Never forget! (Tsavani)

Never forget!

Dryppende traskede den sorte hoppe hen over sandet. Luften virkede en smule kold efter svømmeturen, og hendes pels var drivvåd stadig. Flere gange havde hun stået og rystet sig så dråber fløj ud til alle sider. Det var en tur gennem vandet hun havde taget flere gange hen over sommeren - men først efter Nymfen ikke længere skulle 'overvåges' konstant. Hun var aldrig væk for lang tid af gangen, og derfor var hun endnu en gang på vej tilbage til Teylar. Hendes hjem. Hendes nye hjem. Åh... Hjem. Hun savnede stadig sit gamle hjem. Det bakkede landskab, dalen der altid var så frodig og grøn - med undtagelse af når det var vinter og sneen lå som en kold dyne hen over jorden. Kun få gange havde det været så slemt de måtte søge andre steder hen. Som tættere på havet, der havde været varmet op hele sommeren og derfor var jorden ikke lige så kold der, som den var længere inde på land. Intet ville nogensinde kunne tage den savn fra hende.

Hun lagde knap nok mærke til hvor langt hun var gået, fordi tankerne og minderne havde strøget rundt for hendes indre øjne med billeder og latter. Føl latter - hendes latter. Åh hvor var det også lang tid siden. Hun kunne næsten høre sin mors stemme kalde på hende 'Aaayvaaah.... Kom så Ayvah'.

Med blanke øjne standsede hun og rystede hovedet, som for lige at ryste det hele af sig. Bare for at være sikker på, at hun i hvert fald ikke hørte nogen kalde på hende - for hvem skulle det være? Leo? Nymfen? Mindraper? Der var ingen af dem der ville kunne lyde som hendes mor. Ingen! Det var vinden.

Med blikket rettet mod den stjernefyldte himmel gav hun sig til at nynne den lille lullaby hendes moder altid havde sunget for hende når hun var ked af det, skulle sov eller hun var utryg. Den lave nynnen blev til ord - sang. Den sang hendes moder plejede at synge - den samme sang hun havde sunget for Nymfen når hun skulle sove da hun var mindre. Lyt til sangen her

" A naoidhean bhig, cluinn mo ghuth
Mise ri d' thaobh, O mhaighdean bhàn
Ar rìbhinn òg, fàs a's faic
Do thìr, dìleas féin
A ghrian a's a ghealach, stiùir sinn
Gu uair ar cliù 's ar glòir
Naoidhean bhig, ar rìbhinn òg
Maighdean uasal bhàn "

Sjældent så man den sorte hoppe så sårbar, og ikke ret tit var hun så uopmærksom på sine omgivelser. Men dette var Zenobia. Den tilsandede ø. Så mange var der heller ikke der opholdt sig her. Der var ikke forfærdelig meget mad, der var ikke forfærdelig meget læ og der var heller ikke så meget ferskvand. Man kunne selvfølgelig tælle vandet rundt om øen med - men det kunne man jo ved alle øerne. Og om sommeren ville sandet været brandvarmt og man kunne føle sig gennemstegt af en enkelt vandring hen over øen. Så hvem ville hun møde her?

words: 717  | Tag: Tsavani

Det var hendes anden dag i landet. Hun var ankommet sidst på eftermiddagen dagen forinden og havde været der aftenen og natten med. Det var nu hendes anden dag på den store ø. Hun vidste ikke, hvad den kaldtes - men den virkede til at være hovedøen, for overalt omkring den samlede de andre øer sig.
Hun befandt sig lige nu i havet, med retning mod den første ø, der kom til syne. Den så meget gold ud og virkede ikke til at være lige så stor som de andre. Hun spidsede nysgerrigt de lyse ører - hun kunne slet ikke vente med at finde ud af, hvad der befandt sig på den!
Det var en temmelig blæsende dag, og bølgerne var derfor noget høje. Strømmen var temmelig kraftig, men den hjalp hende heldigvis med at komme hurtigere mod hendes destination. Vandet sprøjtede omkring hende, da hun med store benspjæt kæmpede sig vej gennem det tunge vand.

Endelig nåede hun frem til den golde øs bred. Hun skridtede op på den og rystede sig godt og grundigt, så vandet fløj til alle sider omkring hende. Hun blinkede kort med de isblå øjne og så sig omkring. Øen var dækket af sand - overalt. Der så slet ikke ud til at være noget som helst andet på den. Interessant. Hun begyndte nysgerrigt at skridte fremad.
Hun havde ingen anelse om, hvad dette ville føre til. Øen her så ikke ligefrem ud til at være den mest sikre at opholde sig på - der var ikke mange skjulesteder, så man ville være pænt udsat, hvis et rovdyr skulle udvælge en som sit bytte. Der så også ud til at være sparsomt med græs og vand, så overlevelse kunne blive et problem her. Det var dog slet ikke relevant for hende at tænke i de baner endnu - hun ville blot se sig lidt omkring.

Egentlig var hendes plan at være blevet på den store hovedø, hvor hendes broder stadig befandt sig. De var jo lige ankommet til landet, og det mest fornuftige ville uden tvivl være at lære den første ø lidt bedre at kende, før man kastede sig hovedkulds ud i at besøge de andre. Hvis man havde været rigtig smart, havde man også lagt en plan for, hvordan man ville overleve i dette nye land og finde ud af, hvor man ville holde til for natten. Alt dette havde hun dog valgt at overlade til sin broder. Som sagt var hendes første tanke at blive derhenne og hjælpe ham med alt det praktiske - men hendes nysgerrige sind havde vundet over hende. Rastløsheden havde meldt sig i hendes krop, og hun kunne mærke, at hun på ingen måder ville kunne klare hele dagen derhenne. Hun måtte videre og se noget nyt!

