Relaxing evening. ღ | Åben tråd.

Alt imens Lyset, der hang I den glødende kugle over dem, langsomt var gledet over I sine rødlige nuancer, livede Tsvani op atter engang. Det var ret fascinerende hvordan hun var så sensitiv overfor særlige emner, fx emnet omkring hendes broder, som Illana havde spurgt ind til. Det glædede vidst den lyse cremefarvede hoppe, at den gyldne Illana vidste interesse for hende som person, men også for hendes familie; for der gik ikke længe, førend Tsvani’s feminine toner lød igen, med spørgsmålet om den gyldne Illana havde lyst til at møde ham.

,,Tasvani, det vil jeg mægtig gerne. Jeg har ikke oplevet nogle sjæle dele sådan et bånd, som du beskriver, så det ville være ret spændende at iagttage selv.”

Hun smilede da, inden hun prustede ganske dæmpet for sig selv. Hun havde flere gange udvist fysisk kontakt med den cremefarvede, som til tider havde virket en anelse overrasket over, at Illana gjorde dette. En tanke strøg igennem den gyldne hoppes sind, for måske var den større hoppe slet ikke vant til, at røre ved andre på denne måde. Det var nu noget, som faldt den gyldne Illana ganske naturligt, og hun lagde aldrig skjul på den hun var som person; og dermed heller ikke bånd på hendes opførsel. Det lod ikke til, at Tsvani fandt den ubehagelig eller utilpas heller, så det var blot en nysgerrighed, det vagte i den gyldne Illana, at Tsvani nærmest virkede overrasket. Emnet ville hun dog vente med til senere; for snakken var kredset ind omkring Det Evige Lys, Den Vise, som han blev kaldt. Illana smilede kort, inden hendes ravfarvede øjne faldt mere direkte imod Tsvani.

,,Den Vise, som han kaldes, er mere en blot en sjæl. Jeg kan ikke beskrive det for dig med ord; men han er i alt, er en del af alt. Jeg har stiftet bekendtskab med dette rene Lys, som han viser sig som, og efter dette møde, skænkede han mig en del af sin sjæl, af sit Lys, i denne halskæde. Derfra har jeg mine evner, og sommetider kan jeg føle hvordan Lyset lever helt uafhængigt af mig. Man kan vel sige, at en del af Den Vise beskytter jeg, og som tak herfor, skænkede han mig lidt af den magi landet besidder. Men hvem han er – det spørgsmål får du først rigtig svar på, hvis du møder ham engang, kære Tsvani.”

Illana løftede hovedet en anelse; alt imens Lyset havde ændret sine nuancer, havde hun været så fokuseret på den cremefarvede hoppe, at hun næsten ikke havde bemærket det. Når nu Lyset om hendes hals, var en del af Den Vise, da reagerede det sommetider på andet end blot Illana selv. Nok kunne det skelne hendes følelser og tanker, men ligeså andres; og omgivelsernes miljø. Illana vendte blikket op imod den Lysende kugle over dem med et lille smil; ikke alt, som Lyset gjorde, gav endnu mening for hende, og hun havde faktisk aldrig set Lyset tage denne farve før. Hun brummede en anelse eftertænksomt, inden hun atter lagde blikket imod Tsavani.

,,Jeg ved faktisk ikke hvad det betyder, men jeg har en idé om, at Lyset lytter med. Men du kan da komme med et gæt, Tsvani? Hvad ville du tro, det kunne betyde?”

Illana var altid nysgerrig omkring andres meninger og holdninger; og nogle gange lå sandheden så tæt for mulen af hende, at den kunne være svær at se. Derfor kunne andres syn og tolkninger af de ting der skete omkring, være meget mere sande end hendes egne – og måske kunne Tsvani fornemme noget i denne situation, som den gyldne Illana ikke selv kunne.

