Innocence

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Tidlig formiddag
Location | Nordlige del af Leventera, få meter fra skovbrynet.
Tag | Lupë

Riget havde set dagens første lys for blot et par timer siden. Morgenen grålig, med tågen snoende mellem træerne i skovene og over græsset på engene, men nu skinnede efterårssolen lunt over et landskab badet i grønne, gyldne og røde nuancer. Temperaturen ville stige og selvom ingen kunne betvivle, at dagen var en af efterårets, så ville det bestemt blive en af de varmere. Alt i alt var dagen skøn, men ikke noget udover det sædvanlige for Andromeda, det sagnomspundne ø-rige.

Og dog var der måske nogle ting, som ikke helt var så normale, som vejret.

I et træ sad en kridhvid fugl, med øjne skinnende som de klarest rubiner. Den var hverken en sanger eller en jæger, hverken lille eller stor; den var, i alle henseender, blot en fugl. Udefinerbar og alligevel så usædvanlig, for den var skabt til pragt, ikke praktik. Lange halefjer, hvor af nogle endte i dråber af guld og himmelblåt, var det tydeligste tegn på dette. På trods af den ej virkede skabt til denne verden, så havde den dog et formål. I stilhed iagttog den en lille, sovende skabning. Dets sider hævede sig i et næsten forsigtigt tempo; meget passende for et væsen så lille. En anden burde også holde øje, dets moder, men ingen hoppe var at se noget sted; der var ikke det mindste tegn på, at nogen hoppe overhovedet havde betrådt stedet. Ingen duft hang i luften, hverken af moderen eller de efterladenskaber, som en fødsel ville have givet, for den lille skabning, det ufatteligt lille hoppeføl, var ej mere end få minutter gammelt.

Et lille, ungt og uskyldigt liv, tilsyneladende efterladt, men hvis man blot vidste en smule om Andromeda's hemmeligheder, ville man vide, at hoppeføllet var alt andet end forladt. Det blev vogtet, beskyttet, af noget langt mægtigere end noget andet i landet; noget som blot ventede på, at den rette sjæl skulle komme og overtage dens rolle.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Noget tydede på at denne efterårsdag ville blive en af de mere varme. Verdenen var spændende, og stædigheden havde bragt ham hånd i hånd med sin nysgerrighed helt hertil. Han var lige på nuværende tidspunkt hos sin far i bjergende, og selvom han var næsten et helt år gammel efterhånden, følte han en vis utryghed. For ikke at nævne skyld.

Det var gået op for ham hvor langt han var fra bjergende. Hvad ville hans mor ikke tænkte hvis hun vidste hvor langt hans små ben havde bragt ham. På egen hov! Ikke nok med væk fra bjergpasset, men så da også helt væk fra Ø'en. Han følte både skyld, mens at verdenen som ellers havde været så indbydende, pludselig virkede skræmmende og fremmed. Hvem skulle redde ham hvis der skete noget? Hvem skulle hjælpe ham hjem hvis han pludselig for vild? Langsomt begyndte et følelse af frygt at strømme i ham, mens han rolige og fattede smidige skridt, blev mere trippende. Hans holdning mere anspændt og varetagende, mens han begyndte at kaste de to forskelligt farvede øjne omkring sig som blev han jagtet på flugt af noget stort og farligt.

Han var begyndt at ligne en mere sammensat mini hest, hans muskler havde sat sig utrolig pænt, mens hans lange lemmer bestemt gjorde ham elegant at se på. Stille fnøs han, efter at være sprunget om sig selv. Pyha, der var vidst ikke noget alligevel? Let smilede han over sig selv, en anelse lettet, før han atter stivnede da en klat lå kun få tyve meter fremme. Han sank mulen og fnøs et par gange, mens han så sig omkring derefter utrygt. Hvad var det?

Han stod for en stund, mens hans øjne stirrede meget direkte og opmærksomt. Før han tog sig mod til at nærme sig... Langsomt, nærmest listede han, mens hans sank hals og mule, og pustede fnysende for næsten hvert skridt han nærmere sig...

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Uvidst for den lille sjæl, nærmede en fremmede sig. Normalt ville ingen fremmede kunne nærme sig så tidligt; ingen ville få tilladelsen til at beskue noget så ungt, uden at være tvunget til først at modsætte sig den største trods. Her var dog ingen modstand. Ingen jagen bort. Alt der var, var stilhed. Fred. Ro. I træet vågede den hvide fugl blot videre, tilsyneladende ligeglad med den fremmede, og dog alligevel ikke helt. Langsomt krogede den sit hoved på skrå, men fandt tydeligvis ej den fremmede som værende en værdig efterfølger. Hvis den havde, så havde den gjort et skamfuldt arbejde. Den jagede dog ej heller den fremmede bort, men så, ligesom resten af verden, blot til i stilhed.

