A Mother's Heart

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Tidlig formiddag
Location | Nordlige del af Leventera, få meter fra skovbrynet.
Tag | Leonora

Med et var den unge skikkelse forsvundet og på ny var hoppeføllet alene. Jorden vidnede forsigtigt om det møde, som havde fundet sted, men udover det var stedet tyst og grunden til den andens afgang ikke umiddelbart synlig. Den kridhvide fugl med rubinøjnene sad endnu ubevægeligt i træet og vågede over den lille sjæl, stadig ventende på en værdig efterfølger.

Hvor det lille føl før blot havde haft fokus på den anden, fandt hendes blik nu vej til verden omkring hende. Hist og her dansede blade fra træerne, før de blev fanget i en stille vind og legende hvirlede omkring. Uforstående iagttog hun disse frie røde og gyldne skabninger, inden hun forsigtigt rakte sin mule fremad mod et, som havde fundet hvile i det stadig grønne og frodige græs. Hendes dunede ører vippede ukontrolleret omkring, men der var ingen tvivl om, at den røde farve havde fanget hendes klare, blegtblå øjne. Langsomt og nysgerrigt tiltede hun sit hoved på skrå, inden hendes blik søgte videre.

I træet fulgte fuglen ubevægeligt med, men dens røde øjne søgte nu bort og endte på en sort skikkelse, som stilfærdigt gik sin gang i verden. Tanker spandt sig vej i dens sind, mens den overvejede den fremmede. Tænkende iagttog den et par øjeblikke mere, før den lydløst bredte sine vinger og med enkelte slag hævede sig mod himlen. En værdig følge havde vist sig.

Med et var den borte, forsvundet som dug i solens lys, og den lille ny var igen efterladt til ensomheden, men ukendt for hende på vej indtil det liv, som hendes moder var blevet lovet, at hun var blevet givet.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

En sort hoppe, med sirligt blå prikker placeret omkring på hendes majestætiske krop havde søgt længere nordpå på øen Leventera. Hun boede her, indgik i flokken Teylar som lå en times gang sydpå. Her boede hun med sin søn Seyé, som nu havde rundet sit første år og dele af hendes familie fra et fjernt land; et land, som for Leonora’s egne øjne var gået i opløsning for snart to år siden. Så meget var sket i den tid hun havde vandret i Andromeda’s land, og så meget var blevet helet. Hendes sind var langsomt blevet lagt sammen igen, efter at have været spredt i ufatteligt mange brikker. Endnu manglede en del af dem, men helheden var atter at skue i hoppens aura. Ja, Leonora var ved at ligne en fuldkommen sjæl igen, og det kunne hun især takke hendes afkom for – for rollen som moder havde givet hende så meget.
Hun vandrede nu af ren og skær nydelse. Hun veg dog sjældent fra øen når Seyé var her, for endnu have hun stor trang til at holde øje med ham, lærer ham viden om landet og dets luner og hvordan man skulle begå sig overfor fremmede. Men hun gav ham ligeså de frie tøjler han havde behov for. Netop denne dag var han tilbage i flokken, og Leonora var strejfet ud for at nyde naturen omkring hende.
Hvad der helt præcist havde fået hende til at vandre på den sti hun gjorde, var uvidst; måske var det skæbnen, måske andre ukendte kræfter der havde lokket hende i denne retning. Hun var her dog, og pludseligt nåede en ukendt duft hoppens næsebor. Hun stemmede kort sine trin op og standsede i en parade med hovedet hævet. Der var ingen lyde, ingen bevægelser, men hun kunne sanse en anden sjæl her. Dog mindede duften dog langt fra om et voksent individs, men mindede langt mere om føls karakteristiske og sommetider lidt søde duft. Leonora, som var en hoppe med utroligt stærke instinkter, brummede sagte ud i luften foran sig, inden hun atter satte frem. Hendes indre kunne ikke lade værre med i det mindste at undersøge denne duft, for at finde det føl der måtte være i nærheden; dog vel vidende om at der højest sandsynligt ville være en moderhoppe i nærheden der ville vogte det – selvom hun ikke havde sanset en.
Det viste sig også at føllet var ganske alene. Leonora fik snart øje på en lille, ja så ufattelig lille, lys sjæl. Den dunede pels lignede slet ikke noget hun havde set før, og de nærmest hvide farver sprang frem i det endnu grønne landskab. Undrende stoppede hun op, for et øjebliks undren gled igennem hendes sind. Hvor var dens moder, og hvorfor var den så lille?
Hendes undren forblev i hendes sind da hun valgte at fortsætte vejen imod den meget lille sjæl. Den virkede så indbydende – eller måske var det blot hendes instinkter der fortalte hende at hun ikke kunne lade den alene – så hun valgte at søge frem og se nærmere på det lille bitte hoppeføl.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hun vidste ej hun var forladt, men blot, at hun var alene. Den anden var her ej mere, men hun forstod ikke mere end det; hun forstod, at den anden manglede, men følte ingen sorg over at være blevet efterladt, ej heller undrede hun sig over hvorfor. Hun forstod øjeblikket, nuet, det der kunne sanses omkring hende, og kun det. Hun følte hverken glæde eller sorg, blot tilfredshed over at eksistere og være vel. Noget vrængede dog i hende, helt inderst inde, men hvad præcis det var, vidste hun heller ej. For nu kunne det ej overdøve, at hun var vel, men snart ville det sætte ind og skabe ubehag. Ubehag som hun ej selv ville søge at stoppe, men hendes instinkter vidste præcis hvad de skulle gøre med.

