Lykken er hinsides det du ser..

Hans hove klirrede roligt imod det hårde underlag. Regnen havde stået på det meste af dagen, hvilket hans amour - lavet af død hud - afslørede. Læderet var helt mørkt efterhånden, mens hans pels bar præg af beskidte striber over pelsen; fra hans beskidte pels der havde været blevet vasket ren i regnen. Selvom hingsteføllet var rundet et helt år nu, lå han nu trygt i grotten. Hans egen dal han oftest havde brugt mest tid i, og som kun Illana havde fået gavn af at se, havde han benyttet sig meget af de seneste måneder sammen med Lupë. Det var hans hjem, såvel som Lupës nu. Han ønskede at han altid kunne søge herhen og få trygheden. I tørvejr lå føllet roligt og fredfyldt, mens han samlede kræfter til mange flere timers leg og lærerige oplevelser, mens Djange mere eller mindre blot stod vagt.

Den store ørn, som ofte vågede over ham i denne dal, svævede kort ind over dalen, før den fandt sig til rette på et af de høje klippesider øverst oppe. De krystalblå øjne så mere eller mindre betagede imod den, før han kort kastede blikket omkring sig i dalen der godt og vel var en mindre gryde af kun tohundrede kvadratmeter i en næsten cirkulær form. De sølle 5 træer der stod nede i hjørnet var meget med til at få det til at se okay frodigt ud, med det halvlange bjerggræs, som kun voksede i plamager her i dalen. Resten af dalen var knoklet og med hårdt underlag, og uden nogen kilde. Vand var her ikke at finde... Kort kastede han blikket tilbage imod Lupë, før han standhaftigt bar sig imod den smalle udgang, som var en længere snoet sti, før han kom ud på noget større stisystem mellem de mange bjergsider her i bjergpasset. Han måtte finde vand...



[ Reserveret til Ariel ]

Efteråret havde for alvor taget fat. Bladene var brune og fløj på vinden når grenene ikke kunne holde på dem mere, indtil de landede og dækkede sidste års lag af trækroner som nu var blevet en brun dyne på skovbunden. Og det selvom hun befandt sig højere oppe end ellers. Den askegrå havde nemlig trods årstiden og vejret begivet sig mod bjergpasset, op ad hendes sædvanlige sti. Den hun havde gået med Niall, selvom hun havde undgået de farlige stræder de sammen havde passeret. Hun gik i tanker mens hendes slanke lemmer arbejde, de var varme og de dansede let men med styrke henover den lidt usikre bund under hende. Hun vidste hvor hun var, selvom bjergpasset var et mysterium for selv den grå.

Det var denne Niall hendes tanker hang ved. Ham der havde overrasket hende på så mange måder og hvis selskab hun håbede på at finde igen. Hans og mange andres som hun havde fundet interessant og givende. Alligevel var det længe siden hun havde set en anden sjæl, for den askegrå havde været på rejse i landet, hun havde danset og svømmet i ét væk, som i en sang der ingen ende havde. Hun var ikke sikker på hvorfor. Et behov for at fordybe sig måske, for mulighederne for selskab havde jo hele tiden været der. Hun havde bare ikke grebet den, hvilket var højst usædvanligt for den askegrå.

Hun spidsede sine fine ører og sendte sit gyldne blik opad. Overvejende hvad som ventede hende denne gang. Endnu en storm? Regnen var i hvert fald faldet og havde gjort klipperne glatte. Hun bar sig forsigtigt men sikkert frem.

word count 272

De slanke, men stærke, ben bar den brogede hingst ufortrødent på sin vej. Hovene klirrede svagt imod det hårde underlag, mens de små hove fra Lupë lød som gengivelse bag ham. Det var tydeligt hvordan den unge rødbrogede hingst mindede om Djange på mange punkter. Hans holdning især, specielt når de færdedes sammen. Den ranke og stolte holdning kopierede Lupë tydeligt, mens han dog så mere afslappet og blød ud i sine bevægelser ved siden af den brogede bjerghingst.

De vandrede sådan for en stund, far og søn, før den brogede syntes at kunne genkende en duft, samt ane bevægelse om hjørnet. Han stoppede mere eller mindre brat, mens han spændte op i musklerne bag sin rustning, mens ørerne lå afventende tilbage – til trods for de krystalblå kolde og tomme øjne forventede at se den askegrå skabning. Varmen strømmede stille i ham, mens han kort talte ned for hvor lang tid der ville gå før hun ville komme dem i møde om hjørnet lige straks.

