An Adventure Awaits

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time |  Sen eftermiddag
Location | Teylar flokkens område
Tag | Tsavani

Nogle gange kunne det ske, at man overså ting, som det ellers var meningen man skulle se. Andre gange så man det, man ikke burde. Og så var der de gange, hvor man fik øje på præcis de ting, skæbnen ville have, man lagde mærke til. For Daphne, på denne eftermiddag, var det sidste tilfældet. Oppe blandt træets røde, brune og gyldne blade sad en hvid fugl, så skinnende som nyfalden vintersne. Dens øjne stod i en unaturlig kontrast til dens fjer med deres blodrøde farve. Det lille hoppeføl følte sig dog ikke skræmt over synet, ej heller afskyede hun det unaturlige. Nej, det fangede blot hendes nysgerrighed og uden at tænke videre over det, var hun gået efter den. Vel og mærke uden held den første gang. Uden tøven havde den sorte stoppet hende, som havde den ikke set fuglen. For hvem som helst der så den, ville vel følge den, ikke sandt?

Et forsøg var dog ikke alt den lille havde i sig.

Hun havde forsøgt på ny, men kun med samme resultat og hun virkede til at have forstået, at hun ingen vegne ville komme derfra, så længe den sorte var der. Dog ønskede hun ikke den sorte bort; den sorte var hendes et og alt. Hendes lys, hendes liv. Hun elskede, trods den korte tid de havde spenderet sammen, den sorte højere end noget andet i sit liv; og det var meget, trods hun ikke havde mange andre, hun kunne elske. Hun stod for sikkerhed, varme og kærlighed; alt det, som der for tiden betød allermest for den lille.

Den sorte kunne dog ikke altid holde øje og selvom det næppe var hendes mening, var hun faldet hen uden, at Daphne var det. Den lille hoppe lå trygt mod hoppens bug og lyttede i stilhed til den sagte lyd af den sortes hjerte. Hun blev dog, lidt usædvanligt, ikke liggende. Forsigtigt strakte hun sine ben og kom næsten hoppende op at stå. Let rystede hun sig og mimrede med mulen, inden hun så efter den hvide fugl.

Den sad der endnu, men kun for et øjeblik.

Med et vingeslag flyttede den sig videre til en anden gren, før den dalede mod jorden og forsvandt, skjult af buske og træer. Med nysgerrigheden som drivkraft og forsigtigheden efterladt hos den sorte, skridtede Daphne let af sted. Nok forstod hun ikke meget og mange koncepter var helt fremmede for hende, men hun forstod dette; hun forstod, at hun skulle følge efter.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

((OOC note: Pga. Daphne's nuværende alder og Leonora's overbeskyttelse, så vil Leonora være en del af denne tråd. Hun er dog ikke en decideret tredje spiller i tråden, men træder til når det er nødvendigt.))

An Adventure Awaits

Den beigefarvede hoppe befandt sig stadig på den smukke ø, Leventera. Den havde hun efterhånden befundet sig på i mange dage nu. Hun vidste ikke, hvad der var så specielt ved denne ø... men et eller andet ved den talte til hende. Selvom hun også var ganske glad for de andre øer på Andromeda, havde hun foretrukket denne ø i meget længere tid end de andre. Hun var en hoppe, der havde svært ved at befinde sig det samme sted alt for længe ad gangen. Derfor blev hun aldrig længere end et par dage på et sted, før hun drog videre til det næste.
Men denne gang var det anderledes. Leventera havde vundet hendes hjerte, og hun havde rent faktisk formået at slå sig ned på denne ø. Det var lidt af et mirakel for en som hende. Hun huskede ikke nogensinde at have oplevet det før.

Men selvom øen her var blevet hendes faste opholdssted, betød det ikke, at hendes eventyrlyst og behov for at opleve nye ting var blevet mindre. Derfor havde hun brugt de sidste mange dage på at tjekke øen ud. Hun havde været alle de steder i nærheden, hun kunne komme til uden at skulle gå alt for langt væk fra sin broder. Hun havde oplevet både lukkede skove, åbne enge og endeløse strande - alt sammen så smukt. Men hun trængte til nye udfordringer. Hun kunne mærke, at den sædvanlige rastløshed var begyndt at røre på sig i hendes krop. Hun trængte til nyt stimuli, nye oplevelser.

