I ly af skovens lange skygger

Hun vrikkede med ørerne. En sær lyd kom nu og da fra skikkelsen og skyggerne omkring ham, men hun blev stadig roligt stående på det samme sted. Skovbunden var blød under hendes hove, og hun overvejede hvor langt hun havde igen inden hun ville nå den sø hun havde sat sig for at tage til. Hun kunne ikke forestille sig at han ville sige ja til at tage med hende, men hun ville bestemt blive nogen tid endnu. Hun havde endnu ikke fået hans navn indså hun, et ord at sætte på hingsten med den mørke pels. Han forblev tavs, igen blev hun mødt af stilhed hvilket udløste en let mimren på hendes bløde mule.

Der gik et øjeblik uden lyde, så lod hun simpelthen benene knække under sig. Skovbunden var dækket af mos og blade, der var intet i vejen for at lægge sig. Hun bekymrede sig tydeligvis ikke for om hingsten skulle fare frem, hun havde blot været på farten i nogen tid nu og havde alligevel tænkt sig at blive i hans nærhed lidt endnu. Så den askegrå lagde sig altså i mosset, og lod så igen sin stemme lyde:

”Jeg kan fortælle dig, at jeg ulig de fleste her blev født i Andromeda. Mine forældre kom hertil på samme mystiske vis som alle andre, men jeg har været her hele mit liv. Du vil opdage at der er megen frihed at finde her,”

Hun brummede lidt for sig selv i en lys tone. Måske lyttede han, måske gjorde han ikke. Hun mærkede tydeligt hans anspændthed selvom hun ikke delte den. Men hun kunne som sagt ikke sætte sig ind i hvordan det måtte være at ende her, i et helt nyt land.

”Kan jeg få dit navn?”

word count 295

Rashn var ikke en der talte meget, han havde ikke den store grund for at tale. Han så ikke nødvendigheden i det, da tale ofte blot er til for at lærer hinanden at kende. Noget Rashn ikke var spor interesseret i. Den arrede hingst fortræk ensomheden. Langt væk fra andre og deres dømmende og skuffede blikke. Væk fra det nærvær han ikke troede på fandtes, gjorde det, var intet af det ægte. For ham var det eneste der var nødvendig, var at overleve om nødvendigt.
Det var med et sæt i den sorte hingst han træk sig sammen og en dyb og hvæsende lyd nu advarende hakkede ud efter den sløret skikkelse. Forbenene var blevet løftet fra jorden i det hun foretræk en uventet bevægelse. Da hun havde smidt sig i skovens bløde bund, og der ikke forekom meget mere end det, faldt han atter lidt til ro. Dog aldrig helt. Hans muskler var anspændte under det sorte skind, og ørene var presset fladt ned i nakken. Han træk atter et par skridt bagud og lagde afstanden han før havde forkortet lidt, blive længere igen.

Det ene øre lettede en anelse da denne fremmede snakkede. Hun var intet andet for ham. End ikke selvom han kendte hendes navn, og nu vidste hun var født her og hendes forældre ikke var. Det gjorde for ham ikke nogen forskel. Han behøvede ikke kende hende, og hun heller ej ham.

"Navne er lige gyldige, jeg behøvede ikke dit, og du behøver ikke mit. Du behøver ikke huske på det navn jeg bærer. Du behøver ikke huske mig. Jeg er blot en du har stødt ind i som du for mig blot er et levende individ jeg netop har mødt. Intet mere, og intet mere bliver det."

Stemmen var endnu sammenbidt og han lød langt mere arrig denne gang, end sidst han åbnede munden. Hun havde ikke som så udgjort en trussel mod ham, men hun havde uventet bevæget sig, og havde forsaget en mindre voldsom reaktion fra den arrede hingst. Han havde ingen tillid. Ej stolede han på nogen- kun sig selv. Rashn havde ingen andre, og han ønskede ingen andre.

En fugl kvidrede, for skyen der ellers havde dækket for solen i nogen tid nu var gledet bort og sollyset nåede helt ned til skovbunden. Den askegrå lyttede i tavshed til både fuglesang og snart også til denne mærkværdige stemme, fuld af alt muligt hun ikke kunne sætte ord på. Hans ord kom bag på hende, de gyldne øjne så igen med forundring i retningen af den mørke skikkelse. Navne var på ingen måde ligegyldige for den grå, hun delte ikke hans livssyn. Det var også det som gjorde fremmede sjæle interessante. De så alle sammen livet fra forskellige vinkler, nogle fra en skygge og andre fra lyset. Hun vippede med ørerne, mens hun endnu lå i mosset med hovedet løftet fra jorden.

”Men du bad mig tilkendegive mig selv, og jeg gjorde det. Navne er den eneste måde at gøre dette på, eller skulle jeg have fortalt dig at jeg var hest? Det vidste du allerede,”

Det snehvide ansigt blev lagt en anelse på skrå, mens den ungdommelige hoppe tænkte. Hun indså at hun nok ikke fik ham at se på denne dag, men måske ville hun være heldig at støde ind i ham en anden gang. Et smil fandt vej selvom den anden selvfølgelig ikke kunne se det fra denne afstand.

”Jeg må desværre skuffe dig du mørke, du vil bestemt stå klart i min erindring. Med eller uden navn, selvom jeg ville foretrække det første.”