Lupë havde selv stoppet brat lige så. Skråt bag Djange, forskudt således at hans front var fri, men at han kunne støtte sig til sin far, stod han ligeså rankt og stolt. Dog med ørerne vippende skiftevis frem, og så lidt tilbage, i en kopierende form af sin fader, før nysgerrigheden lyste på ny ud af ham og de gled frem igen.

En bidende vind strøg ind mod bjergsiden og over hendes glatte pels, men hun ænsede den knap nok. For den askegrå var mere end varm, hun havde været i bevægelse i mange timer nu og alligevel var hun ikke udmattet. De mange dage på farten havde fået hende i en ganske fin form og trods den slanke bygning så var hun ikke svag af sig. De ravfarvede øjne undersøgte nysgerrigt omgivelserne trods det faktum at hun havde været her flere gange før. Alligevel var det aldrig helt det samme hver gang. Bjergene var noget særligt, luften var tyndere heroppe og stilheden dybere. Hendes hjerte bankede en anelse hastigere heroppe selvom hun på ingen måde var en bjerghest af bygning – ligemeget hvor gammel hun var så gik glæden over det eventyrlige dog aldrig af hende.

Trods hendes sans for detaljer så opfangede hun alligevel ikke den duft der lå i vinden. Måske blev den båret den forkerte vej, måske var hun blot uopmærksom. Hun lagde i hvert fald først mærke til den stærke, lysebrune skikkelse der nu var helt velkendt for hende da hun drejede om endnu et skarpt hjørne og fik øje på ham. Af bare overraskelse standsede den askegrå hoppe op med mulen højt hævet, de gyldne øjne gnistrede og et varmt smil bredte sig hurtigt om hendes hvide mule. Det var bjerghingsten, det var Djange. Hvor var det længe siden hun sidst havde set ham, hingsten med de isblå øjne og det uransaglige blik. Den askegrå slog opstemt med sin ravnsorte hale, det var generelt længe siden hun sidst var stødt på selskab og nu boblede glæden igennem hendes slanke krop.

Et overrasket, venligt hvin undslap snart hendes strube i den sædvanlige lyse tone. De bløde ører blev vippet nysgerrigt fremad da hun så at Djange ikke var alene – en lille skikkelse puttede sig bag ham. Lyden af hendes skridt gav genlyd da hun endelig trådte frem imod dem, opslugt af nysgerrighed. Et føl, og det lignede endda Djange.

word count 331

Afventende stod den muskuløse bjerg vogter, alt imens han indbydende hejste hovedet let da først den askegrå afslørede sig selv omkring hjørnet. God og vel et par hestelængder var der nok imellem dem, og roligt nikkede han næsten galant, dog meget mekanisk af bevægelse, da det store smil var at se over hendes mule. Selvom det ikke var tilfældet, havde denne, til en start fremmede, hoppe gjort således et indtryk at han holdte virkelig meget af hende når alt kom til alt. Næsten som var hun en datter, eller noget der lå nært ham på samme stadie. Familie…

"Ariel, vær hilset."; hans hæse stemme lød tonløs igennem luften, mens den alligevel bar’ en vis intensivitet. Han smilede ej, mens de krystalblå øjne ligeså var kolde og tomme. Hans ører lå tilbagevendte, men alligevel var han glad. Meget endda, for atter at støde på denne unge askegrå hoppe.

Kort skævede han til Lupë, som derpå også gjorde sin entré.

Den fremmede som viste sig, kendte tydeligvis hans far – såvel som omvendt. Nysgerrigt glimtede de to forskelligt farvede øjne, mens de så til nysgerrigt imod den askegrå fremmede hoppe. Skævende havde det rødbrogede føl dog set sin far en anelse spørgende an, da han havde tiltalt hoppen således. Hvad det lige var der skete i Lupë, var svært at sige… for til trods for at han allerede var et helt år nu, følte han alligevel trang til at kopierer meget af hvad hans far gjorde.

