Ligheder fra det døende land

POINT OF VIEW: Signi

Den store, brogede hingst lod de tunge ben glide gennem det dybe sand. Kroppen, der havde været så tynd og sølle, og havde slået hingsten ihjel i første omgang, havde fået mere fylde. Ak, kroppen var stadig udsultende og sølle at beskue, men den så ej døende ud længere. Hingsten slap et dybt prust fra de let udspilede næsebor, inden han stoppede op. Den tunge krop sank sagte ned i det bronzefarvede sand, der havde lagt hele området golde og koldt, på trods af, at luften var varm. I modsætning til den ø, Significar først havde betrådt, var der intet liv at finde på denne ø. Tværtimod; den mindende ham fjernt om hans hjemland, der var blevet lagt i en døende tilstand, da sygdommen havde hærget. En sigende brummen lød dæmpet, eftertænksomt fra den brogede, mens han atter satte frem i en langsom skridt. Kroppen, der var blevet gennemblødt af det kolde havvand, var for længst tørret og skinnede svagt i solens varme stråler. Signi drejede hovedet til siden, og de stålblå øjne ramte det dybblå vand, der ligesom hans pels, lå fredfyldt og glimtrede. Han havde med vilje holdt sig tæt på vandkanten, for han vidste, at man let kunne fare vild i det sandbelagte område; der var ingen stier, ingen barmhjertighed. Det var et barsk miljø at færdes i, men alligevel følte Signi sig tryg ved, at vandre på noget, der kunne minde den mindste smule om hans hjemland. Den lyserøde mule blev krøllet sammen med nogle dybe rynker, mens de skjulte øjne gled ned til sandet, der klistrede til hans fugtige ben. Han var så forvirret, så fortvivlet. Han kunne ikke finde svar nogen steder, hørte han overhovedet til her? En gennemsigtig, salttåre gled langsomt ned over den sorte kæbe, og forsvandt med det samme igen. Han var så ulykkelighed, så ene og alene. Ville tingene nogensinde blive gode igen?

Det var længe siden at den ældre hingst havde bevæget sig til den gyldne ø, øen dækket af sand- Andromedas ørken. Tiden var gået, og den havde haft nogle hastige skridt. Tiden mindende den ældre hingst om hvor lidt tid man egentlig havde i livet- hvor mange der tog det forgivet. Selv havde Eagle levet mange år, og alligevel havde han ikke set eller oplevet alt hvad der var. Det var ikke nogen hemmelighed at den gyldne hingst havde et begær for eventyr, fortællinger og særværdigheder. Alt der var at se, høre eller opleve, var noget der fangede Eagles interesse. Det var også denne interesse der havde fået den gyldne vandre til endnu en gang at ligge sin sti forbi ørken øen.
Det var med rolige skridt at Eagle nu bevægede sig langs kysten, han nød duften af det saltede vand og bølgerns søde vuggevise. Tankerne fik lov at vandre, alt imens de gyldne øjne beskuede den stille ørken.
Selvom den ældre hingst gik afslappet, så han alligevel meget ædel ud. Af natur bar den gyldne hingst sig ædelt frem, hans træk var ædle. Han så- virkede meget stor, meget høj, selvom dette kun var hvad det synes af, på grund af den tunge måde Eagle var bygget op på. Eagle var ikke højere end så mange andre. Der hvor han kom fra var det meget nårmalt, og hvad Eagle havde kunne sammenligne med de forskellige heste i Andromeda, var det noget der var tilfælles hos de fleste. Eagle synes blot større- syns bedrag.

POINT OF VIEW: Signi

Sandt klistrede langt oppe af de kraftige ben, som den brogede hingst vandrede med. For hver skridt han tog, sank han dybt ned i sandet, og måtte kæmpe sig op, og videre. Altid videre. Significar kom fra et land, hvor en sygdom havde herskede, og man var tvunget til at vandre, for at finde overlevende, såvel som selv at overleve. Det var blevet en naturlig proces, en livsstil for Significar at vandre – og blive ved med det. Han havde ikke færdes i dette land i mere end to døgn, men han vidste allerede nu, at sygdommen ikke havde fået fat her; himmelen var så smuk, så lys og klar, græsset var så grønt og frodigt. Alle de nye indtryk stak i hans sanser, der ikke havde oplevet så meget variation. Det var overvældende. Det var grunden til, at Signi endelig følte sig tilpas, når han vandrede igennem det golde område, hvor der ikke var en græstot i miles omkreds. Dette miljø var det, han var van til at vandre i, og det gav ham en fjern samhørighed med det øde land.

