Lykken er hinsides det du ser..

Uvis omkring Ariels reaktion på dette, havde han alligevel smidt bomben. Om den ville eksploderer eller blot gå itu, og vise sig som harmløs - var kun op til Ariel. Hoppen tog det overraskende pænt, mens de krystalblå kolde og tomme øjne så imod hendes gyldne; afventende.

Hendes ord gravede sig dybt hos Djange, da hun erkendte at hun som sådan ikke kendte til sin egen moder. Noget rørte stille på sig i ham, mens han ellers udadtil var uændret af udtryk... ind til en svag rynke slog sig over hans mule. Tankerne buldrede i hans indre, mens en svag og fjern følelse af foragt næsten stak i ham. Tænk at hun havde haft muligheden, men ej kendte sin egen moder... Han kendte i det mindste sig egen mor, men efter dengang havde muligheden for at træffe hende og bibeholde kendskabet, end ikke været der. Stille skubbede han tanken fra sig, da hun nævnte sin version.

Andromedas datter... - Djange måtte give hende ret. Alt imens rynken hurtigt havde fortaget sig endnu, huskede han tilbage på de gange han havde mødt hende som helt ung. Altid naiv og sprudlende, altid alene. Men så alligevel aldrig bange eller forladt. Nej, hun hørte til i Andromeda, og ville nok altid gøre det.

Ariel skiftede nu emne - mere eller mindre; alt imens han stille havde nydt hendes smil over hendes mule. Hun takkede ham nu, her til sidst, og en kort knugende følelse i maven på den let brogede hingst var at føle - før det omdannede sig til en behagelig og anerkendt følelse.

"Ingen årsag Ariel..."; hans ord var hæse og intense i den direkte tonløse lyd, der mest af alt kunne få alt til at lyde uendeligt ligegyldigt og intetsigende. Hans krystalblå tomme og kolde øjne tillod sig at søge hendes tilbage, mens en svag gnist kort var at se inden han næsten mekanisk nikkede af hendes ord. Før han tillod sig at fortsætte sin sætning få sekunder efter.

"... jeg må jo erkende at De har en lidt specielt plads i mit hjerte; og jeg kan ikke udelade sådan en information for nogen som står mig nær."; stille var det som om hans blik et kort sekund blev en anelse mere levende, i denne erklæring. Ikke at hun måtte misforstå dette, for ej så han på hende som en hoppe af magepotentiale; nej, han så hende som en datter. Som sin egen datter Athene, som han dog aldrig så noget til.

"Men jo, føllet var et hoppeføl."; bekræftede han således, og atter var der kun kolde og tomhed at finde i hans krystalblå øjne.

Hun fulgte opmærksomt med i hans ansigtsudtryk da hun havde talt færdig. Det måtte egentlig forekomme ham som en mærkværdig reaktion, nærmest som var det hele hende ligegyldigt. Men det ville være en misforståelse, for det var ikke ligegyldighed som sad tilbage i den askegrå. Det var blot en usædvanlig form for accept. Hun havde som lille haft vældige forestillinger om sin sorte moder, og følt sig knyttet til hende på en måde som Ava nok aldrig havde følt. Eller havde hun? Den grå vidste det knap. Hun var blevet væk, og tiden var gået. Måske havde det aldrig været meningen at hun skulle vokse op ved sin moders side, selvom det var en absurd tanke, det var trodsalt et absurd faktum at hun overhovedet havde overlevet. Nu smilede hun varmt af Djange, bjerghingsten, som alligevel af for Ariel uvisse grunde havde lukket hende ind trods sit tilsyneladende hårde ydre.

Hans ord kom bag på hende, hvilket hendes udtryk også afslørede. Generelt kunne den grå ikke holde mange følelser skjult, hvis nogen overhovedet. Det var lige før det kom mere bag på hende end den viden om, at Ava ikke længere anerkendte hende som sin egen datter. De gyldne øjne gnistrede, en varme bredte sig i hende efter overraskelsens første del havde lagt sig, og hendes smil vendte tilbage efter et kort øjebliks bortgang.

”Det glæder mig at høre,”

Hun så på ham, et øjeblik uden at have flere ord. Hun havde som sådan fornemmet deres relation, fornemmet at der var en knytning mellem dem som hun ganske vidst ikke havde forventet ville opstå. Men høre ham sætte ord på den havde hun aldrig forestillet sig. En mild brummen lød stille fra den grå, inden hun igen talte.

”Du er også en sjæl som mine tanker strejfer ofte, bjerghingst,”

Hans sidste ord satte dog alligevel en ellers sjældent set tristhed frem i den askegrå. Hun havde ganske vidst en søster, et sted derude. Hun stod en rum tid i tanker, inden hendes gyldne blik igen mødte hans krystalblå, nu uden smil.

”Jeg håber jeg en dag får lov at se hende, min søster. Det er ikke til at vide om hun dog vil se mig sådan, som en søster.”

Hun tav, efter at have delt en brøkdel af sine tanker med bjerghingsten, nu da han havde afsløret at han var interesseret i det som foregik i hendes indre. Hun ville belemre nogen uden at de ønskede at blive belemret, derfor følte hun nu at hun frit kunne tale til bjerghingsten. Trods det ødelagte bånd med Ava og det manglende savn, så betød det ikke at hun havde opgivet hele sin familie. Hun følte blot at der var andre, hun følte sig ligeså meget i familie med, såsom Jiva der nærmest var blevet hende en søster. For ikke at tale om bjerghingsten selv. Men blodet bandt hende alligevel til sjæle, hun end ikke havde mødt.