Derfor havde hun valgt at forlade sin broder denne eftermiddag. Hun befandt sig skam stadig på Leventera, men denne gang havde hun bevæget sig helt ned i den anden ende af øen, langt væk fra sin broder. Det var sjældent, de to søskende valgte at bevæge sig så langt væk fra hinanden. De foretrak at holde sig tæt på hinanden, så de altid ville kunne komme hinanden til undsætning, hvis noget skulle hænde en af dem.
Men ikke denne gang... For i dag havde hun aftalt med sin broder, at hun forlod ham i et stykke tid.

Hendes ører var fast rettet fremad, og hendes hale faldt elegant i en bue bag hende, da hun livligt kom travende langs en lille skovsti. Hun var i et forbavsende godt humør i dag. Tsavani, som hendes navn var, var ellers en temperamentsfuld hoppe, der kunne have problemer med at styre sig foran andre. I bund og grund skyldtes hendes problemer et latterligt lavt selvværd og et indebrændt had til sig selv. På de dage, hun var hårdest ramt, kunne hun derfor godt have tildens til at lade sin egen vrede gå ud over uskyldige fremmede.
Men hun havde da også gode dage... og dette var i sandhed en af dem.

Fuglene kvidrede lystigt omkring hende, og bladene hvirvlede rundt i luften i den efterårsfarvede skov. Den var utroligt smuk på denne tid af året. Tsavani kom fra et land, hvor frodige skove kun hørte til sjældenhederne. Så de var noget af det, hun beundrede allermest efter hendes ankomst til Andromeda.
Hun havde efterhånden bevæget sig gennem skoven i et godt stykke tid, og snart nåede hun udgangen. Hun trådte ud på en åben eng, hvor en kraftig lugt fra én bestemt hingst spredte sig udover hele området. Hun rykkede vagtsomt det ene øre bagud og lod opmærksomt de blå øjne glide udover området. Hun var uden tvivl trådt ind på et flokområde, så hun måtte træde varsomt.

Hun var ikke klar over, om fremmede var velkomne på dette område eller ej - men det kunne hun jo kun finde ud af på en måde. Hun trådte frem med selvsikre skridt og gik roligt ned ad engen.
Der var ingen tegn på hverken farer eller liv fra flokken, så langsomt faldt hun til ro og slappede atter af i kroppen. Hun var sikker på, at hun gik for sig selv, da et lille hoppeføl pludselig kom til syne længere nede på området. Det fik straks Tsavani til at stoppe op og vibrere med næseborerne - måske var der en hidsig moder til stede?

Hun stod helt stille og betragtede den unge hoppe, indtil hun var sikker på, at moderen ikke var i nærheden. Hmm, den lille hoppe havde altså bevæget sig ud på egen hånd... Hun kunne lide føllets selvsikkerhed og stærke vilje og besluttede sig straks for at kunne lide hende.
Hun blev stående i lidt tid og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun havde egentlig aldrig set sig selv som en særlig omsorgsfuld person, og af den grund kunne det derfor godt være lidt svært for hende at håndtere føls tilstedeværelse. De var så impulsive, så direkte og uforudsigelige. Hun følte sig ikke helt så tryg i deres selskab som med voksne heste. Føls handlinger var oftest ulogiske, deres sprog var endnu ikke til at forstå, og hun blev pludselig den ansvarlige for alt i selskabet...

Alligevel fandt hun sig selv på vej mod den lille skabning. Hun skridtede roligt af sted og stoppede først op, da hun var nået helt hen til det lille hoppeføl. Hun blinkede nysgerrigt med øjnene og sænkede så sit eget hoved ned i føllets højde. Hun brummede venligt til den lille og mødte hendes øjne, der var mindst lige så blå som hendes egne.

Til: Daphne | Ord: 875

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Med forsigtigt skridt nåede hoppeføllet hen til det sted, hvor fuglen var forsvundet; den var der ikke længere. Lidt slået faldt hendes ører tilbage. Hvor var den mon blevet af? Inden hendes unge tanker kunne hvirvle for længe omkring spørgsmålet, viste fuglen sig på ny, denne gang sidden på en gren længere oppe. Dens røde øjne iagttog hende i stilhed, før den titlede sit hoved og så kastede sig ud i luften, hvor den hastigt fandt vej mod hende. Inden hun helt nåede at forstå hvad der skete, havde den hevet fast i hendes pandelok for et øjeblik, før den fløj afsted, bort fra hende. Et øjeblik så hun betuttet efter den, før hun så med springende skridt kastede sig afsted efter den; følge den måtte hun, om den sorte så brød sig om det eller ej.

