Wayward Leaves

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time |  Middag, et par dage efter The Lord and the Little
Location | Teylar flokkens område
Tag | Illana

Det var forunderligt så hurtigt ting kunne ændrer sig; nogle gange til det værre, andre gange til det bedre, men evigt foranderligt det var alting. For blot et par dage siden havde hun været uden nogen familie; hendes mor død og hendes far... der var ingen grund til at tale om den lyse hingst. Der havde heller ingen søskende været, ej heller beskyttelsen af en flok. På et par timer havde hun fået en mor; efter en dag stod hun under en floks beskyttelse. Tillæg morgenen og hun havde søskende. Jo... livet var foranderligt, konstant, og meget kunne ske på blot kort tid.

Daphne tænkte dog ikke meget over dette; med sin unge alder var det rigeligt for hende blot at leve i nuet.

Forsigtigt nærmede det lyse hoppeføl sig bladet. Få øjeblikke forinden var det dalet fra et af de træer, som hende og den sorte stod under. Den sorte græssede stilfærdigt, men altid med et vagtsomt øje på den lyse, mens hun langsomt undersøgte verden omkring sig... og oftere end ikke søgte et måltid hos den sorte. Nu havde hun dog for nyligt gjort det og hendes opmærksomhed blev derfor fanget af den dalende, uberegnelige bevægelse af bladet. Med hovedet sænket nærmede hun sig. Et skridt. To skridt. Langsomt gik det fremad, indtil hendes mule næsten rørte bladet. Med yderste forsigtighed puffede hun til det. Der skete ingenting. Let mimrede hun med mulen, inden hun fnøs til det; så skete der til gengæld noget. Bladet hvirvlede op i luften, hvor en let vind fangede det. Forskrækket, men mest af alt overrasket, faldt Daphne tilbage og endte i en siddende position. Hendes ører var dog nysgerrigt spidsede og selvom man umiddelbart ville tro, at forskrækkelsen ville få hende til at trække sig tilbage og søge den sorte, så skete dette ej.

Et grin forlod hende.

Så hurtigt som hun var faldet tilbage fik hun sig trukket op på sine stadig lidt usikre ben, før hun sprang fremad. Hendes små hove fandt let vej i det lettere gyldne, høje græs, mens hun springende og grinende søgte det, som før havde skræmt hende.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

((OOC note: Pga. Daphne's nuværende alder og Leonora's overbeskyttelse, så vil Leonora være en del af denne tråd. Hun er dog ikke en decideret tredje spiller i tråden, men træder til når nødvendigt.))

Den gyldne sjæl Illana var atter i Teylar flokkens område; hun var vendt hjem efter at have søgt lige udenfor flokkens grænser, blot for at se sig lidt om. Man kunne aldrig kendte øen for godt, og den gyldne hoppe nød at vandre ud uden formål; for der dukkede altid noget spændende op når hun gjorde således.
Denne dag var ganske mild, trods efteråret havde sat sine spor i landskabet. Blade var blevet gullige og begyndt at falde fra træerne. Græsset var blevet mere tørt og kedeligt; og snart ville det blive dækket af sneen, som det var sket alle de år som den gyldne havde boet i landet. Og snart ville vinden blæse koldere luft over landet – men indtil nu, var luften endnu mild.
Lyset, som hang i en kæde omkring halsen på den gyldne sjæl, lyste i meget rolige gule nuancer. Varme så de ud, og ligeså nærmest strålede der en glæde fra Lyset’s aura omkring den gyldne hoppe. Hun var efterhånden ét med Lyset, som det var ét med hende. Ja, faktisk vidste den gyldne Illana ikke, hvad hun skulle gøre hvis det blev taget fra hende; men ej heller ville hun nogensinde lade nogen tage det fra hendes krop og sind.

