Relaxing evening. ღ | Åben tråd.

Leventara. Den mellemstore ø var mindst lige så smuk som alle de andre, der bredte sig omkring den. Øen her var en blandet masse af frodig skov, åbne marker og lækre strande. Det var sådan et sted, der virkede sikkert at opholde sig på. Græsset var friskt og frodigt, vandet var let tilgængeligt, og der var masser af huler og grotter at søge ind i som beskyttelse. Dyrelivet var rigt her, og alt i alt gav øen bare indtryk af at være en ø i trivsel.

Det var derfor, Tsavani og hendes broder havde valgt at slå sig ned her i et lille stykke tid. De havde som sædvanligt været lidt omkring og undersøgt de forskellige øer, men Leventara var alt for skøn til, at de kunne forlade den igen lige med det samme. Derfor havde de valgt at blive et par dage på denne pragtfulde ø.

De befandt sig lige nu i udkanten af en hule, hvor de lå og hvilede sig. Aftenen havde stille sniget sig ind på landet, og langt ude i horisonten gik den smukke sol ned. Tsavani gabte højlydt og smaskede afslappet, inden hun med en tung bevægelse fik gang i kroppen og rejste sig op.

„Jeg smutter lige ned efter en tår vand," fortalte hun sin broder. „Bare rolig, jeg går ikke langt væk."

Selvom de begge var fuldvoksne heste, havde de en indforstået aftale med altid at informere hinanden om, hvor de tog hen. De to heste betød meget for hinanden, og ingen af dem brød sig om at færdes alene i for lang tid ad gangen.

Tsavani trådte ind på en smal skovsti og fulgte de spor af hestehove, hende og hendes broder havde sat på deres vej til hulen. Hun kunne huske, at de havde passeret en sø, kort inden de ankom til hulen - så den skulle være ganske let at finde igen.

Selvom Tsavani helt klart foretrak sin broders selskab, havde hun også en stor eventyrlyst, der ikke kunne holdes under kontrol. Hun ønskede egentlig ikke at bekymre sin broder, hvilket hun praktisk talt gjorde, hver gang hun forlod ham. Hun holdt meget af hans selskab og vidste, at han ville blive knust, hvis der skete hende noget - men hun var alt for rastløs til altid at kunne blive ved hans side.

Hendes broder var nemlig en anelse mere fornuftigt anlagt end sin søster, selvom han da også havde sine sære sider. Han var ikke helt så 'vild og ustyrlig', som Tsavani kunne have tildens til at være. Han var derfor tit typen, der valgte at forholde sig i ro og skabe en stabil tilstedeværelse på benene, før han begyndte at styrte rundt på eventyr. Det var Tsavani personligt ikke så god til at gøre. Hun foretrak at bevæge sig fremad i et tempo, som kun de færreste kunne følge med i!

Derfor var hende og hendes broder kommet frem til det kompromis, at hun gik ud og undersøgte deres nye omgivelser, mens han stablede noget stabilt sammen for dem på deres opholdssted. Det fungerede fint for begge parter - så længe Tsavani bare sørgede for at holde sig i nærheden, så Cadeyrn altid kunne springe til undsætning, hvis noget skulle hænde hende.

Hun fortsatte i lidt tid langs den smalle skovsti, og snart kunne hun skimte søen inde mellem træerne. Hun slog livligt med hovedet og masede sig vej mellem det tætte buskads. Vandhullet var nu foran hende, og hun smilede veltilpas. Hun lod den bløde mule dykke ned i det forfriskende, kølige vand. Den lyse hale svang afslappet bag hende. Dette var lige, hvad hun trængte til!

Hun spidsede nysgerrigt de mandelformede ører og lyttede til de beroligende lyde i omgivelserne. Et par fugle kvidrede lystigt deres sidste aftenssange, fårekyllingerne spillede inde mellem de høje græsstrå, og et sted i det fjernede kvækkede en skrubtudse. Afslappet gav hun et suk fra sig. Hun elskede virkelig skove.

Hun stod dybt fordybet i sine egne tanker og nød bare den stille, milde aften. Der var ikke en vind, der rørte sig, og aftensolen spredte smukt sit varme lys nedover skoven. Hun elskede virkelig at være sammen med sin broder, men der var nu ikke noget bedre end at være lidt alene og bare overgive sig til sig selv og sine tanker. Hun holdt meget af sin broder og var mere end taknemmelig for at have ham i sit liv. Men sommetider kunne han være så frygteligt overbeskyttende. Han mente det kun godt, og derfor gjorde hun ikke noget ved det - men hun måtte indrømme, at hun følte sig en anelse mere fri, når han ikke var i nærheden.

Ord: 764

Aftenen havde sneget sig lidt på held, alt imens den gyldne Illana havde forladt Teylar’s grænser, for at vandre på en af de øer hun holdt mest af at befinde sig på. Denne Ø var blevet hendes hjem, det sted hvor hun følte sig tryg. Og selvom den gyldne hoppe måske ikke burde føle sig helt tryg, for faren lurede alligevel i landet, uanset hvilken Ø man befandt sig på; og selvom hun havde mødt denne form for ondskab, både i form af de levende Skygger og den snu Rumpelstiltskin, ja, så følte hun sig tryg på Leventera. Den brogede Brêgo havde ladet hende indgå i flokken som han havde oprettet, og endda givet hende et ansvar for flokkens velvære ligeså. Det var et ansvar som den gyldne hoppe var beæret over at bære – ligesom hun var beæret over at bære Lyset om sin hals, hvis placering hun vogtede i sit hjerte.

Denne aften var som sådan ikke noget specielt, og alligevel var den. Alle aftener var specielle for den gyldne sjæl; for alle bragte de noget nyt med sig. Om det var en ny lokalitet hun stødte på, et særligt smukt syn, gensyn med en bekendt eller kær, eller mødet med en ny sjæl var underordnet – for hun holdt af det hele. Faktisk flaskede hendes liv sig efterhånden meget godt; om end der endnu var noget der nagede hendes sind. Hun manglede faktisk noget i sit liv, og det var at få kontakten oprettet til en særlig hingst igen, som hun havde svigtet. Det følte hun i hvert fald; men endnu havde hun ikke spottet den brogede Volontaire siden han forlod hende efter at have opgivet sit hjerte. Alligevel følte den gyldne hoppe, at der nok skulle vise sig den vej hun skulle gå i forhold til den brogede hingst. Det måtte der gøre.