Lettere modigt og med en rank og stolt holdning, bevægede han sig smidigt frem, i delvis meget blødere bevægelser end dem Djange bar sig med, mens han høfligt og galant nikkede til hoppen hilsende, da han først stod ved Djanges side. Kort lød en lille halvkvalt brummen, før han tiltale hoppen.

"Vær hilset."; drenget og ung lød hans stemme, mens de to forskelligt farvede øjne betragtede hende nøje. Nysgerrigt, mens han næsten fascineret så til da han først fik øje på hendes ravfarvede og gyldne øjne. Ørerne vippede nysgerrigt frem, hele tiden – modsat Djange. Det næsten lyste ud af ham hvor nysgerrig han var på livet.

Hun havde været heldig. Utrolig heldig faktisk. Det var mange dage siden hun sidst havde delt nogens selskab og her stod bjerghingsten, nærmest dukket op ud af det blå. Hun befandt sig i hans domæne, i bjergene og en tavs glæde løb igennem hendes bryst ved tanken om at hun nu virkelig kunne se ham i det omgivelser han hørte til i. Der var ingen tvivl om at bjergene vogtedes bedst af denne stolte hingst. Han så sund ud, stærk som altid. Hun studerede dem begge åbenlyst nysgerrigt med et mildt blik og standsede først på få meters afstand. Helt automatisk rettede hun yderligere de mørke ører fremad da Djanges dybe bas af en stemme brød stilheden og hilste hende.

”Djange,”

Det kom mildt og endnu et smil viste sig på hendes hvide mule. Hun lagde på ingen måde skjul på sin glæde over at se ham, og nærmest også sin lettelse. Der kunne gå måneder mellem møderne med selv dem den askegrå holdt mest af at støde ind i og derfor følte hun sig nu lettet over at have fundet så tilfældigt frem til bjerghingsten. For ham havde hun skam haft i sine tanker ofte.

”Det glæder mig at se dig igen,”

Størstedelen af hendes nysgerrighed var dog rettet mod det hingsteføl som nu trådte frem fra sin fars skygge. Han var ganske smuk, rød og til den askegrås store overraskelse så bar hans øjne to forskellige farver. Det havde hun alligevel aldrig set før! Hendes egne gyldne så indgående og muntert ind i dette tofarvede blik, ungt og fuld af energi, tydeligvis beundrende hans specielle øjne. Det var altid noget hun havde studeret nøje, noget hun satte pris på at lægge mærke til – øjnene. Spejlene ind til sjælen, der hvor alle følelserne spillede frem og hvorfra den anden oplevede verden. Hun brummede mildt af den unge sjæl og smilte endnu bredere.

”Du må være bjerghingstens søn, så stærk du ser ud! Hvad er dit navn?”

word count 333

Atter at se den unge askegrå hoppe var ham en glæde i sig selv. Det var svært at beskrive; for han havde det ikke med hende som så mange andre. Nej, uden at have erstattet Athenes rolle i sit liv, var det som om han havde fundet et vist overskud i sig selv til at lade Ariel få samme plads i sit hjerte, et eller andet sted. Uden at have spurgt om lov, så at sige - det var bare sådan han havde det. Til en hver tid ville han passe på hende, hvis noget ondt skulle krydse hendes vej; men om hun vidste det, var i og for sig også irrelevant for ham... Næsten ærefuldt havde Djange nikket, dog mekanisk af fremførsel, da hun havde talt.

"Glæden er helt på min side."; hans stemme var hæs og intens, og atter tonløs - på trods af de følelse han egentlig havde tilladt sig at vedlægge sine gengivende ord. Dog blev opmærksomheden dernæst flyttet over på det unge håb ved hans side, og da Ariels ord havde lydt, var et ganske kort og tilmed skjult smil på den lyserøde mule, kort at skimme. Liges hurtigt som det piblede frem, ligeså hurtigt var det pist væk igen! Dog var det ingen hemmelighed at Djange boblede af stolthed ved synet af sin søn - på trods af man intet kunne se på Djange fra hans ydre...

Hoppen syntes temmelig interesseret i det brogede føl; og lige så havde Lupë det omvendt. Hendes øjne var virkelig specielle, og som en hver anden baby, hvor en lille ting fanger deres opmærksomhed - er det straks at de i de livlige gnister der opstår i øjnene. Hun talte dog, og kort skævende, næsten søgende efter accept så han kort op på sin far ved hans venstre side. Djange virkede dog rimelig rolig og fattet i dette selskab, hvilket gav det hele en meget tryg stemning - samt tryghed for Lupë.