Hun bevægede sig længere og længere ind på den golde ø. Intet i omgivelserne syntes at forandre sig; det var bare ørkenlandskab overalt omkring hende. Det var dog utrolig smukt, så hun klagede ikke. Hun var dog sikker på, at hun let ville fare vild her - og hun havde ikke lyst til at tilbringe en hel nat et sted som dette. Derfor sørgede hun for hele tiden at gå, så hun kunne se havet. På den måde ville hun altid kunne finde tilbage.
Hun havde ikke styr på, hvor længe hun havde gået rundt. Tiden syntes at blende sig sammen til ét i dette hede landskab. Selvom det egentlig var en lidt kølig dag, varmede solen enormt herovre. Det gyldne sand føltes varmt mod ens hove, og briserne var ikke spor kølige, men blot dejlige - hun var helt glad for, at hendes pels var dyngvåd. Hun havde slet ikke lyst til at forestille sig, hvor uudholdeligt det måtte være at være her på en varm sommerdag.

Hun skridtede af sted i sine egne tanker, da de pludselig blev afbrudt af en udefrakommende lyd. Hun rykkede opmærksomt rundt på de mandelformede ører og så sig omkring i landskabet. I horisonten kunne hun se en anden hoppe komme gående. Som de to hopper kom tættere og tættere på hinanden, kunne Tsavani pludselig høre hoppen synge. Sproget var fremmed for hende. Hun rykkede uroligt rundt på sine ører - hvilken tosse gik rundt og sang for sig selv ude i ørkenen? Da de to hopper kom i taleafstand til hinanden, kunne hun ikke dy sig.
Hun så provokerende på den fremmede. „At gå og synge for sig selv... Sikke en underlig ting at gøre. Du må være meget ensom."

Never forget!

At nogen som helst anden skulle have begivet sig hen til den sandede ø, så sent på aftenen at det næsten var midt om natten, var fuldkommen uhørt i den sorte hoppes ører. En enspænder kunne man kalde Ava, på trods af hun havde både sin mors søster, sin lillebror,den spraglede hingst og deres datter, så behøvede hun ikke konstant selskab. Om det var hendes måde at 'gemme' sig på var ikke helt til at vide. Hun var heller ikke selv helt sikker på hvorfor hun nød ensomeden så meget. Sådan havde det ikke altid været. Da hun lige var kommet til øen havde hun været munter, positiv og drømmende. Hun havde et mål. Det mål havde hun for længst droppet, og munterheden var skiftet ud med bitterhed. De positive holdninger var skiftet ud med en fjendtlighed der sjældent lod nye eller fremmede komme tæt nok på hende til at ville kunne bare puffe til hende med spidsen af mulen eller en hov.

De isblå og krystalklare øjne blev rettet mod den sjæl, der var dukket op ud af den blå, og talte til hende. Et provokerende spørgsmål - en form for flabethed hun ikke brød sig om. De små sorte ører blev presset ned i nakken og tænderne blottet et øjeblik mens hun hakkede ud i den fremmede hoppes retning. "Làir dúr" var hendes første ord, men hun regnede ikke med hun forstod dem. Det var måske på sin vis også fint nok, eftersom det ikke var særlig pænt sagt.

"Ikke at jeg kan se hvordan det på nogen som helst måde rager dig, men jeg er ikke ensom." Det passede jo sådan set. Man var ikke ensom hvis man selv valgte at være alene. Hun kunne kun fnyse af hendes kommentar om hvor underlig en ting det var at gøre. Det var en lullaby. En sang som hun havde sunget for sin datter når hun skulle sove. Dem begge to endda. Samme sang hendes moder havde sunget for hende da hun var lille og skulle sove. Den mindede hende om 'hjemme'. Det hjem hun stadig savnede af og til, selvom hun havde tilbragt et godt stykke tid i landet. Hun havde oplevet mange ting, men intet kunne nogensinde fjerne hendes hjemve. "Du har ingen anelse om hvad der er mærkeligt her og hvad der ikke er, làir." Ava slog et smæld med den sorte hale, og trodte langsomt videre mod den fremmede.

Hun var både spinkel og langbenet, men også muskuløs. Man skulle i hvert fald ikke prøve at undervurdere den sorte hoppe, med et temperament, der var dobbelt så stort som hende selv - hvis ikke større. Hun havde let til hidsighed hvis man ikke vidste hvordan man skulle omgås hende. Der var få hun kunne tale med, som ikke så den bitre og hidsige side af hende.

words: 471 | Tag: Tsavani

Det morede Tsavani gevaldigt at se, hvordan den sorte hoppe reagerede på hendes ord. Hun blev tydeligt provokeret, og da hun tilsyneladende også var en temperamentsfuld hoppe, var hendes kropssprog agressivt at se på. Tsavani følte sig dog ikke det mindste truet. Hun havde taget nogle ture med adskillige hopper gennem sit liv, så dette ville bestemt ikke blive den første.
Hoppen hakkede nu ud i hendes retning, mens hun slyngede et par ord ud, som Tsavani aldrig havde hørt før. Hun så undrende på hoppen og mødte så hendes blik, fuldstændig upåvirket af truslen. „Tsk, dit sprog er jo lige så underligt som dig selv - hvor passende."

Da hoppen atter åbnede munden, var det dog almindeligt hestesprog, der kom fra hende. Tsavani smilede provokerende. „Nå, så du kan altså tale almindeligt? Overraskende."
Hun mødte hoppens blik med sine egne isblå øjne. „Nej, du har ret, det rager ikke mig, hvorvidt du er ensom eller ej. Men altså, du kommer gående gennem ørkenen og synger for dig selv som en eller anden tosse; så det er da klart, at man tænker visse tanker."
Et tøset grin forlod hendes strube, da hoppens næste ord lød. „Nej, det ved jeg måske ikke. Men jeg er god til at gætte, og jeg er ret sikker på, at en af dem står foran mig."
Da hoppen trådte nærmere, smilede hun sukkersødt. Hvis hoppen ville prøve på noget, kunne hun bare komme an.