Græsset omkring hendes hove var begyndt at knase en lille smule, imens hun bevægede sig over det åbne område, hun nu var ved at krydse. Hun havde sat sin kurs imod en samling træer, som var rimelig central i flokkens territorie; et sted, hvor hun faktisk ofte havde set den sorte hoppe Leonora og hendes søn Seyé. Meget havde Illana dog aldrig interageret med den sorte sjæl, for Leonora var af den lidt reserverede type, og det havde Illana respekteret. Dagen i dag bød dog de to sjæle et møde; men ej var Leonora sammen med den efterhånden et år gamle Seyé, men en helt ny skabning. Lyset omkring Illana’s hals begyndte at lyse af den kraftige og nærmest hvide karakter, som det kun gjorde når hun mødte ganske særlige sjæle. Enten var de nye i landet, eller også havde de mødt Det Evige Lys, som Den Vise udsendte ved de særlige møder, som sjælen foretog sig i landet. Eftersom Illana vidste, at Leonora ikke var ny, ledte det hende til at søge efter den skabning, som Lyset reagerede på. Snart dukkede et meget lyst cremefarvet føl frem foran blikket på den gylnde Illana, alt imens den meget lille sjæl fik jagtet et flyvsk blad. Et smil gled øjeblikkeligt over mulen på Illana, for synet af sådan et føl, bragte noget særligt frem i hendes indre. En længsel? En lyst? Hun vidste ikke helt hvad det var; men det kom frem.
Illana fortsatte få skridt frem, inden hun udsendte en sigende, men hilsende brummen imod den sorte Leonora. Hvis hun fik tilladelse til at nærme sig, ville hun meget gerne hilse på både den sorte hoppe, men også det lille og meget lyse føl, som vidst var den nyeste tilføjelse til flokkens område.

Daphne havde lagt blot nogle få meter imellem hende og den sorte hoppe. Leonora, som efterhånden havde knyttet et meget stabilt bånd, havde atter fundet sig til rette i rollen som den overvågne moder, trods de første par dage havde været hårde for hendes sind. Selvom hun lige havde været igennem det hele med Seyé, var intet føl ens, og hun havde skullet vænne sig til hvordan den lille Daphne bar sig ad med at die, hendes sovevaner, hendes nysgerrighed og hvordan hun udtrykte den. Ja, der var meget Leonora skulle lære igen – men nu havde hun endelig fundet ro nok i sit indre til at lade den lille muntre sig, alt imens hun græssede fredeligt.
De befandt sig der, hvor Leonora som regel var når hun hvilede i flokkens område. Den lille klynge træer som hun betragtede sin hendes; der, hvor hun og Seyé havde hvilet hver nat siden han blev født, og der hvor hun havde bragt Daphne, hendes datter, hen efter mødet med Brêgo.
Selvom Leonora, ganske fredeligt, græssede og alt virkede roligt, så holdt hun øje med Daphne. Ingen tvivl om det – for aldrig ville hun tilgive sig selv, hvis hun fjernede sine øjne fra den lille cremefarvede sjæl og der skete hende noget. Det var nok stressende, men sådan fungerede Leonora faktisk bedst. Hun reagerede mere instinktivt når ikke hun havde tid til at tænke en masse, og her kom hendes sande og mest fornuftige reaktioner frem. Og på denne måde kunne hun beskytte det lille føl på bedste vis.
En rolig brummen undslap den sorte hoppe, inden noget fangede hendes øje. Daphne, som efterhånden havde udviklet en god portion nysgerrighed, havde valgt at sætte alt ind på at fange et blad. Det udløste dog en lidt ukontrolleret bevægelse, som sendte det lille føl en tur på rumpen. Hun grinte herefter, og blot lyden varmede hjertet på den sorte hoppe, som hurtigt havde stoppet sin græsning, for at vurdere om føllet havde brug for hjælp. Det gjorde sig dog ikke gældende, for hun var snart på benene og sprang rundt igen. Med et smil betragtede Leonora et øjeblik sin datter, inden en anden sjæl dukkede op. Leonora’s blik stivnede et øjeblik, da en palominohoppe dukkede op. Det var Illana, en hoppe som Leonora ikke havde haft megen kontakt med, men som hun accepterede. Hun var en del af flokken, og derfor en del af familien, selvom de ikke havde meget tilfælles. Dog virkede det til, at den palominofarvede hoppe ønskede at hilse på dem, nu hvor hendes vej havde krydset deres – og efter meget kort overvejelse, sendte Leonora en anderkendende brummen tilbage. Hun måtte gerne nærme sig, hvis hun ønskede.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Inden længe lukkede Daphne sine læber omkring bladet. Det føltes underligt mod hendes læber; tørt og krakeleret. Generelt var det ingen behagelig følelse, men hun holdt alligevel fast i det, mens hun mimrede med mulen. Det resultere i at bladet gav efter og før hun så sig om, fløj den del, hun ikke havde holdt fast i, videre med vinden. Et øjeblik stod hun og blinkede med øjnene, undret over hvordan det kunne lade sig gøre, før hun mimrede videre med mulen. De tørre dele af blad sad nu fast. Efter et par øjeblikke forstod hun, at det ikke hjalp noget, så hun begyndte at gnubbe sin mule let mod sine forben; det måtte da virke...!