Hendes ord lod han sig ikke som sådan bide sig mærke i, til trods for hun ikke havde nævnt hans far ved navn, men omtalt ham som en bjerg hingst... Hendes rosende ord lod sig nemlig overstråle og op rankede Lupë sig lettere stolt, med fremskudt bringe, store øjne og et bredt drenget smil over den spraglede mule. Hans vippede ørerne nysgerrigt frem, før han nærmest tog en dyb indånding før han talte.

"Mit navn er Lupë."; havde den drengede og unge stemme lydt blødt igennem den kolde bjergluft. Til slut havde han afsluttet sit navn med et lille bekræftende og selvsikkert nik, før han kort skævede til sin far, og derpå lod opmærksomheden komme til hoppen.

Den askegrå betragtede nysgerrigt den lille sjæl ved Djanges side. Han så vældig lille ud ved siden af den store hingst, men det var kun et spørgsmål om tid, så ville han sikkert vokse sig ligeså stor. Det var hun slet ikke i tvivl om. Et oprigtigt smil sad stadig på hendes mund og det ville nok ikke forsvinde foreløbig. Hun strakte let sin lyse mule en anelse frem mod hingsteføllet. Hvor var det underholdende at se ham, hun mærkede en varm glæde i sit slanke bryst, hun fandt hans opførsel ganske finurlig. Han så ligesom Djange sund ud, glad og tilfreds – de så ud til at have knyttet et stærkt bånd. Det var vigtigt. Det vidste Ariel egentlig godt selvom hun aldrig selv havde gjort det med sin familie. Det var meget længe siden hun sidst havde set noget til dem, og føllet mindede hende en kort stund om den søster som levede, men som hun aldrig havde mødt. Det tog dog ikke glæden fra den grå, bestemt ikke med et selskab som dette. Og så mente hun generelt at alting gik sin gang, hun dvælede ikke ved fortiden.

”Lupë, det var et særligt navn. Kan du lide bjergene?”

Smilet blev mere muntert, mens de ravgyldne øjne ikke lagde skjul på hendes nysgerrighed. Mon han ville vokse op som bjerghingst ligesom sin far? Eller blive noget helt andet? Hun så kort på Djange, ind i hans isblå blik som nu var så velkendt, og smilede som var hun lige ved at le. Ikke af underholdning, men af en særlig glæde som ofte strømmede igennem den grå, forstærket af møder som disse. Livsglæde.

word count 275

Det var en prægtig følelse af stolthed der diskret fyldte den let brogede hingst Djange. Han tillod sig, i gåseøjne, at træde tilbage og lade det unge hingsteføl fører ordet lidt. Jovist havde han et vist savn til denne aksegrå hoppe foran dem, men som situationen så ud, lod det ikke til at hun ville forsvinde lige foreløbig. Rankt og stolt stod han ved Lupës side, ej bleg for at ranke sig op som han nu var af størrelse, til trods for hvor meget lavere og mindre Lupë var. På den måde viste han også med sit eget kropssprog en henvisende vej til at Lupë ej skulle tvivle på sig selv, for det gjorde han heller ikke selv…

Hoppens ord omkring hans navn var særligt ligefrem, rørte stille på Djange. Han kastede de krystalblå kolde og tomme øjne kort på Lupë, mens det slog ham at hun nu egentlig havde ret. Men når det så var sagt, var de fleste navne vel egentlig det? Endnu fandt han det faktisk finurligt at landet her ikke rummede et eneste par sjæle der bar fuldkommen samme navn… Ikke af hvad han kendte til.
Ariel så nu i hans øjne, og roligt tillod han øjenkontakten da hans kolde og tomme øjne så gengældende tilbage i hendes. Før han stille forberedte sig på t fokusset snart ville blive på den unge røde hingst igen da han spottede ud af øjenkrogen hvordan han åbnede mulen for at påbegynde sit svar.

Fokusset var pludselig på Lupë, hvilket han udmærket registreret. På den anden side fyldte dette selvtilliden godt op, og han stod lige akkurat så stolt, ædelt og flot som han nu kunne. Både overfor sin far han evigt ønskede skulle være stolt og glad, men også overfor denne askegrå hoppe som hans far tydeligvis kendte til.