Never forget!

Om det var med vilje den store hoppe forsøgte at provokere hende, vidste Ava ikke. Men det virkede. Det virkede alt for godt. Som den sorte hoppe kom nærmere, gav hun sig til at kredse omkring den fremmede hoppe, som en snog i sandet. Smidig, på sin vis yndefuld, og uden at vide hvornår hun ville slå til. Hver eneste lille muskel var spændt. Nok var hun spinkel - og nok var hun ikke lige så høj som den fremmede, men den lille hoppe havde andet at byde på. Fart, snedighed og ikke mindst var hun stærkere end de fleste gav hende credit for. 

"riamh dearmad ar do fréamhacha" Fortsatte hun i det fremmede sprog. Et sprog der tilhørte hendes gamle hjem. Selvom hun havde levet i Andromeda i en rum tid nu, så havde hun ikke glemt det. Hun ville aldrig glemme det. "Det er et... saying.. hvor jeg kommer fra. Glem aldrig dine rødder!" De sidste ord blev sagt med en form for hidsighed, og havde hun været en giftig slange, var giften nok også stået ud fra kirtlerne. Men hun var en hoppe med flade tænder, ingen gift - dog et par kraftfulde kæber der sagtens kunne bide til. Hun havde fået nok af denne hoppes manglende respekt. Det var ikke fordi hun krævede at andre viste hende respekt, men ganske almen respekt over for andre havde været nok. Hun skulle ikke nedgøre hende for hendes normer og værdier - eller hendes rødder.

I en lynhurtig bevægelse huggede den sorte hoppe ud efter den store hoppe - Et bid der var rettet mod hendes hals. Hun stod dog ikke stille på noget som helst tidspunkt, men de små hove på de lange ben dansede adræt rundt - stadig i en cirkel omkring den fremmede. "Hvor er dine rødder henne, hoppe? Jeg kan ikke se dem. Jeg kan ikke høre dem. Hvor kommer du fra?" Hun kunne komme hvor som helst fra. Men det der i Avas hoved så ud som et bredt maskulint ydre kunne måske være........ nej. Hun havde faktisk ingen idé. Selv kom hun fra de bakkede dale, omringet af bjerge - og hvor man talte fremmed tunge.

De isblå øjne forlod ikke hoppen på noget som helst tidspunkt. Hun var beredt. Beredt på hvad som helst - og beredt på en fight. Ikke tale om at den hoppe skulle tro hun kunne tale sådan til den lille Ava, og slippe godt fra det.

words: 407 | Tag: Tsavani

Tsavani lo provokerende af den fremmede, da hun fortalte, at sproget tilhørte hendes hjemland, og at man aldrig skulle glemme sine rødder. Det var det rene nonsens i hendes ører. Hvis man vedblev at leve i fortiden, ville man aldrig komme fremad og få noget ud ad livet. Hun rystede derfor bare på hovedet ad den fremmede.
„Bliver du ved?" lo hun hånende.

Hun piskede ophidset med halen, da den sorte hoppe bevægede sig i cirkler omkring hende. Nok var Tsavani skarp i tungen, men hun var ikke en særlig smidig eller udholdende hoppe - styrke og nærkamp var mere hendes stil. Det forvirrede hende derfor at se den smidige hoppe, der dansede omkring hende.
Ud ad det blå kom hoppens tandsæt susende. Det gik så stærkt, at Tsavani slet ikke kunne nå at undvige. Hoppen fik fat i hendes hals, og hun hun bed smertefuldt tænderne sammen. Hendes hals var kraftig og muskelrig, og derfor var hun ikke blevet hårdt såret af bidet - men hoppen havde stadig bidt hul i hende, og det gjorde ondt.

Hun kastede irriteret med hovedet og så på hoppen med et hadefuldt blik, da hun midt i kampens hede pludselig begyndte at spørge hende, hvor hun kom fra. Hun stampede irriteret med forbenet. „Det rager virkelig ikke dig! Dette er mit hjem nu!"
Med de ord styrtede hun frem mod hoppen med blottede tænder. Hun var ikke så hurtig, og der var derfor stor sandsynlighed for, at hoppen ville nå at undvige hendes bid. Hun håbede dog, at hun på en eller anden måde kunne ramle hårdt ind i hoppen og ramme hende med sine tænder ét eller sted på hendes krop.

Never forget!

"Jeg bliver ved så længe jeg lever" svarede den sorte hoppe på spørgsmålet. For det gjorde hun. Hun ville aldrig glemme hvor hun kom fra eller hvem hun var. Dog var hun ikke længere den samme som hun havde været den gang. Hun havde heller ikke været så gammel da hun sidst havde set sit hjem. Nu var hun mor til to. Eller ... Hun havde sat to føl i denne verden, men kun et af dem betragtede hun som sit. Hun var blevet langt mere bitter end nogen nogensinde ville kunne tænke sig til. Præcis hvordan det startede var der nok ikke ret mange der ved, men det gik jo heller ikke sådan fra den ene dag til den anden. Det var en langsom ændring der skete over en længere periode. 