Længe havde en brogede hingst vandrede i sine egne tanker. Han havde svært ved at forstå, og respektere, den omvæltning der havde bragt ham her. Men inden i ham, voksede der et dybt og mørkt had; inden i Signis indre, var der et dunkelende mørke, der tilbageholdte en del af den sjæl, han nu engang var. Den anden del gik under navnet ’Ficar’, og var blevet straffet i det indre, ved at blive tøjret med store lænker omkring ham. Ficar foragtede det land, som han betrådte, og for hvert øjeblik blomstrede der nyt had til det lys, der havde valgt at føre ham sammen med Signi. Men hele den seance var ikke for andre; udadtil var Significar blot en almindelig, broget hingst – uden lænker, uden mørke. Det var hans egen sindssyge, der drev ham rundt.

En pludselig ændring i landskabet fik Signi til at stoppe. Hans sanser var underudviklet, så han havde på intet tidspunkt lugtede den skikkelse, der vandrede tæt på havet. En brungylden skikkelse var tæt på, og en rædsel, panik, spredte sig i Signis krop. Åndedraget blev hurtigere og hårde, som havde han problemer med at komme af med den overskydende luft, og kroppen blev standset brat op. Signi hvælvede i den mørke hals, og vippede ørerne usikkert ud til hver side. Han bukkede sammen i bagbenene, og lod forbenene trippe på stedet; han lignede mest af alt en slange, der var blevet trangt op i en krog, og ikke vidste, om den skulle bide eller krympe sig sammen. Signi vidste ikke hvor han var, men havde ofte hørt om territorier, og fortvivlede nu, om han var trådt ind på den anden hingst område. Den lyserøde overlæbe blev krøllet sammen, og de skjulte, gråblå øjne farede stresset over den fremmede, som Signi endnu ikke vidste, havde set ham eller ej. I det mørke indre, stod en fanget sjæl lænket, parat til at være den del af slangen, der ville hugge ud efter truslen.

Alene havde den gyldne hingst vandret de sidste mange dage, uger.. måske endda måneder. Den ældre hingst havde for flere år siden stoppet med at tælle de mange dage, der ham passerede. Det var ikke meget liv han havde mødt i sine vandringer, og der ved han den gyldne hingst heller ikke forventet at nogen skulle dukke op denne dag. Alligevel skulle den ældre hingst overraskes. En lyd i det fjerne, skjult af nattens mørke, kom ham til ørene. De mandelformede øre blev spidset og for en stund stoppede Eagle op for blot at lytte. Han forsøgte at genkende lyden i mørket. Lyden af hove imod det tørre sand.
Eagle var ikke den eneste der havde vandret i ørkens gyldne sand. Roligt og meget imodkommende vrinskede den ældre hingst imod denne fremmede i mørket. Eagle afventede en reaktion, før han ville tage sin beslutning om at vandre videre eller blive for en stund.

(sorry det blev lidt kort)

Ligheder fra det døende land

Wordcount: 292        Point of view:  Signi

Det var nærmest, som om tiden stod stille. Sandet klistrede til de brogede ben, og fordi forbenene var begyndt at trippe, kastede sandet sig grådigt op af hans robuste ben. Inden i ej skreg en lille stemme, at han skulle flygte, løbe sin vej, gemmer sig langt væk. Men denne stemme blev blokeret, da en nysgerrighed blomstrede frem i ham. Der var en anden hingst, der kaldte venligt på ham. Imødekommende. Signi lod de trippende ben standse op, og stod helt stille. Han turde næsten ikke engang trække vejret. Flankerne dirrede på ham, musklerne krøllede sig sammen i hans krop. Der var stille længe, eller måske ikke. Tiden stod alligevel stille. Da lyd et krampagtigt, usselt ’piv’ fra den brogede hingst, der lod det store hoved glide længere ned, underdanigt. Pandelokken lå trofast over de skjulte øjne, og med dirrende bevægelser, trådte han et skridt tættere på den fremmede hingst, der befandt sig i det samme område, som ham selv. Hvis det nu var en ondsindet hingst, havde han vel allerede givet ham pryl?

” J.. Jeg b-beklager, hvis j-jeg er trængt ind på dit område, u.. uden din tilladelse.. Jeg er ganske n-ny og kender ikke grænserne mellem l-landende… ”

Nervøsiteten skreg fra den forsigtige, sørgmodige stemme. Ørerne flappede sidelæns, Signi var ikke van til, at høre hans egen stemme. Der var stammende, usikker og tydeligvis ikke brugt længe. Der gjorde næsten helt ondt i halsen, at få den tørlagte stemme frem. Den lyserøde mule mimrede voldsomt, og hovedet blev underdanigt sænket for den gyldne hingst, der før havde kaldt. Igennem den tykke pandelok kiggede de stålblå øjne på ham, studerede ham; men ej ville hingsten kunne se, hvilke øjne Signi selv ejede. De var gemt langt, langt væk.

code by ♥