Den sorte skikkelse nåede overraskende nær, før hun endeligt opdagede den. Først lå hun ubevægeligt med sine store øjne rettet mod den anden. Man kunne måske forvente frygt hos sådan en lille skabning som hende, men der var intet andet at se end nysgerrighed. Villigt iagttog hun den sorte, indprintede dens billede på en plads, hvor en nu afdød sjæl i stedet burde have været. Ubevidst bandt hun sig til denne fremmede, på trods af at den først lige havde vist sig. Den kunne være en trussel, men også en hjælp; uanset, så frygtede hun den ej.

Tilsyneladende fik hun sin sult for at se stillet, for hendes øjne søgte bort fra den sorte og ned på de ben, hun havde foldet under sig. Ligesom den anden fremmede, stod den sorte op. Et øjeblik tiltede hun derfor sit hoved på skrå ved synet af sine egne ben, før hun så tilbage på den anden. En bleg himmelblå farve mødte en mere kraftfuld nuance og det ukendte, sarte bånd blev forstærket.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det var tydeligt at denne sjæl var så spæd, som den næsten kunne være. Var den timer gammel? Måske mindre? I hvert fald hang duften af endnu på det lille hoppeføl fra dets foling, og det fik først Leonora til at krænger overlæben op i en lidt utilfreds flehmen. Det var tydeligt at føllet her, som hun endnu nærmede sig, ikke var hendes. Det tilhørte ikke hende på nogen måde – men hvorfor var det alene? Hvorfor var der ikke en moder til at pleje det? Slikke det rent, for endnu var den blege pelsfarve ikke helt ren. Meget tæt på dog, men ikke helt.
Da den sorte lod sin overlæbe falde ned igen, var hun helt nær den bitte lille sjæl. Hun studerede den først indgående med hovedet i egen højde, men hun kunne ikke dy sig for at stikke mulen helt ned til det lille føl. Og det foregik med en lidt varsom mine, for det slog hende lidt unaturligt at et føl var så småt. Først gik tanken om den snu slange, som havde forbrændt hende dengang hun kom til landet frem. Havde han skabt den lille sjæl, for at lokke hende frem? Skabt noget der ville fange hendes interesse?
Tanken fløj så hurtigt ud af hendes hoved som den var kommet, da føllet så på hende. Hvad det var, kunne hun slet ikke beskrive, men i det øjeblik forsvandt den varsomme attitude. Og i det øjeblik vidste hun, at det føl måtte være hendes, uanset hvad andre sagde.
Leonora var en meget stædig hoppe på disse punkter, og en utroligt kærlig sjæl. Selvom hun godt vidste at føllet ikke var hendes biologisk, så betød det ikke noget. Hun satte nu mulen helt ned til føllet og snusede meget indgående til det, lige ved skulderen. Hvorvidt hun havde været oppe og stå var den sorte hoppe uvist om, men hendes instinkter fortalte at føllet skulle op nu. Det var alt for farligt at blive liggende her. Dog skulle den først rengøres ordenligt, og rent automatisk begyndte den store, sorte hoppe, at slikke den lille, nærmest sarte, hoppe ren. Hun startede ved hendes skulder, kørte derefter lidt op ad halsen, for til sidst at søge ned imod hendes ben. Det var så vigtigt denne berøring, for at føllet fik gang i sit blodomløb og kunne komme op på de lange ben. Og ja, føllet havde sørme lange ben, selvom hun var så lille!