Da hun havde trukket hovedet til sig efter biddet, fortsatte hun rundt med elegante dansende skridt. Hendes hove nåede kun lige at ramme jorden før de igen blev flyttet. Den lange sorte hale hvislede gennem luften når hun slog med den, og idet den store hoppe sprang frem mod hende for at bide, var den lille sorte allerede videre, og med baghovene sendt advarende bagud. Man skulle stå tidligt op hvis man troede man bare kunne gøre hvad man ville. Nok var hun lille, men med en god omgang træning og et års søgen uden ret meget hvile, var hun blevet rimelig muskuløs. Kun en havde fået sat sit mærke på hende, og det viste sig i form af et hvidt ar ved hendes hals. Et ar der formede noget der kunne ligne tænder. Skyggerne. Nej. Ikke skyggerne, og jo, skyggerne. Det var skyggerne samlet til en skikkelse med røde øjne. De havde plaget hende lige siden, og havde nok været med til at bidrage til hendes paranoia og bitterhed. De var blandt andet grunden til hun altid var beredt og altid på dupperne. Aldrig ville hun lade nogen komme for tæt på - lige med undtagelse af dem hun stolede fuldt ud på, og det var ikke mange. "Hvis du altid søger fremad og aldrig husker på, hvor du kommer fra, ender du med at være en skygge af dig selv. Et tomt hylster uden et formål - andet end at søge en ny mening med livet konstant. . . Jeg ved i det mindste hvem jeg er. Jeg ved hvad jeg skal, og jeg ved, at dit liv bliver det rene helvede hvis du tror du kan opføre dig som du gør over for mig."

words: 419 | Tag: Tsavani

Never forget!

Hun slog ophidset med halen, og et hånende smil plantede sig på hendes kødfarvede mule. „I så fald håber jeg ikke, at det bliver særlig længe - for du er jo ikke til at holde ud at høre på."
Hun forsøgte forvirret at følge med i den smidige hoppes bevægelser, men det var svært for hende. Den slanke hoppe bevægede sig i noget, der mindede om overnaturlig fart i hendes øjne, og hun blev helt rundtosset af at forsøge at følge hoppens bevægelser. Derfor mislykkedes hendes bid også som forventet. Hun kunne slet ikke hamle op med den sorte hoppes fart, så da hun styrtede mod hende med blottede tænder, havde hoppen for længst flyttet sig. Hun nåede lige at sætte bremserne i jorden og vige tilbage med hovedet, inden et par bagben kom flyvende mod hende.

Hun havde heldigvis nået at stoppe op i tide, men det gjorde hende ikke mindre vred. Hun stod stille og så dræbende på den fremmede, mens hun trak vejret i hidsige stød. Bringen kørte op og ned på hende, og sveden var langsomt begyndt at glinse på hendes sandfarvede krop. Hoppen begyndte nu igen at tale, men hun var alt for ophidset til at lytte ordentligt med. Hun fandt denne hoppe utroligt provokerende! Hvorfor skulle hun stoppe op og begynde at tale midt i det hele? Tsavanis lyttede kun efter med et halvt øre, og derfor var hendes ene øre rettet mod hoppen, mens det andet stadig lå fladt ned ad nakken.

Med langsomme og truende skridt begyndte hun at cirkulere rundt om hoppen. Hun kunne slet ikke følge med i hoppens bevægelser, men hun var ligeglad. Hun ville også cirkle rundt, men hun foretrak at gøre det i sit eget tempo, der mest af alt mindede om et glubsk rovdyrs.
„Jeg er træt af at høre på dit pladder," hvislede hun. „Du aner jo ikke, hvad du taler om. Jeg kom til dette land af en grund, som jeg ikke kender - men jeg finder den i hvert fald ikke ved at kigge tilbage i min fortid. Den tid er et overstået kapitel; det er nuet, der gælder. Jeg forstår slet ikke, hvordan du kan mene, at du vil få noget ud af at tale dit hjemlands sprog her. Andre kan ikke forstå dig, og ej heller vil de prøve at forstå dig, så du gør det kun sværere for dig selv."

Hun holdt en kort pause, inden hun fortsatte med et lynende blik mod hoppens øjne. „Jeg ved ikke, hvad du mener med min opførsel, for det er i sandhed dig selv, der startede dette. Men én ting ved jeg: hverken dig eller nogen andre skal fortælle mig, hvordan jeg skal opføre mig!"
Hun havde efterhånden indset, at hun ikke ville få succes med at ramme denne hoppe, så hun gik ikke til angreb. Men hendes krop var spændt til det yderste. Hun var klar til at bide fra sig, hvis denne hoppe kom så meget som ét skridt tættere på!

Til: Ava | Ord: 507

Never forget!

Hoppens hånende blik blev gengældt med Avas blå øjne. Hvad havde hun lige at håne? Intet. Hun var intet. Ikke engang en smule klog at høre på. Hun var cirka lige så vigtig som en sandorm. Åh ja. En sandorm som ville blive kvast i sandet og ingen ville opdage det. "Åh, jeg er bange for jeg må skuffe dig, Láir. Jeg har ikke planer om at forsvinde lige foreløbig fra dette land. Men hvis du synes jeg er så forfærdelig at høre på skal jeg nok gøre et forsøg på at hjælpe dig. Lad mig bide dine ører af, så slipper du for at høre noget som helst igen." Et lusket smil bredte sig hen over den lyse mule, og hendes blik fortalte at hun mente det seriøst. Hun skulle med glæde hjælpe hoppen af med sine små ører. Det ville nok lære hende en ting eller to. Tænderne bed hun sammen, og forestillede sig, hvordan det ville være, med hoppens flæsk mellem tænderne. Tilfredsstillende. Hun bed tænderne så hårdt sammen det føltes som om hendes kæber ville springe fra hinanden igen hvis hun slap dem. Åh hvor ville hun dog gerne bide. Nej. Ikke bare bide. Hun ville smage blod. Se blodet flyde i sandet. Se den farvede masse af sandgryn og varmt tyk blod blive til noget mørkere mudder. Den lange hale piskede hun omkring sin bagpart I ny og næ. Ikke så meget på grund af insekter længere. Det var for at holde sig i konstant bevægelse.