Emne: Relaxing evening                                                                      Ord: 467

De beigefarvede ører røg straks i vejret, og hendes himmelblå øjne lyste strålende, da Illana meddelte, at hun meget gerne ville møde Cadey. Det var nok svært for andre at forstå, hvordan det kunne betyde så meget for hende - men hun elskede ham så højt, og hun ønskede virkelig, at andre skulle møde ham og elske ham lige så højt, som hun selv gjorde. I hendes hoved var han fejlfri, og hun havde et næsten sygeligt forhold til ham. Hun elskede ham ubetinget, og ingen var mere perfekte end ham i hendes hoved. Derfor elskede hun, når andre lærte ham at kende og syntes godt om ham - ligesom hun hadede, hvis de ikke brød sig om ham!

„Det er jeg rigtig glad for, Illana. Jeg vil med glæde følge dig hen til ham, så du kan opleve vores bånd med egne øjne. Han befinder sig i en hule ganske tæt på os lige nu. Følg med denne vej."

Med de ord begyndte hun at skridte fremad og ledte Illana ned ad den skovsti, hun selv var kommet fra for ikke så længe siden. Aftenen var efterhånden gået på hæld nu, og det var ved at blive mørkt. Det var nok et lidt sent tidspunkt at troppe op på, men hun kendte Cadey godt nok til at vide, at han alligevel ikke ville lægge sig til at sove, før han havde sikret sig, at hun var kommet hjem i sikkerhed.
Mens de skridtede af sted mod Cadeyrn, fortsatte de to hoppers samtale. Tsavani lyttede spændt med, da Illana fortalte hende om Den Vise.

„Mange tak for din forklaring, Illana. Den Vise lyder til at være noget helt særligt. Andromeda er i sandhed et interessant land. Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg også vil komme til at møde ham engang."

Hun betragtede nysgerrigt Illana, der syntes at studere lyskuglen med en eftertænksom mine. Hun undrede sig over, hvad Illana mon tænkte på, men straks lød Illanas ord i hendes ører. Hun rødmede helt ved spørgsmålet. Hvordan skulle hun dog være i stand til at bedømme, hvad noget så fascinerende som lysets farve betød? Hvis end ikke Illana, der var vogter af lyset, kunne gætte det, hvordan skulle hun så kunne det? Hun tænkte, så det knagede, for at prøve at komme med et forslag. Til sidst havde hun et, men hun var ikke helt sikker i sin sag, så hun udbrød en akavet latter. Hun mærkede kort præsentationsangsten stige op i hende, da hun skulle svare på et spørgsmål så stort.

„Ja, jeg er nok ikke den rigtige til at komme med sådanne gæt, men altså... Rød har jo farve som blod, og blodets bånd er familie. Måske opfatter lyset, at vi taler om Cadeyrn, som jo er mit blod, og som jeg holder så meget af?"

Så snart den gyldne Illana havde sagt ja, til at møde den cremefarvede Tsvani’s broder, var det tydeligt at det berørte hende positivt. Lyset fangede samme reaktion, for det skiftede med det samme farve og blev meget lyst gult igen. Lyset havde allerede opfanget dele af Tsvanis eksistens og havde tilladet sig selv at reagere på hende også, i stedet for kun på Illanas tanker og følelser.
Snart skridtede den cremefarvede hoppe afsted, for at lede Illana ned til hendes broder, som opholdt sig ganske nær. Illana tøvede ikke, da hun satte afsted efter hende og sluttede sig til hendes side, tidsnok til at høre de næste ord, som hun sagde. Hun smilede bredt, den gyldne Illana, og nikkede bekræftende som respons på hendes ord. Det var sikkert at den cremefarvede Tsvani nok skulle finde sin plads i landet, det var Illana ganske vist om. Hendes ønske om at møde Den Vise, kunne Illana af gode grunde ikke sige noget om, for det afhang helt og holdet af Tsvani selv, om dette ville ske. Illana håbede det dog, for allerede nu havde hun en fornemmelse af, at den cremefarvede hoppe fortjente det, om end hun ikke kendte hende endnu. Hun sagde derfor ikke noget, men afventede den mening, den tanke som Tsvani måtte have om Lysets farve, og nysgerrigt vippede Illana sine ører helt frem. Tsvani forklarede, at hun havde en idé om, at det kunne være på grund af deres omtale om hendes broder og det bånd de delte. Illana brummede sagte, men mildt; for det var en ganske fin tanke. Lyset havde sine favorable emner, og Illana havde bemærket, at stærke bånd mellem individer interesserede det. Sådan havde hun i hvert fald følt, siden det sære fænomen mellem hende og Samael fandt sted, hvor Lyset nærmest havde valgt ham. Hendes smil og blik, blev et øjeblik fjernt, da hendes tanker strejfede månehingsten. Hvad end Lysets handling havde betydet, var endnu ukendt for dem begge, men Illana havde en følelse af, at det snart blev tydeligt, hvad det betød.
Hun rykkede hovedet en smule op, inden hun lagde sine øjne direkte på Tsvani. Smilet blev endnu bredere og nærværet i den gyldne hoppes øjne blev mere intenst.

