Never forget! (Tsavani)

Never forget!

Tsavani havde ikke forventet meget af sit bid, men alligevel mærkede hun raseret dirre i sin krop, da den sorte snog for 177. gang flyttede sig for hendes blottede tænder. Hendes blik gled dog over i forundring, og hendes ører røg kort i vejret, da hun kunne mærke lidt af hoppens skind mod sine tænder. Hvor utroligt det end lød, havde det lykkedes hende at ramme den sorte hoppe. Hendes bid var på ingen måde skadeligt, og den sorte havde stadig formået at undvige så godt, at hendes tænder blot havde strejfet hende - men hun havde ramt, og det var det vigtigste. Hun fyldtes med selvsikkerhed og mod på ny. Hvis hun var så tæt på at få fat nu, så ville det garanteret lykkes for hende næste gang. Hun ville absolut ikke give op alligevel! Hun følte for en gangs skyld, at hun rent faktisk havde en chance mod denne sorte djævel.

Alle hendes tanker fløj rundt i hovedet på hende og gjorde hende ukoncentreret. Hun nåede derfor slet ikke at træde til siden, før hoppens arrige tænder huggede ud efter hende. Hoppen fik fat i hende, og hun kunne mærke, hvordan blodet løb ned ad hendes skulder. Hun hvinede såret og bakkede et par skridt bagud. Hendes blik gled ned på hendes skulder, hvor der nu var et åbent sår. Det var ikke særlig stort, men det gjorde alligevel ondt. Hun bed smertefuldt tænderne sammen og så mod hoppen med øjne, der slog gnister. Hele hendes krop dirrede af raseri under hende. Den dumme hoppe dansede atter omkring hende og gjorde det fuldstændigt umuligt for hende at komme til at bide igen. Hendes tanker fløj atter rundt i hendes hoved. Var hun virkelig nødt til at give op alligevel?

Hoppens stemme lød nu i hendes ører og afbrød hende brat fra sine tanker. Hun løftede hovedet og mødte hoppens øjne med et trodsigt blik. Den sorte hoppe opførte sig sygeligt provokerende. Hun talte nedladende til hende, og hendes tone var både hånende og udfordrende - som var dette blot en leg for hende. Tsavani pressede de beigefarvede ører mod nakken og piskede ophidset med halen bag sig. Hun var virkelig ved at være træt af denne hoppe og hendes julelege! Hun dirrede stadig af raseri, da hun blot stirrede på hoppen med et dræbende blik. Hendes flanker kørte op og ned, da hun trak vejret hurtigt og forpustet. Hun kunne snart ikke holde til mere... Hun var ved at være færdig. Hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle få ram på denne lille satan.

Et smertefuldt blik viste sig i hendes øjne. I sit hjemland havde hun været en af de stærkeste. Hun havde været E'cine i sin lejr og havde derfor været den, der beskyttede mange af de andre. Hun var ikke vant til at være så svag... Det var som om, at alt hendes styrke var blevet suget ud af hende, da hun ankom til dette land. Hun følte sig svagere, end hun nogensinde havde følt sig før. Den lille hoppe foran hende var ikke andet end en splejs, men alligevel havde hun ikke en chance mod hende? Hvad foregik der dog? Hendes øjne stirrede stadig direkte ind i hoppens. Hun svarede ikke på hendes ord - stod blod stille med et dræbende blik og en dirrende krop.

Ord: 551

Never forget!

Avas skridt var dansende. Lette, elegante og hurtige. Hun havde ikke hovene mod jorden ret længe af gangen, og der lå en rytme over hendes bevægelser, som ikke kunne høres, men ses. En takt der ikke blev brudt. cirklen hun dansede rundt på var ikke særlig stor, men bestemt heller ikke lille. Fra tid til anden hakkede hun ud, bidende efter hoppen, hvis navn hun endnu ikke kendte, og egentlig heller ikke var særlig interesseret i. Navnet ville ikke ændre på noget - og hun ville højst sandsynligt heller ikke huske det. Det var ikke mange af sjælene i landet Ava havde mødt mere en en enkelt gang. De få hun havde i sit liv havde hun mødt mere end en gang, og de havde gjort et stort indtryk på hende. Den skimlede som havde taget godt imod hende da hun endnu var ny i landet. Ham der havde ladet hende se ting som egentlig ikke var der. Ham hun følte hun kunne gå til når alt andet var imod hende. Som en slags faderlig figur, men uden at være beslægtet. En slags onkel. Og så var der den spraglede hingst. Ham der vel forstod hende til et vis punkt. Ham som kunne håndtere hendes til tider store temperament. Og så selvfølgelig hendes familie - Hendes moster, hendes ene datter og hendes broder.