At hoppen nu også begyndte at cirkulere fik Ava til at le. En lille latter, som ikke afslørede hvad hun lo af. Var det fordi hoppen havde følt sig nødsaget til at kopiere hendes taktik? Var det fordi hun fandt hoppen et sørgeligt syn, som hun forsøgte at spille op? Eller var det hele hoppens holdning? "Et lille tip, Láir" sagde hun så, tydeligt underholdt. "Din hidsighed er mere i vejen end den gavner dig" Den sorte hoppe var ikke hidsig. Hun var kølig, slangeagtig og overvejede nøje hendes træk. Det ville ikke hjælpe noget at prøve de samme flere gange, for selv en hidsig hoppe ville også kunne lære at se et mønster. "Igen, du er træt af at høre på mit pladder? Alt det kræver er bare du nærmer dig, og lader mig hjælpe dig." Af og til kunne man vel godt være i tvivl om et individ rent faktisk mente hvad han eller hun sagde, men man var ikke i tvivl om at den sorte hoppe mente det. Hun fnøs af hoppen. Hun vidste da heller ingen ting. "Der er mange teorier om hvorfor sjæle havner i dette land. Nogen mener det er en ny chance. Et liv efter døden. En redning fra en grum skæbne.... Pick whatever you want. En grund til det kan være fuldkommen lige meget. Der er ingen vej væk anyway." Hun havde ikke hørt om nogen der var kommet væk. Måske Rumpelstiltskin havde mulighed for at hjælpe med det - men hun var blevet advaret. Every magic comes with a price. Selv havde hun ikke måtte betale ret dyrt da hendes broder kom til landet. Og dog. For hun vidste ikke om hendes moder var i live længere. Det eneste hun vidste var at hendes broder og moder begge ville være døde hvis ikke han var havnet i landet. Den broder hun ikke havde vidst noget om. Hun havde ønsket Arc til Andromeda, og havde i stedet fået den bror hun ikke vidste hun havde. En der først var kommet til efter hun var havnet i landet. Det føltes dog ikke så lang tid siden, og hendes moder havde ikke ventet føl da hun sidst havde set sine forældre. Godt nok var prisen hendes brors navn, men hvad Rumpelstiltskin skulle bruge det til vidste hun ikke. Det var heller ikke noget hun som sådan bekymrede sig om. Han kunne næppe bruge et navn til noget. Kunne han? Egentlig havde hun nok været heldig med hun ikke måtte af med sin førstefødte. Det havde dog nok ikke gjort den helt store forskel alligevel, for hun så ikke noget til sin førstefødte datter. Nok var hun datter af blod, men ikke af bånd og sind. Det havde hun for længst opgivet. Efter et års søgen havde hun sat sig for det var nok. Nymfen ville hun ikke forlade for lang tid af gangen stadig, og hun sørgede da for at nogen kunne holde øje med hende når hun ikke selv var til stede. Når hun havde brug for tid alene. Når hun var på Foehn. Hun ville ikke tage nymfen med til Foehn, fordi hun udmærket godt vidste hvad der var der. Det var ikke noget hun skulle udsættes for, og når nymfen blev ældre ville hun også få besked på ikke at opsøge det sted.

"Nej, tydeligvis ikke" svarede hun halv-flabet hoppen, da hun sagde at ingen forstod hvad hun sagde når hun snakkede sit eget sprog. Egentlig var det heller ikke altid meningen andre skulle forstå det. Hun havde lært sin lillebror sproget, og på den måde kunne de kommunikere uden andre kunne blande sig. "Men som ofte kræver det ikke ord at fatte hvad andre vil have eller ikke have. Og dit selskab er noget jeg ikke vil have." Hun gjorde et kast med hovedet så den lange pandelok fløj væk fra de blå øjne. "Din opførsel. Din mangel på respekt over for andre. Hvis ikke hele din attitude ændrer sig kan jeg love dig for, at jeg vil være dit værste mareridt resten af dine dage her" Det var en snerrende trussel, men stadig sand. Normalt var Ava ikke en der kastede trusler efter andre, eller en der gjorde sig så meget i at decideret ville bruge så meget tid på andre, men denne hoppe havde allerede generet hende mere end nogen af landets andre øboere i hele den tid hun havde været i landet. "Hvis ikke jeg kan se din røv på vej væk inden jeg har talt til 5, bliver det værst for dig selv, Láir." Denne gang voksede der sig et smil frem på hoppens mule, som ikke var til at tage fejl af. Det var ondskabsfuldt, legesygt og fik hoppen til at ligne hun tørstede efter blod. Det gjorde hun på sin vis også. Det kriblede i kæberne og tænderne for at få lov at bide hoppen. Mærke skindet og huden knase mellem hendes tænder. Smage blodet. Se blodet. Lugte blodet. Hun ville høre hoppen give efter for smerten - og hun ville ikke stoppe et eneste sekund før hoppen havde tigget og bedt hende om at stoppe. Det sitrede i hele kroppen på den lille sorte. Nok var hun meget mindre end den anden, men hun var stærk. Meget stærk. Hendes højde gjorde vel tit at andre undervurderede hende. En stor fejl fra deres side af.

