Late night sightseeing[Zeus]

►Cassiel

Bjerge rejste sig til hendes ene side, kysten strakte sig til hendes anden side og åbne vider med en mindre skov a grander lå bag hende. Hvor var dette sted dog heldigt at have suget hendes sjæl til sig. Det nye land havde i den grad ikke ligefrem skuffet hende, det havde endnu ikke fået hende til at ville søge væk for aldrig at lade hendes tilstedeværelse lyse områderne op. Hun havde set noget der kunne være endnu en ø i løbet af dage, som hun havde tilbragt ved kysten. Vandet og vinden var ganske blide mod hende, dog hang duften af vandet i hendes man og pels. Hun havde intet imod det, det var en behagelig duft, den mindede hende om duften der fulgte et regnvejr fyldt med lyn og brag.
Den røde hoppe løftede hovedet og lod det modtage en blid vind, der rullede ind over landet fra vandet af. Et let smil bredte sig kort om hendes mørkere mule og hun vendte fronten mod bjergene der tårnede sig op til hendes ene side. Det var ganske imponerende, men mon de ikke også rankede sig en smule for hendes skyld?
Det var ikke alle der ville være enige med hende og hendes syn på verden, men hun kunne så til gengæld heller ikke være mere ligeglad med deres mening. Så længe de ingen rolle i hendes liv havde, så var de ikke værd hendes tid. Og hendes tid var dyrebar og man skulle takke hende for de minutter og sekunder hun ofrede på andre end sig selv. Den røde hale svirpede kort bag hende og hun satte frem i en dansende trav ned langs vandet. Hun var stadig vældig irriteret over, at hun tydeligt kunne mærke hvordan hun manglede den vante smidighed og balance samt styrke, som hun havde haft i den verden hun havde forladt. Lyset badet i Skyggerne skulle nok give det tilbage til hende en dag, det var hun sikker på. Måske skulle det bare lige se om hun var værdig til at betræde dets jorde. Dog ville hun da langt hellere fortælle dette kære lille lys, at dette slet ikke var nødvendigt. Hun var langt mere end blot en normal hoppe eller hest. Hovedet blev let nikket kort med, for at flytte pandelokken på plads på siden af hendes fine hoved. Hun var Cassiel og var mere end værdig til at leve her.

Sandet sad langt op af benene på den dunfarvede hingst, som havde været en tur i vandet og nu var vendt tilbage på øen. Han havde ikke forsøgt at forlade denne ø endnu, han havde blot trængt til at få skyllet sin pels igennem, efter han var kommet hertil. Han havde brugt de mange første timer på at vandre hvileløst rundt i sin søgen efter noget han kunne bruge til bare et eller andet, men indtil nu havde han ikke fundet det. Han vidste der var muligheder i dette land, men de gemte sig for ham nu – hvilket irriterede ham.
Han stod nu med blikket vendt ind imod landet, hvor bjergene tårnede sig op længere inde på øen. Måske kunne han hente nogle fordele der? Bruge dem til at træne, forøge hans styrker. Og han skulle også lige til at sætte sin endnu våde krop i gang for at skridte imod disse, da noget fangede hans blik. Han slog hovedet op og vendte det til venstre, for længere nede af stranden bevægede en rød hoppe sig rundt. Det var tydeligt det var en hoppe ja, for en hingst ville ikke gå sådan, med mindre der var noget galt med ham. Han studsede kort over det, men besluttede sig så for at vente med at drage imod disse bjerge. Måske vidste denne hoppe noget om dette land, som han kunne benytte? Og desuden kunne det være hun var et ganske interessant emne at besøge af helt andre årsager. Han vendte derpå sin front imod hende med et hingstet brum, inden han med let tilbagelagte ører begyndte at skridte imod hende.
Hans aura var nok noget tilbagelænet. Han gjorde ikke det store nummer ud af at vise hans muskler, bygning eller autoritet ligenu, for hans mål var nok så anderledes end blot at vise sig frem som den hingst han var; og Zeus spillede aldrig med musklerne blot for at gøre det. Han gjorde faktisk intet uden grund.

►Cassiel

Demørke øjne fangede bevægelserne af en anden skabning længere fremme. Hvem mon dette var? Det var ikke den Ensomme Vandre, hun havde mødt den første aften, den bevægede sig anderledes... Dog var det tydeligt for hende, at vedkommende var på vej mod hende. Og at vedkommende vandrede lige forbi hende var utænkelig. Man ville ikke være på god jord, hvis man ikke ankendte den røde hoppe, hun ville danse på roser og kranierne af hendes fjender.. Intet mindre.
Hun bevægede sig fortsat med smidige bevægelser  frem ad og mod den fremmede skabning. At møde nye heste var  kun godt, det ville kun hjæpe til at sprede hendes lys. Det alle havde brug for, at se mindst en gang i deres liv for, at have levet ordentligt. Cassiel var intet mindre end en selvoptaget skid, der kunne blive forblændet af hendes eget spejlbillede, men hun var ikke helt dum heller, så hvis hun så noget hun ville have, så skulle hun nok få det. Levende eller dødt.

Som hun nærmede sig den fremmede, da så hun at denne havde bygningen af en hingst og en farve der var lidt mørkere end tørt sand. Dog kunne denne også have været i havet et smut, for duften af saltvand var stærk på den lette brise. Hun svang let med den røde hale, inden hun stoppede op og ventede blot på den fremmede hingst med hovedet stolt hævet og hendes krop udstrålede kun den selvsikre ild, der brændte i hendes indre flammehav.

Ganske slendrende, nærmest, bevægede den dun-farvede hingst sig imod den ildrøde hoppe. Hendes nuancer var utroligt detaljerede, og både mørke og lyse strøg flød rundt i hendes pels som vand i en ø. Hendes farve var faktisk ret fascinerende, men der skulle mere til end det, for at fange hans interesse til fulde. Han gumlede en smule, inden han standsede op. Hoppen var stoppet lidt forinden, som ventede hun på at han kom til hende; men sådan var verden ikke rigtig indrettet ifølge ham. Han forventede ikke at alle kom rendende til ham, men der var noget over den aura der hang om hoppen, der fik ham til at blive en smule trodsig. Han bummede dybt, inden han slog med hovedet, som gestus til hende; for dog var han ikke den uhøfligste i landet. Han var faktisk ret godt opdraget, tro det eller ej; og så længe man ikke havde provokeret ham, skulle han nok fremvise sine gode sider.
Der gik lidt, før den dun-farvede Zeus stampede i sandet. Hvorfor? Det var nok et godt spørgsmål. Egentlig var det nok mest en handling i trods, for han nægtede at flytte sig længere frem imod hoppen, som han var tæt nok på til at kunne tale med, hvis han ville. Og det tænkte han over, blot et minut, inden hans maskuline stemme lød.

,,Hvem er du, hoppe?”

Lød det, så maskulint som det nok kunne siges. Hans ordvalg kunne tolkes som nedværdigende, men hans tone var nu neutral og respektabel nok. Så kunne hoppen selv vælge om hun ville tage det til sig positivt eller negativt – han havde lagt det op som en åben intro. Og så ville han gerne vide hvem hun nu var – den røde flammehoppe.