Rindende sand..

Heden sneg sig ind da det jo trods af alt også var midt på dagen på denne Ø omgivet af sand og golde sletter. Tiden var gået stærkt, eller; sådan følte det ikke. Men den mørkebrune hoppes daværende korte og af bidte forskelligt længde man, var vokset meget ud på det seneste. Det fik hende til at gruble over hvor gammel og stor hendes lillebror også så måtte være blevet. Hun savnede ham så helt igennem gevaldigt meget, alt imens hun blot lukkede øjnene.

Hun pustede sagte ud, mens han lå der i skyggen under et halv dødt træ; som egentlig havde spirret fint over sommeren, men efterhånden begyndte at falde flere og flere blade hende ved efteråret. De var også tidligere at her blev koldt for natten, hvilket gjorde at hun bestemt var blevet god til at slappe af og dase hen i solen midt på dagen, og så være mere vågen og aktiv om natten, for at holde på varmen. Det passe hende nu fint her på denne Ø. Især på den sydligeste del, hvor her både var næring i noget af græsset, samt drikkevand. Hun lukkede øjnene helt nu, mens hun døsede en smule hen, og slappede af i den skygge hun nu kunne få.

[Reserveret til Achelous]

Thread: Rindende sand
Tag: Phatamorgana
Condition: Healthy
Weather: Warm

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Megen sol var bestemt ikke en af Shades forcer. Han var bedre til skygge, kølige områder. Shades var trods alt meget mørk om kroppen, og derved gjorde det ham langt mere udsat. Hans hove møvede sig ubesværet hen over laget med sand, mens hans med ørene let nede i nakken lod blikket glide overvejende rundt i området. Sand. Var det simpelthen bare dét?
Han bed tænderne sammen, mens han kastede med hovedet så hans lange, lyse man lagde sig på plads. Shades havde nogle anderledes farver, og dette gjorde, at man hurtigt bed mærke til ham. Hans aftegn i hovedet, den lyse man kontra hans mørke, grålige krop.

Han var ny i landet, og dette gjorde ham skeptisk og overvejende i alle sine handlinger. Han var bestemt ikke den mest "trofaste" skabning, som man kunne finde, eftersom han havde det med at være meget ego-centreret.
Han var ikke god til, at nogen eller noget skulle fortælle ham hvordan tingene skulle klares. Han ville selv, kunne selv og gjorde selv. Han behøvede bestemt ikke hjælp!

Shades kunne på mange måder betegnes som noget af en charmør, men det var ikke hans mål i livet. Hans mål var at herske. Han behøvede ikke at beskytte, men han ville til tops og ville feje alle af banen, uanset hvem eller hvad de var. Shades var ikke nogen kærlig, sukker sød type. Han kunne komme med komplimenter, men der var længe i mellem - i stedet kom han med sin ærlige mening, og blev noget så fornærmet, hvis nogen skulle påpege fejl ved ham. For sådan skulle kortene ikke ligge. Shades var bestemt ingen hygge snakker, da han havde for mange tanker løbende konstant oppe i sit hoved. Tanker som blev mål og vejet.
For hingsten var bestemt ikke uintelligent. Dog var Shades typen, som tog alle omkring sig forgivet. Man skulle aldrig nogensinde stole på, at når Shades sagde han nok skulle gøre noget, så gjorde han det. Dét eneste man kunne stole på ved ham, var hvis han lovede. Trods Shades var ufattelig mistroisk og egoistisk, så var han en ærefyldt hingst - som holdte hvad han lovede. Men, han havde kun lovet én gang i sit liv - så derfor gik der længe i mellem.


Ude i horisonten kunne han dernæst skimte en hest. Hans øre blev vendt lidt mere fremad, men også kun meget, meget lidt. Han var mistroisk anlagt, og stolede bestemt ikke på gud og hver mand. Han vidste udmærket selv, hvor ego han var - så hvorfor skulle andre ikke også på deres punkter være det? Det var den sikreste vej til at opnå beskyttelse fra alle andre. De tunge skridt over sandet, blev lettere, mens han vippede en smule overvejende, vurderende med ørene.

Det var en hoppe, og Shades havde det med at undervurdere hopper. Han havde et gammeldags-syn på dem, at de var svage og kun kunne bruges til avl. Ah, måske ikke helt så firkantet et syn, men det var derhen af. Mest fordi ingen hopper, havde overvældet ham før.
De havde ikke udvist nogen form for styrke. Men tiltrods at Shades bestemt ikke var hygge-sludre typen, valgte han alligevel at vedlægge et besøg hos hoppen, måske hun havde noget fornuftigt at sige? Om dette fremmede land?


