Retuning Home

Det havde taget lidt mere end 1 time at nå Teylar. Den sorte hoppe kunne se det på solens placering på himlen over dem; men det var også okay. Hun havde ikke presset det lille hoppeføl mere end højest nødvendigt, for overanstrengelse kunne være farligt for sådan en lille sjæl.
De havde efterhånden passeret grænsen til Teylar, og den sorte hoppe spejdede allerede meget intenst efter den brogede hingst Brêgo. Hun havde faktisk aldrig set så meget til ham, men hun følte sig tryg ved ham og hans tilstedeværelse; og det var vigtigt at hun viste ham den lille ny som ville bo i hans flok.
Alt imens hun fortsatte ind i den flok, som hun forbandt med absolut tryghed, brummede hun atter opfordrende til føllet. Endnu måtte det ikke hvile, ikke før de var så langt inde i flokken at de ville finde den brogede Brêgo. Herefter kunne den lille sjæl lægge sig til at sove, så trygt som aldrig før.

Returning home

I en lang periode havde den brogede hingst haft et tungt hjerte. Tynget med sorg. Den sorg var mere eller mindre væk. Han havde fundet sin Antheia igen. Godt nok var hun ikke hans, men bare det at hun stadig var der, at han stadig kunne se hende og at han stadig kunne røre hende engang imellem, det var nok. Han var endnu en gang tilbage i flokkens område for at holde lidt øje med den. Det varede ikke længe før der skulle gøres klar til vinter. Hans pels var allerede blevet mere plysset end den havde været hen over sommeren. Den var ikke længere helt lige så tynd. Han var sikker på det var på grund af nætterne der var begyndt at blive koldere. Og de blæsene dage, der rev bladene af træerne. 

Noget trak i den brogede hingst, noget fik ham til at søge væk fra sin plads ved et af træerne, hvor han havde stået og hvilet efter at have stillet sulten. Han vidste ikke hvor han var på vej hen da han satte den ene hov foran den anden, men fulgte bare sin intuition. Længe gik der heller ikke før små prikker på en mørk skikkelse kom til syne. De prikker var ikke til at tage fejl af.

'Godaften, Leonora' - Lød det fra stemmen inde i hans hoved. En hilsen han gav hende uden selv at åbne munden for at tale. Efterhånden som han nærmede sig hende, syntes han også at den trækkende kraft svandt hen. Om det var fordi hun havde søgt ham, eller fordi han inderst inde ønskede selskab i stedet for at stå mutters alene, vidste han ikke. Der var ting og sager i dette land, der var uforklarlige, og som forblev uforklarlige.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Tid var et underligt koncept. Man sagde den gik, bevægede sig, men også at den stoppede og gik i stå. Nogle gange gik den hurtigt, andre gange langsomt; i ny og næ gik den bare, men ingen steder hen. Det var dog kun et koncept for dem, som forstod sig på det, formåede at tælle og måle den. Ikke alle kunne dette og blandt dem fandt man Daphne. For nu i hvert fald. En dag ville hun forstå tidens gang, ingen tvivl, men for nu eksisterede tid ikke. Steder var derimod noget, hun næsten kunne hvirvle sine små tanker om, så det var hvad hun gik efter. For hende var der ikke gået tid siden den sorte havde fundet hende, men blot steder og handlinger. Mange steder og alt for mange handlinger.

Det creamfarvede hoppeføl fulgte trofast efter den sorte, men der var ingen tvivl om, at hun var træt. Sandsynligvis mere end træt; næsten udmattet. Ikke på randen til at falde om, men hun nærmede sig den grænse. Man ville måske bebrejde den sorte for ikke at lade hende hvile endnu, men det var ej hoppens skyld; en masse ting spillede sammen og skabte et scenario, hvor føllet ej kunne klare det, som man ellers ville tro det kunne.