Lille var hun, men det holdt ej drømme bort. Lykkeligt uvidende sov hun, mens den fremmedes blik vagtsomt hvilede på hende. Hendes tanker, hendes drømme; de var ej noget at prise for nu, næppe mere end abstrakte billeder, men de var der. Farverige. Funklende. Hvirvlende med liv, som den lille ej havde set, men var blevet givet. Det tydeligste, det som heletiden gik igen, var dog et sagte slag. En rytme. En kraft. Den første lyd hun havde hørt, men også en lyd, som hun aldrig igen ville høre.

Hendes bagben lå let foldet op til hendes bug, mens hendes forben var bukket forsigtigt ind under hende. Hele kroppen var let bøjet, mens hendes hoved hvilede mod græsset; hun var ej blevet født sådan og ej heller havde hun lagt sig således. Hun var blevet placere, poseret, til at virke så lille og uskyldigt som noget væsen kunne.

Og da hun forsigtigt og blinkende åbnede sine blege, blå øjne ændrede dette sig ej, men blev om muligt blot forstærket.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det røde føl, med de spraglede aftegn, nærmede sig endnu. Hans bygning bar præg af en flottere sammensætning, da han efterhånden var langt over de seks måneder. Han hvælvede halsen, så den helt forekom hingstet og prægtig for en stund. Dog ej som hans egen muskuløse fader, men så igen - han var jo også en fuldvoksen hingst.

Den lille skabning, med de blege pels her i mørket, tilmed lyste en anelse op. Dette forvirrede Lupës øjne, da han virkelig ikke kunne bide sig mærke i hvad denne skabning var for én! At dette var et føl, som ham selv, havde ikke endnu slået ham. Måske var det mørket? Måske var det vinklen han kom fra imod denne liggende skabning, som lå med ryggen til ham...

Han fnøs endnu, og tog ét skridt ad gangen, til føllet bevægede på sig. Ikke meget, overhoved, men dette ændrede fuldstændig hans første og egentlig opfattelse af denne tingest. Pludselig kunne han ane et par ører, og syntes at kunne forestille sig en hale. Var dette et føl? Kort hejste han hovedet højt i et ryk, og stoppede samtidig op. Han lagde stille hovedet på skrå, mens han forsøgte at opfange en duft... men der var ingen? Ren og urørt var hun - nyfødt; men det vidste Lupë ikke.
Med en god voksen hestelængde til skabningen, som han synes at kunneslå fast var en hest, gik han med skævende hoved, og opmærksomme og nysgerrige blikke, omkring skabningen, i en vigende og buet krop.

Ganske rigtigt var det dog et føl! Et par blå øjne blinkede uskyldigt, mens han så føllet ligge der, helt alene. Nysgerrigt vippede hans ører frem, mens et lettere ivrigt og glædeligt smil prydede hans mule. Det blegede dog hurtigt da han valgte at undrer sig. Undrer sig over hvor dens moder var? Lige som hans egen... Føllet her var også alt for lille til bare at være stukket af. Hvis da ikke det var fordi den var efterladt?Han så sig hurtigt og opmærksomt omkring, før han slog fast at de vidst for nu, var alene. Stille gled hans ører næsten sørgmodigt tilbage, før han langsomt nærmede sig forsigtigt, mens mulen sænket ned i hendes højde... Stille forsøgte han at brumme betryggende og spørgende, mens det i hans hoved lød som hans fars hæse og dybe, udmundede det sig nærmere som en lys tone der understregede hvor rene og ærlige føl nu kunne være.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Trods klarheden i de blå øjne, var det syn, som hoppeføllet så, alt andet end klart. Det var en sløret masse af farver; farver hun ej kendte navnet på, men dog alligevel kunne skille ad og se, som hver sin enhed. En dag, hvem vidste hvor langt ude i fremtiden, ville hun nok blive fortalt, forklaret måske, at det hun så var græssets grønne farve, himlens blå storhed og... den røde lød af et hingsteføl. Til at starte med var skikkelsen intet andet end en mudret eksistens i en vandet verden, men langsomt faldt det hele i fokus i takt med, at den fremmede kom nærmere. Den lyse blinkede blot, uvidende om hvad ellers hun kunne foretage sig, udover at se til.