487 words

Det var tydeligt for Djanges krystalblå øjne at hans ord måske kom mere eller mindre bag på den askegrå. Han tolkede dog ikke overraskelsen som en ubehagelig en af slagsen. Stille havde han bemærket nogle varme gnister i hendes gyldne øjne; og havde han da ikke været den han var, havde smil da også prydet hans lyserøde mule. Hendes ord dernæst var mindst lige så ærlige som hendes øjne og smil, og roligt reagerende på dette havde han stille nikke en smule sagte. Dog stadig en kende mekanisk af form.

Hendes næste ord gjorde dog sit, da en varm følelse lidt pludseligt eksploderede i hans krop. Stille havde hans øjne gnistret bag kulde og tomheden i de blå, mens han tillod sig ikke at bryde deres øjenkontakt. Han holdte virkelig af denne unge hoppe, så blot at hun gengav det bare en kende, var i sig selv nok.

Men noget skete, det var tydeligt; og en ærgrelse - på hendes vegne - strømmede stille i ham.


"Jeg aner desværre ikke hvad føllet hed, men hun er ældre end Lupë; kuldsort med gennemløbende blis og fire hvide korte sokker. Af hvad jeg lige husker..."; hans hæse og intense stemme var tonløs - men hans ord var ærlige. Det ville måske hjælpe Ariel til at finde hende en skønne dag? Så hun vidste hvad hun skulle kigge efter.


"Om ikke andet befandt de sig på Teylars område."; konkluderede han, før noget mere uventet - fra hans side af - skete. Stille havde han puffet mulen en anelse imod hende, en kende opmuntrende, til trods for at hans blik og udstråling endnu var kold, kynisk og uændret.

Den askegrå lyttede i tavshed, opmærksomt havde hun begge ører vippet frem mod bjerghingsten. Sort, hvide sokker, hvid blis. Det lød bestemt som en datter af Ava.. Og som en hoppe med et udseende som også lignede hendes eget. Men navnet havde han ikke, navnet var alligevel det vigtigste for den grå. Hun måtte selv finde det, hun måtte selv finde sin søster. En sjæl hun aldrig havde mødt og alligevel følte sig forbundet med. Om de kunne have en relation eller ej, hun måtte se hende. Hun måtte lægge sin vej forbi Teylar.

Ariel smilede varmt til bjerghingsten, hun var en varm sjæl, men et smil som dette blev ikke sendt til alle hun mødte. Det var bestemt en hjælp at han havde delt alt dette med hende. Også at han havde fortalt hende hans opfattelse af hende, noget som virkelig havde overrasket hende, men som hun et sted dybt inde allerede havde mærket. Hun vidste nu at hun altid ville kunne opsøge ham, hvis hun havde brug for hjælp, trods hendes selvstændige sind. Og det glædede hende langt ind i hendes iltre sjæl.

Hun så en anelse overrasket på hans lyserøde mule som nu puffede ud. Det udløste dog snart et nyt smil, et mindre smil end før, inden hun ganske kort og kun i et strejf stødte sin egen lyse mule mod hans. Så var øjeblikket overstået. Ariel hævede sit lyse ansigt, energien strømmede allerede igennem hende igen, tristheden havde hun lagt bag sig. Hun vidste hvor hun skulle lede.

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke dig, Djange. Du kan altid finde mig hvis du får brug for mig. For nu vil jeg ikke holde dig væk fra din frejdige søn et øjeblik længere.”

En mild, ilter brummen lød nu fra hende og hun puffede som et farvel let til hans muskuløse skulder, som havde en fuglvinge strejfet hans skind et split sekund. Og så kom der ellers liv i hendes lyse hove, hun dansede et par skridt sidelæns og sendte ham et sidste smil, nærmest også en kort, mild latter, inden hun forsvandt ud af hans synsfelt.

{Out}

365 words

Hendes hvide mule formede et varmt smil, et smil hvis varme nærmest blev overført til den maskerede hingst. Hans øjne forblev selv kolde og tomme mens de så i hendes gyldne. Til trods for det, betød denne hoppe langt mere end blikket, for Djange. Mere end hvad der lige først ville kunne ses hos ham.

Hans indbydelse havde ikke været falsk, men det overraskede ham at hun rakte sig hendes mule. For ærligt havde han ikke haft i sinde at de skulle berører hinanden fysisk. Hendes bløde mule ramte nu blidt imod hans, som en dalende fjer fra himlen der landede blidt på jorden. Normalt ville han havde haft trygget på ørerne, rynket mulen - eller da som minimum misset de krystalblå øjne. Men ikke denne gang...

Svagt havde et tiltag til missede øjne funder sted, før en bestemt synlig - men meget kortvarig - gnist havde vist sig. En varm, ilter og på samme tid næsten livlig gnist været at set i de ellers kolde og tomme blå øjne. Ej havde Djange sluppet Ariels gyldne øjne, alt imens gnisten forvandt mindst lige så hurtigt som den var dukket op.

Hendes ord lød nu, og alt i hans indre rørte stille på sig, før noget lettere uventet skete. Kort, næsten så kort at Ariel måske ikke havde nået at registrerer det, eller måske kunne blive i tvivl om det havde været fundet sted... opstod et smil. Et lille, skævt, men dybt glædeligt alligevel... og væk var det atter igen.

"Det vil jeg huske. Pas på dig selv, Ariel."; ordende var hæse, intense og endnu dybt tonløse. Men en ændring var sket, ej var han Dis med denne hoppe længere... nej Dus. Hun var ikke hvem som helst mere.. Hun var Ariel, en sjæl der ærligt stod ham nært. Selv lød en hæs og små hingstet brummen tilsvarende af hendes, før han lod hende forlade ham. roligt så hans igen kolde og tomme øjne efter hende, før han roligt satte kurs mod hvor Lupë var svanset hen før.



[ OUT ]