Hun havde på intet tidspunkt sagt en lyd, men alligevel kunne man godt sige, at hun var gået hen og blevet stille. I starten havde hun trofast fulgt den sortes skulder, men jo længere de var nået, jo mere var hun sakket bagud. Den sortes brummen fik hende altid længere fremad igen, men nu holdt den hende blot igang, mens hun træt fulgte efter. På trods af alt gik hun dog, dette skulle man huske, og om nødvendigt kunne hun stadig gå længere.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det lille føl ved Leonora’s side var træt. Det havde vandret alt for længe, i forhold til en så ung burde, men Leonora vidste det var nødvendigt. Hun havde presset føllet frem, indtil de havde nået flokken, og lidt videre. Hun vidste føllet kørte på de sidste anstrengelser, selvom det havde reageret promte og sat farten op hver gang Leonora havde bedt hende om det. Faktisk var hun lidt imponeret over den lille sjæl, der til trods for de manglede slægtsskabet, havde fulgt den sorte hoppe uden tvivl. Snart ville den lille skabning få sin belønning og få lov at sove så længe hun ville.
Leonora’s blik havde kørt rundt efter den brogede hingst i blot få minutter, da noget særligt skete. Hun så ikke hingsten, men hun hørte ham – en stemme i sit indre; og forbavset stoppede den sorte hoppe op. Hun fnøs kort, da hun ikke helt forstod hvordan Brêgo’s stemme kunne fremkomme inde i hendes hoved. Måske var hun udmattet selv efter at have guidet føllet tilbage, ellers var det blot hendes sind der spillede hendes et puds. Eller var det? For nu fik hun øje på den elegante hingst, som havde sat kursen imod dem og sendte hende en hilsende gestus. Hun mimrede kort med mulen, inden hun spottede en særlig lilla-lysende sten omkring hans hals. Meget var vidst sket siden hun havde hilst på hingsten første gang; og derfor forsøgte hun sig med en tanke, frem for ord.
’Godeftermiddag, Brêgo. Jeg bringer et nyt liv til flokken, som jeg ønsker skal stå under din beskyttelse’.
Hendes tanke var ligefrem, men med en mild karakter. Det var tydeligt for enhver, at den sorte Leonora allerede nærede dyb kærlighed til denne lille hoppe, ligesom hun nærede kærlighed til Seyé og Ahearn. Derpå rakte hun faktisk sin mule en anelse frem for at hilse den brogede hingst rigtig an da han kom helt hen til dem; for ligesom han havde udviklet sig, havde den før sky og angste hoppe. Nu turde hun godt røre og omgås andre hun stolede på, uden at krumme sig og spænde op.

Returning Home

Selvom Brêgo kunne se den sorte hoppe - eller i hvert fald skimte hende, så kunne han høre hende tydeligere end han måske burde. Han nærmede sig dog stadig, indtil han stoppede med en meters afstand. Han huskede godt den lidt sky hoppe. Han strakte dog stadig hilsende mulen frem mod hende, dog uden at røre, og sendte en lille varm luft i hendes retning da han pustede ud. 'Nyt liv?' fortsatte ordene lydløst for andre end den sorte hoppe og ham selv. Først dér gik det op for ham, hvad hun mente. Han fik øje på det lille creme farvede føl, som egentlig var meget mere synligt i mørket, men stadig halvt gemt fra hans syn bag den sorte Leonora. Enhver kunne se at et slægtskab mellem de to nok ikke var særlig sandsynligt. Det fik ham til at smile. Et mildt og varmt smil.

Han ville dog ikke forskrække den lille, og blev derfor stående, og nøjedes med at kigge, før han henvendte sig til Leonora igen, stadig med de usagte ord. 'I dette land har jeg ikke mødt mange med et hjerte lige så stort som dit, Leonora. Du er i sandhed en hoppe der er værd at se op til. Et godt forbillede for den næste generation'. Han var godt klar over hvad hendes hensigt var, og han var også næsten sikker på hun ikke ville have ledt føllet væk fra dets mor. Altså måtte dette føl stå alene i verdenen uden hende. 'Ligesom jeg er sikker på du vil beskytte hende og tage dig af hende, vil jeg beskytte jer begge og tage mig af jer begge. Ingen skal stå alene så tæt på kulden, og slet ikke en så ung'. Det ville jo være helt forfærdeligt. Og det stakkels føl ville nok ikke have ret stor chance for overhovedet at overleve på egen hånd. 'Hun er mere end velkommen i flokken. Hvis der er noget du eller hun har brug for, så bare spørg'. Den brogede ville med glæde hjælpe dem begge. Der var dog også en form for voksende nysgerrighed inde i ham. 'Har du nogen idé om, hvor hun kommer fra? Hvad der er sket med hende?'. For nogen udefra kunne det sagtens ligne to heste der bare stod og kiggede på hinanden. Brêgo var tilmed afslappet som altid. Han følte ingen fare på færde i dette øjeblik. Ingen dundrende hove mod den halvhårde jord. 

