Sunflower - åben

Morgens tunge dis havde lagt sig omkring den frodige ø. Den misfarvede den ellers varierede natur, og lagde alt i et tæppe af gråhvid. Over græsset gled nordens vind hastigt over, og bragte nyt omkring den vinter der lå for landets fødder. Som tingene så ud nu, så denne vinter ud til at blive særligt hård. På dette tidspunkt imellem nat og morgen, kunne man mørke forsmagen på frostens ånde. Den kreerede fine krystaller på hingstens mule, og fik hans åndredrat til at stå ud som en sky. I Jairos tynde pels hang små dugdråber stadig fast, alt imens han gik igennem det lange græs imod midten. Hvorfor den blege havde bevæget sig ud så tidligt vidste ingen.. Selv ikke ham. Måske var det tankerne.. drømme og minder der havde forstyrret hans søvn, og ledt ham ud for at få en pause fra dem. Eller også var det rastløsheden han følte ud til yderste hovspids. Hvorfor var han her?
De grønne øjne gled over trætoppene, inden at han med et fnys sænkede mulen. Den fandt vej ned imellem de mange strå, inden at han i tidsfordriv begyndte at hive diverse totter op. Morgenduggen på græsset var ubehageligt, men bedre end kun at se frem for sig. Den unge hingst var begyndt at tvivle på om der overhovedet fandtes nogle i dette land. Jo, dyr havde der været mange af. Store som små, og han havde en enkelt gang måtte tage benene på nakken over en mørkere skygge imellem de mange stammer. Men derfor manglede der stadig nogle han kunne kommunikere med. Snakke med.. se på. Tanken om at lyset som straf havde ledt ham hen til dette gudsforladte sted faldt ham ind, men fik ikke andet end en svag fnysen som respons. Selv hvis det skulle være tilfældet, ville han ikke lade sådanne en dom kue ham. Ligesom så mange gange før ville han finde en måde. En vej - et formål.

For et formål var det der drev enhver fremad. Uden en mening med sin eksistens, hvilke grunde havde de så til at være her? Jairo troede ikke på at man blev født med et formål. Det var ens ansvar at finde dette formål. Og selv hvis det som hans - blev taget fra ham, måtte man finde noget nyt. Med de tanker begyndte solens første stråler at bryde igennem disen, og hingsten hævede svagt hovedet. Solen var en ny begyndelse på dagen.

Der var gået lang tid siden Artemis sidst havde set en anden sjæl. Hun havde ikke holdt sig til en enkelt ø, men var søgt væk fra det velkendte og svovllugtende. Det der mindede hende om hendes hjem. Det hjem hun var blevet tvunget væk fra. Den sygdom der først havde hærget stedet og de tobenede der havde taget hende og et par andre med væk derfra.

Disen og duggen skjulte den næsten den lille og næsten helt hvide hoppe. Små dråber havde sat sig som små krystaller i den lange, hvide og tykke hale. Manen ligeså. Små dråber havde også sat sig i de små hår ved den lyserøde mule. Med en lille brummen begav den lille hoppe sig fremad og videre ud over engen. De små plyssede ører vippede rundt i alle retninger - lyttende efter andre sjæle. Der var dog ikke meget at gå efter. Det havde der ikke været på noget tidspunkt på hendes færd. En lille næsten opgivende brummen slap dog fra hoppen, idet hun overgav sig til den ensomme vandretur. Med halsen strakt frem og mulen tæt ved græsset, snuppede hun af og til et par totter.

(sorry hvis svaret er lidt kort, men jeg skriver via mobien nede fra poolen på ferie xD)