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Da den store, sorte fremmede sænkede sit hoved, så det creamfarvede føl blot til i stilhed; dog ikke for evigt. Da den sorte snuste til hende, efterlignede hun bevægelsen. Lidt forsigtigt strakte hun sin hals en smule, før de små næsebor synligt blev større. Med et trak hun dog hovedet til sig, før et ufrivilligt fnys sendte hendes hoved mod jorden, mens den sorte, hendes ikke bevidst valgte beskytter og plejer, moder om man ville, bevægede sig fremad, for så at placere sin mule mod hendes dunede skind. Hoppeføllet mimrede forvirret med mulen et øjeblik, med sine øjne rettet ind mod punktet. Det havde kildet. Det kildede stadigvæk, men nu også i en anden del af hende. Ørerne havde hun stadig ikke fuld kontrol over, men hun formåede på trods af det at vippe dem i den retning hun så, da hun fik vendt hovedet mod det den sorte lavede. Det kildede lidt, men føltes alligevel rart, hvad end det måtte være den så gjorde.

I stilhed så hun blot til, mens den sorte begyndte at gøre et eller andet ved hendes ben. Ude af stand til helt at forstå mere af det der blev gjort, udover at det var en berøring, placerede det lyse føl sin mule mod den sortes næseryg og holdt så egentligt bare kontakten uden at have den fjerneste anelse om, at det ikke gav mening. For hende gav det nemlig mening; den fremmede rørte hende, så hun skulle røre den fremmede.

Selvom hoppeføllet blot var få timer gammelt og det dermed var begrænset, hvad det kunne have opnået, så ville der ikke være nogen tvivl om, at hun var bagud. I hvert fald ikke hvis den der konkluderede det, vidste bare en smule om føl. Hendes ben var endnu ikke blevet strukket ud en eneste gang, siden hun havde foldet dem, selvom hun dog fik rettet op på dette i takt med, at den fremmede rengjorde hende. Af de ting hun manglede, var dette dog ikke det vigtigste; hun skulle på benene og indtage den første føde inden længe, for ellers ville det løfte, hendes moder var blevet givet, snart kunne ses som brudt.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Leonora’s mule strøg så nænsomt over den dunede pels hun kunne. Hun sørgede sirligt for at hvert punkt blev renset til fulde; også selvom det var en underlig smag i hendes mule, at rense fra en anden hoppe. Hun fandt sig dog pænt i det – nok primært fordi hendes hormoner endnu var i spil efter hun havde båret og opfostret Seyé – men også fordi Leonora var typen der ikke kunne lade værre med at beskytte føl. De gjorde hende så lykkelig, som intet andet.
Da hun nåede ned omkring hendes ben, og de små ører som det lille føl havde var peget frem, skete der pludselig noget. Den lille mule blev placeret midt på Leonora’s næseryg, og i det der føltes som uendeligt lange sekunder, stoppede den sorte hoppe sin rengøring af føllet for at kigge ind i de små øjne, som strålede så klart. Man kunne vel kalde det forelskelse, som Leonora udtrykte i sine. Ikke forelskelse, som den hun følte overfor hendes mage Ahearn. Ikke helt samme, som hun følte med sin søn Seyé – men en unik følelse tilegnet dette føl og det bånd hun ville skabe med det. Hun bummede derefter med en moderlig tone, der udtrykte glæde, ro og omsorg. Hun fortsatte dermed med at gøre føllet rent, indtil hun havde nået spidsen af hvert ben og afsluttet ved at køre mulen meget kærtegnende over næseryggen på det lille føl. Dér. Hun var klar.
Leonora trak kortvarigt hovedet til sig, imens hun betragtede føllet, der lå på endnu helt bøjede ben. Det synedes ikke som om hun havde udfoldet sine led endnu, og det fortalte den sorte hoppe, at det var ved at haste med at få hende op. Hun var ikke længere kølig i kroppen, men varm efter hendes kærtegn, klar.
Hun lod derpå sin mule søge ned lige bag hoppeføllets forben og der skubbede hun ganske blidt, men alligevel bestemt til det. Op skulle hun, og det skulle helst være nu. Herefter trak hun hovedet op for at se om føllet ville følge hendes anvisninger, eller om der skulle mere hjælp til endnu.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