Den sorte Leonora skævede kort skråt ned, for at sikre sig at den lille Daphne ikke havde lagt sig. Daphne. Et navn, som Leonora i hendes hoved havde skænket den lille sjæl, som hun havde valgt at tage til sig som sin egen. Den lille sjæl, som havde ligget alene og forladt i skoven, indtil hun var stødt på hende. Hun brummede sagte, atter med den moderlige tone, inden Brêgo’s stemme atter lød i hendes hoved. Hans tone så mild, at hun ikke havde hørt noget lige før, og hun huskede med det samme hvorfor hun havde sluttet sig til flokken. Ava havde fortalt hende om det, med Brêgo havde overbevist hende på blot et enkelt sekund om, at dette var hendes hjem. Hun lod ham komme nærmere uden at krænge sig, uden at vige. Hun stod, stolt og rankt, imens hun gav en gestus som kun var en konge værdig, til den brogede hingst. Hun lod sin hals sænkes dybt, i et graciøst nik, inden hun hævede halsen igen for at imødekomme hans mule. Hun rørte ham ikke selv, men tillod ham at komme hende så nær han ønskede. Derpå udspilede hun sine næsebor en smule og vendte sine ører helt frem. Hun lyttede til at han sagde, de ord der blev sagt til hendes indre. Hans ord vagte dog en sær følelse i hende – for det han sagde; at hendes hjerte var stort. At hun var værd at se op til. Disse ord rørte hende på en måde, at hun for en stund måtte se væk. Det han beskrev, var netop den hoppe, som hun engang var skæbnebestemt til at blive. Alt det, som hun troede hun havde tabt for altid. Kunne det virkelig passe, at hun var blevet det alligevel? Da hun mødte blikket hos den brogede hingst igen, var det som om hun var vokset en smule. Derpå rørte hun meget kort ved hans mule, inden hun trak hovedet helt til sig igen – og hendes feminine tone lød for hans indre øre. ’Dine ord, Brêgo. Jeg kan ikke fortælle dig hvad de betyder for mig. Jeg takker dig, for at lade mig tage dette føl med til flokken, og jeg takker for at tilbyde den sikkerhed, du gør.’
Hun gumlede derpå en anelse, inden hun slog en anelse med hovedet og lod blikket falde imod den lille cremefarvede hoppe. Hvor hun kom fra? Leonora prustede dæmpet, inden hun lod blikket falde tilbage på Brêgo. Denne gang lød hendes stemme i det åbne, frit for alles øre. Det faldt hende langt mere naturligt, om end hun havde en indre nysgerrighed om at høre mere om den særlige evne som Brêgo havde fået.

,,Jeg fandt hende alene. Hun havde endnu ikke været på sine ben, og var ganske kold. Jeg tror, at hun på en eller anden måde er kommet til det her land, fordi noget forfærdeligt er hændt hende der hvor hun er født. Jeg er sikker på hun ikke er født i dette land, for den duft der lå i hendes pels var så fremmed. Og da jeg så hende, vidste jeg at hun var min. Min lille Daphne”

De sidste ord blev udtalt med en vaske ægte kærlighed. Kærlighed på samme niveau som hun havde til sin søn og mage. Samme kærlighed som hun havde til sin familie. Dén kærlighed som man ikke kan bestemme over, den skabes bare. Hun vrikkede en smule med sine ører, inden et lille bitte smil fandt vej til hendes mule.

Returning Home

Den brogede hingst, der endnu havde en ung alder, på trods af alt han havde opnået, stod og betragtede de to hopper. Den lille og den store. Den lille så ud til at være meget træt, og han ville heller ikke trække tiden ud mere end højest nødvendigt. Hun skulle have lov til at hvile, og han ville lade Leonora finde det bedste sted for dem. Han ville også sørge for at ingen forstyrrede dem hvis de ønskede det. Det måtte være meget at indtage for sådan en lille sjæl. Helt alene i denne verden, og så pludselig omgivet af fremmede.