Hun snappede ud i retningen af hoppen for at se om det ville få hende til at vende rundt med det samme og stikke af, men hun havde på fornemmelsen af at hoppen ville trække det ud. Trække tiden ud. Blive stående indtil hun ramte 4 og så stikke af - hvis hun overhovedet ville stikke af. Hun kunne også sagtens forestille sig hoppen blive stående i protest og trods. Blive stående bare for at være på tværs. For at være stædig. "...1..." begyndte hun så at tælle. "...2..." De blå øjne forlod ikke den fremmede hoppe på noget som helst tidspunkt, og hun fulgte med hoppen rundt, så hendes front hele tiden var vendt mod hende. "...3..." Hendes smil blev langsomt større og større mens spændingen steg og fik hidsigheden til at vokse i kroppen på den sorte, men som også fik adrenalinen til at køre rundt i blodet - mere end den allerede gjorde i forvejen. Hun følte sig helt høj. Helt spændt. Det var som at vente på noget i meget lang tid, og pludselig ville ventetiden være ovre. Lige om lidt var det ovre. "....4...." Hun trak tallene længere og længere ud, både for at give hoppen mere tid til at reagere, men også for spændingen skyld. Selv hvis hoppen ville stikke af ville det nok ikke engang betyde at Ava ville lade hende slippe så let. Eller. . . Det var faktisk helt sikkert, at det ville hun ikke. Hun ville jage hende øen rundt hvis det kunne få hende til at indse hun havde generet den forkerte hoppe. Om hun bare var så uheldig at have mødt den sorte hoppe på en dårlig dag eller om hun virkelig havde trådt hende over hovene var ikke til at vide. Det vidste kun den sorte, og hun ønskede ikke at dele sine tanker med andre. Ikke den slags tanker. Normalt kunne hun godt opføre sig nogenlunde eksemplarisk over for fremmede, og hun kunne tilmed være venlig over for dem der betød noget for hende, men det betød ikke hun ville finde sig i hvad som helst, og slet ikke en fremmed hoppe, som ikke engang vidste noget som helst om hende, eller hvad hun havde været igennem - eller hvad andre havde forventet af hende. ".....5....."

words: 1.536 | Tag: Tsavani

Never forget!

Den fremmede hoppe gengældte Tsavanis hånende blik, og det var hun ikke glad for - der var i sandhed ingen, der skulle håne hende! Hun piskede irriteret med halen, da hoppen atter brugte det ord... láir mod hende. Hun var træt af at skulle gentage sig selv. Det var uacceptabelt, at denne hoppe blev ved med at tiltale hende med gloser, hun ikke kunne forstå. Det var ganske enkelt uhøfligt at stå og kalde hende noget, hun ikke havde den mindste chance for at vide, hvad betød - man skulle dog være godt dum for ikke at kunne regne ud, at det nok ikke ligefrem var et pænt ord. Hun brummede dybt af hoppen, da hun truede med at bide hendes ører af. Nu havde hun altså fået nok! Et skummelt smil bredte sig pludselig over den mørke hoppes mule, og hun begyndte langsomt at indtage stillingen som et eller andet rovdyr. Hendes tænder var så hårdt bidt sammen, at man næsten skulle tro, de aldrig ville kunne åbne igen. Tsavani følte sig dog ikke det mindste skræmt. Hun var selv vant til, at andre kunne se hendes adfærd som rovdyrsagtig, så det var et kropssprog, hun ikke frygtede det mindste. Hendes mundvige gled op i et smørret smil.

„Láir mig her og láir mig der... Hvad i alverden er meningen med at bruge et skældsord om en anden, når personen ikke kan forstå det? Og du skal da være så hjertens velkommen til at komme herover og forsøge at bide mine ører af - så kan jeg passende bide struben over på dig, så du aldrig kommer til at sige et ord igen."

Hele hendes krop dirrede af vrede, da den irriterende hoppe blot lo af hende. Hun havde simpelthen fået nok af at høre på det skarn af en hoppe! Hun var simpelthen så selvfed og havde alt for stor tiltro til sig selv. Tsavani lod hånende blikket glide nedover kroppens spinkle krop. Der kunne umuligt være noget udfordring i den lille sinke... Ét spark af Tsavanis kæmpe hov og hun var jo flad. Tsavani fnøs arrigt, da hoppen endnu en gang kaldte hende láir - det ord var efterhånden ved at gå hende godt og grundigt på nerverne! Åh, hvor ville hun dog ønske, at hun kunne komme tæt på den hoppes hals og tvinge hende til at holde sin kæft for evigt... Hoppen begyndte nu at tale videre om landet, hvilket fik hende til at pruste afvisende. Hun gad simpelthen ikke høre mere på den hoppe - hun ville have dette overstået nu! Et hånende fnys forlod hendes mule, da hoppen bekendtgjorde, at hun ikke ønskede Tsavanis selskab - den følelse var i sandhed gengældt! Hun prustede fornærmet, da hoppen begyndte at plabre løs om, hvor slem hendes opførsel var, og at hun manglede respekt for andre. Hun stampede hårdt mod jorden med det ene forben. Hun kunne simpelthen ikke se, hvordan det kunne være hende, der var problemet her - det var jo for pokker den flabede hoppe, der havde startet! Hun lo hånligt, da hoppen forsøgte at true hende.

„Tro mig, hoppe... Dit selskab er heller ikke ønsket herfra. Og dit sølle forsøg på at true mig fører ingen vegne. Du skal være så velkommen til at følge mig resten af mine dage her i landet - så kan vi jo se, hvem der kan være mest pinefuld."

Hoppen snappede nu ud efter hende, men hendes forsøg på at skræmme Tsavani prellede fuldstændigt af på hende. Hun blev derfor stående og mødte hoppens øjne med et trodsigt blik. Hoppen cirklede stadig rundt om i hende med truende bevægelser, da hun begyndte at tælle ned. Tsavani kunne ikke holde en hånende latter tilbage. Hun smilede ondskabsfuldt mod hoppen med blottede tænder.

„Hvad er du - et lille føl? Dette er ikke nogen leg, hoppe... Hvis du vil mig noget, kommer du bare herhen."

Til: Ava | Ord: 639

Never Forget!

Hoppe.. Hmpf! Hun tog det som et skældsord, hvilket det så absolut ikke var. Tvært imod. Godt nok havde den sorte hoppe tillagt det en negativ ladning. Det skulle ikke opfattes som noget positivt af den fremmede hoppe. Ava trykkede sine ører ned i nakken igen for det lod bestemt ikke til den fremmede hoppe havde tænkt sig at give op. Dumt. Usædvanligt dumt. Hun havde måske på grund af sin størrelse, undervurderet den spinkle, dog alligevel muskuløse hoppe. Hun så bare ikke lige så stærk ud som en hingst, men det havde ikke forhindret hende i at tage kampen op med dem også. "HAH! Dig rive min strube over? Det kræver lidt mere end et ordentligt tandsæt" hendes ord var hvislende. Hvislende og på sin vis truende. "Hvis du vil rive min strube over skal du være så velkommen til at gøre et forsøg. Men det er på eget ansvar" Hun sendte hoppen endnu et halv lusket smil, og trådte nærmere. Hendes skridt var langsomme, velplacerede og slangeagtige. Ikke fordi hun snoede sig som en, men der var noget lige så smidigt, lydløst og stærkt over hende, som der var ved en slange, der snoede sig gennem det lange græs en sommerdag.