De puffede ører blev spidset ved lyden af den fremmedes brummen; hun kunne godt lide lyden. Den var beroligende, trods hun ikke havde noget at blive beroliget over. Ingen farer vandrede omkring dem, det havde løftegiveren sørget for, men den kunne ej gøre det for evigt. Den tid, som den sorte fremmede var blevet givet, var begrænset. Nok kunne giveren af løftet holde farerne borte for evigt, men det ville have en pris for sit rige; en pris, vedkommende ikke var villig til at betale, blot for at holde et løfte, givet til en bortgangen hoppe.

De blide skub syntes at stimulere noget i hoppeføllet. Langsomt strakte hun sine lange ben ud og følte den sitrende, varme fornemmelse af, at blodet løb som det skulle i hendes årer. Ej havde de været lukket helt af, men ej heller havde de været så åbne, som de burde. Uden den store tøven trak hun sig på benene, som havde hun gjort det før. Med tre af benene i hvert fald. Det højre bagben syntes ikke at kunne finde grund, inden balancen forsvandt og føllet væltede mod højre. Forbene stod endnu, udstrakte og lidt spredte, men bagbenene lå på hinanden på jorden. Lettere forvirret og forbavset så hun på sine ben, inden hun mimrede med mulen.

Instinkter fortalte hende, at hun skulle rejse sig, men hendes ben holdt hende ej rigtigt.

Efter endnu et forsøg, som gav det samme væltende resultat, så det creamfarvede føl op på den sorte. Vidste den, hvad hun skulle gøre? Halen svag dog ivrigt bag hende, da hun forsøgte for tredje gang. Endeligt fandt alle fire ben en plads at stå på og trods det var usikkert, og med benene godt spredt, stod hun nu op. Stolt over at have formået at gøre det, som hun ubevidst var blevet bedt om, men vidste var rigtigt, så hun op på den sorte igen. Havde hun gjort det godt?

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det virkede. Føllet reagerede, og snart strakte det sine forben ud. Det behagede den sorte Leonora at se dette, at hun forsøgte at komme op. Og hun vidste godt, af erfaring, at føllet ville falde nogle gange. Hun lod det falde første gang. Det var naturligt. Anden gang brummede hun en smule højlydt, en form for opfordring, inden hun meget forsigtigt med læberne nappede imod hendes ene bagben, som hun ikke havde fået helt fat i endnu. Hun trak dog mulen til sig hurtigt igen, da føllet forsøgte endnu engang, og denne gang lykkedes det hende at komme op. Usikkert stod hun, men hun stod, og Leonora tog hovedet op med en tilfreds gumlen. Så langt, så godt! Den sorte hoppe trådte et skridt rundt om det lille føl, således at hun stod med hovedet imod føllets bagpart, og føllet med hovedet imod hendes. Hun ville hjælpe det så meget hun kunne, uden at hun forærede det for meget. Det kunne være ligeså farligt, som at gøre intet. Derpå drejede den sorte hoppe sit hoved og sænkede det, så hun kunne nulre føllet lige over halen. Opfordrede hende forsigtigt til at tage et skridt fremad, søge frem. Hun vidste at hun endnu bar mælken der kunne give hende næring og liv, så det var blot et spørgsmål om at føllet skulle søge det. Hun gentog atter sine moderlige brum, for at blive ved med at opretholde en kontakt til føllet. Hun ville ikke risikere at hun tabte kontakten og føllet ville blive skeptisk; for hun havde jo ikke selv folet det, og det helt specielle bånd mellem mor og datter, havde hun måske allerede fået med sin moder hvor hun nu end var kommet fra. Hun prøvede derfor at overbevise føllet om, at hun nu var dets moder og minde hende om det. Og hvis hendes rigtige mor skulle dukke op, ville Leonora kæmpe det hun kunne. For dette føl var hendes, uanset hvad andre sagde.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hoppeføllets ben sitrede, uden direkte at ryste. Hun stod, men det var også alt hun formåede at gøre. At gå ville virke som en uoverskuelig opgave, hvis hun forstod at det var det, hun nu skulle gøre; hun forstod det ej. Instinkt havde dikteret, at hun skulle rejse sig, men nu var der ikke rigtigt mere. Intet hint. Ingen underbevidst ide om, at hun skulle gøre noget bestemt. Til hendes held kom den sorte dog til hjælp og nulrede hende. I første omgang gav det ingen mening. For første gang gik en tøven ind over hende og hun så uforstående på den sorte. Hvad mente den? En lidt mere insisterende kontakt syntes at sætte gang i noget i den creamfarvede; hun trådte fremad og formåede kun lige at holde balancen. Hendes ben strittede stadig mod alle verdenshjørner i et forsøg på at holde kroppen oppe.