Han nikkede en enkelt gang af hendes ord. Han stolede på hun talte sandt, for ingen mor ville tage et føl fra en anden. Tænk hvis det var en selv der pludselig fik frarøvet sin søn eller datter. "Jeg har på fornemmelsen af i har været på en lang vandretur, og den lille ser. . . udkørt ud. Jeg vil lade jer hvile." Sagde han så, med et mildt og varmt smil, der var understøttet af et varmt blik. Han kunne godt lide Leonora. På en venskabelig og familieagtig måde. Han kunne kun se op til hende, og når tiden kom til han engang skulle have sig en søn eller datter - eller flere, så kunne han også kun håbe på han ville være lige så god til at tage sig af dem, som Leonora havde været til at tage sig af alle de små hun kom forbi. Det var jo ikke kun hendes egen hun havde taget sig godt af. Han var også sikker på, at hvis han skulle få brug for hjælp, så ville han kunne gå til hende for at få et par gode råd. "Jeg skal nok holde øjne og ører åbne" tilføjede han så, og gav et enkelt lille nik mod hende. Han havde ingen steder at skulle være, og der var ikke andre end flokken der var afhængige af ham. Han var stadig bare sig selv, og han havde det godt med det. Han håbede dog på det ikke ville vare resten af hans liv, men for nu var han tilfreds. Han havde pragtfulde sjæle omkring sig og hans søgen var langt om længe færdig - håbede han.

Leonora udstødte en sagte brummen imod den lille Daphne, hvis krop efterhånden var ret udmattet. Leonora havde skubbet hende fremad i nogen tid nu, og hun vidste at det lille føl havde fået en af de hårdeste starter på sit liv, der fandtes. Ikke nok med, at hendes biologiske moder af en eller anden grund havde forladt hende, eller var omkommet i folingen; for Leonora havde efterhånden besluttet sig for, at det lille føl måttet være kommet fra en anden verden end denne, for ingen der betrådte dette land var lille nok, til at fole et så lille-bitte føl.
Hendes tone var mild, endnu opfordrende, for Daphne skulle helst ikke lægge sig endnu. Hvis først hun var nede, vidste Leonora ikke om hun kunne få hende op igen og vandre de få hundrede meter de manglede, før de var på det spot som Leonora anså som hendes i flokken. Et sted, hvor der var læ og fred.
Hendes øjne blev snart rettet imod den brogede hingst, hvis toner igen lød. Hun spidsede mulen en smule og lod sin hals strækkes let – faktisk var hun selv en smule træt i sindet, for mødet med dette føl og alle de tanker og instinkter der havde overmandet hende på ny, havde taget på hendes kræfter. Hun duttede meget let Brêgo på mulen, så let, at man næsten ikke kunne mærke det. Hun stolede nok på ham til at gøre dette – og hun håbede, at han vidste, hvor meget det betød for hende, at have nogen som hun kunne stole så meget på.

,,Turen har været længere, end hun burde have været udsat for. Jeg vil meget gerne få hende til min soveplads, så hun kan hvile ud i læ og fred. Brêgo, tak, for både din øjne og ører som hjælp. Jeg håber vi snart vil støde på hinanden igen – jeg har på fornemmelsen vi efterhånden har en del at snakke om”

Derpå trak Leonora sig tilbage og genvandt den ret så autoritære holdning, som langsomt var ved at blive hende naturlig igen. En holdning som en dronning, som hun engang var skæbnebestemt til at blive. Skæbnen var dog lunefuld, og det havde den sorte hoppe kunnet føle på ondeste vis; men også på bedste. Nu havde en ny skæbne fundet vej til landet og vævet sig ind i hendes, og atter måtte hun sande, at hendes liv aldrig ville blive, som det hun engang var lovet. I hvert fald ikke helt.
Hun sænkede hovedet en smule og puffede meget forsigtigt til den lille Daphne. Blot et øjeblik mere, så kunne hun lægge sig og sove i trygge rammer. For sammen med den sorte hoppe, ville hun altid være tryg.

[Out]