I trygge rammer..

Det var tidlig morgen, mere eller mindre. Ak var solen kun lige akkurat nået himmelen i horisonten, og de første solstråler blev kastet herned imod. Dog var skyerne tætte her til morgen, hvilket gav himmelen en lys grålig farve. Det lille unge myr, efter efterhånde var blevet mere og mere nysgerrig - var taget på endnu en af sine ture væk fra flokkens område og væk fra mor. Denne mindste skov der ligger mest vest på hele Øen, havde den lille fyr faktisk bevæget sig videre forbi.

Så dér stod han nu, i skovbrynet og så mod vest, hvor der mange kilometer frem startede noget strand hvorefter vandet sås. Langt ude i horisonten plejede han at kunne se de store høje bjerge, som endda så større ud end vulkanen her på hans egen Ø. De små nysgerrige øjne så næstens længselsfulde ud, da han moder havde fortalt ham at det var der hans fader var. Den far han kun kunne erindre svagt efterhånden. Han var vel snart godt omkring de fem måneder, stor go stærk så han allerede ud. Det gik hurtigt det første år med udviklingen af hans krop. Dette gjorde det dog endnu mere fjernt hvornår han sidst havde set sin far. Hm, det måtte have været den gang han kom til... og siden endnu ikke.

Stille svingede den lille hale eftertænksomt om hans bagpart, før han fnøs lidt bestemt. Fnyset bar præg af hans ungdom, endnu lys og halv skinger. Før det slog ham! Han kastede det fine lille hoved lidt i vejret, før han udsendte et par skingre vrinsk mod bjergende. Nærmest kaldende. Tænk nu hvis far kunne høre det?

[Reserveret til Axinia]

Usikkert bevægede jeg mine ben hen over skovbunden. Jeg vidste ikke hvilken retning jeg gik i, men jeg fornemmede hvordan det hurtigt tyndede ud i de mange træer der havde omgivet mig. Jeg vidste stadig ikke hvor jeg var, og jeg var faktisk også lidt i tvivl om hvem jeg var. Jeg var fremmed på dette sted, og følelsen blev helt bestemt gengældt. Det der med at man altid burde se positivt på tilværelsen ... Hvem der end havde opfundet dette bude prøve at havne i et fremmed land efter at være blevet bortført af ... noget.
Jeg fremtvang et lidt anstrengt smil, men det hjalp dog på humøret. Man fik det stort set altid bedre af at smile, som om det tvang en til at blive mere munter. Måske jeg skulle- Jeg stivnede. En lyd fra et eller andet havde nået mine ører og bekræftet at der var andre her omkring. Hvem og hvad det var, det havde jeg ingen anelse om, men jeg var ret sikker på at det lød som et føl. Et vrinsk gennembrød stilheden. Det var skingert og lød ensomt, som om den lille sjæl der udsendte det havde miste sin mor.

Rent instinktivt satte jeg i trav mod vrinsket. Hvilken hoppe ville ikke gøre det? Det lille sjæl lød så ensom, og jeg kunne for alt i verden ikke få mig selv til at forlade ham eller hende der. Helt alene uden nogen hjælp. Det var nu tyndet ud i træerne og jeg kunne ane en brunlig skikkelse. Føllet, for det var jeg sikker på det var, så ikke ud til at kunne være særlig gammelt - maks et halvt år, selvom det så stærkt ud. Jeg satte ned i skridt og gik roligt nærmere.

De unge øjne så næsten søgende ud imod havet, horisonten, imod bjergpasset på en anden Ø. Men bjergende var næsten ikke til at se. Det grålige himmel slørrede det hele, og Lupë kunne også have svoret på at duggen endnu lå over havet, samt denne Ø, i en tæt tåge. Men først når man så ud i horisonten, kunne han fornemme hvor tæt det var, da han ingen problemer havde med at se sig omkring her.