,,Jeg tror, Tsvani, at du har ganske ret. Lyset kan fornemme sådanne stærke følelser og lader til at værtsætte dem. Jeg er spændt på, om det reagere, når vi møder din broder, Tsvani.”

Illana lod derpå sin hals søge let fremad, så hendes naturlige yndefulde bevægelser blev en anelse mere rummelige. Hun havde altid nydt at vandre, især med selskab, og med tilfredst fremadrettede ører gav hun udtryk for dette nu i selskabet med den cremefarvede hoppe – og alt imens svævede kuglen af Lys over dem, for at oplyse deres vej.

Emne: Relaxing evening                                                                      Ord: 345

Hun bemærkede, hvordan lyset over dem atter skiftede farve. Denne gang gik det fra den varme, rødlige farve og over til den mere lyse, gule farve, som det havde haft forinden. Tsavanis ører blev nysgerrigt rettet fremad. Det var i sandhed noget fascinerende noget, det lys... Det havde så mange aspekter, og selvom det ikke burde være muligt, var det tydeligt, at det levede sit eget liv. Det var nøjagtig lige så fantastisk og magisk, som alt andet i Andromeda var. Hun kunne slet ikke vente med at opleve alle de eventyr, hun ville komme ud på her i landet.
Et varmt smil tegnede sig på hendes kødfarvede mule, da Illana uden tøven sluttede sig til hendes side. Det glædede hende, at Illana ikke havde fortrudt, men stadig ønskede at følge med hende til Cadey. Alt imens Illana lyttede til hendes ord, lod hun mærke til, at Illanas blik blev en anelse fjernt - som om hun var langt væk i sine egne tanker. Tsavani mærkede sin nysgerrighed blomstre, men hun ville ikke spørge ind til noget - tanker skulle man have lov til at have for sig selv. Der gik da heller ikke lang tid, før Illana atter var helt klar i blikket og så på hende igen. Det var tydeligt, at Illana nu var helt tilbage igen.

„Jeg er glad for at høre, at mit gæt var et godt bud. Jeg er også meget spændt på at se, hvordan det vil reagere, når vi møder ham."

Med et nysgerrigt blik betragtede hun Illana ved sin side. Illana virkede glad og tilfreds, og det varmede hende at se, at Illana tilsyneladende var ganske fornøjet i hendes selskab. Hun ville være ked af at tage den fascinerende hoppes tid, hvis ikke hun havde noget at tilbyde og derfor blot ville kede den gyldne hoppe - men det virkede heldigvis ikke til at være tilfældet.
Hun fortsatte med at lede dem langs skovens stier. De kom nærmere og nærmere den hule, hun havde efterladt sin broder i tidligere. Nu ville der ikke være lang tid, før de var der.

[2]

Illana, som et øjeblik havde været opslugt at fjerne, for længst glemte tanker, havde nu hele sin opmærksomhed rettet imod den cremefarvede hoppe, som hun havde været så heldig at støde ind i denne aften. Ved hendes ord smilede den gyldne atter bredt - hun var ligeså spændt på at se, hvordan Lyset ville reagere på en sådan specielt bånd, som hun snart skulle overvære på første række.
De stier som de fulgte kendte Illana ikke; nok havde hun været i denne del af skoven før, og op til flere gange, men netop disse stiger som Tsvani viste hende, var ukendte for den gyldne hoppe. Med nysgerrigt blik betragtede hun alt omkring hende, imens de to hopper fortsatte imod den hule, hvor broderen til den cremefarvede hoppe ventede. Og alt imens de begav sig videre ind under de fortryllende træers endnu tomme kroner, blev den gyldne Illana en anelse kåd. Hun stemmede pludseligt sin spinkle krop sammen, for at lave et par hop med forparten, inden hun muntert nappede legende ud efter den større Tsvani. Derpå satte hun frem i en rask trav, videre frem ad den sti de fulgte. Hun kunne ikke se noget galt i at udnytte tiden, til at få brændt lidt energi af, imens de begav sig imod hoppens broder. Illana så kort tilbage på Tsvani, inden hun nikkede opfordrende til at den større hoppe skulle følge trop, og indtage føringen igen, så Illana ikke rendte af gale veje, fordi hendes kådhed drev hende fremad.