De varme bløde stråler kærtegnede hingstens lyse og forfrosne skind. Dens varme blev vist i morgens røde himmel, alt imens dens lys jagede nattens lange og kolde skygger på flugt. Ja, Solen rejste sig i sandhed fra nattens øg og hav, imens natten ville falde for dens lys. Sådan var det beskrevet, og sådan ville det forhåbentlig altid være. Jovidst, der var en magisk aura af mystik omkring den blege måne, der yndede selskabet af nattevandrer og stjerner. Natten var skabt for dem der havde noget at skjule for den brændende ild. Hemmeligheder, forbudte elskere og mørke ærinder. Og selvom den belge hingst en enkelt gang havde nydt lunas* dække sammen med den hvide sjæl, var den tid for længst passeret og gemt. Hans skæbne havde været at følge solen, ligemeget hvor meget den brændte. Således havde det ihvettfald været indtil folket satte sig op imod skæbnen. Hvis hans søster havde været solen, havde han været månen. Født til at følge hende om dagen, og beskytte hende om natten. Men det hvide skind tilhørte den gyldne slægt, og således ville han ikke kunne passe til natten. 
Et mildt suk forlod hingsten, idet at han lod den anspændte krop slappe mere af. Lod varmen kærtegne den slanke skikkelse, inden at han trippede nogle enkelte skridt fremad. Det var tid. Med blikket imod øst stod han, inden at han langsomt bøjede hovedet for den opgående sol. Hilste den velkommen med en svag brummen, og trak smidigt hovedet ind imod bringen. De grønne øjne blev koncentreret lukket, idet at han med ranke skridt dansede let til siden. Fulgte en uhørlig melodi, og prisede dagen med sin dans. Chorea Solis*

Sveden begyndte snart at sætte sine spor på hingsten , idet at de tydelige muskler blev spændt utroligt i udførelsen. De lange slanke ben og kroppens elegante bygning var skabt til denne form for dans. Denne vej. Bringen blev skudt frem, benene arbejde under ham og morgens dis visnede langsomt væk i varmen. Det var tydeligt hvordan det var ham nært at gøre dette - han gjorde det vær morgen. Og i takt med at solen steg, blev de smidige bevægelser holdt længere og hårdere, indtil at han med et spring stivnede. Den hvide stoppede fuldkommen op, imens at han med sitrende krop stod for at få vejret. Som en sidste hilsen og afslutning bukkede han igen for solen, inden at han roligt vendte om imod skoven igen. Han måtte komme i læ for vinden, da hans tynde skind ikke kunne klare denne kulde. 
Imens dansen havde varet, havde han ikke set hvordan en lille hvid skikkelse nærmede sig. 

*Luna betyder måne.
*Chorea Solis betyder Dans af sol, eller sol dansen. 

'Líf....... Líííf! Kom så....'

Ordene havde en form for ekko koblet til sig, som kom de inde fra en klippe. Dog vidste den lille hoppe bedre. Det var hendes navn. Hendes rigtige navn. Det hendes moder havde givet hende da hun kom til verdenen. Hendes moder var også den eneste der nogensinde havde kaldt hende det. Harka havde haft sin egen mening om hende, og hun mente ikke Líf var et passende navn. Og hvad Harka sagde og mente, var lov.

De små ører flappede fra side til side da Artemis rystede sit lille hoved. Hvor var alle andre? Hvor var Zephyr? Han var ikke her. Dette var ikke Canada. Dette var ikke prerien heller, hvor varmen havde været uudholdelig. Hun var født i kulde og i kulden hørte hun til.

Landet havde været noget tid om at skifte, men vejret var blevet koldere. Hendes sommerpels var allerede ved at være skiftet helt ud med den plyssede vinterpels. Den fik hende at se kraftigere ud og på en måde også mere kortbenet end hun var i forvejen. Ikke fordi hendes ben var for korte, for hun var ganske fint sat sammen, hun var bare ikke særlig høj. Dog var hun ikke den aller mindste hvor hun kom fra.

Noget trak den lille hoppe ud af sine blandede minder om sin mor, sin barndom og sin rejse over de mange bjerge, sletter og frodige enge. Hun kunne se noget. Nej... Ikke noget. Nogen. Hun var ikke længere alene. Hvor nogen nok ville være mere tilbageholdende, var hun anderledes. Hun følte ikke der var noget hun ikke kunne klare. Hun gav dog ikke lyd fra sig endnu, men fortsatte lydløst nærmere den dansende skikkelse. Først da den stod helt stille, gav hun et lille, lyst og feminint vrinsk fra sig.

Den hvidlige bevægede sig med sikre skridt imod skovens åbning, imens at dis og tåge langsomt forsvandt i området. Det gråtonede farver natten havde skabt, blev snart blandet i nogle dybrøde og bløde farver. Det gav græsset en mere appetitlig farve, og viste dagens sande nuance. Jairos grønne øjne gled over de høje trækroner, hvor vinden ikke var det eneste der fik blade og grene til at rasle. Små fugle var allerede nu vågnet, og ville snart rejse sig imod himlen. Et svagt smil sitrede i mundvigen, inden at et lyst vrinsk fik ham til at stoppe langsomt op. Ørene vippede lyttende tilbage, idet at han forsigtigt drejede det ædle hoved tilbage.

