følelser. Den stærke mur der omgav hendes personlige minder samt.. hende lækkede flere steder. En dag ville de skylle over hende igen, men for nu blev de gemt væk i det sorte hul det føltes som om at hun havde midt i sig. Det åd og åd, og stoppede aldrig. Den magre så hvordan den anden hvide betragtede hende iagtagende, og ørene vippede langsomt ned i den spinkle nakke. Opmærksomheden higede hun ubevidst efter.. det var sikkert. Men at blive set på.. at blive set var enndu fremmed for hende.

Vi, os, herren - jeg afviser dig ikke. Vi, os, dem, jeg imødekommer dig. Rejs dig si vi, jeg, dem os alle kan hilse dig med lige værd..
Den spøgelseshvde bippede svagt ørene frem, inden at en fnys kom fra hende. Hvordan var det den hvide talte? Hvad var hun? Var hun ligesom mr. Creesel? Sendt fra en stjerne hun ikke kunne se denne gang, men for at opfylde et ønske? åh, det kunne være kønt. Men hvor var hagen der fulgte med? Intet i verden var gratis.. det havde hun fundet ud af. Så hvorfor ville den hvide hilse hende?

"Og den hvide hoppe lod da sine lokkende ord runge i natten... En hilsen?"
Mumlede hun for sig selv, inden at hun langsomt stødte de lange ben imod jorden for at rejse sig. De tjavsede lokker gled ned foran de mørke øjne hoppen bar, og hun drejede langsomt hovedet væk for at se skråt bagved hende. Det nagede i baghovedet at denne ikke just virkede normal.. men det normale kunne også rende hende et vidst sted.

"Hvorfor skulle du... Imødekomme mig? Giv mig en grund, hvide hoppe"
Den raspende stemme tonede langsomt ud igen, og hun vendte igen hovedet imod hende. Hun ønskede svar, så dette ikke blot var et trick ligesom så meget andet. Godt nok havde den svage Raikiri intet bestemt at bruge natten på, men selskab kunne altid undgås hvis det var uden grunde. 

Det var velfornøjet at den næsten helt hvide hoppe så på mens den spinkle langsomt kom på benene. Det var en fryd, ikke fordi hun havde bedt hoppen om det og hun så lystrede, nej det var mere fryden over at hoppen alligevel havde noget morale, en hvert fald en smule. Der var noget at gå efter.
Da den spøgelses hvide hoppe var kommet på benene, trådte Myth endnu et skridt bagud, for at vise denne hoppe at hun kunne få plads, plads til at være sig selv. Selv havde Myth ikke meget til overs for folk der gik inden for hendes personlige grænser- skyggerne der imod var lige mere lige glade.

"Vi, dem, de- jeg hilser dig; Raikiri."

Med en fornem hilsen bukkede den kræftige hals på den blege hoppe en anelse for at udgive denne hoppe en fornem hilsen. Indbydende.

"Vi, os, dem, herren imødekommer alle rene sjæle, sjæle der endnu ikke har valgt, endnu ikke kender den bitre løgn. Sjæle der kan gavne os. Du kan komme os til gavn Raikiri. Vi kan vise dig vejen frem, vi kan give dig en sti at følge. Vi er vejen, vi er stien"

Stemmerne, stemmen de flød ud i et. De var forførende og venlige. Selv Myths stemme var knap så kold og følelsesløs som den normalt var, ikke det den blandede sig med de andre. De mange og de få- alle.

Raikiris tavse øjne så på hende, idet at hun fornemt bukkede for hende. Sådan en gestus var hun aldrig blevet mødt med, og stod et øjeblik fuldkommen stille. et buk betød i hendes hjemland respekt såvel som det var en hilsen. En fornem hilsen ganske vidst, som kun de højeste i hierarkiet havde fået. Det var en fremmed oplevelse, som den hvide magre skabning ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere. Sådanne sociale spille regler lå så fjernt, at hun endte med at opfinde sine egne den gang. Og de var alligevel aldrig kommet hende til gavn.. det var først nu, at hun faktisk skulle til at bruge dem, samt tage stilling til andre. Svagt vippede ørene undrende tilbage, inden at de neutralt blev placeret skiftevis fremme og tilbage. Selvom denne hoppe lokkede med sine fine ord og hilsner, vækkede det ingen synderlig følelse af at brøde sig om hende. Modsat havde hun heller intet imod hende.

Rene sjæle...
hvordan kunne den hvide hoppe vide noget om hende? Ikke alene kunne hun af ukendte årsager hendes navn, men vidste også ligefrem hvad eller hvem hun var? Hvis den hvide havde båret øjenbryn havde de svagt løftet sig. Stemmerne var venlige, bldie og forførrende for de følsomme ører hoppen bar. Svagt missede hun med øjnene, inden at hun langsomt tiltede hovedet på sned. De kunne gavne hende..

