Moonlit(åben)

.~:SAMAEL:~.
MOONLIT

Nattens rolige blå nuancer havde sænket sig over øen, kastet de lange, mørke skygger over de stier hingsten vandrede på. At sige at alt var badet i det tunge mørke, ville dog være langt fra sandheden. Over trætoppene, over ørene på den brogede skikkelse, hvilede luna, månen. Denne nat var hun næsten rund, på grænsen til sit maksimum, hvilket havde fået den magelige hingst til at søge et åbent stykke, hvorfra han kunne betragte dette lysende fænomen. Månen forekom ham særdeles kær, han vidste ikke hvorfor, men således havde det været siden den dag, han for førstegang satte en gylde hov på andromedas vidder. Langsomt, men taktfast, prægede hans bevægelser lydene imellem skovens træer. Her var ganskevist stille, men puslende bevægelse kunne fornæmmes overalt omkring ham, tegn på liv, selv i disse rolige stunder hvor søvn burde være ens første tanke.
Det kolde sølvlige lys fra nattens sol mødte snart månehingstens skind, og han førte sig endnu et skridt længere, før han stoppede for at beundre den mægtige himmelkugle. Ganskevist var den fjern, men netop denne nat forekom den ham en anelse tættere, måske fordi dens størrelse havde vokset siden han sidst havde lagt øjnene på den. De forrige dage havde han vandret med solen, for det var det mest sikre, og nætternes kulde havde været med udholdelige i dyb søvn. Hans drømme havde desuden krævet stilheden, den dybe søvn han skænkede sig selv, når det ikke var lys, men mørke der omgav ham. De lådne ører vippede langsomt frem, og hingsten lod en mild brummen finde luften, alt imens han hævede hovedet en anelse mere. Jo, hans måne synes ganskevist nærmere denne nat, om det havde en betydning, vidste den brogede ikke. Men han nød at beskue den, blot en anelse længere, før han lod hovedet falde, og nippede til det kølige græs der omgav ham.

Nattens mørke havde sænket sig over det fremartede land. Et land, hvis område bar frodighedens gave, og lod livet pusle i hver en krog. I buskene, i græsset og i trækronerne der dækkede hingsten, sprang nattens fugle og dyr. De sang for natten, for hingsten og for den blege måne der vågede over dem. Slanke ben bar ham med vagtsomme skridt igennem det lange græs, der veg for ham. Ikke noget den hvidlige var vand til, men accepterede det med et tankefyldt udtryk. Lige siden hans ankomst til dette.. sted, havde intet andet end sindets forvirring opfyldt ham. Spørgsmål der manglede svar. Men ingen var her til at give ham svar, så stilheden havde været hans selskab i alt denne tid.
Ikke at han brokkede sig. For stilheden ville altid være et udmærket selskab at færdes iblandt, når blot man forstod at nyde den gave den bragte med sig. Jairo brugte denne stilhed, til forgæves at søge svar. De var ikke lige til at finde i momentet, men ledte man længe nok ville de komme. Forhåbentligt.

Snart begyndte skovens træer at blive færre og færre, indtil skov blev afløst af eng. En bred og frodig eng, hvor vindende fik frit lejde til at sende sine kolde stød igennem landet. Nordens vind bragte vinterens kulde med sig, og det ville ikke være længe inden sneen ville falde. Farve landet i de gråtonede farver, og støde det til hvile. Den afblegede hingst grønne øjne søgte over de mørkere farver, inden at et sagte prust forlod ham. At søge ud på engen kunne være risikabelt når man ikke kendte landet. Den slanke hingst vippede skiftevis vægten venstre til højre, inden at han med et fnys lod benene føre ham frem i månens lys.