... Da Shades nåede frem, standsede han foran hoppen, med en god afstand. Han lod hovedet glide vurderende på sned, men forblev tavs. Ikke fordi han ikke havde noget at sige, men han ventede til hun sagde noget. Hans øre vippede let tilbage i nakken igen, mens hans næsebor blev udspilede. Fra dette øjeblik blev hoppen målt og vejet - så han kunne ind-printe hende i hans sind, og derved genkende hende, ved andre lejligheder. 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
 " Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power "

Den mørkgløde hoppe lå stille, mens kun hendes lettere dybe vejrtrækninger afslørede hendes tegn på liv. Hun havde lukket de sålgrå øjne i, alt mens hun søgte hen imod det intethed hun nu kunne finde. Hun blot trak vejret og levede lige nu, nød varmen - på sin vis - og skubbede alle tanker ud af hovedet så der til sidst blot var tomt...

Først da noget bevægelse et stykke fra hende, tilkendegav sig, lod hun de stålgrå øjne slå sig op. Dette var nemlig ikke et af de små ørkenvandrende dyr, og heller ej et insekt. Men noget langt større. Hun løftede hovedet fra sandet, og lod sig i en roligt bevægelse finde vej op til at ligge på maven i stedet for nede på siden, så flad og lang som hun nu kunne være. De stålgrå ærlige og nysgerrige øjne fik derpå straks øje på en stor skabning. En langbenet og ret så flot skabning. Hun bed sig straks mærke i hans mørke pels, der lagde til grund og afslørede at han var fremmed i ørkenen. Selv var hendes pels blevet mere bleg nogle steder, nuancerede på grund af solens afblegning. De mørke ører vente nysgerrigt frem, hvorpå de vippede opmærksomt imod denne fremmede som hun nu konkluderede var en hingst. Han var allerede kun sølle ti meter fra hende da hun først havde hørt ham og rejst sig fra sin helt nedlagte position. Atter lå hun ned, og selvom hun fandt det en anelse udsat, blev hun liggende lidt endnu.

Hans lyse man næsten glimtrede i solens stråler, mens hans hvide hoved var rettet imod hende som han kom nærmere. Det var i samme øjeblik som han stoppede ved hende, at utrygheden svagt slog hende. Tankerne om hvad der kunne ske, hvis ikke hun var vaks. Hans udstråling virkede en smule advarende, næsten truende. Hvilket gjorde at hun straks rejste sig fra sandet, da først han havde stoppet og hans hoved var gledet vurderende på sned. I samme øjeblik følte hun sig dømt, og noget der lå dybt i hende, sagde hende også at det var uhøfligt at være blevet liggende. Straks stod hun op, og til trods for der var en god hestelængde imellem dem, tog hun ikke selv et skridt nærmere. De nysgerrige og ærlige stålgrå øjne betragtede ham, mens det gik op for hende hvor stod han var i forhold til hende! Det skræmte hende på sin vis, alt imens hun dog ikke viste dette da hendes ører vippede opmærksomt imod ham, før hun undersøgende så på ham og lod sit blik lande i hans blå.

Roligt nikkede hun venligsindet, mens et smil gled over hendes mule blid. Ærligt, venligt og varmhjertet udstrålede dette, mens hun stille lagde hovedet selv en smule på sned, en smile nysgerrigt.

Thread: Rindende sand
Tag: Phatamorgana
Condition: Healthy
Weather: Warm

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Dem som kendte Shades ville vide, at han bestemt ikke var som alle andre. Shades havde det med at være meget selvkoncentreret. Han forstod sig ikke på andre, fordi han ikke ønskede sætte sig ind i deres situation. Han var egentligt ligeglad. Han var bedøvende ligeglad med dem. Med deres formål i livet. Generelt var der ikke meget, som Shades var interesseret i. Han anså det som værende en svaghed at være så sammen-koblet til andre. Det at stole på andre, kunne ikke være en åbenbar mulighed. Shades stolede kun på sig selv og sine egne initiationer.  
Når man havde mødt den mærkværdige hingst, så fandt man også hurtigt ud af, at han ikke var typen som stod og snakkede længe med andre. Hvis de havde noget vigtigt, at sige så kunne de sagtens sige frem - men ellers... Så var han hurtigt uinteresseret og derfor ville han vende dem ryggen.