"Hvordan kan de sige jeg er ren..? hvordan kan du vide hvilken sti jeg søger..?"
kom det svagt fra hende, og et kort glimt af undrend tændtes i det mørke blik. Undren samt en stille udfordring. Hun ville vide hvem hun havde med at gøre... hvordan hun.. den eller de snakkede. Tænkte. Var det dét værd? Hun måtte indrømme at det fristede dybt inde blot naivt at acceptere de forførrende ord den næsten hvide kom med.. Men nej. Hun var gennemgående mistænksom når det gjaldt andre, og det fremmede.. denne hoppe var fremmedt, og hende følge ligeså. Og erfaringer viste, at alt fremmed var dårligt.

"Fortæl mig om mig selv..
En stemme der næsten ikke var til at høre til sidst, og hun sænkede langsomt hovedet en anelse. Hvad kunne den hvide udrette? Kunne hun forklare noget om hende, når hun ikke engang selv var sikker på hvem hun var? Hvad hun skulle? Ordet at komme nogle til gavn sad stadig fast i hende, og tanken om for en gangs skyld at høre til et sted hev i hende. Men nej, hun dækkede det langsomt over med den tavse stilhed der omgav hende. Hun indgik ingen aftaler eller dumme fejltagelser.. der havde hun gjordt en gang for meget.

"Overbevis mig.. "

En klukkende latter lød fra den næsten helt hvide hoppe, eller snarer fra skyggerne i hende. De kom til lyd fra den spraglede mule, men lød alligevel mere som blot en latter. Den var venlig, ikke hånende. Det var mere en latter af fryd. Ak, denne hoppe var endnu ikke indviet i landets kvaler. Hun var bragt her til af Den vise, det vidste de meget vel. Det var de alle. Det gælder blot om at være den første. Hvis skyggerne kunne vinde en hver ny sjæl til sig, en sjæl Den vise havde forsøgt at rede, give denne nye chance. Lade dem bidrage til landet. Herren, skyggerne havde langt andre planer.

"Du, Raikiri kunne også fortælle os. Vi ved ikke mere om dig end du selv gør. Vi ved blot hvad der er nødvendigt. Din ankomst i Andromeda kan vel blive vores gode. For du kender end ikke løgnen til fulde. Du kender ikke til det sande land. Du kender ikke til os, du ikke ikke til dem- men vi ved hvem du er. Vi er her ikke for at overbevise dig, vi er her blot for at guide dig. Guide dig imod den rette sti."

Lød det ganske roligt ud i natten. Lyden synes højere end den var. Dette skyldtes blot nattens stilhed havde lagt sig i greb over Andromeda. Nej, de behøvede ikke overbevise hoppen. De skulle blot vide hvad der skulle til for at denne hoppe ville følge dem. Hun kunne blot være en tilhænger, et offer for at styrke herren. Sågar hvis hun ønskede, brændte for at tjene herren, kunne hun lige så vel blive en ny søster.

Latter… overalt omkring hende steg en sagte latter op, men steg langsomt i styrke. En venlig latter kunne det vel siges, men den månehvide Raikiri kendte ikke til forskellen på venlig eller hånende latter. Hun havde aldrig lært den, og ville heller ikke lærer den nu. Derfor så de mørke øjne blot længe samt køligt på hende, idet at hun uforstående rystede svagt på hovedet. Latter var… når nogle havde det sjovt. Når nogle fandt den for længst glemte morskab i noget.. i nogle. Hvordan den blege hoppe fandt den spøgelseshvide Raikiri morsom eller værd at le af vidste hun ikke. Og lod det blot gå hen i det uvisse.
Vi ved ikke mere om dig end du selv gør… så, de vidste ikke noget om hende? denne hoppe forvirrede hende kort sagt, og hun sænkede langsomt hovedet en anelse. De mørke øjne blev tænkende klemt sammen, og hun prustede stille ud.

”I vil guide nogle i ikke ved hvem er? Nogle i tror vil stole på den forførrende hvisken der omgiver.. mig”
Hoppens raspende stemme næsten rystede kort, idet at det i sandhed var lokkende… de blide skygger hviskede om løfter der kunne holde hende ved selskab til evigeden. For det var hvad den spøgelseshvide søgte… selskab. Men enhver regel den hvide havde fået bygget op stred imod det, men blev langsomt nedbrudt. Nedbrudt af ordende fra den hvide og omkring hende.

”Men jeg har aldrig været god til… andre. Så forklar.. Tal om det sande land..”

En hver sjæl i landet kunne bruges, ofringer, søskende, tilhængere, tjenere. Der var flere muligheder. Spørgsmålet var mere om denne ville. Hvad ville denne spøgelses hvide hoppe. Ville hun ofre det der skulle til. Der var jo intet der var gratis. Myth, skyggerne ville guide denne hoppe til at vælge deres sti, men hoppen måtte selv tage valget. Godt nok se de hellere hoppen død, end den sluttede sig til Den vise. Hvem ville gemme sig bag løgnen, Androemda var blot en illusion.

"Stole på dig. Vi stoler på få. Vi stoler på dem der viser vi kan, dem der vælger herren og sandheden. Dem der tjener herren, skyggerne. Ak vi stoler ikke på dig.. endnu. Vi kan kun guide dig, vise dig vejen til sandheden du må vælge selv. Der vil altid være en pris at betale. Troskab har en pris."