Illana havde vandret et stykke tid, nok omkring en times tid fra Teylar’s grænser, som hun efterhånden kendte godt. Mens Brêgo havde været ude og søge efter den, som han hjerte havde kærest, havde den gyldne patruljeret grænserne et par gange om ugen. Det var en vigtighed i hendes indre, at sørge for at opdage evt. farer for flokkens velbefindende, især nu hvor der boede unge sjæle i flokken. Nu havde hun dog valgt at drage lidt bort, da sikkerheden ikke var truet, og hun søgte at vandre af mere ukendte veje. Ikke søgende efter noget specielt, men blot åben for verden omkring hende.
Hun havde fremkaldt et lille lys over hendes hoved, det lys som hun var blevet ét med. Det lys som flød i hendes årer, flød i hendes hjerte og var overalt i hendes krop. Den lille kugle af lys flød roligt i luften omkring 2 meter foran hende. Det oplyste meget sagte omgivelserne omkring hende, alt imens den gyldne hoppe Illana fortsatte fremad. Og her stødte hun snart på en lille skovsø, som hun endnu ikke havde set før. Og ved første øjekast virkede det til at søen var uberørt – men Lyset om hendes hals reagerede pludseligt ved at skinne meget kraftigt i en hvid nuance. Det fortalte Illana, at der var en fremmed sjæl tilstede. En sjæl, som enten var ny i landet, eller helt ny for den gyldne hoppe; sikkert begge dele. Derpå stoppede den gyldne Illana op og udsendte en sagte, men yderst venligsindet brummen. Hvem var mon ved søens bred?

Det var en helt perfekt aften. Vejret var meget mildt, og skoven var helt stille. Den indbød virkelig én til at stå og fordybe sig i sine egne tanker, hvilket Tsavani da også gjorde. Tusindvis af ting gled gennem hendes hoved, da hun stod ved den lille sø og betragtede den smukke skov omkring hende. Hun følte en helt fantastisk ro, som hun ikke havde følt i lang tid. Hun kunne normalt godt være en hoppe, der var lidt oppe og køre og let opfarende. Det var blandt andet med til at gøre, at hun ikke var så god i de sociale sammenhænge. Hun var skam social nok, men hun var meget... upassende.
Denne aften følte hun sig dog utrolig afslappet og i godt humør. Rent faktisk følte hun sig så ovenpå, at hun helt havde lyst til at prøve at opføre sig venligt og imødekommende for en gangs skyld.

Det fik en lille sørgmodig tanke til at passere hendes hoved. Hun var virkelig ked og træt af at skulle være sådan. Hun afskyede sin personlighed og ville ønske, at hun kunne have bare lidt af sin broders egenskaber. Hun var dømmende, uansvarlig, upassende, naiv, dumdristig og generelt bare bitchet. Hun var alt det, han ikke var, og som hun ikke havde lyst til at være. Der var ikke noget, hun ønskede mere, end at hun kunne kontrollere sit temperament og opføre sig ordentligt overfor de heste, hun mødte på sin vej. Man skulle ikke tro det, men den hårde hoppe havde faktisk et utrolig blødt hjerte. Hun ville gerne have venner. Hun ville gerne se det smukke og dejlige i andre end sin broder. Men det var så svært, åh gud hvor var det svært...

Der var helt stille omkring hende - hun kunne ikke høre andet end sine egne tanker. Derfor fik hun lidt af et chok, da noget pludselig lyste skoven op omkring hende. Hun afbrød brat sine tanker og så ind mellem træerne. Noget, der mest af alt kunne beskrives som en kugle af lys, fløj rundt i luften. Et skeptisk prust forlod hendes mule, og hendes ører blev let lagt i nakken. Hvad var det her for noget?
Der gik ikke lang tid, før en venlig brummen fra en hoppe lød. Tsavani var stadig ikke overbevist om den lysende kugle, så hendes ører forblev i nakken. Den fremmede hoppe trådte nu frem mod lyset. Hun var utrolig smuk. Hendes pels var mindst lige så lys som kuglen, og den syntes at glimte let som stjerner.

Og det var ikke engang det hele - for omkring hende hang et smykke, der skinnede lige så kraftigt som lyset foran hende. Og som om det ikke var specielt nok, så så det sørme også ud til, at det var hende, der styrede lyskuglen.
Tsavanis ører røg langsomt fremad igen, og hendes øjne blev store. Hun mødte hoppens smukke øjne med et dybt fascineret blik, inden hun langsomt trådte tæt på.
Hun var ikke sikker på, hvorvidt dette var sikkert eller ej. Hun havde ingen anelse om, hvem hun stod overfor - en gudinde måske? Men et eller andet ved denne mystiske hoppe dragede hende og fascinerede hendes nysgerrige sind. Hun var kendt for at være naiv, og hun var heller ikke dårlig til at opsøge farer - så det her var lige en situation for hende.

Hun skridtede helt hen til hoppen og stoppede op på respektfuld afstand. Hendes øjne var så store og fascinerede, at hun knapt nok blinkede, da hun atter mødte hoppens brune øjne „Vær hilset, du lyse hoppe."
Det var ikke sådan, hun normalt præsenterede sig - men et eller andet ved denne hoppe fik hende til at opføre sig mere høfligt, end hun plejede. Man kunne sige, at hun nærede en slags ærefrygt for hoppen foran hende. Og dét, sammenlagt med at hun havde besluttet sig for at være mere åben og venlig denne aften, gjorde hende til en helt anden hest overfor denne hoppe.
Hun flyttede langsomt sit blik fra hoppens øjne til den lysende kugle. „Sikke et fantastisk lys. Er det dig, der laver det?"

Ord: 679

Lyset havde som altid ret. Det havde fundet en ny sjæl I landet, en som Illana ej havde set før. Med en bygning elegant, men samtidig kraftig og stærk. Som en stridshest, der både kunne danse og kæmpe. Faktisk fandt Illana, som selv var noget mindre og spinkel, den fremmede ganske fascinerende, smuk af aura og type. Endnu havde den fremmede, som Illana vurderede som værende nyankommen i landet, ikke set hende. Hun så ganske fredsommelig ud, inden hun fik øje på den gyldne sjæl, som havde lagt sin vej forbi søen.
Den fremmede reagerede først, som mange andre havde gjort det. Selv ville Illana nok have reageret med en naturlig skepsis, hvis hun selv havde mødt Lyset på den måde, som hun præsenterede det for andre på – men det var nu engang den måde, som den gyldne hoppe fandt mest naturlig.
Alt imens den fremmede havde lagt sine øre og vagtsomt givet udtryk for, at det Lys som Illana havde skabt, havde vakt skepsis i hendes sind, havde Illana trådt frem fra de træer, som havde skjult hende. Hun betragtede nu tavst den større, cremefarvede hoppe, alt imens hun besluttede sig for, hvordan hun skulle håndtere det hun så. Et lille smil fandt vej til Illana’s mule, lige tidsnok til at den fremmede fik øje på hende. Illana vendte øjeblikkeligt sine ører frem og sendte et meget diskret nik imod den fremmede. Hun var ikke farlig, overhovedet.
Snart valgte den fremmede at gå Illana i møde. Selv blev den gyldne hoppe stående, afventende for hvor stor afstand den fremmede ville lægge imellem dem. Illana havde intet problem med at lade andre komme hende nær, så hun lod det være op til den cremefarvede hoppe at vurdere afstanden. Og da hun var stoppet, rakte Illana mulen en anelse frem med en hilsende brummen.

Den fremmede hilste hende an, og Illana’s allerede påbegyndte smil blev blot bredere. Hun trak mulen en anelse til sig, med en tilpas lyd som forlod hendes bug. Den fremmede virkede ganske venligtsindet, og det var skam noget der faldt i den gyldne hoppe’s smag.