Overfor ham befandt en hoppe. Hendes udseende var "eksotisk", om man ville. Hun var spraglet i hendes farver, men det matchede vel meget godt. Hun fik rejst sig op - trods hun havde ligget ned. Han lod ørene vippe let, mens han betragtede hoppen foran ham anskuende. Han lod en dyb, hæs brummen lyde.
Shades bøjede let i hovedet, så det kom på sned og derved kunne han bedre betragte hendes lille skabning. I forhold til hende, så var han en rimelig stor kontrast. Ikke kun i forhold til højden, men også farverne. Shades havde denne meget specielle farve. Den mørke pels, stod i klar kontrast til hans lyse - lange man. 

,,Du burde være mere forsigtig. Når du ligger ned, er du et let bytte," Kom det lettere belærende fra ham. Der var ingen tegn på bekymring, da hans kølige udtryk var det eneste som man kunne antage. Hans blik hvilede på den spraglede hoppe, mens han igen lod ørene glide let tilbage. På nuværende tidspunkt var han bestemt ikke faretruende, men han gjorde dog opmærksom på, at han bestemt ikke var en man bare kunne komme i favnen på.
De mistroiske, azurblå øjne befandt sig fint ved at hvile på hende. Han kunne derved observere, om der lurede nogen bagtanker med hendes position. Han var født mistroisk, og sådan ville han også afgå ved døden. For hvorfor stole på nogen? Hvorfor nogensinde tro, at nogen ville det bedste for andre? Han ville kun det bedste for sig selv. Han ville redde sig selv, fordi han vidste hvor lidt tillid man skulle have til andre.

Den fejl havde han begået én enkelt gang, og det skete aldrig nogensinde igen. Han ville aldrig lade sig selv komme på så dybt vand igen. 

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
" Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power "

Den mørkglødede hoppe fornemmede nu brat en mere kølig stemning over dette fremmede selskab. Blot havde hun rejst sig, og sand hang stadig i hendes pels, og hendes flere længder mørke man. Hans ord der kom fra hans mule havde lydt belærende, uden at virke synderlig bekymrende. Nærmere mere nedværdigende, for at konstatere hvor uintelligent hun var måske? Derpå, i samme øjeblik som hans sidste ord havde lydt - havde hendes ikke-eksisterende bryn stille rynket sig uforstående, mens de stålgrå øjne for en kort stund så en smule anklagende ud med de let tilbagevendte fornærmede ører.

Derpå blev det fine hoved rettet mere ligeligt, mens hun dernæst skævende så en smule uforstående på ham, mens hendes lidt stødte trækninger blegnede. Hun sagde endnu ikke et ord, men det var tydeligt hendes kropssprog var spørgende. Mente han virkelig dette? Hun svingede stille den mørke hale dovent om sin bagpart et par gange, før hun rystede sig overskudsagtigt for sand, der kort støvede omkring hendes pels; før hun stille så sig omkring. Her var øde, og det havde der været længe, og roligt så hun atter på ham, i hans asyrblå øjne - hvor noget sagde hende un skulle træde vaks med denne hingst. Denne fremmede.

Derpå smilede hun skævt, en smule fornøjet over hans mistillid overfor farer på denne Ø, for her var skam ingen? Næsten drillende og overbevisende havde hun løftet på det ene ikke-eksisterende bryn, mens hendes udtryk fremstod som selvsikkert og beroligende, og de mørke ører atter vippede let frem.

Thread: Rindende sand

Tag: Phatamorgana

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

Udsigten var noget sløret i forhold til hvordan dette bekendtskab ville udvikle sig. Den spraglede hoppe lod ikke til at være meget af en snakkende type. Måske var hun stum? Måske var hun bare kedelig? Flere forskellige tanker hobede sig op i det lille univers, også kaldet Shades forstyrrede sind. Han utilregnelige sind. De krystalklare øjne var noget tomme og intetsigende, mens han stod med sin kraftige korpus. Han var højere end hende og forskellen var stadig tydelig, trods hun var kommet på benene. Hans blik var dømmende og vurderende. Sådan var Shades. Han havde ikke noget i mod, at træde på de som lå ned - hvis han da bare så et formål med det. Men nu var det sådan at hoppen intet havde gjort ham,så han så ingen grund til at give hende en reprimande, som ikke var tilegnet. I stedet blev han stående og lod en dyb, rungende brummen lyde fra sig. 

Hvis den spraglede hoppe fandt hans ord nedværdigende eller følte at han talte ned til hende, så havde hun ganske ret. For han var dømmende, som person. Man skulle overbevise ham, at man var noget særligt før at han troede på det. Han havde kun sig selv, og desuden så havde han ikke styr på normerne. For Shades gjorde ikke disse ting, for at være direkte ondskabsfuld. Shades havde følelser, men han viste dem ikke. De var skjult inde bag hans uhyggelig, intetsigende facade. Han kunne sagtens angre for de ting, som han havde gjort. Alle de faderløse føl, som rendte rundt i hans gamle verden - dem havde han aldrig givet muligheden for en tryg tilværelse. De var overladt til deres enlige moder, og senere hen dem selv.