Hvor lang tid hun havde fulgt den hvide fugl med de røde øjne vidste hun ej, men nu var den borte. Helt borte. Hun havde ej været i stand til at finde den og den havde ikke vist sig. Det forvirrede hende; ikke hvorfor den havde bedt hende følge sig, men hvorfor den var væk. Ting kunne ikke bare sådan forsvinde; i hvert fald kunne hun aldrig forsvinde således, at den sorte ikke fandt hende, hvilket efter hendes logik betød, at det var fuldstændigt umuligt.
I løbet af den tid, hun blot havde fulgt uden at se, var hun kommet langt væk, meget længere end hun kunne forestille sig. Området var fremmede for hende; ikke at alt ikke var det, men dette var anderledes. Aldrig havde hun været her før. Og aldrig havde hun mødt den, som nu nærmede sig.

Daphne opdagede ikke den fremmede, før hun nærmest bogstaveligt var lige over hende. En voksen hest ville sandsynligvis havde trukket sig i overraskelse, men hendes dunede ører vippede blot fremad ved lyden af den fremmede brummen. Roligt vendte hun blikket mod den anden, en hoppe af gylden lød, og iagttog hende blot i total tavshed.

Tankerne kværnede i føllets hoved.

Efter et par øjeblikkes tavshed, kun et øjeblik inden det blev underligt, brød hendes mule ud i et smil. Kroppen blev vendt, så de stod med fronten mod hinanden. Det lille hoved blev tiltet på skrå, mens de blå øjne nu nysgerrigt iagttog den meget, meget store fremmede.
Og så, uden nærmere tanke eller varsel om det, løftede føllet sine forben og med et let dump blev de lagt mod hoppens næseryg, mens det lysehoppeføl forsat betragtede hende.

En lys, føllet brummen ville fylde hoppens ører.

Mange ting kunne siges om lille Daphne, men en ting var sikkert... frygtsom var ikke blandt dem og medmindre nogen lærte hende det, så ville det næppe være et træk, hun nogensinde ville påtage sig. Ej fordi hun var modig, men fordi hun ikke så grunden til at være det.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

An Adventure Awaits

En snert af overraskelse viste sig i hendes øjne, da det lille hoppeføl reagerede noget anderledes på hendes ankomst, end hun ville have troet. I stedet for at være utryg ved den store hoppes tilstedeværelse vendte føllet sit blik mod hende og vippede ørerne fremad. Hendes blik mødte fascineret den lille hoppes. Det var ganske imponerende med så stort et mod i så lille en krop...
De stod blot og betragtede hinanden uden nogen yderligere reaktion. Det var næsten begyndt at blive akavet, men så brød føllet pludselig ud i et kæmpe smil. Det var så smittende, at Tsavani ikke kunne lade være med at smile selv. Den lille hoppe vendte sig nu med front mod hende, og det lille, føllede hoved blev nysgerrigt lagt på skrå.

Tsavani mærkede en underlig følelse i maven. Hun var normalt ikke typen, der faldt for de små størrelser - men hun fandt et eller andet ved den lille skabning utrolig nuttet.
Føllets næste træk kom noget bag på hende. For uden yderligere varsel løftede det begge sine forben i vejret og klaskede dem mod hendes næseryg. De store, himmelblå betragede hende nu i næsten hovedhøjde. Det lille føl betragtede hende nysgerrigt og gengældte så hendes brummen. Tsavani vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv i situationen, så hun blev blot stående og smilede lettere akavet.

„Jamen, hej med dig da."

Til: Daphne | Ord: 229

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Nysgerrigt tiltede Daphne sit hoved på skrå endnu en gang, mens hun kiggede næsten intenst på den gyldne hoppes ører. De var større end den sortes, hvilket var underligt efter hendes mening, for den sorte havde ellers de største ører hun nogensinde havde set. Med et øjebliks tøven strakte hun hals og lige som hun skulle til at nappe til hoppens ører, brød hendes stemme frem. Daphne's ører blev spidset, mens hun stirrede ud i ingenting, mens hun tænkte over ordenene. Hun genkendte dem, men forstod ikke helt sammenhængen mellem dem og selv hvis hun havde, så kunne hun ikke sige noget tilbage. I så hun derfor blot på hoppen, før hun smilte igen.
Hoppen var dog ikke fri for hendes fascination med ører. Det var svært at sige præcis hvordan den var startet, men der var et eller andet over det, at nappe til en andens ører, som Daphne fandt uforståeligt morsomt. Så, uden tøven denne gang. nappede hun til hoppens ører og hev let i det.