Nu hvor hun endeligt havde taget det første skridt, virkede det til, at noget inden i hende igen fik fat i, hvad det var hun skulle. Søgende puffede hun til den sortes bug, men fandt ikke det, hun naturligt søgte. Hendes mule forblev dog placeret mod bugen, stadig delvist uforstående. Hun søgte noget, og hun skulle bevæge sig for at finde det, men hvad og hvor var stadig en gåde for den lille. At den sorte var større end den mor, hun skulle have haft, gjorde ikke tingene lettere.
Helt dum var den lille dog ikke. Efter at være gået i stå en øjeblik, fik hun taget endnu et lidt faldende skridt, som bragte hende delvist ind under den sortes bug. Søgende puffede hun igen, men fandt stadig ikke hvad hun søgte; en lille hjælp fra hoppens side bragte hende dog på rette vej. Med et sidste skridt og et par søgende, bløde nap fandt hun endeligt sit mål.

Hun diede ivrigt, men lidt besværet. Ikke fordi hun ikke forstod hvad hun skulle, for nu hun var kommet igang var det som havde hun aldrig bestilt andet, men fordi størrelsesforholdet stadig var utrolig skævt. Trods det underbevidste bånd de havde knyttet, så var de stadig ikke rigtig mor og datter. Den sorte var for stor, eller den creamfarvede for lille. Hvis alting gik rigtigt, burde forskellen dog være mindre betydende indenfor kort tid. Der skulle dog aldrig være nogen tvivl om, at uanset hvordan man prøvede at koble dem, så delte de ej det samme blodbånd som den sorte og hendes søn.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hun stod op, og lidt efter den sorte hoppe var begyndt at nulre hende lige over haleroden, kiggede det lille føl på hende. Blikket hun sendte, fik næsten den sorte hoppe til at stoppe igen. Der var noget mageløst over den lille skabning, men på en helt anden måde en Seyé havde betaget hende. Hun var stadig forundret over hvorfor kunne være så hjerteløs at efterlade sådan en lille skabning, så hendes trang til at opfylde alt det en moder skal opfylde overfor dette føl, blev blot forstærket.
Føllet tog det første skridt. Leonora havde formået at fortælle hende det, tale til hendes instinkter der blot ventede på at blive vækket ét efter et. Og hun søgte. Først puffede den lille mule hende under bugen. Leonora brummede sagte som respons, men opfordrende til føllet, alt imens hendes hoved blev rettet op. Hun ville give hende tid først til at prøve selv, inden hun hjalp igen. Alt imens spejdede den sorte hoppe meget ivrigt omkring, i søgen på evt. fare. Der var dog endnu intet at se, og selvom Leventera var en af de sikreste øer, følte hun sig ikke helt sikker før hun atter befandt sig indenfor flokkens grænser med det lille føl.
Denne morgen havde ændret sig meget hurtigt og meget drastisk. Hun gik ud fra flokken, for at være sig selv, på en af de første ture uden Seyé. Hun vidste han var åring nu, i gang med en vigtig del af hans læring, men gammel nok til at stå på egne hove. Nu skulle hun snart tilbage med endnu et føl, så spædt som de kan blive, klar til at gentage hele processen igen.
Der var pludselig bingo. Det lille hoppeføl havde fået fat og diede nu ivrigt. Leonora udstødte en kort brummen, måske lidt en overrasket en; selvom Seyé havde diet længe, så var det stadig lidt et chok når et fremmed føl fik fat. Hun diede anderledes. Og så gjorde hendes højde også en speciel forskel.
Leonora lod sit ene bagben hvile, så hendes hofte stod i en skæv stilling. Det var dog behageligt, og så længe føllet agtede at die, ville hun blive stående her, inden hun ville guide den lille hoppe tilbage mod flokken. Tilbage til Brêgo. Og til hendes bror.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Ivrigheden standsede ikke på trods af, at den ubehagelige, men udefinerbare, følelse hun havde haft i sig, blev mindre. Den forsvandt dog ikke helt; den nåede til det punkt, hvor den ville gå i glemmebogen så snart det mindste nye skete, men den lå stadig derinde. Hvorfor? Fordi den sorte hoppe, på trods af stadig at have mælk, ikke havde den rette mængde. Hendes føl havde været på vej til afvænning, var på sin hvis afvænnet, og det havde efterladt hende med en mindre mængde, end den et føl som det creamfarvede havde brug for. Det var dog ikke en faretruende mindre mængde, for føllet var trods alt også noget mindre, end den sortes på noget tidspunkt havde været. Ikke desto mindre ville der gå dage, før der var rettet op på manglen; ikke, at det var den eneste mangel. Den sorte havde ikke gennemgået forberedelsen til en lille ny, hvilket efterlod hende uden råmælk. Om dette ville ende med at betyde noget for hoppeføllet kunne kun tiden vise, men mon ikke nogen havde sørget for dette, velvidende om dette potentielle problem?