Men ingen lyd kom, intet svar. Stilheden brød bare ind, og stille svingede han sin lille hale lidt fra side til side om bagparten. Ventende... på noget, nogen? Sin far måske? Uforstående rynkede han nu mulen, mens han irriteret stampede kort i jorden med den lille hov. Men så skete der noget. Bevægelser og lyde var at sanse, og hurtigt vendte han omkring sig - klar til at flygte. Alligevel var han for nysgerrig til bare at stikke halen mellem benene og løbe tilbage og finde mor. Derpå skimmede han nu en skikkelse, som snart viste sig mellem træerne, som sjælen roligt kom spadserende. Nysgerrigt vendte de røde ører helt frem, opmærksomt, mens de to forskelligt farvede øjne så så helt igennem nysgerrigt på denne fremmede. Hun var lige så stor som mor og far! Men slet ikke samme farve?

Et lille hvin lød, da han kastede mulen puffende frem i luften hilsende imod den fremmede hoppe.

Føllet så ikke forladt ud, snarere afventende og søgende, kunne jeg se da jeg var kommet tættere på. Som om den lille fyr ventede ar nogen ville svare ham, men alligevel ikke gjorde det. Stakkels lille ven, at kalde på noget som ikke var der. Jeg huskede kun alt for tydeligt den følelse, selvom ham her ikke så ud til at være decideret forladt - bare søgende.
Det så ud som om han hørte mig, og fik øje på mig gennem træerne. Faktisk så han næsten forskrækket ud og ligende en der kraftigt overvejde at flygte. Jeg smilede venligt til ham og håbede at dette ville være nok til ikke at skræmme ham væk, men få ham til at blive. Og enten virkede det, eller også havde føllet bare en alt for stor nysgerrighed, for han blev stående. De smukke øjne kiggede nysgerrigt på mig, et blåt og et brunt hvilket var en kombination jeg aldrig havde set før. For mig havde det altid være enten eller, men her var de mikset smukt sammen. Det gav ham et gavtyveagtigt udtryg som jeg straks holdt af - andet kunne man vel ikke når de kiggede så livligt på en.

Det lille hvin og den sorgløse attitude mindede mig så utrolig meget om mig selv da jeg var mindre og jeg smiledefornøjet og besvarede hans hilsen med et venligt prust inden jeg langsomt gik lidt nærmere, men uden at komme alt for tæt på.Jeg kunne tydeligt huske hvad min mor havde fortalt mig da jeg var mindre. Hun havde kigget på mig og meget alvorligt sagt 'husk ikke at snakke med fremmede' og så havde jeg nikket ivrigt, for derefter at gå på eventyr og snakke med de fremmede...

Nysgerrigt vippede de små røde ører sig frem imod denne hoppe. Hun havde en ret speciel farve, næsten som en blanding af fars og mors. Hun nærmede sig, og opmærksomt så de to forskelligt varede øjne til. Selvom hun ikke kom for tæt på, valgte Lupë, rent instinktivt, at gumle let ud i luften. Alligevel var hans øjne mindst lige så nysgerrige og frække, selvom han lige som udviste sin respekt overfor hendes sikkert højere stående rang end et føl som ham. Han ønskede intet ubehageligt, og en lille følelse af utryghed strømmede igennem ham da hun var trådt frem. Selv kunne han ikke forklare hvorfor, men det måtte have noget og gøre med at han var alene, uden mor og så i så nært selskab med en fremmed.

Han gav et lille hvin fra sig, da han kastede let hingstet og hilsende med hovedet, med et livligt smil over den spraglede mule. Gumlen ophørte i samme øjeblik som da hun stoppede, og lystigt svingede hans hale let omkring hans bagpart.

Det lille føl virkede en anelse usikkert på sig selv, hvilket var helt forståeligt. Hun var en fremmed som kom til ham uden han havde sin mor eller anden beskyttelse. så selvom blikket stadig var kækt og ubekymret kunne jeg fornemme hvordan han var utryg, så jeg holdt mig pænt på afstand og bemærkede med et lille smil hans hingstede adfærd - han skulle nok vokse op og blive flot når den tid kom, det var helt sikkert.