En hoppe – ligeså hvid som ham, men med enkelte sorte aftegn på bagparten så tilbage på ham. Undrende og lettere overrasket over sit pludselige selskab, stod han et øjeblik uden at give respons. De grønne øjne gled ned over hendes kortbenede skikkelse, inden at han sendte en dyb vrinsken tilbage. Stemmen var blød og behagelig, og den lyse trippede langsomt rundt for at vende fronten imod hende. At han ikke havde opdaget hende før nu var underligt, og i baghovedet gav han en kort applaus til hende.



Jairo hævede nobelt hovedet, inden at han med et fnys begyndte at gå tilbage imod den hvide. De slanke ben gled let over det høje græs, imens at hingstens hals smidigt blev foldet i en smuk bue. De strå der nåede op til hingstens bug sendte enkelte kuldegysninger igennem ham, men ellers holdt hingsten en respektfuld facade. På nogle meters afstand stoppede den hvide, inden at den bløde stemme sneg sig igennem morgenen.



”Vær hilset..”

[ 1 ]

Artemis betragtede den fremmede der så noget forundret ud. Havde hun mon gjort noget forkert? Nej, vel? Hun havde i hvert fald svært ved at forestille sig hvad det skulle være. Han så ud til at gøre sig til, men hvilke hingste gjorde ikke det? Der var dog ikke den helt store grund til det. Artemis var trods alt ikke i brunst. Hun kunne næppe tilbyde ham noget som helst, andet end et forvirret selskab. Det blev også bekræftet da han stoppede op og hilste på hende.

De små hvide ører blev vippet ud til siderne, og så frem mod ham igen. Hun vidste ikke om hun burde sænke hovedet eller ej. Ville han kræve respekt fordi hun var havnet her i hans fremmede land? Hun havde efterhånden været der i noget tid, men ikke rigtig mødt nogen - kun meget meget få. Hun havde kun talt meget lidt med dem. Hun forstod ikke deres sprog - ikke det hele. Kun meget lidt. Det måtte hun også forklare denne fremmede. "Ég skil ekki" sagde hun så, med de klare og halvstore blå øjne rettet mod ham. Hun ville ikke gøre ham sur, men hun kunne jo ikke gøre for det. "Ég skil ekki" gentog hun endnu en gang og strakte halsen lidt frem, mens hun krængede hovedet lidt på skrå, undersøgende. For at se om han forstod hende, om han ville blive sur og for at læse hvad han krævede af hende.

Den andens udseende var ham ikke bekendt.. i hans land, havde robuste og kortbenede skikkelser som hende ikke eksisteret. De kraftigste havde nemlig alle båret det samme præg af elegance den gyldne selv havde med sig. Men hende her skildte sig ud fra alle hans overbevisninger, og fremstod som en unik og anderledes skabning… var hun mon også anderledes i sindet end ham? Svagt virrede den gyldne på hovedet, og den lyse mule mimrede tænkende. Det var en mulighed..  

Halvstore blå øjne blev rettet imod ham. Uden tøven mødte Jairo hendes blik, imens den blide stemme fra hoppen lød. Et sprog, der for ham var ukendt. Det havde en syngende accent, og lød nu engang ganske pænt. Men selvom det var smukt, forstod den hvidlige det ikke. Og med et fnys sænkede han hovedet en smule, for at tage et varsomt skridt tættere på – tvivlende på om det ville være passende.  

” Nescit quid sum, - et e converse..” 

Mumlede han på sit eget sprog. Den lange hale slog langsomt nogle svage slag bagved ham, inden at han endnu engang løftede hovedet. De grønne øjne søgte hendes, og med et langsomt buk hilste han hende. Det var den måde han havde lært fra hans land, så hvordan hun ville reagere vidste han ikke. Men måske ville hun forstå bedre denne gang.  

"Mylady.." 

Eller også var han helt gal på den, og hun faktisk havde spurgt ham om noget. Det var ikke til at vide. 