Alt imens over Illana, blev Lyskuglen en anelse mindre og mere aflang, imens den brød imod vindens modstand for at følge med den gyldne hoppe, som fremkaldte det. Lyskuglen ville altid følge hende, så længe Illana lod sin energi berige det. Lyset kunne dog, i takt med at den gyldne hoppes kontrol steg over hendes evner, vandre længere og længere bort, så at sige - men altid med en guidende tanke fra Illana selv. Alt i alt blev Lyset og hende mere og mere et, men samtidig kunne de begge være til stede i et langt større og bredere omgang, end da hun første gang så solens Lys, med kæden om sin hals.

Title: Relaxing evening                                                                  Words: 489

Tavsheden sænkede sig over de to hopper. Det var hverken en ubehagelig eller akavet tavshed; blot den stilhed, der hviler over to vandrende heste, der lige har afsluttet deres samtale. Tsavani sukkede afslappet. Det var en fantastisk smuk aften, der kun blev endnu smukkere af det varme lys, der lyste træerne omkring dem op. Hun var utrolig glad for at have mødt denne fascinerende hoppe, Illana. Hun pløjede sig gennem skovbunden med sine kraftige hove og knækkede lidt kviste hist og pist. Hendes rute kunne syntes tilfældig, men det var skam meningen, at hun fulgte de små, off-road stier - dem var man nemlig nødt til at gå ad for at kunne finde hen til hulen, der lå godt skjult fra de store stier. Tsavani vandrede derfor beslutsomt afsted, mens hendes hoved arbejdede på højtryk for at finde den rigtige vej tilbage.

Alt omkring de to hopper yndede fred og ro, men pludselig tog fanden ved den gyldne Illana. Hun krøllede kroppen sammen for at lave et par hop med forparten, inden hun nappede legesygt ud efter Tsavani. Tsavani blev så overrasket over den uventede situation, at hun slet ikke nåede at reagere, før Illana var sat af sted i en rask trav. Lyskuglen over hende trak sig ud og blev aflang, idet den tydeligvis kæmpede for at følge med i det hurtige tempo. Tsavani slog en latter op ved synet, mens hun nysgerrigt vippede de lyse ører frem. Hun havde ikke just forventet sådan et udbrud fra den rolige og velovervejede hoppe, men det glædede hende at se, at selv Illana havde en ungdommelig side.

Det gik pludselig op for hende, at hun havde stået stille og gloet i sine egne tanker i lidt tid, mens den livlige Illana var fortsat derudad. Illana kunne naturligvis ikke gå forrest, da hun ikke kendte vejen, så hun gjorde tegn til Tsavani om at komme op foran hende og lede igen. Tsavani afbrød straks sine tanker og slog ivrigt med hovedet, inden hun i en rask bevægelse satte frem i en hurtig trav. Hendes krop var ikke nær så elegant som den smukke Illanas, og hendes trav var derfor ikke just yndefuld at se på - slet ikke når hun skulle op i fart. Hun pløjede gennem skovbunden med sine kraftige hove og holdt det høje tempo, inden hun nåede op til Illana. Hun brummede muntert til hende, inden hun sænkede farten til en lidt langsommere trav og indtog position som tur-guide igen.

