Cold courage [Eagle Eye]

---

Natten var på ingen måde blevet nemmere, at komme i gennem. Nætterne var endnu lange, og dagene endnu længere. D'zard havde endnu ikke mistet troen på livet, men blot troen på væsnerne omkring hende. Hun havde været væk igen. Som regel havde hun det med, at skjule sig i længere perioder, for så at vise sig igen ved et senere tidspunkt. Hun var bestemt ikke fan af at være denne "fortabte" sjæl, som hvileløst fortsatte sin vandren rundt i denne uendelighed.
Endeløst virkede det nærmest, og dette var nok også netop dét som gjorde at hun havde mistet livsglæden. Alt i hendes verden kørte endeløst rundt, som en ondcirkel som aldrig kom ud af sin kurs. Dette var i sandhed synd og skam, men hvad skulle man dog stille op? De fleste opgav overhovedet nogen form for kontakt med dette individ - i og med, at hun var dette uforklarlige væsen. Man anede aldrig, hvor pokker man havde hende. Fordi hun var tynget af sin frygt hele tiden.

... Landet virkede ikke mere overrendt end før, men hun holdte sig nu også væk fra alle de steder, hvor der i så fald kunne være liv. Dette var den sande formidling af D'zard. Hun holdte sig for sig selv, og det ville hun altid gøre uanset hvordan man vendte og drejede puslespillet. Hun stolede ikke på dem derude. Deres bebrejdende øjne, havde begloet hendes misdannede skikkelse for mange gange, til at D'zard stolede på, at noget smukt kunne finde sted i hendes spinkle korpus. 
Sørgeligt? Ja, mon ikke det var sørgeligt. For hvis man blot havde behandlet denne sjæl med kærlighed og fromhed, så havde man fået en fantastisk hest ud af det. En sjæl med gåpåmod og en masse kærlighed. Sagen var nu blot den, at sådan endte det ikke; og D'zard var fordømt til at være alene. Alene med sin sorg. Sin frygt. 

 - - -

Øen Leventera havde altid været et af D'zards yndlingssteder at befinde sig. Hun havde fundet det behageligt, at kunne skjule sig hvor det end passede hende. De få bekendtskaber hun havde gjort sig i denne verden, havde alle været nogle indflydelsesrige samtaler, men som altid ebbede ud - og bekræftede  hende i, at ingen holdte af hende. Ingen ville nogensinde komme til at holde af et misfoster som hende. Hvorfor pokker skulle de dog også det?
Hun var godt naiv, hvis hun overhovedet troede på, at det kunne være en mulighed. For det var ingen mulighed for hende.
- Det havde hun lært af acceptere; endda helt uden at bebrejde nogen.

I lang tid havde den store gyldne hingst blot vandret roligt rundt, dette gjorde han som ofte. Denne gang havde hans vandringer rundt på de mange øer varet længere end nogen sinde før. Han havde ikke haft hvad der kunne ligne selskab i al den tid. Han havde ikke søgt nogen og ikke stødt på nogen. Ensomheden havde dog endnu ikke ramt ham, den gyldne vandre var van til de mange dage alene. I sin tid alene havde tankerne endnu en gang fået frit spil. Hvad han have noget at gennemgå i sit indre, var han ikke længere klar over præcis- jo mere han kom til overfladen jo mere sløret blev det lag af tanker havde havde igennemgået.
Eagle begav sig hen over en af de nu så velkendte øer, Leventera. En ø han havde søgt en hver krog af, vendt hver en sten. Der var næppe mere på denne ø han kunne udforske. Der var noget sørgmodigehed over den ældre herre- det var gået op for ham at han savnede at vandre ud i det hensides. Høre forskellige kultures historier. Det var gået op for Eagle han hans mange vandringer ud i verden var slut nu. Han var fæstnet til at blive i Andromeda. Selvom dette gik den ældre hingst på, kunne det ikke umiddelbart ses. Eagle formod at holde sit humør højt.
En dæmpet prust kom fra den store hingst, i det han med lange skridt bar sin robuste krop hen over græsset. Han fulgte ikke nogen bestemt sti, han lod blot sine ben fører ham afsted. Hvem ved, måske noget nyt, eller noget spændende ville dukke op.