I træet så fuglen blot til, som vidste den mere end nogen af dem overhovedet kunne forestille sig.

Hun havde ej fuld kontrol over sine ører, men ved lyden af den andens brummen vippede de let fremad. Nysgerrigt iagttog hun ham forsat, tilsynelandede uvidende om verdens eksistens omkring hende. Og til dels var det faktisk præcis det, der foregik; hun var uvidende, ude af stand til at have fokus på mere end blot en enkelt ting af gangen. Koblet med, at han var den eneste der bevægede sig tydeligt, betød det, at for hende var der egentligt ikke andet, som eksisterede.
Ubevægelig forblev hun dog ikke for evigt. Uden at tænke videre over det, strakte hun nemlig sin hals. Forsigtigt nippede hun ud efter ham; med hendes manglende fornemmelse for dybde, var det dog umuligt at sige, hvorvidt hun nippede efter ham og tilfældigt ramte eller blot nippede ud i ingenting.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det var næsten magisk øjeblikket, med den lille lyse skabning foran ham. Selvom mange undrende tanker burde have slået ind, var han stadig selv uvis omkring mange ting. Derfor bar hans nysgerrighed ham nu på vej. De små lyse ører havde reageret let på hans lyde imod hende. Et smil bredte sig over hans spraglede mule, bredt og glædeligt. Hans to forskelligt farvede øjne næsten gnistrede at nysgerrighed og glæde. Han havde fundet noget helt på egen hånd, noget der virkede så skrøbeligt? Han vidste ikke hvor denne følelse kom fra, men noget i ham ønskede at passe på denne her skabning, som virkede så ren og urørt.

Hans mule søgte hende da hun bevægede lidt på sig, og frem vippede de røde ører, mens de to forskelligt farvede øjne kun blev større og større. Den lille mule nappede nu ud i luften, næsten i blinde, og straks ramte den hans. Lidt forskrækket stivnede han, mens fordi han ikke ville forskrække hende... Hans øjne stivede på hende, mens han stille tillod sig at nyde at hun duftede så ren, af... ingenting. Helt ny og fin, mens den lille mule var så blød og urørt. Han vippede stille med ørerne mens han forholdte sig roligt og stående stille, der med mulen nede ved hende, og en lettere akavet stilling med sine egne forben lidt spredt for at kunne række ned til hende. Stille lød en lille pibende lyd, da han havde vrinskede og halv hvinede, meget dæmpet. Næsten betryggende, og let reagerende på hendes nap, selvom der var gået megen sekunder siden hun havde rørt ham.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Let kolliderede hendes mule med hans; følelsen var ny og, i hendes hoved, ganske finurlig. Det var fornemmelsen af noget, hvor der normalt var intet, men også følelsen af hendes egne dele. Hendes mule eksisterede trods alt ikke rigtigt for hende, før hun havde rørt den mod noget; først der ville hun forstå, hvor den var i forhold til hendes syn, for ikke at tale om hvad den egentligt var.
Lyden der forlod den ukendte hingsteplag trak dog hurtigt hoppeføllet ud af hvad end små tanker hun måtte have, om eksistensen af sin mule. De dunede ører vippede fremad igen, om end ikke helt. Uden at gøre andet end at lytte så hun blot på ham. Der var måske lidt undren at spore et sted i de blegtblå øjne, men det var ingen dyb undren. Det var ikke en hvorfor- eller hvordan-undren. Det var blot undren over lyden. Dens eksisten. Hvor den kom fra måske. Den tonede dog ud og hun kiggede blot forsat på ham.

I træet bevægede fuglen sig en smule. Dens hoved krogede let på skrå, mens rubinøjnene intenst iagttog det, som foregik dernede. Den sandrøde var ingen efterfølger, men måske var han dog noget alligevel; kun tiden kunne dog bestemme dette.

Pludseligt syntes hun at lave en eller anden forbindelse mellem sin egen ageren og lyden, hun havde hørt. Et smil, mere en efterligning af hans end noget andet, tindrede om hendes mule, før hun strakte sin hals igen. På sit stadie i livet forstod hun endnu ikke, at visse handlinger kunne være ønskede, mens andre uønskede, og derfor var der heller ikke mange tanker bag det, da hun nippede ud efter ham igen.