Hun blev dog ikke ved med at hive.

Så hurtigt som hun havde gjort det, gav hun slip, før hun med et føllet grin skubbede sig væk fra hoppen og sprintede et par skridt. Indlagt i dem var der noget, som mindede lidt om et bukspring, men med hendes lette, springende og, til tider, klodsede skridt, kunne det til tider være svært at bedømme præcis hvad hun gjorde, udover at hun bevægede sig. De sidste skridt hun tog, blev fnidrede, før hun stoppede op og så tilbage på hoppen. Hendes forben trippede et øjeblik, før hun lavede en utroligt føllet efterligning af at knejse i nakken, mens halen gav et lystigt slag, så godt som den nu kunne, når den ikke var meget mere end en krøllet masse.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

An Adventure Awaits. ღ

Tsavani vippede en anelse uroligt med det ene øre, da hun betragtede det lille hoppeføls øjne. Blikket i dem havde ændret sig og var blevet mere intense at se på. Hun lignede en, der var klar på ballade og meget nøje holdt øje med et eller andet. Hvad kunne den lille skabning mon finde på? Det fandt Tsavani hurtigt ud af, for snart efter kom hoppeføllets mule snappende mod hendes ører. Det lille føl nåede dog lige at afbryde sin handling, inden hun nåede til Tsavanis ører. Tsavani betragtede hende med nysgerrige øjne. Det var åbenbart hendes stemme, der havde fanget den lilles opmærksomhed. Hoppeføllet stod nu og stirrede ud i ingenting. Det var tydeligt at se i hendes øjne, at hun tænkte over et eller andet. I starten forstod Tsavani det ikke helt, men hurtigt gik et lys op for hende. Dette hoppeføl måtte være så ungt, at hun endnu ikke havde lært sproget. Tsavani prustede venligt. Når nu den lille ikke forstod ord, måtte hun forsøge at få sit budskab igennem med kropssprog og naturlige hestelyde.

Med ét syntes det lille hoppeføl at fjerne sin koncentration over ordene og genoptog straks det, hun havde været i færd med før. Hendes lille følmule strakte sig atter mod Tsavanis øre og hev fat i det. Tsavani blev tålmodigt stående. Hun var ikke klar over, hvad den lille havde gang i, men hun valgte at lade hende gøre det. Hun vidste ikke meget om føl, men hun vidste, at deres hoved var optaget af leg, sjov og ballade - så den lille hoppe kunne umuligt være ude på at skade hende.
Lige så hurtigt, som hoppeføllet havde taget fat i hendes ører, slap hun hende igen. Med et barnligt grin hoppede den lille hoppe atter ned af hende og satte af sted i en spurt. Den varede kun et par skridt, før hun begyndte at kaste med sin krop i sjove bevægelser. Tsavani var ikke helt klar over, hvad den lille hoppe lavede - men det måtte være en slags start på et bukspring. Et varmt smil tegnede sig på hendes mule. Det var egentlig ret kært.

Hoppeføllet stoppede nu op og så mod hende. De små følben trippede under den lille hoppe, og kort efter lavede hun en utrolig kær efterligning af en stolt knejsen med nakken. Tsavani kunne ikke holde et mildt grin tilbage, da den lille hoppe dansede sådan foran hende, mens hun forsøgte at slå med sin lille tot af en hale. Det så utrolig sødt ud, og Tsavani blev helt varm om hjertet. Hun så på hoppeføllet med et drillende blik, inden hun selv begyndte at træde ind i en trippende dans. Den lille ville lege med hende, og det ville hun hellere end gerne være med til. Hun strakte sin store og muskuløse hals til en ordentlig knejsen og dansede hele vejen hen til føllet. Da hun kom helt derhen, sendte hun atter føllet et drillende blik, inden hun snappede ud efter hendes lille, plyssede pandelok. Hun sørgede for at være rolig i sine bevægelser og gøre sit bid blidt - hun ville jo ikke risikere at komme til at gøre skade på den lille hoppe.