,,Godaften, du ædle hoppe. Du har ganske ret – Lyset, som du ser over dig, er et jeg fremkalder, men ikke et jeg skaber. Lyset, som du ser, er en del af mig som jeg er af det. Tillad mig at præsentere mig selv – mit navn er Illana, og jeg er vogter af Lyset i dette land. Hvem har jeg æren af at møde?”

Atter strakte Illana sin mule en smule frem, for at indsnuse den specielle duft, som denne hoppe bar med sig. Nok var hun noget mindre, men det var ikke til gene for den gyldne, at hoppen hun stod overfor var større end hende. Alt imens forblev Illana’s ører fremme, og den lille kugle af Lys som hun, via sit hjerte og lys om halsen havde kontakt med, indtog en svævende position blot halvanden meter over de to hopper, og kastede sit særlige lys ned imod deres kroppe.

Relaxing Evening

Tsavani mærkede, hvordan hun langsomt slappede af i den kraftige krop, da den fremmede hoppe foran hende vendte ørene fremad og nikkede venligt mod hende. Det var rart at se, at hoppen tilsyneladende var fredelig - hun havde ikke lyst til at tænke på, hvad hoppen mon kunne udrette med sit lys, hvis hun havde været fjendtlig.
Et lille smil gled over hendes mule, da hoppen imødekommende strakte sin mule frem mod hende og brummede som hilsen. Hendes egne ører gled helt i vejret, da hun betragtede den fremmede med et nysgerrigt blik i de isblå øjne. Hun måtte beundre den smukke, lyse hoppe foran hende. Hun var så ædel og stolt at se på, men alligevel virkede hun til at være venligheden selv, der slet ikke lod til at føle sig mere værd end Tsavani. Hun var overbevist om, at hoppen måtte være en gudinde.

Det glædede hende at se, at hoppens smil blev endnu større, da hun havde hilst hende an. Hun var jo slet ikke vant til at tiltale andre på den måde, så hun var glad for at se, at hendes forsøg tilsyneladende havde været en succes.
Hendes fascination af hoppen blev blot endnu større, da hun åbnede sin mund og begyndte at tale. Hendes ord var så elegante og så smukke - de passede perfekt til den skønhed, de tilhørte. Hun følte sig helt underlegen i forhold til denne perfekte gudinde, men hun valgte at se det som en oplagt mulighed for at få trænet sit høflige sprog - for det var hun ikke altid så god til at bruge.
Hun lyttede opmærksomt til ordene og spidsede nysgerrigt de mandelformede ører. Hoppen var altså ikke en gudinde, men vogter af Lyset - gad vide, hvad det betød?

Hun sendte hoppen et stort smil og så venligt på hende. „Det glæder mig at møde dig, Illana. Mit navn er Tsavani."
Da Illana atter strakte mulen frem mod hende, gjorde hun det samme. Hun førte den kødfarvede mule frem mod Illanas grå og berørte den let, inden hun atter trak sin tilbage.
Hun spærrede fascineret øjnene op, da der pludselig kom liv i den lysende kugle igen. Den svævede langsomt op over de to hopper og fortsatte cirka halvanden meter op i luften, inden den stoppede op og kastede sit smukke lys nedover dem. Et fascineret smil forlod Tsavanis mule, da hun atter mødte Illanas brune øjne. „Det er i sandhed et fascinerende lys. Tillad mig at spørge; hvad vil det sige at være voger at Lyset i dette land?"

Til: Illana | Ord: 419

Et øjeblik rørte de to hopper hinanden; en berøring, der rummede både respekt og accept overfor hinanden. Et mildt brum forlod Illana’s strube, inden hun med en graciøs bevægelse trak hovedet til sig igen, netop som deres kontakt var ophørt og hoppen foran hende begyndte at tale. Hun snakkede med toner, som Illana fandt anderledes; som lå der en accent i hoppen, som hun ej havde hørt før. Også navnet, som hoppen præsenterede sig med, lød fremmed i Illana’s ører – men fremmed var for hende en spændende ting, og ikke en negativ ting. Hendes egne ører forblev fremadrettet imod den cremefarvede hoppe foran hende, som bar navnet Tsvani.
Det var tydeligt at den større noble skabning nærede stor fascination overfor det Lys, som Illana havde fremkaldt over dem. Med et lille smil, lod Illana langsomt kuglen af lys sænkes ned imod Tsvani; alt imens halskæden der hang om hendes hals begyndte at gløde mere gult, med en varme der var meget tydelig. Lyset fandt den cremefarvede Tsvani som et behageligt selskab, og det udtrykte sig altid ved at ændre nuance, så det passede til dets humør, så at sige.

,,Hvad det vil sige? Det er faktisk et spørgsmål, som er svært at besvare, Tsvani. Ser du, det er mange ting. Jeg vogter bogstavelig talt Lyset i landet. Den halskæde, som hænger om min hals, indeholder lidt af det Lys, som flyder i en kilde, som er placeret i dette land. Hvis den kilde bliver udtømt, vil Lyset forsvinde fra vores himmel og henlægge landet i mørke. Derfor er det mit job at beskytte kildens placering, så den ondskab som lurer visse steder i dette land ikke får kendskab til den.”

Ærlig havde Illana altid været, og ville altid være. Derfor fortalte hun det ganske enkelt som det var, overfor denne majestætiske sjæl. Hun havde ikke sanset nogen skjult bagtanke ved hendes spørgsmål og Lyset havde følt sig tryg ved hende; så derfor var Illana det også.

,,Men det er mere end det; for Lyset og jeg er blevet ét. Det er en del af mig, af mit blod, og hvis mit liv skulle gå bort, ville en del af Lyset i landet forsvinde. På denne måde er alle vogterne kædet sammen med det element, de nu måtte vogte i landet – for, ser du Tsvani, jeg er ikke den eneste. Der er flere som vogter dele af landet, elementer i landet, som skal sikre dets beståen.”

Illana prustede ganske mildt, da hendes ord ophørte. Alt imens havde den svævende lyskugle fundet vej ned imellem de to hoppers hoveder, dansede foran mulen på Tsvani. Hun måtte røre, hvis hun lystede, for ej brændte Lyset. Og den glædende kugle havde dæmpet sit lys en smule, så det faktisk var til at beskue med blikket ligeså. Som en lille dansende sol svævede det nu imellem dem, fredeligt.

Relaxing evening

Den gyldne hoppe smilede til Tsavani, og straks efter lod hun lyskuglen svæve ned mod hende. Tsavanis ører røg straks i vejret, og et strålende smil tegnede sig på hendes mule. Hun fulgte den med øjnene, og hendes blik var fuld af fascination og iver. Ud ad øjenkrogen kunne hun se et lysglimt. Hun rettede atter opmærksomheden mod Illana og kunne se, at halskæden om hendes hals begyndte at ændre sig. Den blev mere gul at se på, og man kunne ligefrem se, hvordan varmen strålede ud ad den. Hun så på Illana med et intenst og ivrigt blik.

„Din halskæde! Den skiftede farve!"