Hun fortsatte med at føre dem gennem små stier, og de skulle ikke meget længere, før hulen kunne anes i mørket. Tsavani slog med hovedet og satte ned i skridt, inden hun drejede hovedet og så om mod Illana. „Så er vi her!"
Hun vrinskede muntert og skridtede mod hulens indgang, mens hun lod sin lettere hysteriske, men dog kærlige stemme runge gennem skovens træer. „CADEY? Cadeeeeeeeey, er du vågen? Vi har fået selskab! Jeg har en, du skal møde!"

(Jeg inviterer Asta til at skrive den næste post med Cadeyrn. )

Det havde været en usædvanlig smuk dag. Han kunne ikke mindes sidst en vinterdag havde været så smuk og lun. Da han slog øjnene op denne morgen havde han for et øjeblik troet at han var hjemme igen hvor det altid var varmt. Men så snart han havde set de høje træer, græsset og den blå himmel vidste han at det var en illusion. Det var løgn det hele. Han var ikke hjemme og han tvivlede på at han ville komme hjem til de askedækkede enge han havde betrådt i sin barndom og igennem hele sit voksne liv. Den tid var forbi. Han havde set solen stå op denne morgen, for han vågnede altid før sin søster. Hun var ikke en der var til at hive op om morgenen, selvom det havde forbedret sig meget siden dengang hun fik ansvaret for deres klan. Hun var virkelig vokset med den opgave, men nu hvor det kun var de to, var hun langsomt blevet mere og mere doven igen. Han smilede svagt ved tanken. Han selv sov sjældent mere end fire timer. Hans nætter var præget af mareridt han ikke fortalte nogen om. Og hvad skulle det også hjælpe? Hans arrede, hullede og ødelagte sind kunne ingen redde. De stykker der var tilbage derinde tilhørte allerede hans søster, og hun plejede ham når han i sjældne øjeblikke lod sig knække for en stund.

Da hun endelig slæbte sig ud af fjerene, stod solen lige over træernes toppe og badede alt i et endnu gyldent morgenlys. Sammen havde de spist morgenmad bestående af det græs der voksede lige ved hulen. Græsset omkring her var efterhånden blevet helt kort og her var tydeligvis beboet. Men det var en god hule der var afskærmet fra uvenlige øjne, der ikke kunne se den medmindre de praktisk taget vadede helt hen til hulens indgang. Og der ville de stå ansigt til ansigt med en hingst der målte næsten to meter over skuldrene. En hingst hvis kølige blik ville nagle dem til jorden, et hingst hvis skind bar tydelige præg af kampe der var blevet kæmpet og vundet. Bag ham ville ståen hoppe af næsten samme statur og med det forskruede smil hun kunne putte på ville ingen turde nærme sig.

Hans tvilling havde forladt ham til fordel for skovens lokkende stier, men han lod hende gerne undersøge området. Selvom han helst ville have taget med hende, beskyttet hende, så vidste han at hun også behøvede sin frihed. Derfor var han blevet hjemme ved hulen og havde brugt dagen på at bade i både støv og sol, og derefter på at rydde lidt ud i hulen, der var blevet møget noget til af visne blade i løbet af nattens blæsevejr. Timerne var gået uden han egentlig havde bemærket det, og uden at tænke over det var han faldet i staver, liggende halvt inde i hulens skygge. Hans tanker vendte sig langsomt indad og lydene omkring ham blandede sig med lyden af skrig og dødsrallen fra hans indre. Den blå himmel blev grå af røg og aske for hans blik og hans hjerte føltes iskoldt i hans bryst. Hans hjerte var som en sten, ude af stand til at føle. For sit indre blik så han heste dø på repeat. Heste han selv tog livet af, heste hans kammerater drænede livet ud af – og hans kammerater der faldt for fjendens hov. Han mærkede flodens røde vand imod sin pels, han smagte det metalliske blod på sin tunge. Krigens gru havde han oplevet på nært hold siden han fyldte tre. Han havde hurtigt udvist talent for det, og steg i graderne så hastigt at han blev udnævnt som R'zaa i en alder af blot fem. R'zaa'en var officielt officer i klanens hær, men ordet var udledt direkte af ordet ”morder”. Det var derfor en titel de fleste modtog med blandede følelser, men ikke han, Han vidste at den titel tilhørte ham. Han var født til det, navngivet efter sine evner i krig. Battle King, det var ham.