Hoppen indgød ham for alvor som midtpunkt da hun spurgte ind til hvad han selv syntes... Hans øjne glimtede let livligt, mens de betragtede hoppen, før de landede i hendes gyldne øjne han fandt så dragende. Lidt ivrigt nikkede han med det fine og lidt kantede hoved, før han kort skævede til sin far der så imod ham. Stille stoppede han sin nikken. Mon det var for meget, for ivrigt? Stille krummede han kort mulen, før han atter glemte alt om hvordan han lige bar sig ad igen, da han så på hoppen Ariel igen.

"Ja!"; udbrød han med den unge og drengede stemme, hvorpå en hvis frækhed var at syne i det glimt han bar i øjnene, mens et drenget og ungt ivrigt smil lå på hans mule.
"… Men det er stort. Meget stort."; fortsatte han lidt efter det kort havde slået ham, at han nogen gang selv syntes han var blevet væk. Især i starten hvor han var helt lille.

Hun smilede mens det gyldne blik atter søgte ned på den lille, røde hingstesjæl med de kønne aftegn. Hendes kridhvide mule mimrede let, nysgerrigt iagttog hun ham mens han spørgende så op på sin fader efter bekræftelse. Det var underholdende at se hvordan han tydeligvis forsøgte at opføre sig rigtigt, men alligevel ikke kunne holde energien tilbage – hvilket den askegrå bestemt ikke så som noget negativt. Hun var selv indehaver af en nærmest uendelig mængde energi, selvom netop Djanges selskab havde en afslappende virkning på hende.

Ørerne blev spidset da hans svar så kom og en munter, lys brummen undslap den grå. Det drengede smil stod nærmest i kontrast til hans faders udtryk, det var meget interessant at se og hun fulgte opmærksomt med i hver bevægelse den lille røde gjorde. Hvem mon moderen var? En energisk sjæl som sønnen?

”Ja, det er ikke helt ufarligt at færdes heroppe under himlen. Så er det godt Djange kan lære dig alt hvad han ved.”

Et mere mildt smil faldt over hendes mund. Hun håbede inderligt at alt godt ville komme til hingsteføllet og hans fader.

word count 186

Selvom han holdte øje med Lupë, samt gav ham sin fulde opmærksomhed lige nu, rettede han alligevel opmærksomt de kolde og tomme øjne imod Ariel. Hendes muntre brummen gav en ro, og stille ville han have haft ladet et skjult kortvarigt smil spillet på hans mule, men igen kom han fra det. Han forholdte sig en anelse passivt, mens hans tilfredsstillet så i Ariels gyldne øjne da hun svarede Lupë. Det er godt Djange kan lære dig alt hvad han ved... En vis stolthed fyldte den let brogede hingst, og han rankede sig let.

Han betragtede hvordan Lupë på ny selv rankede sig da Djange gjorde, og roligt sænkede han så mulen imod Lupë da han lå inde med en bestemt besked til Ariel. En besked det røde hingsteføl ikke behøvede at ligge øre til.

"Smut du ud og leg Lupë, jeg finder dig lige straks."; opfordrede han, da han puffede den lille over skulderen. Hæs og intens var hans evigt tonløse stemme, men et gnistrende glimt blev kort at se i de ellers kolde og tomme krystalblå øjne, som så i Lupës.

Ivrigt, og ufortrøden havde Lupë i en drenget latter været vendt rundt i samme øjeblik og løbet af sted. Djange lagde let ørerne i nakken, over denne frembrusende og hurtige afgang, men langt kom Lupë ikke fra dem, før han flygtigt tonsede tilbage. Han stillede sig rankt op, nikkede galant og fint med den lille hals, stolt og hilsende mens hans unge og drengede stemme havde sagt pænt "På gensyn Ariel.". Hurtigt var han væk igen, og morsomligt havde det boblet i Djanges indre, selvom han intet viste ud af til.

Han rettede nu hovedet imod Ariel, hvorpå hans udtryk endnu var uændret.

"Ariel.. Jeg traf Deres moder Ava, med et vedhængende føl af hende, her forleden da jeg søgte Dem."; startede han ud, med den hæse og intense stemme, tonløst.