Hendes ører vippede opmærksomt rundt, mens hun lyttede til Illanas fortælling. Det var alt sammen så magisk. Hun havde aldrig været i tvivl om, at hun var ankommet til et helt fantastisk land - men nu havde hun da i sandhed fået bekræftet det. Alt den snak om lyset og ondskaben... Det lød som det vildeste eventyr - og hun var midt i det! Hendes ører røg nysgerrigt i vejret, da Illana nævnte, at der også var andre vogtere som hende i landet. De havde hver deres elementer at vogte - hvor var det altså spændende! Hun nikkede mod Illana med et interesseret smil.

„Mange tak for din forklaring, Illana. Jeg må endnu en gang erkende, at det i sandhed er et interessant land, jeg er ankommet til. Tillad mig at spørge; hvordan fik du Lyset?"

I takt med Illanas fortælling havde lyset bevæget sig ned mellem de to hopper. Det syntes at danse foran hendes mule, alt i mens det glødede dæmpet. Hun blev ikke længere blændet af at se mod det, men kunne rent faktisk betragte det. Et varmt smil gled over hendes mule. Det var så tæt på hende, og hun kunne mærke varmen stråle ud ad det, selvom det ikke virkede til at være glohedt. Hun følte sig draget mod dette smukke lys og stak prøvende mulen frem. Hendes blik gled mod Illanas.

„Kan jeg røre det?"

Til: Illana | Ord: 332

Det var tydeligt, at den større hoppe, Tsvani, fandt lyset interessant, dragende, fascinerende. Alle disse ting, var om sådan ikke noget at skamme sig over, så længe man havde hjertet på rettet sted, hvilket det i den grad lod til, at den cremefarvede hoppe havde. Derfor havde Illana intet imod at vise Tsvani en lille del af den magi, som der husede i landets indre. Smilet, som før havde tegnet sig på Illana’s mule, blev ikke mindre af de udtryk som Tsvani kom med. Hun nikkede diskret, da den cremefarvede hoppe havde registreret, at hendes halskæde havde skiftet farve – ikke at det var til at overse, på denne tætte afstand – men hendes måde hvorpå hun nærmest selv lyste op ved synet, vagte en sær fornemmelse af glæde i den gyldnes indre. Der var ingen nærende skepsis, ingen frygt eller afsky. Derimod virkede den cremefarvede hoppe med modtagelig for de glæder, magier og eventyr der var at finde i landet.

,,Den skifter farve ofte, Tsvani. Lyset tager imod alle indtryk fra landet, såvel som dets beboere og reagere altid på disse. Det lyser især kraftigt, når jeg møder sjæle som er nye i landet.”

Illana tav kort derefter, for at lade hende få tid til at reagere på den forklaring, hun ellers havde givet omkring Lyset. Hun takkede, og herefter spurgte hun indtil, hvordan den gyldne hoppe fik Lyset. Spørgsmålet var der som sådan intet galt i, men dog var Illana ikke sikker på, at hun kunne svare fyldestgørende nok til, at den cremefarvede hoppe kunne forstå det. Hun ville dog prøve, for måske Tsvani alligevel kunne fange helheden i hendes fortælling.

,,Hvordan jeg fik Lyset, det er en historie der rummer mange ting, Tsvani. Jeg vil dog starte med at fortælle, hvad der skete inden jeg modtog det. Engang, for år tilbage, vandrede en hingst ved navn Zekaryah i landets områder. Han var en sjæl som var ulig alle andre. Et sind, hvis dimensioner ikke kunne måles. Jeg lærte ham at kende, på den vandring som skulle føre mig til det Lys, jeg i dag besidder. Ser du, hvorfor det skete, ved jeg ikke; men jeg tror på, at det Evige Lys, det, som jeg er ret sikker på du allerede har mødt på den vej du kom hertil af – udvælger sjæle til at hjælpe med at beskytte landet. Som jeg sagde, lurer der en ondskab her, som jeg inderligt håber du aldrig støder på; men denne ondskab, søger det Evige Lys at beskytte os alle sammen fra. Derfor, har jeg fx, fået et område, så at sige, et element at beskytte, så ondskaben ikke kan ødelægge landets harmoni på én gang. Skulle det Evige Lys fejle, vil vogterne kunne opretholde balancen.
Jeg mødet dette Lys, en aften ikke ulig denne. Det dukkede blot op foran mig, og da vidst jeg hvad jeg stod overfor. Det var en meget speciel følelse, som ikke kan beskrives med ord, at blive mødt på denne måde. Og da blev jeg stillet en opgave. Denne opgave fuldførte jeg med Zekaryah, ørkenvandreren, som jeg ikke har set sidenhen. Og da min opgave var udført, blev jeg af Det Evige lys skænket kæden om min hals.”

Derpå tav den gyldne oppe, alt imens hendes ravfarvede øjne meget nøjsomt hvilede på Tsvani. Lyset, som Illana havde fremkaldt og sænket ned imellem de to, havde i sandhed fanget Tsvani’s nysgerrighed. Alt imens det dansede langsomt, svævende foran begge hopperne, havde det udsendt den vage varme som det kunne udstråle. Lyset var ikke en kilde, som kunne opvarme en frossen sjæl i fysisk forstand; men derimod kunne lyset give liv. Uden lys, ville alt forsvinde og alt forgå. Illana smilede atter bredt, da den cremefarvede hoppe spurgte, om hun måtte røre ved Lyset. Da nikkede Illana, inden med et lille svirp med hovdet, tillod den lille kugle af Lys at svæve endnu tættere på den cremefarvede Tsvani, som frit kunne berøre det, som hun ville.

Relaxing evening

De cremefarvede ører blev let spidset i vejret, da hun lyttede til Illanas forklaring om lyset, der skiftede farve. Hun smilede stort og fascineret, da Illana havde afsluttet sine ord.

„Åh, så Lyset kunne altså registrere, at jeg var ny i dette land? Hvor fascinerende!"

Hun forholdt sig tavs med et spændt udtryk i de himmelblå øjne, da Illana begyndte sin fortælling om, hvordan hun kom i besiddelse af Lyset. Tsavani vippede lyttende de lyse ører frem, da Illana begyndte at fortælle. I takt med hendes fortælling blev smilet på Tsavanis mund større og større. Det var en helt utrolig fortælling, og hun kunne ikke undgå at føle sig lettere misundelig på Illana - hvor måtte det være fantastisk at blive udvalgt til sådan en betydningsfuld opgave.
Da Illana havde afsluttet sin fortælling, nikkede Tsavani roligt mod hende og sendte hende et taknemmeligt smil.

„Mange tak for din fortælling, Illana. Det lyder som et sandt eventyr. Hvor er du heldig at være den udvalgte til noget så fantastisk!"