Brat blev han revet ud af sine tanker da en lyd af hovslag fandt vej til hans ører. De tofarvede øjne blev opmærksomt rettet fremefter, ud i det tiltagende mørke. Hvornår var det blevet så mørkt? Hvad tid var det? Han rejste sig i en let bevægelse, på trods af hans tungt byggede krop. Han var født til at udnytte sin størrelse og var mindst ligeså adræt som en lille arabertøs. Han tog et dybt åndedrag, opfangede alle fremmede og kendte dufte. Han kunne kende sin søsters hovslag, men hun var ikke alene. Mistænksomt trak han længere ind i hulen, ind i skyggen. Her stod han i det øjeblik de to heste kom til syne. Han gav sig selv den fordel at kunne tage den fremmede i øjesyn, før den fremmede kunne tage ham i øjesyn. Han kneb øjnene sammen ved synet af en anden hoppe. Hun var spinkel og en del lavere end Tsavani. Hun havde næsten samme farve som hans søster, men der var noget underligt ved hende. Hans blik blev fanget af et svævende lys over de to hopper. Hvad var dog det? En dyb brummen lød dog alligevel fra ham, som en hilsen til hans søster. Derpå trådte han ud i det svindende lys og blottede sig selv for denne fremmede hoppe. Hans blik var rettet skarpt imod hende, men hans krop viste ingen tegn på aggressivitet. Han var ikke fjendtligt stemt over for denne fremmede hoppe, bare... naturligt mistroisk. Derefter så han direkte på sin søster.

"Cé a fuil si? An féidir liom muinín aici?" (Hvem er hun? Kan jeg stole på hende?)

[15]

Aftenen var for alvor gået på held over hovedet på de to hopper, der havde hver deres gyldne nuance. Lyset, som Illana bar om halsen, og det som hang dansende over deres hoveder, var begyndt at blive langt mere klart i de mørke omgivelser, som de to sjæle befandt sig i.
Den cremefarvede Tsvani havde bragt Illana til den bolig, så at sige, som hende og hendes tvillingebroder delte. Da de troppede op, var der dog ingen synlig eksistens i nærheden; om end Lyset havde sanset denne tvillingebroder, som gemte sig i skyggerne.
Over hovedet på de to hopper, begyndte Lyset at dele sig; Illana havde aldrig set eller mærket denne opførsel før, men efter en dyb og hingstet stemme brød frem, og hingsten for alvor kom til syne, skiftede Lysets farve til en særlig lilla. Det sendte ligesom fangarme ud i luften, der snoede sig i flotte ranker, lyste op og blev nærmest slukket, pulserede; det reagerede med en sær eufori, som den gyldne sjæl aldrig havde følt mærke til, og i hendes indre kunne hun ligeså selv mærke, hvordan hendes puls steg. Selvom tvillingebroderen måske ikke kom ud med åbne arme og hilste Illana velkommen, kunne hun mærke det særlige bånd, som herskede imellem de to. Som var de.. én sjæl. Da Lyset efter dets lille optræden vendte tilbage til det normale, gule og behagelige Lys, rettede Illana sit fulde blik imod hingsten. Hans sprog, hans tale, var hende fremmed, men lød ufattelig smuk. Det måtte være deres fællessprog fra deres hjemland.
I takt med at hans ord sluttede, nåede Illanas puls at falde til det normale igen; men det var tydeligt på den gyldne sjæl, at hun havde oplevet noget nyt. Det kunne aflæses med lethed i hendes ravfarvede øjne, som nu skiftedes til at betragte Tsvani og hendes broder - de to sjæle, som havde fremkaldt denne reaktion. Beundringsværdigt var det, så meget kunne hun sige, selvom hun endnu ikke havde forstået den stærke reaktion som Lyset havde udvist.