Forskellen lå nok mere i, at Shades havde lært at "glemme" det. Han overså de ting, som han ikke ville se og lod som ingen ting. Han vidste at der intet godt ville komme ud af det, men sådan kunne han komme videre. Og han var overbevisende som bare fanden selv. Han havde også efterhånden mange års erfaring: og det krævede det også for at fortrænge de ting, som Shades havde gået i gennem. 

,,Hvem er du?"

Spørgsmålet lod han hænge dystert i luften, men han ville gerne vide hvem den spraglede hoppe var. For så kunne han bedre gemme hende i hans hukommelse for en stund. Sæt nu at han skulle bruge hende til et eller andet. Shades var glemsom, hvis han selv ville - så derfor sikrede han sig en ekstra gang for ikke forglemme alle og en hver. Det var det bedste for ham, så han ikke rodede sig ud i forfærdelig dumme situationer.

I en fast bevægelse trådte han frem og dermed overtrådte han den høflige afstands grænse. Nærhed gjorde ham intet. For det sagde han overhovedet ikke noget. Han havde lært at lukke det ude. Havde man mødt ham år tilbage, ville han have hugget ud efter den første og bedste, som kom for tæt. Og det kunne han også finde på at gøre den dag i dag, men han var bedre til at kontrollere sig selv. Han havde lært at tøjle sin vrede og sit endeløse temperament, så han kunne bruge det til bedre formål end blot ligegyldige småting, som måske i nuet irriterede ham. 

code by ♥

Hingsten brummede i en dyb tone, og næsten som om Phatamorgana lystrede vippede hendes mørke ører imod hingsten, opmærksomt. Stille betragtede hendes dybe stålgrå øjne hans asyrblå øjne. Hun måtte ærligt indrømme at de som sådan ikke åbnede op for noget bestemt; ak var det eneste hun kunne bedømme den hingst ud fra, var hans førstehåndsindtryk – som nu var ret så reserveret. Men så alligevel havde han blandet sig i hendes tilværelse, samt akt. Om det var bekymring, eller blot irettesættelse var hun egentlig ikke sikker på; samt rørte det hende skam heller ikke. Havde det været af bekymring havde det i hvert fald været uden grund. Hun er og bliver en selvstændig hoppe af slagsen, som hun så kunne klare sig selv eller ej, skulle ingen nogensinde bryde sig om at direkte bestemme over hende. Om det var for at irettesætte hende, rørte det hende heller ikke just… For hvor hun havde sin selvsikkerhed fra, var svært at sige, men den var der. Det var sjældent der var noget verbalt der kunne støde hende.

Hingsten talte nu, og for første gang ved dette mød, trak hun en let eftertænksom mine. Stille havde hun krænget sin mule en smule, mens øjnene så kort skævende ned i jorden, så i himmelen og kort efter landede de atter i hingstens øjne på ny. Som havde hun søgt svar omkring hende. Stille svingede hun den mørke hale lettere irriteret over sig selv, mens hun rynkede irritabelt på de ikke-eksisterende bryn. I samme takt gled ørerne lidt i nakken, før de atter vippede frem, og til sidst ud til siderne. Derpå strakte hun mulen frem, uden hensigt på at røre ham, mens de stålgrå øjne nu så en smule ærgrende ud – mest på hans vejne – mens hun åbnede den spraglede mule.

Ud kom ingen lyd.

Men derpå trådte hingsten frem, og som den hun nu var, var hendes første hensigt ikke bare at flytte sig flygtende fra ham, men stå imod. Hårdt lød et snap, og et klap fra kæberne der ramlede sammen hårdt, før et lydløst fnys i form af tom luft var det eneste der strømmede fra hendes mule. På et splitsekund var hun helt anspændt, knejste nakken, ulmede af vrede og gnistrende blikke og med ørerne hårdt i nakken. Han skulle bare ikke komme så tæt på!

Thread: Rindende sand...