Et smil bredte sig over den fløjlsbløde lyde mule, da den store hoppe viste de første tegn på udmattelse. Ava vidste med det samme at hun kun behøvede fortsætte på samme måde som hun havde gjort indtil videre - og så til sidst slå til. Hun var både udholdende og stædig - hun var vant til at kæmpe for det hun virkelig ville, og lige nu var der intet andet hun hellere ville, end at se den store hoppe ligge på jorden og tigge og bede om tilgivelse. Måske en smule drastisk taget i betragtning det ikke var en akt i hævn. Det var ren og skær had til hoppen der havde startet med at provokere hende, nedgøre hendes måde at føle sig hjemme på og ikke mindst den hånende og provokerende adfærd den store hoppe havde udvist til at starte med. Ava ville lære hende at det ikke var vejen frem. Ikke i hendes nærvær i hvert fald.

"Kan du ikke engang klare dig mod en sølle lille hoppe?" Tonen var stadig hånende, og man kunne næsten høre en latter i den også. Morskaben spillede i de blå øjne der forblev rettet mod den fremmede, og da hun endnu en gang nåede op til fronten af hende, hukkede hun ud efter hendes hals - ikke for bare at bide men et forsøg på at få fat.

words: 450 | Tag: Tsavani

Never forget! ღ

Den sorte hoppe fortsatte ubesværet sin elegante dans. Fra tid til anden huggede hun ud efter Tsavani, og en gang imellem fik hun også fat. Tsavani havde efterhånden ret mange bidsår forskellige steder på kroppen. Hun kunne mærke, at hun var ved at knække; at løbet var ved at være kørt. Men hendes forbandede stædighed bød hende at fortsætte. Hun kunne ikke acceptere, at denne spinkle skabning kunne være så meget stærkere end hende. Hun forstod det ikke, og hun agtede at kæmpe, om hun så skulle dø for hoppens fødder.
Endelig holdt hoppen op og begyndte i stedet atter at tale. Tsavani stod helt stille og trak vejret i forpustede stød. Hun havde snart ikke mere energi i sig. Hoppen havde ramt hende adskillige steder, og selv havde kun fået plantet ét overfladigt bid i hoppens skind. Det var en fuldstændigt håbløs kamp, som hun allerede havde tabt. Før havde hun været for trodsig til at besvare hoppens hånende ord, men det var hun ikke længere. Hun havde set sit nederlag i øjnene og valgte derfor at besvare hoppen med rystet stemme.

„Jeg ved ikke, hvad du er... Men en sølle, lille hoppe er i hvert fald ikke ordet. Du må være djævlen selv, og det ved du vist godt."

Hun havde kun lige fuldendt sin sætning, da hoppens tandsæt atter kom flyvende mod hende. Hun havde ikke kræfter til at flytte sig og blev derfor passivt stående. Hun kneb øjnene sammen og mærkede smerten fra hoppens tænder, der borede sig ind i hendes hals. Hun hvinede smertefuldt og faldt til jorden. Hoppen havde stadig fat i hendes hals, og den havde hun vist ikke tænkt sig at slippe foreløbig. Tsavani faldt på knæ og lod sit hoved falde til jorden. Med bedende øjne skævede hun op mod djævlen selv, der stod over hende. Hun var besejret. Skulle hun dø nu? Eller ville hoppen mon vise hende nåde...?

Ord: 319

Never forget!