Hun holdt sig stadig med en smule afstand til hoppen. Hun ville jo stadig give hende en god chance for at nå at stikke af. Stikke halen mellem benene og flygte. Åååh. Hoppen havde ingen anelse om hvad hun var ved at begive sig ud i. Ava var ikke en der overgav sig med lethed. Hun var ikke helt uden træning. Hun var stærk - fysisk og psykisk. Der skulle meget til at få hende ned med nakken. "Tror du virkelig jeg behøver ord for at blive dit værste mareridt? Hah! Jeg må le" startede hun ud, og tilføjede en lille latter. En latter der tydeliggjorde hvor ung hun egentlig var. Lille, lys og underholdt. "Jeg kan gøre langt værre ting end at tale til dig" og det mente hun. Hun var længe plaget af noget som knap nok var til stede. Hun var rimelig sikker på hun kunne sørge for den fremmede hoppe ville have nøjagtig samme ubehagelige følelse i sit sind som hun havde haft det. Det måtte bestemt kunne bruges på en anden måde.

Hoppen ville ikke flytte sig - ville ikke forlade stedet - ville ikke give op. Mon ikke hun nok skulle komme til at fortryde det? Sandet kunne være hårdt at vade rundt i, i længden, men Ava var bestemt ikke uvant på disse kanter. Hun havde mange gange krydset den tilsandede ø. Den havde været en rigtig god ø at træne på i sommers. Det havde været både varmt og hårdt, og hendes muskler var vant til at blive sænket af blødt sand. Lige efter hendes '5' sprang hun mod hoppen, tættere på, med fart på, stoppede dog brat op lige foran hoppen og rejste sig på bagbenene som en hingst ville have gjort det. Hun kæmpede ikke som en hoppe. Hun kæmpede med en stolthed! Sand blev hvirvlet med op af vind og hove da Ava rejste sig på bagbenene, og hun sigtede med begge forhove mod hoppens bringe. Der ville ikke blive givet flere chancer ud.

words: 538 | Tag: Tsavani

Never forget!

Hun snerrede vredt, da hoppen gjorde grin med hende ved at sige, at det krævede mere end hendes tandsæt at kunne rive struben over på hoppen. Hun smækkede ørerne i nakken og stampede vredt med det ene forben. Den lille hoppe var nok så smart og selvsikker! Hun kunne måske nok ikke følge med i hoppens smidige tempo, men hvis det kom til en nærkamp, skulle hun nok få sat den lille tøs på plads og vise hende, hvem der bestemte! Hun gengældte hoppens luskede smil, da hoppen sagde, at hun var velkommen til at gøre et forsøg.

„Pas på hvad du siger, hoppe. Det kunne jo gå hen og blive alvor."

Hun prøvede febrilsk at følge med i hoppens tempo, men det var svært. Nok var hun en kraftig og stærk hoppe, men hun var ikke meget værd, når det kom til smidighed og elegance. Den irriterende hoppe smøg sig som en slange omkring hende, og hun var efterhånden ved at blive rundtosset over at skulle dreje rundt på den måde hele tiden. Hun blottede vredt tænderne af hoppen. Hun ville have denne irriterende leg overstået nu og få det her afgjort én gang for alle! Hun smilede skummelt af hoppens trussel om, at hun kunne gøre langt værre ting end at tale til hende. Det var jo ikke andet end tomme ord...

„Ha! Lad det komme an på en prøve..."

Da hoppen havde talt til fem, sprang hun mod hende i fuld fart. Tsavani blev modigt stående og mødte hoppens øjne med et trodsigt blik. Hun havde ventet på dette øjeblik. Den lille sorte kunne bare komme an! Hoppen stoppede nu op foran hende og stillede sig på bagbenene. Hendes forhove kom skydende mod Tsavani, der dog nåede at vige til siden. Hun lo hånligt af hoppen, inden hun gik lige efter hendes hals med et blottet tandsæt. Hun følte sig langt mere sikker nu. Deres lille leg var overstået, og nu var de gået over til nærkamp - hvilket var hendes stærke side!

Til: Ava | Ord: 335

Never forget!

Hoppen bad jo nærmest om det. Bad om Avas hidsighed. Hun skulle nok få den at føle. Hun skulle nok få lov at blive sat på plads. Ingen tvivl om det. Den fremmede hoppe havde måske undervurderet hende. Hvem ville ikke gøre det? Ava så trods alt både lille og spinkel ud, men det var hun ikke. Musklerne var der, selvom hun ikke var en kæmpe arbejdshest. Hendes gener hørte til den lidt finere art, men stadig ikke den ædle. Hun var bygget til at kunne vandre i bakket og bjergfyldt landskab, men også til at kunne strække sig ud over lange vidder og klare varme. Det var et specielt klima hvor hun kom fra, som Andromeda ikke kunne efterligne på nogen måde. Det kunne blive mindst lige så varmt i hendes gamle hjem, som der blev her om sommeren - og lige så koldt om vinteren. Hun var også vant til at vandre hver gang årstiderne skiftede fra det varme til det kolde - og omvendt. De blev aldrig det samme sted et helt år.