THREAD: Relaxing evening                                                          WORDS: 317

Der var ikke lige umiddelbart liv at skimte ved den hule, hun tidligere havde efterladt sin bror i - men hun kendte Cadeyrn og vidste, at han ikke ville forlade dette sted uden at have informeret hende om det først. Og ganske rigtigt gik der ikke længe, før hans dybe brummen lød fra hulen af. Hun spidsede glad ører ved hans hilsen og smilede stort, da han nu trådte ud fra hulens skygger og gjorde sig selv til kende. Hendes store, smukke bror... Hun kunne tydeligt se på ham, at han ikke var helt tryg ved situationen. Han var ganske vist ikke direkte fjendtlig overfor Illana, men han forholdt sig meget skeptisk og mistroisk. Det var dog ikke noget, hun bekymrede sig om - det var bare Cadey, som hun kendte ham. Da han begyndte at tale til hende på deres hjemlands sprog, himlede hun svagt med øjnene. Hvilken måde var det at vise gæstfrihed på??

„Is ainm di Illana. Sea, is féidir leat muinín aici. Og så synes jeg ikke, at vi skal tale mere Medúilsk. Alt, hvad du kan fortælle til mig, kan du fortælle til Illana."

Mens denne lille seance var foregået, havde Lyset opført sig aldeles mærkeligt. Ved synet af de to søskende havde det delt sig i to og skiftet til en lilla farve. Det havde sendt noget, der lignede fangarme ud i luften, og nærmest pulserende snoede de sig op i luften i smukke former. Efter dets lille optræden vendte Lyset atter tilbage til sit normale, gullige og behagelige lys. Det måtte være noget af et syn for Cadeyrn, der ikke havde oplevet Lyset før nu. Hun vidste, at han ikke ligefrem ville reagere tillidsfuldt på dette fremmede fænomen, og derfor sendte hun ham et roligt blik for at fortælle, at alt var i orden. Derefter vendte hun atter blikket mod Illana og så på hende med et fascineret blik.

„Sikke en reaktion!"

Hans blik hvilede et øjeblik skarpt på den fremmede hoppe. Illana hed hun. Javel. Men snart blev hans blik dog blødere og hans holdning faldt mere sammen til en rolig, men dog evigt årvågen holdning. Han stolede på sin søster, og hvis hun sagde god for den fremmede palominofarvede hoppe, så måtte hun være god nok. Han så godt hvordan Tsavani rullede med øjnene af ham, men han kunne ikke andet end smile svagt til hende. De vidste begge, at det bare var sådan det var.
Men hans smil fosvandt sporløst få sekunder efter, for noget ganske mystisk fandt nu sted. Det lys der før havde været ændrede sig nu voldsomt. Først splittede det sig op i to, for derefter at skifte farve til en dyb, glødende lilla. Fangarme rakte ud i luften fra det svævende lys, og selvom det var flot, og aldeles mageløst, så veg han alligevel en smule tilbage for at komme ud af fangarmenes rækkevidde. Han vidste ikke hvad det var, og stolede derfor ikke på det. Basta. Sådan var hans hjerne indrettet, og mere end en gang havde det reddet hans liv. Mistro var sundt - men selvom han aldrig ville indrømme det, så havde han nok lidt for meget af den.
Som lyset vendte tilbage til sin oprindelig gule form, hævede den store hingste langsomt hovedet. Et fnys forlod ham, både utilfreds men også... undrende.

"Solas corcra..." mumlede han svagt. Han undrede sig slet og ret over det lilla lys. "Hvem er du, du der bringer magi til vores hjem?"

Åh jo, han kendte magi når han så det. Det kunne ikke være andet. Hans tofarvede øjne hvilede tungt på den fremmede. Han virkede på én gang truende, men også nysgerrig. Han tænkte ikke selv meget over det, for han var så vandt til blot at se på folk og de knækkede som strå for hans kølige blik. Men han så nu ikke koldt på hoppen. En sjælden varme viste sig i hans blik, for han var en kende fascineret. Hvem kunne bebrejde ham? Hans søster var også faldet i med begge ben.

[1]

Selvom Lyset udførte en sand dans for øjnene af de tre heste, der alle besad cremede farver på deres kroppe, lå der en lidt anspændt stemning imellem den gyldne Illana og den broder til Tsvani, som gik under navnet Cadeyrn. Da den cremefarvede Tsvani havde sagt sine ord til sin broder, for derefter at vende opmærksomheden imod Lyset, vippede Illana det ene øre imod hende, imens hendes fokus forblev på hendes broder. Han ønskede at vide, hvem det var, som bragte magi til deres hjem, og med en lille venlig gestus i form af et nik, begyndte Illana at besvare hans spørgsmål.