Hun lukkede nydende øjnene i, da hun mærkede den lune varme, der let blev udsendt fra den lysende kugle. Hun følte sig atter draget af den. Prøvende stak hun mulen frem mod den og mærkede, hvordan den svage varme lunede hendes kødfarvede mule. Hun prustede forsigtigt og afventede tilladelse til at komme helt tæt på. Illana nikkede, og i det samme svævede den lysende kugle helt hen mod hende. Hun smilede spændt og trippede let af forventning. Hun lod sin mule føle mod kuglen og spærrede overrasket øjnene op, da hendes mule ikke følte den mindste smerte. Det eneste, hun kunne mærke, var den behagelige varme, der strålede fra kuglen og fyldte hendes krop med velvære. Hun så mod Illana med et fascineret blik.

„Den brænder slet ikke!"

Til: Illana | Ord: 295

Alt imens den gyldne hoppe havde fortalt omkring hendes historie i dette land, havde Lyset slået en enkelt nuance imod det grønne, inden det igen strålede glinsende gult. Det opfangede enhver følelse som et individ følte, og derfor kunne man ikke lyve overfor Lysets eksistens. Det var en egenskab, som Illana langsomt var ved at få fornemmelsen af hvordan fungerede, da Lyset sendte signaler via hendes blod, som hendes hjerte kunne føle og fornemme; med andre ord, kunne Illana langsomt begynde at vurdere hvad en anden følte. Hun tog dog tit fejl, da dette endnu ikke var en evne hun havde udviklet; men hun ville rigtig gerne udforske dette område yderligere, for at få en større tilknytning til Lyset om hendes hals.
Hun brummede mildt, da Tsvanis stemme lød igen. Hun takkede for fortællingen, og Illana nikkede graciøst tilbage. Hun behøvede skam ikke takke hende, for de ord hun havde udtalt. Derefter tog Tsvani modet til sig og rakte mulen frem imod det levende Lys der var imellem dem. Hun rørte det forsigtigt og strålede snart selv om kap med det Lys, som dansede imellem dem. Hun virkede forundret over, at hun ikke blev brændt på mulen – og det vagte en sagte latter, mild og varm, frem i den gyldne hoppe. Hun rakte selv mulen frem, så hun berørte den lille lyskugle, inden hendes brune øjne så direkte imod den cremefarvede hoppe.

,,Lyset kan ikke brænde dem, som besidder godhed, Tsvani. Hvis du havde mødt Skyggerne, som jeg har, ville du måske ikke synes det var så rart at stikke mulen tæt på”

Sagde hun med en snært af kækhed. Illana var mere end blot en formel sjæl, med det formål at informere andre om landets historie. Hun var langt mere nuanceret end som så. Hun trak hovedet til sig, med smilet fortsat prydende hendes mule, hvorpå hun med et lille slag med hovedet sendte lyskuglen i vejret igen, hvor den gled ind i en position over de to hopper, så det kunne oplyse så stort et område om dem, som muligt

,,Tsvani, fortæl mig lidt om dig selv? Hvor kommer du fra?”

Lød det da fra hende. Hun var oprigtigt interesseret i at lærer mere om den cremefarvede hoppe foran hende, som både havde bygning og aura der passede på et miljø langt anderledes end det, som den gyldne sjæl selv var opvokset i.

Relaxing evening

Hendes ører vippede opmærksomt rundt, da Illana slog en latter op ved hendes ord. Det var tydeligt at høre, at Illana var fuldt klar over, at Lyset ikke brændte, og at det kun var Tsavani, der havde troet det. Men der var intet hån eller latterliggørelse at spore i Illanas latter. Den var mild og varm og fortalte tydeligt, at hun lo med Tsavani og ikke af hende. Også hun strakte nu mulen frem, så begge hopper berørte den lysende kugle.
Tsavani lyttede til hendes næste ord, hvilket fik et strålende smil til at pryde hendes mule. Lyset brændte ikke dem, der besad godhed... Det ville jo sige, at der var godhed i hende. Hun havde selv været i tvivl så længe. Hun ønskede jo virkelig at være en god hest, men sommetider skete der ting, hun ikke selv havde kontrol over... Hendes temperament var ustyrligt, og hun hadede det. Derfor varmede det hende helt utrolig meget at høre, at Lyset havde set noget godt i hende.
Et undrende udtryk viste sig i hendes øjne, da Illana nævnte Skyggerne. En lille del af hende fik dårlig samvittighed over at stille denne ædle hoppe så mange spørgsmål - men hun måtte have svar.

„Skyggerne? Hvad er de for nogen?"

Hun så fascineret til, da Illana med en hovedkasten fik lyskuglen til atter at flyve i vejret. Tsavani lod sit blik følge med opad, hvor hun kunne se lyskuglen flyve så højt op, at den spredte lys i en stor omkreds omkring de to hopper. Hun rettede atter blikket mod Illana og smilede fascineret, inden hun gav Illana et lille, anerkendende nik. Det var fantastisk at se hende bruge sin evne. Både hende og Lyset var jo helt fantastiske!
Tsavani tiltede hovedet på skrå og brummede en anelse overrasket, da Illana spurgte ind til hende. Var en hoppe så storslået som hende virkelig interesseret i at høre om en hoppe så almindelig som Tsavani? Hendes blå øjne så mod Illanas brune med et rørende udtryk. Det var i sandhed en storslået hoppe, hun havde mødt...

„Mit hjemland kaldes Medúil. Her har jeg boet hele mit liv sammen med min broder, Cadeyrn. Medúil er meget anderledes end Andromeda. Også det er et smukt land, men det er præget af krig og ødelæggelse. Jorden er fyldt med aske, bjergene er tomme og alt, hvad der er grønt og frodigt er for længst udtørret. Det er dog ikke alle steder i landet, der er sådan - men meget af det er desværre endt på den måde.
Hestene i vores område er alle inddelt i lejre. Alle lejrene består af nogen få højest rangerende og en masse lavere rangerende. Jeg var E´cine i vores lejr - hvilket kan oversættes til lederinde. Mit job bestod i at sørge for, at vores lejr holdt til i frodige områder - når jeg ikke var med min bror ved krigen i Askelandet.
Ja, dette har faktisk altid været mit liv - indtil jeg en dag mødte det omtalte lys og vågnede op her."

Hendes baggrund havde været barsk, men hun havde haft det ganske godt i forhold til mange andre. Hun kunne dog ikke ligefrem påstå, at hun savnede Medúil. Andromeda passede meget bedre til hendes sindelag.
Hendes ører vippede nysgerrigt i Illanas retning. Hun var nysgerrig efter at vide, hvor den lyse hoppe havde befundet sig, inden hun var ankommet til Andromeda. Hun var dog i tvivl om, hvorvidt hun kunne tillade sig at spørge ind til det - hun havde jo allerede overøset den fremmede med alverdens spørgsmål. Derfor tippede hun hovedet på skrå og brummede mildt.

„Må jeg spørge, hvor du selv kom fra, inden du ankom til Andromeda?"