[ 2 ]

Artemis blev fredeligt stående selvom den fremmede kom tættere på. Det gjorde hende sådan set ikke noget - og han virkede jo til at være meget forsigtig. Måske var han bange for hende? lidt bange for hende? Bange for at skræmme hende væk måske? Hvordan hun skulle forklare ham at der ikke var noget at være bange for vidste hun ikke, for hun havde allerede forsøgt at forklare ham hun ikke forstod hvad han sagde. Det skulle dog ikke forhindre hende i at prøve at kommunikere med den lyse hingst. Da han bukkede stod hun med et undrende udtryk i de blå øjne, og iagttog ham nærmest - ham og hver eneste bevægelse. Hvad lavede han?

Nysgerrigt strakte hoppen mulen frem mod hingsten, undersøgende, men trak hovedet tilbage for bedre at kunne se ham an, da han igen tale. "Líf" svarede hun tilbage da hun syntes det lød som om han præsenterede sig selv. Men det var da et besynderligt navn. Men hvis han kom fra et sted langt væk fra dette og langt væk fra der hvor hun kom fra, uanset hvilket af stederne man så talte, så ville det jo give mening. Dog syntes hun det lød umiskendeligt meget som et pigenavn, for det lød som et sprog de havde brugt et af de steder hvor hun havde været før, på sin lange rejse. Hun manglede Zephyr. Hvor var Zephyr? Og helt præcist hvordan var hun kommet til dette besynderlige sted?

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Den hvide betragtede ham undersøgende, imens hans mindre hilsen blev vendt og drejet for hver en vinkel. Det var tydeligt at de ikke kom fra samme sted, eller talte samme sprog... Så hvorfor skæbnen havde valgt at lade deres veje krydses, var ikke til at sige. Måske var det blot en af de mange tilfældigheder der nu engang kom? Jairo vidste det ikke. Og selv hvis han havde, var han ikke den rette til at svare på det. Derfor lod han sådanne tanker blive væk, og ville blot få mest muligt ud af sit fremartede selskab. For denne hvide, kortbenede hoppe var en af de få han havde set. 
Hoppens stemme lød igen, og noget der kunne minde om et navn gled over hendes læber. Lif.. Svagt tiltede hingsten hovedet på sned. Langsomt slog den hvide hale bagved ham, inden at han med et brum strakte mulen en anelse længere frem. 


"Jairo.."


sagde han blot, og nikkede en enkelt gang for at understrege det.  Den blege lod tænksomt blikket søge til siden, inden at det igen fæstnede sig ved den besynderlige hoppe. 


"Hvor kommer du fra, Lif?"


sagde han undrende. For en hoppe som denne var ikke hverdagsyn. Og selvom hun måske ikke forstod ham, ville han høre mere af den særprægede accent hun bar med sig.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

[ 1 ]

"J-Jaa-Jaaaairo" fik hun prøvet sig frem for at gentage det ord hingsten sagde. Det måtte være hans navn, for hun havde jo lige sagt sit eget. Hun forstod dog ikke meget andet af hingstens ord, og det var tydeligt at se med det beklagende blik hun sendte - Men det var dog gemt bag den kraftige lyse pandelok. Åha, sikke noget. Hvor var Zephyr? Hoppen strakte halsen en anelse opad, og lod mulen søge mod himlen for at se efter en kredsende fugl, men der var ingen.

Hendes opmærksomhed røg tilbage på den anden hingst, denne Jairo, da han igen talte. Det var mest fordi han sagde hendes navn at hun overhovedet opfangede at han talte til hende. "K-Komm-Komme fra" gentog hun bare uden at forstå meningen med hans spørgsmål. Den tykke hale svingede rundt om hendes plettede bagdel, før hun lige så stille trådte nærmere for at undersøge den fremmede hingst. Hun havde set andre som ham, men ikke kun i den frie natur. Han kunne vel have været en af de tobenede - dem hun heller ikke forstod. Fra det sted hun sidst havde været. Fra hendes gamle hjem. Den tanke fik hende til at rette ørerne fremad, og en hyperaktiv glæde gled ind over hende. "Zephyr!?" spurgte hun så. Det var intet andet end et navn, men han ville vide hvem det var hvis han havde været samme sted som hende. Han måtte vide det........ ellers var hun igen alene i en fremmed verden.