Den store hoppe virkede efterhånden træt. Det havde også været Avas mening at køre hende træt. Gøre hende helt og aldeles udkørt. For træt til at gøre modstand. Det krævede ikke meget mere end hendes hurtigt flyttede hove og lidt provokation - og selvfølgelig hendes egen udholdenhed. Jo mere træt hoppen så ud, jo mere smilende så Ava ud. Ikke så meget fordi hun rendte rundt med et kæmpe smil omkring den lyse mule, men fordi de blå øjne afgav et glimt der fik hende til at se smilende ud. Sejrende. Hoppens ord måtte hun tage som en kompliment. For nej - hun var bestemt ikke sølle. Ikke mere. Ikke længere. I forhold til den hun havde været da hun lige var kommet til Andromeda, var hun blevet langt stærkere både fysisk og sindsmæssigt.

"Du har helt ret. Jeg er langt fra sølle, men jeg er ikke djævlen selv. Jeg gør måske ting som er anderledes end hvad du gør, fordi jeg kommer fra et andet sted end du gør, men det gør det ikke forkert, og jeg kræver at du respekterer de forskelle vi har. Jeg kræver at du blander dig helt og aldeles uden om næste gang du kommer forbi noget du ikke forstår, frem for at komme med en dum kommentar. Jeg kræver, at du respekterer alle andre væsner i dette land. Du er intet" Det var meget at kræve af et enkelt individ, men som sådan ikke umuligt at forholde sig til. Ikke i Avas hoved. Det var sådan set bare ikke at sige åndssvage ting når nogen stod og mindedes ved dem de savnede hjemme, deres hjemland eller brugte tid på andre traditioner de var vokset op med. At hun respekterede alle andre væsner i Andromeda, og ikke kun den sorte Ava. "Kend din plads" Og den plads mente Ava bestemt var helt nede i bunden af rangsystemet. Ville hun gøre sig fortjent til en bedre plads måtte hun også bevise at hun var den værdig. 

Ava klemte tænderne mere sammen omkring det hun havde fat i, af hoppens hals, før hun slap den og hævede hovedet. Hun rettede sig helt op og så ned på hoppen, overvejede om hun nu også skulle lade hoppen slippe så let eller om hun lige skulle give hende en omgang mere. Det var tydeligt at se i hendes blå øjne, hvad hun hældte mest til. "Betragt dig selv som værende heldig denne gang. På trods af jeg helst foretrækker at fratage dig evnen til at kunne tale igen, så lader jeg dig slippe denne gang. Men provokér mig eller en af mine nærmeste igen, og du får den sande djævel at se"

words: 444 | Tag: Tsavani

Emne: Never forget!                                                                               Ord: 281

Det prikkede i Tsavanis øjne, og hendes syn blev sløret. Det var langsomt ved at sortne for hendes øjne, og der ville ikke gå lang tid, før hun ikke længere kunne få luft. Hun lukkede øjnene sammen og bad til gud om at vise hende nåde... at lade dette mareridt stoppe. I det fjerne kunne hun høre hoppens ord mod hendes ører. Ordene var så fjerne, at det lød som om, de kom lang vejs fra. Hun sank skælvende en klump i halsen, inden hun med en sidste kraftangstrengelse fik tvunget nogle ord ud.

„Jeg accepterer min plads. Du er stærkere end mig, og du vinder. Jeg vil adlyde dine ordrer, det lover jeg."

Det var naturligvis ikke noget, hun kunne love. For lige så snart denne sorte satan var ude af hendes liv, ville hun formegentlig fortsætte, som om intet var hændt. Men lige nu var hendes liv i fare, og hun var klar over, at hun måtte bruge alle midler for at overleve. Hun måtte please denne hoppe fuldstændigt, hvis hun skulle have et håb om at blive skånet.
Hun mærkede presset om hendes hals øges og var nu sikker på, at hun skulle dø. Men pludselig forsvandt presset, og den rene luft susede atter ind i hendes lunger. Den sorte hoppe havde sluppet hende... Hun åbnede svagt øjnene og så med et taknemmeligt blik op på den sorte hoppe, der stod hævet over hende. Hun lyttede til hoppens ord og nikkede taknemmeligt for at vise, at hun accepterede hoppens krav. Det var tydeligt både at se og høre på hoppen, at hun havde lyst til at slå Tsavani ihjel - men alligevel havde hun ladet hende leve.