Til: Illana | Ord: 606

Den cremefarvede Tsvani var meget opmærksom på de ord, som Illana sagde. Det var en stor ros til den gyldne sjæl, ja sådan tolkede hun det, at den cremefarvede hørte efter i sådan en grad, at intet blev sprunget over i farten. Således var det, at Tsvani, kort forinden Illana spurgte til hendes eksistens, bød ind på Skyggerne. Illana ventede dog lidt, til at den cremefarvede hoppe var færdig med at fortælle om sig selv; om et liv i en krigszone, et liv med ansvar. Alt det, som den cremefarvede hoppe fortalte, lagrede Illana i sin hukommelse. Smilet forsvandt stille, men det var ikke fordi Illana fandt noget forargeligt; nej, hun gled blot over i en tænksom mine, som let kunne tolkes fra både hendes udtryk og Lyset.
Tsvani sluttede af, med at stille Illana samme spørgsmål. Et lille nik forlod den gyldne hoppes krop, inden hendes brune øjne atter så direkte imod den cremefarvede; der var en del ting, som den gyldne hoppe skulle runde, for at give Tsvani det sande billede.

,,Ser du, Tsvani. Livet skal have en balance imellem det gode og det onde; imellem lyset og mørket. I dette land findes der levende Skygger, som holder til på vulkaneøen. Var dig disse, for intet godt ønsker de nogen andre end dem selv. Jeg har mødt dem én gang, og jeg vil gøre alt for at undgå dem i fremtiden.”

Illanas stemme var ikke ildevarslende, selvom man godt kunne føle alvoren i hendes ord. Disse levende Skygger, som havde været hendes mareridt siden hun blev født, var blevet en realitet i denne verden; og hun havde mødt dem. Hun havde dog overlevet dem, hvilket havde vist den gyldne sjæl, at alt ondt kan besejres, hvis blot man ønsker det nok. Hun rømmede sig kort tid efter, hvorpå hendes stemme begyndte igen.

,,Det lyder til, at du har levet et liv, med en masse valg, Tsvani. Du må undskylde, men det slog mig til, at din eksistens virkede yngre end som så, med den boblende aura du har. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må have været at leve i en verden som du beskriver; men jeg kan se de kvaliteter som du kan have bragt med dig, fra sådan et liv. Du nævner en broder? Er han her, ligesom du?”

Illana brummede mildt, inden hun lagde hovedet en smule på sned, for at betragte den stolte hoppe. Hendes bygning mindede hende om en, der kunne tåle stridigheder. En der kunne tåle kamp. Og samtidig kunne Illana godt se det moment i hoppens adfærd, der tydede på hun havde været en ledende skikkelse i den lejr hun havde været i. Det var en meget fascinerende historie, om et liv med en langt mere sammentømret kultur end den, som Illana selv kom fra.
Illana trådte et enkelt skridt nærmere, uden at træde ind over de grænser, som den cremefarvede hoppe havde. Altid havde den gyldne hoppe været godt til at fornemme, hvor langt hun kunne gå; en evne, som havde båret frugt i selskaber med de lidt mere ødelagte sind der fandtes i landet. Hun undlod atter en lille prusten, mild, inden hun begyndte at fortælle om sig selv.

,,Jeg er født i et nomade land, hvor flokkens enhed var ens hjem; ikke landet man betrådte. Vi bød os ikke meget i kulturer, trosretninger; men i stedet gik vi op i, at bevare flokkens helhed. Man kan sige at meget af mit liv gik ud på at lære at overleve. De basale ting, som at finde føde og vand. Ligeså var glæderne små, men betydningsfulde – og jeg oplevede både kærlighed og svigt, inden jeg kom til dette land. Jeg oplevede også hvad det vil sige, at blive døbt på skindet. Tsvani, ser du, min moder døde af uforklarlig sygdom, da jeg var yngre. Min moder og jeg var de eneste i flokken der besad gyldne skind; hendes lidt mørkere end mit, med sort man og hale. Da hun døde fik jeg skylden, fordi ingen havde en forklaring, og det var lettere at bebrejde mig. Derpå blev jeg udstødt, dømt til at vandre alene – indtil Lyset viste sig for mig, og lod mig betræde dette lands jorder, som mit hjem.”

Illana havde altid været en ærlig hoppe, og hun fortalte derfor uden tøven hendes historie for den cremefarvede, der ligesom Illana selv, lod til at have haft en opvækst med mere end blot idyl og lykke. Tsvani havde sikkert set sin del af sorg, når hun havde været involveret i krig. Illana brummede lidt, for endnu var hun ikke helt færdig. Et spørgsmål havde nemlig fundet vej fra hendes strube til hendes mule; for Illana vidste, at stort set alle i landet havde noget tilfælles. Alle havde de haft behov for et nyt liv. Nogle havde været syge, andre nær døde – andre udstødte og forladte som hende selv – og derfor overtog hendes nysgerrighed nu; hun ville gerne vide, hvordan det kunne være Tsvani var endt i dette land.

,,Inden Lyset brød frem foran dig.. Skete der så noget, som bragte dig i fare?”

Illana hævede hovedet en smule, imens hendes brune øjne hvilede på Tsvani. Der var ingen forventninger bag den gyldne hoppes blik – det havde der aldrig været. Den cremefarvede hoppe kunne frit vælge ikke at svare, hvis ikke hun lystede, men gjorde hun, ville Illana med glæde lytte og dele ud af dine egne erfaringer, såfremt den cremefarvede hoppe ville vide mere.

Relaxing evening. ღ

Tsavani så opmærksomt til, da Illanas udtryk ændrede sig i takt med Lyset. Det var tydeligt at se, at disse to var forbundne på en eller anden måde. Det var noget af det mest fascinerede, hun nogensinde havde oplevet. Endnu en gang måtte hun se sig slået fuldstændigt ud af fascination for dette land. Der var så mange ting, hun endnu ikke forstod. Så mange ting, der endnu kun var som en drøm for hende. Hun følte sig pludselig dybt taknemmelig for at være blevet velsignet med den ære at komme til dette land. Dette skulle være starten på hendes helt nye liv.
Hun lyttede til Illanas ord med spænding, da Illana begyndte at forklare om Skyggerne. Tsavanis ører gled lettere utilpasse rundt, da hun hørte om disse Skygger. De levede på vulkanøen og ønskede intet godt for andre end dem selv. Trods Illanas advarsel om at holde sig fra dem, måtte hun alligevel indrømme, at hun følte sig ganske fascineret af disse Skygger. Det lå lidt til hendes natur at føle sig draget af alt, der var ondt eller farligt - også selvom hun vidste, at det ikke var nogen god ting. Det var dog ikke en egenskab, hun var stolt af. Derfor valgte hun hurtigt at skubbe tanken væk og smilede taknemmeligt til Illana.

„Mange tak for forklaringen og advarslen. Disse Skygger lyder til at være nogle væmmelige bæster. Jeg vil gøre mit bedste for at holde mig væk fra dem."

Hun lyttede nu til Illanas næste ord og kunne ikke lade være med at smile stort. Illana havde opfattet hende som en ung hoppe, da hun havde sådan en boblende aura. Det var i sandhed ikke noget, hun havde hørt andre opfatte hende som før. Hun kunne ikke lade være med at rejse hovedet og halen i stolthed. Andre ville nok se det som lidt af en fornærmelse at blive opfattet mere barnlig, end man var - men for hende var det en stor kompliment. Hun elskede at få at vide, når folk opfattede hende som alt andet end aggressiv, upassende og ondskabsfuld. Dette var nemlig alle sammen egenskaber, hun havde en stor del af i sin krop. Hun ønskede dog på ingen måde at være sådan. Hun foragtede sit store temperament, når det løb af med hende. Derfor varmede det hende mere, end man skulle tro, at få at vide, at hun virkede helt anderledes, end hun måske i virkeligheden var.