På trods af, at der ej var mere at hente, forsatte hoppeføllet et par øjeblikke. Det syntes dog at gå op for hende og hun trak hovedet til sig, før hun lettere betuttet omkring, stadig stående delvist under den sortes bug. Det var overstået, men føltes ikke overstået; som manglede der en del, hvilket der jo også gjorde. I stilhed fandt føllet sig dog til rette med manglen og vendte blikket mod den sortes forben. Let mimrede hun med mulen; et par hvide dråber stod i kontrast mod den lyserøde farve, som ellers prydede hendes mule.

Med stavrende skridt begav hun sig afsted, uden tilsyneladende at tænke på den sorte. De dunede ører snittede mod hoppens bug, inden hoppeføllet kom til syne, stående usikkert mellem hendes forben. Stadig tilsyneladende ligeglad med den sortes eksistens svang hun med halen, inden hun så virkede til at opfatte, at hun stod under den sorte; som havde hun blot glemt hende for et øjeblik, vendte hun sine blå øjne op mod den sortes. På ny var der intet, der ledte hende, intet som fortalte hende, hvad der var rigtigt at gøre.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Leonora spejdede årvågent rundt, imens føllet drak færdigt. Hun havde egentlig lyst til at stoppe det før det selv slap, for hun vidste godt hun ikke havde nok mælk endnu til at mætte hende helt, og det begyndte at nive blot en smule, da hun efterhånden var ved at være tømt. Hun bed det dog i sig og lod føllet suge indtil hun selv slap. Derpå undslap en nærmest lettet brummen den sorte Leonora, og hun lagde atter vægten på begge bagben, så hendes lænd igen blev rettet ud. Hun slog ganske let med hovedet, og skulle lige til at vende sig rundt, da føllets dunede ører kildede hende under bugen. Føllet havde stavret sig frem til hendes forben og placerede sig lige imellem dem. Leonora løftede hovedet forundret og knejsede let i nakken. Hun undslap en brummen med en ny lyd, en glædelig lyd, da det morede hende at føllet havde fundet plads der. Hun sænkede sin mule ned og nappede det meget forsigtigt mellem de dunede ører. Nappet blev egentlig mere til et øjebliks nussen, inden den sorte hoppe trådte to skridt bagud, så føllet stod frit.
Selvom hun vidste at øen var sikker – i hvert fald af hvad hun kendte til – havde den sorte hoppe instinkter der fortalte hende, at føllet skulle tilbage til flokken så hurtigt som muligt. Til det fællesskab hun skulle vokse op i; det eneste sted hun vidste, at de begge var 100% sikre. Og derfor havde hun ikke alverdens tid til at lærer føllet at kende på den lokalitet de befandt sig på nu.
Hun brummde sigende til det lille føl, inden hun trådte frem på højre side af føllet. Hun sænkede sit hoved og lod hendes mule hvile lige ved hendes skuldre, hvor hun meget nænsomt tryggede føllet imod venstre side. Hun søgte at guide det tilbage imod flokken, som var godt en times gang herfra. Føllet havde fået mad nu, og hun vidste søvnen snart ville ramme den lille sjæl, så de skulle afsted nu, mens hendes energi endnu var oppe. Derpå trådte Leonora frem med mulen fortsat nede ved føllet som hjælp, imens hun fortsatte sine opfordrende brummende lyde.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Mulen var rettet op af, mod den sorte. Et par dråber af mælk trillede hastigt fra den og videre ned af hendes underkæbe, før de forsvandt i den dunede pels på hendes hals. Ved hoppens nap, virrede hun let med hovedet, hvilket truede hendes, på nuværende tidspunkt, svage balance. Hendes hove blev flyttet en smule usikkert, før en balance indfandt sig igen. Lyden af oppens brummen fik den creamfarvede til at spidse ører; hun var begyndt at have fuld kontrol over dem. Det var lidt af et vidunder hvor hurtigt det gik, når der først var kommet kontrol over et par enkelte ting.