Stemmen var igen blot den ru og slidte stemme den næsten helt hvide hoppe bar. Hun talte med egne ord. Der var en hvis glød over at tale om herren og sandheden. Det var i sandhed en fryd for den næsten helt hvide hoppe at tjene herren. Myth kunne lide sit nye liv i Andromeda, det liv de, dem, herren havde givet hende.

"Det sande land er ikke som du ser, Ikke som du høre. Kun vi kan guide dig til sandheden. Stien må du selv vælge."

Det var sikkert at de havde vækket nogle tanker ved den fremmede. Spørgsmålet var mere, om denne ville opsøge dem. Ville den tage stien imod skyggerne, tjene herren. Myth ville ikke gøre meget mere for det nu. Ingen kunne tvinges.. sådan da, til at tjene herren. Bringe hans, dem, deres budskab.

Hoppens ru stemme bar på trods af alt, en indre glød man ikke ville finde i de sorte øjne hun bar. Men det var kun en glød, der langsomt steg i styrke.. den steg, den voksede og den levede da hun talte om denne herre. Dog stolede de – heldigvis ikke på hende, og hun nikkede langsomt. Hun lyttede.. hun lyttede til hvert ord, hver en forklaring og hver en lyd. For hun kunne lide det hun hørte, selvom hun ikke var meget for at indrømme det. Det vækkede for længst glemte følelser i hende, og Raikiri kunne næsten sætte disse sammen til spænding. Lyst til at hive sig selv ud af den sølle forfatning hun var blevet. Og altid havde været i. hun lod de lokkende ord lægge sig som et fint spind over tankerne, imens at hun hævede hovedet en smule. Løgne ville atlid være svære at skjule… og sådanne en passion var sjælden at finde. Var det en løgn, eller talte den blege hoppe sandt?
Den mørke mule mimrede kort, inden at hun med en svejende bevægelse lagde vægten over på den ene side. Den spøgelseshvide lod det mørke blik glide omkring sig.. op imod den blege måne, hvis kolde stråler omfavnede hende og den fremmede. Til skyggerne, der som flammer dansede omkring den andens ben. Og tilbage til de mørke øjne.

”Hvis mig stien, og troskaben vil betales med hvad det kræver”.

Den hæse stemmes toner døde ud i natten, og blikket flakkede ned igen da stilheden sænkede sig. det var et valg, som ingen andre havde stillet foran hende før. At træffe sine egne valg var nyt.. men ikke desto mindre noget hun for et øjeblik nød. Om dette valg så ville være.. til hendes egen fortrydelse, ville guden der drejede tidens hjul vise.

Det var længe siden Myth havde arbejdet for at få flere til at følge den selv samme sti hun tilbage for længe siden havde valgt, men havde været bange for der ventede hende. Med et skub fra sin broder havde hun taget de sidste skridt og trådt ud på stien, gået den lange vej- ofret sit blod, sit jeg. Blevet til en af dem, de mange og de få. Hun havde fået et hjem, magt og sin frihed. Det lod hun havde ofret, resterne der havde ætset sig ind i hendes skind, sat sig som et mærke, var blot hendes synlige mærke, det der fortalte hun var fri, at hun var os dem. Hun ville altid være hos dem.
Den næsten helt hvide hoppe knugede skyggerne, herren, broderskabet til sig. De var hendes, hun var deres. En stor kærlighed brændte for dem. Selvom følelsen at elske var fremmede for den hvide hoppe, vidste hun alligevel hendes følelser for dette, var det der endnu holdt hende. Det der gjorde at skygge hoppen aldrig ville få øjne op for hvad hun gjorde ved andre, hvad hun gjorde imod den let brogede hingst hun havde kær. Hun var fri.
Snart ville det ikke kun være Myth der var fri, den blege hoppe foran hende havde bedt om at blive vist stien. Stien frem til sandheden, troskab, fælleskab. Til herren. Skyggerne.
Svagt- meget svagt tegnede sig et smil omkring den spraglede mule. Et smil der så ud til at det gjorde ondt på hoppen i forsøg på at vende mundvigende opad. hurtigt som det var kommet blegnede smilet ud igen og ord kom nu fra den spraglede mule- for denne hoppe kunne hun vise stien, men på stien ville en test udgøre hendes sande værd. Ville hun virkelig..

"Vulkaen øen - Fohn er vor hjem. Her kan vi altid søges. Vi kan guide dig hver og en, du kan slutte dig til os. Dit værd vil blive testet, sat på en prøve- og der kan vi omfavne dig som vor egen. Du kan altid følge os. Broderskabet har plads."

Beslutninger skulle tages, for hvad skulle denne fremmede blege hoppe gøre for at vise sit værd. Hvad skulle de forlange af denne skrøbelige skabning, der alligevel under dette møde havde rejst sig.
Beslutning.. beslutning..
Der blev overvejet grundigt.