„Det skal du absolut ikke undskylde, Illana. Det vælger jeg at tage som en kompliment.
Og med hensyn til min broder, så ja, han er skam ankommet til landet sammen med mig. Vi har altid holdt sammen i tykt og tyndt, og også i dette land befinder vi os aldrig særlig langt væk fra hinanden. Lige nu ligger han faktisk ved en hule ganske tæt på os."

Hendes ører røg imødekommende i vejret, da Illana trådte et skridt nærmere på hende. Hun kendte mange heste, der ville finde sådan en handling grænseoverskridende. Tsavani selv fandt det dog helt normalt. Hun var selv en hoppe, der elskede nærkontakt og altid skulle minde sig selv om ikke at træde alt for tæt på andre. Hun havde sommetider fundet sig selv stående helt oppe i hovedet på andre uden selv at lægge mærke til det. Ja, sådan var hun. Hun kunne være ekstremt nærgående og havde efterfølgende svært ved at respektere folks grænser. Dette var blot endnu en af de egenskaber, der kunne gøre hende til et utroligt generende selskab for andre.
Hun mødte Illanas blik med glade øjne, da Illana uden tøven valgte at fortælle sin egen historie. Tsavani følte sig både stolt og taknemmelig over, at Illana havde valgt at åbne op overfor hende og fortælle om sin barndom. Tsavani vidste, hvor svært dette kunne være - specielt overfor en komplet fremmed. Så hun var dybt beæret over, at Illana havde valgt at dele den med hende.

„Jeg er meget glad for, at du ville dele din historie med mig, Illana. Mange tak. Det gør mig utrolig ondt at høre om din moder og den efterfølgende behandling af dig. At blive beskyldt for drabet på sin egen moder... jeg kan end ikke forestille mig, hvor hårdt det må have været."

Inden hendes svar havde Illana dog nået at tilføje et ekstra spørgsmål. Tsavani rynkede kort på mulen og så på Illana med et vantro blik. Hvordan kunne Illana vide det? Det var jo helt rigtigt... Lyset havde på magisk vis vist sig for hende og hendes broder, da de havde været fuldstændigt fortabte.

„Det er sjovt, at du spørger... for ja, det gjorde der faktisk. Ser du, fjenden trængte ind i vores landsby og slagtede løs. Vi havde ikke en chance, så jeg måtte flygte ud i det vilde med alle dem, der var så heldige at overleve. Derude fik vi kontakt til Cadeyrn og alle de andre soldater, der uvidende om landsbyens situation havde været på togt hele dagen. I frygt for at blive forfulgt af fjenden måtte vi flygte over hals og hoved. Midt i al kaosset åbnede portalen sig så og slyngede Cadeyrn og mig hertil. Så vidt jeg ved, var vi de eneste, der blev reddet. Jeg aner ikke, hvad der er sket med resten."

Et sørgmodigt udtryk tegnede sig i hendes øjne. Flokken havde været hendes ansvar, og hun havde svigtet dem stort. Hun var selvfølgelig fuld af taknemmelighed over, at hende og hendes broder var kommet i sikkerhed hertil. Men mange af hendes kammerater var døde den aften - og dem, hun havde haft tilbage, ville hun formegentlig aldrig få at se igen. Tanken gjorde ondt, og et smertefuldt udtryk viste sig på hendes ansigt. Hun ville have gjort alt for, at portalen havde ført dem alle til Andromeda.
Hun rystede sig kort på hovedet og skubbede tanken fra sig. Dette var hendes nye liv. Det ville ikke nytte noget at tænke på de andre - de var fortid nu. Nu måtte hun blot være taknemmelig for, at hun var sluppet væk fra det barske Méduil og var ankommet i sikkerhed til Andromeda.
En tanke slog pludselig ned i hendes hoved. Var dette mon noget, der skete for alle - at de var i fare og derefter blev reddet af Lyset? Var det mon grunden til, at Illana havde vidst det? Hun så på Illana med et nysgerrigt blik lysende ud ad de himmelblå øjne.

„Er dette noget, der sker for alle?"

Til: Illana | Ord: 1066

Samtalen flød efterhånden ganske ubesværet. De to hopper havde en masse ord at udveksle, og det lod til, at den cremefarvede Tsvani nærede stor fascination for en masse forskellige ting i landet, som hun udspurgte den gyldne om; og det lod til, at hun havde masser af fornuft, til at sortere i de informationer hun fik omkring landet og dets balance mellem godt og ondt. Illana lyttede meget opmærksomt til både de verbale og nonverbale udtryk Tsvani kom med – for hun havde et meget levende kropssprog, som Illana nød at følge med i. Hun var tydelig i sine træk, og hendes krop understøttede hendes ord, ved at fortælle de var sande. Da hun dermed fortalte, at hun ville gøre sit for at undgå Skyggerne, stolede Illana blindt på dette. Hun smilede egentlig blot som svar på dette; for den cremefarvede hoppe havde mange flere ord på hjertet, og Illana så ingen grundt til at omtale Skyggerne mere end højest nødvendigt. Derfor spidsede hun blot sine ører, da Tsvani’s næste ord lød. Hun forklarede nu, at hendes broder og hende var utroligt tæt knyttet, og at han faktisk var i nærheden. Illana prustede dæmpet, inden hun kort lod sine øjne flakke imod omgivelserne; hun ville da med glæde hilse på broderen til denne hoppe, hun nu stod og snakkede med. Kort efter faldt hendes brune øjne tilbage på Tsvani.

,,Det lyder som om, i har et utroligt tæt bånd. Det må være noget helt specielt at have en man er så tæt med, både fordi man er knyttet af familiært bånd og samtidig knyttet på grund af et stærkt venskab.”

Illana var faktisk en anelse misundelig. Ikke at det kom til udtryk på nogen måde, og det lå så dybt i hende, var så vag en følelse, at Lyset overså det også. Illana vidste bedre end at være misundelig og jaloux, og det lå så langt fra hendes natur, at hun egentlig ikke selv registrerede det. Dog var den gyldne hoppe langt fra perfekt; og hun kunne føle alt det, som alle andre kunne. Dermed kunne det eksistere i hendes indre, selvom det ikke kom til udtryk. Lige som had, sorg og vrede. Det hele kunne komme frem under de rette omstændigheder.
Hun puffede ganske kort til Tsvani med et smil. Den cremefarvede hoppe fortsatte nu sine ord, og Illana lyttede atter. Alt som hun fortalte huskede den gyldne sjæl – for en af hendes rigtig gode egenskaber, var nemlig at lytte.