Den fremmede hoppe nåede at undvige hendes angreb. Heldigt for hende måske, for hvis først Ava havde fået fat eller var kommet ordentligt igang, så var der ikke noget med at stoppe. Hun ville ikke give nogen chancer. Ingen! Hoppen havde ikke fortjent det. Den store hoppes forsøg på at gå efter Avas hals var heller ikke vellykket. Ava var hurtig på benene, og hun flyttede dem smidigt til siden, trak hovedet til sig for ikke at blotte halsen, og kastede sig mod hoppen endnu en gang. Hun var klog nok til at vide hvor slemt det kunne gå til hvis en anden fik fat det rigtige sted. Hun havde set døde heste før. Blodige efter kamp. Ikke noget hun havde fortalt sine forældre, for det havde trods alt været på en af de 'hemmelige' ture. En af de gange hun havde fået en ordre som hun ikke havde fulgt. Hun havde tit listet sig væk for at gå på opdagelser, og den ene af gangene havde hun i skjul set to slåssende hingste, der endte med døden til følge for en af dem. Hun havde set dem slås, hun havde set de andre hingste plage i hendes gamle flok slås. Hun havde dog aldrig for alvor været i en kamp i dette land, og hendes moder ville være så skuffet hvis hun vidste hvad der inden længe ville komme til at foregå.

words: 409 | Tag: Tsavani

Never forget!

Raseriet flød i hendes årer, da hun nærmede sig hoppens strube. Hendes ører var fladt tilbagelagt i nakken, og hele hendes tandsæt var blottet. Hun dirrede let af vrede, da den irriterende hoppe atter smøg sig som en ål og undveg hendes bid. Hun mærkede en snert af had, da hun kunne se for sig, hvordan den elegante slange atter ville circkle rundt om hende og fortsætte sin lille, dybt irriterende leg. Men til hendes held var hoppen færdig med at lege, og i stedet kastede hun sig atter frem mod Tsavani med blottede tænder. Tsavani havde heldigvis set hende, så hun nåede lige at springe til siden. Hun stoppede op og pustede forpustet ud. Hun var ikke i god form i forhold til den lille sorte, og selvom fysikken var hendes styrke, blev hun frygtelig udmattet af at undvige på den måde.


Hun kunne godt fornemme, at hun ikke ville have en chance mod denne fremmede. Selvom hoppen lignede en lille splejs, var hun det overhovedet ikke. Det var måske ikke tydeligt på den sorte hoppe, men det var helt tydeligt, at der gemte sig mange muskler under den slanke krop. Der begyndte at kunne antydes en snert af frygt i Tsavanis blå øjne. Hvis hun ikke kunne vinde over denne hoppe, hvad skulle hun så gøre? Hun havde tydeligvis fået vækket så meget had hos hoppen, at det ikke længere ville nytte noget at prøve at tale hende til fornuft. Hun måtte derfor prøve at give op eller flygte - hvilket hun grundet hendes kropsbygning heller ikke ville have en chance for mod den slanke, elegante og smidige hoppe.


Give op var hun heller ikke meget for - det var jo det ultimative tegn på svaghed. Det kunne dog godt tyde på, at det var dét, det måtte ende med... Hun ville dog give det et sidste forsøg, inden hendes udholdenhed døde helt ud. Med en sidste kraftanstrengelse kastede hun sig frem mod den sorte med et blottet tandsæt. Hvis dette også ville slå fejl, måtte hun underkaste sig og falde til jorden. Men hun måtte gøre et forsøg! Hun kunne jo have heldet med sig...

Til: Ava | Ord: 356

Never forget!

Noget havde ændret sig i den fremmede hoppe. Et eller andet. Hun virkede som om hun var lettet og alligevel ikke lettet på samme tid. Umuligt. Var det for at forvirre hende? Troede denne fremmede virkelig hun kunne forvire hende? Arh. Der måtte være noget andet der lå bag det.

Hoppen undveg. Igen. Det gjorde bare Ava endnu mere bestemt på at den hoppe skulle ned med nakken. Hvad det så end måtte koste. Hun skulle ikke tro hun kunne slippe godt fra det. Måske var det det hun var ved at indse? at hun ikke ville slippe godt fra det? at hun ikke havde en chance? Åh! en fryd! en kæmpe fryd! Der var ikke meget den sorte hoppe var bange for, og denne meget større og meget bredere hoppe var ikke en af de få ting.

Ava var allerede igang med at lægge en taktik da hoppen endnu en gang sprang mod hende. En taktik for hvordan hun skulle få den fremmede ned med nakken, og et lusket smil bredte sig indvendigt. Udvendigt var hun lige så neutral som hun havde været lige siden hun kastede sig mod den fremmede første gang. Ava flyttede sig, men hun kunne stadig mærke den anden hoppes tænder snitte hendes skind. Det fik hende til at hugge ud igen i retningen af den store hoppe. Selv dansede hun let og elegant til siden, knejsede nakken så hendes strube ikke var tilgængelig for den fremmede, og holdt ørerne presset ned i nakken. Hvis hun så gerne ville prøve at stille noget op, så skulle hun være så velkommen. "Er det alt du har at byde på, làir?" Der var noget hånende i tonen. Noget udfordrende. Noget legende.

Ava selv havde trænet meget i sin tid i landet. Hun havde været på mange lange vandreture i sin søgen efter den fortabte datter. Datteren hun ikke havde set siden hun var plag. Datteren hun ikke ville kalde sin egen datter. Hun havde ikke det moderlige bånd til hende - ikke på samme måde som hun havde til nymfen. Ariel var måske datter af blod, men ikke af sind. Hun var en fremmed, på trods af de kom fra samme flok og delte samme gener. Hvor meget havde den fremmede hoppe trænet? hvor stor var hendes styrke? hvor meget kunne hun holde ud? hvem af dem ville blive træt først? Ava ville ikke. Hendes stædighed var for stor. Alt for står, og hun skulle nok finde en måde at køre den fremmede hoppe træt på.

words: 419 | Tag: Tsavani