"Vær hilset lille ven" sagde hun venligt og smilede roligt til det lille føl. Hun elskede de små skabninger af hele sit hjerte, og hun kunne bestemt ikke få for meget af dem.

Den fremmede hoppe blev pænt på afstand, og nysgerrigt undersøgte han hende med de to forskelligt farvede øjne. Hans øjne var bestemt livlige og havde en hel typisk gnist af uvidenhed om den onde verden udenfor, naivitet og livsglæde; som føl nu kunne have...

Men en stemme lød, næsten fløjlsblød igennem luften imellem dem. Hurtigt rankede han sig op, stolt og samlet i dne parade han nu stod mens hans ører vippede opmærksomt imod hende. Vær hilset... det havde han hørt før, syntes han. Stille vippede hans ører opmærksomt et par gange imod hende, mens han havde syntes hendes stemme havde virket ret så blød og betryggende, meget venligsindet. Ikke at han sprang i med begge ben og bare søgte til hende nu, men hans nysgerrighed for denne hoppe var bestemt vakt nu.

"Vær hilset."; svarede han med den drengede stemme der bar præg af det lyse et føl nu bar med sig. Gentagende og prøvende havde han formet ordende delvis langsommere end hende, mens han havde lagt hovedet en anelse på sned, næsten efterspørgende til hans korrekthed af ordende og udtalen.

Axinia smilede lettet indvendigt da føllets øjne lyste op i et nysgerrigt glimt. Hun havde været bange for om føllet mon ville søge væk hvis hun talte, men det så mere ud som om dets nysgerrighed nu for alvor var blevet vakt. Det mindede hende så meget om hvordan hun selv havde været da hun var mindre. Hvordan hun havde været så sogløs og uvidende om alt det grufulde. Hvordan hun kun havde set godhed, og med undren set på alt det andet som hun endnu ikke forstod på det tidspunkt.
Føllet her så ud som om det endnu var uvidende om de mindre kunne sider af livet, og Axinia havde bestemt ikke travlt eller lyst til at fortælle om den. Han måtte nyde sin uvidenhed så længe den nu varede.

Den lyse følstemme skar blødt igennem hendes sind og stoppede de mange tanker som var begyndt at sno sig fundt der unde. Hun smilede til det lille sjæl - han havde lært at besvare en hilsen ... Det var mere end hun kunne på hans alder. Måske det var noget som lå til de små hingste. at de var mere modige og ubetænksomme end hopperne?
"Hvad hedder du lille ven?" spurgte hun venligt. Den bløde stemme snoede sig ud fra hendes læber og hun håbede at den lille sjæl ville besvare hende ligesom han før havde gjort. Næsten i hvert fald. Hun håbede faktisk ikke han ville gentage hende ligesom han før havde gjort, mere at han selv ville træffe et valg.

Den fremmede hest lod til at være af venligst sind, hvad da selv Lupë vidste hvad det betød. Det eneste han kendte til ved sig selv, var nogle instinkter der tillod ham ikke at flygte, men nærmere finde denne fremmede nysgerrig og ufarligt. Hendes stemme lød endnu fløjlsblød i hans små røde ører, der fortsat vippede nysgerrigt frem imod hende. Han betragtede hende atter med sine nysgerrige to forskelligt farvede øjne, alt imens han helt glemte at han havde stået og kaldt forgæves eller sin far, han egentlig ikke havde set siden de første dage han var kommet til.

Næsten uforstående havde han lagt hovedet på skrå, en anelse undrende. Dog uden at virke decideret spørgende. Nærmere hen af et udtryk der afslørede hvor meget det knagede i hovedet på den unge brogede fyr. Han synes at kunne sammensætte ordende, til en mening han syntes at have hørt før. Når mor talte, når hun nu gjorde det...

"Ven?"; blev dog hvad hans lille mule udformede af ord. Ikke fordi han ikke ville svare. Men nysgerrigheden havde taget over og fået ham til at flytte fokus fra sit svar, til at spørge ind til det ord han endnu ikke kendte til... Ven?

[1 år]