Hun brugte dog ikke lang tid på at prøve på at fjerne bladresterne, for hendes opmærksomhed blev fanget af lyden, af den sortes brummen. Hendes dunede ører blev spidset og blikket vendt mod den sorte, undret over hvorfor hun gav lyd fra sig. Skulle hun komme tilbage til hende? Lidt betuttet stod hun et øjeblik, inden hun fulgte den sortes blik mod noget, hun ikke havde fået øje på; en gylden fremmede. Yderligere øjeblikke gik, mens Daphne blot så på den gyldne, tilsyneladende ikke helt sikker på, præcis hvad det var for en udveksling de to havde haft.

Og dog lod hun det ikke holde hende tilbage.

Ud af det blå satte hun frem med fjedrede skridt mod den gyldne. Hendes blå øjne så nysgerrigt på alle dele af hoppen, som de kunne, men blev til sidst fanget af det, som hang om hoppens hals; Lyset.
Havde hun været ældre, ville det nok have været meget uhøfligt, men Daphne tænkte ikke videre over det, inden hun stoppede foran Lyset, og nysgerrigt så på det. Hendes næsebor vibrerede et øjeblik, før hun trak hovedet til sig og mimrede med mulen.

Sikke sjovt det havde føltes.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den sorte Leonora havde fået øje på hende, og kort efter Illana havde udsendt sine toner, fik hun godkendelse fra den sorte skikkelse. Hun måtte gerne nærme sig, og derpå rettede den gyldne hoppe sit blik imod det lille, lyse føl. Hun havde fulgt bladet med stor ivrighed, indtil hun fik det fanget. Dog havde bladets vilje sin helt egen karakter, og da halvdelen af det rev sig løs og fløj væk, stod det lille føl med den anden halvdel siddende imod hendes gummer.
Da føllet først havde befriet sig fra bladets greb, fik hun da øje på Illana selv. Illana brummede sagte, imens hun med fremad rettede ører sænkede sin hals en lille smule. Føllet havde kurs imod hende nu, direkte, og med ufortrødent mod hende.
Den lille sjæl, som ikke gik Illana til bringen endnu, stoppede foran hende og rakte sin lille bitte mule imod Lyset. Med et smil sænkede Illana selv halsen en tak yderligere, så Lyset forlod dets trygge plads i hendes bløde pels på bringen og hang frit ud for hendes bug. Nok havde føllet trukket mulen til sig igen, men Lyset havde sanset nærværet fra det lille liv på lang afstand, så det kunne sagtens sanse det igen nu, selvom hun ikke havde rørt. Det næsten hvide lys bredte sig igen fra Lyset i kæden, men det var ikke så skarpt at man ikke kunne beskue det. Det fortalte Illana, at den lille sjæl var ny i landet, og at Leonora havde lagt sin beskyttelse over hende. Illana vippede med ørerne, og hendes smil blev et øjeblik fjernt. Det var stort af Leonora at beskytte et ung liv, som ikke var af hendes direkte linje, og det havde vagt beundring i sindet hos den gyldne hoppe. Hvis hun selv kunne gøre noget lignende for nogen, ville hun gøre det.