Denne gang trak føllet sig dog ikke; da hun fandt ham, blev hendes mule der.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hoppe føllet havde trukket sig lidt, alt imens en stille undren lå for undertone hos de så helt igennem dybt uskyldige blege blå øjne. Han blinkede stille, mens hans egne to forskelligt farvede øjne blev en smule betaget af hendes uskyldige. Alt imens de for en stund, så ud til at blot kigge på hinanden...

Men derpå skete noget, noget som den unge røde hingst ikke ville have troet skulle påvirke ham, og da slet ikke noget i så ung en alder. Det var svært at sætte ord på, men en varm følelse strømmede i hans krop på liv og løs, da først det lille føl smilede. Næsten gengivende af hans eget, følte han dette. Han vippede med ørerne nysgerrigt imod hende kort, før en ro pludselig lå over ham. Stolthed var nok den følelse han kunne mærke, men hvorfor han følte denne stolthed var ikke at sige. Knytett til hende var han bestemt ikke, men uforklarligt nok, havde han ikke lyst til at efterlade hende. Han havde jo selv fundet hende... helt selv!

På ny var det som om hun mere søgte ham nu, og strakte sin hals, da hun derpå nippede til hans mule på ny uden at trække sig. Stille frosøgte han at brumme dæmpet, som hans moder selv gjorde med ham når han kunne føle sig tryg hos hende. Lys lød hans brummen dog, og meget forsigtigt, nippede han selv overlæben op kort, for ligesom at gengive hendes nappen på hans mule, over på hendes. hendes lille, skrøbelige mule.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Undren lagde sig over føllet igen; lyden, der forlod den fremmede, var ej den samme, som hun havde fået før. Den var dog heller ikke ubehagelig på nogen måde, men lå sammen med lyden fra før; de var begge lyde, som fangede hendes opmærksomhed, men som hun ikke rigtigt forstod mere af. En dag ville hun måske forstå, at der potentielt lå mere bag dem, at de havde en mening og et formål, men for nu var de blot noget, som fastholdt hende.
Hvor han var blevet stående, da hun havde nippet til ham, trak hun sig lidt hastigt, da han nippede til hende. Det var dog ikke så meget i frygt, som i undren, måske overraskelse, over hans bevægelse. Hendes opmærksomhed gik fra ham, til det punkt, han havde nippet. Let mimrede hun med mulen, som testede hun hvorvidt den stadig fungerede; tilsyneladende endte hendes lille 'test' positivt, for blikket vendte tilbage mod den røde.

Hun rakte ikke ud efter ham igen.

Ikke fordi hun ikke ville, men fordi hendes opmærksomhed blev fanget af noget nyt. Noget med en farve, rimelig nær hans; et blad fandt dalende vej ned mellem dem. De blegtblå øjne fulgte nysgerrigt dets bevægelse gennem luften, inden det fandt hvile i græsset. Hun blev ved med at betragte det, på trods af, at intet skete. Det var som om hun forventede det ville gøre noget, men det gjorde det ikke; dermed tabte det hendes opmærksomhed, som på ny faldt over på det røde hingsteføl.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Om hun blev forskrækket eller blot overrasket var svært at sige, men det rørte noget i den rødbrogede unge fyr. Næsten sørgmodigt så han på hende, mens han selv hejste hovedet let fra hende. Hun lå dog ubemærket samme sted, og jo mere han betragtede hende, jo mere så hun ikke just bange ud for ham. Dog rakte hun ikke ud efter ham igen…

Nej, de isblå smukke øjne så nu imod noget helt andet. Det sitrede kort af utryghed i den rødborgede hingst, mest af alt fordi han var så langt hjemmefra? Han havde næsten ikke lyst til at kigge på hvad hun havde fået øje på. Stille vente han dog det kønne hoved alligevel, og til sin overraskelse i det ulme halvmørke landskab, så han intet. Stille så han tilbage på hende, og så ud på engen igen. Atter så hun på ham, og han vidste ej om han fornemmede forkert eller ej? Men mon det var hendes mor der gemte sig et stykke væk, og måske var utryg ved at han stod der? Han vidste selv at til hver en tid ville hans egen oder jagte alle afsted, som kom for tæt på ham uden hendes accept. Hvilket udgjorde en underkastelse og utryg følelse… for han var jo selv uden sin mor lige nu. Stille og kort så han på hende, før han langsomt og forsigtigt sænkede mulen og pustede stille til hendes mule… før han forsigtigt bakkede og straks var afsted. Tilbage mod Enophis!

[OUT]