Den sorte trådte bort og for et øjeblik var bevægelsen, der foregik omkring hende, en smule for meget for det lille hoppeføl. Let trykkede hun sig, inden hun mærkede den sortes mule mod sin skulder. Nysgerrigt vendte hun sit blik mod punktet, før hun så på den sorte, helt og aldeles uforstående. Let mimrede hun med mulen, før hun bobbede den mod den sortes kind. Var det det, det gik ud på? Det samme som før? Hun rørte hende, så hun skulle også gøre det? Det var det eneste, som den creamfarvede umiddelbart kunne komme på, men den sorte forsatte blot lidt mere insisterende. Balancen forsvandt for hende og hun tumlede et lille skridt til siden, dog uden at falde på knæ eller ende på rumpen som før. Den sorte gentog blidt berøringen og selvom hun ikke var helt sikker på, at hun forstod, fulgte hoppeføllet nu blot med. Skridtene var lidt mere sikre end før, men stadig så usikre, at det kunne se ud som om, at en vind kunne smide det lille føl til jorden.

Det gik langsomt til at starte med; hun forstod nu, at den sorte ville have hende til at bevæge sig, men hvorfor og hvorhen var helt forbi hende. Det hele var egentligt forbi hende, og så måske alligevel ikke. Jo flere skridt det lyse føl tog, jo mere sikre blev de. Jo vidst virkede hun stadig til at falde i ny og næ, og formåede da også at gøre det, men det ændrede intet. Hun var blandt dem, som når de først var kommet igang, så var der kun ringe vej tilbage.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den sorte hoppe vrikkede med ørerne, da det lille hoppeføl reagerede som hun gjorde; hun vendte sit lille hoved og duppede mulen imod hende. Leonora følte en indre glæde, lidt i samme stil som de første gange Seyé selv tog kontakt til hende. Det føltes bare specielt at være en moder, med et afkom, som søgte hende. Hun brummede glædeligt, men endnu insisterende, for føllet skulle frem. De kunne altid genoptage denne form for kontakt når de var i sikkerhed.
Et skridt kom de frem. Vaklende, men frem, og hele tiden var Leonora så tæt hun kunne på det lille føl. Hvis det mistede balancen, ville hun hjælpe med at få hende op igen – men det lykkedes faktisk det lille føl at holde sig på sine ben. Og hvert skridt hun tog, blev hun mere og mere sikker. Leonora fortsatte sine opfordrende brum for at holde gejsten oppe hos den lille sjæl, for turen var lang, og Leonora ville ikke sænke farten et øjeblik og risikere at hun lagde sig på vejen. Hun kunne sove så længe hun ville når først de var indenfor Teylar’s grænser.
Da først det lille hoppeføl havde fundet en rytme der faktisk virkede sikker, løftede Leonora sin mule en smule. Hun var endnu tæt over hoppens hals, men hun gav hende mere plads til at bevæge sig på, så længe hun blev tæt ved hende. Og ligesom de var kommet rigtig godt i gang, skævede Leonora kort tilbage. Den hoppe, der havde efterladt dette føl, havde spildt sin chance for at kæmpe med den sorte sjæl om hende. Nu var hun hendes, officielt, og selvom føllets oprindelige moder da ville komme og gøre krav på det, ville Leonora blankt nægte hende adgang til det. Føllet var hendes, kun hendes, ingen tvivl.

[Fortsættes i Teylar-flokken]