Kort lod Illana sit blik glide imod Leonora, da hun løftede sit hoved lidt igen. Hun nikkede derpå imod den sorte hoppe, inden hendes milde stemme kom til udtryk.

,,Goddag Leonora. Vores veje er ikke blevet krydset før nu, men jeg er glad for at møde dig. Og jeg ser, at du har endnu et lille liv at se efter; må jeg spørge, hvad er hendes navn?”

I stilhed stod Leonora og betragtede Illana og Daphne, imens deres første egentlige møde fandt sted. Hun gjorde sig ingen bekymringer, da hun vidste at Illana var til at stole på; Brêgo havde trods alt givet hende en vigtig plads i flokken.
Et meget vagt smil fandt vej til Leonoras mule over de små tilnærmelser som Daphne gjorde sig. Det var tydeligt, at hun endnu havde så meget mod, at det vidst kunne overskygge alt, og det var en egenskab, som den sorte Leonora ville gøre sig for at bibeholde hos den lille sjæl under hendes opvækst.

Hvilke tanker Leonora havde, om den magiske halskæde Illana bar, valgte hun at holde for sig selv. Hun stolede på hoppen, men ikke den magi, som hun åbenlyst bar. Hvor den kom fra og hvad den var, var spørgsmål hun egentlig ikke ville have svar på, for hun ville helst holde sig så langt fra den verden som hun kunne. Hun havde lært sit, ved sit møde med ’magi’, og ærligt håbede hun på, at Daphne ville undgå denne form for unaturlig eksistens i fremtiden. Også selvom magien ikke nødvendigvis fra en trussel for hende – for hun havde set nok til den gyldne Illana, til at vide, at den magi hun bar, ikke var ondartet.
Med et lille prust vendte hun nu de blå øjne imod Illana, da hun talte. Hun spurgte indtil hendes datters navn, og med et lidt tydeligere smil, nok mest af al høflighed, svarede hun.

,,Goddag Illana, i lige måde. Og du har ganske ret – dette er min datter Daphne.”

Hun sagde det med tydelig kærlighed og varme, for ligesom Seyé havde gjort det, havde Daphne vækket den ubetingede kærlighed, som kun en moder kunne føle for sit afkom. Det var et sælsomt bånd som Leonora ikke ville bytte væk for noget andet.
Kort flakkede hun blikket til siden – for egentlig havde hun et ærinde at løbe; for hun skulle finde Seyé inden mørket og bringe ham tilbage til flokken. Han vandrede ret ofte væk, og selvom han var 1 år gammel, så skulle hun endnu holde øje med ham. Især nu, for i hans alder troede de ofte, at de kunne klare hele verdenen. Hun nikkede atter til Illana, inden hendes milde toner lød igen.

,,Illana, vil du passe på Daphne for mig, blot en time eller to? Jeg skal finde min ældste, og jeg er sikker på jeg kan lade Daphne i sikkerhed hos dig. Hun er nok langt fra træt nok til at sove endnu”

Derpå vendte trådte Leonora frem, for at stryge det lille føl over ryggen. En lille moderlig gestus, inden hun ville lade dem alene blot en stund. Selvom hun tvivlede på magien, vidste hun dog, at det ville kunne underholde Daphne i timer sikkert, hvis Illana lystede det, så der var ingen bekymring ved at gå blot en stund. Derpå vendte hun rundt for at vandre ud efter Seyé, så de kunne sove i tryghed natten over i flokkens område.

[Leo out – vender tilbage når tråden skal slutte ]