,,Alt det høre fortiden til, Tsvani. Og nok var det hårdt; det tror jeg på dit liv har været også – men det har givet mig en masse også. Lært mig en masse om andre sjæle og deres handlinger, reaktioner. Så jeg ville ikke have været det foruden, selvom jeg i øjeblikket nok ønskede mig så langt væk, som jeg da kunne”

Et lille smil pyntede hendes mule, inden det forsvandt helt. Hendes fortid, som hun et øjeblik betænkte, havde sviet utroligt i hendes sind førhen. Nu lå det der blot som et minde, og mange af de ting hun havde været ude for, kunne hun faktisk ikke huske til fulde. Man kunne sige, at det var som om hendes liv var blevet nulstillet efter hun var landet i Andromeda, og dermed var hendes fortid blevet meget mere ligegyldig, så at sige, end hvis hun aldrig var blevet ført til landet.
Den cremefarvede hoppe svarede nu, på det sidste spørgsmål Illana havde stillet – det spørgsmål, som havde fyldt mest i hendes sind. Hun interesserede sig meget for, hvorfor folk var kommet til landet. Som søgte hun at udforske det, finde et svar på hvad det egentlig var, som bandt dem alle sammen i dette land, som lå hinsides alle andre verdener. Hun havde altid set det som værende en gåde, en gåde som kunne løses hvis man ledte de rigtige steder. Og hun var efterhånden kommet frem til en formodning om, at landet var til for dem, som fortjente en ny chance. For dem, som uden denne chance, var gået bort. Døde måske? Eller blot fortabte i det liv de havde levet. Og de ord som Tsvani nu sagde, understøttede hendes formodning. Hver gang hun fik en ny historie, følte hun sig ét skridt tættere på sandheden; men det tog ikke spændingen fra hende, eller nysgerrigheden. Den ville nok fortsætte med at være der, selvom hun fandt svaret på denne gåde – for landet rummede uendelige gåder, og det var umuligt for den gyldne hoppe at lære dem alle at kende.
Hun brummede sagte, da Tsvani spurgte om det skete for alle. Og nu begyndte den gyldne hoppe at fortælle om hendes teori.

,,Tsvani, det som du fortæller mig, giver i mit hoved mening. Ser du, jeg har længe spurgt mig selv: Hvorfor kommer man hertil? Hvad er det, som hidkalder Lyset, hvad er det, som får Den Vise til at åbne portalen? Jeg har ikke fundet ét svar, men jeg har en idé om hvad der i bund og grund knytter os sammen. Hvad vi alle har til fælles. Som du, der i nød blev mødt af Lyset, blev jeg ligeså. Jeg tror på, at Den Vise kun åbner sit land for dem, som foruden ville være fortabte eller døde. Jeg har endnu ikke mødt én, som ikke har været ude for tab, ulykker eller andre former for fortabelse inden de kom hertil. Jeg tror vitterligt på, at dette land er vores nye chance, og at vi alle har denne éne ting tilfælles. Vi havde brug for en ny chance, og årsagen hertil er ligegyldig.”

Da hun tav hævede hun hovedet en smule. Lyset om hendes hals var begyndt at søge imod en mere dybrød nuance, som hun ikke helt kunne tolke. Men det lå sådan, at Lyset reagerede på andet end kun følelser og andres hensigter. Det reagerede også på kvaliteten af en samtale – og denne dybe samtale, som de to hopper udførte, stimulerede det. Lyset nød denne samtale, nød de dybe emner som gik ud over de normaler formaliteter og hilsner. Og det viste det overfor de to sjæle, ved også at ændre den flyvende kugle af Lys der endnu hang over dem, som ligeså begyndte at gløde en smule rødt ind imellem.

Relaxing evening. ღ

Hun betragtede Illanas reaktion, da hun havde fortalt om sin broder. Illanas blik syntes at flakke rundt i omgivelserne, som ledte hun efter Cadeyrn. Tsavani spidsede lystigt sine ører. Hun kunne godt lide, når andre viste interesse for hendes broder. Hun ønskede, at også andre skulle møde ham og opleve hans egenskaber og kvaliteter, som hun selv holdt så meget af.

„Det har du helt ret i. Mit bånd til Cadeyrn er ubeskriveligt og nærmest overnaturligt stærkt. Jeg ville ikke bytte det for noget andet i verden.
Tilgiv mig min nysgerrighed, Illana, men jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan du skuede rundt i omgivelserne, da jeg nævnte min broder. Ønsker du at møde ham?"

Hendes stemme var lys og varm. Hendes tone indbød Illana at sige ja. Hun ville skam ikke tvinge den gyldne hoppe til noget, hun ikke havde lyst til - men Tsavani havde bemærket, hvordan Illana reagerede på hendes ord, og hun ville ikke misse en eneste chance for at introducere sin broder for andre.
Pludselig puffede Illana smilende til hende, hvilket i et kort øjebik gjorde hende paf. Hun stod tavst og stirrede på Illana med et undrende blik. Hun var skam ikke blevet fornærmet eller følte sig ubehageligt til mode over handlingen; nej, hun holdt meget af nærkontakt. Hun var bare ikke vant til, at andre indbød til denne. Det tog hende lidt tid at komme sig over forbavselsen, men så gled hendes mundvige også op i et stort smil. Hun kastede livligt med hovedet og lo fornøjet.
Hun spidsede opmærksomt ørerne, mens hun lyttede til Illanas næste ord. Det var nogle meget vise ord, der gav god mening i hendes hoved. Men hun kunne ikke undgå at bemærke det lille smil, der forsvandt som dug fra solen, da Illana havde afsluttet sine ord. Det var tydeligt, at fortiden betød mere for Illana, end hun selv ønskede. Tsavani smilede opmuntrende til hende.

„Sikke nogle smukke og meget sande ord, Illana. Det er en fantastisk måde at se det på. Jeg er meget enig i dine betragtninger."

Hun lyttede spændt med, da Illana begyndte sin fortælling om folks ankomst til dette land. Hendes interesse blev vakt mere og mere i takt med Illanas ord. Det var utrolig interessant og spændende at høre om. Som Illanas fortælling tog til, voksede spørgsmålene i Tsavanis hoved sig også større og større. Hvem var Den Vise? Og hvad var dennes årsag til at bringe så mange fortabte sjæle sammen? Da Illana havde afsluttet sin fortælling, så Tsavani på hende med et ivrigt og nysgerrigt blik.

„Mange tak for at dele din teori med mig. Det var i sandhed spændende information. Jeg kan så udmærket forstå din nysgerrighed og lyst til at finde ud af mere om dette spændende emne. Selv kan jeg ikke undgå at have det på samme måde nu.
Tilgiv mig atter min nysgerrighed, Illana, men hvem er Den Vise?"

I takt med de to hoppers samtale, begyndte Lyset om Illana at ændre sig. Det startede med at gløde dybrødt om hendes hals, men snart begyndte den svævende lyskugle også at gløde i varme, rødlige nuancer. Det mindede atter Tsavani om, hvor interessant hun fandt dette Lys. Hendes øjne gled mod Illanas og mødte dem med et nysgerrigt, meget interesseret blik.

„Hvad betyder dette?"

Ord: 546