Til: Daphne | Ord: 528

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
1
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den fremmede fulgte hende og det fornøjede hende noget så meget. Ikke at hun ville være blevet direkte trist eller misfornøjet, havde den gyldne hoppe ikke forstået hvad, hun lagde op til, men det var altid en glæde, når det, hun ønskede, skete. Med en begrænset mulighed for a kommunikere, var det nemlig altid rart, hvis det man trods alt prøvede at 'sige', blev forstået som man havde ment det. Og det var bestemt tilfældet her, for den gyldne kom dansende mod hende, som hun havde set en anden hoppe danse en enkelt gang. Det lignede i hvert fald lidt det, hun havde set... men egentligt var hun ikke sikker, for det meste så rimeligt ens ud til hende og hun havde endnu at lære de nuancer, der kunne ligge i de danse, som blev opført mellem individer. En dag ville hun forhåbentligt lære og forstå, men ingen kunne være sikker, for ikke alle i verden var ment til at forstå alt.

Da der blev nappet efter hendes pandelok, undveg Daphne let, sandsynligvis fordi hoppen tillod det. Let og hastigt sænkede hun hovedet uden for rækkevidde, inden hun trak det til sig og svirpede med halen. Hun var klar til at give gengæld. Så snart hoppen, roligt, trak sit hoved tilbage, sprang hun fremad og hapsede fast i en af hoppens gyldne lokker, inden hun forsatte ned langs hoppens krop. I sidste øjeblik, inden hun ville have hevet ordentligt i totten, gav hun slip. Så lidt som den fremmede ønskede at skade hende, ønskede hun at gøre det samme; der lå intet ondt i hende og kom hun endeligt til at skade nogen, ville det nok være hende, som det gjorde mest ondt på.

Igen var 'angrebet' blot hurtigt og kortvarigt, efterfulgt at en kort triumferen. Som sådan var hun ikke noget stolt væsen, i hvert fald ikke på den måde, der gjorde, at hun følte sig større end andre. Hun var stolt af de små ting, hun formåede at gøre, men ville næppe nogensinde føle den hovmodige stolthed visse andre faldt under for. Og således stod hun der, et par meter fra hoppen, på ny knejsende på sin føllede måde, klar til at den gyldne skulle komme mod hende på ny.

Et grin og smil var næsten perlemorsføllets konstante kompagnon gennem det hele.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

An Adventure Awaits. ღ

Den lille hoppe var smidig, for i en elegant bevægelse sænkede hun sit hoved og undveg Tsavanis blide nap mod hendes pandelok. Tsavani nåede kun lige at trække sit eget hoved til sig, før den lille følmule atter kom flyvende. Hun fik fat i en af Tsavanis gyldne lokker og fortsatte ned langs hendes krop med hårtotten i munden. Lige inden det ville begynde at gøre ondt, slap føllet dog hårtotten igen og spankulerede stolt væk fra hende. Tsavani var imponeret. Den lille var så ung, men havde allerede nu forstået forskellen på, hvad der var sjov leg, og hvad der gjorde ondt. Tsavani vendte hovedet mod det lille hoppeføl, der sprang triumferende rundt, og smilede venligt. Hun havde aldrig set noget særligt i disse små skabninger, men hun måtte indrømme, at hun nød dette selskab overraskende meget. Den lille skabning var så kær og sød, at hun slet ikke kunne undgå det.

Føllet stoppede nu op og stillede sig atter i en "kampklar" stilling. Det var tydeligt, at hun var klar til at lege mere med den store hoppe. Grin og smil sad permanent plantet på den lille, bløde mule. Det var mere end tydeligt, at hun nød hvert et øjeblik af denne leg. Tsavani rystede overbærende på hovedet. Et sted i hendes baghoved lå en bekymring for, om føllets moder mon ville ankomme og jage hende væk. Men hendes blødsødenhed overfor for den lille var alt for stor til, at hun nænnede at afbryde legen. Derfor brummede hun legesygt, inden hun atter trippede af sted mod den lille skabning. Hun knejsede i nakken og kastede en gang med den kraftige, lyse man. Hendes himmelblå øjne mødte den lilles, mens hun prustede venligt. Hun ville ikke gøre noget for aktivt at "angribe" den lille, men ville lade føllet komme til hende først.

Ord: 303