Tag: Phatamorgana

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

Fordomsfuld var noget, som man hurtigt ville bide mærke til at denne hingst var. Han var dømmende, vurderende og derfor kom der hurtigt en attitude, som de fleste anså som værende provokerende. Shades kunne sagtens være falsk, men hans personlighed skinnede som regel i gennem tit. Han var sjældent venlig fordi det ville være passende. For selvom Shades var en løgner og bedrager, så var Shades ikke god til at holde foragt inde. Han sagde sin mening. Han gjorde de ting han ville, når det passede ham, hvor det passede ham. Han havde intet problem med at træde andre over tæerne. Overfor den spraglede hoppe, havde han en arrogant-facade, trods han ikke var fjendtlig. Han ønskede ikke at gøre hende ondt, fordi det så han ingen grund til. Hun havde intet gjort ham: så han så ingen grund til at starte dramaer. I stedet kunne det hjælpe, hvis han forsøgte bare at være lidt venlig. Det var dog lettere sagt end gjort, for en som Shades.

Afstand bekymrede ikke den store hingst. For han lagde intet i det. Der var ikke nogen, som var mere betydningsfulde end andre. I hans øjne var alle mere eller mindre lige. Hans lyse azurblå øjne vågede over den flerfarvede hoppe. Om denne ørkenhoppe, fandt hans ord belærende, nedtalende eller provokerende, det bekymrede han sig ikke om. Han behøvede ikke at skulle skjule noget, for han var typen, der godt kunne lide at have kontrol. Og han var ufattelig god til at styre den. I hvertfald i forhold til sig selv.

Da hun endnu ikke valgte, at ville svare eller sige noget bredte en foragt i hans krop. Shades var dobbelmoralsk. Sådan var det bare. Han mærkede hvordan det generede ham, at hun ikke engang kunne bare sige et enkelt ord. De mandelformede øre blev lagt tilbage, mens han lod et dybt fnys lyde ud i luften. Han lod hovedet blive arrogant hævet, mens han trak sig uinteresseret tilbage. De azurblå øjne blev hurtigt tomme og intetsigende. Ligegyldige. Shades kontrollerede sin vrede, ved at blive ligeglad og uinteresseret. Derfor trak han sig tilbage. Hvad skulle han dog bruge et selskab til, som ingen ting kunne sige? Han var ikke selv en herre af mange ord, men hvis han stillede spørgsmål - så svarede man. Især hvis man stod overfor en som ham.

Hingsten med den mørke korpus og den lyse, lange man havde skam godt bidt mærke i hvilket ubehag, det havde vakt i hoppen at han havde trådt nær. Så at han havde trukket sig væk fra hende, var bestemt ikke for hendes skyld. Men for sin egen. Han så ingen grund til at blive stående og se på en eller anden stum, hoppe som ikke agtede at svare på hans spørgsmål. Shades var skabt sådan, at han ikke gad at kæmpe for at få opmærksomhed. Hvis han ikke fik den kærkomment, så kunne det være fuldkommen lige meget. Så han stod der foran hende - med en større afstand. Hans blik var intetsigende. Tomt og man kunne tydeligt se, at han ikke var interesseret i at skulle være den der brød tavsheden endnu en gang. Han var bedøvende ligeglad.

code by ♥

Det var svært på den mørkgløde hoppe at finde hoved og hale i hvad der i grunden lige skete. Hingsten syntes ikke direkte fjendtlig eller truende, men nærmere overlegen og fornærmet da han trak sig tilbage og ud af hendes personlige rum. Hun slækkede roligt på de anspændte muskler, mens de intense stålgrå øjne søgte hans azurblå med vis mere accept, end da han havde været for tæt på. Dog virkede hingsten pludselig meget ligeglad og afstumpet - helt igennem afvisende?

Det eneste hun kunne komme på der havde stødt ham, måtte være hendes manglende svar. Næsten fornærmet rynkede hun lidt på de ikke eksisterende bryn overfor ham, mens hun så fortsat imod hans nu kølige blik. Stille vippede hendes ører let tilbage, mens det irriterede hende grænseløst at hingsten ikke havde forstået. Gaven til at tale havde hun aldrig haft!.. ak, ville hun nok heller aldrig få den. Nej, sådan var hun bare født, uden evne for verbale lyde...

Derpå hejste hun hovedet lidt, i en nærmere nysgerrig form, mens hun ville krænge et sidste forsøg på at få ham til blot at forstå? Ørerne gled frem, mens hun nikkede et par gange ivrigt med det kønne hoved, før hun skrabede utålmodigt og opsøgende i jorden. Kort efter rystede på irritabelt på hovedet, og åbnede derpå mulen synligt igen.

Ingen lyd.

Sille gled hendes mørke ører ud til siderne, næsten skammende for en stund - blot for at indikerer hendes manglende stemme, før hun roligt rankede sig op til normal position igen, hvor hun så måtte afvente hans træk. Uforstående som forstående.