,,Illana, er mit navn; og den magi, som jeg bringer med mig, er Lysets magi. Jeg er vogter af Lyset i dette land, og det er en ære at møde dig, Cadeyrn. Din søster har fortalt meget om dig"

Sagde den gyldne Illana, med et vagt smil om mulen. Hende ører blev nu begge vippet frem imod hingsten, imens han fik en mulighed for at se hende an. Hun havde ikke noget imod, at andre var skeptiske overfor den hun var og det hun stod for; og derfor gav hun den fremmede hingst lov til at se det han ville, inden hun vendte hovedet lidt mere smilende imod Tsvani. Hun rakte mulen en anelse frem imod den cremefarvede hoppe, inden hun nikkede med en mild brummen.

,,Jeg havde godt på fornemmelsen, at Lyset ville reagere. Ser I, Lyset har en forkærlighed for sjældne bånd imellem levende sjæle.. Og det i deler, kan jeg fornemme er noget helt unikt."

Hun skævede derefter til Cadeyrn igen, uden at kigge direkte på ham. Alt imens svingede halen diskret bag hendes gyldne og spinkle krop. De to var væsentligt større og bredere end hende, hvilket et øjeblik fik hende til at betænke det spørgsmål Samael havde stillet hende ved deres sidste møde; og nu stod hun netop overfor to, med en masse hår omkring koderne, bredere kroppe og stærkere skuldre. Måske de stammede fra samme område som månedanseren?

THREAD: Relaxing evening                                                                                             WORDS: 405

Hun holdt godt øje med Cadeyrns reaktion på Illana og drog et lettelsens suk, da hans blik ændrede sig fra at være skarpt til at være mere blødt. Selv hans holdning ændrede sig og blev mere rolig. Det var stadig tydeligt at se den anspændte årvågenhed, men mere rolig end dette ville hendes broder nok aldrig blive. Han var altid på vagt, og det havde hun lært at leve med; det havde trods alt reddet de to søskendes liv mere end én gang. Hun gengældte hans svage smil og krængede overlæben op i et lille grin. Ja, de to søskende havde været ude for mangt og meget i deres liv og havde et noget specielt forhold til hinanden - men kærligheden var ikke til at tage fejl af.

Hans smil forsvandt som dug for solen, da Lysets mystiske dans begyndte. Dette bebrejdede hun ham slet ikke, for enhver ville nok være skeptisk i sådan en fremmed situation. Han veg tilbage, da fangarmene strakte sig i luften, og hun kunne ikke lade være med at le. Det var hendes Cadey! Da Lyset vendte tilbage til sin oprindelige form, hævede han atter hovedet og fnøs utilfreds. Hun kunne ikke lade være med at fnise af ham. Det var så typisk ham at prøve at genvinde sin stolthed på den måde.

Hun lyttede til de to hestes samtale i tavshed. Hendes gyldne ører vippede dog rundt og indikerede, at hun nysgerrigt fulgte med. Selvom Cadeyrn virkede meget skeptisk over for Illana, kunne hun alligevel mærke på ham, at han var både nysgerrig og fascineret. Et mildt smil gled over hendes mule. Hun kunne godt forstå ham, for hun var præcis lige så fascineret af Lyset, som han måtte være.

Illana vendte nu sin opmærksomhed mod hende og rakte sin mule en anelse frem, mens hun brummede mildt. Tsavani smilede varmt og spidsede ører i Illanas retning, mens hun lyttede til guldhoppens ord. Smilet om hendes mule blev endnu større, da Illana havde fremsagt sine ord. Hun havde håbet, at både Illana og Lyset ville kunne fornemme det stærke bånd, hun havde med sin bror, og det så ud til at være sket.
„Det var i sandhed en fornøjelse at se Lysets smukke dans for os. Jeg er glad for, at både du og Lyset kan fornemme vores unikke forhold - for det er i sandhed ikke noget, man oplever tit." Hun vendte blikket mod Cadeyrn og smilede kærligt til ham.