Hun havde sådanset allerede selv navngivet ham som den mørke. Det var noget hun havde gjort allerede i tidlig barndom, at give sjæle hun mødte navn efter deres øjne eller pels eller smil. Der blev stille i skoven igen.

word count 281

Den sløret skikkelse der lå i skovens bund, han kunne mærke hendes blik, og end ikke se hvordan det var. I hans indre så han ikke at end dømmende og skuffede blik. Han både gruede og elskede at være fri for at sige andre i øjne, og ikke hvide hvad deres blik sagde.
Selvfølgelig var det ikke nok for denne fremmede. Det var sjældent noget satte sig tilfreds med ikke at kende navnet på dem de møder. Mange havde en trang, en hunger for at vide mere om selv de mest fremmede.
Den dybe brummen kom atter fra den arrede hingst, i det han trådte et par skridt frem. Langt nok til hun nemt ville kunne se ham, han blottede sit arrede skind, det blodsprængte øje der var gemt bag en hinde, og det dybe hul der var efterladt af ar, hvor det andet skulle have siddet.

"Jeg skulle have udtrykt mig tydeligere i mine hensigter. Jeg bad dig give dig til kende, ikke i navn ikke i status eller hvilken race du er. Du er mørk som skoven her, dette tillader mig ikke at se. Jeg beder, forlanger en tilkendegivelse på hvor man er, og hvilken som helst lyd giver mig svaret."

Rashn regnede ikke med hun blot ville glemme ham, de fleste andre levende individer havde en svaghed for at huske på dem de mødte. Knytte sig for tidligt. Om så han blot havde passeret hende tavs, ville hun nok stadig huske ham, eller en del af ham. De næsten helt rød glødende ar der spredte sig på det sorte skind var voldsomme. Hans arrige attitude, der sættes op for at holde andre på afstand. Selv dette ville huskes svagt. Alligevel behøvede han ingen relationer til alle disse fremmede. Han behøvede ikke deres navn, for han ville blot glemme det igen. Han behøvede ikke deres titlen, gav gad ikke belemre sig med det. Rashn ønskede i helhed blot fred for alle. Hver og en. Han ønskede ensomheden. Han ønskede mørket.
Kun en fnys kom fra den arrede hingst over hendes ord. Han lod blot stilheden komme over skoven. Der var mange timer inden mørket faldt på, mange timer han endnu skulle undgå yderligere kontakt.

Den askegrå betragtede endnu skikkelsen i skyggerne. Der gik kun et øjeblik, så trådte han pludselig frem og afslørede sig. Uberørt blev hun liggende, uden frygt for sin ellers med hensyn til forsvar sårbare position. Hun havde intet ondt mærket i den fremmede. Blot en masse andet. Smerte? Vrede? Hun rettede ørerne frem og gyldne øjne så mod et der manglede, det andet rødt. Det så skadet ud og hun forstod nu hvorfor han følgende sagde som han gjorde. Var det blevet gjort mod ham? Hun så hans mærker tydeligt nu, sammen med for hende fremmede, snirklede aftegn. Ellers var han bredskuldret, med en pels som natten. De var omtrent samme højde. Ariel lyttede og så op på ham i tavshed, gjorde stadig ingen mine til at rejse sig selvom hun fornemmede at deres møde ikke ville vare meget længere.

”Dit syn er skadet?”

Stemmen var dæmpet, men stadig venlig. Hun havde som sådan aldrig mødt nogen med en skade som hans, alle havde været sunde, hvis ikke i sindet så dog i kroppen. Hvilken slags verden kom han fra? Ikke et sted hun kunne forestille sig. Der gik et øjeblik med stilhed, så samlede hun endelig benene under sig og kom igen op at stå. Han havde vist sig for hende, så det var kun fair at hun også stod tydeligt for ham.

word count 226

Anspændt stod Rashn stadig med de mandelformede øre lagt ned mod nakken. Endnu lyttede han til omgivelserne. Hver en lyd kom til ham tydeligt. Selv de små, fra smådyr i skovens bund hørte han. Lyde andre næppe ville bemærke kom til ham. Rashn havde ikke bemærket de første par dage, efter hans syn var blevet dårligt, næsten var der intet tilbage for ham se. Langsomt var han i stedet begyndt at høre ting, små ting, og lugtende blev skarpere. I takt med en sans forsvinder, bliver de andre skærpet.

"Mit syn er skadet, ja."

Det øje han havde tilbage var skadet. Meget, og gjorde det næsten umuligt for den arrede hingst at se. Hans syn på omverden fejlede ikke noget. Han så tingene klart og alligevel ikke. Hans syn på omverden var mærket af hans historie. Han så verden som han havde lært den at kende, og det gælder alle dets skabninger. End kunne han ikke høre fugle sang som noget smukt, der fandtes ikke noget smukt i Rashns verden. Fuglendes kvidre betød blot at der ingen fare var, og at det endnu ikke var blevet vinter. Stoppede fuglene med at kvidre i lysets timer, ville der være noget galt.
Hoppen rejste sig igen, og Rashn træk sig endnu en gang bagud med en arrig brummen og ørene presset ned i den sorte man. Han brød sig ikke om bevægelser fra andre, og det var uanset hvor harmløse de var. Bevægelser som betød at kroppen bevægede sig, som når man rejste sig, eller lagde sig, trippede eller ligende sendte straks fare signaler til Rashn, og han forberedte sig på at forsvare sig til det sidste. Ingen kunne stoles på.