"Jeg roste Dem for hende, sagde til hende at hun sagtens kunne være stolt af Dem, at have Dem til datter."; fortsatte han, hæs og intenst og endnu tonløst.


"Hun blev vred, og udtalte sig således omkring at De i hvert fald ikke var hendes datter..."; lettere sammenbidt, men endnu hæst og intenst yderst tonløst. På trods af at dette rørte ham meget... for det gjorde det. Han afholdte sig dog ikke fra at misse de krystalblå kolde og tomme øjne, alt imens hans ører blev presset i nakken.

Udefra havde det set ud som om den let brogede var sur på den askegrå foran ham.. men dette var langt fra tilfældet nu.



[ Lupë OUT ]

Den askegrå så til mens det røde, sprudlende hingsteføl blev sendt ud på leg. Hun fulgte ham med øjnene da han stak af på sine lange ben, med et blødt smil om mulen og en let nikken da han hilste hende på gensyn. Bestemt om de ikke skulle mødes igen, hun ville gøre sit for at finde ham hvis skæbnen ikke af sig selv førte dem sammen. Som Djanges søn var hans fremtid en vigtig sag for den grå. Hun havde dog en solid fornemmelse af at den røde nok skulle klare sig, måske endda bedre end de fleste – der lå en styrke over både han og hans fader. At han blev sendt bort overraskede hende dog en smule, og så snart han var ude af syne, søgte de gyldne øjne den udtryksløse vogter. Hun søgte ligefrem de krystalblå øjne med et spørgende blik, afventende. For selvom det kun var minimale signaler han sendte ud, fornemmede hun alligevel hvordan hans sindstilstand havde ændret sig. Hun vippede ørerne frem da han talte, begyndende med hendes navn.

Stilhed sænkede sig over hende mens han talte, og hun lyttede i tavshed til han var færdig. Der kom dog ikke nogle umiddelbart overraskede reaktioner fra den grå. Der gik dog et kort øjeblik efter hans sidste ord havde forladt ham, hvor de gyldne øjne fik et tankefuldt skær.

”Ava..”

Hun nikkede, og stik imod enhver sund fornuft så viste et roligt smil sig over den hvide mund. Det glædede hende at han fortalte hende det, den brune kunne ligeså vel have ladet hændelsen passere og gå over i glemslen. Noget i ham lod dog alligevel til at interessere sig i hende, og tanken varmede. At hans ord ikke var opmuntrende var en anden sag – der var dog ingen ulykkelighed at spore hos den grå. Den eneste reaktion var et lille, tankefuldt pust.

”Jeg kender ikke min egen moder, Djange. Jeg ved at hun accepterer min eksistens, at hun har lagt mærke til min tilstedeværelse de få gange vi har mødtes, men relationen mellem os gik tabt for længe siden. Jeg vidste dog ikke at det var til en grad som den, du beskriver,”

Det var alligevel nyheder at hun var helt afskrevet af familien, men det gav til dels mening. Hun havde ikke set nogen af dem i meget lang tid, og noget egentligt savn nagede ikke længere.

”Jeg er virkelig Andromedas datter i sidste ende,”

Den askegrå smilede igen, et lille, men blødt smil til hendes maskerede selskab. Det bragte ingen uro at tale om alt dette med ham, der var en tillid til ham i hende som efterhånden ingen grænser havde. Desuden var hendes ord noget, hun havde sagt længe. Hun havde altid følt sig som en datter af landet, det land hun var vokset op i og havde lært om livet i, hun følte sig som en harmonisk del af det alt sammen.

”Føllet var en hoppe, var det ikke? Jeg har aldrig haft muligheden for at møde denne søskende, jeg ved at vi også har samme fader. Hvor gammel?”

Et mere nysgerrigt udtryk gled frem i de gyldne øjne. Hans ord om et ukendt føl, en søskende, var nok det som satte flest følelser i gang i den grå. Måske hørte hun ikke til hos dem, men møde sin egen søster, det var alligevel noget hun ønskede inderligt. Hun løftede sit hvide ansigt der til dels havde været sænket i nogen tid nu.

”Det glæder mig at du har fortalt mig alt dette, Djange.”

Hendes ord var bestemte, og de gyldne øjne søgte igen de krystalblå. Det var skam noget hun ønskede, at han vidste. Al varme fra ham, om den så var indirekte, betød noget for den grå.

629 words