„Mange... tak..."

Never forget!

Ava gik ikke med det samme, men blev ved med at betragte hoppen som hun lå der, svag. Svag som Ava havde vidst hun var fra starten af. Hun var nok kraftigere og større, men det var ikke alt. Fysisk styrke var trods alt ikke alt - og når det kom til stykket, så var de fleste faktisk bange for at miste livet. De fleste ville ikke kunne give slip, og de fleste ville klynge sig til det lille håb om at få lov til at leve til de blev gamle, og tigge og bede for deres liv. De blå øjne blev knebet sammen mens hun stirrede ned på hoppen. Hun var ikke helt sikker på om hun ville holde sit ord - gøre hvad hun fik besked på eller huske sin plads. Men en ting var sikkert. Hun ville få samme tur igen hvis hun ikke gjorde, og det var ikke sikkert hun følte sig lige så flink næste gang. Bitterheden hang stadig i hende, og den blev blot stærkere og stærkere for hver dag der gik. Jo mindre søvn hun fik, jo mørkere blev hendes sind.

"Hold dine ord, Hoppe. Husk på hvem der er stærkest, for jeg glemmer aldrig - og næste gang er du måske ikke lige så heldig" Dette blev hendes sidste ord før hun sendte et fnys ud imod hoppen, hævede hovedet og trådte væk fra hende. Hun ville dog ikke være den der gik, men ventede i stedet på hoppen fik taget sig sammen til at rejse sig og forlade stedet. Hun havde trods alt været der først, og det var den anden hoppe der havde afbrudt hendes minder. Det var den anden hoppe der havde valgt at komme anmasende med en provokerende attitude. 

words: 291 | Tag: Tsavani

THREAD: Never forget!                                                                                                     WORDS: 328

Hun krympede sig let sammen under den sorte hoppes giftige øjne, der stirrede ned på hende med et koldt blik. Hoppen fjernede ikke blikket fra hende i så meget som ét sekund, og hun fik fornemmelsen af, at denne hoppe prøvede at nedgøre hende så meget som muligt. Det var en af de mest ydmygende situationer, hun nogensinde havde stået i. Hun følte sig blottet og svag, og hun var med største tydelighed besejret. Det var direkte pinefuldt for hende at være nødt til at give op og trygle om sit liv på denne måde, men hun havde skam ikke i sinde at dø endnu - til det havde hun sit liv alt for kært. Hun var derfor nødt til at ligge dér og underkaste sig for denne slange af en hoppe, selvom det stred imod alt, hvad hun stod for.

Hoppens kolde stemme lød i hendes ører. Hun gav hende en advarsel; hvis ikke Tsavani holdt sit ord, ville hun komme efter hende. Tsavani nikkede stille, mens hun smaskede overgivende. Hun havde hørt hoppens ord, og hun ville gøre sit for, at de to aldrig skulle støde ind i hinanden på denne måde igen.
Langt om længe trådte hoppen væk fra hende og slap hende fri. Hun lukkede taknemmeligt øjnene sammen i et kort øjeblik, mens hun priste sig lykkelig for at være i live. Hun hadede stadig alt ved denne væmmelige hoppe, men hun måtte indrømme, at hun var glad for den nåde, hoppen udviste lige nu.

Hoppen blev stående og virkede ikke til at have i sinde at gå, og det gik derfor hurtigt op for hende, at det var hende, der måtte rejse sig. Med en anelse besvær kom hun på benene. Hendes flanker hævede og sænkede sig i takt med hendes lettere besværede vejrtrækning, og hendes krop var øm efter de mange slag. Hun sendte et diskret nik i hoppens retning som afslutning på deres kamp, inden hun på haltende ben skridtede væk derfra.

//Slut fra Tsavani. Tak for tråden!